Følelsen af at dø - det var ikke til at beskrive.
Mørket der omsluttede en, trak en ned et sted, hvor man ikke længere kunne få vejret. Bølger af intethed, et kammer fyldt til renden, vægtløshed. Et skrig, som ingen lyd havde, øjne der intet kunne se. Et lys så blændende, at det var modbydeligt. Også ham, et bredt smil, et løfte og en pagt. Derefter havde det været som om nogen, havde revet i hver led, hver muskel blev trukket fra hinanden. Gispende, alt ødelæggende.

Avaion sad og stirrede ud af vinduet i herregården hun ejede. Hun var tilbage i Medanien. Hun kunne ikke holde ud af være i Kzar Mora disse dage, tanken og mindet om det hun havde mistet. Ikke blot sin titel, men respekten og halvdelen af hendes sjæl. Som noget helt andet, kold og forladt. Det var tydeligt for dem som var tættest på hende, at der var noget helt galt. Gløden i hendes øjne, brændte ikke længere lige så stærkt. Hun var faktisk ikke klar over hvor længe hun havde siddet her, i denne stol uden at røre på sig. Hun vidste der havde været tjeneste folk, som kom og gik i tide og i utide. Der blev stillet mad og vin ved siden af hende, men hun rørte intet af det. Så kom der en og fjernede det, og satte noget nyt. Der var en som holde ilden ved lige, og en som sørgede for at holde hende komfortabel. Men hun hørte deres små snakke, spørgsmålene om hvorfor hun ikke rørte på sig. Men hun var ligeglad, hun var ikke sikker på om overhoved havde noget at leve for længere. Måske hun bare skulle have været blevet i intetheden - måske hun bare skulle have ladet sig dø?

Regnen som dagen i dag, piskede imod ruden hun kiggede ud af. Afbillede ganske godt hendes følelser, stormen som rasede inde i hende. Konflikten imod sig selv, mens hun havde lyst til at skrige og smadre alt i hendes nærhed. Men hun rykkede ikke på sig, som en statue sad hun her. Der var intet hun havde lyst til, selvom sulten gnavede i hende. Hvis hun blev ved meget længere, ville hun nok ikke overleve meget længere. Men hun kunne også mærke den dæmon hun havde lavet pagte med, der var ingen tvivl om hun ikke ville dø. Der skulle den nok sørger for, lige meget hvor smertefuldt det blev. Så ville hun kun svinde ind, men aldrig forsvinde helt.

Kieran var ikke sikker på hvad ben han skulle stå på. Hun havde været væk, men det var ikke unormalt at Avaion tog på eventyr. Trods den høje alder, var hun jo stadig en dæmon med tand for at nyde livets glæder. Noget Kieran elskede hende uendelig højt for. Han havde da heller ikke selv gået hjemme i en cirkel om sig selv og ventet. Faktisk havde han ikke været der da hun endelig kom tilbage. Panisk havde han været da han var blevet hidkaldt af en tjener. Panisk og sorgfyldt over at han ikke havde været der for hende fra første dag til at støtte hende.

Det havde været en skygge af sig selv han var kommet tilbage til. I alt for mange dage sad hun uden at så meget som røre sig, og den stakkels knægt vidste ikke hvad han skulle gøre. Han mindes aldrig at havde set sin kære moder i denne tilstand. Men han opgav hende ikke. Det ville han ikke, trods hans usikkerhed på hvad han kunne gøre.

Det var med rolige skridt han nærmede sig stolen, og blidt lagde sine varme hænder på hendes skuldre og kyssede hende på halsen. Kærlig som han altid var overfor hende. Kærlig og beskyttende. Han bevægede sig frem og satte sig på hug foran hende, med en hånd hvilende på hendes og gav den et klem. "Mor?" han vidste ikke hvad hun tænkte på, men hun var slået ud af kurs. Det brændte i ham at vide hvad han kunne gøre. Han ville gøre alt. Gøre alt for denne kvinde, og det skulle hun heller aldrig være i tvivl om. Hvordan end hun ønskede hans hjælp gav han det.

Hun lagde ikke mærke til der var nogen som kom ind i rummet. Lagde ikke mærke til sønnen som kyssede hende. Lagde ikke mærke til de varme hænder der tog hendes. Men stemmen. Ordet.

Hun rynkede en smule på brynene, mørket som der havde opslugt hende. Som havde hævet hende ned et sted, som hun ikke vidste hvor var, begyndte lige så stille at forsvinde igen. Hun blinkede kort med øjnene, og vente blikket ned imod en af hendes yndlings børn. Et meget lille smil, begyndte at bredde sig hen over de ganske sygelige hvide læber. Måske var der en grund til stadig i at leve? Avaion tog en ganske dyb indånding igennem næsen, og mærkede hvordan at brystkassen løftede sig op. Lige så stille trak hun sin hånd til sig, og lagde den imod hans kind. Selvom han var varm, kunne hun stadig mærke kulden der kom fra hendes egen hånd. En kulde der begyndte at tage fat i hele hendes krop. Hun var virkelig sluten. Hun sukkede igen, meget dybt og nussede kort hans kind for hun tog hånden til sig igen. “Ja min skat?” sagde hun ganske hæst, et tydeligt tegn på hun intet havde drukket i flere dage. Jo mere hun vågnede fra hendes dvale, jo mere syg begyndte hun at se ud. Øjnene flakkede rundt i rummet, mens vejrtrækningen blev mere og mere dyb.

“Så sulten.” sagde hun igen hæst, før at hendes øjne lukkede i. Det var så alt ødelæggende, selvom hun for lidt sidden havde siddet ganske stille - så kunne hun mærke stormen der tog alvor fat i hende. Følelsen af hvordan hun havde sultet sig selv, og smerten var næsten for meget.

Det liv der kom tilbage var opløftende. Hun begyndte at ligne sig selv en smule, som han havde talt til hende. Nærmest vækket hende fra en trance hun havde siddet fast i, med alt det medførte. Smilet fik Kieran til at lyse op af hengivenhed og glæde over at hun ikke var helt væk. At han stadig havde hende hos sig. Men han kunne også se på hende hvor slemt det stod til. Den hæse stemme der ikke havde fået fugt i mange dage, og den udslukne mave der ikke havde fået af jordens frugtbarheder. Hun ville svinde ud. Kieran ville ikke tillade det. "Vil du drikke noget for mig?" Han tog glasset på bordet der indeholdte hvad end væske som tjenerne havde viderebragt. Kieran var ligeglad med hvad der var deri. Han ville udnytte den position han havde. For Kieran vidste at Avaion elskede ham virkelig højt og måske ville det være nok til at hun ville gøre hvad han sagde.

Han holdte glasset op for hende, klar til at hjælpe hende hvis hun havde brug for det, men ikke så insisterende tæt på at hun ikke havde valget til at sige nej. Han ville hjælpe hende, men han respekterede hende stadig. Avaion var stadig sin egen herre. "Drik først, så mad" Han stemme var blid og kærlig. Han ville hende det bedste.

Hendes øjne lukkede sig langsomt, og åbnede så igen. Som om var trætheden ved at overmande hende, mens hun kæmpede for at holde fast. Hun fnøs en smule for sig selv over hendes tanke, hvad havde hun dog at holde fast i?
Blikket lagde sig på sønnen, som der så trofast havde været der for hende. Derefter lagde hendes øjne sig på glasset han holdte foran hende, måske hun blot for nu skulle føje sig efter hans vilje. Lade ham passe på hende, selvom hendes stolthed næsten skreg af hende. Hvordan kunne hun lade sig synde sig så langt bort fra hvem hun i virkeligheden var. Hendes arm løftede sig langsomt, og lagde sig imod hans kind. Hun mærkede varmen der kom fra hans krop imod hendes isne hånd. “Min smukke søn” hun tog glasset fra ham og førte det hen til hendes læber. Grådigt begyndte hun at drikke af det. Som var den tidligere dødssynd igang med at begå alle synderne på samme tid. Det sidste havde vel næsten været dovenskab. Det skar dybt i hende, da hendes tanker faldt på hendes minder fra da dødssynden havde været en anden end en ubetydelig og ganske irriterende heks der boede i sumpen. Nej, hun kunne selv drikke. Dog fortrød hun hurtigt, da væsken viste sig at være for meget på en gang, og hun begyndte at hoste ganske voldsomt. Koppen hun havde i hånden faldt og ramte gulvet.

Da hosten havde lagt sig, var der stille et kort øjeblik før en tør latter overtog i stedet. Hun kiggede på Kieran foran sig, med et næsten sindssygt blik. Inden at hun begravede sit ansigt i hendes hænder. Sekstusinde år, og først nu var det først ved at gå alvorligt galt med hendes forstand.

Kieran ventede, tålmodigt og afventende på hendes svar. Han havde ingen ret til at bestemme over hende, og selvom Avaion fortjente enhver vartede hende op som var hun selveste dronningen af hele verden, så vidste han godt at hendes stolhed og hendes nuværende tilstand skreg på at ingen skulle se hende sådan her. Så afkræftet. Kieran lænede sig indi mod hendes bløde hånd og smilede. Berøringen var så kærkommen og noget han stadig hungrede fra hende, at han simpelthen ikke kunne andet.

Det var med stolthed i blikket som hun begyndte at drikke grådigt af kroppens indhold, også selvom hans bekymring for hende var lige på overfladen. Skrækken for at noget gik galt, og hun gjorde for meget selv af ren stædighed. Koppen larmede mod gulvets overflade med en overdøvende lyd, men Kieran ignorere den som var den kun lavet af det ringeste materiale at finde på denne jord, og støttede i stede Avaion så hun kunne hoste igennem.

Han veg ikke som latteren fyldte rummet, og et blik af mere skræmmende natur nåede overfladen og afslørede hvor langt ned hun var kommet. Hvor galt og hvor tæt han havde været på at miste hende. Han rakte hen efter fadet med alverdens forskelligt mad, men var forsigtig med at række for langt frem. Hun havde brug for sin styrke, men hun havde også brug for at tage det med ro, til hun igen var tilbage til den fantastiske og uimodståelige kvinde hun var. "Min dejlige moder, du vil vende tilbage med mere styrke end nogensinde før. Og så straffer vi hvem end der har gjort dette ved dig" hans blik var intenst. Han ville gå på krigsstien, han ville myrde og dræbe enhver forhindring for hende. Han ville gøre alt for sin udkårne og elskede.

Hun drog en dyb indånding. Prøvede at få ilten så langt ned i lungerne så meget som hun kunne. En indånding blev til to, og to blev til flere. Lige så stille mærkede hun hvordan at hendes forstand blev mindre tåget. Da sønnen kom tilbage, og begyndte at snakke til hende. Lænede hun sig tilbage i stolen, hun virkede mere klar. Men hendens kropsholdning afslørede dog stadig, at hun ikke helt kunne holde sin krop af egen styrke.

Hun betragtede fadet med mad, de klare blå øjne som hun normalt besad, havde næsten skiftet til en hel mørk farve. Dette var ikke hvad hun hungrede, trivielt mad. Selvom det selvfølgelig var noget af det lækreste man kunne komme i nærheden af på disse egne. Var det ikke dét som hun ønskede. Med en styrke som havde gemt sig i hende, fik hun rejst sig op fra stolen. Med en hurtig bevægelse slå hun ud efter fadet, så det forhåbentlig ikke længere ville være mellem hende og sønnen. Med en svag torden i hendes stemme gik hun helt tæt på ham. Øjnene fyldt med arrigskab. “Dette er ikke hvad jeg hungre”

Hendes hånd lukkede sig rundt omkring hans hals. Ikke for at kvæle ham, eller for at gøre skade. Udelukkende for at føle en form for dominans over nogen, noget der kunne give hende en lille del af hende selv tilbage. “Hvad skal jeg med menneskelige fornødenheder, for at holde mig svagt i live.. Når det kun er en bandage om såret.” hvis hun lænede sig meget længere ind imod ham, ville deres næse begynde at mase sig imod hinanden. “Jeg kræver et offer..” hvislede hun mellem sammenbidte tænder. Uden hun helt kunne styrer det, kunne hun mærke hvordan hendes tråde dansede rundt omkring dem, og satte sig fast i Kieran. Som et vildt dyr, der hungrede angreb hun det første og bedste hun kunne komme i nærheden af. Hun ville mærke livskræften fra et andet væsen i sig. Hun krævede det. Der gik dog ikke mange sekunder før det gik op for hende hvad hun gjorde, og skubbede ham væk fra sig. Uden en eneste undskyldende mine i ansigtet, betragtede hun ham nedladent. “Bring mig noget jeg kan bruge i stedet for....” hun sparkede til en af frugterne der var landet på gulvet. “Dette”

Forblændet af alt ved denne dæmon, var Kieran selve underdanigheden selv. Han ønskede alt hvad hun ønskede. Af ham, af sig selv, af verden. Han ville servere det hele på et sølvfad for hende, uden at tænke på konsekvenser eller egne kvaler. Alt fortjente hun at få. Alt skulle hun have.
Den slanke dæmon veg ikke fra sin plads, trods forskrækkelse skælvede igennem kroppen på ham som Avaions arm slog ud efter fadet der med et raballer faldte mod stengulvet, forfulgt af madens mere bløde dunk. Han mødte hendes blik, mens hans egen brystkasse hævede og sænkede sig med tunge vejrtrækninger. Hendes arrigskab og vrede var skræmmende. Mere intens end han mindes at have set andet steds.

Instinktivt greb hans hånd omkring hendes håndled, uden at forsøge sig på at fjerne den. Trods hendes mere svagelige udseende, var der noget helt igennem stærkt igennem det greb. "Men, kære.." Han færdiggjorde aldrig den sætning. I stedet sank han blikket i en nedslået mine. Lod hendes vrede ramme over ham som iskoldt vand. Det gjorde ondt.
Kuldegysninger gik igennem hams som de lange tråde fæsnede sig omkring hans krop og sugede ind i hans livskræft. Han ville give hende alt - sit eget liv om hun behøvede det. Åbent lod han hende. Men det var i sidste ende ikke hvad hun ville, som han blev skubbet væk.

"Javel" han bukkede nedtrygt og forsvandt derfra. Han måtte finde hende ofret. Et offer hun ville have. Hvad han hurtigst kunne finde, som alligevel opfyldte nogle krav. At samle noget om fra gaden var en hån! Nej, han fandt en smuk ung kvinde, med bløde brune krøller. En ung kvinde med hele sin fremtid for sig. Et festmåltid han håbede faldte i sin kæres interesse. Han kunne kun håbe at han gjorde det rigtige ved at præsentere hende frem. Hvad han havde lovet pigen ved dette møde - det var komplet irrelevant.

Hun havde ingen fornemmelse af tid, tid var et relativ begreb et hun ikke helt kunne begribe i den tilstand hun var lige nu. Som hendes søn var forsvundet ud af døren, havde hun sat sig tilbage i stolen som han havde fundet hende i. Sekunder kunne føles som minutter, minutter som timer. Men timer kunne føles som sekunder, hvordan dette overhoved kunne være muligt. Kunne hun ikke forklare, men som han var væk gjorde hendes krop så ondt, at hun foldede sig hen over sig selv, i krampe lignede tilstand. Hun tog nogle dybe indåndinger, og gled med et følelsesløse ansigt tilbage i stolens ryglæn. En sort skygge lagde sig henover hendes ansigt, det ellers så skønne ansigt som mange mennesker ville være misundelig over - men også tydeligt en skønhed man ikke ville finde hos noget dødeligt. Var næsten skåret i en afskyelige maske. Ud af kroppen begyndte at ebbe mørke og noget så grusomt at det ikke kunne beskrives med ord. Hun kunne ikke beskrive hvad der skete, men det var som om denne skikkelse begyndte at smelte væk og en sand billede af hvad lyst og hovmod havde skabt.

Maden han havde bragt hende, rådnede til der ikke var meget tilbage af det. Vandet forsvandt, ilden døde ud. Som var hun i gang med at trække alt energi hun kunne finde ud af rummet. Og da hun mærkede bevægelse ved døren og kunne mærke tilstedeværelsen af sin søn igen. Kom der en næsten tre stemmer fra hendes egen mund “Kom ind” den ubehagelige fornemmelse der havde bredt sig rundt om hende, havde dalet en smule, men rummet var en del køligere end da Killian havde forladt hende. Hun bevægede sig imod dem, hendes unde drak pigen ind - som hun kunne se stod og små rystede. Delikat. Men hun rejste sig ikke, gjorde ikke antegn til at gøre noget. Ventede på hun ville blive introduceret. Ventede på sit offer.

Han havde fyldt hende med søde ord. Fortalt hvor gerne husets hersker ønskede at møde hende. Den smukke kvinde, der så fint havde vandret igennem de gamle gange på herregården herfra. Hun var ikke af ædel byrd, men af fin herkomst. Noget hendes træk så fint afslørede. Det skønne ved indavl, var fremsættelsen af de smukkeste gener. De ædle tog kun de smukkeste i viv. Noget havde de dumme mennesker vel lært. Men hun kunne ikke måle sig. Ikke måle sig med dæmonernes rene blod, og på ingen måde med Avaions skønhed. Ikke kunne.

Kieran bukkede for sin moder, uden at afsløre deres tætte relation, mens pigen nejede dybt. Det fine tøj afspejlede hendes position i varmen, men mest øjensynligt var de bløde krøller og høje kindben. ”Min herskerinde. Lad mig præsentere Shae.” han tog elegant og let pigens hånd i sin og rykkede dem tættere. Et forsigtigt uskyldigt smil prydede pigens læber. Mest af høflighed, som hun ønskede at vise sin bedste side. ”En yndig pige. Hun vil tjene Dem godt” Kieran så det tilskyggede ansigt. Så hvor svagelig hun så ud. Han håbede han havde gjort hende rette. At han havde fundet noget der kunne bringe livsstyrke tilbage i hendes krop. I hendes sind. Bringe hende tilbage. Men han måtte være varsom. Hvad han så som det korrekte valg, og bedste for hende, var ikke altid hvad hun ønskede.

Hendes blik næsten borede sig ind på kvinden, det var tydeligt at se at jo længere tid der gik. Jo mere ukomfortabel blev Shae også. Et lille smil bredte sig lige så stille hen over Avaions læber, det var tydeligt at hun satte ganske stor pris på sønnens fund. Hvilken lille delikat blomst, en blomst hun glædet sig til at se visne i hendes hænder. Normalt, ville hun nok havde beholdt sådan et skønt eksemplar i længere tid, end bare for en enkelt måltid. Der var ikke noget bedre, end at ses disse stakler vride sig under hendes magt, tigge for mere fordi de ikke kunne få nok. Den skønne følelse af underkastelse for deres lyster. Men hun havde ikke tiden, eller selvkontrollen til at holde sig tilbage. “Shae” hviskede hun lav meldt, som smagte hun på navnet. Hun kunne ikke undgå, at pigebarnets hår ved nakken begyndte at løfte sig. Bedårende.

Avaion slikkede hendes læber. “Du gjorde det godt Kieran.” lige så snart ordene forlod hendes læber, forlod de næsten usynlige tråde hendes krop. Normalt virkede hendes magier en del mere yndefuldt. Men hendes selvbeherskelse var smidt ud af vinduet, hun var som et udsultet rovdyr, der ikke havde fået noget ordentlig næring en hel vinter. Dette var måske endda ikke særlig langt fra sandheden. Men den normale stilfulde tilgang hun havde til at indtage hendes ofre på, var slet ikke til stede. Jo længere tid hun brugte med hendes ofre desto nemmer var det også. Men denne pige havde ingen advarsel eller mulighed for at flygte før at Avaion næsten var igang med at fortærer hende i et stykke. Intet omkring den ellers så tiltrækkende og nydelig kvinde, var til at genkende. Det var et monster, som der overfaldt den nu skrigende kvinde. Det var som om en skygge havde kastet sig over den nydelige pige, og alt omkring hende var indhyllet i hvad der kunne beskrive som mareridtsværdigt.

Efter en lang kamp, med at få dette pigebarn til at overgive sig. Stod den tidligere lystdæmon, og stirrede ned på liget der lå for hendes fødder. Indtørret og fuldstændig uigenkendeligt. “Årh, fantastisk.” hun strakte sig, og vente sig imod Kieran. Avaion lignede en der var blevet ti år yngre, selvom man stadig kunne spore trætheden og hun var om ikke andet stadig sulten. Men dette havde bestemt hjulpet gevaldigt på hende tilstand. Hun rullede med hoved, tog en dyb indånding, hun lagde en hånd imod hendes søns kind og smilede mildt til ham. “Hvor har jeg dog savnet dig.” hun lænede sig frem, og plantet et næsten kærligt kys imod hans pande.

Selvom Kieran så både afslappet og fuldstændig komfortabel ud, var hans sind fuldstændig skarpt fokuseret på at alt gik perfekt. Hvis pigebarnet skulle til at flygte, var han klar. Havde Avaion brug for nogen form for hjælp, selvom han tvivlede, var han klar. Intet skulle overraske ham. Et let smil bredte sig på hans læber som Avaion hviskede den unge tøs’ navn. Et krøllet lille smil af selvtilfredshed over at det var lykkes ham at finde noget der opfyldte hendes behov. Ligeglad med konsekvensen det havde for denne unge skønhed Shae. Stolthed fyldte også hans træk ved de rosende ord, der gjorde hans ryg endnu mere rank og hagen let løftet. Han havde klaret det godt.

Den stolthed og det selvtilfredse smil forlod ham ikke som et gruefuldt scenarie udformede sig for øjnende af ham. Hvordan Avaions gudeskønne træk fortrak sig i mørke og monstrøst, som livet blev drænet ubehageligt hurtigt og gruopvækkende ud af den unge pige hvis unge ansigt var fanget i et udtryk af tydelig rædsel og skræk, som livet blev suget ud af hende, til der ikke var mere tilbage end en vissen tom skal af ingenting. Han havde ikke set Avaion miste selvbeherskelsen på denne måde, men i stedet for frygt lyste han mere op. Indrammede hendes ubeskrivelige styrke som noget ærefuldt og smukt i sig selv.

Kieran lukkede sine øjne og lænede sin pande ind imod hendes bløde læbers kys. Indfangede den velkendte følelse af hendes nærvær og visheden om at han havde gjort det godt. ”Og jeg dig” Ubeskrivelig meget. Så meget at det havde gjort fysisk ondt på ham. Og tiden op til dette øjeblik havde været ren tortur, fordi intet havde virket til at hjælpe. Trods trætheden i hendes træk, var noget af det tidligere vendt tilbage. Hun ville genvinde alle sine kræfter og flere til. ”Mere end du aner”

Et træt, men veltilfreds smil prydet hendes læber. Hun tog en dyb indånding igennem hendes næsebor, som skulle hun nyde den friske luft. Der var dog ikke meget af det i værelset. Hun gik hen, og åbnede det lille vindue. Lyden af regnen der piskede ned, blev betydelige højere. Det var lige før det havde en næsten beroligende effekt på hende. Da den kolde luft ramte hendes ansigt, lukkede hun kortvarigt øjnene. Mørket om sluttede hende, og hun var atter tilbage foran ham som hun havde valgt at indgå en pagt med. At nogen, en mere mægtig dæmon end hende, havde så meget kontrol over hvad og hvem hun var. Et suk forlod hendes læber, inden hun vente sig tilbage imod sønnen, og satte sig ned på stolen hun havde siddet i så længe.

“Så, hvad har min dejligste søn været ude og lave de sidste mange måneder?” hun smilede til ham, men det var som om at smilet ikke helt nåede øjnene. Og selvom hun bestemt havde fået det bedre, var tankerne stadig et andet sted. Hvordan skulle hun få sin hævn? Da hun havde dræbt sin far, for at få titlen havde det været ren held, at hun havde været et lille barn. Ingen havde forventet den styrke hun besad. Men hendes halvsøster - det var en anden snak. Måske hun bare skulle opgive? Måske det var bedre bare at være død.

Hun vente dog hurtigt opmærksomheden tilbage til Kieran, han fortjente hendes opmærksomhed. Han havde gjort det godt, selvom der selvfølgelig var ting han havde gjort. Ting hun havde hørt, som skulle irettesættes. Det havde godt nok været rygter, men det skulle ikke undre hende, hvis disse var sande. Måske han endda selv ville fortælle hende det? Hun tvivlede. Hun fugtede læberne, mens hendes blå øjne indtog sønnen foran hende.

Det var en ubeskrivelig beroligende følelse der gik igennem Kieran som han betragtede Avaion bevæge sig naturligt rundt. Åbne et vindue, lyttede til regnen og lod sig mærke af den kolde luft i hendes skønne ansigt. Han kunne ikke undgå at stå og smile ganske let og lade den meget anspændte følelse i kroppen falde en smule ned igen.
Kieran besvarede hendes smil med et breddere et af sine egne, inden han satte sig på en anden stol overfor hende. Han kunne godt se at smilet ikke nåede op i hendes øjne. Ikke som de plejede. Mange ting var forandret, og det gjorde ham ængstelig. Hvordan skulle han kunne sikre at hun fik det præcis som hun havde det før. Blev den samme kvinde der osede af alt det fantastiske hun var. Spørgsmålet bragte dog et let skift i hans øjne, for han havde jo ikke været her til at tage imod hende da hun var vendt tilbage. Den dårlige samvittighed plagede ham stadig. Men han forsøgte at skubbe det ind i sin underbevidsthed ved at trække på skulderne. ”Ballade – som altid” han havde startet noget drama i en landsby, fået tilegnet sig noget tiltrængt opmærksomhed. Han havde også været lidt for nært tilkoblet en dæmon der havde sendt en aura han havde været vild med. Kieran var ikke sikker på hvad det var, men det havde været en hel umenneskelig tiltrækningskræft. Overgået selvfølgelig af Avaions, men den havde været der. Han fik en bange anelse om det måske var noget han havde handlet forkert omkring. Han blev i tvivl.

Kieran håbede selvfølgelig mest af alt at hun blot var nysgerrig omkring hvad han havde lavet. Almen interesseret. Men med humørsvingningerne og hvor hurtigt det kunne skifte, havde sat sine præg på ham. Han ønskede ikke at få skæld ud. Han var hendes gode dreng.

Man kunne vel ikke været andet end en kold person, når man lige havde dræbt en person. Og derefter valgte at sætte sig godt til rette, og begynde en samtale som om intet var hent. Nu var det også sådan at det var med Avaion, hun havde ikke ret meget skyld tilbage i hendes krop. I hvert fald ikke over den kvinde, der lå på hendes soveværelse gulv i dette øjeblik. Så længe det ikke lugtede, så kunne det vel være underordnet.

Ballade som altid. Hendes smil blev lidt bredere, som hun lod sine arme hvile på stolens armlæn. Det ene ben lagde sig over det andet, mens hendes øjne drak ham ind. Han virkede en smule nervøs, men hun tolkede det ikke som en nervøsitet for at han var bange for hun skulle finde ud af noget. Nej mere, en søn som var nervøs for han havde gjort noget forkert, uden han havde vidst det. Til det lagde hun hoved lidt på skrå, som en kat der så noget interessant. “Hmm, hvilken ballade har du da været ude og lave?” sagde hun med et smil på læben, hans sætning havde ikke fortalt meget af en historie. “Sæt dig, og fortæl mig hvad du har gået rundt og lavet.” Hun gestikulerede at han kunne sætte sig ved hendes fødder. Lige som de perfekte billeder man så af børn, der satte sig omkring deres mors ben, som hun læste højt fra en historie bog. Ikke at der nogen sinde havde været noget af det, i deres forhold. Men hun ønskede at være nær sin søn. Og hun følte alligevel han var blevet lidt for gammel til at sætte sig på hendes skød.

Kieran havde allerede glemt alt om den livløse krop på gulvet. Den var absolut ikke vigtig for ham mere. Kvinden havde tjent sit formål ved at lade sit liv for at brødføde Avaion. Hylstret skulle naturligvis bortskaffes på et tidspunkt. Der var ikke noget mere uromantisk end lugten af rødne lig. Det vigtigste var at Avaion var begyndt at smile og anviste ham til at sætte sig ned på gulvet foran sig. Som han selvfølgelig gjorde med benene i skrædderstilling mens han kiggede op på hende. Betaget af hende som altid.

”Jeg fik skørterne af et par damer til dronningens bal, som fik nogle forklaringsproblemer overfor deres mænd bagefter” forklarede han med et lumsk smil på læben. Han fortalte en smule i detaljer om noget af den ballade der var blevet skabt i de ædle rækker af befolkningen da det gik op for de gamle mænd at deres koner fandt tilfredsstillelse andet sted, og det var tydeligt at høre på ham at det mødte ham. ”Jeg mødte også en anden dæmon. Der var noget fuldkommen uimodståeligt over ham” Kieran havde ikke en forelsket klan over stemmen, men en fascination. En let drømmende fascination og det havde været et noget intenst møde.

Da han satte sig foran hende, lagde hendes blå øjne sig på hans ansigt. et smil formede sig på Avaions læber, og hun rakte sin hånd frem for at lade fingrene glide igennem hans hår. “min smukke dejlige søn” selvom hun havde flere børn, måske flere end mange lige gik rundt og troet. Så var det de første som hun havde været mor for. Hun kom altid først tilbage, når de kunne give noget tilbage til hende. Men ellers var, og havde hun altid været en ganske kærlig mor. I hvert fald efter hendes egen optik, der ville nok være mange som ikke ville mene det samme. Og mennesker, de svage udsøgte mennesker. De ville væmmes ved mange af dæmonernes forhold. Men ak, de kunne jo hellere ikke altid forstå. Storhed kom med slægt, slægt kom af blod. Og for at få den stærkeste og renset slægt, var ganske oplagt.

Hendes fingre strøg ham hen over hovedbunden, og kælede lige så stille hans hår. Dog uden at tage øjnene fra ham et sekund, for at fortælle hun lyttede til det han havde at sige. Hendes mund, lavede et lille træk til siden, før den foldede sig tilbage i et ganske neutralt udtryk. En dæmon som havde haft en helt uimodståelig tiltrækning. Blikket blev en smule dovent, som hun lagde sin ryg længere ind imod stolens ryglæn. “du har hygget dig kan jeg høre.” sagde hun med en lav og kærlig stemme. Dog med et snert, af noget andet. Noget mørkere. “Hvad var dæmonens navn?” spurgte hun endelig, og lod blikket glide imod ilden. Det var tydeligt, at han ikke vidste hvem det havde været. Uheldigt. Men tankerne drev også længere ud, hvis hun skulle klare det her. Skulle hun formå at få sin titel tilbage. Så krævede det nok alle hendes børn, inklusiv Maximillian. Hvis Kieran, havde et forhold - et forhold der kun ville være bedre end det Avaion selv havde til sønnen. Det kunne udnyttes. Og smilet formede sig igen på hendes læber, som hendes hånd gled ned omkring hans kind.

Kieran lyste op, som en lille dreng der fik tilønsket opmærksomhed, som Avaions fingre gled igennem hans hår. Øjnene lukkede sig automatisk en smule i, og hovedet fulgte hendes fingre. Hans kærlige mor der havde overskuden til at give ham noget, ifølge ham, stærkt tiltrængt opmærksomhed som han havde hungret efter at få siden han havde været alt for tæt på at miste hende. Han fik stadig ondt i maven ved tanken om hvor hårdt et greb døden havde haft i hende. Tanken om aldrig at kunne holde hende i sin favn igen – han kunne slet ikke kapere det.

Han nikkede. Oh ja, han havde virkelig hygget sig! Alt for meget, alt for højlydt og alt for længe. Der havde været nogen utilfredse naboer, men det havde Kieran næppe tænkt sig at blive forlegen over. Verden var simpelthen for kedelig hvis man skulle til at være forlegen over sådan noget! Og livet for kort til ikke at nyde af livets goder! Selvom han som dæmon havde tænkt sig at gennemleve alle tiderne der i fremtiden kom, og nyde hver eneste dag af dem.
Kieran lagde hovedet lidt på skrå mens han rynkede brynene i panden. ”Max.. Tror jeg nok” han vidste ikke rigtig om det havde relevans. Faktisk var han ikke engang sikker på at det var mandens rigtige navn. Han kunne havde løjet. Det var også ved at være lang tid siden. Han huskede mere oplevelsen end selve navnet for at være ærlig. Han løftede hovedet op, som de blide fingre gled ned over hans kind og han så op på Avaion med store tilbedende øjne. ”Jeg kendte ham ikke ellers” hun havde vel spurgt i forhåbning om at vide hvem det var. Og Kieran kunne ikke svare fyldestgørende på spørgsmålet, det vidste han. Han havde ikke tænkt over det dengang.

Hun betragtede sønnen foran sig, med et ganske kærligt blik. Selvom hun størstedelen af tiden, ikke havde meget af sådan en følelse i sit indre. For hende at bekymre og få nogen former for kærlige tanker. Det var ikke noget hun gjorde sig så tit i, mest af alt fordi hun fandt det så kedeligt. Det at bekymre sig om sig selv, og hvad hendes behov var - det var mere i hendes boldgade. Hvis hun ikke havde det godt, kunne ingen omkring hende have det. Hvilket var ganske åbenlyst, når hun sad og kiggede på Kieran foran sig. Han havde sådan lidt mens hun havde forsvundet bort, ikke forladt hendes side. Glemt sig selv, og sørget for hun fik det bedre. Hvis det havde været omvendt, jovist havde hun da fundet nogen der kunne tage sig af ham. Men hun havde nok moret sig en del mere, end sønnen havde givet sig selv lov til.

Hun fugtede læberne, og nikkede som han fortalte navnet. Fabelagtigt, så det var hendes anden søn. Hendes øjne funklede næsten, selvom hun vreden boblede kortvarigt. Mest af alt, fordi hun afskyede denne søn. Et had der var blevet vandet og plejet, gennem mange år efter hans fødsel. Hadet var kommet fra hendes mor, som havde været så nemt at projicerer over på et stakkels uskyldigt individ. Eller, ikke så uskyldig endda. “Max siger du. Men du har ikke længere kontakt til denne dæmon?” hun fugtede læberne og lagde hoved let på skrå “Kunne godt tænke mig at møde… dette individ, der ser ud til at have tryllebundet min kære søn så meget.”

Kieran tænkte ikke over det. Han var normalvis et meget egocentreret væsen der satte sin egen tilstand over alle andre væsners. Undtagen Avaion. Det var en ukontrollerbar hengivenhed, der gjorde at han glædeligt ofrede sig selv for hende. Tog al hendes smerte, tog al ubehag og fralagde sine egne lyster. Noget han havde gjort den sidste tid, bare for hende. Udelukkende for hende. Han var ligeglad med at det måske var envejs, for han vidste at hans kære moder elskede ham højt! Højere end de andre. Det bildte han i hvert fald sig selv ind!

Kieran rystede ærligt på hovedet. ”Nej” nærmest undskyldende. Han ville gerne have kontakten igen. Det havde været et magisk bekendtskab, men han havde alligevel ikke haft tankerne på at finde en måde dengang. Det havde været et lidenskabeligt møde, men mere havde det nok ikke været. Havde det? Kieran forestillede sig i hvert fald ikke at de var beslægtet, selvom alle dæmoner på en eller anden måde var beslægtet med hinanden. Han havde været renracet! Det havde været vigtigt. Kieran smilede med en let rødmen i kinderne. ”Jeg ved ikke hvor han er henne.. Jeg tror ikke længere han er i Dianthos efter dæmonforbudet” han fik en grim smag i munden og var tæt på at spytte til siden, men havde i stedet et harmt udtryk. Mennesker og deres evindelige regler.