9 dage havde hun gået.
hun havde pakket sin skitsebog og noget tøj og mad. hun skulle mødes med en ven af familien som ville mødes med hende. men hvorfor? hun gjorde det af ren nysgerighed.
Sarril som hun hed, var en dæmon. en fysisk forms dæmon. hun levede et ret stille liv. hun var dog meget nysgerig når hun fik et brev, som sagde at en ven af familien ville mødes med hende ved flodlandet. 
hun kom til flodlandet og satte sig ned på en sten ved floden. hun var blevet lidt sulten, så hun tog et brød op og begyndte at spise det stille og roligt. hun var ikke høj. hun var ikke stærk. men hun var smidig og hurtig. hvilket jo også kunne være godt. hun havde ikke nogle specielle evner til at forsvare sig med. hun kunne skifte farve på ting. og hun kunne spore folk med sit hår.
Sarril sad roligt og kiggede på vandet. hendes øre var opmærksomme på alle lyde for at vide hvornår nogle kom ind på hende. hun skulle jo helst ikke blive overfaldet nu. men vis så vidste hun hvordan man forsvarede sig. hun skulle bare bruge modstanderens svagheder, som deres højde eller vægt.

Dette kunne ikke ske hver dag, eller særlig ofte. Deavás’ omgangskreds var ikke af den venlige natur og han havde bestemt ikke tænkt sig at blande sin egen søster ind i eventuelle fjendskaber. Han så helst at han kunne holde det hele på afstand af hende. Selvfølgelig var nyheden om hendes rejse fra barndomhjemmet til hovedstaden en velkommen nyhed, men det gjorde også at Deavás havde svært ved at holde øje med hende. Var hun okay? Kom hun nogensinde i problemer og hvordan håndtere hun det bedst? Der var mange spørgsmål, men han var også nødt til at få nogle svar for at kunne være i stand til at fokusere på sit arbejde. Familien betød en del, men det gjorde arbejdet også. Familien var dog noget han holdt på afstand, i en sund afstand, så ingen kom til skade. Derfor havde han også beordret deres forældre til at holde det hemmeligt, at Sarril faktisk havde en bror.. Der var ingen grund til at hun skulle begynde at overveje hvorfor og hvad han gik og lavede. Det var langt sikre for hende, hvis han holdt sig på afstand. Alligevel var det nødvendigt at tjekke hendes helbred en gang imellem. Hvilket havde været nemmere, da hun stadig boede hjemme. Men nu var de tvunget til at se hinanden på knap så hjemlige fronter.

Flodlandet lod til at være en god mulighed for at lære Sarril bedre at kende. Det var ikke et sted, hvor Deavás havde skabt mange fjender og der var få, som faktisk genkendte han ansigt. Så han havde ikke problemer med at vandre på stien mod byen. Han havde haft svært ved at udspecificere hvor de skulle mødes, men gik lidt ud fra, at han nok skulle finde hende. Hun var i hvert fald til at få øje på. Deres øjne mindede slet ikke om hinanden, så hun ville næppe se ham som en bror på grund af hans udseende. Deavás fik øje på en skikkelse ved floden på en sten. Højden var svær at bedømme, men han var ikke rigtig i tvivl, som han dog betragtede hende kort. Der hvilede et ganske behageligt smil over hans læber, som han trådte nærmere. ”Undskyld mig frøken?” startede han stille ud. Hænderne var placeret mod ryggen, som han så afventede på hende.

Sarril havde aldrig hørt om en bror så hvorfor bekymre sig om det. hun vidste dog familien havde en nær ven der havde været der.... ja altid. hun sad roligt på stenen og betragtede vandet i floden. en fisk kom op til overfladens udsyn. så hun kunne se den. hun fik dog en ide til en kjole så hun fandt skitseblok frem og begyndte at tegne. imens hun så på denne fisk der svømmede rundt.

nogle skridt kunne hun høre nærme sig. og da stemmen lød vendte hun hovedet og de blå lillae øjne faldt på denne mand. høj, smuk, fantastiske gyldne øjne og en fin holdning. det kunne kun være.... "Deavás" hviskede hun ganske roligt da hun så det var ham rejste hun sig op imens hun lagde blokken på stenen. hendes højde kunne umuligt ligge til familien. hun var meget lille iforhold til andre i familien. det blålige hår faldt ned ved hendes øjne og hun tvang det om bag øret.

"det er godt nok længe siden" sagde hun med en monoton blik men med et lille smil på læben. hun vidste jo at deavás kendte hendes far og mor rigtig godt. bedre end de fleste. og han havde altid været sød ved hende. aldrig skabt problemmer for hende hvilket jo var en lettelse når man gerne ville være skrædder. hvilket jo var sket. hun lavede fine kjoler til rige, praktiske kjoler til fattge og smukt  herre tøj. hun havde altid været kreativ med at lave tøj. hun lavede sit ejet. og hendes arbejdstøj trangte til en omgang fornyelse sad hun og tænke imens hun havde ventet. ja fornyelse ville ikke skade.

Der gik noget tid før at Deavás fik øje på hendes blok, det var først da han kom tættere på, at han kunne se, at hun var travlt optaget af at tegne og at han derved endte med at forstyrre hende. Men mon ikke hun allerede havde hørt ham? Han forsøgte ikke at skjule lyden fra sine bevægelser, så det ville komme bag på ham, hvis hun ikke havde hørt ham. Det var nok også derfor at hun reagerede forholdsvis roligt, da han valgte at henvende sig til hende. Hun var dog vokset siden sidst og han måtte indrømme at hun var blevet mere moden med alderen. Det var rart at se, at hun havde sat sig noget for og derfor havde forladt deres barndomshjem for at forfølge sin drøm om at være skrædder. ”Sirl” svarede han med et smil og et let nik med hovedet. Han slap grebet om sine hænder for at lade dem hænge langs med siden. Hans blik vandrede kort over skitsen før at han kiggede retur på hende. Deavás var muligvis nød til at kigge ned, men han så bestemt ikke ned på hende. Slet ikke for at have valgt et mere legalt arbejde i forhold til ham selv. Han var glad for at hun var gået den vej og ikke den anden. Så var hun ikke i fare på samme måde.

”Alt for længe siden..” stemmen var undskyldende, som han sendte hende et høfligt smil. ”Og så vidt jeg ved, så har du næsten lige haft fødselsdag?” man kunne fornemme en svag skuffelse over at han ikke havde været der. Men det var der vel mulighed for at gøre op for nu? Det var godt nok nogle måneder siden, men i deres alder, så føltes måneder ikke helt på samme måder, som det ville gøre for mennesker. ”Men det ser ud til at du var midt i noget, så det kan godt vente” han smilte roligt til hende, nikkede let mod blokken, før at han foldede hænderne bag ryggen igen. Han kunne sagtens være tålmodig med hende.

Sirl. ja det var Sarrils kælenavn. eller det var det blevet. hun havde aldrig kunne lig folk brugte hendes navn fordi hun hadede at være fanget. hun stod lidt og så på Deavas han var som altid højere end hende. hun var en dværg!! hun hadede at være så lille. men det var nogle gange godt. hun nikkede til hans ord. længe siden. ja mon ikke. "ja. det er alt for længe." da han nævnte hendes fødselsdag kløede hun sig i nakken. ups! hun havde glemt at tage tilbage til hendes mor på hendes fødselsdag nummer 1000. tybisk. arbejdet havde hængt hende om ørene så hun havde glemt alt om hendes fødselsdag. "jeg vidste der var noget jeg havde glemt." mumlede hun lidt for sig selv og følte lidt hun havde nummet sig. 
da han nævnte hun var igang med noget så hun på blokken og ned i vandet hvor fisken var forsvundet. "det var bare en ide jeg fik. den kan godt vente. det var jo nok dig jeg skulle mødes med her." hun smilte venligt men stadig monotont blik. hun prøvede at gøre som hendes bofælle havde lært hende igennem de mange år hun havde boet hos menneskerne. men det var stadig svært for hende. hun så jo stadig et smil som noget negativt, at nogle havde sagt eller gjort noget ved en som ikke var rart. ja hun var lidt speciel iforhold til de fleste un mødte. et smil så de som en venlig gestus.

Egentlig var Deavás godt klar over, at det ikke var hendes rigtige navn, men han havde ikke brug for at vide hendes navn. Der var en grund til at dæmoner holdt deres navne skjult, ikke at alle dækkede over deres navne med et andet. Deavás var én af dem.. Men der var ingen som kendte hans fulde navn. Han havde aldrig brugt det, eller skrevet det ned, så der var ingen som rigtig kunne finde frem til det medmindre at de tvang det ud af ham. Heldigvis for ham, så var hans sind forholdsvis lukket, så det var svært at rode rundt i hans tanker for at finde det. Men han respekterede Sarrils ønske om at holde sig til Sirl. Det var også ganske bedårende, ikke at han turde sige det højt. Hun havde sikkert det samme temperament som ham. I stedet valgte han at smile til hende og nikke let til hendes ord. Det var uden tvivl længe siden. ”Har du så travlt med arbejdet, at du glemmer din egen fødselsdag?” det var en anelse underholdende, da han kunne fornemme de samme træk i sig selv, men han havde ikke i sinde om at skabe paralleller imellem dem, det var farligt, hvis hun vidste, at de var i familie med hinanden. Andre kunne finde på at udnytte det og det ville han helst undgå.

Blikket fulgte hendes mod vandet, som han ikke var sikker på hvad hun kiggede efter. Måske han var gået glip af noget? Alligevel havde han ikke et ønske om at sætte en stopper for hendes kreativitet. Det var uden tvivl noget han ikke selv kunne prale af. Men i hans erhverv var det heller ikke nødvendigt. ”Du kunne også tage ideen med videre?” foreslog han med et smil, som han bestemt ikke ville forhindre hende i at udtrykke sig kreativt, hvis hun lige pludselig kom på en ide. Han havde aldrig forstået formålet med de special designede outfits, mest af alt fordi han nok var overbevist om at det tøj han bar nu var det mest behagelige for ham. Så han havde ikke behov for at ændre på stilen. ”Vil du med ind til byen og få noget at spise?” foreslog han med et høfligt smil på læben. ”Jeg giver” forsikrede han hende, som han ikke forventede, at hun skulle betale for måltidet, når nu det var hans ide.

Sarril så lidt på deavas, som om han aldrig selv havde gjort det. hun trak let på skuldrene og nikkede s. "det er jo ikke kun mit arbejde der holder mig beskæftiget. det at lærer hvordan.... venlighed, er. det er også lidt af et arbejde." sagde hun stille og vidste ikke om han ville kunne forstå hende. men hun ville gerne lærer dette venlighed. at han ikke ville var måske bare hans sag. men hun havde aldrig haft nogle rigtige venner i dæmonriget. de havde alle bare ville bruge hendes verbale ord mod andre.

hun tog sin blok og så på den. ja det kunne hun også. hun kunne dog ikke huske ideen mere. hun så på ham da han tilbød et måltid. "det siger jeg da ikke nej til" hun nikkede til  ham og så det høflige smil. det var længe siden hun havde set det. hun mødte kun venlige smil lige pt. hvilket var lidt underligt når man kom fra dæmonriget.
"jeg har dog et spørgsmål angående denne verden.... jeg har jo kun levet i de.... 1000 år.... men hvorfor var det vi var lukket inde i dæmonriget til at begynde med" hun håbede han kunne svare for han var jo noget ældre end hende. og hun kunne ikke huske så langt tilbage. det meste havde hun fortrangt og hun ville gerne vide hvorfor dæmoner som hende var lukket inde der for så at blive sluppet fri af mørkets lord. det var lidt mærkeligt synes hun

Deavás var ikke kommet for at dømme hende, selv hvis hun forsøgte at være venlig, så var det ikke noget problem. Det betød bare at sandsynligheden for at hun ville ende i problemer med de forkerte var mindre. Så længe hun bare omgik de rette væsner, så var der ingen fare på færde og så ville han også have lettere ved at koncentrere sig om sit arbejde, når han ikke skulle bekymre sig for hende. ”Jeg tror ikke engang, at jeg har forstået mit på venlighed” indrømmede han med et stille smil. Han kunne sagtens være høflig overfor hende og sammen med hende, men det var yderst sjældent, da de ikke mødtes så ofte. Andre gange hvilede der et skummelt smil over hans læber, men sammen med Sarril var det en helt anden sag. ”Måske du har nogen tips?” spurgte han med et smil på læben. Ikke at han ville tage det til eftertanke, men det var da sjovt at høre, hvad hun havde lært om emnet, måske han kunne bruge det senere. Måske det nærmere var en undskyldning for at lære hende bedre at kende end noget andet.

Det var svært ikke at smile til hende, måske han i virkeligheden havde savnet hende mere end han ville indrømme? Derfor valgte han også at smile yderligere, som hun takkede ja til måltidet. Han nikkede, som for at sige, at han havde hørt hende. Deavás flyttede sig let, som han vendte armen ud mod stien, så det kunne begynde at gå imod byen. Det var ikke fordi han havde travlt, men de skulle alligevel gå et mindre stykke for at komme ind til kroen. Ikke at det var et problem, det var endnu en mulighed for at føre samtalen videre med hende.
Hendes spørgsmål kom en anelse bag på ham, som han tyggede på ordene i en stund, han sukkede let, som han foldede hænderne på ryggen og lod blikket glide mod vandet igen. ”Frygt..” lagde han stille ud, som hans blik gled tilbage mod Sarril. Der hvilede en ro i hans blik, som han dog gjorde klar til at gå. ”Væsnerne i landet var bange for dæmonernes kræfter og hvad de kunne forårsage i landet, så de fik lukket portene ind til riget og forseglet det” fortsatte han med en forholdsvis rolig tone. Deavás havde ikke været låst inde i riget, men han vidste udmærket hvordan det havde føltes at være fanget på den anden side. Han havde ikke set sin familie i 2000 år og der var sket en masse imellem tiden.

Sarril havde heller ikke helt forstået ordet. men hun prøvede at lærer det jo. hun så på ham da han spurgte om hun havde nogle tips. nogle tips... hmm den var svære. [/b]"hmm jo når man møder nogle siger man åbenbart det er rart at møde Dem. og trykker hånden blidt, ikke hårdt."[/b] det var det første hun lige kom i tanke om. hun vidste der var meget mere i det end kun det men det var da en start. hun så mod stien og begyndte at gå den vej han viste.
hun lyttede nøje efter og så på ham da han sagde frygt som det første og eneste ord i hvorfor. han var jo ældre end hende så han vidste noget mere end hende.  "derfor folk altid ser skævt til mig... de frygter mig." hviskede hun til sig selv og sukkede lidt. hendes evner var ikke noget at prale med men hun kunne godt se på nogle af dem hun var opvokset med var deres evner virkelig nederen til væsner som mennesker.

"så vi er så kraftfulde at de ikke turde lærer fra os?" hun tænkte lidt over sit ejet spørgsmål imens hun gik. hun ville gerne lærer fra dem men de ville ikke lærer fra dæmoner. det lød underligt i hendes hoved. hun ville dog gerne vide om hendes evne var noget de var bange for eller ej. hun synes selv det var uskyldigt. kunne ændre farver og bruge sit hår som sporings tråd. det var da ikke farligt.

hun gik lidt i sine tænker da hun så på deavas. han havde altid passet på hende. selv da de ikke var sammen. sådan havde hun følt det. hun var dog mere glad for ham end for sin mor der havde prøvet at beholde hende et sted hun intet lærte af. derfor var hun rejst. hun ville ud og lærer.

I hvilken grad man skulle være venlig i, afhang af modparten og udfra hvad Sarril beskrev, så var hun ikke stødt ind i mange, der krævede særlig meget. Det var ikke altid nok at hilse venligt, nogle havde brug for mere, for at blive overbevist om en dæmons venlighed. Det var en sjældenhed og Deavás gjorde ikke selv meget i det, han kunne sagtens være høflig, men at give folk hånden virkede en anelse forkert for ham. Derfor rynkede han også let på næsen, som Sarril forklarede ham, at man skulle trykke deres hånd. ”Hvad mon de får ud af at give hinanden hånden?” det var et spørgsmål, men ikke nødvendigvis noget han forventede at hun svarede på, for måske hun lige som ham, ikke helt forstod meningen med et håndtryk. Han smilte roligt til hende, som han gik sammen med hende ved siden af hende, for at være i stand til at føre en samtale med hende, imens at de gik.
Deavás trak vejret roligt, som hun forklarede sig eller fortalte, hvordan det havde været for hende. Der var ikke mange, som gav dæmonerne en chance og med Sarrils øjne så var det lidt et vidunder, at hun overhovedet havde kunder, som turde møde ind i hendes butik. Men hendes personlighed måtte jo veje en del eller måske det var hendes evner? ”Menneskene er specielt slemme til at dømme dæmoner” forklarede han uddybende, de var dem, der bar mest frygt for deres race, men de var bestemt ikke de eneste. Der var dog flest mennesket i landet, så Sarril var sikkert stødt på nogle stykker allerede.

Sarril bad om en dybere forklaring på hvorfor og Deavás kunne ikke helt bebrejde hende, som han nikkede roligt til hendes spørgsmål. ”Jeg tror aldrig det faldt dem ind, at de kunne lære noget fra os” forklarede han med et let smil på læben. Hænderne blev roligt begravet i lommen på kappen, som han rettede blikket frem mod stien og træerne langs med stien.  ”Desuden så er det ikke alle dæmoner, som vil lære fra sig, de vil gerne have det hele for sig selv” fortsatte han med et opgivende suk. Han var nok én af dem, men det behøvede Sarril selvfølgelig ikke at vide. Han var nok en af de værre dæmoner i landet, men det var ikke noget som hans søster skulle kende til. Ikke tale om.

Deavás vendte blikket mod hende igen, som han mødte hendes blik med et stille smil på læben. Han lagde hovedet let på skrå, som han lod blikket dale mod hendes tegneblok. ”Har du så fået nogen interessante kunder i butikken?” spurgte han for at vise interesse for hendes erhverv. Han kunne jo godt fornemme på hende, at hun gik op i sit arbejde.

Sarrils øjne var anderledes end Deavas. nok derfor ingen så dem som søskende. de var helt forskellige af udseende og højde. hun tænkte lidt over det han sagde. hvad fik de ud af at gi hånden. ja det var et godt spørgsmål... "måske det at de kan mærke den anden, gør dem trykkere" sagde hun prøvedene. hun vidste det ærligtalt ikke. det var underligt vis man godt hånd i dæmon verden var det for at ligge den anden ned.
hun lyttede til ham da han sagde at mennesker var gode til at dømme. "det ved jeg. folk dømmer mig før de overhovedet har set hvad mine talenter er." hun vidste hun havde gode talenter inden for kjoler og tøj til mænd. men folk der kom ind gik hurtigt igen når de så hendes øjne eller hørte om hendes hjem.

hun gik roligt som han sagde at det aldrig vr faldet mennesker ind at lærer noget fra dæmoner. nej det var også omvendt med Sarril. hun ville gerne lærer af menneskerne. men de virkede ikke til at være klar til at lærer fra sig til en dæmon. hun synes det var godt og grundigt besværligt. men hun elskede virkelig sin butik og ønskede ikke at flytte igen. hun så på ham da han talte om at dæmoner også ville ha ting for sig selv. "lige som dem i dæmonriget. vis først de gik fingrene i noget gav de ikke slip på det. heller ikke selv om det ikke var deres" hun havde oplevet grov mobning i dæmonriget og havde valgt at følge strømmen for ikke at være ofret. 

da han så smilte til hende og spurgte om hun havde nogle interesante kunder tænkte hun sig om. hun bladrede i sin blok og fandt den tegning hun havde lavet til en ung kvinde som havde nogle... kugler med sig som hun gerne ville ha lommer til. "jeg har haft en meget speciel kunde. hun ville ha lavet en total ødelagt kjole, men jeg sagde det var billiger at lave en ny. så det gjorde jeg. hun hed noget specielt.... hvad var det nu" hun så på tegningen for at huske det og gik lidt i stå imens hun gik. hun sporrede hende for at huske lidt om hende. "jo hun hed Claire" udbrød hun hurtigt og så mod deavas. han kendte hende godt nok til at vide at navne ikke var hendes specialle  men det var hvilke tøj de gik i og hvad deres stof mærke var tybisk.

Der var tale om et henkastet spørgsmål, eftersom at Deavás egentlig ikke var interesseret i at vide, hvad de fik ud af det. Det var ikke noget, der interesserede ham, men alligevel morede det ham let, som Sarril endte med at besvare hans spørgsmål. Der kunne være noget om det. Mennesker havde virkelig problemer med tillid og specielt overfor dæmoner. I hans øjne var det dog nærmere et tegn på svaghed end noget andet. Han undlod dog at kommentere på det overfor hende, som han trak let på skulderne og nikkede til hendes ord. De kunne overveje meningen længe og ikke rigtig vide det uden at spørge et menneske.. Deavás vendte blikket imod hende, som hun talte om talenter og ikke mindst, hvordan det var at blive bedømt af andre. Han var slet ikke i tvivl om, at det handlede om hendes øjne. Derfor valgte han også at smile til hende. Deavás løftede den ene hånd og placerede den imod hendes hoved, for at ae hende kort. ”De kan da umuligt være bange for dig” svarede han drillende, som han blinkede til hende, blot for at bryde den lettere nedtrykte stemning, som det var blevet til. Det var jo meningen, at de skulle hygge sig.

Deavás selv følte ikke at han behøvede at lære noget af mennesker, slet ikke mennesker. Det var sjældent at han lyttede til nogens lektioner, medmindre det var noget han kunne læse om i en bog. Selvfølgelig havde han ikke spildt sin tid med bøger skrevet af menneskelige forfattere. Der var alligevel ikke meget kød i de slags bøger. Et konstant smil hvilede over hans læber, som hun delte ud af sine erfaringer med dæmonriget. Han nikkede roligt til hendes ord, da hun havde ret. ”Vi knytter os for hurtigt til ting” undskyldte han let, uden rigtig at mene det. Der var vist ingen dæmon, som kunne se sig fri af den udtalelse. Deavás kunne heller ikke, men det kunne Sarril umuligt vide.

Egentlig havde han lidt forventet, at Sarril kunne huske sine kunder, men han lod hende rode igennem blokken indtil hun nåede til en kjole. Han havde svært ved at tyde tegningen, men var heller ikke meget bevendt i den slags tegninger, så det var vel fair, at han ikke helt kunne tyde hendes mønster? ”Hvad mon hun havde lavet siden kjolen var ødelagt..” han mumlede let for sig selv. Mest af alt fordi de fleste nok bare ville smide den slags tøj ud og så finde noget nyt. Måske derfor at Claíre havde været villig til at lade Sarril lave en ny kjole til hende? Deavás rettede blikket mod stien, som han kunne fornemme bygningerne imellem træerne. De ville snart være der. Han gik dog i stå, da Sarril forsvandt fra hans øjenkrog. Blikket blev vendt mod hende, som hun hurtigt indhentede ham igen. Hvad mon det gik ud på? ”Hun har gjort indtryk på dig?” spurgte han med et smil. Hun havde husket et navn, så enten var mødet sket for nylig eller også havde kvinden virkelig opført sig specielt for at blive husket af Sarril.

Sarril gik roligt og vidste ikke at han ikke havde forventet et svar. da han sagde de umuligt kunne være bange for hende  hvor efter han aeede hende så hun bare på ham som om han var den drilske storebror hun havde manglet. "det siger du kun fordi du ikke er bange for mig, men du er sikkert ikke bange for noget" sagde hun og gik videre som om hun lige var blevet aeet som et lille dyr. hun vidste han mente det godt. men folk se skævt til hende pga hendes øjne. så jo de var bange for hende.

hun fniste lidt. ikke sødt men mere sådan som at sige det var åndsvagt. "ja. det gør alle væsner har jeg oplevet" hun knyttede sig ikke rigtigt til ting. men hun vidste at vis man fandt en skat skulle man passe virkelig på den. ellers var den væk for man så sig om. 

hun var nok gået lidt i stå men kom hurtigt op på hans side og rystede lidt på hovedet for at slå det ud af hovedet. "jo lidt. hun virkede  meget fokuseret på disse kugler hun havde... ved dog ikke hvad de var. men hun ville gerne ha lommer til dem." sagde hun og vidste ikke om det var intrykket eller fordi det kun var en uges tid siden at hun havde opsøgt sarril. måske begge dele. hun var jo ret dårlig til navne. at hun kunne deavas var fordi hun havde kendt ham hele sit liv.

Måske det var en underlig måde at drille hende på, men det føltes alligevel virkelig naturligt, når nu han selv kendte sandheden om deres forhold. Han havde forbudt deres forældre at røbe det og havde aftalt med dem, at hvis det nogensinde blev nødvendigt, så skulle han selv have lov til at fortælle hende det. Men sådan som tingene så ud nu, var det dog ikke nødvendigt, det ville blot være farligt for hende.. Alligevel lo han let, som hun nærmest blev fornærmet af hans gestus med at ae hende på hovedet. Det var måske heller ikke passende for en dæmon på hendes alder. ”Sådan skal det helst være” svarede han med et nik. Deavás ønskede ikke at frygte noget, foruden det faktum at nogen skulle kende hans navn og bruge det imod ham. Men det var højst usandsynligt, når der var så få, som faktisk kendte det.

Sarril havde ret, alle havde det med at knytte sig til ting. Lidt på samme måde, som hun bar rundt på sin tegneblok hele tiden, men han undlod at kommentere på det, som de nærmede sig byen og gerne skulle have samtalen over på noget andet. Han skulle bare lige finde den rette indgangsvinkel først. Deavás smilte til hende, som hun atter kom op på siden af ham. Underligt nok, havde han ikke problemer med at lytte til hendes ord, som samtalen gled over på en fremmed kvinde. Eller hun var i hvert fald fremmed for ham. ”Du fik ikke en af dem?” spurgte han uddybende, som han da gerne ville tage et kig på disse perler eller kugler. Det kunne jo være, at de havde en speciel betydning eller måske en værdi for kvinden?

Sarril tænkte roligt over det at en på tusind som hende selv stadig blev behandlet sådan. men det var vel ingen ting iforhold til Deavas. han var jo nok meget ældre. at han var hendes bror vidste hun intet om. men at han kendte hendes forældre vidste hun tilgengæld. men det troede hun jo var pga noget andet.
da han sagde han ikke var bange for noget så hun lidt mistroisk på ham. men trak så på skuldrene og gik videre. alle frygtede noget men ikke alle vidste hvad de frygtede. Sarril frygtede nok mest af alt at blive sendt i fangeskab igen.

hun gik ved hans side og tå på tegneblokken. hun kunne godt gå uden den. men de mange dages rejse skulle jo ha noget at lave imens. hun så mod ham da han spurgte om hun fik en af dem. "hun virkede meget beskyttende over for de kugler. måske som om de var magiske eller noget" hun trak på skuldrene. "jeg ved det ikke. det er bare et gæt" hun ville da også gerne undersøge disse kugler selv men hun vidste ikke helt hvordan for claire havde virket meget bekymret for dem.

Der var stadig en stor aldersforskel imellem dem og den ville altid være der, så han ville næppe kunne se hende som voksen uanset hvor gammel hun blev. Men så længe at hun ikke kommenterede på det, så virkede det nu heller ikke som om hun rent faktisk havde problemer med det. Deavás mente ikke selv, at han havde noget at frygte, men skulle han sige noget, så ville han nok nævne Sarril. Men i hendes selskab ville hun næppe forstå, hvad der egentlig lå bag ordene. Og hvorfor han kunne frygte for hende. Et smil gled dog over hans læber, som hun ikke så ud til at være helt overbevist om, at han ikke var bange for noget.

Ligeså vel som Sarril holdt tegneblokken for sig selv, holdt Deavás de indsamlede informationer for sig selv. Der var ingen andre, som skulle blande sig i hans viden og det var kun få brudstykker af informationerne, som han faktisk havde lyst til at dele med andre. Andet var for risikabelt og farligt. Han nikkede eftertænksomt til hendes ord, som hun konkluderede, at der kunne have været noget magisk over dem. Det var ikke til at sige, men hun kunne have ret. Ellers var der vel ingen grund til at bekymre sig om nogle kugler? ”Det kan der være noget om” svarede han med et smil, som han nikkede bekræftende, før at blikket atter blev vendt mod deres omgivelser. Byen var kommet tættere på og de kunne nu også fornemme vinduer og lys i enkelte vinduer. ”Hvad har du lyst til at spise?” spurgte han stille, det måtte være op til hende, han var lidt i tvivl om, hvad hun faktisk spiste. Kød, grøntsager eller begge dele?

//gammel. og kan ikke finde på mere. :)