Den evige skygge over dalen var med at til give en hjemlig følelse, ikke at Yotul havde hjemve. Langt fra hun nød hendes tilværelse og havde ikke tænkt sig at lade nogen binde hende til noget. Det eneste hun var interesseret i var mørkets lord og deres forhåbentlig nært forstående sejr, om end det føltes langt væk. Lyset havde taget overhånd, men hun havde intet imod at nedkæmpe, hvem end de kunne finde på at sende hendes vej. Eller sende hende efter.. Det betød ikke meget, men hun fandt stadig tiden til at nyde en god gammel slåskamp. Det var den lyst, der havde bragt hende ud mod bjergene, som hun muligvis havde provokeret en mindre bande på kroen. Optrinnet havde været oplagt og velovervejet, da der sjældent skulle meget til at provokere de typer. Selvom hun bar sværd og hendes rustning, så lod det ikke til at forhindre dem i at give den hele armen for at nedlægge hende.. Men de var aldrig kommet så langt, selvfølgelig havde de ramt hende, men mærkerne var så småt begyndt at forsvinde, som Yotul skyndte på blodet og hastede igennem healingen.

Yotul var sluppet fra dem imellem de mange grantræer og der var efterhånden gået så lang tid, at hun tvivlede på at de endnu ledte efter hende. De var stadig nogle fordrukne mænd, så mon ikke de var kravlet tilbage til kroen for at drikke den øl, de var blevet tvunget til at forlade tidligere på aftenen? Det bekymrede hende ikke, som hun havde sat sig ned i græsset, hvilende på sine knæ, og forsøgte at fikse de skader, som de havde forvoldt hende. Der var en rift og flænge hist og her. Flængen på hendes kind lod hun dog være, som hun langsomt førte fingrene over såret og bevist provokerede blodet til at glide ned over hendes hage. Med hendes evne pressede hun blodet længere ned, under rustningen før at hun sank helt sammen og satte sig på røven for at sukke dybt. Sværdet havde hun lagt ved siden af sig, der var stadig blod på bladet, men hun var travlt optaget af skaderne. Hun lænede hovedet tilbage og kiggede op mod nattehimlen, den var mørke, men samtidig lyste stjerner himlen op. Månen var næsten fuld og faren for at støde på en varulv voksede for hvert sekund hun blev i blandt de mørke grantræer. Men hun var ikke bekymret. De spidse ører bevægede sig lystigt efter de mange lyde i skoven, før at hun smilte og lod øjnene glide i.

Den mørke rustning gjorde det svært at tyde hendes skikkelse, hvorimod det lyse hår ikke var til at undgå i mørket. Rustningen havde enkelte detaljer af sølv, men ellers var den næsten sort, den havde samme farve som nattehimlen, en mørk blå tone. Man kunne umuligt være i tvivl om, hvor hun hørte til. Mændene havde ikke været i tvivl om end hendes race havde forvirret dem for en stund.

Tusmørkebjergene var som et hjem for ham.
Han havde efterhånden tilbragt flere år her, end han havde noget som helst andet sted i verden - og med ganske god grund, hvis han selv skulle sige det.

Denne aften vandrede han rundt og nød området - han krydsede det sted hvor han havde udraderet en mindre patrulje af Lyset's Krigere, og smilede køligt ved mindet.
Det havde bestemt været en interessant kamp...

Han var klædt i en sort skjorte, mørke bukser og læderstøvler, og et langsværd hang i sin læderskede på hans ryg - ingen grund til hverken hans rustning eller rejsekappe. 
Ikke her.

I det øjeblik han trådte ud af den skæbnesvangre lysning, opfangede hans skarpe ører en svag lyd af metal imod metal.
Skulle han gætte, var det skældende på en form for rustning.
Hans nysgerrighed var vakt, og han gik lydløst i retning af lyden.

Da han så hvad der havde forårsaget den, smilede han - nu endnu mere interesseret.
Hvor andre mske ville have besvær med at se hende i mørket, undtagen hendes lyse hår altså, så var hans mystiske, lilla øjne mere end vant til at se i mørke.

Zane trådte roligt frem så hun kunne se ham.
"Hvem har vi her? Pæn rustning... selvom jeg foretrak din beklædning sidst vi mødtes." sagde han med et lille smil.

At befinde sig på hans hjemmebane, havde næppe været hendes hensigt. Men så igen, Yotul havde ikke forventet at støde på ham igen. Mørkelveren var uden tvivl anderledes end de typer hun normalt stødte på, men han havde været heldig sidst. Det var ikke til at sige hvad dette møde ville medføre. Desuden så var det langt fra samme situation som sidst. Yotul var travlt optaget af sine skader, hun havde jo ikke tænkt sig at forbløde bare på grund af nogle fyre..

Lydene fra skoven fik hende dog til at sidde stille. Hun flyttede forsigtigt højre hånd mod sværdet, som lydene kom tættere på. Hvis det var mændene som var kommet tilbage, så ville hun ikke holde tilbage. Hun var gået med til at de kunne vende retur til deres druk, men hvis de dukkede op igen, så ville de ikke få chancen for at smage spiritus igen.
Skikkelsen afslørede sig selv, som hun gik i stå med hånden på skaftet af sværdet. De lilla øjne var ikke til at tage fejl af, hun havde aldrig set nogle som dem før. Så det kunne kun være ham. Et smil gled over hendes læber, som hun greb fat i sværdet og rejste sig op igen. Blikket gled mod ham, som hun lod det dale over hans egen påklædning. "Din påklædning er nu heller ikke noget at være begejstret for" svarede hun med et glimt i øjet. Yotul holdt sværdet i højre hånd, hun drejede det svagt rundt ved at vride håndleddet. Flængen på hendes kind forsvandt, som hun trådte frem mod ham. "Men det kan vi selvfølgelig gøre noget ved.."

"Jeg går ikke i hverken skørter eller flamboyant kalvekrøs." sagde han og betragtede hende roligt, som hun kom nærmere.
Hvor sjovt at støde på denne kvinde igen... og trods hendes væremåde under deres sidste møde, var han overrasket: hendes rustning afslørede hvad hun var.

Eller nærmere, hvilken side hun var på.

"Sjovt at støde på dig her." sagde han.
Han var parat til at flytte sig hurtigt, hvis nu hun skulle finde på at angribe ham.

"Du ledte måske efter mig? Hvor smigrende." han smilede skævt.
Det var selvfølfelig næppe derfor hun var her, men man havde jo kun den smule sjov, man selv lavede...

Kommentaren var forfriskende, men ikke uventet, som et smil dansede over hendes læber. Man skulle ikke tro, at der var gået noget tid siden deres første sammenstød, for de lod til at fortsætte hvor de var sluppet sidst. Ordvekslingerne fortsatte, som hun dog forsøgte at forestille ham i skørt. Synet fik hende til at grine, men ikke fordi det ville klæde ham, det ville dog være ganske morsomt. "Et skørt ville ellers gøre en forskel" lo hun køligt, som hun bed sig svagt i underlæben. Der var intet i vejen for at træde nærmere, deres tidligere sammenstød havde været kort, men underholdende, så hun ville gerne tæt på igen.

Yotul var ikke bange for at indrømme, hvilken side hun hørte til. Hun ville aldrig kunne finde sig tilrette ved lyset og mørket gav hende mulighederne for at lege rundt. Uden at blive beskyldt for noget af det. "Sjovt?" gentog hun, som hun lagde hovedet en anelse på skrå. Hun var stoppet op nogle meter fra ham. Der var stadig et stykke vej før at han ville være indenfor hendes rækkevidde. Hans konklusion bragte en kølig latter frem. Han var tydeligvis ikke overbevist om det selv, så hun var heller ikke. Stille hævede hun sværdet og rettede det imod Zanes hals. "Kommet efter mere?" spurgte hun lystigt, som hun drejede klingen let.

Han smilede let, da hans ord fik hende til at le.
For sådan en ond, lille sadomasochist, havde hun faktisk en køn latter.

Det var komisk og interessant, som deres samtale lod til at fortsætte næsten nøjagtigt som sidst - men det hang nok sammen med deres personligheder; ingen af dem var bange for den anden, og de fandt tydeligvis begge to situationen interessant, og måske endda spændende.

"Njaeh..." sagde han som hun hævede den skarpe klinge imod ham.
"Jeg plejer ikke at tage imod. Jeg plejer at give."

Han gjorde ikke noget endnu... men selvom det ikke kunne ses på ham, var han helt parat til at reagere meget hurtigt.
Også selvom hendes klinge var faretruende tæt på.

"Dit panser er dog i vejen." tilføjede han med et næsten lystigt glimt i øjnene.

Komplimenter lod aldrig til at have den store effekt på hende, så det var heldigt at Zane undlod at dele sin mening omkring hendes latter. Yotul havde aldrig overvejet en køn latter, som en mulighed, men deres indbyrdes kamp mod til at more hende. Måske fordi han allerede havde vækket noget i hende. Minderne fra sidst var ikke glemt, men hun havde ikke tænkt sig at lade han springe legen over. Man skulle gøre sig fortjent til morskaben.. men hun var også sikker på, at han ikke ville falde for hendes blodmagi igen, så hun ville være nød til at vælge en anden fremgangsmåde, hvis hun skulle have bare lidt kontrol over ham.. og hans lyster.

Ordene bragte et overrasket blik frem i hendes øjne. Mænd havde det altid med at ville modtage, men han ville langt hellere give? Det var ikke fordi hun kunne beklage sig over det. Tanken var interessant, som hun dog ikke flyttede sværdet. Yotul havde ikke til hensigt at skade ham, ikke direkte .. eller ikke endnu. Hun kunne stadig huske den brændende fornemmelse af hans ild.. et suk undslap hendes læber, som et glimt viste sig i hendes øjne. "Jeg tager gerne imod.. men så nemt bliver det ikke" hun lød mere end villig, dog ønskede hun at forsikre ham om, at hun ikke ville være et nemt offer. Hun var ikke helt åben for angreb. Han pointerede det også, som hun jo bare rustningen. "Kan din styrke ikke mærkes igennem?" Det var bevist at hun ønskede at provokere ham lidt. Der gik heller ikke lang tid før at hun strakte armen yderligere og sigtede efter at snitte ham på halsen. Hun var dog fattet og roligt. Yotul spejlede hans lystigt blik.

"Jaså? Så må vi jo finde en løsning." sagde han roligt, mens han betragtede hende, parat til at undvige hendes våben.
Hun havde hintet dette før, næsten med de samme ord som nu - og naturligvis gjorde det blot det hele mere interessant!

Han fnøs let og smilede til hende, da hun sagde det næste.
"Den type panser du bærer, vil beskytte sig lidt imod det... men jeg garanterer dig, du vil kunne mærke det igennem. Det er ikke det område hvor din rustning beskytter mest."

Da hun strakte armen, greb han spidsen af sværdet mellem to fingre, og flyttede hovedet en anelse så han undgik snittet.
Han var godt klar over at blod var hendes store styrke - eller i hvert fald én af dem!
Det  ar bare uklart om det kun var hendes eget, eller om hun også kunne bruge andres.

"Er det en kamp du fisker efter...? Med en lille præmie til hvem end der vinder?"
Han havde naturligvis allerede sluppet hendes sværd - ingen grund til at risikere at miste en finger.

Det lød næsten som en gentagelse af deres første sammenstød. For endnu en gang talte han om en løsning. Det var ikke gået stille for sig sidste gang og Yotul tvivlede lidt på, at han ville få chancen for at vinde denne gang. Men der var vel intet i vejen med at give ham bare en lille smule håb, så hun ville kunne tage det fra ham. Ordene havde bragt et lystigt smil frem på hendes læber. Fokus var vendt mod ham og kun ham, som hun var spændt på at se, hvilke tricks han ellers havde oppe i ærmet. Ilden havde hun endnu ikke glemt, de lilla øjne mindede hende ellers tydeligt om deres skær. Men den brændende fornemmelse var ikke til at glemme. ”Hvordan synes du det gik sidste gang?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, blot for at træde lidt i det, han havde jo overgivet sig sidst.

Yotuls blik dalede kort mod rustningen, i takt med at han talte til hende. Den ene hånd var travlt optaget af sværdet, men den anden hævede hun roligt mod sin mave. Hun strøg fingrene over metallet omkring maven. De grønne øjne blev rettet imod ham igen, som hun dog lod hånden hvile mod sin mave. ”Det må komme an på en prøve” svarede hun lystigt igen. Hvis han mente, at han godt kunne trænge igennem hendes rustning, så var der selvfølgelig ingen grund til at hun skulle smide den. Den var jo designet til at give hende frihed nok til at kunne bevæge sig, så mon ikke hun sagtens ville kunne gentage succesen fra sidst?

Sværdet blev låst imellem hans fingre, som et lusket smil vandrede over hendes læber. Han havde sikkert set den komme, men hun havde ikke gjort meget for at skjule sine bevægelser, så det kom ikke bag på hende. Stille lagde hun hovedet på skrå, som hun afventede hans næste træk. Der var begrænsninger til hendes evne, men hun kunne også sagtens arbejde uden at gøre brug af evnen, for han var nok én af de få, som vidste hvad evnen kunne bruges til. Derfor ville han nok være ekstra varsom overfor hendes eventuelle skader. Yotul takkede aldrig nej til en mulighed for at udfordre sine kampfærdigheder, så det var oplagt at takke ja. ”Hvis du har mod på det..” ordene blev sagt i en blid, dog lokkende tone, som hun bed sig svagt i underlæben. Hun lod sin arm dale med sværdet, så spidsen i stedet var rettet mod jorden, ikke langt fra hans ben. ”... og præmien er det værd” lo hun med et glimt i øjet. Hånden på hendes mave strøg frem og tilbage, før at hun trådte tilbage. Hvis han valgte at bruge sin ildmagi, så ville hun nødig stå så tæt på allerede, det ville ikke give hende en chance for at undvige.

"Det gik måske ikke helt så skidt som du troede. Men jeg indrømmer gerne, at jeg begik en stor fejl ved at indtage bare en dråbe af dit blod."  sagde han og lo ganske let.
Det havde været tåbeligt af ham, men han havde været så fanget i øjeblikket!

Hans blik fulgte hendes hånd, som den lagde sig på hendes mave... hun kunne tydeligvis godt huske, hvad han var mest interesseret i.

Han smilede og hævede blikket for at møde hendes igen, før han roligt trak sværdet, som hang på hans ryg.
"Hvis præmien virkelig er det værd... så synes jeg bestemt vi skal komme i gang." 
Han havde ikke tænkt sig at gøre det let for hende denne gang - og nu havde han jo heller ikke en Aurelia, han skulle passe på!

Zane hævede sværdet roligt imod hende, og blinkede så en enkelt gang til sin modstander.
"Damerne først."

Det var uden tvivl en stor fejltagelse fra hans side af, men han havde ikke vist bedre. Selvfølgelig vidste han besked nu, så Yotul var tvunget til at gribe situationen anderledes an. Heldigvis for hende, så var hendes evne ikke det eneste hun var god til. Sværdet var der af en årsag, men det betød også at hun var nødt til at komme tæt på, for at ville kunne gøre bare lidt skade. Ikke særlig praktisk, når hans ild kunne indhylle området i flammer. Zane ville nemt kunne holde hende på afstand hvis han ønskede. Hun smilte dog af hans ord, for hendes skyld måtte han gerne begå den samme fejl igen, men hun var udmærket klar over at han ikke ville indtage hendes blod igen.. i hvert fald ikke frivilligt, men sådan var det ofte. ”Du har ellers min tilladelse til at gøre det igen” lo hun med et glimt i øjet. Men så igen, hun kunne godt lide udfordringen ved at han holdt sig fra det.

Zane havde endnu ikke haft chancen for at ramme hendes mave, men hun var ikke i tvivl om, at det var en del af hans mål. Specielt når hun tænkte på hvor rød Aurelias mave havde været. Tanken om smerte distraherede hende kort, som hun bed sig i underlæben. Dog fjernede hun hånden fra maven som de lød til at være enige om hvad der skulle ske. Et smil gled over hendes læber af hans ord. Det var kun ganske få, som ville foretrække en kamp over hyggen, men Yotul var fan af at blande de to ting.
Afstanden imellem dem var stor nok til at Yotul kunne arbejde med det, som hun atter hævede sværdet foran sig og rettede spidsen imod ham. Denne gang ville han ikke få chancen for at låse klingen imellem sine fingre. Rustningen ville være med til at skåne hende for en brøkdel af hans flammer, men ikke nok og blev rustningen først rigtig varm, så ville den nok brænde sig fast i hendes hud. Det ville ikke være en rar fornemmelse. ”Nuvel” lød det med et grin, som han bad hende lægge ud. Hun svang sværdet ud til siden, som hun satte i løb rundt om ham, blot for at få lidt gang i det. Da hun var på siden af ham, valgte hun at vende fronten mod ham, som hun holdt sværdet foran sig med en hånd om skaftet og den anden for enden af skaftet for at lægge nogle kræfter i, parerede han først hendes angreb, så ville hun hurtigt dreje rundt og svinge sværdet mod hans ryg.

Klang!
Lyden af stål imod stål ringede gennem luften da han parerede det første stød.
Han så hende hvirvle rundt for at angribe igen, men var allerede på vej imod hende med et hårdt skulderstød.

Dette betød at han dels ville være for tæt på til, at hun kunne bruge sværdhugget effektivt, og dels ville han ret sikkert stoppe hendes angreb, hvis hans skulderstød ramte hende.

Han måtte tage hendes balance... få hende ned... på den måde ville det ikke være nødvendigt at skade hende med sværdet.
Og hendes ganske indbydende mave? 
Den var skam et mål... målet fatisk... men først senere, når kampen var overstået.

Hvis muligt!

Ikke overraskende, så formåede Zane at få pareret hendes angreb, men lyden af stål imod stål var ganske tilfredsstillende, så hun havde bestemt intet imod det. Alligevel havde Yotul håbet på at kunne presse luften ud af ham med et slag mod ryggen, men det havde han vist allerede set komme. Skulderstødet fik hende dog til at le, som hun bukkede sammen i knæene vendte sværdet i hånden og gik efter at slå ham i maven med skaftet på sværdet. Hvis han var så stor fan af maver, så måtte han da endelig ikke glemme sin egen.. Det var selvfølgelig ikke til at sige, hvad han mente om sin egen mave, men hvis han havde planer om at angribe hendes maveregion, så var der vel intet i vejen for at hun tog forskud på fornøjelsen?

For at holde balancen, havde Yotul været nød til at skubbe det ene ben ud til siden i en stræk position, dog håbede hun at det omvendte angreb ville være med til at skubbe ham lidt på afstand igen, så hun atter ville kunne bruge sit sværd. Så længe hun ikke havde mulighed for at bruge sin magi, så var hun lidt tvunget til at benytte sig af sværdet og hvis han satte sig selv i en position, hvor dette ikke var særlig praktisk, så ville det bare irritere hende. Rustningen slog rundt om hendes ben, som hun placerede den modsatte hånd mod jorden for at dukke under et eventuelt modangreb. Hun trak sværdet til sig og rullede rundt på jorden for at komme på afstand igen, og atter rejse sig igen.

Hendes lille trick lykkedes, og selvom han spændte for at tage slaget, gjorde hendes våben det alligevel til en smertefuld oplevelse, og Zane trådte et par skridt tilbage.

Det tog ham kun et par sekunder at komme sig helt, og han betragtede hende med et smil, som hun rullede væk fra ham og kom på benene.
Hun var ganske dygtig... så han måtte have fløjlshandskerne af, ellers ville det bare ende som sidste gang.

"Ikke dårligt." sagde han og tog et solidt tohåndsgreb om sit sværd.
Så løb han frem imod hende, men stoppede op i sidste øjeblik for at udføre en hurtig finte:

En lille, ufarlig eksplosion af lille flammer dukkede op i luften lige foran hendes ansigt, og Zane trådte med det samme frem og forsøgte at feje benene væk under hende.

Måske Zane ikke selv var fan af slag i maven? Han så i hvert fald ikke særlig begrejstret ud, som han var tvunget til at træde tilbage. Heldigvis for hende, så gav det Yotul en åbning til at få noget afstand imellem dem, så hun atter ville kunne bruge sværdet rigtigt. Det fungerede altså bedst på den måde. Og hvis det først kom til en nærkamp, så ville hun uden tvivl blive udfordret af hans styrke, så hun ville for al i verden helst undgå det. Det var nemmere at koncentrere slagene med sværdet. Yotul fik atter fast grund under fødderne, som hendes krop endnu var rettet imod ham. Hun smilte stile til ham, der var dukket et glimt op i hendes øjne, som hun bestemt morede sig. Men det var ikke sikkert det ville fortsætte, hvis han først tog sig sammen. Men for nu, kunne han ikke ødelægge hendes humør.

”I lige måde” lo hun næsten kælent, som de grønne øjne blev vendt mod sværdet. Grebet var fast og solidt, hun kunne fornemme det på sener i hans hænder. Alligevel kom det bag på hende, at han valgte at løbe frem mod hende på den måde. Hun holdt sværdet klar foran sig, så hun kunne parere hans, men flammen chokerede hende. Yotul nåede at se farven på flammen og rette sværdet i en liggende position for at afskærme sit ansigt, da hun mærkede hans ben mod hendes. Hun udstødte et irriteret støn, som benene forsvandt under hende og hun faldt på røven med et bump.. Sværdet og hænderne var placeret mod jorden, som lige skulle sunde sig over det direkte falde mod halebenet. "Argh" mumlede hun. Bevidst og hurtigt skar hun hul på sin håndflade, som blodet flød ned over bladet på svaret og pludselig rejste sig i form af pigge for at afskærme ham længe nok til at hun kunne komme på benene igen.

Hun faldt for tricket, og da hun røg i jorden, bevægede han sig hurtigt ned imod hende - kun for i sidste øjeblik at stoppe sig selv, så han ikke blev spiddet af hendes blodmagi.

Kløgtigt, og hurtigt tænkt af hende.

Zane smilede.
Hun var god til sit arbejde, det var helt sikkert... men han havde målt hendes evner, og indtil videre, så det ikke ud til at hun ville kunne vinde over ham.

Men så igen... det ville være en fejl at undervurdere hende.

"Godt forsvar..." sagde han som hun kom på benene igen.
"Men kan du blive ved?"
Han svingede sværdt og fejede igennem blodpiggene, mens han fortsatte frem imod hende med en serie af hurtige, velplacerede sværdslag - hendes rustning ville beskytte hende imod snit i tilfælde af at han ramte, men hun ville stadig tage slagende fra det hårde stålsværd.

Yotuls vejrtrækning var blevet tung, som hun atter kom på benene, hun var ikke lige frem fan af, at han hele tiden truede hende med at blive fanget mod jorden. Men hvis det var hans mål at overmande hende på den måde, så måtte hun bare sikre sig, at hun ikke fik givet ham flere chancer for at skubbe hende omkuld. Hun holdt dog stædigt fat i sværdet, som blikket gled mod ham. Der brændte en glød i hendes blik, som hun strammede grebet om skaftet, denne gang med begge hænder på, som piggene ødelagde balancen lidt i sværdet. Det ville forstyrre hendes kontrol over sværdet, men havde også været en nødvendighed for at forhindre, at han kom for tæt på.

Endnu et kompliment røg over hans læber. Sikke en mørkelver, han skulle forestille sig at være. Men der var noget ganske særligt over hans mørke kulør. Det var interessant og endnu mere hans tendenser til at bruge vold i akten.. Hullet i hendes håndflade var forsvundet igen, som han straks gik efter piggene på sværdet og derefter hendes egen krop. Yotul flyttede klingen mod hendes håndflade for at parere hans angreb. Det var ikke helt nemt og hun formåede ikke at undgå alle slagene. Størstedelen af slagene ramte hende. Hun var overbevist om at det ville give nogle mærker hist og her, men det var intet problem. ”Så skiftede du taktik..” sukkede hun med et grin, som hun forsøgte at få fodfæste og skubbe sig fremad mod ham. Sværdet var dog ikke til megen nyttig lige nu. Hun kunne kun parere og håbe at han var nød til at trække sig, så hun kunne angribe igen.

Det lykkedes ham både at presse hende tilbage, og at ramme hende flere gange.
Perfekt... så ville hans næste træk med stor sandsynlighed virke.

Han smilede ad hendes kommentar.
"Åh ja... se her." sagde han, men uden at stoppe den hurtige storm af angreb.
"Hah!" kom det fra ham, og hans øjne lyste kortvarigt op, som en magtfuld, lilla flamme omspændte klingen på hans sværd.
Den var varm - meget varm, og den ville gøre hans våben uendeligt mere farligt.

At overmande sin modstander kunne gøres på flere måder - og i hendes tilfælde, ville en blanding af magi og sværdkundskab måske gøre udfaldet.

Og så... fortsatte Zane sit angreb, i samme stil som før.

Det generede Yotul, at hun var tvunget til at lægge mere pres på, for hun var udmærket klar over, at hun ikke ville have en chance imod hans styrke. Det havde aldrig været hendes første tanke, men slagene tvang hende til at parere og han gav hende ikke chancen for at trække sig længere væk. Slagene fortsatte og hun kunne mærke dem ramme flere steder på hendes krop. Til tider var hun nødt til at udstødte nogle suk for at slippe af med følelsen. Kræften imod hendes arme var også anstrengende, som hun dog ikke trak sig endnu. Der måtte være en anden måde at få styr på situationen.

Ordene lød, men hun fik ikke chancen for at reagere på dem, som hun fik øje på den lilla flamme. Denne gang var den dog ikke rettet mod hende, som hun så den være koncentreret omkring hans klinge? Hvad var meningen egentlig.. Hun behøvede ikke stille spørgsmålet, som varmen ramte hende.. Ikke direkte, men hun kunne hurtigt mærke varmen omkring sværdet bare det kom lidt tæt på. Det fik hende til at trække sig yderligere. Der var ingen grund til at presse yderligere på. Det brændte flere steder på hendes krop. Rustningen blev varm. Hendes vejrtrækning tungere endnu og hun kunne mærke sveden på hendes pande. ”Fejt..” lød det lettere forpustet, som hun med en pludselig bevægelse fjernede pressede imod sit sværd og trak sig ud til siden for at svinge sværdet mod hans ryg i håbet om at han skubbe ham ud af kurs. Derfra satte hun i løb om bag ham.

Det virkede godt... hun måtte snart have nået grænsen!
Men nej, hun overraskede ham igen - smuttede fra ham og huggede ud efter ham. Han undgik hugget, der ellers ville have voldt stor skade på ham, og trak sig derved lidt væk fra hende.

"Fejt vil jeg ikke kalde det." sagde han,
"Det er vel lige så tilladt som dine blodpigge - de reddede dig ganske kløgtigt."

Han begyndte at vende sig om imod hende, parat til at parere et slag hvis det skulle komme.