Mørket var ved at falde på over Kzar Dûn. Udenfor var der ganske roligt, men indenfor var der stadig aktivitet i form af krigere og riddere, der snakkede på kryds og tværs af gangene. Tonen var generelt munter, og lige i aften så det ikke ud til, at der var ret meget optakt til interne slagsmål nogle steder.

Lykke var netop hjemvendt fra sin mission med Cayden. Hun havde været en tur forbi dragestaldende for at hilse på Naela, inden hun havde tænkt sig at søge over i beboelsesfløjen for at få sig noget velfortjent søvn. Det havde været en hård tur, og det uventede møde med en gammel kending, havde ikke ligefrem hjulpet på situationen. Men det var ligemeget nu. Hun var hjemme igen.
Som hun satte kursen over gårdspladsen, blev Lykke dog anråbt af en anden, og hun stoppede med det samme op. Hun drejede hovedet og de pupilløse, nærmest lysende i kontrast til mørket, hvide øjne betragtede lettere køligt skikkelsen, der bevægede sig mod hende. Da denne trådte ind i lyset, viste det sig at være et menneske, der var ca. et halvt hoved lavere end hende selv. Han sendte hende et kort, vurderende elevatorblik, inden han fnøs af hende. "Hvor er rustningen henne? Er du bange for at vise dine farver, dæmon?" lød spørgsmålet hånende.
Lykke så kort ned ad sig selv. Hun var i dagens anledning iført en stramtsiddende, mørkelilla top, der dækkede lige over buksekanten på de sorte ligeledes stramme bukser. Ved højre side havde hun sit sværd hængende.
Lykke selv fnøs over spørgsmålet. Mennesket havde tydeligt ikke styr på, hvem han talte til. Hun løftede sin højre hånd og lod huden flippe rundt, så den blev sort og skinnende (nærmest metalagtig) på underarmen og hånden. "Det er alt det rustning, jeg har brug for. Og hvis du ved, hvad der er sundt for dig, vil jeg råde dig til at vise lidt mere respekt for dine overordnede" svarede hun. Stemmen var ikke hævet, men den var foruroligende isnende, hvilket (for alle der kendte hende) var et tydeligt tegn på, at man nok burde træde lidt varsomt, fordi man rent faktisk havde trådt hende over tæerne. Inge skulle stille spørgsmålstegn ved hendes loyalitet, for hun havde om nogen arbejdet hårdt for sin titel.

Mennesket lod dog ikke til at forstå hentydningen. "Så det du siger er, at mørkets rustning er dårlig?"[/i spurgte han med en nu mere hånende tone, hvilket fik Lykke til at lukke øjnene i raseri. En lille midding stod og gjorde sig til over for hende. Det krævede al hendes tålmodighed lige nu ikke at banke hovedet ned i maven på manden, men da hun åbnede øjnene, lynede de. "Jeg synes, du skal overveje, hvem du taler sådan til og så komme tilbage igen, når du har lært nogle manerer, knægt" svarede hun med en stemme, der tydeligt sydede af raseri, inden hun vendte ryggen til ham for at gå sin vej.

Det var ved at være på tide, at få noget bevægelse i benene, Yotul ville blive sindssyg, hvis hun skulle tilbringe længere tid på sin flade. Ikke dermed sagt at det nogensinde havde været kedeligt at overvære de andre krigere i fæstningen. Der var altid et eller andet under opsejling, det eneste det krævede af hende, var at hun skulle finde midtpunktet. Eller personerne, som kunne gøre en scene til et midtpunkt. Alligevel havde Yotul svært ved at finde underholdning, for stemningen var munter og der var ingen, som så ud til at opsøge en kamp bag de høje mure, måske hun skulle kigge udenfor?

Hænderne blev placeret mod den tykke mur, lavet af kampsten. Yotul var vandret udenfor for at se ud over fæstningens høje mure. Hun løftede sig let op på tæer for at kunne se så langt som overhovedet muligt. Det var mørkt udenfor, men de grønne øjne stirrede længe ud i ingenting. Der var ingen som turde bekrige fæstningen, så hun tvivlede på at det ville være et problem at stå et forholdsvist sårbart sted. Lydene omkring hende fik hendes spidse ører til at bevæge sig frem og tilbage. Yotul ville have det hele med og hun opfangede meget hurtigt en diskussion imellem 2 skikkelser.
Yotul opsøgte ikke samtalen med det samme, men de lyse fingre slap muren, som hun vendte sig rundt for at kigge mod gårdspladsen i stedet. Hun lod blikket vandre mod den nærmeste trappe for at finde en vej ned til gårdspladsen. Måske det var det sammenstød hun havde ledt efter? Dog rynkede hun en anelse på næsen, som mennesket, manden, påpegede at den anden skikkelse ikke bar nogen rustning. Det gjorde Yotul heller ikke, mest af alt fordi hun havde fri og dermed gerne ville have mulighed for at kunne bevæge sig frit uden at blive tynget ned af en tung rustning. Desuden så havde en skade aldrig rigtig ødelagt hende. Ar havde hun ingen af, men hun kun sagtes provokere arrene, hvis man tvivlede på hendes engagement i hæren for hun havde oplevet lidt af hvert. Det var dog ikke alle, som endnu havde set hendes blodmagi, så mange så hende stadig som en fejltagelse for hæren. For hvorfor skulle de byde en skovelver velkommen?

Samtalen fortsatte, og som Yotul kom tættere på, bredte der sig et lystigt smil over hendes læber. Mennesket havde fornærmet en dæmon og ikke bare hvem som helst. Yotul var bekendt med de fleste riddere i hæren, mest af alt fordi hun ikke ville ende i problemer med dem. Hun var endnu ikke selv ridder, men spørgsmålet var om den rolle overhovedet ville passe hende. Hun var ikke overbevist om at en drage nogensinde ville acceptere hende og hendes sygelig metoder til kamp. Selvfølgelig kunne den slags være nyttige, men så ville hun næppe selv få blod på hænderne. ”Er rustningen påkrævet?” hendes stemme var lettere forundret, om end der udspillede sig et morsomt smil på hendes læber. Hun vendte blikket mod manden, som Lykke havde vendt dem ryggen. Hun trippede let mod foden. Han tøvede ikke med at fornærme hende. ”Jeg har mere frihed uden den” fortsatte hun køligt, men roligt, som hun stod nogle meter fra ham og længere fra Lykke. Nok bar hun ikke sin rustning, men hun havde endnu sit sværd på sig, og det måtte være nok til at fejle benene væk under mennesket, hvis han insisterede. Yotul bukkede let med hovedet, som en hilsen til dæmonen, hvis denne vendte sig rundt. Dog tog hun ikke øjnene fra mennesket. Hun var faktisk højere end dem begge.. "Skal vi teste det?" der var atter morskab i hendes stemme.

Lykke var allerede nået et stykke væk fra manden, da en stemme fik hende til at stivne. Var der virkelig en anden, der fandt det nødvendigt at forsvare hende? Ved Zaladin, det skulle pigebarnet da komme til at fortryde. Længere nåede Lykke ikke i sine tanker, før hun havde vendt sig om og så smilet på elverens læber, og hun slappede lidt mere af. Hun lagde dog armene over kors, som hun betragtede både mennesket og elveren. Det misfornøjede udtryk talte dog sit tydelige sprog om, at hun aldeles ikke brød sig om at blive "reddet," men for nu lod hun det gå. Den kunne hun altid tage senere. Den lille optakt havde vækket hendes interesse, og lige nu var hun lidt nysgerrig på at se, hvad elveren kunne. Hun havde hørt lidt om hende, men hun havde ikke set hende i aktion. Hun kendte dog navnet. Jolantha.

"Husk dog på, at det er forbudt at skade et andet medlem af hæren" advarede hun, selvom det mere lød på hende, at det ville være en skuffelse, hvis en af dem ikke kom til skade. Mest fordi hun så havde en undskyldning for at kaste dem begge for dragerne. Eller bare for Naela, der sikkert ville være ellevild med elverkødet. Tanken fik Lykke til at smile et lettere hånligt smil i retning af dem begge, men om det var myntet på den ene eller den anden var ikke helt til at sige, fordi hun ikke kiggede på en bestemt. 
Optakten til slåskamp havde dog trukket flere væsner til pladsen, hvilket kun gjorde, at Lykke fandt det endnu mere interessant.

Forsvare hende? Nej, det var ikke Yotuls plan, hun kunne dog ikke lade vær med at blande sig bare en anelse, når nu chancen bød sig. Selvfølgelig vidste hun godt, at hun skulle være forsigtig overfor dæmonen, men det var ikke længere der hendes fokus hvilede, om end Yotul fornemmede advarslen i hendes kropssprog. Havde hun allerede formået at fornærme hende? Det måtte være en form for rekord og så uden at anstrenge sig. Måske hun bare havde noget imod hende, hendes race.. eller hendes udstråling? Egentlig var Yotul ligeglad, fokus var som sagt ikke længere på dæmonen. Den hvilede i stedet på mennesket, som så noget så misfornøjet ud over Yotuls indblanding. Mennesket forsøgte at vrisse af hende, men det havde ikke den ønskede effekt, som hun blot trak let på skulderen og lagde op til at han skulle lægge noget handling bag sine ord. ”Jeg kan måske forstå, hvorfor hun ikke bærer rustningen, men dig.. det er mig en gåde.. Din mundering bringer skam til hæren” manden var tydeligvis ikke tilfreds, måske havde det noget at gøre med at Yotuls tøj ikke dækkede meget af hendes krop? Men det var nu sådan hun følte sig bedst til plads. Blandet orkerne var der ingen regler, som disse, det var stadig svært at vænne sig til regler overhovedet. Men hun havde valgt hæren af en årsag, så der var ingen grund til at blive smidt ud.

Ingen af dem havde endnu trukket deres våben. Yotul var ivrig efter at lukke munden på ham, men Lykke’s påmindelse omkring reglerne fik hende til at bide sig irriteret i læben. Hvordan skulle hun så vise ham, at han skulle holde sin mund lukket? Der var ingen anden måde hvorpå Yotul kunne tilegne sig bare en smule respekt og med den mængde af væsner, som kom til, så ville det være synd at efterlade tingene som de var nu. Kedelige.. Et suk undslap hendes læber, som hun himlede med øjnene, slog hoften ud til siden og mest af alt lignede en fornærmet tøs. Udtrykket lod til at påvirke hendes ’modstander’, som han atter hidsede sig op. ”Hvordan er du overhovedet kommet ind i hæren?” han fnøs af hende, trampede frustreret i jorden og knækkede nakken i irritation. Yotul kiggede en anelse uforstående på ham, som hun endte med at smile. Hun strøg fingrene op til sin læbe. ”Hvorfor kommer du ikke tætter på, så skal jeg nok vise dig hvordan” hun blinkede lettere udfordrende til ham, som hun uden videre trak sværdet ud af bæltet og rettede det imod ham. Yotul placerede en tommelfinger mod bladet, imens at hun holdt fat om skaffet med begge hænder. Langsomt pressede hun fingeren mod den skarpe kant, ikke nok til at bryde huden, men nok til at mærke klingen mod huden. Hvis dette skulle gøres, så skulle det helst gøres ordentligt. Manden tog det hele som en udfordring, lige efter planen, som han trak det store sværd ud af bæltet og rettede det mod hende. ”Nu skal jeg vise dig, hvorfor vi bærer rustningerne” hans stemme var dyb og træls for Yotuls ører. Man kunne rigtig høre, hvordan han forsøgte at belære hende. Alt hun reagerede med var dog et grin, hånligt og koldt. Ubekymret, som hun tvivlede på, at han ville kunne nå at gøre nok skade. I hvert fald ikke før de ville blive afbrudt.. Manden satte i løb mod hende, sværdet var rettet fremad, men skiftede hurtigt retning, da han kom tæt nok på. Han gik efter hendes kraveben, målrettet og præcist, hvorimod Yotul lettere og elegant undslap hans sværdet. Hun vendte sit sværd i hånden for at hamre skaftet ind i maven på manden. Nok til at han mistede pusten for en stund, imens at hun øgede afstanden imellem dem. Sværdene blev rettet imod hinanden igen, Yotul smilte endnu til ham.

Lykke sukkede opgivende, da sværdene begyndte at svinge. Hun havde set det komme, men det beviste jo ingenting. Med et fnys faldt armene ned igen og hang langs hver sin side. Hun stod dog ikke stille, for ved menneskets næste udfald, var hun faret afsted og havde stillet sig imellem dem. Hun havde grebet klingen med den ene hånd, og en smule blod kunne ses glide ned ad den. "Så er det nok! Vi er ikke barbarer, vi er krigere af Mørket! Opfør jer med en hvis stolthed i stedet for den barnlige leg, I har gang i lige nu! Og dig!" Lykkes stemme var endelig hævet, og alle kunne høre, hvad hun sagde. Øjnene lynede, som hun ikke nok med at se på manden også pegede på ham med den frie hånd. "Det er fuldkommen lige meget, om man går i rustning eller ej, det er ikke det, der tæller! Det der tæller er dine handlinger! Ord er netop bare det. Ord. Hvis du ikke lægger handling bag dem, er dine ord intet værd. Det er fuldkommen ligegyldigt, hvordan du går klædt, hvis du ikke lever op til forventningerne, er du intet værd for hæren" sluttede hun hårdt. Hun lagde sin frie hånd på mandens skulder og begyndte at klemme. "En rustning kan ikke beskytte dig fra alt, og du er væsentligt langsommere med den på" forklarede hun i takt med, at hun bulede skulderpladen mere og mere i langsom fart. Lyden var ganske ubehagelig for de fleste, men Lykke fortsatte ufortrødent selv under mandens klagende lyde. "En lanse kan bryde den, og hvad vil du gøre, hvis du støder på en med en kølle? Der er din rustning intet værd" fortsatte hun. Hun slap dog skulderen. "Udstyr er ikke alt" lød det afsluttende fra hende og den hånd, der havde fat i sværdet lavede et vrid via håndleddet, hvilket fik mandens sværd til at knække, hvor hun holdt fast, så hun nu stod med sværdspidsen i hånden. Hun knyttede igen den frie hånd og hamrede manden i maven, hvilket for alvor fik ham til at knække sammen. Lykke havde ikke holdt sin styrke tilbage, og hun havde med fuld kraft hamret næven ind i rustningen, hvilket nu fik manden til at hoste og hakke efter vejret. Hun havde dog ikke bulet den, men det var tydeligt, at hun var noget stærkere, end hun så ud til at være. "Hvis du forlader dig på dit udstyr alene, bliver du slået ihjel. Og for eftertiden vil jeg råde dig til ikke at fornærme en ridder. Jeg har rent faktisk været tålmodig i dag, og elveren har muligvis reddet dit liv, så jeg ville overveje at takke hende." Lykke smed den knækkede klinge på jorden og vendte sig mod Yotul med fornyet lyn i det hårde blik. "Og du! For det første har jeg ikke behov for en kæledægge til at tage mine kampe, det er jeg udmærket i stand til at klare selv! For det andet er det heller ikke altid en fordel ikke at have en rustning. Som du er nu, ville du kunne holde til et slag af den kaliber, jeg lige gav miden? Jeg tvivler ærlig talt. Til sidst hjælper det heller ikke med den flabede attitude. Det får dig kun i flere problemer" sluttede hun spottende. Det var ganske tydeligt, at hun ikke gav meget for elverens attitude, og at hun ikke var mindre sur på kvinden, end hun var på manden. De havde begge teet sig som et par småbørn, og det var der aldeles ikke plads til her.

Egentlig havde Yotul ikke gjort noget seriøst endnu. Hun havde undgået hans angreb, så hun følte ikke selv at hun havde brudt sig imod nogen regler eller noget. Desuden så forventede hæren vel heller ikke, at deres krigere bare skulle tage imod fornærmelserne? Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage imod det. Slagene var en anden ting, men kun fordi det havde et formål, et formål som ganske få kendte til. Hendes evne var ofte sidste udvej, så der var ikke mange, der vidste, hvad hun faktisk kunne præstere. Sværdet var et naturligt valg af våben for hende, og hun havde tænkt sig at bruge det imod mennesket, når hun nu fik chancen.. Eller det gjorde hun ikke. Ridderen valgte at blande sig midt i det hele. Et fnys undslap hendes læber, som hun rettede ryggen og vendte sværdet om i sin hånd, så bladet vendte mod jorden.. Yotul nåede at trække sig fra hendes greb, men Lykke havde tydeligvis været ude efter menneskets sværd, så hun kom nemt udenom det.

Yotul fik fornemmelsen af, at hun var tilbage i klanen. Endnu en lektion skulle læres og hun hadede det allerede. Orker var nogle finurlige væsner, men de var også hendes familie. Også selvom de havde smidt hende ud. Men hun havde aldrig været god til at lytte. Ord var sjældent nok til at vække hendes interesse, men Lykke gjorde et godt forsøg, som hun fik hævet stemmen. Imens at Lykke vendte fokus mod manden, slap Yotul sværdet med den ene hånd, som hun pressede tommelfingeren imod hendes læber for at suge blodet til sig. De var blevet stoppet lige som det kunne være blevet rigtig sjovt. Hun kunne sagtens have tvunget manden ned på knæ, tiggende om at blive sluppet uden at skade ham særlig meget. Et enkelt snit ville have været nok.. Ikke dermed sagt, at hun ikke allerede havde ramt ham. Det var bare ikke voldsomt nok til at bemærkede det. Eller også tillod stoltheden ham ikke, at han ville give udtryk for sin fejl. Yotul skulle bare vente på at blodet gjorde sin del, imens hendes blik hvilede mod Lykke. Barnlig leg, hun fnøs igen og vendte blikket til siden for at lægge skjul på smilet der hvilede over hendes læber. Lykke havde ret i sine udtalelser, men Yotul var ikke i en position, hvor hun havde i sinde at bekræfte dem. I stedet valgte hun at lytte.. Lytte til ordene, men ikke tage meget notits af dem. Det var barndommen om og om igen.

Lyden af sværdet, som knækkede fik hende dog straks til at vende opmærksomheden mod manden. Han lod ikke til at være synderlig tilfreds med, at hun havde ødelagt hans sværd. Det morede dog Yotul, som han så blikket i hans øjne. ”Lidt endnu..” mumlede hun lavmælt, kun for sig selv, som hun fulgte optrinnet med de grønne øjne. De spidse ører flyttede sig svagt frem og tilbage. Slaget var ikke til at tage fejl af. Manden knækkede hurtigt sammen og Yotul havde problemer med at holde et grin inde. Det var perfekt! For han havde virkelig fortjent det. Hendes blik hvilede på manden, der ikke var villig til at takke hende. Hun troede faktisk, at det var enden på den, men nej.. Kæledægge? Hun fnøs igen, rettede blikket ud til siden, som hun satte sværdet på plads. Dæmonen havde tydeligvis ikke problemer med at trampe på dem, som var under hende. ”Havde jeg ønsket at være Deres kæledægge, så havde jeg gjort et større nummer ud af det.” forsvarede hun med en svag rynke i panden. Hendes blik dalede, som hun ikke så problemet med sin stil. ”Styrke er ikke alt, fik jeg engang at vide..” blikket blev hævet igen, som hun bukkede hovedet let for hende. Hun kunne sagtens udvise respekt, men hun brød sig virkelig ikke om tonen. Manden var stadig i problemer med at få pusten tilbage, som Yotul dog slog til.. Han kollapsede på jorden med en hånd mod brystet og et skrig, der overgik hendes vildeste fantasi. Det var en himmelsk lyd, men hun holdt blikket mod jorden, lod som om hun intet havde gjort og tog imod lektien fra Lykke.

Lykke kunne ikke lade være med at smile over elverens svar. Hun hævede dog et bryn over det bukkede hoved. "Ingen grund til at være underdanig. Hold hovedet højt og se modparten i øjnene, uanset om det er ven eller fjende. Vil du have respekt her, kan du ikke lade andre trampe på dig. Stå op for dig selv." Hendes stemme var noget roligere nu, og hun lød knap så sur, men der var stadig en hvis kølighed i stemmen. Jo, Lykke havde aldeles trampet på elveren, men det var ligeså meget for at se reaktionen.
Ved Yotuls næste svar var Lykkes reaktion dog at lade sin håndflade kollidere med sin pande. "Du missede totalt pointen. Nej, styrke er ikke alt, og jeg siger heller ikke, at alt udstyr er dårligt. Jeg siger heller ikke, det er en dårlig ting ikke at gå i rustning, men den kan samtidig have sine fordele. Krig handler om at være forberedt på det uforudsete" svarede hun i en noget hårdere tone. Hendes opmærksomhed blev dog brudt, da manden knækkede sammen i et skrig, og hun vendte sig om. Der stod stadig en del mennesker og kiggede på scenen, hvilket tydeligt fik Lykkes temperament i kog en gang til. Hun var dog heller ikke dum. Hendes eget slag var ikke nok til at forvolde sådan skade, men det måtte komme efterfølgende. Lige nu måtte hun vel hellere redde mandslingens liv. "I stedet for at stå der og se så nysgerrige ud, så få slæbt kravlet over til infirmeriet. Og lad det gå lidt tjept!" kommanderede hun flokken. De stod først lidt og gloede, men der gik alligevel ikke længe, inden de efterkom hendes ordre, og hun kunne igen vende sig mod elveren. "Du er heldig. Der er ikke mange, der ser pænt på sådan et stunt. Jeg har dog ikke tænkt mig at indberette dig. Og inden du prøver at spille uskyldig, så husk på at jeg ikke er dum. Jeg har levet længe nok til at genkende magi, når jeg ser det, og hans reaktion var ikke ligefrem naturlig" sagde hun fortsat med blikket rettet på elveren, inden hun sukkede. "Du virker til at være rimelig intelligent. Hvorfor bruger du ikke din klogskab til noget i stedet for at rende og lege?" Det var tydeligt, at Lykke ikke ligefrem var typen, der forstod sig på folk, der (i hendes øjne) bare lallede rundt og ikke fik noget ud af deres liv. Måske var det indespærringens skyld, men hun kunne aldeles ikke forstå, hvorfor nogen ville rende og spilde sit liv på ingenting.

Uanset hvad hun gjorde, så kunne hun åbenbart ikke gøre noget rigtigt eller også så var det bare umuligt at gøre en dæmon tilfreds. Måske det bare var ridderne, som var for højrøvede til at se det fra deres perspektiv? Hun fnøs let af hendes ord, men rettede ikke blikket direkte mod hende endnu også selvom hun kommenterede på det. Det røg lige hen over hovedet på hende. Yotul tog intet personligt, kun hvis hun gerne ville og Lykkes ord var ikke noget der ramte hende på samme måde, som andet ville have gjort. Havde hun ikke læst på lektien? ”Hvad hvis det er min taktik?” spurgte hun med et hævet øjenbryn. Mange undervurderede hende, på samme måde som manden gjorde, hvilket var hvad der kostede ham chancen for at gå derfra med oprejst pande. Men hun var ikke færdig endnu. Hvis de først fandt ud af, hvad hun var i stand til, så ville hun næppe have nemt ved at provokere en kamp eller lignende. Hun kunne selvfølgelig bare finde det udenfor fæstningen. Lykke lod ikke til at være særlig begejstret for Yotuls egen konklusion, som hun rettede blikket op og mødte Lykkes blik. ”Præcis” svarede hun kort uden rigtig at antyde hvad hun mente, der var ikke mere de behøvede at dele om emnet. Yotul havde også andet at bekymre sig om, som manden bestemt ikke skulle komme derfra uden problemer undervejs.

Skriget var skønt og Yotul var tvunget til at kigge væk for at man ikke kunne se, at hun nød hans smerte. Hun kunne nærmest mærke den på hans egen krop. Hun kunne have gjort det samme ved sig selv, men hun havde nu aldrig brugt evnerne på sig selv, ikke på den måde i hvert fald. Men det gav hende lidt en ide, som Lykke atter tog styringen og beordrede folk til at føre manden væk. Mere skulle der ikke til, før at Yotul handlede hurtigt og skruede op for smerten, så manden besvimede i armene på tilskuerne. Hun tog en dyb indånding, halvt stønnede, halvt sukkende, som hun havde nydt det. Det var svært at skjule, men hun var også lige glad. Lykke havde læst hende og hun var klar på de problemer eller udfordringer, der måtte komme af hendes handlinger. ”Så ved De også, at han havde fortjent det og egentlig burde have set det komme” hendes tone var rolig, kontrolleret, men man kunne også fornemme hendes dybe vejrtrækning og smilet på læberne. Lykke havde brugt en del tid på at forklare dem, at de ikke ville komme langt med en attitude som den Yotul havde brugt tidligere. Men han havde været mindst lige så slem til at få det hele til at handle om sin rustning og intet andet. Den næste kommentar kom dog en anelse bag på hende, som hun rettede blikket mod Lykke. Hun mødte hendes blik for alvor denne gang, før at hun rynkede let på næsen. ”Hvem siger, at jeg leger?” spurgte hun med svagt smil på læben. Hun fiskede en mindre glasbeholder frem fra lommen i hendes bukser, før at hun placerede den mod hendes læber. Hun spyttede efterfølgende ud i glasset. Der var kun blod, men ikke hendes eget.. Tværtimod. ”Jeg har ikke brug for at blive set som andet end hvad de allerede tror jeg er” svarede hun med et nik, som hun førte en lille korkprop over åbningen og forseglede indholdet. Hun foldede fingrene om beholderen og holdt den skjult i hånden.

Lykke hævede endnu engang det ene bryn over elverens svar. Hun kunne aldeles ikke forstå dennes holdning. Hun rystede opgivende på hovedet. ”Undskyld, men jeg forståe aldeles ikke den taktik. Hvad taktisk er der ved at lade sig trampe på?” For en gangs skyld var der ikke andet end forundring at spore i Lykkes stemme, og det var ganske tydeligt, at hun var overrasket over svaret. Hun fnøs dog over pigens næste kommentar. ”Du har tydeligvis meget at lære endnu, ligesom han har, hvis han overlever, men jeg advarer dig: misbrug ikke den chance jeg har givet dig” svarede hun lettere kort for hovedet. Hun havde aldeles ikke tid eller lyst til at rende og lege mor, men på den anden side var der noget ved elveren, der fascinerede hende. Om det var hendes kynisme eller noget andet, kunne Lykke ikke selv svare på, men ikke desto mindre var denne pige ganske interessant.

”Hvis du ikke kalder at tortere en besejret modstander leg, hvad kalder du det så? Misforstå mig ikke, jeg kunne selv have fundet på det, men jeg ville stadig betegne det som leg” svarede hun i sin hidtil mildeste stemmeføring, omend der stadig var alvor i tonen. Dette pndrede sig sog ved pigens næste udtalelse og enhver snnert af beundring fra Lykkes side af var igen forsvundet. Uden videre advarsel greb hun ud efter Yotuls hals med den højre hånd. Hvis hun fik fat, ville hun løfte hende over jorden. Dette ville så også vidne om Lykkes “usynlige” styrke. Planen var dog heller ikke at kvæle pigen, så grebet var ikke strammere, end hun lige kunne få luft. ”Så hvis de tror, du er svag, er det nemmere ikke at blive trampet på?” spurgte hun hårdt. Hun var dog opmærksom på sværdet, hvilket hun helst ikke ville i kontakt med. ”Vis da endelig for mig, hvordan du har tænkt dig, det skal virke.”

//Beklager den lange ventetid... Hvis du gerne vil afslutte den, så er det op til dig, jeg fortsætter gerne for at se hvor Lykke tager det hen.

Der var ingen som tvang Lykke til at forstå hendes tanker. Yotul var ikke som de fleste, mange ville måske tro, at hun var opvokset med elvernes traditioner og måde at leve på, men kendte de hendes fortid ved orkerne, så ville de måske have nemmere ved at forstå hende. Ikke at Lykke behøvede at vide dette, for det var kun et spørgsmål om tid, før at Yotul ville finde sit formål og derved ikke længere være tvunget til at holde sig til de sædvanlige rækker i hæren. Lige nu havde hun ikke problemer med at svømme frit i åen med en retning. Men snart ville hun nærme sig det store åbne hav og så kunne det gå hen og blive sjovt. ”Modstanderen undervurderer dig, sænker sine parader og lader dig komme tættere på, når de ikke ser dig som en trussel” forklarede hun med et nik, for at understrege sin pointe. Hvis Lykke altså kunne se det fra hendes synsvinkel? Ville hun overhovedet forsøge? Yotul lavede et dybt nik med hovedet, som Lykke mindede hende om, at hun ikke skulle tage chancen forgivet. Hvad der egentlig mere at sige til det? Lykke havde allerede bestemt sig og Yotul var tydeligvis ikke i stand til at overbevise hende. Ikke endnu.

”Jeg vil kategorisere det som et eksperiment af modstanderens udholdenhed og ikke mindst evner til at opdage den slags før det er for sent.. Han fejlede dog..” de sidste ord var lettere henkastet i samtalen, som Yotul egentlig havde fået lidt en fornemmelse af, at samtalen måske var ved at nå sin ende. Hun kunne sagtens begive sig mod sit kammer nu, men Lykke havde vist andre planer. Grebet om hendes hals var der hurtigt, men Yotul så det komme, som hun dog lod sig løfte fra jorden og lagde armene over kors, imens at blikket hvilede imod Lykke. Et svagt suk forlod hendes læber, før at hun lukkede øjnene langsomt i og tog en dybere indånding. Det var ikke helt nemt med grebet om hendes hals, men heller ikke umuligt. Sværdet hang langs med hendes side, som hun ikke følte sig truet på livet og udmærket godt vidste, hvad det drejede sig om. ”Hvis de tror jeg er svag, så kan jeg nemmere komme tættere på” det var lidt som at gentage sig selv, men Yotul flyttede ikke blikket fra hende. ”Ligesom nu..” fortsatte hun med et nik. Der skulle ikke meget til før at sværdet ville kunne nå Lykkes krop, dog gjorde hun ingen mine til at flytte på sværdet i stedet slap hun det og lod det falde til jorden. ”Jeg har lært min lektie” lød det lettere bestemt og halvt irriteret fra hende, som hun langsomt strøg tungen hen over sin underlæbe. Hvor længe mon hun skulle blive hængende der?

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.