Cryan tog en dyb indånding, som han satte sig ned det sted han følte sig allermest tilpas. Blandt en masse våben. Han trak en kniv fra bag ryggen, og en klud fra buksens lomme og begyndte at polerer kniven han lige havde taget frem. Tanken om at for nogle dage siden, at denne kniv langsomt havde været trukket hen over en skrigene barns strube, fik et halvt smil til at hæve den venstre side af hans mundvige og fremviste en sylespids hjørnetand. smilet forsvandt dog lige så hurtigt, som mindet i hans tanker. En mørk skygge gled hen over hans blik, mens han smed kniven og kluden fra sig, og hans fingre tvang sig vej igennem det våde lange hår. Hans tanker var ikke længere der hvor han gerne ville have dem, han var bestemt mere irritabel end han plejede at være. Hans missioner var blevet skåret ned, som om der var nogen højere oppe der ikke helt stolede på ham. Han rejste sig prompte op, og hæv det første og bedst sværd ned fra dens stativ. Han foldede armen ud, og følte vægten i hans hånd. Balancen, ikke helt rigtigt. Han stillede den fra sig, og tog et nyt op som han var en del mere tilfreds med. Han svingede et par gange, før han i frustration smed sværdet igennem rummet med et lavmeldt opråb. Kræften af råbet lå mere i maven, som en knurren fra en ulv der var klar til at springe på dens offer.

Det var en ukendt følelse for ham, at være så lidt i kontrol med sine egne følelser. Generelt følte han ikke særlig meget, hvilket bare fik vreden der ulmede i overfalde til at blive endnu værre. Som begyndte blodet i ham at koge. Han satte sig ned igen, mens hans hænder fandt hans ansigt. Endnu en dyb indånding blev hævet igennem hans næsebor, mens han prøvede at få sig selv til at falde til ro igen.

Det var ikke lang tid siden, af Hauru havde været så uheldig at blive forvandlet til en kvinde. Nu var hun nødt til at bruge en nat på at skaffe sig en ny uniform og nogle lettere våben. Uniformen var på plads og hun havde iført sig den, for at kunne vænne sig til dens bevægelses muligheder. Det føltes anderledes end den forrige, men muligvis kun fordi hun havde lidt mere vægt foran end hun var vant til. Nu var det tid til at finde våben og hun gik rolig ned af gangene, på vej til våbenkammeret. Selvfølgelig havde hun også brugt lidt for lang tid på at betragte sig selv i den nye uniform. Når man var vant til at have en bestemt form, skulle alle nye vinkler udforskes. Den mørkelilla kappe blafrede let fra siden til siden som hun svajede let med hofterne for hvert skridt hun tog. Hendes skridt var lette og derfor var hun så godt som lydløs, som hun kom tættere på kammeret. Det lande hvide hår var løst og lå glat ned over skuldrene.

Et tungt suk lød fra hende, som hun drejede om hjørnet ind i kammeret og et sværd kom flyvende mod hende. Hun gispede kort og flyttede sig straks til siden, mens hun så mod sværdet. Så rettede hun et irriteret blik mod manden på gulvet. Hun samlede sværdet op, stillede sig hen foran ham og hvilede spidsen af det mod jorden, lige foran ham.
"Jeg ville sætte pris på hvis du så dig for, inden du straffede sværdene. Jeg vil så nødigt i kontakt med den skarpe ende af dem," lød det roligt fra hende, selvom hendes blik stadig rasede af irritation. Så slap hun skaftet og lod sværdet faldet til jorden foran ham, før hun flyttede sig hen foran stativet og betragtede de forskellige våben.

Selvom at det kom som en overraskelse, da sværdet han havde smidt pludselig blev placeret foran ham. Lod han det ikke vise i hans ansigtstræk. Kolde som altid, lod han dem langsotm glide op af kvinden der stod foran ham. Hendes øjne rasede ned imod ham, som om at han kunne være skyld i hvor hun valgte at placerer sit korpus. Måske hun bare skulle være lidt mere opmærksom på sine omgivelser, det kunne i hvert fald ikke være hans ansvar. Et halvt smil gled hen over hans læber, mens hans mørke øjne betragtede hende. “Så tror jeg du har valgt den forkerte profession min kære, hvis du ikke vil i kontakt med den bedre halvdel af et sværd” glad for at have en distraktion fra sit eget sind, greb han chancen for at svare hende tilbage. Under normale omstændigheder, havde han nok valgt at gå sin vej, fordi han var ikke kendt for at have nogen særlige gode menneskelige færdigheder. En af grundene til at han arbejde alene, set bort fra sin trofaste følgesvend. Ellers plejede alle dem han fik knyttet bånd med, hurtigt at forsvinde fordi han ikke fandt det vigtigt at vedligeholde dem. Han var skabt til en ting, og kun én ting; Det var at dræbe, og heldigt for ham også det som han nød allermest ved at være i live.

Han fugtede læberne, rejste sig op og lænede sig op af dørkarmen der ledte ud i gangen igen. Sværdet hun havde smidt foran ham, havde han mere eller mindre ignoreret. Han kunne i hvert fald ikke finde nogen grund til, hvorfor han skulle samle det op. Hans blik begyndte at indtage kvinden som havde snakket til ham før, hun lignede ikke en han kendte. Men så igen, han gjorde ikke nogen stor dyd af at lære nogen som helst af dem han arbejde sammen med. En fejl, hvis man spurgte flere af dem som der var højere rang end ham. Men så igen, det var han ret ligeglad med. Der var noget, anderledes omkring hende. Den måde hun førte sig på, som om hun ikke var helt tilpas i sin egen krop. Hans bryn samlede sig kort, før de gled ud i hans normale passive udtryk. Han overvejede kort, om han skulle begynde at snakke om noget, et eller andet. Idéen blev dog hurtigt skudt i sænk, og mens han lagde armene over kors. Fortsatte han blot med at overvåge hende.

At være opmærksom på sine omgivelser havde aldrig været Haurus stærke side, men på den anden side, havde hun heller ikke regnet med at der ville blive kastet med våben inde i kammeret. Selvfølgelig var det normalt at diverse våben blev testet, men sjældent blev de testet herinde. Derfor var hun også mindre forberedt på at skulle se sig for her. Hendes blik gled hen over alle sværdene, før hun skævede mod ham. Irritationen var forsvundet, i stedet var der bredt et let smil over hendes læber.
"Selvfølgelig har jeg ikke det," svarede hun, som hun tog et af de relativt lette sværd ned fra dets stativ. "Det kræver bare at man flytter sig hurtigt nok," fortsatte hun roligt, mens hun havde et let greb om sværdets skaft, for bedre at få en fornemmelse af vægten. Det irriterede hende. Det var for let, men kun fordi hun som mand havde været vant til noget tungere. Hun var desværre nødt til at indfinde sig. Et let våben betød også mere mobilitet i bevægelser, hvilket kun kunne blive en fordel.

Hun valgte alligevel at sætte det på plads igen. Der var mange andre der skulle afprøves. Det kunne godt komme til at tage lang tid, måske hun ville være nødt til at blive her til næste nat, for der var altid noget beroligende ved at vælge de perfekte våben. Hvis hun ikke var blevet så god til at skjule sin begejstring, ville hun let komme til at ligne et lille barn ved en legetøjsbod på markedspladsen. Dog forholdt hun sig helt i ro, som hun lod fingrene glide hen over en række knive. Hun greb fat i en af de simple, legede lidt med den mellem fingrene mens hun lod blikket falde på ham.
"Slet intet der frister dig herinde?" Spurgte hun kort med et lettere lokkende blik. Selvfølgelig kunne hun ikke vide noget med sikkerhed, men hun gik ud fra at han var kommet, for selv at få fat i et par nye våben. Kniven i hånden stak hun ned i rustningen på højre lår, så kun det sorte skaft var til at se.

Det ene øjenbryn løftede sig, da hun nævnte man bare skulle flytte sig hurtigt nok. Det var også - en form for strategi. Måske ikke en han helt kunne billige, da det krævede så meget end bare at - flytte sig på det rigtige tidspunkt. Men han mindede sig hurtigt om, at hun nok ikke helt havde ment det på den måde. I hvert fald slugte han de ord, som var på vej ud af hans mund. Der var ingen grund til at skabe flere fjender, end han allerede havde blandt disse vægge.

Hans gule øjne betragtede hende mens hun ledte efter våben, lagde mærke til den omhu hun lagde i det. Hvilket imponerede ham en smule, selvom hun nok ville have svært ved at finde det helt perfekte sværd her inde. Dem som der lå helt rigtig i hånden, der hvor balancen og vægten var helt perfekt. Det var der hvor de var lavet helt specielt til en. Hvor sværdet føltes som en forlængelse af armen, og ikke blot et redskab der kunne slå sine fjender ihjel. Men selvfølgelig, var det ikke alle som der havde den luksus, at de bare kunne gå hen til den nærmeste våben smed og få det lavet. Han var lidt usikker på, hvor længe han egentlig havde stået og betragtet hende. Uden rigtig at se på hende, før hun åbnede munden og spurgte om der var noget som fristede. Hans øjne genfandt deres fokus, mens han lagde hoved på skrå, som en kat der betragtede noget spændende. “Ikke endnu.” sagde han med sin hæse stemme “Men jeg er også større tilhænger af, at vælge et par sværd man føler ligger godt i hånden også teste dem af i virkeligheden..” han fugtede læberne, og trådte hen imod hende. Gik forbi, og hen til nogle lidt støvede sværd. Ikke mange brugte dem, måske fordi de var så lette og fleksible at folk ikke helt vidste hvordan man skulle bruge dem. Men hun virkede kyndig nok. Han tog en katana op, og vente sig imod hende. “Nu ved jeg ikke om du er to hånds eller fortrækker et et håndsved.” han rakte det ud til hende “Men dette skulle være en af dine overvejelser”

At flytte sig hurtigt nok. Ja, en form for strategi, men helt sikkert ikke en hun selv levede efter heller. Hvis det var, havde hun muligvis ikke fået tilbuddet om forfremmelse fra kriger til ridder. Det var sjældent hun viste sit talent for at slås, egentlig var hun ikke specielt forsigtig, medmindre hun ikke følte at hun kunne snog sig udenom og det kunne hun ofte. Hun havde ikke været kvinde længe, men havde hurtigt fundet ud af, at der ikke skulle meget til, før hun kunne snog diverse personer om sin finger. Det var dog langt fra alle det virkede på, men heller ikke alle havde det behov.

Hauru var nødt til at tage sig god tid med diverse våben. Hun kunne godt have valgt at gå til en smed, for at få lavet et våben der passede perfekt, men siden hun kunne komme her og få dem gratis, så hun ingen grund til det. Brugte hun bare lang tid nok, skulle hun nok finde nogle der var rimelige. Knivene skulle ikke opfylde nogle krav, udover at skaftet måske ikke skulle være for stort, nu hun havde irriterende små hænder. Hun greb fat om endnu en af de simple knive og lod bladet glide mellem fingrene, mens hun lyttede til ham.
”Selvfølgelig. Man tager da ikke en endelig beslutning, før man har testet sine våben,” sagde hun roligt. Hun kunne ikke andet end at give ham ret. Hun ville heller ikke selv vælge at tage en beslutning, kun på baggrund af vægten. Vægten var kun en start. Hun legede lidt videre med kniven mellem fingrene, som hun betragtede ham da han passerede hende.

Hun stak kniven i rustningen på venstre lår og tog så imod den katana han rakte frem mod hende. Hun grinede lavt.
”Jeg er en lille kvinde, en to hånds ville næppe fungere for mig,” lo hun let, som hun trådte et par skridt væk fra ham. Hun greb ordentligt fat i skaftet for at svinge det kraftigt ud til siden og straks dukkede der et tilfreds smil op på hendes læber. Det var bestemt ikke en dårlig følelse. Det havde aldrig faldt hende ind at bruge den slags før, muligvis fordi de var alt for lette i forhold til hvad hun ellers var glad for, men nu var det anderledes.
”Ikke dårligt. Slet ikke dårligt. Jeg er fristet nok til at tage det med på en prøve,” lød det roligt fra hende, mens hun bevægede sig hen ved siden af ham og hev fat i skeden der hørte til. Som hun satte skeden fast i bæltet, skævede hun mod ham.
”Skal du selv finde nye våben, eller er du bare kommet for at hjælpe andre med deres valg?”

“Aldrig undervurdér din egen styrke, vi kan meget mere end vi oftes tror.” trods det var nogle vise ord, der forlod hans mund. Var det som om at den måde han snakkede på, ikke helt stemte overens med hans udtryk og mimik. Dem som kendte til hans historie, havde nemmere ved at accepterer hvordan han var. For andre, kunne det være svært at forstå hvorfor man kunne være så afskåret menneskelige udtryk. Han sukkede kort, og lod hende tage sværdet for at prøve det af. Svinge det et par gange. Han betragtede hendes form, måden hun holdet sværdet, og gav et kort anerkendende nik. Hun vidste tydeligt hvordan man håndterede det. “Man kan sagtens finde kataner der er et håndsværd, men de har det med at ligge tunger i hånden sjovt nok. Når du får trænet din styrke og din tillid til sværdet, kan du sagtens have det i en enkelt hånd. Det er meget følelse, når det kommer til den slags våben.” igen forrådte hans stemme, hvor ligegyldig han lod. Omkring et emne der tydeligvis interesseret ham. Han tog hånden op til hans hår, og lod fingrene glide igennem det skulder lange hår, inden han satte det fast i en hestehale.

Hans gule øjne, fandt hendes da hun spurgte om han ikke selv var her for at finde våben. “Jeg var her egentlig for at afstresse, normalt er der ikke mange mennesker på denne tid.” hans blik gled ned over hende “Men du har ind til videre vist dig til at være en ganske god distrahering for mine forhen irritable tanker.” han lod blikket glide over resten af våbnene, hvilket mindede ham om at begge klinger der gemte sig i hans rustnings ærmer skulle skiftes. De var efterhånden ikke så skarpe mere som de plejede. Men måske han selv skulle kigge efter et nyt sværd? Det kunne vel ikke skade. Han vente ryggen til hende, og gik videre i kammeret for at se om der var andet som fangede hans interesse.

Hauru trak let på skuldrene over hans ord. Han havde fuldkommen ret, det havde hun selv oplevet flere gange, men det var alt for uvant i en ny krop. Hellere være på den sikre side, end at tage chancen og miste mere end man ønskede. Hun var blevet tvunget til at gennemgå sine vante teknikker i en ny krop, og forsøge at finde ud af hvad der fungerede og hvad der ikke gjorde. Det tog tid og træningen var langt fra overstået, derfor var hun også nødt til at finde nye våben. Hun lyttede til hans forklaring, lagde godt mærke til hvor ligegyldigt han fik det til at lyde, men hans viden lod til at emnet interesserede ham mere end han gav udtryk for. Det undrede hende ikke meget, da han langt fra var den første hun var stødt på, som ikke havde den mest udtryksfulde mimik. ”Det er måske det våben du selv foretrækker?” Ikke at svaret interesserede hende meget, men det ville da forklare hvorfor han kendte så meget til det.

Hun lagde hovedet let på skrå og fik let hævet let ene øjenbryn. Hans begrundelse for at være her gav ikke meget mening for hende. Våbenkammeret i sig selv var ikke specielt afstressende for hende, det var mere når diverse våben blev taget i brug. ”Irritable tanker… Ah, jeg gætter på det var derfor jeg næsten blev ramt af et flyvende sværd,” nikkede hun let, som hun betragtede ham mens han bevægede sig rundt i kammeret. ”Godt jeg kunne være behjælpelig, det sker ellers ikke ofte,” lo hun let, før hun satte katanaen i skeden. Med rolige skridt gik hun mod den nærmeste stolpe af sten og lænede let ryggen mod den. ”Så fortæl mig hvad du har at være så irriteret over.” Hun vidste udmærket godt at det overhovedet ikke kom hende ved, men hun havde altid haft et talent for at blande sig i ting, hun ikke skulle blande sig i.

//Afsluttes grundet inaktivitet