Suk.. En dyb vejrtrækning var alt hvad det blev til, som Yotul svang benene rundt i sandet på træningspladsen. Det var langt nemmere at bevæge sig der, end på de brolagte sten og hun var glad for at bevægelserne ikke blev hæmmet. Hendes modstander havde ikke nemt ved at bevæge sig hurtigt og hun havde ikke tøvet med at udnytte det. Hun var hurtigt ude for hans rækkevidde, som den store hammer dog ramte jorden et stykke fra hende. Hun kunne mærke rystelserne i hendes ben, som hun lo let. "Udmærket" der var ikke tale om et kompliment, tværtimod, som hun strøg fingrene over skaffet på sværdet. Hun havde endnu ikke trukket det, men i stedet brugt hans størrelse imod ham. Ligesom hun havde gjort mod orken for mange mange år siden. Et tidligere spark havde sendt ham med næsen først imod jorden og sandet, som stadig sad omkring hans næse bevidnede lige netop det faktum. Han var rasende. Hammeren blev løftet igen, som han svang den ud efter hende, hun undveg igen. "Så stå dog stille forbandede elver!" hans udbrud fik Yotul til at stoppe op, som hun fnøs af hans kommentar og trak sværdet.. Det var meget nemmere at håndtere end hans store hammer, så han fik ikke chancen for at hæve det fra jorden igen, før hun havde trådt på den og brugte den som fremdrift på hendes spring. Sværdet var placeret i hendes højre hånd, som hun sprang over hovedet på ham og lod spidsen strejfe hans pande. Et vredes udbrud forsikrede hende om, at hun havde ramt målet.

Yotul landede på jorden bag ham, som hun satte sværdet tilbage i bæltet og rakte hånden mod ham med et grin. "Til næste gang" lo hun. De havde indgået en aftale, da han ikke havde troet at hun ville kunne få ram på ham. Men snittet i panden var bevis nok, spørgsmålet var blot om han ville acceptere sit nederlag. Han gryntede utilfreds, men tog imod hendes hånd. Dog mærkede hun hurtigt styrken i grebet, som han hev hende til sig. Hammeren blev smidt på jorden og han fangede hende i et greb med armene på ryggen. Sværdet var låst, hun vrissede irriteret af ham, før at hun pandede ham én. Han havde smidt hjelmen tidligere, fordi han ikke havde set det som en udfordring, så hun havde nemt ved at få ham til at give slip. Yotul fik atter jorden under fødderne, men blev der ikke længe, som hun trak sværdet og skubbede det mod hans strube. Han genfandt balancen, men gik i stå, som hun holdt spidsen af sværdet mod hans hals. "Et skridt mere.." hvæste hun køligt. Hendes egen pande var dog begyndt at bløde, men hun gjorde intet for at stoppe det. Han fnøs af hendes ord, men valgte efterfølgende at trække sig, som hun tørrede blodet af sværdet og satte det tilbage på plads. Hun førte langsomt fingrene over riften i panden med et opgivende suk. Men hun var ikke færdig med dagens træning. De var kun lige begyndt.

Hvis man troede livet var fryd og gammen på Kzar Dûn, så blev man helt sikkert skuffet... Det var ikke alle på fæstningen der var lige søde overfor de andre der boede der, ikke fordi de troede de var bedre end alle andre, men ganske enkelt fordi de hadede de fleste individer omkring dem. For Eretreya var det sådan, hun kunne nærmest ikke fordrage andre end Damien, som også var på fæstningen. Det meste af hendes dag brugte hun på kammeret, læste om teknikker i kamp og derefter gik hun som regel ned for at teste dem af, for at se om de mange timer med næsen begravet ned i en bog, virkelig var det værd. Denne dag var på ingen måder anderledes, da hun havde begivet sig ud på turen for at komme ned til trænings området. Selv inde fra fæstningen kunne man høre sværd der slog mod hinanden, dragerne der brølede i deres reder og lyden mumlen i hjørnerne. Eretreya var bestemt ikke en af de kvinder man lagde sig ud med, for hun var kold for at skade modparten der så meget som forsøgte at komme i bukserne på hende, men det var tydeligt at nogle af vagterne snakkede om hende, for lige så snart hun nærmede sig lod de som ingenting. Hun gad ikke gøre noget ved det, for så ville hun bare få en uge eller mere, hvor det var skod missioner hun skulle klare, hvis hun overhovedet fik nogle. 

Hun stillede sig i et hjørne og så på i lidt tid. Hun sukkede, det så ikke just ud som der var nogle af dem, der var værd at spilde sin tid på, men mindre hun skulle have det nemt. Mumlende gik hun ud fra sit hjørne og udpegede to unge mænd "Reglerne er simple... De første til at gå i knæ taber... Den sidste stående vinder" sagde hun med et kækt smil på læberne og så efter et sværd og hentede det. De to unge mænd valgte også hver et sværd og godt et minut efter, var der ingen tvivl om de havde indgået en alliance om at få Eretreya ned. Hun morrede sig ved tanken og nød det nærmest. Den ene langede ud efter hende med sværdet men fik det blokket og den anden gjorde det hurtigt efter og ramte hendes ene skulder, hvilket efterlod et mindre sår "Mhm... Ikke dårligt" sagde hun og lod en hånd glide over det blødende sår og slikkede blodet af fingrene. Hun smilede skævt til dem og satte af i et spring mod den ene og fik ham ned på ryggen og ligge, men hende ovenpå. En nede! Den anden svingede igen sværdet mod hende, men hun bukkede sig frem og langede ud med hendes sværd, der ramte mandens skinneben og han faldt til jorden i smerte "Hold op... Det var nok den mest dødsyge kamp.." mumlede hun og rejste sig fra manden og satte den ene fod på hans bryst og sværdets spids mod hans strube "Jeg troede unge mænd var bedre til at slås, kontra de oldgamle dæmoner.. Jeg tog fejl" sagde hun med et hånligt fnys inden hun fjernede både fod og sværd fra manden og kastede sværdet fra sig, så det landede omtrent hvor hun havde samlet det op. Hun hørte den ene mand rejse sig og hørte han satte af mod hende, hvilket fik hende til at stoppe op. Hun mærkede hvordan han klyngede sig til hendes ryg og lagde en arm omkring hendes hals. Eretreya skar tænder, men fik hurtigt grebet i mandens arm og bukkede sig forover og hev ham ned på jorden og greb rundt om hans hals "Har du et dødsønske? For kan jeg uden tvivl få det til at gå i opfyldelse... Forbandede kujon" hvæsede hun som hun lænede sig helt ind over ham, ganske få millimeter fra hans ansigt "Pas på hvis ryg du springer på... Det kan være en der ikke skåner dig" sagde hun inden hun gav slip og kom på benene igen og gik mod hjørnet igen.

Ud af øjenkrogen kunne Yotul fornemme endnu en kamp, hun var endnu i gang med at tørre blodet af sin pande, men det forhindrede hende ikke i at stoppe op for at se mændene forsøge at fælde en kvinde sammen. Hun fnøs let ved scenariet og havde lidt på fornemmelse af, at de ikke ville kunne bevise noget overfor spionen. Yotul førte fingeren ned over sin pande og strøg blodet over panden med et køligt smil på hendes læbe. Hun flyttede let på hånden for at slikke blodet af, imens at hun så kvinden fælde den første mand. Så hun havde altså haft ret. De var ingen udfordring for hende, men hun var faktisk ikke overrasket over det. De var lige så dårlig til at overholde reglerne, som Yotuls egen modstander havde været. Måske det var et generelt problem med mændene i hæren, de troede de var mere end hvad der rent faktisk passede? Tanken morede hen let, som hun lo svagt for sig selv. Fingeren holdt hun ved mundvigen, som de grønne øjne betragtede kampen, som den udviklede sig. At mændene havde fundet det nødvendigt at gå sammen mod kvinden, var et nederlag på forhånd.. De havde jo lige indrømmet af Eretreya var en større mundfuld end de lige kunne klare på egen hånd.

Sværdet mod mandens strube fik Yotul til at flytte sig lidt væk fra muren, hun havde lænet sig op af. Der var et underligt glimt i hendes øjne, som håbede hun at kvinden ville give manden en forsmag på, hvad der ventede ham. Men der var selvfølgelig også regler at overholde og ingen ville bryde sig om, hvis en kriger blev gjort ukampdygtig, så det var højst sandsynligt smart, at hun ikke pressede sværdet længere mod hans hals. Yotul ville nok have haft problemer med at holde igen.. Men det havde også sine konsekvenser. Den anden mand var tydeligvis ikke bedre end Yotuls egen modstander, for han kom hurtigt på benene igen og gik efter Eretreya. Det var dømt til at gå galt, hvilket det også gjorde. Endnu en gang endte han på jorden, denne gang med et tag om halsen. Det var svært at skjule Yotuls begejstring, som hun brød en latter af og holdt sig for maven, som det var underholdende at kigge på. ”Mændene har endnu ikke bevist meget i dag..” lød hendes ord, som hun rettede blikket mod Eretreya, da hun havde kurs imod hende. Eller et stykke fra hende, som hun atter strøg fingrene op mod panden og kørte fingeren over såret. Det sekund hun flyttede fingeren igen var såret forsvundet og hun lod atter arme dale langs med siden. ”Men det behøver jeg vist ikke fortælle Dem” fortsatte hun med et nik mod mændene, der var i færd med at børste tøjet af, før at de stille listede væk.

Eretreya hold sig normalt ikke tilbage, men hun vidste at, hvis hun skadede disse mænd, så de ikke havde mulighed for at stå til rådighed, så ville hun være den der kom på pinebænken ved den klamme torturmester... Bevares tanken var da pirrende, men hun havde set hvad den mand var i stand til og hun ønskede det ikke på sin egen krop. Som hun lod manden gå hørte hun en stemme og trak på skuldrene ”Det er yderst sjældent de udviser nogen som helst form for modstand.. Vi er jo kvinder... Vi er ikke stærke... Spar mig” sagde hun i et suk. Der var stadig mænd i hæren der troede at kvinder ikke var i stand til at kæmpe, men Eretreya måtte efterhånden have vist andet, ellers ville hun ligge sig ud med hver og en af de mænd der ikke troede hun kunne kæmpe, en af gangen, nedlægge en efter en og være den sidste stående. Bevares, så ville det sikkert ikke være super sundt for hende at stille sig op mod så mange, for hun ville ende med at dø af udmattelse i stedet for til et sværd. Hun rettede de lyse øjne mod elveren og smilede kort ”De er nu heller ikke dum til at kæmpe selv” sagde hun og betragtede elveren. Det var yderst sjældent at Eretreya gav nogle former for komplimenter til nogen, så når hun gjorde det, var det som regel fordi hun lagde noget i det, mente hvert ord.

Eretreya kastede et blik over skulderen og så mændene bag hende ”Usle... Det er hvad de er” sagde hun og rettede blikket mod elveren igen og lænede sig ind mod hende ”Klar til team up?” sagde hun og blinkede kort inden hun vendte sig mod mændene. De så ikke synderligt glade ud, for de havde sikkert hørt Eretreya's ord til elveren. Hvis de tog imod udfordringen, ville Eretreya gerne se hvordan denne elver kæmpede, se teknikker bag. Det fascinerede hende at se andre kæmpe, men hun ville uden tvivl selv være en del af kampen, men først når hun havde set lidt af elverens værk. Mændene tog lidt tid om at beslutte sig, men greb dog alligevel hver et sværd. Fire mod to? Et kækt smil spredte sig på Eretreya som hun nikkede mod mændene og afventede elveren om hun var med eller ej.

Der var blot tale om forståelse fra Yotuls side, hun havde bestemt ikke ondt af manden, generelt havde hun ikke meget tilovers for de mænd, som ikke så kvinder, som værdige modstandere. Alligevel havde hun intet imod at bevise det modsatte, for hun kunne sagtens forvolde skade, uanset hvor lille og slank hendes figur var, så skulle man endelig ikke tage fejl af hendes evner. Orkerne havde trænet hende i brutal kamp, så hun var van til at de mandlige krigere gik til den og hendes krop kunne sagtens modstå styrken, hvis det blev nødvendigt. For det ville ikke være første gang, at hun ville være blevet ramt af en sådan styrke. De grønne øjne hvilede dog kort på manden, som var ved at trække sig, før at hendes blik gled tilbage mod englen.. Endnu en besynderlig race, at have i hæren, men om ikke andet, så kunne Eretreya måske forstå, at der ingen grund var til at dømme folk på racen alene. ”Så er det godt, at vi ikke er blege for at bevise det modsatte” svarede hun køligt, lettere sammenbidt, som hun strammede grebet om skaffet på hendes sværd. Hendes øjne var blevet en anelse smalle, som hun dog åndede ud i en rolig bevægelse. Hun kunne stadig mærke adrenalinen fra tidligere, hendes puls var endnu ikke faldet helt til ro, så hun var langt fra klar til at opgive træningen allerede. Yotul nikkede taknemmeligt til kvinden og bukkede let hovedet i en gestus. Orker havde ikke mange manere, men Yotul havde da lært lidt.. Ellers var hun nok endt i flere problemer med den attitude, som orkerne havde pålagt hende. Der hvilede et lumsk smil over hendes læber, som hun endnu holdt fat i sværdet. Et kompliment var velkommen om end hun ikke var van til det, så tog hun imod det.

Der var ingen som sagde at hæren skulle bestå primært af mænd, men der var desværre ikke mange kvinder, som ønskede at være en del af hæren. Måske det skyldes deres fæle lugt eller usmagelige holdninger til kvinder. Yotul havde langt fra noget imod at tage kampen op, som englen lænede sig ind mod hende og nærmest hviskede i hendes ord. Et hurtigt glimt strøg igennem de grønne øjne, som hun bed sig let i underlæben og nikkede næsten nydende. Det var en langsom bevægelse, før at hun rettede blikket mod mændene igen. ”Se om du kan følge med” lo Yotul lystigt til Eretreya, som hun trak sværdet endnu engang. Hun strøg det langsomt over buksebenet for at tørre blodet af fra tidligere. Mændene stod på række, med deres brede skuldre og hårde ydre, som Yotul trådte nærmere med sværdet som en forlængelse af hendes højre arm. Det sygelig smil var gledet over hendes læber, som hun bedømte afstanden og hendes modstanders valg af våben. Økse, skjold, sværd, der var næsten det hele. Med ét satte Yotul af fra jorden, som hun hurtigt satte kursen imod den første mand, der havde placeret sit skjold imod jorden, som støtte. Hun sprang frem med den ene ben, før at han nåede at løfte skjoldet ordentligt, som hun brugte det som afsats for sit hop og nemt sprang over hovedet på dem. Hun drejede rundt i luften, så deres hoveder næsten var stødt sammen. Deres blikke mødtes, som Yotul smilte til ham, lige før hun strøg sværdet over læder stropper på mandens rustning, så brystpladen faldt ned. Uden problemer landede hun bagved mændene og gik lidt på afstand, som hun hævede sværdet imod Eretreya og fremviste blodet på klingen. ”Klar” råbte hun med et legende smil på læben, før at hun trak klingen til sig og gjorde klar til at parere deres første angreb. Nu hvor de stod på hver side, så var mændene nød til at dele sig op, 2 til Yotul og 2 til Eretreya.

Eretreya skævede mod de tilskuere der stadig var på træningsbanen og derefter mod elveren foran hende. Et skævt smil kom frem på hendes læber ”Der er ingen grund til at holde tilbage som kvinde... Mænd har godt af at vide, at vi også kan være med i hæren, samt være kolde overfor at forvolde skade” sagde hun og mærkede hvordan hendes puls stadig ikke var faldet ned. Hun var stadig kampklar, hvilket også var derfor hun havde den syge lyst til at lave en hold kamp. Eretreya havde hørt ting ham denne elver, hvordan hun nådeløst kæmpede med en voldsom styrke, til at kvinden var så lille af bygning. Eretreya var nødt til at se det med sine egne øjne, hvilket også var derfor at hun var kommet ned for at træne.

Elverens nikken og bidet i læben, var blot en klar indikator for Eretreya, at elveren var med på hendes ide. Det var første gang hun havde fået andre end Damien med på sådan en lille leg, men nu kunne hun få lov til at se hvad elveren i virkeligheden var skabt af. Elverens kommentar fik et lumsk smil frem på Eretreya's læber. Spydig og udfordrende, det var altid sjovt. Eretreya så hvor hurtigt elveren sprang af sted mod sin første mand, hvilket fik hende til at stå tilbage og se hvad hun kunne. Hun var hurtig, præcis og legede ikke blot, men lagde seriøsitet i det. Eretreya var imponeret og klappede langsomt af hende ”Perfekt” sagde hun som hun så på de to mænd der havde valgt hende som offer. Sværd og skjold... Og en med to mindre sværd. Svagt brummede som hun satte af i et hop og slog vingerne ud og landede bag de to mænd. Hurtigt fik hun puffet til den ene med vingen, så han tumlede forover og den anden svingede hun sværdet imod. Manden vendte sig dog om og blokerede sværdet, men havde hurtigt glemt at Eretreya ikke just kæmpede helt fair. Med den frie hånd greb Eretreya en af knivene fra hendes bælte og hurtigt fik den kørt over hånden hvor sværdet var i, da han kun havde tænkt på at blokere hendes angreb med skjoldet. Manden slap hurtigt sværdet og udstødte et irriteret grynt i smerter.

Den anden mand var nu kommet på benene og for mod Eretreya, uden så meget som at tænke det mindste over konsekvenserne. Eretreya så manden komme imod hende og med selv samme kniv som hun havde skåret den ene mands hånd med, kastede hun, nærmest uden at se hvor hen. Et smertefyldt udbrud kom fra manden og hun så svagt op for at være vidne til kniven der havde sat sig i mandens ene skulder. Et bredt smil bredte sig på hendes læber, men da fik hun banket skjoldet direkte ind i underlæben. Smagen af blod... Hun spyttede blodet ud på jorden, bevares så kunne effekten af hendes blod ikke ramme hende selv, men alligevel. Hun lod en hånd glide over læben og hun gryntede irritabelt inden hun langede ud med sværdet mod manden, nu hvor hun havde fået lidt afstand, igen blokkerede han og igen, men Eretreya gav ikke op. Hun satte af igen og landede ikke helt, men fløj fluks mod manden med kniven i den ene skulder. Hun satte mod den ene væg og inden de ramte, kan hun slip, så manden fløj ind i væggen og faldt til jorden med en beklagelig lyd. Hun havde en mere tilbage, med mindre ham på jorden fandt vej op og stå igen.

Der var et eller andet over englen, som fangede hendes opmærksomhed. Yotul var nysgerrig efter at se, hvad hun havde at byde på. Hun havde allerede bevist en del, men at tage del i en kamp med hende, kunne hurtigt vise sig at blive ganske morsom. Uanset om det var træning eller en reel kamp, så tvivlede hun faktisk på, at hun ville komme til at kede sig. Det var tydeligt at mærke på hende, at hun glædede sig, som en svag ryst strøg igennem hendes krop. Rysten kom af hendes forventninger til hvad der skulle til at ske. Hun nikkede til hendes ord, bed sig let i læben og rettede de grønne øjne imod deres modstandere. Der var ikke de store problemer med antallet af modstandere eller de tilskuere, som valgte at sætte deres egen træning på pause, blot for at se englen og elveren presse de mandlige krigere til det yderst. Der var intet i vejen med at lege med deres trang til at bevise sig selv overfor det kvindelige køn, men Yotul var overbevist om, at de ville blive slemt skuffet over det endelige udfald. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at tage den med ro. At Eretreya var dukket op til træning for at møde hende, var dog ikke noget der faldt hende naturligt at tænke på. Hun var mere fokuseret på at more sig lige nu.

Der var mange skjulte fordele ved at være elver, hendes bevægelser var flydende og lette, men hendes træning sammen med orkerne havde gjort hendes slag voldsomme og direkte. Hun kunne dog stadig bevare overblikket over en kampsituation og tabte ikke hovedet på samme måde, som orkerne ville gøre, når de blev smidt ud i en uretfærdig kamp. At englen valgte at klappe af hendes mindre demonstration, fik hende til at neje med et smil på læben. Blikket var rettet imod hende, før at mændene stilte sig klar til at møde deres modstandere igen. Den mand hun havde ramt i førte omgang, rev brystpladen af, da den hang skævt. Han mente ikke, at det ville gøre nogen skade, hvis han smed den. Metallet ramte jorden og i samme sekund, sprang Yotul atter frem mod ham. Sværdet var placeret foran hende, som hun holdt en hånd imod enden på skaftet for at lægge noget styrke i sit næste slag. Manden forsøgte at blokere hendes rute med skjoldet, som han hamrede det i jorden. Dog skiftede Yotul hurtigt sit angrebsmønster og endte med at gribe fat i skjulte for at hoppe over det og smadre det ene ben imod hans ansigt. Rustningen fik det til at runge for hans ører, som han slap skjoldet og greb ud efter hende. Denne gang blev han dog mødt af hendes sværd, som strøg imellem hans fingre. Snittet var ikke alvorligt, men nok til at han ville få svært ved at holde fat i skjoldet igen lige med det samme. Han hvæste irriteret ad hende. Den anden mand var løbet om bag hende, så hun var blevet omringet. Midt i det hele kunne Yotul dog fornemme de sorte vinger, som Eretreya sendte en mand i jorden. Blikket blev rettet imod hendes angribere igen, som de gryntede leende. De troede stadig på en sejr.

Lugten af blod distraherede hende kortvarigt. Nogle ville tro, at hun reagerede på vampyrer gjorde, når de lugtede blod, men hun kunne sagtens styre det, som hun dog trak sværdet til sig igen og holdt det foran sig, så hun kunne parere det næste angreb. For det kom uden en advarsel, som hun opdagede sværdet ud af øjenkrogen. Det havde kurs mod hendes hals. Hun formåede at ændre kursen, men snittet blev lagt fra hendes mund og ned over halsen. Et vredes udbrud fik hende til at vende sig imod manden, hvis sværd var plettet af hendes blod. Helt naturligt gled det ned over klingen, men så snart at det ramte hans hård, så blev det hårdt og skarpt. Det skar igennem huden og borede sig igennem hans håndryg, så han tabte sværdet. Yotul var hurtig til at gribe sværdet, som hun sprang frem imod ham og lagde et sværd på hver side af hans hals. Hun var ikke lige så høj som ham, men man skulle tro, at hun var i gang med at nedstirre ham. Såret på hendes kind healede sig langsomt, som blodet trak sig tilbage til såret og lukkede det i. Et bump fra en flyvende mand, fik hende til at kigge mod Eretreya. ”Virkelig usle” lo hun, som blikket blev vendt imod manden igen. Hun pressede klingerne sammen, som de strejfede hans hals. Han stod stille, hvæste af hende, men han kunne ikke gøre meget udover at vente på sin makker..

Hele Eretreya's krop sitrede og hun var spændt på at se mere, se hvad denne elver i virkeligheden kunne, men stadig under kontrollerede forhold, for de kunne trods alt ikke tillade sig ta slå nogle af de andre ihjel, uanset hvor meget de så ville. Der var efterhånden også en del folk der havde samlet sig for at se dem, selv Damien var dukket op for at se dem kæmpe, hvilket på en eller anden måde gjorde Eretreya endnu mere spændt, at hun havde muligheden for at vise hendes læremester hvad hun kunne, uden at slå ihjel, netop som han havde lært hende indenfor borgens vægge, men udenfor, var det en helt anden snak og hun holdt sig bestemt ikke tilbage. Eretreya ville sørge for dæmonen blev stolt over hende, om det så krævede at hun skulle lade hendes modstandere skade hende og så komme sig derefter og kæmpe dem af sig. Hun ville i hvert fald ikke give op bare sådan.

Elveren havde klart fordel, for de var mere smidige, men Eretreya havde sine vinger... Elveren vidste bestemt hvad hun havde gang i, så dette kunne muligvis være starten på et nyt venskab, i så fald hvis hun viste sig at kunne mere end det hun allerede havde vist. Eretreya fokuserede igen på hendes sidste stående mand og hørte da lyden af sværd der ramte mod en rustning, hvilket fik et lettere dystert smil frem på hendes læber, stadig med blikket rettet mod den mand der nu for mod hende med sværdet der nærmest fløj omkring ham. Det var tydeligt for hende, at denne mand bestemt ikke havde meget træning, for hvis han havde, ville han ikke kaste sådan omkring sig med sværdet, men i stedet holde det tæt ved sig. Måske nød hun dette lidt for meget, for hendes øjne lyste fuldkommen op som hun satte sværdet op foran sig som manden hakkede ud efter hende. De stod ansigt til ansigt og det var tydeligt at manden på ingen måder var tilfreds. Han knurrede nærmest af hende, men det rørte ikke Eretreya det mindste. Med et puf fik hun ham lidt på afstand og hun ventede nærmest bare på hans næste angreb, hvilket kom ret hurtigt. Manden gik efter hendes højre vinge, men ramte kun nogle af fjerene og tumlede lidt ”Vinger er lavet af fjer din spade.. De er ikke massive som din arm er” sagde hun med et skævt smil på læberne som hun flaksede lidt med vingerne uden at lette fra jorden. Med en hurtig bevægelse greb hun i mandens arm og nærmest borede sine negle ned i hans hud, hvilket fik ham til at åbne hånden og tabe sværdet på jorden.

Det før skæve smil forvandlede sig til et mere dystert smil som hun lod sit eget sværd falde til jorden og hurtigt greb i mandens arm. I ihærdigt forsøg, forsøgte manden at trække armen til sig, men Eretreya holdt godt fast og med et trak hun armen ned og hævede knæet og med et – KNÆK – var mandens arm brækket og Eretreya puffede ham ned på jorden. Manden skreg i et smerte helvede, men hun selv, stod blot og smilede, så hvordan han nærmest vred sig som en regnorm der var hakket i to ”Ups...” sagde hun med et grin i stemmen og så på sine to nedlagte mænd og derefter rettede hun blikket mod Damien. Hun kunne ikke sige om han reelt smilte eller hvad han gjorde, men han nikkede kort, hvilket måtte være accept? Eretreya rettede da blikket mod elveren, betragtede hende, men var alligevel på vagt, for manden hun havde kastet ind i væggen kunne jo stadig komme på benene og angribe.

//Jeg kan simpelthen ikke få gang i de gamle tråde igen, derfor afslutter jeg den - men jeg tænker måske også at Eretreya er kommet videre i hendes liv siden da? x3
Hvis vi skal lave noget mere nutidigt, så siger du bare til! Jeg er frisk.