Nyssa havde igennem årene som snigmordere fået skaffet en større sum sammen. Hun vidste at selvom dæmoner med mere stod sammen. Betød det også at andre dræbte for rigdom. Det var derfor på tide endelig at tage i banken og få dem sat ind eventuelt lave en investering. Nyssa havde kun noget med sig, skulle hun blive overfaldet eller banken ja, hun vidste det ikke helt, men hellere være sikker end død. 

Da Nyssa nærmede sig, vidste hun at hendes forældre ville have været stolte over hendes bedrifter, alle hendes drab. Hun trådte ind ad døren til banken, hun følte et par blikke på hende. Hun var trods alt en af de ældre dæmoner, samtidig bar hun også en noget afslørende kjole, en helt tætsiddende, stropløs med hjerteform og selvfølgelig i sort. Udenover et sorte blonder, som i bunden udgjorde et lille slæb, samt en lille taske indholdene 3 diamanter, 5 safirer og nogle jade stykker.

Nyssa gik roligt til skranken og fortalte hun havde et møde med en rådgiver. Hun blev efterfølgende vist hen til en plads hvor hun kunne vente. Nyssa sad lige så roligt og betragtede de enkelte som var her.

Inde på det alt for store kontor sad Agarés hvor han altid sad, når han befandt sig i banken. - I sin stol, ved sit skrivebord. Skrivebordet var fyldt med papirer, som han havde siddet og læst igennem og rettet i, med fjer og blæk hele morgenen. Det ene ben var lagt elegant ind over det andet og han havde lænet sig tilbage i stolen. Han havde brug for en pause, men så var det godt at der ikke var mere end et kvarter til, at han havde et møde med en mulig kunde. At få øjnene væk fra blæk og papir ville gøre godt. Men det var først om et kvarter og der var nogle få detaljer han var nødt til at få styr på, inden mødet gik i gang. For det første var han nødt til at få ryddet bordet. Det så ikke specielt kønt ud med så meget rod, når der kom gæster. For det andet, skulle han finde den rigtige kontrakt frem, skulle mødet ende med en ny kunde. Det var altid godt at være forberedt!

Agarés skriblede videre med fjer og blæk i de forskellige dokumenter og et tungt suk lød fra ham. Kedsomheden i arbejdet havde taget over for længst, men han blev ved med at lave diverse tegn med blækket. Måske han også var lidt træt. Det kunne ikke undgås når man havde brugt så mange timer med næsen i papirer. Endnu et suk. Han slap fjeren og lod den falde mod bordet i et lettere irriteret råb, før han lænede sig for over og lod panden hvile mod papirene. I samme øjeblik kom hans personlige assistent, Dandels, ind på kontoret. Der blev gloet lidt underligt, men der kom ingen kommentar på Agarés' mærkværdige sidestilling. "Hr? Deres møde med en Nyssa, starter om ti minutter," lød det roligt fra den spinkle skikkelse i døren. Mere blev der ikke sagt, før døren til kontoret blev lukket igen. Agarés løftede hovedet og så næsten helt opgivende på de mande dokumenter, men straks gik han i gang med at få dem alle pakket sammen i forskellige bunker. De blev foldet sammen og lagt i hver deres mappe, som han derefter rejste sig og stillede på plads i den store reol.

Tidligere havde Agarés knappet skjorten op ned til maven, for at få lidt luft, men nu fik han knappet dem alle til igen, udover den øverste. Lidt åbent måtte det gerne være, men kun fordi han fandt det ubehageligt ellers. Den lange sorte jakke lod han hænge over ryglænet på stolen. Der var ingen grund til at tage den på, det ville være lidt for varmt indenfor. Efter at have siddet så længe, rettede han lige på de sorte tætsiddende bukser også, så de sad pænt uden at krølle. Næsten. De ti minutter var gået og han strakte sig kort, før han forlod kontoret og gik ud i venteværelset. Der sad ikke mange, men hans blik faldt straks på kvinden i den sorte kjole. Han havde fået navnet at vide på kvinden han skulle holde møde med, men han kunne umuligt have vidst at det var den samme, som fra hans barndom. At det var hende var ikke svært at se, selvom hun var blevet utrolig voksen at se på. Han bevægede sig helt hen foran hende og rakte hånden frem.
"Goddag, Nyssa. Godt at se dig igen," sagde han med et smil, som han ventede på at hun tog imod hans hånd, så han stille og roligt kunne hive hende op at stå.

Nyssa så, en bevæge sig ud fra en af dørene. Hun så på manden som han nærmede sig, kunne det passe? Tjo det kunne det måske, hans forældre havde trods alt også arbejdet i banken. Nyssa fulgte ham med blikket og da han kom helt tæt på, var det klart for hende, det var ham sjove Agarés. Han så voksen at se på. Han havde fået længere hår eller huskede hun det måske blot anderledes.

Nyssa rejste sig tog imod hånden og kom hurtigt op hvorefter hun krammede ham let ”Så let slipper du ikke” sagde hun drilsk med et blik i øjet. Nyssa elskede at drille det havde bestemt ikke ændret sig i løbet af årene de ikke havde set hinanden. ”Det er dejligt, at se dig forsætte familietraditionen” sagde hun roligt og stod ved hans side, afventede på han ville føre hende ind på kontoret. Hun var trods alt også kommet for at snakke investering.

Det var tydeligt for ham, at hun heller ikke havde regnet med at det var ham, som han kunne se det på hende, lige så snart det gik op for hende. Nej, han var ikke så lille mere. Godt nok havde han aldrig været splejset, da han trods alt begyndte på fysisk hård træning allerede som barn, men at musklerne havde taget mere til efter han blev voksen var klart. Det sorte hår var også blevet længere og havde nok været endnu længere, hvis han ikke bevidst valgte at holde det ved skuldrene. Som ung var han bestemt heller ikke så raffineret som han var nu. Ballade havde han lavet meget af, men efter overtagelsen af banken havde han ændret sig. Han fremstod udadtil som en roligt, fattet mand, der lod til at have styr på tingene. Intet kunne få ham til at ryge ud af kurs, men inderst inde hvilede der nok stadig en ung udgave, der kunne finde på diverse drengestreger. Det var nok også den udgave af ham, som Nyssa kendte mest til.

Agarés forventede intet andet, end det kram han fik fra hende og han tøvede ikke et sekund med at lægge armene om hende, og give hende et lille klem i omfavnelsen, inden han slap. Han grinede let over hendes drillende tone, det var utrolig nostalgisk, bragte en masse minder frem.
"Jeg kunne umuligt undgå at blive voksen på et tidspunkt," lo han let, som han blidt placerede en hånd mod hendes ryg og ledte hende ind på kontoret. Døren bag dem blev lukket i, men ikke før han fik sendt et bestemt blik til sekretæren. Så vidste folk at han ikke ønskede forstyrrelser, medmindre det var en tidspresset situation. Han løftede en hånd mod en sofagruppe i den ene ende af kontoret.
"Sæt dig endelig til rette. Kan jeg tilbyde en forfriskning? Vand, te?... Blod?" Spurgte han med et glimt i øjet. Han var selvfølgelig klar over at han nok ikke var den eneste dæmon der nød den jernrige smag af blod engang imellem. Han placerede sig selv i en af sofaerne, lænede sig lidt tilbage og lagde det ene ben over det andet. Forretning skulle de nok komme til, men der var ingen grund til at skynde sig. Det var ikke det eneste møde han havde i dag og papirarbejdet skulle stadig klares, men nu var der tale om en gammel ven og det kunne man ikke skynde på.

Ubevidst kunne hun mærke hans følelser, han var glad for at se hende det var tydeligt at mærke. Lige fra en bekendt ønskede hun, at hun kunne fjerne sin passive evne blot for en stund og lade minderne blot flyde frit. Ikke fordi det var rart med endnu bekræftelse det ødelagde det blot lidt. Nyssa smilede kækt ”Nej, det ville nok ikke gå at du forblev lille og jeg stor” hun rakkede sin tunge en anelse ud, blot for at drillede yderligere. Nyssa var jo ikke specielt høj, hun var faktisk relativ lille. 

Nyssa flugte roligt med ham ind på hans kontor. Det var et nydeligt sted han havde fået etableret sig, hans forældre måtte være stolte. Det var hun sikker på. ”Man siger vel aldrig nej til et glas blod” svarede hun et smil. Det lå til sjældenhederne at hun drak det. Hun så det hellere flyde eller sprøjte fra sine ofre, det var sjovere.

Hun havde fået sat sig godt til rette og så vurderede på ham ”Fortæl mig endelig hvordan det er gået alle disse år vi har været adskilt?” hun var spændt på om han havde et eller andet sladder, eller andet spændende. Måske han endda var blevet gift! Og kunne gøre sine forældre traditionen videre, Nyssa vidste at hendes forældre håbede på, at hun kunne finde en og opdrage et pragteksemplar af en dæmon.

Agarés lo let over hendes kommentar. Han havde altid nydt hendes drillende væsen og gjorde det bestemt stadig. Som ung havde han aldrig haft et problem med at drille igen på det groveste, og det ville han normalt heller ikke have privat, men han befandt sig på sin arbejdsplads og kunne ikke tillade sig at give igen på samme måde. Han var stadig nødt til at fremstå professionel. Han kunne dog ikke holde sig fra at løfte den ene hånd op og klappe hende let på hovedet, bare for at drille en smule igen, som han alligevel var omkring fyrre centimeter højere end hende. Det var ikke kun musklerne der havde taget godt til efter han blev voksen, han havde også fået en del mere i højden siden sine unge dage.

Hvis det stod til Agarés, ville han også selv foretrække at få blod direkte fra et offer. Det kunne sådan set også sagtens arrangeres, da han bare ville kunne tilkalde en af sine slaver, måske to, uden at fortælle dem at han kun havde tilkaldt dem så de kunne lade livet på grusom vis. Det var jo næsten lige før det var en god idé, men så skulle der ryddes op bagefter. Kontoret kunne ikke flyde i blod til næste møde. Det var selvfølgelig en mulighed at bede sekretæren om at rydde op efter dem, da han vidste at han ikke ville sladre om et par mord. De krystalblå øjne mistede deres farve i nogle sekunder og blev hvide, - mens han tog kontakt til to af sine slaver med sin evne.
"Blodet er på vej," sagde han roligt. Der gik ikke mere end få minutter, så åbnede døren sig og to velklædte mennesker kom ind, en ung kvinde og en ung mand. Hver af dem havde et glas tempereret blod i hånden og de bevægede sig over for at stille glassene på bordet ved sofaerne. Ingen af dem gik endnu, de var tvunget til at blive, som Agarés havde taget magten over begge deres sind og tvang dem til at blive stående.
"Du vælger selv hvilken form du vil have blodet i," sagde han med et smil og gjorde et henkastet blik mod de unge mennesker. Havde hun trængen til at tage livet af en af dem, var hun mere end velkommen. Man kunne tydeligt se på begge de unge mennesker, at de var bange. De var begge klar over at de kunne miste deres liv om lidt, men ingen af dem havde mulighed for at flygte. Fik de lov til at gå alligevel, ville ingen af dem melde noget, da de begge arbejdede for Agarés.

Sladder kunne han nok ikke få meget frem af. Som hun vidste, var hans forældre gået bort i krigen for mere end mange år siden, og han havde derefter brugt flere år på at genopbygge banken. I mellemtiden var han blevet voksen og havde fået sat sig ind i alle de små detaljer der skulle til, for at han kunne lede banken ordentligt. Han havde fokuseret utroligt meget på sit arbejde, om det så var banken, eller om det var med at få aftaler i hus, så han kunne skrabe flere informationer til sig for at overleve, var irrelevant. Han havde fået kontakt til en gammel bekendt, også en fra sin barndom og så havde han indledt et lettere hemmeligt forhold til sin sekretær, Dandels. Men det var ikke nødvendigt for ham at fortælle noget om. Ingen detaljer.
"Stille og roligt, jeg kan ikke klage. Men jeg er mere interesseret i at høre hvad du har lavet." Han dansede elegant udenom at skulle gå i detaljer om hvad han havde foretaget sig og vendte i stedet emnet om hende. Det skulle bare ikke undre ham, hvis hun udmærket godt kunne fornemme at der var en masse han ikke fortalte. Det var heller ikke fordi hun ikke måtte vide det, men ingen kendte til ham og sekretæren. Ingen kendte til at han havde oprigtige følelser for manden og det var ikke et emne han var vant til at diskutere.

Som hans hånd landede på hendes hoved, så hun en anelse anstrangt på ham. Hun hade at få uglet sit hår, selvom det måske så uglet ud, så det ud på den rigtige måde. Nyssa havde lyst til at give ham en svingtur, men hun gjorde de ikke. De var trods alt på hans arbejde og Nyssa ville hellere ikke ligefrem lave en scene hvor andre ville huske hende, den opmærksomhed kunne give Ra oplysninger om hendes bedrift her. Selvom dette ikke ville skade ham eller klanen. Ville hun gerne have dette møde så privat, som muligt. 

”Lækkert” svarede hun, Nyssa så på de unge menneske der kom ind. De så naive og kontrollerede ud ikke af dem, men af Agarés? Det undrede hende ikke, at han havde slaver. Hun brød sig ikke så meget om det. De kunne høre ting og forsøge på alverdens ting. Nej det var bedst at gøre tingene selv. Nyssa smilede ”Hvad med dit kontor?” spurgte hun roligt, med hentydningen om at dræbe ville svine. At fjerne dem, var let nok det var værre at vaske gulv, reparere eventuelle skader med mere. 

Nyssa smilede ”Er du helt sikker på det er alt?” spurgte hun drillende. Hun troede ikke helt på at efter alle disse år, så gemte der sig ikke mere. Men måske han var flov over noget. Nyssa ville aldrig dømme ham, hun var trods alt nok ikke bedre selv. ”Jeg er snigmordere nu for De sorte dæmoner” hun lage benet over kors, som hun sagde det. Trods det var første gang uden for klanen, at hun havde sagt sit reel job. Altid havde hun løjet om det, men hun var sikker på at Agarés ikke ville gå videre med dette til nogen. Ellers ville hun vide præcis, hvem som havde gået videre med information og det ville i så fald ikke være et rart møde, men det troede ikke på, at det ville komme så vidt.

Som Agarés stadig havde kontrollen over de to unge mennesker, var hans øjne fortsat mere hvide end blå. Han var dog stadig fuldt opmærksom på hvad der ellers foregik omkring ham. Det var ikke fordi han decideret nød at have slaver, han ville helst undgå det, men det var desværre en nødvendighed. De to mennesker var en mindre brøkdel af dem der arbejdede for ham, de samlede alle informationer til ham, og det sikrede hans overlevelse. Men der var utrolig mange, der arbejdede for ham, og det ville ikke gøre en forskel at miste to. ”Kontoret skal du ikke tænke på. Alt der ikke kan reddes, vil blive erstattet,” svarede han roligt. Han ville sætte sin sekretær til at gøre rent efter dem, men han var forberedt på at ikke alt ville kunne blive helt fri fra blod. Han manglede ikke penge, og derfor bekymrede han sig ikke om at skulle bruge lidt, på at erstatte nogle enkelte møbler. Han holdt blikket fast på hende, men ventede med at gøre andet. Siden hun var gæsten, skulle hun have lov at vælge sit offer først, det var vel ren høflighed og det gik han meget op i. Bare ikke over for de to mennesker, der stadig stod ved siden af hinanden og så skrækslagne ud.

Hendes drillende tone lagde han mærke til, men han havde heller ikke regnet med at hun ville lade ham slippe så let. Hun havde kendt ham længe og vidste altid når han skjulte noget, så han kunne vel lige så godt fortælle hende sandheden. ”Du har nu altid haft talent for at se lige igennem mig,” sagde han med et smil. Det var næsten forfriskende at kunne tale åbent med en anden. Det var meget få Agarés stolede fuldt ud på og Nyssa var en af dem. Han var bare alt for vant til at holde alt på et professionelt plan, og derfor brugte han lidt ekstra tid på at åbne op. ”Jeg bruger det meste af min tid på at arbejde,” startede han ud, hvilket også var rigtig nok. Alligevel skulle han bruge lidt mere tid, på at forklare videre. For det næste han skulle sige, var ikke en ting man ville forvente af ham, nok ikke af nogen dæmon. ”Min minimale fritid bliver ofte brugt på romantiske stunder, med ham der sidder ude foran,” sagde han med et henkastet blik mod døren, hentydende til den unge mand der sad ved det store skrivebord ude foran kontoret. Det var egentlig heller ikke fordi forholdet var decideret hemmeligt, det var bare lettere diskret, da ikke alle ville se specielt godt på det. Udover det havde Agarés vidst heller ikke kun haft intime stunder med sekretæren, men også med få andre. Han forstod sig på at være diskret, og derfor skulle hun heller ikke bekymre sig om, at hendes erhverv ville blive afsløret for andre. Han sendte hende et blik der alligevel så lettere overrasket ud. ”Imponerende. Det må da alligevel kræve talent at blive ansat hos dem,” lød det roligt fra ham. Han var ikke i tvivl om at hun havde talentet, det havde han aldrig været, og han ord var kun ment som et kompliment. ”Hvordan er du blevet involveret med dem?” Han spurgte ikke for at snage, og alt der blev nævnt ville selvfølgelig ikke komme videre, han var udelukkende kun interesseret i at lære hende bedre at kende igen, nu de ikke havde haft kontakt i mange år.

Hun rystede en anelse på hovedet, som han sagde at svineriet intet gjorde, dog med et smil på læben. Nyssa nød jo at dræbe, men disse drab ville nok gå relativt hurtigt, men hun ville stadig nyde hvert et øjeblik af rædsler der ville i hendes ofres øjne. Nyssa rejste sig op og gik imod parret. Hun så studerende på dem begge, som hun gik rundt om dem med et lumsk smil. Det var tydeligt for enhver at dræbe var en stor del af hende og en del hun nød. Nyssa besluttede sig endelig for hvem hun ville have, hun stod foran fyren og tog i hans krave for at føre ham hen til sofaen. Det var tydeligt på ham at det ikke ligefrem huede ham. Faktisk så han helt skrækslagen ud, men Nyssa var ligeglad, hun morrede sig blot. 

Nyssa satte sig roligt igen og fik ham ved sin siden, hun gjorde dog intet ved ham endnu udover at ligge en hånd på hans hånd. Ikke for at berolige ham, nej for at få hans følelser. Nyssas evne tillod hende at føle andres følelser. Kun en kunne hun ikke på og det var Ra, det irriterende hende, men det var også rart. Da evnen nogle gange kunne forhindre hende at se klart. Følelserne fra ham kom roligt ind i hende, og hun kunne tydelig føle en stor frygt fra ham, hun smilede blot tilfreds. Heldigvis var hans følelser ikke dominerende så hun fjernede fokusset som Agarés talte igen.

Nyssa smilede af hans ord, det var et pudsigt de havde været fra hinanden så længe og alligevel faldt de i hak igen. Nyssa smilede blot mere, som han åbnede op ikke det lumske, men et oprigtigt smil, der viste hun var glad på hans vegne, når han sagde romantisk mon der så lå mere i det end blot enkelt nat? ”Det er godt til dig Agarés” startede hun med og forsatte ”Er det så noget som er seriøst?” spurgte hun venligt og håbede ikke det for meget at spørger om. Hun kunne forestille sig, at lige netop dette holdt han til sig selv. Hun forstod det godt, ikke alle så lige godt på intime forhold på arbejdet og nogle dæmon familier foretræk også at arven så om at sige gik videre, heldigvis for Agarés var hans forældre der ikke mere til at præge ham i en bestemt retning. Det ville bestemt ikke gøre ham lykkelig, som han fortjente. 

Nyssa nikkede til det næste, det var trods alt ikke alle som blev lukket ind. ”Jeg opsøgte dem, i starten var det først lorte opgaver, men det var formentlig for at prøve mig af, men efterhånden som lederen fik øjne op for mine talenter for dræbe, samt mine evner blev jeg opdageret” Hun smilede og så en anelse hen ”Det har så også resulteret i et lille crush på ham” hun holdt en kort pause og sagde ”Jeg ved ikke om det er fordi, besidder evner så jeg ikke kan føle hans følelser eller hvad det er” sagde hun en anelse flovt. Nyssa vidste ikke om, et forhold med den mand var en god ide, hun var trods alt ved at være halv gammel og hun ønskede at føre familien Takács videre.

Agarés forblev stille, men Nyssa tog en beslutning om hvilken af de to unge mennesker, hun foretrak. For ham betød det intet, hvilken hun valgte, han ville få lige meget nydelse ud af et drab, lige meget hvem det gik ud over. Så snart hun tog fat i fyrens krave, slap Agarés kontakten til hans sind. Han var nu mere eller mindre fri, til at gøre hvad han ville, men han vidste godt, at det overhovedet ikke ville nytte noget at prøve at flygte. Så var det mere om hans skrøbelige sind, kunne forholde sig i ro, når han nu vidste at hans liv snart var ovre. Det samme ville gælde for den unge kvinde, men Agarés havde stadig fat i hendes sind og havde ikke i sinde at lade hende gå endnu. Hun så noget modvillig ud, som hun bevægede sig hen forbi ham og satte sig ved hans side i sofaen. Han slap derefter forbindelsen til hende, hans øjne gik fra næsten hvide, til de krystalblå han normalt havde. Blikket i kvindens øjne var tydeligt skrækslagent, som hun sad der og rystede utrolig meget, det var næsten irriterende, for han kunne mærke hendes frygt i hele sofaen. Måske han ikke kunne bebrejde hende, men sympati for andre, var ikke hans stærke side. Han ignorerede hende, da han alligevel morede sig lidt over hendes frygt, og ønskede at lade hende lide lidt endnu.

Agarés lænede sig godt tilbage i sofaen, han så næsten helt afslappet ud, en sjælden måde at se ham på, men det var også sjældent, at han var i selskab med en der kendte ham så godt. Måske det var derfor han endelig følte, at han kunne slappe lidt ekstra af, han behøvede ikke at holde noget skjult. ”Muligvis. Det finder jeg vel ud af med tiden,” svarede han, som han egentlig ikke var helt sikker endnu, på hvor seriøst det var. Han ønskede at det skulle være meget seriøst, men så langt havde det forhold ikke udviklet sig endnu og derudover, havde han også brugt tid på at rode rundt med andre. Intet var sikkert. Hans forældre ville uden tvivl dømme ham utrolig meget, havde de stadig levet og kendt til dette, da de var gammeldags og ville have arven til at forblive ren, men han gik ikke selv så meget op i det. Han lyttede derefter til hendes svar, stadig med den rystende dame ved siden af sig. ”Selvfølgelig,” lød det kort fra ham, da han ikke havde forventet andet, end at alle nye ville blive sat til alle de mindre vigtige opgaver. Han smilede og løftede let det ene øjenbryn over hendes følelser for sin leder. Han dømte hende ikke, tværtimod. Det kunne han bestemt ikke tillade sig, nu hvor han selv havde følelser for sin egen sekretær. ”Føler han det samme for dig?” Spurgte han roligt. ”Ellers må du da finde ud af det,” fortsatte han med en opfordrende tone og et beroligende smil. Han skævede kort mod den rystende kvinde ved hans side. Måske man snart skulle få det overstået, og lade hende slippe for de mentale pinsler? Det måtte han lige overveje lidt endnu, mens han fortsat nød skrækken i hele hendes udtryk.

Tiden gik stille og roligt, men for manden vis hånd hun holdte begyndte skrækken og nervøsiteten stige. For hvert sekund der gik, blev det værre. Det blev tydeligt for Nyssa at han nok snart ville forsøge på noget, selvom det var helt håbløst. Han sad i blandt to dæmoner, begge der havde levet længe og havde erfaring og nogle usædvanlige evner. Hun så på ham som han skulle til noget, idet deres øjne mødtes stoppede han. Hun smilede roligt. Hvorefter hun tog sin anden hånd frem i luften og kun på få sekunder var der en kniv i hendes hånd. Lige i det sekund, kunne hun føle at skrækken steg i ham. Han var sikkert tæt på at skrige, tænkte hun. Som hun førte kniven til hans hånd og skar lige så stille. Hun lage kniven på sofabordet, som blodet stille kom frem og fik et glas under armen. Nyssa var ikke det der satte sin mund til en anden, hun var en kvinde med klasse. Drengen var tæt på at panikken, men Nyssa greb på hans hånd blev blot fastere så han vidste, at hvis han så meget som forsøgte ville hans liv stoppe nu. Selvom det nok ville alligevel. 

Nyssa smilede af hans kommentar ”Jeg er sikker på at du ved hvad du gerne vil, det vel bare ikke sket endnu” hendes stemme var en anelse drillende, da han sikkert allerede havde ide om hvad forholdet skulle være. Sådan havde det altid være for Nyssa, enten var det en hun ville bruge tid på eller ej. Selvom hun havde masser af tid, så vidste hun også at livet var kostbart. Med hendes erhverv kunne hun nemt blive en målskive og derfor var det også vigtigt for hende, at videre føre navnet.

Nyssa trak på skulderne ”Det tro jeg ikke” svarede hun roligt. Ra virkede ikke til at være manden der ønskede en kvinde ved sin side. Han ville nok blive mere sårbar, nej det var nok bedst at finde en anden, der havde bare aldrig været en som kunne få hende til at finde ro. Pokkers evne, når hun endelig fat en mand der virkede til det ene, kunne hun føle det stikmodsatte! Bare den kunne slukkes engang imellem, det havde nok hjulpet en smule på problemet. ”Jeg er bange for det, blot er fordi han er den eneste som kan blokere min evne.” svarede hun fattet ”Så meget som jeg kan elske den, så hader jeg den også til tider” afsluttede hun med et lille smil.

Den jernrige duft af blodet der flød fra den unge mand, ramte Agarés' næse som en hammer. Åh, den søde duft. Det var aldrig nemt at koncentrere sig, når den duft var bedre end nogen anden og så fantastisk god, til at distrahere. I forhold til at dette egentlig var et forretningsmøde, var diverse distraktioner ikke specielt belejligt. Det var helt og holdent hans egen fejl, hvilket han godt vidste, for han glemte aldrig sin svaghed for blod. Men selv hans svaghed stoppede ham ikke i at gøre alt han kunne, for at få sine kunder til at have det bedst muligt. Denne gang gjorde han måske lidt mere ud af det end han normalt ville, kun fordi det var Nyssa. Trangen til at bore neglene i den skræmte kvinde ved siden af sig, var stor og blev kun større som duften af blod blev mere intens. Han gjorde dog hvad han kunne, for at holde den trang under kontrol, for han satte altid forretning først og denne gang skulle ikke være en undtagelse. Derfor lod han den stakkels kvinde sidde. Selv hvis han i sidste ende skulle vælge ikke at tage hendes liv, gjorde det ham intet at hun overværede mødet. Hun var klar over, at hvis den mindste detalje fra mødet, ligegyldigt hvor uvigtig den var, skulle komme ud for disse vægge, ville det ikke ende godt for hende alligevel.

Der var ingen tvivl om, at Agarés havde en klar vision om hvordan han ville have forholdet til sekretæren, Dandels, til at udfolde sig. Det var mere spørgsmålet, om Dandels ville det samme. Det måtte tiden vise, for ingen af dem ville lade det gå for hurtigt. Godt nok var Agarés ikke hvad man ville kalde decideret ung længere, men gik alt efter planen, havde han stadig mange år at løbe på endnu. Hans smil afslørede hans hensigter med sekretæren, men han kommenterede ikke på det. I stedet rettede han sin opmærksomhed mod hende og hendes ord. Han nikkede let. "Forståeligt. Jeg kan nok ikke sætte mig ind i det, så meget som jeg gerne ville, men jeg kan godt se at det må være besværligt at leve med." Hans egen evne føltes engang imellem også som en byrde, fordi der var så mange sind at holde styr på, men det kunne umuligt være lige så bebyrdende, som at skulle belastes med følelser fra alle man lagde hånd på.

Agarés rettede sig op, lænede sig lidt frem for at tage fat i en af de karafler, der stod på et sølvfad på midten af bordet. Indholdet, en billig whisky, hældte han lidt op af i et af glassene. Karaflen blev stillet tilbage, glasset blev løftet og en tår blev hældt i munden, som han skævede mod kvinden ved sin side. Hun forventede stadig at der skulle ske noget og det vidste han. Derfor valgte han med vilje at trække tiden lidt ud, sippe til noget whisky, bare for at pine hende lidt mere. Han lod tungen glide hen over læberne, nød smagen af alkoholen, før han rettede blikket mod Nyssa igen. "Vi må vel hellere komme videre. Jeg gætter på, at du havde en grund for at lave dette møde," sagde han med et smil, som han satte glasset tilbage på bordet. "Så hvad kan jeg gøre for dig?" Spurgte han kort efter. Han ventede med alle sine egne spørgsmål, som blev stilt til alle fremtidige kunder. Han skulle først finde ud af, om Nyssa var her for sin egen skyld, eller for en anden.

Da hendes glas endelig var fuldt med blodet fra den søde herre satte hun det bordet og lod ham lukke sin hånd. Hvor han kunne ømme sig over sit såkaldte sår. Nyssa slap fri for hans følelser, selvom det tændte noget i hende. Hun var en statisk person og når de galt de følelser havde hun ikke de store problemer med dem. 

Nyssa bemærkede godt det smil, trods at han ikke sagde noget – vidste hun at det smil, betød at personen han så, betød mere end blot et engang knald så om at sige. Hun trak roligt på skulderne, som han svarede hende. Desværre kunne hun ikke dele sin evne, for at vise hvilke bagsider den kunne have og forsider. ”Det forventer jeg hellere ikke, men det er befriende at tale med nogen om det” svarede hun med et smil. Det var kun ham og Ra udover hendes forældre der faktisk kendte til evnen. Det var bestemt ikke noget, hun talte højt om.

Som han tog en slurk af sin whisky tog hun en tog af det varme blod. Det smagte herligt, det længe siden hun faktisk havde fået det. Primært holdte hun sig til vin, da hun elskede det bitre syrelige smag. ”Det har jeg” Nyssa rettede ryggen. ”Jeg elsker som enhver anden, at have en plan b. Jeg har derfor sparet en del sammen, som gerne vil bevare til grådage” hun havde faktisk sparret en del sammen, men nu hvor det var Agarés true hun godt, at give ham det hele. Det var endnu på et sikkert sted, det var store fordel ved at kunne teleportere alt. Hun behøvede ingen taske eller lignede til at bære det. "Hvordan vil det så rent praktisk foregå?" Nyssa havde bestemt ikke, forstand på bank verden. Så der faktisk skete med dem, var lidt uklart for hende.

Agarés kunne ikke undgå kort at vende blikket mod den blødende mand ved siden af Nyssa. Han var ikke en bredskuldret mand i forvejen, men at være tvunget til at give sit blod til en fremmed dæmon, havde fået ham til at se endnu mindre ud. Det var måske ikke kun blod Nyssa havde taget fra ham, men også lidt værdighed. Det var også et lettere nedværdigende blik Agarés fik smidt ned over fyren, det samme blik han tidligere havde sendt den rystende dame ved hans side, inden han rettede blikket mod Nyssa igen.
"Du er altid velkommen, Nyssa. Lige meget hvad du ønsker at tale om," sagde han med et smil, ikke kun som et venskabeligt tilbud til hende, men også lidt som en trøst for sig selv, når han nu ikke havde mange andre i nærheden, der kendte ham så godt, som hun gjorde. Det var alligevel lidt betryggende at have et kendt ansigt hos sig.

Med Nyssas spørgsmål, viftede han kort med den ene hånd, for at give tegn til de to unge mennesker, at de skulle gå ud.
"Bliv derude," beordrede han dem, som han pegede mod døren der ledte ud til venteværelset. Han ville ikke have dem herinde mens han talt detaljer om banken, for selvom han var sikker på at de ikke turde, kunne han alligevel aldrig være helt sikker på, at de ikke ville sladre. De nikkede begge to, rejste sig fra sofaerne og forsvandt ud af døren, som blev lukket efter dem. Agarés tog en hurtig slurk fra sit glas, før han rettede blikket mod Nyssa igen.
"Går jeg i for mange detaljer er det en længere forklaring. Overordnet set, betaler du et mindre beløb krystaller hver måned og så opbevarer jeg din formue sikkert, i en af boksene. Jeg har selvfølgelig en kontrakt der skal underskrives, men først når vi har alt på plads," forklarede han, undgik at gå i for mange detaljer, da det hurtigt ville tage et par timer og det var der ingen grund for, hvis hun ændrede mening.
"Hvis du vil se de bokse, dine krystaller vil blive opbevaret i, kan jeg sagtens vise dig dem," foreslog han, ikke noget han valgte at gøre for alle, men han stolede på Nyssa, nok til at vide, at hun ikke ville afsløre hans metoder til andre.

Nyssa var glad for hans gæstfrihed, et kendt ansigt en kendt ven, en sand ven. Ofte gik alt op i drab og opfølgning på information, ikke at hun – ikke elskede adrenalin ved det. Så var det rart at koble af og kunne komme af med visse frustrationer, som hun ikke delte med nogen andre. ”Tak, det gælder samme vej, uanset hvad det er” Nyssa kunne håndtere lidt af hvert, om det var kærlighed, informationer, jalousi, ja uanset hvad problemet eller frustrationen var så ville Nyssa være hans skulder.

Nysse sendte et kort blik til manden, hun fornemmede at det nærmest løb koldt ned ad ryggen på ham og hun elskede det. ”Det er ganske udmærket, med hovedpunkterne” nikkede hun roligt, hun vidste at ting tog tid, samtidig stolede hun på ham. Så hun havde hellere ikke behovet for at vide hver enkelt lille detalje. ”Hvis jeg må, ville det være en ære at se hvordan de vil blive opbevaret” svarede hun med et tilfreds smil. Nyssa ville aldrig afsløre noget, om det så stod om hun skulle leve eller dø, ville hun aldrig smide en sand ven under en kørende hestevogn. 

Sjældent var det svært for Agarés at holde den professionelle mine, men i dag viste det sig alligevel at være en udfordring. Det var ikke ofte han var i selskab med en, han stolede på. En der kendte ham så godt, som Nyssa gjorde. Selv for ham, var det betryggende at vide, at han havde en at dele sine tanker med, lige meget hvad de så end måtte være, og så endda en, han var sikker på aldrig ville dømme ham. Det varmede helt om hans ellers kolde hjerte, og viste sig samtidig i det blide blik, der ellers altid så alt for alvorligt ud.
Det var næsten helt underligt. Han kunne virkelig godt mærke, at han ikke var vant til at være så rolig i andres selskab. Der var altid et eller andet at stresse over, men ikke nu. Nærværet af en så tæt ven, gjorde det hele meget lettere. Han kunne ikke mindes, at det nogensinde havde været sådan før, men han gik ud fra, at det var fordi det var så mange år siden, han havde set Nyssa.

Agarés nikkede kort og rejste sig fra sofaen, gestikulerede dovent med den ene hånd, som hentydning til at Nyssa skulle følge med. Han gik over mod den lukkede dør, men inden han åbnede den, vendte han sig mod Nyssa og lagde begge arme om hende i endnu et knus.
”Det er virkelig godt at se dig igen,” sagde han. At han ikke kun mente det, som at han havde savnet hende, var ikke svært at høre. - Han mente det mere i forstand af, at han var lettet over at vide, at hun stadig levede, nu hvor han ikke havde set hende i alt for mange år.
Han gav et ekstra lille klem i krammet, før han slap hende helt. For ikke at trække den lidt for følsomme situation længere ud, vendte Agarés sig straks om igen, åbnede døren ud til det store venteværelse og gik ud.
”Er du så stadig lige så voksen og ansvarlig som du var dengang?” Spurgte han, med en lidt drillende undertone, som han skævede mod hende. ”... Eller har du haft tid til at lave lidt ballade, nu hvor du ikke skulle bruge tid på at holde Deavás og jeg i ørene?” Fortsatte han kort efter, med et let grin.
Han fortsatte hele vejen igennem venteværelset, gik selvfølgelig ud fra at Nyssa fulgte med.

 Nyssa gengældte hans blik. Selv med det kunne de forstå hinanden. Nyssa følte sig fri i hans selskab, det var befriende og tiltrængt ikke at spekulere, vurdere for at komme frem til en bestemt information. 

Hun nikkede som han gjorde tegn til hvor de skulle hen. Villigt rejste hun sig og gik imod døren og ham, hun stod afventede imens han låste op. Som Agarés vendte sig rundt kom et venligt smil, et af de yderste sjældne smil frem som hun fik et knus, hun gengældte det varme knus, hvorefter hun begyndte at få hans følelser. De kærlige og mest af glade. Det gjorde hende blot glad, men hun havde ikke behovet at mærke det, hun vidste det. Så lille som hun var, lignede de mest af alt et søskendepar der krammede, så da hun så op var der næsten et hoved imellem dem ”Det er også helt dejligt at se dig igen og se så godt du har det” forsat hun. Nyssa havde altid en forventning om at han ville klare sig, men fremtiden var altid en underlig størrelse. Nyssa smilede blot, hun følte sig ufattelig tryg, hun lod da også sin hånd på hans ryg ae ham lidt. Uden at der lå noget sensuelt i det. Det lå da bestemt ikke til Nyssa at være så venskabelig, det så også kun Agarés og Deavás hun havde randt rundt med og nok også ville opføre sig sådan med. Det derfor også underligt lidt lettende da han afbrød krammet.

Nyssa grinte svagt af hans kommentar ”Næsten” svarede hun drillende tilbage, grinte forsatte som han nævnte dengang de løb og legede ”Nu kommer jeg kun selv i ballade, så jeg ved ikke om det var bedre at hive jer ud af” svarede hun drillende tilbage. Nyssa havde jo kun sig selv, men som regel gik det hele alligevel. Imens snakken gik, flugte hun ham. 

Agarés fortsatte til enden af venteværelset og ned af trapperne der ledte ned til forhallen. Han nikkede pænt som hilsen til dem der passerede og få af dem kiggede lidt underligt efter ham; De havde selv et møde med ham om ikke så længe og nu var han på vej i den modsatte retning. Agarés tog sig ikke yderligere af det. Nu hvor han havde mulighed for at tale med en gammel ven, måtte de andre vente.
”Det var det vel nok,” smågrinede han, men trak så let på skuldrene.
”Noget siger mig alligevel at du kommer lidt lettere ud af problemerne, end vi nogensinde gjorde. Du har nu altid været den mest vellidte af os tre.” Det var ingen hemmelighed, at både Agarés og Deavás kunne være ekstremt irriterende da de var yngre. Nyssa havde altid været bedre til at komme lidt bedre ud af det med andre, hvilket nok også var grunden til, at det altid var hende der måtte skille de to møgunger ad. Heldigvis var Agarés da kommet efter det, ellers ville det have været noget af en udfordring, at få det hele til at løbe rundt i banken.

Agarés gik om bag receptionen i forhallen og stak hånden ned i en af skabene under bordet. Han tog nøglen, der passede til en af de låste døre bag receptionen og gav tegn til Nyssa om, at hun skulle følge med.
Døren blev låst op og lige så snart Nyssa var fulgt med gennem den, ville han lukke den efter dem og sørge for, at den også blev låst igen. Så skulle han ikke bekymre sig om nysgerrige øjne, der kunne have lusket sig med. Det var sket et par gange.
De skulle ikke gå mere end et par skridt, før de skulle ned af en lidt lang trappe af sten. Trappen blev kun oplyst af de tændte fakler, der hang på væggene, men det var ikke nok til at kunne se alt i mørket. Selvom det ikke så vildt indbydende ud, var det med vilje at her så sådan ud. Den skumle stemning på trappen gjorde, at de fleste ikke havde lyst til at fortsætte, hvis de skulle være sneget sig ind. Han gik dog ikke ud fra, at Nyssa ville være så let at skræmme, som de fortsatte ned ad de mange trapper.

Nyssa forsatte bag ham, næsten som de var børn og skulle snige sig hen et bestemt sted for at lave lidt ballade, som nogle gange blev meget ballade, men hun flugte de to banditter i tykt og tyndt. ”Det har sine fordele nogle gange at være lidt smidig og sød” grinte hun lidt, som hun næsten kunne se de fleste ofre falde for hendes skuespil. Dengang blev det brugt til at smigere andre for at give dem mindre ballade og slippe helt skindet hjem. For slet ikke at nævne at skulle adskille de to banditter, trods de to hårde skænderier og uenigheder vidste de alle at det var af ’kærlighed’ for at ønske og ville det bedste.

Hun forsatte trofast efter ham, som han gav tegn, gik hun foran, så han kunne låse døren af. Herefter gik de ad en stentrappe med fakler, trappen og generelt omgivelserne var meget anderledes end indenfor hans kontor og reception. Der var helt sikkert en grund til det, undgå udbydende gæster. Nyssa var dog vant til disse omgivelser, da stor set hele borgen hvor De sorte dæmoner hørte til var opbygget af sten og lyst op med fakler. Hun gik derfor som ingenting efter ham. Spændt på hvad hun ville møde.

Der lød et let grin fra Agarés over Nyssas kommentar, som han rystede svagt på hovedet. Det var helt bestemt ikke de fordele han selv kunne prale af at have.
”Det kender jeg vist ikke så meget til. Til gengæld fandt jeg ud af, at nærgående og utrolig irriterende ikke var til nogens fordel, da den gamle endelig tvang mig til at blive voksen,” sagde han med et skævt smil. Agarés var blevet forberedt det meste af sit liv, til at skulle overtage som bankens ejer, men han var ikke helt samarbejdsvillig i sine yngre dage. Da han endelig blev tvunget til at tage lidt ansvar, lærte han hvordan man gjorde sig fortjent til andres respekt. Det var størstedelen af hans talenter, når det gjaldt fordele. Resten var den frygt han spredte hos nogle, fordi han efterhånden også fandt ud af at være utrolig skræmmende.

Da de endelig var nået ned af de mange trapper, blev de mødt af en mandlig minotaur. En fyr der var både højere og bredere end Agarés og han så rimelig truende ud, som han stod foran døren og pustede sig op. Indtil han så hvem der nærmede sig. Så slap minotauren det alt for hårde udtryk en smule, men ikke helt og han nikkede pænt som hilsen til både Agarés og Nyssa, inden han trådte til siden, så de kunne gå igennem døren.
”Bare rolig, han er slet ikke så hård, som han ser ud til,” sagde han, henvendt til Nyssa, men samtidig sendte han et drillende blik til minotauren, der gryntede en anelse utilfredst som svar. Den store fyr kunne helt klart finde ud af at beskytte stedet, ellers var han her ikke, men Agarés havde flere gange haft hyggelige samtaler med ham. Det lidt utilfredse grynt var kun kommet som svar, fordi Agarés ikke var alene.
”Boksene er for enden ad gangen. Som du kan se, burde dine krystaller være i sikkerhed her,” sagde han, idet han gik igennem døren og kort pegede mod den næste store fyr, der stod fro enden ad gangen. Det var et halvdyr, halvt menneske og halv krokodille, der så mindst lige så stor ud som minotauren i den første dør.