Hector var stadig lidt rystet efter Vargas' trusler, men han kom dog alligevel op ad trappen og ned ad gangen til Anas værelse. Han havde ikke lyst til at sige farvel til hende; hun har ikke været andet end sød mod ham. Et kort øjeblik overvejede han, om han skulle spørge Liv, om hun ikke også kunne købe Ana, men han vidste allerede, at Vargas aldrig ville give hende fra sig. 

Han sukkede og bankede så let på dørkarmen til værelset, inden han skubbede gardinet til side og så ind.

"Hej," sagde han, da han fik øje på Ana. "Øh, det var bare... Jeg kommer for at sige farvel. Vargas' dame har købt mig og Juno."

Han vidste slet ikke, hvor meget hun vidste om det hele. Vargas havde garanteret ikke sagt noget til hende overhovedet.

Anastasya havde gjort sit yderste for at få Hector til at være så komfortabel i sit selskab som muligt. Hun ville da mene at de med tiden var blevet rigtig gode venner, selvom at det ikke var alt de snakkede om. Ana havde ikke været meget for at inddrage Hector i hvad Vargas udsatte hende for, eller hvad hans ophold havde kostet - ikke at det var noget hun ikke havde forudset. Hun havde været gennemgående glad for at have en at snakke med, en ven der havde kunne fortælle hende om en verden hun ikke kunne huske. Men hun var også klar over at det ikke ville gå for evigt.

Dog kom det bag på hende at det var så hurtigt enden kom. Hun så op fra sin bog da Hector kom ind og hendes ansigt lyste omgående op. Men hans ord fik hendes smil til at falme igen. "Oh.. Javel.." Hun lukkede bogen og lagde den fra sig - hun forsøgte at håndtere sin tristhed så han ikke blev påvirket af den via den evne hun besad og trak vejret dybt mens hun bed tænderne sammen.

"Jeg er glad for at I kommer afsted sammen. Og jeg håber at I finder friheden hurtigt, så I kan leve jeres liv" Hun så på ham og smilede, smilet nåede dog ikke øjnene. Ana viste at hun ville tilbringe resten af sit liv her, så længe Vargas havde samme interesse i hende som han havde - hun havde ingen drømme om at komme der fra, men hun var oprigtigt glad for at Hector kom der fra, som hendes ven ønskede hun kun det bedste for ham.

Hun rejste sig, og mindede sig selvom at hans velvære var det vigtigste - den tanke fik hende til at lyse lidt mere op i humøret i det hun gik hen mod ham. "Selvom at du er min ven, min eneste ven, håber jeg ikke at jeg ser dig her igen" Hendes læber fortrak i et skævt smil over hendes forsøg på morsomhed.

Det var ikke gået op for Hector, hvor meget han egentlig ville savne Ana. Den eneste tætte ven, han nogensinde havde haft, var Juno. Og også Mia lidt, men de havde ikke rigtigt nået noget, før Hector og Juno var blevet taget af Thanos.

Hector gned sine hænder lidt og så ned i gulvet, mens han irriteret forsøgte at sluge den klump, der sad i hans hals.

"Det, øh… Ja, det håber jeg heller ikke," fik han så sagt, da han endelig fik taget sig sammen til at løfte hovedet og møde hendes blik. Der var intet smil på hans læber.

"Jeg ville bare sige tak," sagde han lavmælt og kløede igennem sine krøller. "Tak for… tak for alt. Du har virkelig gjort meget for mig, som du slet ikke behøvede at gøre. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige til det."

Da Ana var kommet tæt nok på, kunne Hector ikke længere holde sig tilbage. Han var på ingen måde en fysisk person, og slet ikke med andre end Juno, og han var endnu mindre en, der græd, men det hele ramte ham nu. Han viklede armene om Ana og trak hende ind i et kram, mens han bed hårdt ned i sin underlæbe for at holde et par tårer tilbage, hvilket ikke lykkedes.

Anastasyas forsøg på at være glad og positiv forsvandt i det øjeblik Hector rørte hende og trak hende ind i et kram. Hun lagde armene om hans skuldre og lod hånden finde hvile på hans baghoved. Hun var lidt højere end ham  så da hun bukkede hovedet begravede hun ansigtet i hans bløde krøller.

Hun kunne mærke sin krop sitre lidt mens hun kæmpede mod gråden. Hun hævede hovedet og så mod loftet mens hun snøftede lidt og kunne slet ikke holde tårerne tilbage. Hun havde faktisk haft det godt med Hector, hun havde haft en ven, en hun kunne tale med. Men det var ikke for sin egen fremtid hun græd. Hun græd for ham, for hans usikre liv. Hun håbede at han ville finde ro, at han mødte nogle der kunne hjælpe ham videre til friheden. Hun håbede at han ikke skulle undergå mere smerte.

Diamanterne klirrede på gulvet, de af dem der ikke endte i hans hår, og hun så på ham, lod tommeltotten køre under hans ene øje for at tørre tåre væk og smilede varmt til ham. ”Du skal ikke sige noget, der er mig der skal sige tak..” Sagde hun så men slap ham ikke. ”Du har præsteret at gøre mit liv her holdbart – og jeg ved at så længe der findes folk som dig i verden, er der håb” Hun placerede sine læber mod hans pande i et blidt venskabeligt kys og trak vejret sitrende.
”Lov mig at passe på dig selv..” Hviskede hun og gav ham endnu et kram. Hun pressede sine øjne i for at forsøge at holde på tårerne, men endnu en gang uden held.

Hector nikkede, så de små diamanter faldt ud af hans hår og ned over hans skuldre, inden han vendte hovedet lidt i Anas kram, så han kunne undgå at tørre sin dryppende næse af i hendes tøj. Han snøftede og tørrede næsen med sin hånd i stedet.

"Jeg ville gerne tage dig med," mumlede han, mens han stadig holdt om hende. "Men… det svin vil aldrig slippe dig frivilligt, vil han vel? Jeg skærer pikken af ham en dag, og så tager jeg dig med til Dianthos. Og hvis han prøver på noget, så smadrer jeg hans klamme fjæs! Så kan han prøve at kysse sin dame, hvis han ikke har nogen forpulede tænder!"

Mindet om dengang det lykkedes ham at brække næsen på Vargas kom pludselig op til overfladen i hans hoved, og han kunne ikke lade være med at smile af fryd. Det havde været et prægtigt syn, og Hector havde været ganske stolt over, hvor hårdt han faktisk kunne sparke.

Hun rystede svagt på hovedet af hans ord og lagde sin hånd mod hans kind. "Vargas ville aldrig lade mig gå, og jeg ville blot sænke jeres færd" Svarede hun og smilede varmt til ham. "Jeg håber jeg ser dig igen en dag, under andre omstændigheder, jeg håber at jeg kan se Dianthos med dig. Men for nu er jeg fanget her, og i forhold til de andre slaver bliver jeg behandlet anstændigt..." Ja det var jo sandt - det meste af tiden.
"Dette er det liv jeg kender. I modsætning til dig har jeg ikke minder fra verden uden for. Så jeg har intet at savne ud over friheden til at rejse der hen jeg vil.. Du skal ikke frygte for mig" Hun grinede lidt ved hans brede grin over fryden ved et minde.

"Jeres nye ejer - tror du I vil finde friheden?" Et bekymret blik fandt vej til hendes to-favede øjne mens hun så på ham. Hvad hvis han ville tilbringe resten af sit liv i fangeskab? Bare tanken fik tårerne til at trille igen men hun forklarede dem ikke. Hun snøftede et par gange og slog blikket ned mens hun mindede sig selv om at Hector var stærk og nok skulle klare den.

Hector trak på skuldrene. Liv-damen virkede reel nok, men bitter erfaring havde lært Hector, at man kun skulle stole på handlinger, ikke ord. Liv talte ganske vist om deres frihed, og om hvor godt hun ville behandle dem, men indtil videre havde Hector kun set hende snave med Vargas, og det var næppe noget godt tegn. Hvis hun kunne være interesseret i en mand som Vargas, hvor god en person kunne hun egentlig være? Han valgte ikke at dele de tanker med Ana.

"Hun siger, hun vil give os fri," sagde Hector og forsøgte at smile. "Vi kan bare håbe, at hun mener det."

Han ville gerne have sagt noget mere, men lyden af fodtrin på gangen fortalte ham, at tiden var ved at rinde ud. Han kom til at kigge ned på gulvet, der glimitede af de diamanter, Ana havde grædt, mens de krammede. Uden at tænke videre over det,  greb Hector en håndfuld og proppede den i munden. Han slugte. Det var ikke videre behageligt at sluge en håndfuld små diamanter, men de kom da ned tids nok til at en eller anden klamt-udseende gut stak hovedet ind på værelset og sagde, at Hector skulle komme tilbage til stuen. 

Hector sukkede og gav Ana et hurtigt kram igen. 

"Vi ses," sagde han og smilede til hende, inden han vendte sig for at forlade værelset med maven fuld af de gliterende sten. Held og lykke med at finde dem, Vargas.

Anastasya smilede ved hans ord om frihed. Hun håbede inderligt at det var det der skete, hun ønskede ikke andet for Hector end hans frihed og lykke. Men slaveejere var ikke altid til at stole på. Det kunne man da sige om Vargas, hvis han havde lavet en aftale, så holdt han den også.

”Jeg håber” Svarede hun ved hans ord. Hun lod ham gribe diamanterne og betragtede ham sluge dem – hun havde ikke noget at sige til det, hun viste at han havde mere brug for dem end hende. Hun strøg ham kort over kinden og drejede hovedet da en vagt stak hovedet ind i rummet.

Sørgmodigt lagde hun armene om Hector en sidste gang. ”Held og lykke” Sagde hun og betragtede ham forlade rummet. Trist satte hun sig på sengen og trak en pude hen til sig som hun lagde armene om. Hun begravede ansigtet i puden og forsøgte at holde en hulkende gråd tilbage. Det var svært at sige farvel til en ven, men hun håbede inderligt at Hector fandt hvad han søgte.