Sted: På grænsen mellem Medanien og Rubinien
Tid: Tidlig eftermiddag
Vejr: Lidt skyer på himlen, der hastigt bevæger sig af sted, en svag brise på jorden og ellers stadig godt med varme fra ørkenen

Hvert eneste skridt var tungt og Sheno slæbte sig af sted. Han var vant til at færdes i ørkenen, men i et område han kendte. Han havde ikke været så langt nordvest på før og han vidste ikke, hvor han kunne finde vand og måske endda skygge. Han havde gået i blinde og var ikke helt sikker på, hvor han var. Men solen og månen havde ledt ham på vej, også selvom han var drejet mere vest på end han ville, men han havde fulgt vandet. Selv igennem ørkenens hede, havde hans følsomme næse fanget lugten af vand og han havde fundet vand nok til at klare sig.

Men selvom han havde kunne fylde sit vandskind et par gange, havde han måtte spare på vandet og som han gik der, var det over en dag siden, at han var løbet tør for den dyrebare væske. Det store løvelignende væsen havde brug for vand. 
Solen havde banket ned over ham og varmen havde været intens. Modsat havde nætterne været isnende kolde, men hans pels havde beskyttet ham mod begge dele. Han havde hvilet, når han havde behov for det, så han havde gået både nat og dag. Hvorfor han ville væk fra Rubinien vidste han ikke, ham hørte til i ørkenen. Havde aldrig været ude af den, aldrig været langt nok nord på til at se grønne græsmarker og løvbærende træer, men noget i ham havde besluttet sig for, at han havde brug for at skifte omgivelser. Hvad der ventede ham forude, vidste han ikke.

Han trængte til at hvile, men stædigt løftede han det ene ben og satte det foran det andet. Vand. Han kunne lugte det, som en liflig undertone under lugten af afbrændt natur. Lidt buskads længere fremme fortalte ham, at han var på vej den rigtige vej, her måtte planter større end græs stadig have brug for en kilde af vand.
Han havde sin store taske over skulderen. Hans dele af rustning var gemt væk for ikke at blive brandvarme i solen. Hans overkrop var som altid bar, kun lidt skjult bag remmen til sværdet, der sad på hans ryg. Ellers bar han et lændeklæde, selv bukserne havde han pakket væk for at beskytte sig mod varmen.

Han vaklede ikke som han gik, men hans skridt var ikke så sikre, som de kunne være. Det var hårdt at holde sig oppe. Men endeligt kunne han skimte vandet i mellem to buske og han styrede direkte mod den livsgivende, klare væske. Helt uden at se sig for, havde han haft nærvær nok, ville han nok heller ikke have forventet at møde nogen her. Hans blik var rettet mod vandet og han smed kun tasken på jorden, inden han vadede direkte ud i søen, indtil vandet nåede halvt op af hans ben, hvor han faldt på knæ og med hænderne begyndte at føre vand til sin mund. Vidunderligt. Simpelthen vidunderligt.

Sayyida havde været på vej ud af ørkenen et par dage og havde det meste af vejen fulgtes med en karavane, men deres veje var tidligere i dag skiltes og hun var blevet efterladt med to kameler - én til hendes oppakning, inklusiv mad og vand, og én til at bære hende igennem det brændende sand. En bodyguard havde rejst med hende, men han var rejst en dag i forvejen for hende, for at arrangere indlogering på en kro og sætte et møde i stand. 

Hun var klædt i hvidt fra top til tå og havde et hvidt klæde spredt ud over sit hår, der hang helt ned til hendes skuldre, så intet af hendes hud var blottet for solens stråler.
Hun var netop i gang med at sætte et telt op for natten, da en halvløve kom nærmeste væltende ind i den lille oase. Sayyida havde krydset denne ørken mange gange, havde fuldstændig forstand på hvordan man gjorde det nemmest, og levede samtidig også så behageligt som muligt, så hun gjorde sig mange ophold undervejs og forhastede sig ikke med noget - ikke engang når en halvløve forstyrrede hendes arbejde. Hun følte sig ikke truet. Hun havde en dolk ved sin side, som hun knap nok vidste hvordan man brugte, og ingen gode evner til at forsvare sig selv, udover diplomati og rigdom, men det havde fungeret for hende indtil nu. Tingene var selvfølgelig lidt anderledes nu, med den stigende kurs på elverslaver og kileordenen, der lavede ravage i hele landet. Sayyida overvejede et øjeblik sine handlinger, inden hun fæstnede den sidste del af teltet og gik ned til vandkanten.

"Vær hilset." Hun sagde det højt nok til at nå ud til halvdyret og så ham skeptisk an, med en hånd varsomt på dolken.

Sheno drak. Fyldte maven med vand, så meget det var forsvarligt, så meget den kunne holde til det. Hand hænder var halvvejs mod hans mund igen, da en stemme fik ham til at fryse. Hurtigt løftede han hovedet og så til siden, hvor en kvinde stod ved den lille søs bred og kiggede på ham. Ved første øjekast lignede hun ikke en trussel. Langt fra, faktisk, som han kun kunne spotte en kniv, der stadig sad i hendes bælte. Så han rettede sig langsomt op og lod hænderne falde. Lod blikket finde hendes ansigt. Hun var køn. Lignede en elver, selvom han ikke kunne se hendes ører. Langsomt kom han på benene, så vandet løb af hans pels og det lændeklæde, han havde på. Det store hoved vippede langsomt fremover som hilsen, inden han langsomt bevægede sig op til sin taske igen.

Sværdet sad sikkert på hans ryg og var ikke blevet vådt under hans tur ud i vandet. Han gjorde ikke mine til at trække det, men han samlede tasken op og hang den lange rem over den ene skulder. Mest for at have sine egendele i sikkerhed hos ham, men da han ikke havde taget remmen helt over hovedet, ville den være nem at smide, hvis han havde brug for at have fri bevægelse.
De brunorange øjne gled til hendes telt. Tænk at han havde overset det. 
"Jeg ønsker ikke at forstyrre Dem, men vil det være i orden med Dem, hvis jeg slår lejr her, indtil det bliver mørkt? Så vil jeg drage videre." Egentligt havde han brug for en nats søvn, men dette sted var tydeligvis optaget og han kunne finde sig et sted at hvile, hvor han ikke ville forstyrre hende, der havde været her først. Han vidste, at de fleste var utrygge ved at have en som ham i nærheden, især hvad der så ud til at være en ensom kvinde.

Man kunne se på ham, at han var udmattet og trængte til et hvil. Han hang en smule og hans pels og manke så matte ud. Og der var vand. Han havde brug for vandet, bruge nogle timer på at drikke med jævne mellemrum. Men sagde hun nej, ville han fylde sit vandskind og drage videre, der måtte være mere vand forude. Han var ude af ørkenen, og alt hvad han vidste var, at der var masser af vand nord på. Han skulle bare blive ved med at gå.

Sayyidas øjne gled til teltet, da hans gjorde. Det var intet under at han bare var løbet ud i vandet - rundt om det var nogle få træer og det hvide stof gled nærmest i ét med sandet. Og gemt bag ved dét, stod de to kameler. Det var helt bevidst, at hun havde valgt at glide i ét med sine omgivelser, for sin egen sikkerheds skyld, men hun havde ikke tænkt på at nogen ved et uheld ville komme så tæt på hende. 

"Bliv," beordrede hun med et slag med hånden ud i luften. Det var meget hurtigt tydeligt, at hun var en kvinde, der var vant til at give ordrer, selvom hun fysisk ikke var stor eller truende. "Det er tydeligt, at du har brug for hvile, og hvis du kan løbe ind i mig, kan andre også komme til det. Det er bedre hvis du bliver hele natten. Jeg vil føle mig tryggere på dén måde." Hun gav ikke udtryk for at bekymre sig meget for, hvad han havde lyst til, men hun sagde altid selv sin ærlige mening, hvis ikke hun var på arbejde, så det gik hun ud fra at andre omkring hende også gjorde.

"Jeg har mad, hvis det kan hjælpe med at overtale dig," tilbød hun, som en sand diplomat, der var vant til at finde kreative måder at få sin vilje på. 

Kvindens kommando skar igennem luften, men Sheno var ikke videre overrasket. Han var allerede kommet frem til, at hun ikke var en fattig rejsende. To kameler og et telt, det sagde penge. Og kvindens udstråling var også en anden end hvis hun havde været fra de lavere samfundslag. Sheno havde arbejdet for de rige i mange år, de var ikke svære at genkende. 
Han rørte sig ikke, lyttede bare til hendes ord. De overraskede ham, for han var blot en tilfældig mand, der med våben og fysisk størrelse ofte gjorde folk en smule utrygge. En tilfældig rejsende, der ved et tilfælde var gået ind i hendes lejr, og nu bad hun ham blive, fordi det var mere sikkert. Den tillid var overraskende, men en han ville leve op til. Ikke bare fordi, at han fik den, men fordi det var hvem han var - han havde taget rollen som vagt lige meget hvad, havde hun givet ham lov til at blive natten over.

Endnu en gang gled det store hoved forover, denne gang fulgte overkroppen en smule med, et let buk for at anerkende hendes ord.
"Jeg er beæret over deres tillid. De vil være sikker i mit nærvær." En ganske rolig og selvsikker konklusion, trods hans udmattelse. Skulle der opstå farer, ville han slås til sidste blodsdråbe. Det var hvad han var trænet til at gøre, også selvom han lige nu var så træt, at han knapt kunne stå på sine ben. Hendes tilbud om mad var ikke gået ham over hovedet og han kørte kort en hånd igennem sin manke, inden han valgte at tage maden som betaling for at være vagt for en nat.

"Jeg vil ikke sige nej til Deres tilbud, det har været en lang rejse." Han havde fået mad på sin tur igennem ørkenen, han havde fra lille af lært at overleve i det hårde landskab, men insekter, rødder og gnavere var ikke meget at leve af for den store løve og hans mave var tom. Med rolige bevægelser, for ikke at virke truende, bevægede han sig langs søens kant hen mod kvinden, hvor han stoppede nogle meter fra hende. Han ragede højt over hende, men noget i hans kropssprog angav, at han havde anerkendt hende som den ledende af de to. For nu. Hun havde givet ham et job, om det var med vilje eller ej, og han ville følge hendes mindste ordre, så længe de faldt indenfor hans eget moralske kodeks. Han var ikke en slave, blot en midlertidig ansat med egen vilje.

Sayyida følte sig ikke utryg i nærheden af halvdyret, tværtimod. Hun beskrev sig selv som personkender og hun havde nemt ved at stole på ham her. Det var en del af sit job, at hun kunne finde ud af hvad andre ville have fra hende eller hendes folk, og ham her virkede oprigtigt til bare at ville have lidt hvile og vand.

Hun så noget tilfredst til, da han også bukkede for hende. Det var kun passende, og hvis han vidste hvem hun var, ville hun have forventet et buk med det samme.
"Du har min taknemmelighed," svarede hun, ikke helt lige så formel med ham, som han var med hende, men trods alt oprigtigt taknemmelig.

Hun betragtede ham afventende, da han bevægede sig tættere på, og da han stoppede lidt væk, tog hun selv de sidste skridt hen til ham. Først da hun løftede sin hånd, for at give den til ham, gled det hvide stof af hendes arm og afslørede hendes hud for solen. Den var naturligt brun, men mere nu, hvor hun havde rejst nede sydpå i et stykke tid, end den var når hun var væk hjemmefra i længere tid af gangen.

"Mit navn er Sayyida Moa. Jeg er diplomat, udsendt af ørkenelverne." Hendes ører var for nu skjult af det klæde hun havde viklet om sit hår, for også at skjule sin hovedbund for solens skarpe stråler, men hun gik ud fra at halvløven allerede havde regnet hendes race ud alligevel - der var mange af hendes træk, der var typiske for elvere, som han uden tvivl ville kunne genkende når han så hende så tæt på. "Og dig? Hvem er du?" Hun smilede ikke imens hun stillede sit spørgsmål, men det lykkedes hende alligevel at udstråle en form for varme og venlighed. 

Shenos orangebrune øjne fulgte kvinden, som hun kom nærmere. Hendes træk var fine, forstærkende hans fornemmelse af, at hun var elver. Hendes hånd gled frem og indbød ham til at tage den, hvilket han gjorde uden tøven. Hendes spinkle forsvandt næsten i hans store pelsklædte og han gav den et fast, men alligevel let forsigtigt tryk.
Ørkenelver, han havde haft ret. Navnet skrev han sig bag øret, sammen med hendes profession. Det passede godt til hende og han havde ingen grund til at tro, at hun løj.
”Madame Moa.” Han nikkede for at vise, at han anerkendte hendes position, også som værende højere end hans.

”Jeg er Sheno Conoran af klanen Dakar.” Han mødte hendes blik igen, kort overvejende, hvor meget han skulle forklare om sig selv og sin funktion. Så vidt han vidste, havde hans race arbejdet for ørkenelverne før, men om det var bredt kendt, vidste han ikke.
”Jeg står til rådighed for dem, der betaler for mine ydelser. Oftest som vagt eller soldat.” Det burde næsten sige sig selv, med hans muskuløse fremtoning og det enorme sværd på hans ryg. Har var skabt til at slås, formet til at tjene. Noget han ikke så noget galt i, siden det var sådan hans folk levede.

Elveren virkede ganske venlig, selvom han ikke var i tvivl om, at hun sikkert var lige så racistisk som resten af hendes folk. Det rørte ham ikke, hvad andre havde af meninger om ham, måtte de selv om. Det vigtigste var, hvad han tænkte om sig selv. For det meste.
Trætheden lå tungt over ham og lige nu ville han helst smide sin taske og lade sine ben få hvile. Han havde gået siden, han drak det sidste vand, så han havde næsten ikke fået noget hvile i over et døgn. Og det kunne ret tydeligt ses på ham.

Sayyida var vant til at blive mødt af den slags høflighed Sheno tilbød hende, men der var noget over halvdyret der afslørede, at han var lige så høflig og god overfor alle han mødte på sin vej, og at Sayyidas stilling, magt og indflydelse ikke havde noget at gøre med det. Det fik hende kun til at stole mere på ham.

Hun gav et elegant nej fra sig, da han gav hende sit navn.
"Perfekt," svarede hun med et vindende smil. "En vagt eller soldat er præcis hvad jeg har brug for lige nu." Med de ord vendte hun ryggen til ham og hev det sidste af oppakningen af kamellen. I den lå der endnu et bredt, hvidt klæde, som hun spredte ud over det bløde sand, hvor teltet hun tidligere havde rejst gav dem begge. "Sæt dig med mig," bad hun, nu hvor de havde fået de værste formaliteter af vejen. 

Fra oppakningen fandt hun også et vandskind, dette fyldt med vin, som hun rakte til ham. "Fortæl mig om din rejse, Sheno Conoran. Må jeg kalde dig Sheno? Så er du også velkommen til at kalde mig ved fornavn. Hvad laver du alene i ørkenen?"

Sheno sendte et let smil tilbage, da hun sagde, at han var lige, hvad hun havde brug for nu. Trods trætheden føltes det rart at få en opgave mellem hænderne, selvom han lige nu mest drømte om at sove. Mon ikke de to kunne kombineres alligevel.
Han fulgte hende med blikket, da hun gik hen til kamelen, der stadig havde oppakning på ryggen. Han ville have tilbudt hende hjælp, men noget sagde ham, at det nok var bedre at lade være. I stedet ventede han tavst til hun var færdig og derefter inviterede ham hen at sidde på det hvide klæde, hun havde spredt ud. Med trætte ben gik han derover, satte tasken af ved siden af klædet og satte sig endeligt ned i skrædderstilling ved siden af hende, skråt, så han kunne se hende uden at dreje sig for meget.

Vandskindet blev rakt i mod ham og han tog i mod det, selvom næsen allerede havde opfanget den svage lugt af vin. At sige nej ville være uhøfligt, men han havde ikke tænkt sig at drikke mere end en enkelt mundfuld. Han var dehydreret, sulten og i mangel på søvn, alkohol ville ikke passe hans krop godt. Inden længe ville han fylde sit eget vandskind med vand fra søen og give sin krop den væske, den havde brug for.
Han tøvede kort, drak så af den søde, og samtidigt bitre, væske, inden han rakte skindet tilbage til hende. At fortælle om det, han havde gennemlevet det sidste år, var ikke noget han ville, men hendes spørgsmål var heldigvis åbent nok til at han kunne fortælle det, han ville.

”Sheno er fint.” Han ville nok ikke kalde hende ved fornavn, men det kom lidt an på hendes natur. Han rømmede sig let, inden han snakkede videre.
”At være alene i ørkenen hører med til min profession, jeg rejser i min søgen efter arbejde.” At sige skæbne var så tungt, men lige så sandt. ”Der er ikke meget at fortælle om min rejse, ørkenen kan være et meget ensformigt sted.” Det var sandt. Der var ikke sket noget nævneværdigt siden han havde forladt slavehandlen, det havde bare været en lang rejse med sand, hede, tørst og træthed. Træt kørte han en hånd igennem sin manke, inden han vendte samtalen mod hende, ved at nikke mod teltet og de to kameler.
”Rejser De altid alene?”

Sayyida lyttede interesseret til alt, hvad Sheno sagde, både bogstaveligt og med sit kropssprog. Han var en interessant mand, men udover det, var det også en arbejdsskade altid at lægge en masse betydning i alt hvad folk gjorde og sagde.

"Jeg rejser sjældent alene," svarede hun ærligt. "Jeg har rejst med en livvagt så langt som muligt, men sendte ham i forkøbet i dag, så han kunne finde logi til os. Jeg tænkte, at risikoen for at støde på en farlig person herude i den store, øde ørken ville være så utroligt lille, at jeg sagtens ville kunne klare mig her i nat alene. Og hellere tage dén risiko, end at køre mig selv helt til udmattelse bare for at nå tidligere frem."

Hun betragtede Sheno et øjeblik, inden hun uddøb; "Hvis jeg når frem en dag tidligere, vil mine aftaler også forvente at se mig en dag tidligere. Så jeg foretrækker at være veludhvilet når jeg ankommer." 

Sheno nikkede til det sidste, hun sagde. Det gav mening, at ting skulle hastes videre end at tage en dags pause. Hans blik gled over det blanke vand i den lille sø, inden det gled over de grove buske, der gav læ for noget af den lille oase og til sidst landede på ørkenelveren igen. Han var ikke helt enig med hende i, at risikoen for at støde på nogen her var mindre. De var i udkanten af ørkenen og en oase tiltrak sig ofte flere besøgende. At slå lejr i en lavning midt ude i ørkenen var mere sikkert end her. Men han sagde ikke noget til det, for sandsynligheden for, at der ville komme nogen var nok ikke så stor. En tanke han kunne have tænkt mere sikkert, hvis han havde nogen anelse om, hvor de egentligt var. I nærheden af en berejst rute? En ukendt lille sø? Eller blev den brugt ofte? Spørgsmål, han ikke ville få svar på, men ubesvarede spørgsmål, der ville holde hans sanser skarpe. Selv når han sov.

"Jeg vil i hvert fald holde Dem sikker til De er fremme ved Deres livvagt igen." Stadig en udtalelse med selvsikkerhed, selvom man kunne høre på hans stemme, at han var udmattet. Hans blik gled til vandet igen og hans krop skreg på mere af den kølende væske. Måske hans mave ville finde det i orden med mere vand nu.
"Undskyld mig." Han trak sit vandskind ud af tasken, kom på benene, en smule usikkert, og gik ned til vandet, hvor han igen vadede lidt ud, satte sig på hug og drak et par mundfulde, inden han fyldte skindet op og til sidst gik tilbage og satte sig ved hendes side igen. Hans pels på hans ben var våd, hvilket var dejligt kølende.

Tavst drak han lidt fra vandskindet, vand der endte i en tom mave, så han stoppede hurtigt igen. Ingen grund til at overgøre det og kaste det hele op igen. Det var ikke første gang, at han var i sådan en fysisk situation.
"Hvor er De på vej hen?" Han var nysgerrig, men han spurgte lige så meget for at holde samtalen i gang. Høre hende tale. Det havde varet længe siden, at han havde haft mulighed for at lytte til nogen tale og deltage i en samtale på lige fod med den, han talte med.

Sayyida så sig selv som noget af en menneske-kender, også når det kom til racer andet end mennesker. Sheno havde både en mimik og et kropssprog som Sayyida kunne forstå, og hun havde studeret både flere kulturer og sprog, så hun følte sig næsten altid forberedt, ligegyldigt hvilken race hun var sammen med. Med sine evner var hun hurtig til at fastslå, at Sheno var til at stole på, og da han lovede at holde hende sikker, indtil hun var sammen med sin livvagt igen, følte hun sig også fuldstændig sikker.
På trods af, at hun havde regnet med at være i sikkerhed hvor hun var nu, havde Sheno jo bevist, at der sagtens kunne komme nogen forbi i løbet af dagen eller natten. 

Hun gav ham et nik, da han undskyldte sig selv, selvom han på ingen måde havde brug for hendes tilladelse for at gå - hun gav den alligevel, af ren vane. Da han kom op igen, spredte hun sit tæppe ud og lagde sig ned på det på siden, hendes ansigt hvilende i hendes hånd, så hun kunne se op på ham. Han var stor og så kun endnu større ud nedefra, men hun nød synet, og hun smilede også op til ham, da han holdt samtalen kørende.

"Nordpå," svarede hun, fordi hun normalt helst ikke ville være for præcis, hvis der var nogen der spionerede i hendes sager eller hendes klienter, men hun indså også at det var for vagt, især hvis de skulle følges videre i morgen, så hun tilføjede; "Ørkenen ender cirka en dagsrejse nordpå, og deromkring ligger der også en by, hvor jeg skal mødes med min livvagt. Jeg ved ikke hvor bekendt du er med ørkenen efterhånden, men jeg glæder mig til at være ude af den." Hun smilede til op til ham, og lagde ikke skjul på at hun flirtede, da hun strøg et par lange fingre over sin hals og nakke og ned ad sin skulder. Det ville ikke være helt lige så ufarligt at få Shenos tænder i sin hals, som det normalt var, når hun fandt sammen med en mand, men hun var villig til at løbe risikoen. 

Sheno lyttede til hendes svar og drak en slurk mere fra vandskindet. En dags rejse til at ørkenen sluttede? Tanken var på en måde tung og spændende på samme tid, og han så ud over den lille sø foran dem. En dags rejse og han ville forlade det liv, han kendte. 
"Jeg har boet i ørkenen hele mit liv. Jeg har aldrig været så langt nord på som nu. Aldrig forladt mit hjem." Hans ord var dæmpede og tunge. Hans blik var blevet tomt, som det gik op for ham, hvad der var sket og hvad der havde tvunget ham til at tage den paniske løsning om at komme så langt væk fra Balzera som muligt. Ud af ørkenen. Hvad ventede ham forude? Hvordan skulle han klare sig i en del verdenen, han ikke kendte? Hvordan så den ud? Han vidste den var grøn, men han kunne umuligt forestille sig mere end hvad en oase havde at tilbyde.

Tankerne satte sig i hans udtryk og han så mere træt ud end før. Træt og... deprimeret. Lige nu var han så træt, at han knapt følte sig sig tilstede i nuet. Han havde gået i to dage i streg med kun få timers hvile og det begyndte at indhente ham som han fik vand i kroppen. Mad ville være at ønske, men han kunne godt klare sig uden en dags tid mere. Det var bare ikke meget, han havde spist på sin rejse igennem ørkenen og det kunne han godt mærke. Hans krop føltes svag, trods de store muskler, der bevægede sig under pelsen. Og lige nu hang han, næsten som om han ikke kunne holde sig selv oppe, hvilket var tæt på sandt.

Han var helt væk i sin træthed og sine triste tanker, så han lagde slet ikke mærke til, at kvinden ved hans side flirtede med ham. Havde han set det, ville han være blevet smigret, selvom han godt vidste, at nogle kvinder fandt hans fysik lokkende, også selvom han var pelset. Smigret, men alligevel ville han nok have tænkt, at det var det forkerte tidspunkt. Og han ville have sagt nej af ren og skær træthed, hvortil man kunne sige, at det var godt, at han ikke fangede det, for hvorfor sige nej? Under andre omstændigheder var det ikke noget, han ville have gjort. Hun var hans arbejdsgiver i dette øjeblik og hvis hun ville have ham, var det lige så meget af pligt og lyst, at han ville sige ja. Men lige nu trængte han til at sove.

Sayyida havde rejst med sin far siden hun havde været helt lille og hun kunne slet ikke forestille sig et liv, hvor man aldrig forlod ørkenen. Den var hendes hjem og hun vendte altid tilbage hertil, men verden havde så meget at byde på og hun havde altid været af den opfattelse, at man skulle smage på så meget af den som muligt. 

Hun var heller ikke vant til at blive ignoreret, når hun flirtede, og lidt forsinket opfangede hun at det var fordi halvdyret ved siden af hende var udmattet. Man kunne se det på ham, hvis man så godt nok efter, selv bag hans store fysisk og skarpe øjne, og hun blev også mindet om sit løfte til ham.

"Jeg har lidt af hvert," tilbød hun ham, uden at specificere hvad det var, hun havde mere af. I stedet fandt hun blot en pose frem, der var lukket stramt med en snor i toppen, som hun løsnede, så hele posen foldede sig ud som en stofdug og afslørede en mindre pose med dadler, oliven i et glas, nødder og tynde skiver af tørret kød. Hun var vant til at rejse i stil og lod sig sjældent nøje. Hun havde heller ikke købt noget af det selv, men hyret en ung dreng til det. Der var mere end nok til dem begge. 

Først fangede han ikke, hvad hun snakkede om, men da hun fandt bylten med mad frem, knurrede hans mave, hvilket han ikke var helt tilfreds med. Men synet af kødet og resten af maden mindede hans mave om, at den var tomt. Der var meget mad, men i forhold til hans størrelse, ville han sagtens kunne spise mere. Men han behøvede det ikke, der var rigeligt til at tilfredsstille hans behov for mad lige nu.

Med hendes tilladelse begyndte han at spise, ganske pænt og civiliseret, et stykke af gangen og unden at smaske eller hvad man ellers kunne forvente af noget så dyrisk som ham. Det havde han lært for længe siden af mennesker og elvere, at mad skulle indtages stille og roligt. I hvert fald i andres selskab.
Langsomt blev hans mave fyldt nok op til at han kunne kaldes mæt og han stoppede med at spise der. Det var ikke meningen, at han skulle spise al hendes mad. Var hun ikke færdig med at spise, ventede han høfligt til hun var, ellers takkede han for maden med det samme.

”Mange tak for måltidet.” Det støre hoved bevægede sig i en takkende nikken. ”Hvis det vil være i orden med Dem, vil jeg lave min egen lille lejr lidt længere henne og få et tiltrængt hvil. Jeg sover ikke så tungt, De er stadig i sikkerhed med mig i nærheden.” Den samme selvsikkerhed fra før skinnede tydeligt igennem. Selvom han var så udmattet, ville han stadig vågne ved de mindste lyde. Det var han overbevist om, for det var han trænet til.
Han ville ikke sove lige op og ned af hendes telt, for han ville være nem at spotte. Nej, lå han lidt længere væk, ville der være mindre risiko for at blive opdaget og han ville da have overraskelsen med sig.

Sayyida havde i en tidlig alder lært ikke at forvente for meget af sine gæster, specielt ikke af dem, men selv samlede op under sine rejser, så hun var glædeligt overrasket, da det viste sig at halvdyret kunne spise med manerer. Hun selv pillede hun langsomt og næsten uinteresseret til maden. Hun var ængsteligt for mødet den følgenende dag, selvom hun ikke var meget for at indrømme det for sig selv, og hendes tanker var optaget af at køre forskellige resultater igennem i sit hoved, imens hun tyggede på en dadel. Hun viste dog ikke sin nervøsitet udover den manglende appetit og inden Sheno var færdig med at spise, var hendes tanker da også vendt tilbage til nuet. 

"De er så velkommen," svarede hun, og slog helt ubevidst over i formel tale ved ordene. Sætningen var så ofte ytret fra hendes mund, at hun helt ubevidst altid talte høfligt, når hun sagde den. "Det samme gælder selvfølgelig for, hvor De vælger at slå lejr - jeg bliver selv her, og De er velkommen så nært eller fjernt fra mig, som De selv ønsker." Denne gang undrende hun sig selv over, at hun forblev i den formelle tale, men Sheno havde også fortsat i den, og desuden måtte det vist være tegn på, at hun var ved at blive træt. Det var nemmere at tvinge folk til at lades som om man var mere end bekendte, hvis man droppede den høflige tale hurtigst muligt, men for nu måtte Sayyida se sig besejret. 

Til gengæld var hendes ord stadig en invitation - hun forstod sig ikke på Shenos grunde for at lægge sin lejr lidt længere væk, men hun ville ikke have noget imod at have ham sovende ved siden af sig heller. 

Sheno bukkede det store hoved ved hendes ord.
"Jeg takker." Hendes invitation fik det til at gå op for ham, hvad hun også havde sagt og gjort tidligere og han følte sig beæret. Lige nu var han dog for træt til at skulle fokusere på mere fysisk aktivitet, men han ville ikke glemme hendes tilbud. Tilbuddet, der for ham var lige så meget en ting, han ikke kunne sige nej til, da hun havde hyret ham allerede. Men det gjorde ham ikke noget, hun var en smuk kvinde, og han ville uden tvivl sige ja, spurgte hun ham igen.

Han kom på benene og tog sine ting, inden han bukkede let for hende.
"Bliv ikke forskrækket, hvis jeg tilbringer noget af natten oppe. Det er stadig tidligt på dagen." Det kunne måske være svært at vurdere for nogen med den høje sol, men Sheno vidste, at det nærmede sig tidlig aften. Han ville ikke kunne sove til næste morgen, selvom han uden tvivl kunne tænke sig at forsøge. 
Endeligt kunne han gå hen til sit udsete sted og finde sine tæpper frem. Ikke at han havde behov for at pakke sig ind nu, solen hamrede stadig ned over verden og gjorde luften varm nok, men så snart solen gik ned, ville kulden komme. 

Snart var han blevet lagt, i skyggen af et par af de mindre buske, med en hånd på sit sværd. Og der gik ikke mange minutter, før han sov.
Bevægede hun sig rundt, ville han somme tider lige dukke op til overfladen, men hurtigt falde i søvn igen, når han vidste, at der ikke var fare på færde. Han sov alligevel længere end han havde regnet med, udmattet efter at have vandret ørkenen igennem. 

Men en lyd vækkede ham og han slog øjnene op. Elveren havde haft tændt et bål og gløderne lyste op i mørket, næsten til irritation for hans mørkesyn. Skikkelser sneg sig af sted i mørket med retning mod teltet. En kamel kom med en urolig lyd, det var, hvad der havde vækket ham. Så vidt han kunne se fra sin position, var de tre. Røvere, uden tvivl. Langsomt lukkede han sin hånd om sværdets skæfte, inden han så lydløst som muligt kom på benene. De store poter bar ham hurtigt igennem sandet, da den første røver var fremme ved teltets åbning, og han havde travlt. 
En stor potelignende hånd lukkede sig om mandens skulder, hvilket fik manden til at komme med et forskrækket udbrud. Uden tøven kastede Sheno ham fra sig, gav ham og hans venner en mulighed for at flygte, men en af de andre kastede sig straks over ham med en sabel i hånden. Lyden af metal mod metal klingede igennem den kolde natteluft. Den tredje mand sprang til for at hjælpe, men snart udbrød den første mand en dødsrallen og væltede om med blodet væltende ud af hullet i halsen. 

Det var åbenbart nok, for de to andre røvere stak af. Sheno kom med et løvelignende brøl efter dem og gik et par skridt, næsten som om, at han overvejede at jagte dem. Det gjorde han også, men hans ansvar lå her hos elveren. 
Han blødte, men han havde slet ikke opdaget det lange snit, der lå hen over hans side og frem mod hans mave.

Sayyida lagde sig til at sove inden halvdyret gjorde. Det var hårdt for hende at rejse, selvom hun gjorde det meget, så vænnede hun sig sjældent til det. Hendes fysisk styrke og udholdenhed var bare ikke til det. Hun rejste dog nok til at vide, at hun ville fryse halvt ihjel om natten, hvis ikke hun havde et bål at varme sig ved. Hun var vant til luksus. 

Hun vågnede først igen ved en meget menneskelig lyd af en forskrækket mand. Med ét satte hun sig op, med sit lange, sorte hår faldende i et virvar af bølgerne omkring hendes ansigt. Hun havde sovet i sin hvide kjole, der hang løst om hende uden bæltet, og hun ledte lettere panisk efter sin dolk iblandt sin oppakning, imens hun hørte Sheno kæmpe lige udenfor teltet. 

Da hun endelig kom udenfor med den i hånden, var røverne allerede på flugt, og Sheno stod sejrende tilbage. Sayyidas hjerte sad i halsen på hende, sandet var køligt under hendes bare fødder og det tog hende flere sekunder, før hun opdagede at hendes redningsmand blødte.
"Du er såret," kommenterede hun, og først da hun hørte sin egen hæse stemme, gik det op for hende at hun havde grædt i forskrækkelse. Hun løftede en hånd til sine kinder og gnubbede forundret tårerne væk fra dem. Takket været Sheno havde hun aldrig været i rigtig fare og alligevel havde hun reageret så voldsomt. 

Kvindens hæse stemme fik Sheno til at vende sig i mod hende. Månens lys og det sidste skær fra gløder var nok til, at han kunne se, at hun græd. Han så ned af sig selv og fik øje på blodet, der næsten var helt sort i det svage lys. Først da kunne han mærke såret. Det føltes ikke dybt og han fandt det lige nu ikke så vigtigt. I stedet trådte han et skridt nærmere ørkenelveren og rakte ud for at røre ved hendes arm.
”Er du okay?” Hans stemme var brummende og bekymret. Havde de nået ind i teltet? Havde de gjort hende noget? Havde manden været på vej ind eller ud? Han var pludseligt i tvivl og man kunne tydeligt se i hans øjne, at han var bekymret. Sammen med en lille flamme af vrede, for hvis de havde gjort hende noget, ville ørkenen ikke kunne holde dem skjult for ham.

Det var et held, at han ikke sov tungere. Selvom han var overrasket over, hvor tungt han alligevel havde sovet, siden der skulle en urolig kamels lyde til at vække ham. Han måtte virkeligt have været træt og udmattet.
Hans brungyldne øjne hvilede på hende, bekymret, men hans sanser holdt mere øje med deres omgivelser. Hans runde ører drejede rundt for at fange fremmede lyde og hans opmærksomhed var rettet mod den lille oase. Men det virkede ikke til, at der var farer på færde. Det var de almindelige lyde, man kunne forvente af en ørkenoase. Stilhed, insekters kravlen rundt og måske endda et enkelt pattedyr, der trods deres tilstedeværelse, søgte ned efter vand.

Sayyida stod frosset til stedet og var taknemmelig for at Sheno kom til hende, for hun var ikke sikker på, at hun ville kunne få sig selv til at træde ét skridt længere væk fra deres lejr.
Hun sank en klump ved hans spørgsmål og lænede sig ind imod hans berøring. Hendes lange, mørke hår faldt ned over hendes skulder, da hun så ned på den. Det var ham, der blødte, og alligevel stod han her og spurgte til hendes velbefindende. Det var som taget ud af et eventyr om prinsesser og riddere, så uvirkeligt føltes det.

"Jeg er okay," svarede hun lavmælt. "Kun forskrækket." Hun burde tilbyde at forbinde hans sår. Tilbyde ham at sidde ned - et eller andet. Men hun var stadig chokeret og i det øjeblik kunne hun ikke gøre andet end at stå dér med ham og trække vejret dybt ind, taknemmelig for at de begge var i live.