Tid: 12:45
Sted: I vejkanten ved siden af en æbleplantage
Vejr: Solskin
Stemning: Idyllisk

Smagene! alle de smage over det hele. Søde, sure, bitre, umodne, overmodne, det var jo fantastisk, det var jo helt som at være nær himlen og så bare alligevel blot kunne stå og kun kigge på. Den køre mand til Aaran stod i vejkanten og næsten kunne savle over synet af alle de æbler der hang i træerne og blot blev mere og mere modne i solen som hvert øjeblik gik. Han havde sågar taget sin kikkert frem og spejdede ud over landskabet blot for at finde det han var ude efter.

Aaran havde allerede sin kurv fuld af æbler, men hele tiden fandt han nye der overgik de andre, det var jo bare perfekt. Han måtte finde det bedste, og han havde slet ikke tid til at snakke med ejeren af plantagen. Han måtte bare på rov. Desuden et æble skadede på ingen måde nogle jo. Trods han så havde allerede plukket mindst 20 stk.

Få gik forbi Aaran på vejen og skulede blot lidt på ham, som de udemærket vidste han var ude på. Men pludselig så han hvad han ville have, jo det var det! lige det.. men det træ, han havde brug for hjælp.
Uden nogen form for advarelse vendte Aaran sig om og greb fat i den første der gik forbi og med en stor ivren sagde "Undskyld.. de må! hjælpe mig.. det er vigtigt"
Det var her han indså han havde grebet fat i en kvinde som blot sikkert ville sine egne ting for dagen, men han var bare så ivrig efter lige det æble han havde set.

Aniliidae kom lige fra landsbyen, hvor hun havde haft en lettere sløv dag når det handlede om at få solgt sine kreationer. Hun havde ikke haft mange hjemmesyede kjoler med sig, men hun havde også kun fået solgt to styks. Resten havde hun liggende i den grønne skuldertaske der hang ned af siden. Men selvom det havde været mindre sløvt at få solgt noget, havde folk været lige så søde og venlige som de plejede, hvilket havde holdt hendes humør oppe, så det lille smil hun altid havde på læberne, var der stadig. Egentlig var hun på vej hjem, men hun gik utroligt langsomt, da hun nød stemningen der var her.

I hendes fantastiske humør gik hun i sine egne tanker, med blikket rettet mod himlen. Hun kunne godt have valgt at blive i landsbyen, men hun hungrede efter mad og det eneste sted hun ville spise, var på kroen i Tusmørkedalen. Derfor var hun på vej dertil. Jo, det var lidt af en gåtur, men hun vidste at det ville være det hele værd! Som hun ikke havde øje for hvor hun gik henne og dermed heller ikke hvor mange mennesker der gik forbi, gispede hun kort i forskrækkelse, da en mand greb fat i hende. Hun rettede et forvirret blik mod manden, men hans desperation efter at få hendes hjælp fik hende til at undslippe et lille grin. Han sagde det var vigtigt, så hun ville da lige høre hvad han skulle have hendes hjælp til.
"Hvad kan jeg hjælpe Dem med?" Spurgte hun med et smil. Det undrede hende sådan set at nogle ville bede om hendes hjælp. Hun var lille og spinkel, så hun lignede ikke ligefrem en der kunne ret meget, men hun var alt for glad for kontakten til mennesker til bare at gå videre.

Som kvinden han havde grebet fat i grinte og lod da til at gerne ville hjælpe Aaran, lyste han bestemt op og tog med det samme sin arm om hendes skulder og trak hende med ind til vejkanten og fik hende vendt imod plantagen. Han satte sin kikkert op foran øjne på hende, remmen sad dog stadig om hans egen hals så de stod lidt tæt. Hurtigt og præcist rettede han straks kvinden til at kigge i retning af det æble han havde set, dog var det ikke sikkert hun ville ane hvad han talte om.
"Se der! Det der æble.. Jeg må have det! Sødmen, syren, farven, alt ved det. Det er det perfekte æble for dagen, de må hjælpe mig" man kunne tydeligt høre på Aaran hvor energisk han var omkring dette og hvor vigtigt det var for ham lige nu. Faktisk kunne alle de æbler han havde plukket til nu være lige meget hvis han blot fik det ene.

Hurtigt efter fjernede Aaran kikkerten fra kvindens øjne igen og trak hende lidt ud fra sig igen og sagde "Forstå mig frøken, jeg er blot en alderne mand, jeg vil umuligt kunne komme helt der op i træet... jeg lover at dele med dem, og lade dets perfekte smag omfavne dem"
Igen havde Aaran ikke tænkt sig at spørger nogle om lov om han kunne tage det æble, i hans hoved tilhørte det allerede ham, for blot en dag mere på det træ og æblet ville havde mistet sit perfekte potentiale. 

Aniliidae gjorde ingen modstand på at blive hevet ind til siden og placeret i retning af plantagen, men under det hele havde hun et overrasket blik i øjnene. Hun var ikke vant til at folk var så ivrige efter at komme i kontakt med hende, det var som regel den anden vej rundt. Hendes blik flakkede kort rundt på alt der skete, før kikkerten blev placeret for hendes øjne. Hun skulle lige have et par sekunder til at følge med på hvad der skete, før hun fik fokuseret på et æble. Om det lige præcis var dét æble han snakkede om, anede hun ikke. Hans begejstring over et lille æble fik hende til at smile mere og mere, men han var vel klar over at det sådan set ville være indbrud, var han ikke?

Som kikkerten blev fjernet igen, rettede hun blikket mod ham og lyttede til hans forklaring. Hun kunne godt se at han ikke selv ville kunne klare at komme op i træet og siden han var mere end villig til at dele med hende, havde hun egentlig ikke noget imod at hjælpe ham. Det lod jo til at det var meget vigtigt for ham, om så hun ikke forstod hvorfor.
"Men, Sir. De ved vel at plantagen er privat?" Spurgte hun. Ikke at det betød noget for hende, da hun få gange havde gjort noget lignende før, men kun for at overleve. Hun ville dog sikre sig at denne mand vidste hvad han bad om, før hun sagde ja til at stjæle for ham.

Hvad var det nu for en fin titel han fik af den her kvinde, det havde han ikke bedt om, nå men det skulle de nok få rettet op på, men først var der hendes ret gode spørgsmål, og kort kunne man se hans glæde var kort væk og han så noget tænk som ud mens han kiggede ned på sine æbler i kurven. 
Jo det var rigtigt, men han var jo allerede igang, men det var andres ejendom, men han kendte jo godt bonden for tidligere... Nej! der var ikke tid til at snakke med bonden.
"Det kære frøken... det finder vi ud af.. vi vil jo ikke kunne finde det æble igen!... heller tilgivelse end tilladelse" udbrød Aaran og klappede sine hænder sammen. Jo se bare, det var jo ikke nemmere end det, sådan gjorde de bare.
Straks tog han sin kurv op igen og vidste præcis hvor det æble var, for nu da.
"Forresten, navnet er Aaran" sagde Aaran venligt og var allerede godt på vej over stengærdet som var imellem dem og det æble han ville have fat i. Han regnede bestemt med at hans nye veninde ville følge med.

Den fine titel Aniliidae fik givet den fremmede mand tænkte hun ikke over. Hun havde altid været vant til at tiltale folk på den måde, mest fordi hun udmærket var klar over at hun ikke selv var af høj rang. Det vidste den hjemmelavede blå kjole hun bar også. Hans svar gav god mening for hende, for man kunne altid bede om tilgivelse efterfølgende og der var da ingen der ville græde over at mangle et par æbler, når de nu ejede en hel plantage.
"Det er godt nok til mig," sagde hun med et grin, som hun glædeligt fulgte efter ham over stengærdet.

Aniliidae satte farten lidt op for at komme op på siden af ham, hvor hun derefter fulgtes med ham mod træet.
"Aaran," sagde hun lavt i bekræftelse før hun rettede de blå øjne mod ham.
"Aniliidae. Men De kan bare kalde mig Ani," præsenterede hun sig venligt. Hun tog den grønne stoftaske af skulderen og placerede den i stedet over hans, hvorefter hun satte farten lidt op og halvløb mod træet. Ikke fordi hun havde travlt, men fordi hun lige så godt kunne komme ham i forkøbet og starte sin klatring op i træet. Det ville heldigvis ikke blive særlig svært, da hun ingen sko havde på.

Som Aniliidae nåede træet, stoppede hun kort op for at betragte det i sine overvejelser om hvordan det ville være nemmest at gribe det an. Den laveste gren sad ikke helt så lavt som hun gerne ville have den til og det kunne godt blive svært at nå den ordentligt, da hun ikke var specielt høj. Hun vendte sig om mod Aaran.
"Kan De give en hånd?" Spurgte hun. Hun håbede på det ikke ville være noget problem at hjælpe hende lidt på vej, da hun var en spinkel pige.

Aniliidae, sikke et pænt navn, hun virkede som en glad pige, og så endda pæn i det, men lidt mærkelig hun gik med bare fødder, men det måtte hun om. Men blot som Aaran var lidt væk i sine tanker, fik han hendes taske over skulderen og kiggede efter hende som hun satte farten op til at komme over til træet. Hurtigt måtte han selv sætte farten op for at kunne følge med i hendes tempo. Løb var nu ikke noget Aaran gjorde sig i, han gik altid, men dejligt at hun forstod hvor vigtigt dette æble var.

Som han endelig kom over til hende ved træet kiggede han op, jo han kunne stadig se og smage det, og snart var det deres og denne dag ville være perfekt. Det ville være prikken over iet.
"Mig en fornøjelse frøken Aniliidae" sagde Aaran der ikke gik ind for kalde navne, man havde fået sit navn af sin moder der havde lagt kærlighed og glæde i valget, så det skulle da bestemt bruges, andet var blot skam. 
Hurtigt lagde Aaran sin kurv og Aniliidae taske fra sig, og gik hen til stammen af træet og gjorde klar til at give hende en hestesko.
"Se nu bare, om lidt vil sødemen være vores" sagde Aaran glad og var helt oppe og køre over dette, mindst lige så meget som det sidste han havde plukket ikke mindre end 20 minutter siden.

Som Aaran fik bevæget sig helt hen til træet og gjort sig klar til at give hende en hestesko, vendte hun sig mod træet og så op mod den gren hun skulle have fat i. Hun forstod stadig ikke hans fascination af det ene æble, men alle havde vel noget de holdte af. Hun skulle bestemt ikke stå i vejen for Aaran og hans æble og lidt tyveri her og der havde aldrig været et problem for hende. Nu var hun alligevel på vej mod kroen for at få noget at spise, så hun kunne vel lige så godt spise et æble eller to på vejen og måske få et par stykker med sig til senere. Nu håbede hun bare ikke at de faktisk ville blive taget i deres røveri, hvis ejeren nu skulle dukke op alligevel.

Aniliidae løftede det ene ben så højt hun kunne, for at Aaran ikke skulle bukke sig langt ned for at hjælpe hende op. Så lagde hun en hånd mod hans skulder for at kunne holde balancen lige så snart hun blev løftet, men slap igen som hun kom højt nok til at kunne nå grenen og tog fat med begge arme der. Det var heller ikke meget hun skulle løftes for at hun kunne nå, men det lille løft havde været nødvendigt, ellers skulle hun hoppe efter grenen. Hun gav et kort gisp fra sig, som hun fik hevet sig op og sat sig på grenen. Hun pegede mod et æble der hang lidt højere i træet og i den anden ende af hvor hun sad.
"Var det den der?" Spurgte hun og rettede blikket mod Aaran, stadig pegende mod æblet. Hun ventede med at rejse sig og klatre videre, før hun var sikker på at det var det rigtige æble hun gik efter.

Sådan! det gik jo nemt at få den kære Aniliidae op i træet, se bare som hun kunne. Ja! og så lige lidt videre op, nej! ikke det der, nå pyh hun skulle bare sætte af på en gren, nej! nu igen, vidste hun hvad hun gik efter. Aaran stod og tripppede og lavede fagter for sig selv som Aniliidae kravede der op af.
Da hun så indelig pejede på et æble og Aarn kiggede efter det udbrød han "Nej ikke det... til højre for det.. nej ikke den højre.. lidt op.. nej ned igen.. ikke det der, det er for grønt... det røde der.. ja.. nej!.. ja lige præcis.. nemlig det der, du er genial" Det hele forgik mens han guidede Aniliidae imod det rigtige æble hun skulle plukke.

Do var der så en stemme der rømemde sig noget kraftigt bag Aaran og han måtte vende sig om og så direkte på en bonde der stod med en le og kiggede ondt på Aaran.
"A' ser de er på ævlerov" sagde Bonden og pejede med leen på den fyldte kurv som Aaran havde haft med sig. 
Ups nu var de afsløret, hvad gjorde en klog mand nu.
"A' ka' godt huske dem.. de brugte 4 timer på a' vælge blot 3 ævler" sagde Bonden så og rettede leen imod Aaran so bakkede lidt imod træet.
Dog slog det ham så.
"Men min gode herre.. ser de, det er blot fordi at ehmm.. ser de.. jeg er mere end villig til at betale" sagde Aaran og roede i sine lommer efter krystaller til at betale bonden, og kiggede kort op for at se om Aniliidae snart havde plukket det æble så de kunne stikke af. 
Alt Aaran manglede var blot noget at distrahere bonden med.
"SE DER!" udbrød Aaran og pejede ned af alléen af træer og med et vendte bonden sig om og Arran lavede straks tegn til Aniliidae om hun skulle se at komme ned med æblet og holdt sine arme ud som han nok skulle gribe hende.

Aniliidae gjorde sig umage for at følge Aarans instrukser mens hun fik bevæget sig rundt i hele træet. Hun stoppede ofte op for at se mod ham og finde ud af hendes næste træk, og lige så snart han havde givet hende en ny retning, nikkede hun let og klatrede videre. Siden hun ikke var så stor, fik hun det til at se nemt ud at kravle rundt i alle grenene, men det var ikke tilfældet. Muskler var bestemt ikke noget hun kunne prale med at have, så det tog hende lidt tid at komme fra gren til gren. Til gengæld var det nemmere end nemt at snog sig omkring alle de grene der var i vejen og engang imellem kunne man se hende bevæge sig i en, hvad andre ville kalde, akavet retning med kroppen, for at kunne komme længere frem.

Med en strakt arm rakte hun ud efter det æble han ville have fat i, men stoppede op og rettede blikket mod bonden så snart hun hørte ham. Hun bed sig let i læben men sagde intet. Det lod ikke til at bonden havde lagt mærke til hende men kun Aaran og han holdte ham lidt hen, så hun kunne fortsætte. Hun kunne dog ikke lade være med at fnise let over situationen. Med endnu et stræk greb hun fat i æblet og hev det til sig. For stadig at have hænderne fri til at flytte sig som det passede hende, satte hun tænderne i stilken af æblet for ikke at tabe det. Hun nikkede til Aaran over hans tegn, som hun sørgede for at placerer sig lige over ham. Hun gled ned af grenen til hun kun hang i armene, før hun slap og faldt så de få meter ned med en lyd i lettere chok og landede i armene på ham. Men lige så snart hun var landet, hoppede hun fra hans arme og ned på jorden. Æblet lagde hun straks i kurven som hun greb fat i, sammen med sin taske.
"Jeg har det hele! Løb!" Sagde hun hurtigt, som hun selv satte af mod vejen igen. Hun vendte sig kort om og løb baglæns med et grin, før hun vendte sig rundt igen og løb videre.

Det var ikke lige hverdag at Aaran havde en skønjomru i sine arme, men sjovt nok havde de alle det også med at hoppe ud af hans arme lige så hurtigt som Aniliidae var kommet. Dog var der ikke tid til at tænke på det, Aaran nåede knapt nok at opdage at hun løb med det hele, og med et satte han i løb efter hende med et grin.

Bonden fik vendt sig op og opdagede de to synder var allerede over stok og sten og man kunne høre hvordan han bannede og svolede og ønskede dem steder hen i efterlivet hvor man helst ikke ville ende. Dog valgte han klog som han nu var ikke at løbe med en le i sine arme, så måtte det koste ham et par æbler.

Som de var kommet ud på landevejen igen, var Aaran mindre forpustet og måtte lige sunde sig kort, han stod foroverbøjet med sine hænder på sine knæ og kiggede op på Aniliidae "Ha.. så så man lige os! sagde han blot glad. 
Efter han havde sundet sig kiggede han straks i kurven og kunne sagtens se og smage tydeligt hvilket æble som Aniliidae lige havde plukket. Det var jo fantastisk og nu skulle han jo til det bedste af det hele!

Uden så meget som en tøven rakte han æblet til Aniliidae og sagde "Så frøken Aniliidae, det er til dig" Aaran havde kun mani for at få fat i de bedste ting for at give dem til andre, han kunne jo smage på ting blot ved at se på dem og havde nu ind til videre spist lige dette æble 50 gange mindst blot ved at studere det. Så han ville lade Aniliidae få den glæde at få det hele.
Hun havde trods alt hjulpet ham, så hun fortjente dette perfekte æble.

Aniliidae kiggede kort tilbage for at se om bonden løb efter. Det gjorde han heldigvis ikke og da hun nåede ud på vejen igen, stoppede hun forpustet og grinene op. Hun bukkede sig kort for over som hun fik sin vejrtrækning under kontrol igen, men hun kunne ikke stoppe med at grine. Det var alt for lang tid siden hun havde haft det så sjovt og selvom hun nok burde skamme sig lidt over at det var på en andens bekostning, gjorde hun ikke. Kurven stillede hun på jorden igen og tasken lagde hun ved siden af, før hun rettede sig op. Hun fik langsomt sin latter under kontrol også, som hun tog sig til maven og grinede færdigt.
"Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe," sagde hun. Der var ingen tvivl om at hun selv havde været noget så fornøjet.

Med et undrende blik så hun mod det æble der blev rakt mod hende. Men var det ikke det Aaran så gerne ville have fat i? Hun så ham i øjnene og rystede så let på hovedet. Hun lagde sin hånd på hans og skubbede let til den.
"Nej, Aaran. Det var Dem der ville have det. Jeg kan bare tage et af de andre." Godt nok havde hun været ude på noget af en klatretur, men det var ham der ønskede det æble fra starten af. Desuden betød det ikke så meget for hende at få et æble ud af det længere. Det havde bare været fantastisk med så sjov en oplevelse, nu hun ikke fik mange af dem. Aaran havde da helt bestemt lyst en lettere kedelig dag op.

Straks som Aniliidae afviste at ville modtage æblet da det varAaran selv der ønskede det til at starte med lo han lidt. Roligt som hun havde skubbet hans hånd lidt væk, tog han med sin anden hånd fat i hendes, vente håndfladen op af og lagde æblet der i. Det her var ikke noget de skulle diskutere, det her var noget han levede og ånede for.
"Frøken Aniliidae, det var aldrig ment til mig selv.. plus" sagde Aaran roligt og trak sine hænder til sig så Aniliidae ville stå tilbage med æblet. "Plus de rørte det sidst, så det må tilhøre dem" sagde Aaran med et glimt i øjet. 
Hvad var sådan et æble hvis man ikke kunne give en anden person den fulde oplevelse af at spise det. Aaran kunne hver dag finde æbler, eller andet, der var mindst lige så gode.

Roligt tog Aaran dog det bedste æble han havde nede i kurven som han tidligere havde plukket, og tog en tog bid af det. Han kunne smage sødmen og syren i et dejligt modspil af hinanden og hvordan saften fra æblet gjorde det vådt men stadig gjorde frugtkødet det stadig lidt tørt,  sprødheden som han tykkede ned i æblet rungede nærmest i hele hans hoved og gav den evige fornemmelse af man bed i noget der var yderst tilfredsstillende for sjælen.

"Lad nu denne dejlige sejers sødme, blive en del af dem frøken Aniliidae" sagde Aaran blot med et glimt i øjet og ville bestemt gerne stå her og diskutere i timesvis om hun skulle spise lige det æble eller ej. For det var ingen vej ud om, når Aaran havde sat sig for nogle skulle smage noget, så skulle de da det!.

Aniliidae fik igen vendt blikket mod sin hånd, da æblet blev placeret i den. Hun smilede svagt for sig selv og lukkede så hånden om det før hun igen så mod Aaran. Det var selvfølgelig ikke meget at få et æble, men det betød nu alligevel meget for hende. Hun modtog sjældent noget fra nogle og at han insisterede på den måde gjorde hende glad. Hans argument for at æblet tilhørte hende, fik hende til at grine svagt.
"Men hvorfor ville De have det, hvis det ikke var til Dem selv?" Spurgte hun undrende mens hun trak hånden med æblet i til sig. Uden at tænke over det, fik hun nærmest krammet æblet.

Det ville jo give mening at spise det, specielt nu hvor hun var sulten og trængte til det, men hun gjorde intet endnu.
"Tak, Aaran. De aner ikke hvor meget det betyder for mig," sagde hun. Det lød måske mærkeligt at være så taknemmelig for et lille æble, men det var ikke kun det. Og det var måske også underligt at lære en anden at kende ved at stjæle sammen, men den eneste form for kontakt hun normalt havde til andre, var kunder der skulle købe noget af hende. At Aaran havde bedt om hendes hjælp og fået hende til at grine som hun ikke havde gjort længe, var meget bedre end noget andet for tiden.

Så meget undren om hvorfor at han ville give hende æblet? For Aaran var det jo åbenlyst hvorfor hun skulle have det, men han ville da gerne oplyse lidt om det hvis hun nu ikke kunne se det. Men for god ordens skyld så Aaran lidt tænksom ud ved spørgsmålet og sagde så roligt "jamen kære frøken Aniliidae. Hele mit liv og væsen er til for at give andre glæden ved den mad jeg finder og laver... fra starten af var det æble ment til en anden, hvem vidste jeg ikke da jeg så det... så hvorfor ikke dem som hjalp mig med at få denne kære godbid"
Aaran havde just ikke brug for at fortælle om hvordan han ellers kunne smage ting blot ved at se på det, en unødvendig detalje som hun nok var ligeglad med. Hvad skulle hun også bruge den viden til, det gjorde ingen forskel på om hun skulle have det æble eller ej, eller jo han vidste jo så det var lige præcis det hun skulle have.

"Og kære frøken, det er mig blot en ære at give æblet til dem, en skam det ikke er mere end dette... en dag vil jeg lave dem et måltid de aldrig vil glemme" sagde Aaran overdrevet venligt og hævede stemmen stolt som han lovede hende at lave mad til hende. Dog skar det ham lidt i sjælen også at sige, for det betød den dag han skulle lave det måltid ville Aniliidae ikke være på toppen af sit liv, desvære endte alle en gang i livet i kulkælderen, der var ingen vej uden om.

At hendes hjælp blev tilbagebetalt i form af et æble, som Aaran havde været så opsat på at få fat på, fik hendes øjne til at lyse op. Hun var ikke vant til at få noget til gengæld for noget af det hun gjorde for andre og han var den første til at være så venlig over for hende, som ikke kun så hende som en arbejdende. Hun rykkede sig lidt tættere på Aaran og lagde kort armene om ham i et kram. Hvordan han ville reagere på det anede hun ikke, men hun kunne ikke lade være. Kort efter slap hun ham igen og tog den første lille bid af æblet. Hun blev straks overvældet af smagen. Balancen mellem sødme og syrlighed var perfekt og hun var noget overrasket over at Aaran fra starten af havde vidst, at lige præcis dette æble, var bedre end nogle andre.

Hvis deres næste møde skulle foregå over et måltid som han ville forberede, glædede hun sig allerede.
"Hvis Deres mad er lige så god som Deres øje for æbler, så vil jeg se frem til det," sagde hun og tog en bid mere. Det var utroligt hvor stor en følelse af glæde der kunne komme over en, ved noget så simpelt som smagen på et æble. Måske hjalp det at hun i forvejen var noget sulten. Det var bestemt ingen skam at dette var hendes belønning for at sige ja til at hjælpe ham tidligere.
"Men hvordan kunne De vide at æblet ville være så godt?" Spurgte hun, som hun stadig undrede sig.

Kram? Ja hvorfor ikke, det var ikke noget Aaran havde noget imod, så han gengældte kun det med glæde, og lod så Aniliidae trække sig væk igen. Trods de lige havde mødtes gjorde det Aaran intet, det var ham faktisk mere naturligt at gøre end man lige troede.
Det var specielt rart at se glæden i Aniliidae ansigt over at bide ned i æblet. Det var dejligt at sådan små glæder i livet som et æble kunne gøre så meget, men det var måske også noget folk havde glemt med tiden. For mange var maden jo et vigtigt mødested med familien og venner, dog var der mange der ikke rigtigt gjorde dette længere.

Aaran valgte ikke at kommentere på at Aniliidae ville se frem til det måltid han havde lovet, for det var aldrig et møde Aaran helt så frem til. Det var ikke det sjoveste at møde mennesker på deres mørkeste øjeblik i livet, men dog var glæden ved at give lidt gejst tilbage i livet stor nok til at gøre op for det.
Dog som Aniliidae spurte ind til hvordan han vidste hvordan lige det æble var så godt som det var grinte han blot lidt.
"Kære frøken Aniliidae, når man har brugt år i kogekunstens tjeneste lære man en ting eller to" sagde Sådan venligt og undlod at år betød så mange som han nu havde levet. Detaljen med han havde levet så længe som han havde undlod han at tale om, selvom mange altid endte med at spørger ind til det som de blev ældre og Aaran blot lignede sig selv. Men for nu var han blot et almindeligt menneske der stod overfor Aniliidae.

"Ser de, jeg er blot en kok der har øje for de gode ting" sagde Aaran ærebødigt og bukkede, han overdrev måske lidt sin gestus ved at bukke voldsomt, men det var mest for at være selvironisk.

Eftersom Aniliidae ikke var klar over hvordan Aaran ville reagere på det korte kram, gjorde det hende kun endnu gladere da han valgte at gengælde det. Den korte form for menneskekontakt var rar, som det ikke var det hun fik mest af. Det meste var i form af et håndtryk over en handel og det kunne godt blive lidt for kedeligt i længden og måske også lidt ensomt. Til gengæld ville hun ikke overskride nogle grænser, så hun holdte ikke krammet længe.

Hvis Aniliidae havde vidst hvor gammel han var, havde hun nok spurgt hvor mange af årene var blevet brugt på at lave mad, men han lignede jo et helt almindeligt menneske. Man kunne selvfølgelig aldrig vide. Selv lignede hun også en helt almindelig menneske pige, men de to hugtænder der gemte sig i ganen og den tynde todelte tunge fortalte noget lidt andet. Det var dog nemt at skjule. Selv når hun smilede kunne hugtænderne ikke ses og det var ikke mange der lagde mærke til at tungen ikke så normal ud, når hun talte.

Endnu en bid blev taget af æblet, som hun lo lidt over hans dybe buk.
"Det kan jeg kun give Dem ret i, Aaran. Endnu engang, tak for æblet. Det var bestemt underholdene at hjælpe Dem," sagde hun med et stort smil.

//Afsluttes grundet inaktivitet