Hauru havde vadet meget længe for at komme hjem, men var stadig ikke nået specielt langt. På de nye korte ben hun havde fået sig, tog alting jo meget længere tid end det plejede, også selvom hun havde holdt et godt tempo hele vejen. Vejen hjem var lang og i bukser der var for store og skulle holdes oppe hele tiden og sko hun havde været nødt til at smide, fordi de også var for store, var det ikke nemt at komme fremad. Hun havde også fået nogle interessante blikke fra folk på vejen, da det eneste der dækkede hendes nye bryster, var det lange hvide hår. Nu befandt hun sig på en større græsmark og der var heldigvis ingen i nærheden. Ikke at blikkene generede hende. Hun var ret ligeglad, da hun ikke var vant til at skulle dække overkroppen til. Det faktum at der var to meget tydelige ting der havde ændret sig, tænkte hun ikke videre over. Hun ville bare gerne hjem!

Hauru gik i sine egne, frustrerede tanker og holdte derfor heller ikke særlig meget øje med hvor hun trådte med de barer tær.
Det var dog ikke græsset under fødderne der blev et problem, men bukserne hun engang imellem ikke fik holdt nok oppe og kom til at træde i. Det måtte jo ske at det gik galt på et tidspunkt og ganske rigtigt, fik hun ikke reageret hurtigt nok til at hive bukserne op og endte med at skvatte i dem. Med et bump landede hun på maven på græsset. Straks vendte hun sig om på ryggen og lagde en hånd på hvert bryst for at dæmpe smerten lidt. Et lille host lød fra hende.
"Av! Ny form for smerte. Tænk at det skulle være så besværligt at have bryster," sagde hun lavt for sig selv, efterfulgt af et tungt suk. Hun var ikke vant til at have noget at tage hensyn til på den del af kroppen. Hun satte sig op og lod håret glide ned foran, så de igen var dækket til og hun blev siddende. Nu skulle hun lige have en pause.

Aftenen var gået efter planen og Deavás var egentlig på vej for at finde et sted at slå sig ned, da et lys pludselig fik hans opmærksomhed. Han var slet ikke i tvivl om hvem der nærmede sig ham, det var efterhånden meget velkendt, da han ikke bare sådan lige ville glemme det irriterende fjæs. Nok havde ham og Koda givet ham en ordentlig lærestreg sidst, men han kunne ikke lade vær med at tage chancen og udnytte muligheden igen. Koda var ikke til stede, så han kunne uden videre slippe hæmningerne og udnytte Hauru igen. For egen vindings skyld. I sidste ende rettede han sin kurs mod markerne. Han vidste lige præcis, hvor han skulle gå hen for at forstyrre hans rute. Hvad han dog ikke var klar over var den forandring der var sket med ham, men mon ikke han nok skulle få chancen, så snart at han nærmede sig?

Deavás stoppede op, før at han trådte ud på græsmarken, hvad der fik vampyren til at vandre rundt herude var ham lidt en gåde, da han ofte valgte at vandre rundt i skovene, hvor der var rigelig med skygge. Han trak let på skulderne før at han valgte en forholdsvis direkte linje mod Hauru, dog kunne han i horisonten fornemme en skikkelse i det fjerne. Hans evne fortalte ham, at det var Hauru, men hvad der mødte hans blik var noget helt andet. Det var yderst svært at holde et grin tilbage, men han formåede at bide det i sig, som han nærmede sig lige tids nok til at se hende falde.. Gud hvor gjorde han det egentligt svært for ham at holde en oprigtig facade, som han nærmede sig. Deavás plantede hænderne i lommerne, som han så til imens at Hauru fik vendt sig rundt og tog sig selv på brysterne. Det overraskede ham egentlig ikke, men han undlod at sige noget lige med det samme. Hvordan skulle han egentlig reagere på det hele? Havde det nu bare været det sædvanlige, så havde han nok bare tvunget ham i knæ igen, men situationen havde forandret sig bare en anelse. ”Kom De noget til?” lød det undrende fra ham, som han holdt masken og tillod sig selv at få lidt sjov ud af situationen. Han rakte en hånd frem mod hende, som hun satte sig op, den anden hånd var fortsat plantet i hans lomme. Nu var spørgsmålet hvor længe han kunne holde facaden kørende og hvor nemt det ville være at overbevise Hauru om at Deavás blot så hende, som en anden kvinde.

Hauru tog fat i en tot af det lange hår, for at fjerne den fra øjet. Det havde været et stort problem. Hår i øjnene. Generelt hår alle vejne, for det var da godt nok blevet langt og det flyttede sig alt for meget rundt i vinden. Hun vendte kort blikket mod brysterne igen. Det var noget at vænne sig til. Men hun havde da været heldig, at de var blevet utroligt kønne. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt over synet, men smilet forsvandt meget hurtigt og blev til et rimelig stort chok, da hun hørte Deavás stemme. Hun rettede blikket mod hånden han tilbød og fnyste kort. Det var da det sidste hun ville gøre, at tage imod hans hjælp. Det gik galt sidste gang, så hvorfor skulle hun dog.... Nårh ja. Deavás vidste vel ikke hvem hun var.

Hauru lagde sin hånd i hans og rettede hovedet op for at møde hans blik, hvorefter hun hev sig selv op.
"Nej, overhovedet ikke," svarede hun med et svagt smil, hvilket afslørede begge hugtænder. Efter en dags tid, hvor hun havde vandret om natten, var tanden endelig kommet ordentligt ud igen, men det havde bestemt ikke været smertefrit. Energien havde hun dog fået igen. Det havde været nemmere end nemt at hapse sig et par mennesker på vejen, nu de befandt sig et relativt tomt sted. Hun holdte et fast greb i de alt for løse bukser, ellers var de helt sikkert faldet ned da hun havde rejst sig. 

Det var simpelthen for morsomt! Han kunne nemt mærke på Hauru, at det ikke var efter hans egne planer, at han lige pludselig havde fået en kvindekrop. Det var for godt til at være sandt faktisk. Men indtil videre skjulte han det meget godt, som han tilbød hende en hånd, så hun kunne komme op og stå igen. Mest af alt fordi Deavás gerne ville have et bedre kig på hendes nye krop. Det var måske uheldigt for Hauru, men det var ganske heldigt for Deavás, for nu var det stensikkert at Hauru ikke kunne tvinge sig ind i ham, ikke at han lod det komme så vidt, men hvad havde han nu at skræmme ham med? Den flabede reaktion på hans hånd fortalte ham at evnen ikke spillede ham et puds, det var virkelig Hauru!

Deavás hjalp hende roligt på benene, som han gav hendes hånd et klem. Der gik dog ikke lang tid før at han slap hende igen og lod hende genfinde balancen selv. Til sin egen skuffelse, kunne han se at hugtanden var vokset ud igen, men han bar stadig rundt på den forrige hugtand, så der var intet i vejen for at gøre det til et sæt. Alligevel smilte han roligt til hende, for at gengælde smilet. ”Hvorfor går De rundt i løse bukser?” spurgte han forundret, selvom han godt kendte svaret, han var blevet mindre. Det kunne han allerede se på Hauru. Deavás lod dog blikket dale mod hendes bryst, som han løftede en hånd og strøg håret væk, så han bedre kunne beskue dem. Det var jo stadig Hauru, så mon ikke han var lige så villig som sidst? ”Og ingen trøje kan jeg se” lo han med et skummelt smil på læben.

Hauru fik hurtigt genfundet balancen da hun kom på benene. Hvis hun kunne udnytte situationen til at få lidt hævn over Deavás, ville det lige pludselig blive en rimelig god dag, så intet skulle afsløres endnu. Hun skævede kort mod de løse bukser og forsøgte hurtigt at komme med en forklaring der ville give mening. En sætning som 'jeg plejede at være en mand', ville nok ikke være den bedste.
"Uhh.. De gamle blev revet i stykke i en slåskamp og jeg stjal dem her fra en mand i byen," svarede hun selvsikkert. Hm, den forklaring var vel ikke helt dårlig. Okay, den kunne have været bedre, men hun synes selv den var ret god i forhold til hvor hurtigt den skulle komme.

Så rettede hun blikket mod Deavás hånd, der fik flyttet håret væk fra det ene bryst og da hun så det skumle smil, blev hun lige pludselig meget selvbevidst. Det var slet ikke gået op for hende at nogle måske ville udnytte hende, som hun selv havde udnyttet andre kvinder. Hun var ikke sikker på at det var noget hun havde lyst til at opleve. Hun trådte et skridt væk fra Deavás og lod håret dække brystet til igen, men hun beholdte det søde smil på læberne.
"Den røg også i slåskampen. Jeg nåede ikke at finde en ny," sagde hun, lige så selvsikkert som før.

Deavás forventede ikke en god forklaring på bukserne, men han lod hende alligevel tænke over det, imens at han brugte tiden på at betragte Haurus nye krop. Til en vis grænse kunne han nok bedst lide denne krop, men samtidig var det også sjovere at tvinge ham i knæ, når han var mand. Han så lettere forbavset på hende, som hun forklarede sig.. Ikke dårligt. ”Så De har været oppe at slås?” spurgte han med et smil på læben. Det lød som Hauru, men han var overbevist om at det hele var sket for nylig og at han derfor ikke havde haft chancen for at finde noget mere passede tøj. ”Skal jeg gå udfra at det gik værre ud over dem, De sloges med?” spurgte han ledende, som der ikke var nogen sår at se på ham.

Der var vel intet i vejen med at nyde Haurus nye krop, men hun lod ikke til at være af samme overbevisning, som hun straks trak sig fra ham. Han hævede roligt hænderne foran sig, som han ikke havde haft i sinde at støde hende. Selvfølgelig havde det været hans plan fra start af. Som hun trak sig valgte Deavás dog at gå tættere på hende, som han greb ud efter hendes arm for at hive hende tæt på. ”Hvis De er så vild som De antyder, så må jeg hellere holde godt fat i Dem” hans ord lød næsten som hen hvisken, som han strøg hende ned af kinden og videre ned over brystet. Det var virkelig fristende at afsløre Hauru, men han nød legen, så han kunne godt fortsætte lidt endnu.

Hauru lagde hurtigt mærke til hvor Deavás blik blev ført hen som han betragtede hende, hvilket selvfølgelig irriterede hende. Et par bryster og ingen bluse og så blev folk distraheret. Nå ja. Det gjorde hun vel også selv, men det var da noget andet, når det gik ud over hende. Hun nikkede let over spørgsmålet. At hun havde været oppe at slås, var den forklaring hun ville holde fast på, også selvom det var en stor løgn.
"Selvfølgelig. Jeg er mere end i stand til at forsvarer mig selv," svarede hun. Det var også løgn. Hun havde forsøgt at slå Ompries ned, da han forvandlede hende, men det var ikke gået specielt godt. De små hænder var ikke så hårdføre som de var før.

Hauru undslap et kort gisp da Deavás kom tættere på og greb fat i hendes arm. Hun forsøgte at flytte sig fra ham, men blev i stedet hevet ind til ham. Hun vendte blikket fra ham, da hun ikke kunne skjule irritationen over at blive behandlet sådan. Hun vidste, at chancen for at slippe ud af hans greb ikke var stor og lige så snart hun mærkede hånden der strøg fra kinden og ned over brystet, lagde hun hænderne på hans brystkasse og skubbede til. Hun havde egentlig besluttet sig for ikke at afsløre at hun kendte ham, men temperamentet havde hun jo altid haft problemer med at styre.
"Slip mig! Du kan ikke forvente at holde fast i mig hver gang vi ses!" Vrissede hun. Hun nåede lige nøjagtig at hive fat i kanten af bukserne igen inden de faldt af, efter hun havde sluppet dem for at skubbe til ham.

Deavás gjorde intet for at skjule sine intentioner, som han nød synet af hende. Hun så godt ud og han ville helt sikkert ikke misse chancen for at få lidt ud af sammenstødet med Hauru. Spørgsmålet var bare hvordan han skulle tackle hende. Som kvinde havde hun ikke meget at skulle have sagt og han havde lidt på fornemmelse af, at Hauru ikke anede hvordan hun skulle bære sig ad med det hele. Hendes svar fik ham til at smile igen, som et glimt viste sig i hans øjne. Han skulle nok overbevise hende om noget andet. Men det skulle nok komme. I stedet lod han hende have det sidste ord i sagen, som han straks gik videre til at komme tættere på hende.

De feminine lyde var som sød musik i hans ører, han kunne ikke lade vær med at grine let af hendes forsøg på at slippe af med ham. Som hun kom helt tæt på, valgte han at føre hænderne ned til hendes røv, som han langsomt fik en fornemmelse af hendes nye kurver. Ikke dårligt, bestemt ikke dårligt. Hauru forsøgte dog stadig at slippe ud af hans greb, som hun skubbede imod hans brystkasse og han uden videre slap hende, så hun ville lægge for meget kraft i skubbet og forhåbentlig falde bagover. For at forhindre at hun røg helt ned på røve, greb han hende med en arm under hendes ryg og den anden hånd mod hendes bryst. Hans gyldne øjne gled ind i hendes, som han langsomt slikkede sig om munden. Hauru kunne ikke holde facaden og den gik i tusind stykker, men den slags kunne mange jo sige, specielt om Hauru, for Deavás var næppe den eneste, der holdte ham fast hver eneste gang. ”Sidst var det Koda, der holdt Dem fast” lo han køligt, som han afslørede sig selv og indrømmede at han ikke var i tvivl om hvem han stod overfor. Han plantede et kys mod hendes fyldige læber og maste til omkring hendes bryst. Han slap hendes læber, før at han slap hende og lod hende falde, hvis hun ikke genfandt balancen først. ”Men sikke en glædelig overraskelse, De havde da ikke behøvet ændre køn for min skyld” lo han stille, som han roligt smed den lange kappe og åbnede skjorten uden at tage blikket fra hende.

Hånden om røven var han bestemt ikke tilfreds med, men den lå der så kort, at Hauru ikke gjorde noget ved det. Han var ikke forberedt på at blive sluppet da hun skubbede til og faldt straks bagover med et chokeret gisp. Hendes blik faldt straks på hånden på hendes bryst, da hun blev grebet og et meget fornærmet udtryk kom frem i hendes ansigt, som hun hamrede en flad hånd efter Deavás kind. Da hans øjne mødte hendes, fik han et rasende blik tilbage.
"Fordi du bad hende om det!" Sagde hun vredt, uden det overhovedet gik op for hende at han udmærket godt vidste hvem hun var. Men i sekundet efter spærrede hun øjnene op og et "Vent.." Lød fra hende, inden hun mærkede hans læber mod hendes. Følelsen af hånden der maste om brystet, var hun ikke sikker på hvor behagelig var.

Hauru faldt derefter til jorden som hun blev sluppet igen og et irriteret støn lød fra hende da hun ramte. Hun satte sig op med det samme og tog sig kort til hovedet, lige det sted der havde ramt jorden med et gok.
"Det er muligt at det glæder dig, men tro mig. Det var ikke med vilje," sagde hun sammenbidt før hun rejste sig igen. Hun skulle ikke nyde noget af at være så tæt på jorden, med Deavás i nærheden. Det gik aldrig godt. Hun greb straks fat i bukserne igen og lagde hovedet let på skrå i undren over hans pludselige lyst til at smide tøjet. Det gik dog hurtigt op for hende og hun gik nogle skridt tilbage, væk fra ham.
"Nej.. Nej, nej. Det gør du ikke," sagde hun kort med en tydelig panik i stemmen.

Deavás morede sig gevaldigt på hendes bekostning, som han greb hende uden de helt store problemer. Han kunne lige så godt udnytte situationen til sin fordel, så i stedet for kun at redde hende fra faldet valgte han at gribe fat om hendes bryst, så han selv kunne få en fornemmelse af dem. De var fyldige og bløde, næsten lige som hendes læber. Det var ganske godt, indtil videre kunne han ikke rigtig klage over situationen Hauru havde placeret sig selv i. Hånden mod hans kind fik ham til at grine, som han godt kunne mærke det mindre slag, men det var slet ikke nok til at få ham til at give slip.
Han trak let på skulderne, det var en mindre detalje, det behøvede han ikke hænge sig i. ”De kunne sikkert have bedt om det samme, hvis ikke De havde dummet Dem tidligere” forsikrede han med et smil, som han udmærket var klar over hvordan han kunne kontrollere Koda, hvis han ønskede. Da det gik op for hende, at Deavás godt var klar over at det var ham blot som kvinde, så kunne han ikke lade vær med at smile yderligere. Var det virkelig så slemt?

Den lille skikkelse som Hauru havde taget var yderst nem at skubbe rundt med og han havde intet imod hendes irritation, han nød det i fulde drag og man kunne sagtens se det på ham. ”Med vilje eller ej, jeg har tænkt mig at udnytte det” forsikrede han hende med et smil, som han trådte tættere på hende, da hun rejste sig op. Hauru havde lært lidt om ikke andet, men i stedet for at bekæmpe ham forsøgte han at flygte. ”Og hvad hvis jeg gør?” spurgte han køligt, som han langsomt bevægede sig tættere på hende. Han valgte ikke at gribe ud efter hende, som hun ikke havde noget sted at flygte hen, der var en stor mark og han ville kunne finde en hvor som helst. ”Jeg kan se at De har fået Deres tand tilbage” lo han stille, som han stak hånden ned i lommen og fiskede den anden op. ”Vil De have noget imod, at jeg tager en ekstra så?” spurgte han køligt, før at han tog nogle hurtigt skridt mod hende.

Hver gang Deavás trådte tættere på, gik Hauru selv et par skridt tilbage med et fast greb om buksekanten. Hun var mere end klar over at hun ikke ville vinde i en slåskamp mod ham, så at holde sig på afstand var nok den bedste løsning. Hun skulle lige til at svarer på hans spørgsmål, men stoppede sig selv med et suk, for det vidste hun egentlig ikke. Hvad hvis han gjorde? Hun grinede lavt og trådte et par skridt længere tilbage.
"Men det gør du ikke. Det er dét, du har Koda til, så.. Smut hen til hende," sagde hun og gjorde tegn med hånden til at han skulle smutte den anden vej. 

Hauru vendte blikket mod tanden der blev hevet frem og straks stoppede hun med at bevæge sig længere væk fra ham. Tværtimod farede hun hen til Deavás og forsøgte at få tanden fra ham.
"Ja, det ville jeg have noget imod! Giv mig min tand!" Råbte hun irriteret, mens hun lod neglene borer ned i hånden på ham, for at få ham til at slippe tanden. Samtidig vred hun sig rundt for at lægge alt sin vægt i når hun hev. Ikke at vægten var overvældende, men et rask forsøg blev der gjort! Det var egentlig heller ikke fordi tanden skulle bruges til noget, men det irriterede hende voldsomt meget at Deavás havde noget der tilhørte hende.

At Hauru valgte at gå bagud hver gang Deavàs tog et skridt fremad viste ham blot at hun ikke var glad for situationen, hvilket også betød at han lige nu styrede hende i den retning, som han ønskede og det morede ham. Hauru var tydeligvis usikker på situationen, som han havde forventet en flabet kommentar, men i stedet var der intet. Mon han havde mistet pusten allerede? Dog kom der hurtigt svar på tiltale, han kunne ikke lade vær med at grine. "Hvad jeg har i sinde at udsætte Dem for, ville jeg aldrig udsætte Koda for" svarede  han køligt, som Hauru ikke skulle forvente at der var tale om for meget nydelse, tværtimod. Hvis han gjorde det samme mod Koda, ville han ende i samme situation med hende som Hauru.

Lige pludselig skiftede Hauru dog karakter. Han havde ramt et ømt punkt med tanden og han kunne ikke andet end at grine, som den spinkle skikkelse farede lige i armene på ham. "Det er ikke længere Deres" forklarede han køligt, som han lukkede hånden om tanden, før han hævede hånden så hun ikke kunne nå. Pludseligt bukkede han sig dog ned, som han greb fat i hendes bukser med den anden hånd og rev bukserne ud af hendes hånd, så hun forhåbentlig slap. Derfra valgte han at løfte hende op i benene, så hun mistede jordforbindelsen.

Hauru var ikke rigtig klar over om hun skulle være lettet eller mere nervøs over Deavás kommentar. Hun fik et meget undrende blik i øjnene. Hvis han ikke havde i sinde at udnytte hendes nye dele, var hun bestemt lettet. Men hvis det var udnyttelse af hendes nye dele som normalt ikke var specielt rart for kvinder, var hun meget nervøs. Siden hun ikke anede hvad hun skulle tro lige nu, kom hendes normale forsvasmekanisme i brug.
"Men du har allerede udsat mig for lidt af hvert, så lad os bare stoppe nu," sagde hun med et akavet grin.

Mens Hauru febrilsk forsøgte at få fat i tanden, fik hun slet ikke reageret på bukserne der røg af. Hun strakte sig op for at gribe fat i Deavás hånd og blev kun mere frustreret over hvor høj han var i forhold til hende. Et gisp lød fra hende, da hun blev løftet op, bukserne blev liggende på jorden og da hun ikke var forberedt på det, fik hun skubbet et bryst mod hans ansigt. Hun lagde hurtigt hænderne på hans skuldre og skubbede sig selv tilbage, mens hun fik sendt ham et vredt blik.
"Det var da utroligt så uhøflig du er! Sæt mig ned!" Vrissede hun, uden tanke til at hun var rimelig nøgen.

Det var måske bedst ikke at pensle den slags ud for hende, eftersom at hun næppe var klar over, hvad han kunne gøre ved hende og endnu mere hvad han gerne ville gøre ved hende. De nye dele var bestemt tiltrækkende og Deavás havde intet imod at udforske Haurus nye krop med grådige hænder. Det ville slet ikke blive lige som første gang, men det var der heller ikke noget i vejen for. ”Og misse chancen for at begynde forfra?” han lød ikke særlig overbevist om at det var den bedste måde at udnytte situationen på, for hun kunne tydeligvis ikke finde ud af, at forsvare sig selv. Slaget på kinden havde været minimal og han bemærkede det ikke engang mere.

Det var næsten for nemt, men også kun næsten, som Deavás greb fat om hendes ben og lod hende miste jordforbindelsen. Tanden var ligegyldig lige nu, da han nemt kunne skaffe en ny, hvis hun insisterede på at få den igen. Dog holdt han den i sin hule hånd, som han havde placeret hænderne mod hendes røv. Det var svært ikke at gramse bare lidt på hende sådan her. Brystet i ansigtet bragte et dyrisk smil frem, som han uden advarsel greb ud efter hendes bryst med munden og førte tungen over hendes brystvorte med et køligt blik i øjnene. Han lod hende dog gå, som hun insisterede på at holde afstand til ham. ”Vil De gerne se mig være høflig?” spurgte han med et stort smil på læben, som han flyttede let på den ene hånd, så den smuttede imellem hendes ben. Han tøvede ikke før han pressede en finger op i hende. Mon Hauru foretrak røven eller var hun frisk på en ny følelse?

Hauru blev ikke yderst tilfreds over Deavás, som han indikerede at han havde tænkt sig at starte forfra på alt han allerede havde udsat hende for, men der var ingen tvivl om at det ikke blev uden modstand. Muligvis blev modstanden ikke så stor som Hauru selv gerne ville have den til at være, men det var blevet ekstremt svært at få noget som helst til at gøre ondt på andre, med de små hænder og tynde fingre. Hun havde dog tænkt sig at være lige så besværlig som hun altid havde været.

Hun fik skævet kort mod hænderne der var blevet placeret på hendes røv, men nåede ikke at reagere på det, før hun mærkede tungen mod brystvorten og et lavt gisp i nydelse lød fra hende. Hun lukkede hurtigt munden i igen for ikke at lade flere lyde undslippe. At hun nød noget af det Deavás gjorde, skulle bestemt ikke vises. Hauru var ikke sikker på hvad hun skulle svare. Hun havde en fornemmelse af at hans måde at være høflig på, ikke var noget hun ville blandes ind i. Idet hånden blev flyttet, greb hun straks fat i hans skjorte med den ene hånd. Den anden hånd knyttede hun og løftede op, klar til at hamre den efter ham, men stoppede op og undslap et chokeret støn over fingeren der blev presset op i hende.
"Oh.." Hun var ikke helt klar over om hun skulle være fornærmet over at blive raget på, eller om hun skulle bruge muligheden og mærke om det nu var behageligt. Hun slap dog ikke grebet om Deavás skjorte, men den knyttede hånd lod hun falde igen som hun stirrede på ham med et tomt blik.
"Kalder du dét, at være høflig?" Spurgte hun undrende. Hun havde forventet en form for smerte, hvis den del af hende blev brugt, men en enkelt finger var egentlig ikke slem.

Det generede ham ikke at Hauru ikke brød sig om situationen, han havde ikke sinde at gøre ham tilfreds med det heller. For det lå slet ikke i hans natur at gøre Hauru en tjeneste. Desuden så medførte den nye krop nye steder han kunne udnytte, så hvordan kunne Hauru egentlig bebrejde Deavás for at ville starte forfra? Hvis Hauru havde i sinde at bruge den samme form for modstand overfor ham, så ville han også bare gøre det voldsommere, så hvorfor ikke bare slappe af og nyde opmærksomheden lidt? Deavás forstod slet ikke kampen, men gav ham gerne kamp til stregen for at se ham ligge og vride efter mere.

Nok var det ikke naturligt for Hauru at have bryster eller en kvinde krop, men de lyde hun kom med virkede helt naturlige, som han strøg hende over brystet. Kroppen fejlede altså ikke, for Hauru lod til at kunne mærke det hele. Så der var lavet et godt arbejde med at forvandle ham til en kvinde. Deavás mødte hendes blik med et smil, som hun greb fat i hans skjorte og gjorde klar til at slå ham med knytnæven. Men noget forhindrede hende i at komme videre, som han pressede fingeren langt op i hende. ”Jeg kan gøre det behageligt eller frygteligt for Dem” der hvilede et koldt smil over hans læber, som han brugte fingrene til at nive hende. ”Hvad vil De foretrække?” han gav hende en chance for at opføre sig ordentlig, men hvis hun ikke tog den så ville det uden tvivl komme til at gøre ondt. Det skulle han nok sørge for. ”Jeg synes selv det var ganske høfligt” sagde han uden at trække en mine, som om han mente det alvorligt. Deavás slap hende dog roligt, som han placerede hænderne på hendes ben for at skubbe benene omkring ham, så han ikke behøvede bruge begge hænder til at holde hende oppe. Han vendte dog atter retur til hendes bryst, som han langsomt lod tungen glide over den en brystvorte, før han nappede hende let og lod tænderne omslutte hendes hud.

Hauru var udmærket klar over at Deavás mente hvad han sagde, men det var voldsomt irriterende at hun endnu engang var nødt til at indordne sig efter hvad han ville. Hun bed tænderne sammen over nivet og undslap et irriteret støn som hun kort lukkede øjnene i over smerten. Selvfølgelig overvejede hun at fortsætte med at kæmpe imod, det lå til hendes natur og hendes sædvanlige udbrud af vrede ville han ikke slippe for, lige meget hvad hun gjorde. Hun måtte dog hellere vælge den nemme udvej. Det ville helt sikkert ikke ende godt for hende selv, hvis hun valgte at være for besværlig.

Som hendes ben blev skubbet omkring Deavás, blev der af ren refleks gjort lidt modstand, men ikke længe. Hun klemte selv til med lårene om livet på ham, for at ikke at skvatte ned. Hauru havde stadig haft en lille drøm om at dominere ham, men hendes nye situation gjorde ikke den drøm realistisk, hvilket også var med til at irritere hende endnu mere. Det der skulle til at ske nu var hun heller ikke helt vild med, men hun var godt klar over at der ikke var nogen vej udenom.
"Fint. Men den mindste form for ubehag og jeg bider," sagde hun kort, som hun vidste at det var lykkedes hende et par gange før. Det havde til gengæld altid været tilfredsstillende. Hun lænede hovedet let tilbage da tænderne blev sat i huden i brystet. Den form for smerte havde altid været okay og det havde bestemt ikke ændret sig.

Der var stadig modstand i vampyren, men styrken var der slet ikke til at holde ham på afstand og nu hvor hun havde låst sine ben rundt om ham, så gav det ham frit spil med sine hænder, som de stille vandrede over hendes krop. Hauru var nøgen, hvorimod Deavás stadig havde skjorte og bukser på, men det var ikke noget problem, som han gerne ville bruge lidt tid på at undersøge enhver krog af hendes krop. Stilen var lagt og Deavás kunne aldrig forestille sig at lade sig dominere af så svagt et væsen. Det ville være en umulig opgave og han havde ikke i sinde at indtage offerrollen frivilligt. Den skulle tages med magt og Hauru lod ikke til at have meget magt lige nu. Men at der var tale om en drøm havde måske fået ham til at le. For noget kunne tyde på at vampyren ikke helt kunne glemme ham og lade som om der var tale om det selv samme sjov, som han havde med så mange andre.

Haurus trussel fik ham til at se hende i øjnene, som han strøg en hånd op af hendes ryg og greb fat i hendes nakkehår for at hive hovedet bagud. ”Det skal jeg nok bestemme” det var ikke til at sige, hvordan Hauru ville have det med situationen, han kunne jo ikke vide hvordan han ville reagere overfor hans kærlige berøringer. Deavás satte sig roligt ned på hug, som han lagde hende ned på jorden. Det var nemmere at arbejde med hende på jorden, så længe han ikke kunne holde hende fast mod et træ. Dog bevægede han sig op til hendes læber og kyssede hende grådigt, imens at begge hans hænder vandrede ned over hendes bryst og nev hende, før at de vandrede over hendes maveskind og ned imellem hendes ben for at få hende til at sprede benene, så han kunne være der.

Hånden op af ryggen fik Hauru til at rette sig op, hvilket nok ville resultere i et par bryster der blev rykket tættere på Deavás. Halsen blev blottet som han fik fat i håret og hev hendes hoved bagud og et utilfreds støn lød fra hende. Hun var heller ikke sikker på hvor glad hun var for hænderne der vandrede hen over kroppen, men hun håbede nu på at det var den rigtige beslutning hun havde taget.

"Aw, kom nu. Jeg elsker når jeg får dig til at bløde," lo hun som hun blev lagt mod jorden. Hun tøvede ikke med at gengælde det grådige kys, men afbrød det kort for at stønne over nivet, hvorefter hun selv fortsatte kysset. Igen gjorde hun en anelse modstand da hånden prøvede at få hende til at sprede benene, men lod det ske efter at have taget sig sammen. Hun flyttede en hånd om i nakken på Deavás, hvor hun gengældte hans tidligere greb og rev fat i håret på ham. Så holdte hun fast, for at hive ham helt ind til sig. Måske for at forhindre ham i at flytte hænderne for meget rundt på hende, da tanken om at han skulle indvie hendes nye dele ikke gjorde hende i specielt godt humør. 

Deavás kunne sagtens få hende til at fortryde, at hun havde valgt at overgive sig, men hvis han gjorde det for hurtigt, så ville hun bare begynde at modsætte sig ham og så ville han være tvunget til at bruge magt imod hende. Ikke at det ville være et problem, som han også hev hendes hoved bagud og blottede hendes hals, så han kunne få en fornemmelse af hendes hud mod sine læber.

Hendes latter og stemmen, som forsøgte at få ham til at opgive lidt blod, fik ham blot til at stoppe kort, som han så ned på hende. Ikke tale om at hun skulle have chancen, men samtidig ville det også blive svært at forhindre, hvis han skulle få hende til at nyde det og værdsætte sine kropsdele. Men et bid ville ikke gøre ham mere blid, tværtimod. ”Lige om lidt er det Dem, som bløder” sagde han med et lumsk smil på læben, som tanken havde strejfet ham. Var Hauru stadig jomfru i denne skikkelse eller havde det ingen betydning, når han havde været god til at holde sig i gang tidligere? Deavás tillod kysset, som han dog stadig var interesseret i at udforske hendes krop og roligt fik spredt sine ben, så han kunne komme ned imellem hende. Han bekymrede sig ikke om at han stadig havde tøj på dog, det skulle nok komme, når han havde gjort hende varm. Derfor pressede han også sin hånd imellem hende og ham, som han strøg fingrene over hendes og langsomt førte nogle fingre ind i hende med et smil. Han slap ikke hendes læber, som han pressede sin krop imod hendes bryst og låste hende til jorden med sin kropsvægt.