Mellem de mange træer i den mørke skov havde Hauru sat sig lænet op af et træ, med begge ben bøjet og armene hvilende på knæene. Han havde lænet hovedet tilbage og lukket øjnene. Efter at have stødt ind i stort set alle han kendte, som ikke ligefrem var glade for ham, var det rart endelig at slappe af. Det var ikke gået op for ham at det måske ville være en idé at behandle andre bedre end han gjorde. På den måde kunne det være at hver eneste møde ikke ville være så krævende. Nej, han nød nu at leve som han gjorde, hvilket også var derfor en gammel kending stadig ikke kunne overtale ham til at opgive sit liv som Mørkets Kriger. Der var noget befriende over at være i stand til at gøre som det passede en, uden at skulle stå til regning for nogle. Udover en enkelt person. Men hun ville da aldrig kunne vide hvad han brugte sin tid på, når hun ikke var i nærheden. Det var han helt sikker på. Han var godt nok blevet advaret noget så grusomt med hvad der ville ske, hvis han brød de regler hun havde lagt for ham, men han gjorde hvad han kunne for at bøje dem. Eller.. Han gjorde hvad han kunne for at bryde dem så meget som muligt. Bare det, at han stadig ikke havde taget en bluse på, ville sikkert give ham store problemer, men så var der vel altid den mulighed at lyve. Det var han efterhånden blevet god til.

Lyset, Mørket, hvad end der førte kampen ville få Deavás støtte. Dog ville han aldrig nogensinde love noget, han udmærket godt vidste, at han ikke ville kunne holde. Nok skulle han forholde sig neutral til kampen imellem de to magter, men det ville da være svært ikke at have et ønske? Deavás havde dog en rolle at udfylde i det hele og han havde ikke tænkt sig at svigte det. Lige nu havde han dog kursen mod nogle fredelig timer. Eller det var i hvert fald hans plan. Deavás var iklædt et mere afslappet sæt tøj, som den lange kappe ville tiltrække for meget opmærksomhed i en skov som denne, i stedet bar han en hvid skjorte. Skjorten var ikke lukket helt, men kun halvvejs, så han stadig følte at han kunne ånde i tøjet. De sorte bukser var lettere tætsiddende i den øverst del, men mere løs omkring hans læg. I hånden bar han en bog, et vigtigt redskab, hvis du spurgte ham. Dog holdt han den tæt ind til kroppen med højre hånd og blikket rettet mod stien. Rundt om taljen hang et længere stykke stof, som var bundet fast ved hans højre hofte.

Deavás fremstod aldrig rigtigt som en trussel overfor nogen, så længe at de ikke generede ham. Hans holdning var rank og stolt, som han lød de gyldne øjne spejde rundt imellem træerne. Det sidste han ønskede var en overraskelse eller et overfald, så var det nemmere at være på den sikre side og holde et vågent øje. Derfor fik hans også øje på noget lyst i det fjerne imellem træerne. Roligt bevægede hen sig imellem buskene og ind til skikkelsen, som havde slået sig ned ved et træ. Der var ikke tale om et blå en lignende, tværtimod var der tale om en mand i bar overkrop. Deavás rynkede let på brynene, som han så sig over skulderen og lod hånden og bogen hænge langs med hans krop. ”Er De ude på at blive syg?” spurgte han direkte uden at præsentere sig selv, dog med en anelse undren i stemmen for det virkede besynderligt, at slå sig ned uden trøje på i skoven. Det var ikke fordi han var bekymret, det virkede blot en anelse malplaceret i skoven.

Hauru rynkede let på næsen og fik langsomt åbnet øjnene, da han hørte de rolige skridt der bevægede sig tættere på. Han rettede hovedet op og vendte blikket mod den fremmede mand ikke langt fra ham. Han kunne ikke holde et grin tilbage over kommentaren og samtidig blev de spidse hjørnetænder blottet.
"Den var god. Men hvis du er så bekymret for mit helbred, er du mere end velkommen til at holde mig varm," sagde han, mens han lod blikket glide op og ned af manden for lige at se ham an. Han fik hævet det ene øjenbryn let mens han rejste sig og i stedet stillede sig med ryggen lænet op af træet og hænderne i lommerne.

Hauru morede sig gevaldigt over den kommentar. Det var vidst første gang nogle havde spurgt ham om det, da de fleste kendte ham og vidste han var vampyr, eller også var folk ret så ligeglade.
Han havde hurtigt opfattet at manden havde tiltalt ham med et høfligt 'De', men Hauru gjorde intet for at gengælde respekten. Det havde aldrig været en prioritet at vise nogle former for respekt over for andre og han havde bestemt ikke tænkt sig at starte nu.

Synet af hjørnetænderne fik det hele til at falde på plads. Vampyrer var altid så selvoptaget og forfærdelige at være i selskab med. Men svaret på hans kommentar fik ham dog til at smile. Denne var bestemt ingen undtagelse og Deavás lagde blot armene over kors, som bogen hvilede imod hans arm. Et let træk på skulderne var den eneste reaktion vampyren fik på sit tilbud. Han trådte dog roligt nærmere, hvis vampyren havde tænkt sig at bide ham, så kunne han bare gøre det. Han frygtede ikke et bid, da han havde set blod mere end én gang før.

De og du var ikke af betydning for ham, men vampyrens attitude sagde noget andet og blikket denne sendte fik ham til at smile. Så Deavás kunne ikke helt lade vær med at gå helt op til vampyren. ”Pas på, at jeg ikke ser Dem, som et nemt offer” lo han stille med blikket rettet mod hans øjne. De gyldne øjne undveg ikke et sekund, som han rakte ud efter vampyrens kæbe. ”Gror Deres hugtænder ud igen, hvis jeg fjerner dem?” spurgte han ledende, som han havde ændret karakter og fremtoning. Der var et dyrisk blik i hans øjne, imens at han ventede på et svar. En enkel berøring ville være nok til at skabe en forbindelse imellem ham og vampyren, Deavás var ikke bange for at bruge sin evne, skulle vampyren stikke af, ville han få nemt ved at finde ham igen.

Hauru lagde hovedet en anelse på skrå mens han fortsat holdte det betragtende blik på manden, som han kom tættere på.
Dog blev blikket i øjnene hurtigt ændret til lettere interesseret, da han kom tæt nok.
"Det kommer helt an på hvilket form for offer, du skulle have lyst til at se mig som," sagde han med et smil der ikke var til at tage fejl af. Det samme smil forblev spredt over hans læber, selv da han blev grebet om kæben og han lænede sig en anelse fremad.
"Er det noget jeg skal svare på, eller har du tænkt dig at prøve, lige meget hvad jeg siger?" Spurgte han uden bekymring. Med hans evne til at hele sig selv, ville tænderne gro ud igen, dog ville det være smertefuldt og det ville ikke ske med det samme. Men eftersom han med sikkerhed vidste, at de ville komme tilbage, var han ikke bekymret for at miste dem.

Hauru var klar over at denne situation kunne udvikle sig til andet end han var villig til, men han tænkte ikke videre over det.
Han havde altid været utroligt dårlig til at kæmpe sig vej ud af en dårlig situation, da han som regel var for doven til at prøve. Han havde dog haft sine kampe i fortiden og det var først for nyligt at han havde været uheldig nok til at støde på en der ikke gav ham andet valg end at tage imod alle slagene. Det irriterede ham grænseløst meget, hvilket nok også var derfor han havde valgt ikke at lytte efter, da hun lagde en masse regler for ham.

Ordene kom godt nok ud af vampyrens mund, men Deavás var ikke helt overbevidst om at det virkelig var korrekt forstået. Kunne man virkelig synke så dybt? Han fnøs lavt af ordene, som han havde lyst til at himle med øjnene, men undlod det, som han i stedet fastholdt vampyrens blik. Han tænkte roligt over tilbuddet, før at han lod blikket dale ned over vampyrens overkrop. ”Jeg tror desværre ikke, at De kan fange min interesse i hvert fald ikke den interesse, som De ønsker at vække i mig” blikket vendte retur til vampyrens blik, som han lod fingrene hvile om hans kæbe. Ikke at Deavás foretrak et bestemt køn, han tvivlede blot på vampyrens evner til at vække nogen form for lyst udover lysten til at eksperimentere.

Tilbuddet kom lidt som en overraskelse, også selvom det måske ikke skulle fremstå, som et tilbud, så tog Deavás imod det sådan. Forbindelsen var allerede blevet oprettet og jo længere tid Deavás holdt fat i ham jo stærkere ville den blive. Der var allerede blevet tændt et nyt lys på hans kort, endnu en kilde, han ville kunne finde frem til senere. ”Prøve? Jeg prøver aldrig noget, jeg gør det” rettede han med et køligt blik i øjnene, før at han førte en finger hen over vampyrens hugtand. Meget kunne man læse om i bøgerne, men ofte var det sjovere at tage egne noter og nu hvor vampyren ikke kæmpede imod, så kunne han ikke rigtig lade vær.

Hauru kunne næsten ikke holde et lavt grin tilbage. At han ingen interesse havde i Hauru på den måde, var intet problem. Han var jo vant til at tage hvad han ville have alligevel. Det betød intet om folk ville eller ej.
"Det ved vi vel ikke før det er afprøvet,"" sagde han med et glimt i øjet og han tøvede ikke et sekund med at række en hånd frem for at møve den ned i den fremmede mands bukser. Det var ikke mere end et par dage siden, at lige nøjagtig den fremgangsmetode havde fået ham smidt i en flod et par gange og han lod ikke til at han overvejede om det havde været en god idé eller ej, før han bare gjorde det.

Hauru fik hævet det ene øjenbryn let. Han var ikke i tvivl om at manden mente hvad han sagde, men det betød ikke at han ville få lov uden videre. Han lagde hovedet en anelse på skrå, før han gav et hårdt ryk i hovedet og bed ud efter hånden der var så tæt på munden.
"Så gør det lidt bedre," sagde han, næsten udfordrende. Det var mere end tydeligt at han ikke var bange for at tage et par slag. Det skulle bestemt ikke være så nemt at tage en tand fra ham.

Grinet var forholdsvis nemt at ignorere, som noget andet fangede Deavás interesse i stedet. Vampyren lod til at insistere på det og han kunne egentlig ikke se hvorfor det skulle komme til det. De var vildt fremmede væsner og alligevel førte han sig frem på den måde.. Hvis Deavás var gået ind i et horehus, ville han måske have været mere taknemmelig over opførelsen, men dette brød alle regler om anstændighed. Indvendigt bandede han over vampyren reflekser, som han mærkede hans greb i sine bukser. Et svagt gisp undslap hans læber, før at han greb ud efter vampyren og lagde an til at skubbe ham op imod træet bag ham. Deavás rev ikke mandens hånd ud af sine bukser, i stedet lagde han pres på hans overkrop og vrissede af ham. ”Hvis De tror det bringer mig ud af kurs, så tro om igen” sagde han lettere sammenbidt. Han var ikke den generte type, men man skulle heller ikke forsøge at tvinge ham til noget, han ikke ønskede at være en del af. Selvfølgelig kunne han udnytte vampyrens lyst til sin egen fordel, men var det nu også det han ønskede?

En tand ville næppe kunne gøre det nu. Deavás havde mistet lysten til kun at tage en brøkdel af vampyrens krop.. Noget der også tydeligt afspejlede sig i hans blik. At vampyren forsøgte at bide ud efter ham, havde han dog set komme og planlagt sit næste træk efter. Deavás slap vampyren og lod ham falde, før at han greb ud efter hans hår bagfra i håbet om at forhindre ham i at falde helt ned mod jorden. Det hele havde fået Deavás til at smide bogen fra sig, men det eneste det betød var at den udhulede bog afslørede sit indhold. Knive, skalpeller og lignede torturinstrumenter. Dog hvilede Deavás fokus på vampyren. ”Stå stille” lød det køligt..

Da Hauru ikke fik nogen modstand på sit indlysende overgreb, fortsatte han med at rykke hånden præcis derhen han gerne ville, for at lave nogle kærtegnende bevægelser. Hauru gjorde ingen modstand selv, da der blev grebet ud efter ham og et lettere tilfredst gisp lød fra ham, da han blev presset mod træet. Dog irriterede det ham at det ikke rørte manden på nogen måde at Hauru gjorde hvad han gjorde. Og det at han blev presset mod træet, gjorde det svært at gøre meget andet end dét, så han trak sin hånd til sig igen.

Da han missede noget så grusomt med sit bid faldt han forover, men hånden der greb fat i hans hår fik ham til at falde på knæ, i stedet for at ligge ned. Hans blik landede straks på den åbne udhulede bog, hvorefter han skævede op mod manden.
"Var det hånden i bukserne? Du ved.. Det ville have været nemmere bare at sige nej," sagde han, stadig med et smil der viste at han ikke var specielt bekymret. Ikke at en nej ville have stoppet ham i at gøre det alligevel, men det havde vel været et forsøg værd. Han ville dog stadig prøve på at komme fri fra grebet ved at give et ordentligt ryk i hovedet. Det eneste det resulterede i var, at han blev hevet mere i håret end han gjorde i forvejen og der lød et ret så utilfredst grynt fra ham. Mere modstand blev der ikke gjorde endnu. Han var jo alligevel lidt nysgerrig på hvad der kom til at ske. Han kunne ikke lade være. Han fortsatte med at holde det skævende blik mod manden, mens han nærmest spændt ventede på hans næste træk.

Vampyren havde ingen ide om hvad han var i gang med at rode sig ud i. Deavás reagerede ikke synderligt på hans bevægelser, også selvom han tydeligt kunne mærke det. Men det var tydeligvis nødvendigt at lære vampyren nogle manner, for han havde tydeligvis ingen, hvis han troede, den slags kunne gå med typer som ham. Den grove behandling lod dog til at falde i hans smag, som gispet afslørede ham og bragte et smil over Deavás læber. Kampen var tabt på forhånd, som han lod vampyren trække sin hånd ud. Det havde været hans intention, da han ikke skulle tro, at Deavás ville droppe sine intentioner bare fordi vampyren havde lyst til noget andet.

Lige nu havde Deavás ham lige hvor han ønskede, som han endte på knæ og han blev stående bag ham. Han tillod vampyren at vende blikket mod ham, som han blot mødte hans blik og fnøs roligt af hans kommentar. ”Med den attitude, ville et nej, ikke være nok” kommenterede han kort, som han lod blikket glide mod bogen, før at han kiggede ned igen. ”Og dette er mere underholdende” konkluderede han med et dyrisk glimt i øjet. Selvom han forsøgte at komme fri lod Deavás ikke til at løsne sit greb, han trak blot hans hoved længere bagover, for at bruge den anden hånd til at pille ved hans hugtænder. ”Ræk mig bogen” det var ikke en opfordring, men nærmere en ordre, som han løsnede let på grebet, så Hauru havde mulighed for at læne sig forover, så der var en chance for at han kunne nå bogen.

Hauru kom straks med et grin over mandens svar. At han var helt klar over at Hauru ikke havde tænkt sig at høre efter af et nej, var en ny oplevelse. Han havde førhen forslået folk at de bare kunne sige nej og når de så havde gjort det, grinede han uden kontrol og fortsatte det han nu ville. Han kunne selvfølgelig heller ikke argumentere for at dette var mere underholdende. Tilgengæld var det nok mere underholdende for ham der var i kontrol, hvilket bestemt ikke var ham selv lige nu. Et lettere utilfredst gisp kom fra ham, da hans hoved blev trukket længere tilbage og han rettede endnu et bid mod Deavás.

Hauru skævede kort mod bogen, før han rettede det tilbage på Deavás. Han undrede sig over om han havde forventet at Hauru ville gøre som han blev bedt om, for selvfølgelig havde han ikke det.
"Hvis du skal til at være lidt hård ved mig, må du også selv hente dine redskaber," sagde han lettere irriteret.
Da han mærkede grebet om hans hår blive løsnet, gav han endnu et ryk i sig og rev sig fri. Tilgengæld ville en god klump af hans hår stadig sidde i den hånd der havde haft fat. Da han ikke havde forventet at komme fri, skvattede han for over og landede på maven på jorden. Han fik hurtigt vendt sig om på ryggen og sat sig op, hvor han tog sig til hovedet, hvor håret engang havde siddet. Han rømmede sig kort.

Det var ikke første gang at Deavás var stødt på irriterende unge, ungdommen var ikke hvad den havde været og Hauru var et tydeligt bevis på, at det kun gik ned ad bakke herfra. Egentlig kunne han vel også være ligeglad, som det ikke rørte ham, men hvad skulle der ikke blive af verdenen, når den ældre generation visnede hen? Det virkede håbløst og hvis han på nogen måde kunne overtale vampyren til at tage sig sammen, så ville han gøre det. Men det var en tabt sag før han overhovedet begyndte på den. Endnu et bed blev rettet imod ham, som Deavás denne gang ikke undveg, men pressede sin hånd imellem hans underkæbe og overkæben. Hvis han havde lyst til at bide, kunne han lige så godt gøre det ordentligt. ”Kom så..” det lød opfordrende fra ham, som han dog ikke fjernede hånden lige med det samme.

Noget kunne tyde på at vampyren endnu ikke havde forstået hans rolle, men så måtte Deavás bare være mere tydelig i sin fremtoning. ”Lidt? Hvis jeg kun ønskede at være lidt hård ved dig, så havde vi fortsat det du startede” der blev lagt tryk på dig og du, som Deavás droppede accenten og de fine vendinger. Vampyren slap fri, men Deavás forsøgte ikke at genvinde kontrollen, som han i stedet trak et klæde frem fra sit bælte og pakkede hårtotterne ind i det, før at han lagde det tilbage under stoffet. Han flyttede sig fra træet, som han gik udenom Hauru og bukkede sig ned efter bogen før at han gennemgik instrumenterne og sikrede sig, at de alle var tilstede. Der var ingen grund til at spærre Hauru inde, eftersom at han ville have nemt ved at finde ham, hvis han forsøgte at stikke af. Det kunne han selvfølgelig ikke vide. Han så dog en anelse afventende på ham. ”En tand… eller de nedre dele” sagde han med et glimt i øjet, som han lod blikket dale mod Haurus bukser. Noget kunne tyde på at han ikke bekymrede sig om sine hugtænder, men hvordan ville det være at miste sin manddom, ikke at Deavás kunne prale med at have prøvet noget lignende før.. Og lige nu var det mere en trussel for at få fingrene i en hugtand, til samlingen.

Hauru blev en anelse overrasket over ikke at få en på siden af hovedet, da han fik fat med sit bid, men hvis hånden ikke blev flyttet, var han da mere end villig til at bide til, så det gjorde han, lige indtil hånden blev fjernet. Han nåede heller ikke at slippe biddet ordentligt, så han fik revet begge hjørnetænder hen over hånden, hvilket nok ville resultere i nogle mindre rivemærker, dog ikke specielt markante. Blodet der ikke nåede at blive slugt, løb i stedet som små dråber ned af hans hage.

Hauru var begyndt at opfatte, at han nok havde fået rodet sig ud i noget han muligvis ikke ville kunne komme så nemt ud af.
Hvis det han havde haft i tankerne havde været 'lidt' hårdt, var han nysgerrig efter at vide hvad der skulle ske nu. På den anden side, var han ikke sikker på at det var en god idé at finde ud af det. Han holdte stift det irrterede blik på Deavás, men det irriterede udtryk blev hurtigt ændret til et lettere forarget over det valg han fik. Han skævede kort ned mellem sine egne ben, før han igen så på ham.
"Det er jo bare ondt," kom det foruroligende fra ham. Det var dog første gang han havde fået den trussel og det var bestemt ikke en oplevelse han skulle have med. Han var så heller ikke vild med tanken om at miste en tand, heller ikke selvom den ville komme ud igen på et eller andet tidspunkt.
"Men du kan jo komme og tvinge mig til at sidde stille, mens du vælger hvilken del du helst vil have," sagde han med en hård tone, mens han rejste sig fra jorden. Det faldt ham ikke ind at forsøge at flygte. Hauru var mere end bekendt med folk der udviste den form for selvsikkerhed der kom fra Deavás, og i de fleste tilfælde var det fordi de havde en eller anden mulighed for at stoppe folk i at løbe, så han gad ikke engang at prøve.

Biddet sendte en smerte igennem kroppen på ham, som han skar en grimasse. Den møg vampyr havde rent faktisk bidt ham. Han knurrede en anelse faretruende, som han trak hånden til sig. Egentlig forstod han ikke den fantasi vampyrer havde med blod og det faktum at de ønskede at drikke den slags. Men på den anden side, så han havde også lidt en ting med blod, så måske han ikke skulle bebrejde dem. Deavás lod blikket dale mod hans hånd, som rifterne tydeligvis afslørede, hvad der var sket. Efterfølgende lod han blikket vende retur til Hauru, som lod blodet rende ned af sin hage. ”Jeg håber du nød det, for det er det eneste du får at leve på det næste stykke tid” mumlede han køligt, før at han satte sig ned på hug, så de var i samme øjenhøjde. Det næste skridt ville højst sandsynligt komme bag på vampyren, som han pressede deres læber imod hinanden, blodet skilte dem, men ikke længe, som Deavás holdt kysset i noget tid før han slap det og hurtigt tørrede det overskydende blod væk fra sin egen mundvige. Der var ingen grund til at give ham flere ressourcer af blod, så han kunne lige så godt fjerne resterne.

Smerten i Deavás hånd ville ikke fortage sig lige med det samme og så længe, at han stadig havde smerter i sin hånd, så længe ville han sørge for at Hauru følte den samme og måske endda værre smerte. Det forargede blik bragte et smil over hans læber, som vampyren lige havde afsluttet sit dyrebareste eje. Han tænkte virkelig ikke langt frem og det kunne kun ende galt, hvis det fortsatte på denne måde.
”Har du aldrig lært at tænke fremad?” spurgte han forundret, som var han i færd med at opgive. Der var tydeligvis ikke en chance for at vampyren tænkte længere end til sin næsetip.. eller en vis anden del på sin krop. Da vampyren valgte at rejse sig op igen, fulgte Deavás roligt med uden at forhaste sig. ”Så nu må jeg gerne tage, hvad jeg vil?” spurgte han forundret. Havde vampyren ikke en gang tænkt sig at kæmpe for det? Måske han havde taget fejl til at begynde med. De væsner var da heller aldrig til at gøre sig kloge på. Desuden hvad skulle han bruge hans nedre dele til? Intet, hvis du spurgte ham, så han var faktisk ikke interesseret. Deavás bevægede sig helt hen til ham, som han kiggede ham i øjnene og lod en hånd dale ned over hans overkrop, før den fandt ro uden på hans bukser og klemte til. Han havde gjort det samme, mere direkte, mod ham tidligere, så noget fortalte ham, at han måske ikke ville have noget imod det.

Haurus eneste reaktion på den kommentar, var et morende smil. Han troede tydeligvis ikke på at Deavás ville gøre alvor ud af sine trusler. Men det smil forsvandt hurtigt igen, da deres læber mødtes. Et undrende ustryk kom frem i hans øjne, men han gjorde intet for at stoppe det. Tværtimod gengældte han kysset så længe det blev holdt, men det undrende udtryk i ansigtet blev ikke fjernet efterfølgende.

Hauru grinede kort og rystede så let på hovedet.
"Nej," svarede han kort. Han kunne lige så godt lade være med at lyve. Han ville nok ikke tro på ham hvis han sagde ja alligevel. "Men det er også sjældent at det er nødvendigt," tilføjede han med en lille nik. Hauru havde sjældent haft brug for at tænke sig om, men det var nok også det der gjorde at han ofte landede i ekstremt dårlige situationer, som denne. Et ret så kynisk smil kom frem på hans læber mens han løftede øjenbrynene kort.
"Tag hvad du vil, hvis du kan få mig til at stå stille imens," svarede han. Hauru var mere end klar til at gøre hvad han kunne for ikke at underkaste sig en fremmed, hvilket også gjorde ham det mere overrasket, da han mærkede hånden mod overkroppen. Han skævede kort til hånden, før han hurtigt rettede det lettere forvirrede blik mod Deavás igen. Selvfølgelig brokkede han sig ikke over berøringen, slet ikke. Men han havde nu forventet en del smerte og intet andet. Et lavt gisp kom fra ham, da hånden klemte til dernede.
"Havde det ikke været nemmere bare at gøre det fra starten? Så havde vi ikke spildt vores tid på at snakke," sagde han, godt nok ment i sjov, men han kunne ikke lade være med at lægge en hånd i nakken på Deavás hvor han hurtigt greb fat om hans hår med hård hånd.

Deavás fnøs frustreret af hans svar, hvornår kunne det ikke være nødvendigt at tænke ting igennem? Det var bestemt ikke en situation, som Deavás selv var havnet i før. Han rynkede let på næsen i foragt, som sagde det ham egentlig ikke noget. Det var slet ikke det værd at svare på eller hidse sig op over, for det virkede som en barnlig holdning at have.

Udfordringen fik Deavás til at smile, det var aldrig sjovt at tage uden at møde modstand, så Hauru var blot med til at gøre legen bedre. Han lænede sig roligt ind til ham, hvortil han førte den anden hånd op af hans overkrop og pressede sine negle mod hans hud. ”Hvad hvis jeg vil have dig til at vride dig?” spørgsmålet var køligt og blikket afslørede endnu ikke hans intentioner. Men hvorfor denne vampyr så ihærdigt havde forsøgt at få ham til at smide bukserne, forstod han ikke. Var vampyren i gang med at forsøge at tjene til føden? Deavás brugte en enkelt finger til at trække streger over vampyrens krop, imens at de øvrige fingre holdt fat i bogen og holdt denne lukket.
Hauru tog det næste skridt, som Deavás blot så til, imens at han lagde en hånd mod hans nakke og kort tid efter greb fat i hans hår. Det voldsomme tag i hans manke fik ham til at klemme hårdere fat omkring ham. ”Så lad os droppe ordene” konkluderede han vrissende, som han uden forhindring slap Hauru og strøg hånden ned af hans maveskind og under bukserne.

Hauru viste tydelige tegn på hvor meget han nød neglene der blev presset mod huden, da et lidt for tilfredst gisp undslap hans læber.
"Det kommer helt an på grunden til at jeg skulle vride mig," svarede han. Han havde trods alt forventet, at hvis Deavás kom så tæt på igen, så var det for at tage en tand, eller det der var værre. Han forventede i hvert fald at få nogle skrammer på den ene eller den anden måde. At Deavás i stedet havde valgt at tage på ham, på den måde, brokkede han sig selvfølgelig ikke over.

Hauru smilede lettere lystigt over Deavás' kommentar. Han gav et kort ryk i sig, da hånden røg under hans bukser. Det var meget sjældent at nogen havde været så direkte over for ham. Det var som regel den anden vej rundt. Han lukkede kort øjnene i for lige at nyde det i et sekund, før han rettede blikket tilbage på Deavás. Idet han åbnede øjnene, pressede han sig selv længere ind mod ham, for at få skubbet ham længere og længere bagud, til han ramte det træ Hauru selv stod op af tidligere. Hånden om håret forblev lige nøjagtig der, mens den anden fik fundet vej til den bagerste del på Deavás, hvor han, mindre diskret, klemte lidt til.

Der skulle ikke meget til for at aflæse Hauru og det faktum at han godt kunne lide det groft. Det var lige efter hans egen smag, men Deavás kunne ikke helt lade vær med at have en bagtanke med det hele. Det var tydeligvis nemt at distrahere vampyren og Deavás lod til at hoppe med på det hele, som smilet vendte retur i en mere lummer facon. Han undlod at svare på hans kommentar, som han blot placerede en finger imod Hauru’s læber. De havde lige lavet en aftale om at holde roen imellem dem. Kunne han ikke en gang holde ordene inde, nu han havde bedt om det?

Det kom lidt bag på ham, at vampyren ikke havde set det komme. For hvis han kunne gøre det mod andre, hvad skulle så forhindre dem i at gøre det samme imod ham? Om ikke andet, så fjernede Deavás ikke hånden med det samme, i stedet flyttede han den let fra side til side, som han strøg fingrene over ham, imens at han holdt øjenkontakten med ham. Nydelsen var tydelig i vampyrens øjne, men Deavás lod ikke til at være synderlig interesseret endnu, så han var nød til at gøre en ekstra indsats for at få ham med på vognen. Hans blik hvilede i vampyrens, som han lod sig skubbe tilbage mod træet og roligt lænede sig imod det. Deavás løftede den anden hånd, som ikke havde travlt i vampyrens bukser, op mod vampyrens ansigt. Såret var stoppet med et bløde, så blodet var begyndt at størkne, dog ikke noget som generede Deavás, før at han placerede en hånd rundt vampyrens hals og hev ham tættere på med et fast greb. At vampyren havde udset hans bagdel gjorde ham ikke noget, som han selv var langt mere fokuseret på vampyrens front.

Hauru skævede kort mod den finger der blev placeret på hans læber og tøvede ikke et sekund med at lade tungen glide op af den. Han var klar over at den var blevet sat der for at få ham til at stoppe med at tale, men han ville da ikke være sig selv, hvis han ikke havde udnyttet det bare en lille smule.

Hauru udbrød en lav tilfreds lyd over hånden der bevægede sig i bukserne. Ja, det var vel egentlig hvad man ville kalde et støn, men han gjorde hvad han kunne for at holde diverse lyde for sig selv. Det havde dog aldrig været hans stærke side, så engang imellem kom der altså lave støn. Et smil dukkede straks op på hans læber, da hånden greb fat om halsen og han blev hevet tættere på. Selv rykkede han hånden fra bagdelen til den forreste buksekant, hvor han lystigt gik i gang med at åbne op. Den anden hånd forblev i nakken på Deavás, hvor han fortsat havde et godt tag i håret. Med en hånd om halsen var det ikke ligefrem nemt at rykke hovedet, men han forsøgte at rykke hovedet tættere på hans, for at plante et grådigt kys på hans læber. Det var i hvert fald hans intention, hvis hånden om hans hals tillod ham at rykke på sig.

Noget kunne tyde på at Hauru ikke var færdig med at forsøge at tirre ham, som han lod sin tunge stryge hen over hans finger. Deavás hævede det ene øjenbryn og sendte ham et smil mere, før at han flyttede sin finger. Han var tydeligvis ikke rystet over situationen og Deavás kunne egentlig ikke bebrejde ham, trusler havde der være nok af, men Deavás havde endnu ikke gjort noget, som skulle få Hauru til at trække sig. Det ville dog være bedst, hvis Deavás trak sig for så ville der ikke var nogen grund til at skubbe ham yderligere, men trak Hauru sig ville mareridtet fortsætte.

Deavás sukkede lavt, som Hauru forsøgte at kvæle et støn, men alligevel lod det undslippe. Hvis han ikke havde i sinde at slippe lydene, så kunne han være nød til at tvinge dem ud af ham. Smilet blev spejlet på Deavás egne læber, som de gyldne øjne fastholdt Haurus og ikke lod sit distrahere af noget. Ej heller det faktum at han var i færd med at åbne hans bukser. Deavás rykkede ikke meget på hovedet, eftersom at han fortsat kunne mærke det hårde greb om hans nakkehår, så det eneste han flyttede på var sit blik, men det var også nok til at bore sig igennem Haurus facade. Uden videre gav han dog slip i halsen og lod ham komme tættere på, som han gengældte kysset. Der var tale om underholdning og intet andet, og så det faktum at Deavás stadig manglede en indgangsvinkel for at få fingrene i det, han havde lovet ham til at begynde med. Hvis Hauru da ikke fik ham til at ændring mening. En enkelt bevægelse med hånden, fik den til at glide op af hans bukser, før den strøg hen over kanten og kopierede Haurus bevægelser for at åbne hans bukser, straks efter strøg den ned igen og greb fat om ham.