I den store sø der lå for foden af vandfaldet stod Lailiana i kanten. Hun havde længe ledt efter et sted at kunne få lidt vand i hovedet, for at blive lidt friskere og efter flere dages vandring, havde hun endelig fundet dette sted. Hun havde taget den store kutte af og lagt den, foldet sammen, ved siden af sig. Dog havde hun stadig tasken med pile på ryggen og buen lå oven på kutten, lige til at gribe, skulle hun få brug for det. Den stropløse hvide kjole, der gik til lige over knæene, var ikke helt så hvid som den plejede at være. Det kom ikke bag på hende, da hun trods alt havde boet i skoven i et par uger.

Lailiana havde sat sig på knæ ved kanten til søen og fanget noget vand med hænderne for at lade det ramme ansigtet.
Nogle små afslappede suk kom fra hende, som vandet ramte hendes hud. Det var så rart at mærke vand mod huden, efter så mange dage i en fugtig skov. Den friske luft der var her, nød hun lige så meget og hun lænede sig en anelse tilbage og lukkede øjnene. Hun trak vejret tungt indad, og pustede så ud igen. Det var alligevel lang tid siden hun havde været så afslappet.

Jonathan havde været stille gående i alt for langtid, og nu var det på tide der skulle ske noget at sidde indespærret i hans egen klippe hule i så langtid, var bestemt ikke noget for ham for når alt kom til alt var han en person der oplevelser, men på sin helt egen fuckt up måde, så hvilken bedre dag ind nu at tag et smut hen til vandfaldet, så Jonathan slog sine hvide vinger ud, og med hans sædvandlige beklædning på fløj han fra klippen af og kurs imod vandfaldet.

Da han var kommet tættere på vandfaldet og søen der skilte sig ud fra det store vandfald, besluttede han sig for at holde en pause, men inden han skulle til at lande fik han øje på noget ved vandets bred, en skikkelse han ikke kunne se på grund af højden han var i, men han kunne se liv ved vandet et lille smil kom frem på hans læber, som han gjord klar til at lande der nede.
Han landede tre til fire meter bag denne skikkelse der viste sig at være en person en kvinde for at være nøjagtig, han foldede vingerne ind og betragtede kvinden der så ud til at være igang med at vaske ansigtet, det var ikke en kvinde han havde set før men der var jo også mange kvinder i dette land, hans smil var forsvundet ikke at det var en dårlig ting, men hvis man var kvinde og så en fremmede mand stå og smile over en så ville man nok ikke føle sig tilpas, ikke at fordi hun burde fæle sig tilpas i forvejen, men Jonathan var glad for kvinder og køn var hun da.

Lailiana fik fjernet alt jord fra ansigtet, og følte sig for en gang skyld mere eller mindre ren, hvilket bestemt ikke var en dårlig følelse. Vandet havde dryppet fra ansigtet og ned i det lange hår, som hun tog fat i og vred for at få det til at tørre lidt hurtigere. I det fjerne havde hun lagt mærke til en lyd af vinger i luften, men tænkte ikke videre over det. Det var vel en normal lyd at høre i naturen.

Lige så snart hun hørte noget ikke langt bag sig, greb hun straks fat i buen på jorden og trak en pil ud af tasken. Pilen blev lagt på buen og hun vendte sig om mod manden, klar til at slippe pilen og lade den flyve mod ham. Hun gjorde dog intet andet endnu, da hun først ville se mandens reaktion på hendes trussel. Efter hendes uheldige møder, kunne hun ikke være for forsigtig. Hun gjorde hvad hun kunne for at beskytte sig selv, hvilket hun uden problemer ville vise for hvem som helst.

Som han stod der og kiggede på hende vidste han intet om hende, han stod blot og kiggede på hende og da hun opdagede han var til stede og med det samme tog hendes bue og spænde en pil fast, smilede han blot " rolig rolig rolig med den der, jeg landede blot her for at tag noget vand jeg er sikker på du ikke ville bruge den pil der, " sagde han og tog hænderne op for hun ikke med et eller andet nevøst trak uheldigvis skulle komme til at sende den imod ham, han gik meget roligt hen imod hende stadig med hænder op, vel vidne om at han vidste hun ikke ville ramme ham.

Jonathan stoppede op få meter fra hende og smilede blot " okay høre her frøken, jeg fjerner minde hænder nu og du uden videre lader mig gør det for så skønner jeg dit liv, " de ord var de sidste der kom fra ham, inden hans øjne begynde at lyse op, og i et hurtigt ryk med en hastighed man aldrig så komme stod han bag hende, med den ene arm og hendes hals med en kniv for hendes strube og den anden rundt om livet på hende, hvor han holde fast sådan hun ikke kunne bevæge sig med mindre hun var stærkere ind ham,  " og se havde du bare været fredlig fra start så havde der ikke været noget problem" sagde han roligt hvor efter han duftede til hende " men bare tag det roligt jeg gør dig intet med mindre du kæmper imod "

Lailiana holdte fast sit blik på manden der var på vej mod hende. I starten virkede han egentlig ikke som en af de farlige typer, men hun holdte stadig pilen rettet mod ham. Man kunne aldrig være sikker og hun havde været lidt uheldig i de mennesker hun var stødt på. Som han stoppede op et par meter fra hende, skulle hun lige til at sænke pilen, men i stedet strammede hun grebet om den over hans kommentar om at skåne hendesl liv. Selvfølgelig var han ikke en af de venligere typer.

Så snart han bevægede på sig, slap hun pilen og lod den flyve, men han fik flyttet sig alt for hurtigt og den ramte i stedet et træ et stykke fra dem. Med et gisp i forskrækkelse over kniven der blev placeret for struben, rykkede hun sig tættere ind til ham for at undgå kniven. Hun skævede kort mod armen der blev lagt om livet på hende.
"Kæmper imod? Hvad har du da tænkt dig at gøre?" Spurgte hun undrende. Der var ingen tvivl om at hun ville kæmpe imod, hvis han blev grov, men hun ville da lige se om han havde tænkt sig at svare først. Hun havde sænket buen, men holdte stadig fast i den med den ene hånd.

Hans overraskelses moment og hans hurtighed i den evne han besad havde gjord dette alt for nemt for ham, dog var han imponeret over denne kvinde, hun havde ikke sluppet sit våben selvom hun havde en kniv imod hendes hals, et tilfreds smil ville kunne ses på hans læber, og hans overraskelse havde gjord at hun var rykket tættere på ham, ” hvad jeg har tænkt mig at gøre er ikke sagen, men mere hvad vil du helst gerne have jeg ikke gøre ved dig, ser du da jeg fik øje på dig vidste jeg nærmest at det vil ende sådan her, en kvinde alene med våben det virker som du ikke stoler på nogen, eller at du måske har oplevet noget kedeligt “ sagde han roligt, måske talte han ikke helt sandt, eller man kan sige havde havde ikke regnet med han skulle her med hende, ikke på den her måde mere på en mere intime måde, men nu var de jo tæt så han måtte nøjes.

Jonathan lagde mærke til at hun ikke havde styrken til st kæmpe imod, eller nærmere det ville overraske ham hvis hun havde, ” smid du bare den der bue, du har intet at bruge den til nu alligevl, “ blev der sagt i en meget bestemt tone, og hvis hun ikke gjorde det ville han blot rykke kniven tættere på hendes hals, “ er du nervøs for dit liv “ de fem han aldrig spurgte om inden han dræbe nogen, så det ville tyde på at han allerede nu havde tænkt sig at skånne hendes liv, men de vidste hun selvfølgelig ikke.

Lailiana gjorde hvad hun kunne for at holde sig i ro. Hun trak dog vejret lidt tungere end hun burde, hvilket også fik afsløret at hun var nervøs. Selvfølgelig var hun nervøs, det sagde sig selv med en kniv for halsen.
"Jeg stoler skam rigeligt på folk. Men man kan aldrig vide hvilke typer man løber ind i," sagde hun med den roligste tone hun overhovedet kunne frembringe. I et forsøg på at rykke sig lidt længere væk fra kniven, lænede hun hovedet tilbage og fik det næsten hvilet mod hans skulder i stedet.

Som han bad hende slippe buen strammede hun grebet om den. Ikke tale om at hun skulle slippe sit våben. Selvfølgelig ville hun stadig have pilene i tasken, men buen var lige så vigtig. Hun kunne vel også udnytte situationen lidt. Hun smilede svagt og skævede så mod ham. Hun ville gerne dreje hovedet for at se ordentlig på ham, men med kniven for halsen var det svært at bevæge sig for meget. Hun vidste at han havde mere end en god mulighed for at tage hendes liv, men hun håbede på at hun kunne vende situationen.
"Hvis jeg slipper buen, så slipper du kniven," hviskede hun i øret på ham, mens hun lænede sig lidt mere ind til ham. Hvis det var det han ville have, kunne hun lige så godt gøre hvad hun kunne for at overbevise ham om at hun var med på idéen, selvom hun ikke var.

Han lyttede til hendes ord men lyttede kun, for Jonathan var en dræber og hvis hun ikke gjord som han sagde, så var der ikke anden udvej ind at tag hendes liv, men alligevel var det som om at hun måske nærmere vil se ham, men selvfølgelig var der en mindre risiko for hende at dø ved at stå med fronten imod ham, men Jonathan var forberet på at stå med fronten imod hende, så skulle han gøre det eller ej det var spørgsmålet, men han fik hurtigt et svar fundet frem, for en visken i hans øre fra hende fik ham til at smile og en svag kuldegysning kunne han fornemme da hun viskede ham i øret, hendes stemme havde noget over sig. “ nuvel “ sagde og vende hende med fronten mod ham men stadig med et godt greb om kniven ved hendes hals, og hånden på hendes læn nu, sådan hun ikke bare kunne skubbe sig væk fra ham.

Han smilede lidt da hun hentød til at han skulle smide kniven så smed hun buen, på en eller anden kunne han sagtens gør det for Jonathan var god til kamp uden våben, så hvad kunne denne kvinde det var ham en gåde, han vidste ikke om hun legede med ham for at han skulle miste fokus eller slippe grebet om hende, eller hun måske blot ville noget med ham, han kiggede hende direkte i øjne da han havde vendt hende om imod ham, han kiggede kort ned på kniv klingen hvor efter han kiggede på hende igen, “ okay du slipper buen og jeg kniven “ sagde han roligt og bestemt og gik ud fra hun slap buen, så han slap kniven fra hendes hals sådan den droppede til jorden ved siden af dem.

Med et gisp over at blive vendt rundt så de nu kunne se hinanden i øjnene, lagde hun en hånd mod hans brystkasse for at skubbe sig selv lidt væk. Det lykkedes dog ikke, som han havde hånden på hendes læn og forhindrede hende i at rykke sig overhovedet. Hun skævede kort mod kniven der stadig sad for halsen af hende, men rettede så de blå øjne mod ham igen. Lailiana var ikke sikker på at hun ville kunne stole på hans ord om at han ville smide kniven, hvis hun smed buen, men hun valgte alligevel at slippe grebet om den og lade den falde til jorden. Hun håbede nu at han ville holde sit løfte.

"Så hvad vil du have ud af det her?" Spurgte hun roligt. Hun havde nu en ret god idé om hvad han gerne ville have ud af det og det kom ikke bag på hende, som hun havde været forberedt på at ikke alle var lige venlige. Specielt ikke når hun nu var en lav, spinkel kvinde der ikke så ud til at kunne forsvarer sig. Men det at forsvarer sig var helt klart også nemmere med bue og pil, som hun nu ikke havde mulighed for at bruge.

Hendes front imod hans hendes øjne mod hans, et lille smil kunne se på hans læber som hans øjne boede sig igennem hendes, han kunne mærke at hun prøvede at komme væk fra ham et smil kom frem på hans læber " inderest inde vil du gerne være tæt men fint " sagde han hvor efter han gav hende lidt plads til at rykke sig væk fra ham, da hun smed buen på jorden kiggede han nærmest på den da den falde til jorden, han så ingen anden grund til at fjerne hans kniv som lovet Jonathans kniv faldt direkte til jorden og man kunne nærmest høre dens klinge sidde fast i jorden, hans blik rettede sig igen på hende " Så langt tænker jeg aldrig, jeg tager det lidt hen af vejen men sig endelig til hvis du selv har et forslag " smilte han til hende, han var godt klar over hvad hun måske troede han var ude på, men Jonathan ville ikke gøre hende ondt på nogen måde, men som sagt det skulle hun ikke vide for så fik hun lige pludselig fordelen ved hans selv skab og ikke ham.

Jonathan fik ud af det blå en dårlig ide men i hans hoved var den okay, han slap grebet om hende sådan hun faktisk stod helt fri foran ham, og på en måde vidste han ikke hvorfor men han ville ikke frem tvinge en handling hun ikke ville, for selvom han var ond as fuck havde han en meget meget lille respekt for kvinder, selvom man på ingen måde fik ham til at indrømme det, og for at gør det lidt bedre for hende gik han et enkelt skridt tilbage for at give hende plads, men hans blik var stadig hundret procent fast i hendes.

Lailiana åndede lettet op så snart han slap kniven. Ikke at have en kniv for halsen gjorde det bestemt lettere at slappe lidt mere af og det at han holdte hvad han havde lovet, gjorde også at hun ikke var så nervøs. Måske han alligevel var til at stole på. Hun havde selvfølgelig også startet det hele, ved at pege en pil direkte mod ham, men i disse skove kunne man ikke være for forsigtig. Selvom hun som regel så det bedste i folk, var der mange der ikke stod til at redde og det var hun klar over.

Et svagt smil kom frem på Lailianas læber over hans kommentar. Der var da intet galt med hans selvsikkerhed, hvilket tydeligt kom til udtryk i hans kommentar. Og måske havde han ret i at det ikke ville være dårligt at være tæt på ham, men måske en præsentation ville være på sin plads først, som det mindste. Som han slap grebet om hende og rykkede sig et skridt tilbage, trådte hun selv et enkelt skridt væk fra ham.
"Jeg kan se at jeg måske var for hurtig til at dømme dig. Det beklager jeg, men jeg var nødt til at være sikker," sagde hun som hendes svage smil blev lidt større. Hun nikkede kort som hilsen til ham, nu hun ikke behøvede at være på vagt længere.
"Mit navn er Lailiana," præsenterede hun sig høfligt.

//Lukkes grundet inaktivitet og manglende krea