Ørkenen, havde altid været et punkt på listen over steder som Oswald ønskede at se. Men måske havde det været en smule ambitiøst, at rejse dertil i de varme sommer måneder. Alligevel, blev Oswald glad for at han var taget afsted. Sydens varme luft, var en de ting som han savnede, med forbud imod at komme længere syd på, tog Oswald beslutning om rejse andre steder hen. Han havde brug for slippe verden lidt, og efter have hørt om ørkenens skønhed, havde han taget chancen.

De varme dagtimer, havde dog sin effekt på dæmonen. I sted for at være vågen i dagtimer, sov Oswald dem væk. Han var aktiv ved solnedgang, fordi luften var mere udholdelig. Desuden, var det blev let af se hvor mørk hans hud blev af solen. Ikke fordi at blev solskoldet, den slags sket ikke for dæmon. Men han blev mørkere, måske to til tre gange så mørk som han havde været da han forlod hovedstaden.

Den aften der kom, lå Oswald stadig i sin seng. Han havde endnu ikke taget beslutning om at spise, eller om gøre sig helt i stand. I sted, havde han iført sig det mere afslappede tøj, en løse silke skjorte i sort, og løse mørke bukser, ingen sko eller styr på håret som sat lidt ud til hver retning.

Værelse som han lå i, var oplyst, og døren ud til balkonen stod vidt åben. Man kunne se den halv mørke aften udenfor, hvor månens lys fik himlen til mørke blå ud. Oswald satte sig endelig op, ikke fordi at var kommet videre med tanken om aftensmad, men fordi han havde brug for mere luft. Soveværelse var stadig fuld af den varme luft fra dagen, mens en kølere luft kom ind fra den åbne dør. Med rolig gang, gik Oswald ud på balkonen som var på gade plan, ikke at han havde døren ud til gaden, men der var smuk baghave, med mange eksotiske blomster som Oswald aldrig havde set, i resten af Krystallandet.

Han kunne let blive der i mange timer, bare for se på naturen, nu hvor han havde chancen.

I godt en time, havde Hauru nu ligget i en tilfældig baghave fyldt med blomster. Duften af blomster var en anelse mere indbydende, end den lugt af død der havde spredt sig i hans egen hytte. Han kunne selvfølgelig også have undgået, at være så upåpasselig med sine ofre. Mange af dem havde været tilfældige kvinder eller mænd fra gaden, som han havde fået udnyttet på det groveste, før han havde sat tænderne i dem og han havde været for doven til at rydde op.

Hauru lå på ryggen, med det ene ben bøjet og armene lagt over hovedet. Han havde lukket øjnene og nød den lette brise i ørkenens aften. Han havde valgt lige netop denne have, fordi det ikke havde set ud som om nogen var hjemme i huset der hørte til, men da han hørte skridt rimelig tæt på, åbnede han øjnene og satte sig op. Han lod blikket glide hurtigt rundt og fik hurtigt øje på manden på balkonen. Et stort smil kom frem på hans læber, mens han betragtede ham og rejste sig.
"Jamen er du ikke heldig. At se noget så kønt som mig, lige fra morgenstunden?" Sagde han med et grin. Det gik egentlig ikke op for ham at undskylde over for manden, hvis grund han var brudt ind på. Derudover vidste han udmærket godt det ikke ligefrem var morgen længere, men på mandens udseende, lignede han meget godt en der lige var stået op.

Et smalt smil, trak en smule på Oswalds læber. Han havde forvente at han var alene, eller at han i det mindst havde fået en besked om andres adgang til haven, ikke fordi at det generede ham synlig, men Oswald var dog overrask over at der lå en anden person ude i mellem de mange blomster.

”Heldig? Det er vidst nok et delt synspunkt,” sagde Oswald lidt halv koldt, til trods for de kolde ord var det snare manden selv der skulle se sig heldig. ”Måske ville det rette ord være, benåde at de fået lov til se mig,” den lidt dæmonisk overlegenhed kom frem i hans stemme, ind i mellem delte Oswald synet om dæmoner var over de andre racer, men han var heller racistisk nok til undgå andre racer som sådan.

Armene som havde være løse kom op krys foran bryste som Oswald kiggede ned på manden, han kunne sense et eller andet overnaturlig, tydeligvis et væsen som havde været andet en blodsuger. Oswald, undgik tit vampyrer. Med mindre at de kom til ham for slaver, var han ligeud ondskabsfuld overfor dem.

Selvom tanken var der over han overvejede at knuse vampyren, var han alligevel tam nok til give vampyr et kig før hans blik gik tilbage på landskabet. 

”Hvem er de og hvad fortager de dem, i min baghave?” den kolde kom igen tilbage, Oswald havde ikke tænkt sig at være flink før han havde en ide om hvem vampyren var, han vidste nemlig aldrig om der var tale om spion eller anden problematik som måske opsøgte ham nu, hvor han ikke var i nærheden af hans hjem.

Hauru kunne ikke lade være med at bryde ud i et grin.
"Benådig? Det er en sjælden følelse for mig og jeg kan desværre ikke føle den lige nu," sagde han mens han gik med rolige skridt, tættere på manden. Han lod blikket glide op og ned af ham og stoppede så cirka en meter fra ham. Han lagde hovedet en anelse på skrå.
"Jamen jeg nyder bare lige den friske luft. Jeg havde ikke regnet med at her var nogen, men siden du nu er her, så skal du være mere end velkommen til at ligge dig sammen med mig," svarede han med et glimt i øjet og et chamerende smil.
"Men hvem jeg er, kan vel egentlig være lige meget."
Hauru rykkede sig elegant et skridt tættere på manden, mens han stak begge hænder i lommerne og skød brystkassen en anelse frem. Musklerne på overkroppen blev en del tydeligere, som han kom tættere på.

Blikket blev ikke ligefrem ændret, Oswald så stadig på vampyren med køle blik. Han lyttede dog til hvad vampyren sagde, selv om det ikke ligefrem charmede ham på synlig plan.
Ideen om skulle dele sengen med blodsuger, var ikke tiltrækkende før at Oswald havde en ide om hvem han var. ”Det kan komme på tale, når jeg ved hvem du er. Du for en chance mere, eller bliver den næste advarsel fysisk,” sagde Oswald kort, han ville ikke lade ukendt vampyr komme ind i huset, eller ikke hvis han blev betalt for det.
Synet af vampyrs krop, interesserede nu Oswald en smule, men han skulle nøde tale om dette før han kendte vampyrens navn.
”Tror mig, du vil ikke komme op stå igen, det kan du være ganske sikker på.” det havde været længe siden at Oswald havde brugt sin evne, men der var tvivl om at han nemt ville kunne sende vampyren i jorden og holde ham der, indtil at han havde talt. 

Hauru smilede fortsat og hævede let det ene øjenbryn mens han lyttede til manden. Efter mødet med Koda var han ikke i tvivl om at der var flere der kunne få Hauru til at bukke under, men han var jo nysgerrig.
"Fysisk? Det lyder interessant. Så lad mig se hvad du vil gøre med mig... fysisk," sagde han idet han trådte et ekstra skridt tættere på. Han holdte øjenkontakt med ham og selvom manden fortsat havde det kølige blik i øjnene, havde Hauru stadig et lille frækt glimt i øjet. Han kunne ikke lade være med at smile lidt ekstra.

"Oh, så du vil altså gerne have mig ned at ligge? Det kan vi da godt arrangere," sagde han.
Hauru forstod udmærket truslen der blev sendt mod ham, men der var ingen tvivl om at Hauru nød at fordreje den fremmede mands ord lidt mere end de burde drejes. Han undlod stadig at fortælle sit navn, for selvfølgelig elskede Hauru at teste folks grænser lidt af, på den ene eller den anden måde.

At han ligefrem skulle dreje hele samtalen over til en seksuel fantasy, fik små lys til tænde oppe Oswalds hjerne. Han sagde jo aldrig nej til den slags, eller det var ikke i hans natur.

Oswald løftede den ene hånd, han sagde ikke ord før at han brugte sin evne. Telekinese, Oswald havde dræbt en stuepige, engang for længe siden. Han vidste ikke selv hvordan det sket dengang, han havde været for lille til kontroller de magiske kræfter som han havde, men nu havde han fuldgyldig kontrol over hans evner, selvom det en mentalt krævende ting.

Han lod telekinese gør arbejde, med pres fra oven kunne Oswald nemt sende en hver person i jorden, uden at han skulle arbejde for det. Oswald lod et mere sadistisk udtryk komme frem fra mørket.

Der gik ikke lang tid før Hauru faldt til jorden og ramte med ryggen først, med et bump. Han skar en lille grimasse på grund af smerten, men derefter kunne han ikke lade være med at grine lavt. Selvfølgelig forsøgte han at flytte på sig, dog uden held. Han vendte blikket mod manden igen.
"Jeg ville nu have lagt mig ned, hvis du bare havde spurgt pænt," sagde han roligt.

Hauru knyttede hænderne og bed tænderne sammen før han forsøgte at give et hårdt ryk i sig for at flytte sig og han blev en anelse irriteret da det stadig ikke virkede. Han sukkede tungt og vendte så blikket mod himlen.
"Men nu når jeg alligevel ligger her, kommer du så ikke og holder mig med selskab?" Smilede han.

Han lod telekinese gør arbejde, med pres fra oven kunne Oswald nemt sende en hver person i jorden, uden at han skulle arbejde for det. Oswald lod et mere sadistisk udtryk komme frem fra mørket.
Der var en eller anden magt tilfredsstilles, ved se til mens vampyren var hjælpeløs. ”Eller vi kan blive sådan her indtil at solen stå op, jeg har aldrig set processen når en vampyr bliver ristet af solen,” sagde Oswald kort, mens de stadig var det sadistiske smile på hans læber. ”Jeg kunne så let som ingenting, holde dig fanget her indtil daggry.” forsat han lidt efter.
Men hvor meget morskab ville der være i det? Selv om tanken ville være spænede, ville det være spild af chakra som kunne bruges til andre ting.
Oswald satte sig ned på hug, han bevægede en hånd frem, så den blev placeret på vampyrens mave. Hans pegefinger, pikkede lidt til den marmor blege hud.     

Det lille smil og glimtet i Haurus øje forsvandt da han lyttede til mandens kommentar og han rettede et lettere irriteret blik mod ham.
"Hey! Ingen grund til at blive grov!" Svarede han igen med et muggent udtryk i ansigtet.
Han rettede blikket mod fingeren på hans mave før han igen så mod manden.
"Altså.. Jeg stopper meget hurtigt med at være så smuk, hvis du lader mig brænde i solen," sagde han med en lettere opgivende tone. Han vidste udmærket godt at han ikke ville komme ud af den her situation før han havde oplyst manden om sit navn og han var jo nok nødt til at give efter, hvis han ikke ville ende som aske.
"Mit navn er Hauru."

Oswald rejste sig op, han var tilfreds med svaret som han havde modtaget og han lysende sit grab langsomt. ”Var det så svært?” sagde han kort, før han tog er par skrid tilbage. Han kunne være stædig nok, og sadistisk nok, når der var behov.

Vampyrens navn var ikke et der sagde ham meget, så måske skulle han lade den hård tone slap af. ”Jeg tror nu stadig du ville være pæn nok til kunne holde fanget bag efter, selv hvis du var blev en smule forkullet?” synet nu var nu bedre sådan her, og selv om han nok ikke ville sige det lige ud, havde Oswald nok standart for hvem og hvad han ville have sex med, bare på udseende alene.

”Når du selv syntes du er klar, kan du komme indenfor.” Oswald trådte væk, han gik tilbage ind til det store soveværelse, hvor han gik spejlet for kigge på ham selv i kort tid. Hans hår sad stadig af helvedes til, men han syntes ikke der var årsag til fix det. I sted for brugte han en hånd til løsne de to øverst knapper i skjorten så den sat mere løst.

Hauru fnyste kort. Nej, det var ikke svært, men ved at give efter stoppede han sig selv i at være flabet på en måde. Men det var nu ikke så slemt. Han var rigeligt god til at finde på andre gode muligheder for at være lige så flabet. Han fik sit smil på læberne tilbage over komplimentet. Eller vent. Holde fanget? Det var han vidst ikke gået med til. Alligevel lod han sig ikke skræmme væk af det, så han rejste sig og fulgte efter, ind på værelset. Han lod blikket glide rundt. Dette var bestemt anderledes end han var vant til.

Hauru så på den fremmede mand igen, mens han plantede sig selv på sengekanten. Han lænede sig en anelse tilbage og lagde elegant det ene ben over det andet.
"Så siden jeg nu var så sød at fortælle dig mit navn, vil du så fortælle mig dit?" Spurgte han. Han lænede sig lidt længere tilbage og lagde albuerne på sengen bag sig som støtte, så han lige nøjagtig ikke kom helt ned at ligge.

Oswald vendte sig fra spejlet, han gik med langsom fat hen til sengekanten. ”Oswald, eller Kruger, du bestemmer selv,” sagde han kort. Begge var navne som han ville bruge, blot for have menneskelig navne. Oswald havde et andet navn, men det var hans dæmonisk navn som ikke kunne udtales af andre racer, og derfor kom det ikke andre racer ved.

Der var en masse tanker der gik igennem hans hjerne, som han stod der over Hauru. Den dæmonisk højde, selv i menneske skikkelse fik Oswald til ligne let at tårn når han så ned på andre. Ikke desto mindre, gik mindre end sekunder før at Oswald havde lænede sig frem og skubbe Hauru ned madrassen under ham. Oswald satte sig på Hauru lår som han kiggede ned på ham. ”Jeg indrømmer gerne, at du modig for vælge at delen en seng med dæmon,” sagde han kort, for lænede frem med overkroppen. Begge blev placerede på hver side at Hauru hoved, som Oswald kiggede på hans krop og der efter ansigt.

Det skulle ikke være en hemmelighed, at lyst nu en gang kunne drive den dæmonisk del frem i Oswald. Hans øjne fik en mere fyldig sort farve, og ind i mellem kom hans negle til blive som lange spidse klør, men der var dog ikke andre fysiske tegn. Oswald havde aldrig set ideen i at bruge hans sande udseende foran andre, den slags havde hans familie nemlig altid set ned på.

Hauru betragtede med lystige øjne Oswald, da han stillede sig ved sengekanten.
Da han blev skubbet helt ned at ligge lagde han armene over hovedet, for at vise sin overgivelse. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre nogen form for modstand lige nu.
"Dæmon? Det lover godt. Så har du måske ikke noget imod at være lidt hård heller," svarede han smilende.

Hauru kunne ikke lade være, at forsøge sig med at pirre dæmonen lidt, så han løftede en anelse op i sit underliv og pressede det let mod hans. Derefter løftede han hovedet for at plante et grådigt kys på Oswalds læber. Han trak dog hurtigt hovedet tilbage igen og lagde det mod madressen. Han tænkte, at hvis han havde lyst til mere, ville han komme og tage det.

Oswald lavet en sadistisk grin, nej han var ikke bange for den slags, men spørgsmålet var hvor meget han mon kunne tilladelse sig. Han havde mange elsker, og hver af dem havde hver sin smertetærskel, som der kunne arbejdes med.

De sorte øjne blev hurtig grådige efter smage af hud, selv om Hauru var lidt for hurtig til trække sig væk igen, var det ikke nok. Oswald lagde sin fulde vægt ned på Hauru krop, før hans ene hånd kom på skulderen, hvor kløerne fik presset sig igennem huden på igen tid. ”På ingen måde, det bliver kun mere spænende når er til den slags.” sagde Oswald kort.

Han holde dog ikke tilbage fra lave en lyde, da mærkede bevægelse af undlivet imod hans eget. Ikke at han var nem varme op, Oswald var trods alt ikke ung, og heller ikke uerfaring, han havde sine eventyr med jævne mellemrum.   

Hauru gav en lav lyd af nydelse fra sig, da han mærkede smerten mod skulderen.
"Så bliv endelig ved," sagde han hviskende med en forførende tone.
Han kunne selvfølgelig ikke holde fingrene for sig selv, og fordi han var så glad for disse former for nydelse som han var, skulle tiden bestemt ikke spildes. Derfor fik hans hænder hurtigt fat i knapperne på dæmonens skjorte og han knappede dem ivrigt op for straks at hive skjorten af ham. Han lod underlivet falde ned på sengen igen og i stedet stak han en hånd i Oswalds bukser, hvor han rodede rundt.

Oswald trak sine klør ud af skulderen, han bevægede sin arm frem ad, i mens hans læber ivrig kyssede Hauru læber, hals og ned imod brystet. Bedst som han var i gang, fik Oswald fat i den knive han altid have under sin hovedpude, han trak den med ud, før han satte sig op trække skjorten helt af. 
Han var ligeglad med hvor den endte, og kniven som han havde haft fat i, kom nu op og blev presset imod Hauru hals. ”Fortæl mig, kan i blodsuger stadig bløde?” sagde Oswald kort, han var lidt ligeglad med svaret for i de næste sekund havde han pres nok på kniven til at lave det først sår som ville gå ind over halsen. Synet af blod, var altid vækkende, men Oswald havde ikke den erfaring med om vampyr kunne bløde eller ej.

Hauru løftede hovedet op mod Oswald og gengældte kyssene lige så ivrigt som de blev givet.
Han kunne ikke lade være med at komme med et lavt kynisk grin over kniven der blev presset mod hans hals og han rykkede selv halsen længere ind mod kniven. Der løb en anelse blod ud af såret, men ikke meget, da størstedelen af blodet i Haurus krop ikke løb i årene.
"Ikke meget, men det kan dæmoner vel," svarede han med et smil, før han lagde en hånd i nakken på Oswald og trak ham ned til sig. Der gik ikke mange sekunder før han satte hugtænderne i halsen på dæmonen og bed til.

Smerten fra bidet var en smule chokerende, som sådan havde Oswald aldrig prøvet følelsen af en vampyr som der bed ham. Oswald lavet en lyd en protest, til trods for faktummet af at han ikke kunne dø, var han stadig ikke helt vild med tank om at blive svag. ”Nu skal du ikke blive for grådig, jeg gerne behold mit blod, hvis det er mulig.” sagde Oswald kort, han trak sig ikke ud af grebet, mest fordi at han vidste at det kunne flå hele såret op til en større udgave, som ville kunne dræbe ham, eller det kunne blive enden på hans fysiske krop.

Hauru slap biddet og så Oswald i øjnene med et lystigt blik, mens han grinede let. Der løb en smule blod fra hans mundvige.
"Jeg var ellers sikker på du ville kunne lide det. Men hvis du hellere vil være hård ved mig, er det også helt i orden," sagde han med et smil og et let hævet øjenbryn. Hauru havde altid været typen der nød at pine sin partner en smule, men det var rart at være sammen med en der kunne finde ud af at gøre det samme ved ham.
Hauru valgte i stedet at rykke hænderne ned til dæmonens bukser som han hurtigt fik åbnet og skubbet ned.
Dette ville også være den første gang for Hauru, hvor han var i den modtagende ende af forholdet, men på en eller anden måde tændte det ham bare endnu mere, også selvom han ikke anede om det var behageligt for ham. Men eftersom Hauru var så optaget af at være sammen med alt og alle i forvejen, regnede han ikke med at det ville være helt dårligt.