Rosens blik for rundt blandt de mange syn på gaden. På folkene, på bygningerne, på stenene under hendes bare fødder og til tider på herren der gjorde hende selskab - Vertis.

Det var første gang Rosen havde været ude rigtig at se Dianthos gader, at gå blandt byens folk og ikke opleve den igennem vinduerne på en vogn eller karret. Det hele var så.. anderledes end hun havde forventet. Det var så anderledes end hvad hun havde oplevet udenfor byen.

"Det er svært at tro at gaderne her virkelig kunne være så farlige som du siger" sagde hun en smule drømmende. Det var ikke at hun betvivlede hans ord, men som livet gik sin gang på gaden omkring dem, og folk myldrede rundt som myre i en ture, var det svært at tro at nogen overhoved ville have tid til at stoppe op længe nok til at gøre hende ondt, eller overhoved opdage hende for den sags skyld!

Vertis gik med afmålte skridt, og holdt mistroisk øje med deres omgivelser. Den unge dame ved hans side vendte en del hoveder som de spadserede ned af gaden med hendes iøjenfaldende lodrette hår. Dæmonen gjorde sit bedste for at aflæse deres intentioner, men så vidt han kunne bedømme var der intet mere i deres blikke end høflig interesse. Han længtes efter at række ud med sin indflydelse, for på den måde at grave ned under deres facader og lære deres sande tanker at kende – men han vidste at Rosen ville fornemme det. Som hans øjne faldt på hende kunne han mærke de spændte muskler i hans krop slappe af. Der var noget lokkende ved hendes naive udstråling som han mistænkte at han aldrig ville kunne modstå.

”Den menneskelig anstændighed er på samme tid den fredeligste og farligste del af dem,” sludrede han jovialt, uden at lægge stor vægt på sin ord. ”Det tilbageholder det kaotiske element af deres natur så længe det er imod den kollektive sociale opfattelse, men hvis fællesskabet kræver det kan selv den fredeligste af dem angribe. Og med stor ildhu.” Han tænkte tilbage på de mange gange han var blevet drevet ud af byer, meget ligesom den de stod i nu. Mindet gav ham lyst til at skanne folkemængden efter tegn på hob-mentalitet, men alt han så var melorme der grådigt åd og forbrugte af kadaveret der var den menneskelige hovedstad, bygget af sten produceret af hundrede forskellige kongeriger.
Rosen ville se det fra hans perspektiv når hun havde levet et par menneskegenerationer og begyndte at se mønstrene i deres korte liv gå i et med mønstrene af deres kortlivede samfund. Han følte sig sikker på det.

Rosen smil mindskedes ikke det mindste ved Vertis' ord om de folk omkring dem, som hun så naivt beundrede. Der var ingen tvivl i hendes sind om at han måtte have ret.
Vertis var ikke blot ældre end tiden selv, men han havde også set mere af verden, end hun forventede hun nogensinde kom til. "Enhver rose har sine torne" kommenterede hun tilbage, med et skævt smil, og et sigende blik i hans retning, over sin egen lille joke.

Som de rundende et hjørne, trak Rosen en smule nærmere Vertis. Hun havde fået øje på en sortklædt skikkelse med hvid maske. Vedkommene lavede som sådan ikke noget truende, men der var noget ved den dækkende helmaske der gjorde hende utilpas. Det var som om de ikke blot skjulte deres ansigter, men også deres væsen! Samtiddig havde hun bestemt ikke glemt skæbnen der befaldt de sidste maske-bærende individer hun havde stiftet bekendtskab med - og hvad de havde været ved at gøre selv, mod en ganske uskyldig sjæl.
I et forsøg på at distrahere sig selv, så hun igen mod Vertis.
"Er resten af byen ligesom her? Da vi så den fra vognen virkede gaderne så ens og nærmest endeløse! Men det er vel blot en by?" spurgte hun og lagde hoved en anelse på skrå.

Vertis klukkede let over hendes svar. Hun var imponerende kløgtig af en plante at være, og han var godt tilfreds med hvordan hendes personlighed dannede sig. Normalt ville han næppe have forladt palæet uden grund, men hun havde. . . Fristet ham. Det gik pludseligt op for ham at han havde været sårbar, og tanken fik ham til at rynke på panden.

Som de vendte omkring hjørnet så han den maskerede mand og mødte hans blik lige på. I hans øjne fandt han en velkendt blanding af desperation og beslutsomhed. Det var ikke nødvendigt for den gamle dæmon at grave i mandens sind for at læse hans tanker.
Skulle han være ærlig med sig selv forstod han godt mandens tanker, som han trak en kniv frem og gik over mod dem. Storbyen havde lidt hårdt under Kile’s Orden, og de begrænsede arbejdstimer udgangsforbuddet forårsagede havde gjort de fattige endnu fattigere. Manden havde sikkert børn at fodre, måske endda forældre der var afhængige af ham. Og her kom to tilsyneladende rige personer gående, med flere penge end de vidste hvad de skulle bruge. Det var en skam at Vertis ville være nød til at knuse hans sind.

Vertis havde aldrig været god i en konfrontation. Hans evner var begrænset til at lokke, og i ekstreme tilfælde kontrollere folk til at gøre mindre handlinger, der ikke var meget modsat hvad de i forvejen havde planer om at gøre. Jo fjernere en handling lå for ofret, jo vanskeligere var det at få dem til at gøre det. Mandens stålgrå øjne besad en tilsvarende stålfast beslutsomhed. I en sådan situation kunne Vertis gøre intet andet end at overvælde hans forsvar, efterlade ham uden sin forstand og håbe på at den nyligt sindssyge fandt på noget andet end at stikke ham ned for sjovs skyld.
”Krystallerne eller livet,” sagde manden med en hæs, dyb stemme, som han pegede knivsæggen mod Vertis og rosen. Han tog en dyb indånding, og forberedte sig på at frigive sin indflydelse på manden. Han var i tvivl om hvorvidt Rosen kunne fornemme hans intentioner, men havde ikke tid til at regne ud om det betød noget.

Rosen trådte instinktivt ind foran Vertis, som den truende mand mødte dem og trak sit våben. Hun bar intet våben selv, og var på ingen måde truende af natur, men alligevel tøvede hun ikke det mindste med at sætte sig imellem den fremmede og Vertis. "Vent" bad hun, til manden som til Vertis ligeså, som hun holdt en hånd let op, i en beroligende gestus.
"Er du sulten? Mangler du mad? Er det det du ønsker?" spurgte hun bekymret manden. "Vi ønsker ikke problemer, men måske kan vi hjælpe, uden det må ty til vold!" insisterede hun. Måske virkede det naivt, men hun ønskede ikke manden ondt, og hun tvivlede ikke på Vertis ville handle for at sikre sin egen og hendes sikkerhed, om nødvendigt. Ligeså var hun ikke i tvivl om at hvis Vertis handlede, ville det ikke ende vel for manden.
Rosen forsøgte at undgå den skæbne for ham, for han kunne ikke vide hvem han stod overfor, men hun ønskede heller ikke at dette skete for nogen andre. 

Langsomt så hun sig over skulderen, mod Vertis "kan vi ikke spare ham et par krystaller?" bad hun forsigtigt. Hun håbede de kunne løse dette fredeligt, men hun så stadig til Vertis for han kunne tage beslutningen. 

Da rosen trådte frem løftede han instinktivt en hånd og lagde den på hendes skulder med et fast greb. Han følte sig splittet. Normalt ville han aldrig gøre noget for at forhindre en fjollet uselvisk handling som hendes, da den placerede hende mellem ham og faren, men på samme tid følte han sig ansvarlig for hedens sikkerhed. Hun var hans skabning, og hvor han kunne finde en ny krop skulle det værste ske, havde han ingen idé hvad der ville ske hvis hun kom til skade. Til sidst vandt hans pragmatiske side, og hans gestus blev aldrig til mere end et skulderklem.

Overfaldsmanden lignede én presset mellem to desperate alternativer. Da hun spurgte hvad han ønskede, var han på nippet til at knække, men blev stående med knivsæggen pegende mod dem. Vertis havde slet ikke overvejet at give efter for den dødeliges krav. Tanken virkede absurd, indtil han fangende mandens blik og han genkendte det desperate ansvar han selv lige havde følt for et øjeblik siden. Hans hånd bevægede sig langsomt til pungen han bar ved hoften, og han fremdrog et halv håndfuld krystaller.
At belønne det kriminelle element for sine kriminelle handlinger, opfordrede kun mere kriminalitet. Næsten gang manden havde desperat brug for penge, ville han uden tvivl ty til samme redskab som havde givet ham pengene sidste gang, ligegyldigt om manden fandt det moralsk forkasteligt eller ej. Han greb om Vertis hånd og fik hurtigt overtaget krystallerne, og som han talte dem hurtigt genkendte Vertis både grådighed og afsky i mandens blik. Som et smil langsomt voksede frem på hans ansigt, gav han sin indflydelse frit spil.

”Giv mig resten, det hele! Jeg er ikke bange for at bruge den!” halvråbte manden, pludseligt overtaget af vrede og en unægtelig grådighed. Han stak kniven frem mod dem, og rystede den i deres retning med urolige hænder, som for at vise at hans trusler var alvor.

Rosen kastede et halvt blik tilbage på Vertis som han rørte hendes skulder, og hun var taknemmelig for at vide han var der, og lod hende gøre dette. Hun var hans skabning, og følte det var hendes opgave, hendes formål, at stille sig imellem ham og alt der ønskede ham harme.
Endnu mere taknemmelig blev hun da Vertis hørte hendes foresprøgelse og rakte manden de penge han så desperat ønskede. Men pengene var ikke alt som manden fik skænket af Vertis, og som manden blev fyldt af vrede og grådighed, spirrede tilgivelsen og generøsiteten yderligere i Rosens sind.

Roligt holdt hun en hånd op "Jeg er sikker på vi kan give dig mere, hvis vi har, men jeg beder dig, sænk våbnet så du ikke kommer til skade" bad hun nænsomt, hendes ord valgt fordi hun ikke frygtede for sin egen sikkerhed. Roligt trådte hun et skridt frem for at ligge en hånd på mandens rystende arm, og hjælpe ham til at sænke våbnet.

Men det var ikke sådan manden så det. Den unaturlige kvinde skulle ikke håne ham! Han havde kniven! Han havde magten! Og snart ville han have pengene, dem ALLE sammen, så snart kvinden var væk, var der intet mellem ham og pengene! Så som kvinden trådte frem, og lyset faldt skarpt på hendes ansigt, så hudens gennemsigthed blev tydelig, og de sorte orber reflekterende lyset slog han til, og stak sin kniv dybt i bystet på den umenneskelige kvinde.

Rosens øjne spærrede sig op i overraskelse som den tynde hinde der foregav at være hud blev penentreret, og kniven med lethed sank i til skæftet. Det var ikke blod der dækkede bladet, som manden trak kniven til sig igen, men en tyk, klistret masse af rødbrun kulør, der mest lignede harpiks.
Det første stød var det det nemmeste. En barriere var brudt, og med vreden brusende igennem sig, gik der ikke mere end et split-sekund før kniven faldt igen - og igen - og igen mod Rosens torso, alt imens hun blot stod, lamslået, med såret blik og så til.

Fordærvs indflydelse kom på en bekostning, og som manden havde givet efter for fordærvet havde Vertis fået et fodfæste i hans sind. Den dødeliges tanker var en forvirrende storm af vrede, frygt og en magtfuldhed han ikke vidste hvordan han skulle håndtere, så det var først da kniven var på vej at Vertis indså hans intentioner. Dæmonens evigt stoiske ansigt blev pludseligt levende, som frygten meldte sig. Han rakte ud efter Rosens skulder i et forsøg på at trække hende tilbage, men hun var trådt ud af hans rækkevide. Den anden havde et forspring. Han kunne intet gøre, udover at stirre i afmagt som hun blev stukket, stukket, stukket. Igen og igen.

Da han nåede hende greb han hårdt om hendes skulder og trak hende tilbage med alt sin magt, svag omend han var. Hans eneste tanke var at få hende væk fra galningen, så hurtigt som muligt. Med Rosen af vejen var de nu kun to, og hvorom han havde et greb om mandens sind var han elendig til at slås.
Han greb mandens hånd imellem sine egne som knivsbladet skød frem, men havde ikke styrken til at skubbe det væk. Vægten af den andens tryk skubbede ham bagover, indtil hans ryg var presset mod muren der udgjorde gydens ene side. Overfaldsmandens begyndte at slå mod Vertis hoved med den anden hånd, og med begge hænder optaget af kniven var der intet dæmonen kunne gøre ved det. Med vaklende udholdenhed brugte han sine sidste kræfter på at skubbe mandens hånd samtidigt med at han gav slip på den. Kort efter at kniven gennemtrængte kødet over hans hofte, havde han sparket manden i skridtet. Inden den anden kunne trække kniven tilbage, greb Vertis fat om hans pande. Han gravede sine fingre ind i mandens hovedbund med alt sin kraft.

Fordærv er en naturkraft. Fra det øjeblik man bliver født begynder man at dø, og det er alle disse små dødsfald der udgør fordærv. Som med Theseus skib bliver kroppen udskiftet langsomt, men langsomt nok til at vi forbliver den samme. Sker det hurtigt, til gengæld, er konsekvenserne utilregnelige, og ulideligt smertefulde.
Vertis kanaliserede al sin vrede, frygt og had for mennesker ind i sin berøring. Under hans fingre kunne han mærke knuderne i mandens hjerne danne sig, gro, vokse og til sidst dø i en endeløs cyklus. Vertis ansigt var låst i en grimasse af had. Først da manden faldt på knæ lod han triumfen skinne. Vertis gav slip da mandens skrig blev til tavshed, og det eneste der holdt ham oprejst var dæmonens greb om hans hoved.

Han stod tilbage krumrygget og gispede efter vejret. Hans hår og tøj, der altid var i perfekt stand, var nu i uorden efter det korte slagsmål. En sødlig duft af fordærv steg fra hans sår ved hoften, der allerede var gået i betændelse. Da han havde fået vejret tilbage rettede han sit hår og vendt han sig om mod Rosen, for at se til hendes sår. Han nægtede at give efter for følelsen af uro – han skulle være rolig for dem begge.

Rosen gispede som hun blev trukket væk og snublede bagud, forbi Vertis, og faldt til jorden. Hun så til med forfærdelse mens de to kæmpede, så Vertis blive tvunget tilbage og slået, igen og igen, mens hans desperat forsøgte at holde knivsbladet på afstand.
Rystet skubbede Rosen sig op at sidde, den ene hånd som støtte bag sig, og den anden presset mod sit bryst, hvor mørke pletter havde spredt sig omkring hvert af stiksårene.
"NEJ!" lød hendes halvkvalte skrig som kniven sank ind i Vertis hofte. Han var såret, og der var intet hun kunne gøre! Intet, udover at låne ham sin styrke.
Så det gjorde hun. Hun lod sin kraft styrke hans, og først da deres overfaldsmand lå død på jorden, trak hun sin gave tilbage med et lettet suk. Han var sikker. Hvid væske, som mælkebøttesaft, løb nedover hendes kinder som hun skubbede sig på benene og hendes ben vaklede en anelse under hende, som hun hastede til Vertis side. "Du er såret. Vi-vi må finde nogen der kan helbrede din krop" bekymringen var malet på hendes ansigt, og hvoromend der var smerte at finde der også, var den minimal. Hendes krop var ikke som andre dødeliges, og den tykke harepiks der flød fra hendes sår, havde allerede sat sig, og sikret der ikke flød mere.

Vertis rynkede sit bryn som Rosen kom til ham, forvirret over hvorfor hun var bekymret for hans velbefindende. Han havde ingen idé om hvordan hendes krop fungerede, men hun var blevet stukket mange gange flere end han. Hvis nogen skulle være panikslagen, var det ham. 

”Sæt dig ned,” kommanderede han og pegede på en kasse ikke langt fra hvor de stod. Hans tonen lagde ikke op til diskussion. Han ventede tålmodigt til at hun satte sig. Med en hånd over såret der aldrig havde nået at bløde, sank han på hug mens den sårede hofte protesterede. Han tvang sig selv til ikke at give udtryk for smerten.

”Han kan ikke skade os mere - Rose, se på mig! Vi er sikre nu. Forstår du?” Han holdt hendes blik, og håbede at hans stoiske ro ville smitte af på hende. Væsken på hendes ansigt var nyt. Var det tåre, der løb ned af hendes kinder? Hun blev mere som de dødelige for hver dag der gik.

Vertis lagde en hånd hvor han kunne se væske havde spredt sig. Med sin forbindelse til planter rakte han ud, og bød hendes masse at samle sig selv. Han kunne helbrede de overfladiske skader, men han var ingen doktor, specielt ikke for planteskabninger. Selv med hans hjælp kunne hun være alvorligt skadet.
”Hvordan har du det? Har du.. ondt nogen steder? Kan du gå?” Han vidste ikke om hun følte smerte på samme måde som almindelige dødelige. Hvis ikke hun var hårdt såret, måtte de komme tilbage til palæet, hvor hun kunne trække energi fra haven. De kunne få nogen til at kigge på hans sår bagefter.

Rosen satte sig hurtigt ned som anvist, og lagde en hånd mod Vertis overarm. "Jeg forstår" svarede hun mildt og som han lagde hånden mod sårene på hendes bryst, lagede hun sin anden hånd mod hans kind, og strøg den blidt med tommelfingeren. "Jeg ville ikke have han sårede dig.. undskyld" Hun mærkede hans evnes berøring, den evne der havde skabt hende, udbedre de skader hendes uforsigtighed havde skabt.

Et forsigtigt suk gled over hendes læber. "Jeg er... bekymret?" svarede hun og forsøgte at sætte ord på de mærkværdige sensationer der løb igennem hende. Langsomt, forsigtigt rejste hun sig igen og fandt sig selv sikker på benene. Hånden der før havde hvilet på Vertis overarm, gled under den, og ind langs hans ryg, til hun var ham helt nær, og kunne støtte ham.
"Jeg vil få det bedre når du er blevet tilset" forsikrede hun ham en anelse tøvende. Hun var ihvertfald ret overbevist om at det var tilfældet. Så snart Vertis var okay igen, skulle hun også nok blive det. Han var hendes skaber! Hans velbefindende måtte være hendes glæde.

Vertis ville ikke have gættet på at det var hende der var blevet stukket gentagne gange, hvis ikke han havde set det med sine egne øjne. Forskellene mellem hendes planteform og hans egen dødelige skal blev ved med at overraske ham. Havde det været en hver anden der havde fået den behandling hun modtog, ville de være omkommet. Og nu var det hende der støttede ham.
”Jeg tilgiver dig,” sagde han med en ukarakteristisk lattermildhed. Det virkede som en meget tilgivelig ting at bede forladelse om. ”Blot lov mig at du vil holde dig tilbage i fremtiden. Hvis du bliver stukket, er det mig der lider.” Det faldt ham ikke ind at hun i ligeså stor grad havde forsøgt at beskytte den fremmede.
Vertis forsøgte at projicere styrke i sin stemme, men tog imod hendes støtte uden at kny. Såret var hurtigt holdt op med at bløde, men en ubehagelig varme var begyndt at sprede sig gennem hans mellemgulv, og hvert skridt blev efterfulgt af svimmelhed. Han var gammel nok til at kende fornemmelsen, og  som fordærvets dæmon var det sjældent at en værtskrop holdt længe. Når vinden lå stille kunne han fange lugten af dødt kød, der dovent svævede fra hans åbne sår.
”Jeg kender et sted. En heks, ikke så langt fra hjem.” Han tvivlede på at der var meget heksen kunne gøre, men det var nemmere at føje Rosen end at bekymre hende med sandheden. Desuden havde heksen en urtehave, og han ville føle sig bedre tilpas når Rosen havde haft mulighed for at lægge sine sår naturligt, med energi hun tog fra planterne.
Han satte målrettet i bevægelse, og forsøgte at støtte sig til hende så lidt som muligt.

Vertis lattermildhed, om end ukarakteristisk, lod til at berolige Rosen en anelse, og hun smilede mildt tilbage til ham. Hendes udtryk blev dog en anelse stift og mere alvorligt som han fortsatte. "Det kan jeg ikke love dig" svarede hun langsomt "Min krop er ikke så skrøbelig, så det er bedre sådan" insisterede hun "Jeg vil ikke have nogen andre kommer noget til" indrømmede hun og støttede op under ham. Selvom hun ikke var synderlig stærk, så bare hun hans vægt uden at kny, og uden at vakle under den. "Jeg vil ikke såre dig, men jeg kan heller ikke lade dig såre!" holdt hun fast, og et snært af frustartion havde sneget sig ind i hendes stemme, som det langsomt gik op for hende, at hun ikke kunne gøre begge dele. Hvis hun stillede sig imellem og skærmede hans krop, sårede hun hans sind, men hun kunne helle ikke blot se til!

Rosen forsøgte at skubbe tanken fra sig, og skyndte sig i den retning Vertis angav. Da den første stille vind bragte den velkendte duft af råd og fordærv til hendes næse, satte hun farten op, og bar mere af Vertis vægt om nødvendigt. Hun kendte den duft. Det var ikke en duft der hørte til livet. Det var en duft der hørte til Vertis og hans væsen, men alligevel fyldte den hende nu med frygt. "Bare hold ud lidt endnu" bad hun ham.

Vertis skar en grimasse over frygten i Rosens stemme og måden hun øgede sit tempo. Hvert skridt stak i hans side. Hun gjorde sit bedste for at støtte ham og skynde sig samtidigt, men panikken i hendes bevægelser efterlod ham oftere til at støtte sig selv end han ville have ønsket. Han tog et fast greb om hendes skulder og tvang hende til at sætte tempoet ned.

”Tag det roligt,” sagde han hårdt, med en nonchalance der grænsede til irritation. Han kunne forstå at hun var bekymret, men hendes ungdommelige iver var til mere skade end gavn. Han overvejede kort om han nogensinde selv havde været så ophidselig, og rystede på hovedet. Selvfølgelig havde han det. Hun gjorde sit bedste for at hjælpe, og da han fortsatte med at tale havde der krybet sig blidhed ind i stemmen.

”Du skal ikke være bange, jeg kan finde en ny krop.”
Sammen med blide nonchalance, var der en tilbageholdende forsigtighed i Vertis Stemme. Han havde ikke lyst til at forklare hende at hans sjæl ikke var bundet til den krop de begge bar på. Så ville han også være nød til at forklare at hvorfor hendes var, hvis hun overhovedet havde en sjæl. Og det var ikke en samtale han så frem til at have igen.

For hvert skridt kunne han mærke betændelsens flammer sprede sig i hans indre, med knivstikket som sit epicenter. Hans generelle ubehag hævede hans fornøjelse af omgivelserne omkring dem. For første gang mærkede han vinden på sit ansigt, uden at det fyldte ham med afsky, og varmen fra solen var sågar behagelig.
”I stedet for at gå i panik, lad os nyde gåturen,” sagde han med antydningen af et smil på sine læber.
”Det er sådan et dejligt vejr i dag.”

Rosen forsøgte at sænke farten, som Vertis hånd trak hendes skulder tilbage, men stoppede næsten helt som han bød hende at tage den med ro. Hendes blik var en blanding af chock og følelser såret af hårdheden i hans stemme. Hun var ikke uvant med den tone, men den havde sjældent været rettet mod hende. Men hun så også smerten i hans blik, og hendes øjne blev store et sekund, før hun rettede sit blik tilbage mod vejen foran dem
"Undskyld. Jeg skal være mere forsigtig" lovede hun, og gjorde alt hun kunne for at holde et roligt, fast tempo, selvom det gik imod alt hvad hendes instinkter sagde.

Vertis næste ord, og mildheden i dem fik hende dog til at slappe en smule mere af. Det var tydeligt for Rosen at Vertis var mere i kontrol over situationen end hun troede, til trods for hans tilstand. "Du.. kan tage en ny krop?" hendes stemme var stadig tyk af bekymring, men der var også en nysgerrighed ikke helt passende til situationen. Det var, så vidt hun vise, ikke noget normale menneskelige væsner gjorde, men Vertis var også så meget mere end dem. Så var det så mærkeligt at han ikke skulle være bundet af dødeligt kød?

Trods Vertis ord, havde hans Rose svært ved blot at nyde vejret og gåturen. Noget var galt. På trods af Vertis ord, var hun sikker på noget var galt. Men ude af stand til at sætte fingeren på hvad, kunne hun ikke andet end følge Vertis. "Vejret er dejligt.. Måske vi skulle være blevet i haven i stedet, og nyt det der?" måske de aldrig skulle have forladt sikkerheden af stedet Vertis havde gjort til deres hjem. Noget som dette ville aldrig være sket der.

Rosens reaktion på hans hårdhed fik ham straks til at fortryde sine ord. Før han kunne undskylde kom hun ham i forkøbet, og han betragtede hende tænksomt. På mange måder opførte hun sig som et barn; i overensstemmelse med hendes alder. Da hun sænkede tempoet, besluttede han sig for at et niveau af hårdhed var nødvendigt for hendes udvikling.
”Jeg er . . . Anderledes, end de fleste.” Han undrede sig over om dette virkelig var den bedste forklaring han kunne komme på, men han havde ikke lyst til at indrømme overfor hende at han var en dæmon. Vidste hun det, frygtede han at hun ville se anderledes på ham. ”Du skal ikke bekymre dig om mig, jeg har overlevet værre.”

Bekymringen i hendes stemme gav Vertis en synkende fornemmelse. Da hun først kom med forslaget om at forlade husets sikkerhed, havde han været modsat forslaget, da han ikke kunne beskytte hende mod byens fare. Nu, hvor han kunne fornemme frygten bag hendes ord, blev han usikker i sin sag. Nok ønskede han at hun var sikker, men han kunne ikke benægte at hun hørte til i vildere natur end hvad deres baghave kunne tilbyde. Hun kørte til langt fra byen, med dens fordærv og menneskemylder. ”Måske,” tilbød han tvivlsomt.

Butikken dukkede op rundt om hjørnet foran dem, og han stoppede foran døren. ”Næste gang, tager vi væk fra byen. Det tror jeg du ville syntes om.” Han frigav sig fra hendes støtte, og skar en grimasse over ubehaget hun havde beskyttet ham imod. Når hun støttede ham, fik hun skaden til at se værre ud end det var, og han kunne ikke lade Heksen se ham så svækket. Han bankede på døren med to faste slag, og ventede tavst ved siden af Rosen.

Rosens blik lå stadig på Vertis, med bekymring. "Det ved jeg" sagde hun med så rodfæstet sikkerhed, at det grænsende til fanatisme. Fra alt hun viste, var han ikke et væsen som noget andet, men mere en skabning som Guderne. Vertis var hendes skaber, og hans indflydelse over andre var utvivlsom.
En fuge dukkede op mellem hendes bryn "Jeg ser.." svarede hun, som han bød hende lægge bekymringen fra sig, men hendes uenighed var ikke til at skjule. Blot fordi han havde oplevet værre i andre situationer, betød det ikke at hun ikke burde bekymre sig nu! Det var hun ganske sikker på. Men nu var ikke tidspunktet at sige ham imod på.

--

Der gik et langt øjeblik inden døren gik op, og selv der åbnede den kun til en smal sprække. Med små øjne lurede heksen ud gik dog ikke mere end et øjeblik før døren hastigt blev lukket igen, for at blive åbnet helt op bagefter. "Kom ind, kom ind, hurtigt nu, ja sådan der" bød hun mens hun hastigt gennede dem over dørtærsklen og lukkede døren efter dem igen.

Rosen fulgte Vertis ind, og veg ikke langt fra hans side, i tilfældet af at han fik behov for støtte igen. Dog var det svært ikke at lade sin opmærksomhed vandre mod inventaret af heksens bolig. Der var beholdere i et vælg af forskellige farver og typer. Små flettede kurve, brune lerkrukker, glaserede farverige vaser og enkelte glas-kar med mærkværdigt indhold.

//Tænker vi kan deles om heksen//

Vertis trådte indenfor døren med ret ryg. Længe før hans øjne havde vænt sig til det dunkle halvmørke, blev han ramt af en bred vifte af forskellige lugte, alt fra tørrede planter til noget der lugtede meget . . . Vådt.
Heksen selv havde allerede mistet interessen for Vertis, og var i stedet blevet opslugt af Rosen. Efter at have studeret hendes ansigt med store øjne, rakte heksen ud for at tage Rosens hånd, men stoppede sig selv med håndende svævende foran hende.
”Må jeg?” spurgte hun nidkært, og holdt sin åbne hånd frem til Rosen.

Vertis lagde en hånd på væggen. Han fandt det bedst ikke at komme på heksens dårlige side, hvis han skulle have hendes hjælp. Desuden, den gamle dæmon var mere end en smule nysgerrig for at finde ud af hvordan Rosen ville reagere, nu hvor hendes syn på menneskene var blevet udfordret.

// Undskyld hvis det er lidt kortfattet, jeg er ikke helt ovenpå :/

//Kan du så se at få det bedre!..... igen! <3 //

Rosens opmærksomhed var hurtigt blevet trukket fra omgivelserne til den mærkværdige kvinde, som denne var gået igang med at nær-studere Rosen selv. Som heksen pludselig rakte ud, trådte Rosen forskrækket et halvt skridt tilbage, med varsomheden malet i ansigtet. 
Det var et eftertænksomt blik fra Rosen der blev sendt i Vertis retning, og det var tydeligt situationen blev vurderet med en varsom forsigtighed der ikke før havde været en del af Rosens væsen, inden hun langsomt rakte hånden frem mod heksen og nikkede.
Rosen havde set en side af menneskeheden den dag der var hende ny, men Vertis havde bragt dem til denne kvinde, og været klar til at ligge sit eget legeme i hendes hænder. Hvordan kunne Rosen så gøre andet selv?

Heksens koppe-arrede hånd tøvede ikke et sekund, men greb Rosens hånd som tilbudt, og trak den grådigt til sig. Hånden blev vendt og drejet som Heksen studerede den. Hun trak i den hud-lignende overflade, skilte og strakte fingrene, duftede til håndleddet, og som et lyn strakte tungen sig ud, og smagte på den ru overflade.

Imens så Rosen til, med en let forstyrret måben. Det var ikke fordi noget af det heksen gjorde var unormalt for en plante, men der var stadig noget ved det der bare følte... forkert. Hendes blik flakkede af og til mod Vertis, men Rosen ture ikke tage blikket fra Heksen for længe af gangen.

Uden at slippe Rosen hånd, så Heksen endelig op mod Vertis. "Jeg vil have den som betaling" erklærede Heksen grådigt. Hun viste udmærket folk ikke besøgte hende af høflighed eller lyst, og som Vertis lænede sig mod væggen, vovede hun at kræve en stor betaling. Hvad end han var kommet for at bede hende om, lignede han ikke en der holdt mange kort at forhandle med. Den søde duft af råd var heller ikke gået hendes næse forbi.

//Lukket efter aftale