I den alt for smukke solnedgang midt i ørkenen, gik Agarés igennem med tunge skridt.
Det havde været nogle hårde dage. De fleste af dem havde han brugt på at få nye aftaler og kontrakter i land, og resten af tiden havde han brugt på at læse alle de gamle kontrakter igennem for ikke at glemme dem. Han var ekstremt træt i hovedet, men han befandt sig midt i ørkenen og var nødt til at komme tilbage til Kzar Mora, før han kunne hvile sig. Solnedgangen var ubegribelig irriterende for ham, også selvom de fleste andre ville betragte den som smuk. Han mente ikke det samme. Det smukkeste syn han havde set for nylig, var den fisker der mistede hovedet ved hjælp af Agarés' ene sværd. Det minde kunne han ikke lade være med at smile svagt over. Og tanken om at alle hans arbejdere i The Hive havde set det også, gjorde ham kun i endnu bedre humør. Det var bare endnu en påmindelse til dem om, at de ikke skulle pisse ham af.

Agarés stoppede kort op og strakte sig med et lettere højlydt grynt. Han skævede mod solnedgangen og det svage smil på hans læber forsvandt meget hurtigt i takt med et suk.

Humøret på den unge mand var ikke specielt fabelagtigt: han havde fået besked på (eller, rettere sagt: ordre) på at komme hans leder i møde i ørkenen, og han gik ud fra at han skulle følge ham hjem: ikke ligefrem noget der faldt i hans interesse. Han havde ikke noget imod at være udenfor, men det var ikke specielt morsomt at stå som et lysende spot, midt i en rød ørken. Han følte sig meget udsat her, og det eneste der egentlig skjulte hans identitet var de tunge, mørke klæder, hvor han havde en mørk hætte over det lyse hoved. De særprægede træk var forsvundet, som han ventede på dæmonen, og de farveløse øjne prøvede at spotte den mørke, høje skikkelse som ikke var svær at se - han skilte sig temmelig betydeligt ud fra de røde sandkorn. 

Den smallere, mere spinkle skikkelse vinkede let, som han gik et par skridt i hans retning. ,,Hvad var det der tog dig så lang tid?" spurgte han. Hans stemme var forbløffende blid, som en sangfugl - men også vag og ikke specielt højlydt eller frembrusende. 

Efter et længerevarende, irriteret glan mod solnedgangen, rettede Agarés blikket den rette vej igen.
Han fortsatte af samme vej med de tunge skridt han hele tiden havde gået med. Der gik det op for ham, at han ikke havde trukket hætten over hovedet. Nu havde han også kun været på randen til at kvæle solen, hvis han kunne, hele aftenen. Selvfølgelig følte han sig en anelse dum, men det ville han da ikke indrømme, så hurtigt trak han hætten over hovedet og gik videre.

Da Agarés hørte den blide stemme, stoppede han kort op. Han kendte selvfølgelig stemmen, men eftersom trætheden havde sat sig, gik det ikke op for ham med det samme. Derfor stoppede han op for at sikre sig, at han ikke skulle til at bruge energi.
"Ikke noget stort, jeg fandt bare lige en snack på vejen," svarede han med et skævt smil. Han åbnede den lange sorte jakke og den blodige skjorte, der engang havde været hvid, blev blottet. Den lille fisker mand så aldrig hvad der kom. Det gjorde Agarés tilgengæld heller ikke, da en krabbekvinde var blevet fornærmet over, at han havde stjålet hendes måltid. Det hele blev dog en ret så positiv oplevelse, da Agarés' overtalelsesevner endnu engang fik gjort ham en tjeneste og krabbekvinden var mere end glad for at hjælpe ham.

Agarés gik videre, forbi Dandels og videre mod Kzar Mora. Han forventede selvfølgelig at Dandels fulgte efter.

//Out