Rise sad i den lyseblå havkant, med sine rædselfulde menneskeben gemt under vandet. Det var 4 dagen af hendes 'forvandling', og hun vidste derfor at der endnu var 16 lange uger hun endnu skulle holde dette ud. 112 dage, og hun havde endnu kun overlevet 4. Rises blik faldt på den strålende himmel og hun sukkede dybt.
Ville det være muligt for hende, at finde lykken i dette land? Ville hendes måneder på menneskeben kunne få en mening, eller skulle hun være tvunget til 4 lange måneders pinsel på land uden mening?
Det var ikke første eller sidste gang Rise tænkte sådanne... Alle disse tanker var de samme som gik igennem Rises hoved hver gang forvandlingen skete, ville hun dog nogen sinde finde en mening? 

Hendes blik faldt imod vandet overflade, hvor hun kunne skimte sine ben igennem det blå vand.. Positive tanker. De var lange. Det er da eftertragtet i menneskenes forstand, ikke? Hun lod sine lange fingre glide ned over sine skinneben og op igen. Glatte og bløde. Næsten som hendes hale, men slet ikke samme tekstur.. Så mange år, og hun var endnu ikke vant til disse kropsdele.

Rise bøjede ryggen bagud, og lagde sig langsomt med, så halvdelen af hendes krop var dækket af havets vand, mens den anden lå på strandens bred. De isblå øjne lukkede sig og endnu et suk undslap hendes læber "Hvad skal der dog blive af mig" mumlede hun til sig selv, ligeså meget for at få sig selv ud af det negative tankemønster.

I flere dage havde Lailiana vandret gennem træer, træer og flere træer. Det var rart for hende endelig at se noget vand. Det var vel egentlig også på tide at få sig en dukkert, da hun ikke ligefrem så adelig ud længere. Den beige kutte var ikke helt ren længere og det var hætten heller ikke. Den hvide kjole uden stropper, der gik til lige over knæene var fyldt med jord og det samme var de hvide højhælede sko. Alt kunne godt trænge til at blive vasket grundigt. Hun måtte dog indrømme, at det havde været eventyrfuldt at komme til dette land. Meget havde hun oplevet på kun få dage, men det havde været hårdt. Hun var trods alt vant til at blive vartet op på et palads, af massere af tjenestefolk.

Lailiana stoppede op midt på stranden og lod blikket glide ud over vandet. Det var jo smukt. Selv efter hendes skibsulykke på vej hertil, var havet stadig noget så smukt.
Hun fik øje på noget ved vandkanten og gik roligt hen mod det. Det var en kvinde. Underligt nok den første kvinde hun havde set mens hun havde været her, så hun fortsatte mod hende. Pilene i tasken sad på ryggen som sædvanlig og buen holdte hun godt fast i. Så var hun i det mindste klar, hvis det nu skulle blive nødvendigt.
Kvinden så ud til at nyde det gode vejr på stranden og det var næsten synd at forstyrre hende, men Lailiana tænkte, at hvis kvinden ikke ville have selskab, kunne hun vel altid bede om fred. Derfor fortsatte Lailiana tættere på, men stoppede omkring en meter fra hende. Hun sagde intet til at starte med. Hun ville ikke risikere at give kvinden et chok.

Rise lå endnu med lukkede øjne og lyttede til havets og vindes lyde, imens hun strakte armene ud til hver sin side i et våde sand, og lod sine fingre grave sig langt ned i det. Sandets overflade var blevet varmet af solen, men længere nede var det dejlig køligt for Rises fingre. Hun smilede og sukkede endnu en gang, denne gang mindre trist og mere afslappet.

Der gik ikke længe før Rise hørte en lyd der skilte sig ud fra havet skvulpen og vindens susen, hun drejede derfor hovedet sagte for at få øje på hvad eller hvem der lavede denne nye lyd.
Det var en kvinde. Hun var klædt i flot men lettere beskidt tøj, så Rise havde svært ved at gennemskue hvem hun kunne være. Rises blik gled ned af kvindens person. Ikke det mest praktiske fodtøj at have på på stranden, tænkte Rise ved sig selv og kunne ikke lade være med at se ironien i at bekymre sig om fodtøj.. Denne tanke gjorde ondt, og hun vrikkede med sine egne tæer, håbende på de ikke var der længere og hendes hale var kommet igen... Selvfølgelig ikke.

Kvinden stod nu tæt på Rise, og hun vidste ikke selv hvad hun skulle gøre.. I frygt for akavet stilhed, løftede hun sig op at halv-sidde med albuer og underarme støttende i sandet, stadig med benene i vandet.
"Goddag" Sagde hun lettere spørgende, men med et smil

//Lukkes grundet manglende krea. Håber det er okay <3