Det var Vertis første personlige hidkaldelse, og aldrig i sin vildeste mareridt havde han forestillet sig hvor besværligt det ville være. Mens regnen stod ned i stave udenfor havde han spildt hele sin dag i et aflukket kontorlokale, tilsyneladende ude af stand til at hidkalde dæmonen, der skyldte ham en tjeneste.
I midten havde han tegnet et pentagram med dæmoniske runer langs kanten, og i hans hånd holdt han en tyk læderindbunden bog med instrukser. Til at starte med havde det ikke virket så kompliceret – med sin indflydelse og hvad viden han havde fået fra Lunan i fordoms tid, havde han opsporet dæmonens sande navn. Alt han manglede var en simpel cirkel, en ytring af en kort formular med dæmonens navn til sidst, og så burde han være blevet hidkaldt uden mulighed for at modsætte sig.
Vertis havde brugt timer på at artikulere formularen med forskelligt tryk, slettet og tegnet cirklerne på ny. Alt var tjekket og dobbelttjekket for fejl, men intet lod til at være galt. Langsomt, som alle andre muligheder blev udelukket, gik det op for ham hvor vanskeligt det var at udtale dæmonens navn, i hvert fald præcist nok til at det ville have en indflydelse. Der var mindst hundrede forskellige måder det kunne udtales alt efter hvordan man lagde trykket, og vokalerne og konsonanterne lod ikke til at lege pænt sammen. Selv når han mente at han fik alle stavelserne udtalt skete der intet, og efter timers hårdt arbejde, løb Vertis ellers legendariske tålmodighed tør. Efter at have slynget bogen på tværs af lokalet slettede han alt sit hårde arbejde, og begyndte på ny – denne gang med en kompliceret hidkaldelse der kun krævede dæmonens sande navn på skrift.
Endelig klar til hidkaldelsen løftede han armene mod loftet. Selvom denne formular var længere kendte han den udenad, og med rolige ord udtalte han de komplicerede vendinger i dæmonernes tungemål. Hvis alt gik som det skulle ville han hidkalde sin gamle bekendte – Lunan.

Det gik et øjeblik, og så endnu et, uden der skete noget. Havde det virket? Eller modstod dæmonen hidkaldelsen ved sit sande navn?

Nej. Pludseligt blev stilheden brudt af et smertefuldt åndedræt der straks blev lettere. En tung duft af sød og krydret parfume, blandet med varmt sand og stærk kaffe.
Lunan sad på knæ i cirklen, støttende på en hånd og med den anden presset mod sit bryst. Den blåhudede dæmon var klædt i løst, mørke silke klæder, og prydet med guld om horn, arme, øre og selv en af Lunans negle var pyntet med det halv-værdigfulde materiale. 

Smerten fortog sig hurtigt, efter Lunan havde givet efter for hidkaldelsen. Den var ikke som hidkaldelser før oplevet. Denne gang var sjælen blevet i sit hylster, og Lunan havde kunne følge med af egen vilje. Den havde dog ikke været mindre insisterende.
Dæmonens røde øjne fokuserede, og så cirklen foran sig. Langsomt tiltede det blå hoved en anelse til siden. Hvad i alverden STOD der?! Kragetæerne på gulvet var så kringlede at Lunan knap kunne genkende sit eget navn!

Men nogen havde hidkaldt Lunan, uden at beherske de vokale færdigheder til at udtale navnet korrekt. Langsomt hævede Lunan blikket, for at finde den snart døde dødelig... Synet der mødte ham var ikke videre imponerende, men manden havde haft viden til at hidkalde en dæmon, så Lunan måtte være påpasselig.

Den dødelige ville ende sig liv snart, ja, men først måtte Lunan finde ud af hvor idioten havde navnet fra. Langsomt rettede Lunan sig op, og bukkede "Du har kaldt, og jeg har svaret. Sig mit dit navn, og Lad dit bud blive kendt, og det vil ske fyldelst" bad Lunan med noget det mindede om underdanighed i sin tone. Der var dog intet at finde i kropsholdningen, så snart bukket var fuldført.
Lunan måtte holde den dødelige i en falsk sikkerhed, lade ham tror han styrede Lunan, for at holde ham fra at binde Lunans navn, og gøre alting umådelig besværligt.

Vertis sukkede lettet at hidkaldelsen endelig virkede. Frustrationen der havde sat sig i hans krop gennem hele det lange forløb, begyndte at falde af ham. Han lukkede øjnene, og tillod sig selv at nyde fornemmelsen indtil Lunans stemme bragte ham tilbage til virkeligheden, hvor han for første gang undersøgte den anden dæmons udseende nøje.
Lunan havde dårligt ændret sig siden Vertis sidst have set dæmonen for nogle tusinde år siden, samme prangende blå hudfarve og samme horn. Det eneste der virkede anderledes var tøjet, af gode grunde, og dæmonens øjne. Vertis havde en god hukommelse, selv blandt dæmoner, og han kunne tydeligt erindre billedet af en person, der naivt var villig til at gøre hvad som helst for sin elskede. Med en tænksom mine trak Vertis på skuldrene. Intet varede for evigt.

”Ingen grund til at være så formel, Lunan,” sagde Vertis som han trådte frem og satte en fod den ene tak af pentagrammet. Hvis han trak foden til sig nu, ville cirklen blive brudt, og dæmonen være fri. Uden at bevæge sig smilte han charmerende. ”Nok har det været længe siden, men jeg håbede du ville genkende en gammel ven når du så ham! Jeg har selvfølgelig taget lidt på –” han gestikulerede til hele sin krop, i håbet om at Lunan huskede hans det glorværdige syn af hans sande form og så den, fremfor den ynkelig kødklump Vertis brugte som hylster nu. ”Griima, tror jeg er navnet du kendte mig under. Griima den Grå, ikke at forveksle med Griima den Grumme.” Han samlede hænderne på ryggen, og rettede sin ryg til den professionelle positur af en trænet diplomat. Et smil strakte sig over hans ansigt, langsommere end noget smil burde – hans intentioner tydelige i det mørke blik.
”Du skylder mig en tjeneste, Lunan, og dagen er kommet til at betale.”

Lunan havde i sandhed været naiv i sin desperation dengang, ung som dæmonen havde været dengang, og hvorend den del så sandelig havde ændret sig, så var der en anden der ikke havde. Lunan var stadig mere end villig til at gøre alt for sin elskede, for sit livs lys, for Ishtar Helia.

Lunan rettede sig om som dæmonen introducerede sig, og som det blev gjort, så Lunan et glimt af mandens sande form, gemt i den dødelige kødklump. "Jeg finder det svært at tro dette er måden nogen behandler deres venner, du Hersker af Fordæv" Lunan så ned mod sit navn igen, og en kraftig rynke af foragt dannede sig over den blå næse, inden Lunan spyttede på sit eget navn, og tværrede det ud med en fod, for at understrege sin pointe. 

Lunan hævede blikket igen, og de røde øjne mødte Fordærvs. "Men mine ord står stadig. Dit navn er Fordærv og du er mig nu kendt. Så bekend din vilje, og indfri den tjeneste der er dig skyldt" sagde Lunan og fnøs "Og næste gang, så send en besked. Det her er uværdigt, for os begge!" at bruge en dæmons navn var skamfuldt i Lunans syn, og at det blev gjort, af en anden dæmon der viste hvad det indebar? Fordærv kunne lige så vel have skrevet 'Din mor er en hore og din familie til grin' på hver en mur i Dianthos. Selvfølgelig viste Lunan andre ikke så det sådan. At kende en dæmons navn var at have magt over den, og hvad Fordærv havde gjort her var en klar magtdemonstration. Han havde Lunans navn, og ville ikke nødvendigvis bruge det, men han havde det, og den trussel var mere end nok.

Vertis kneb øjnene samme som han betragtede dæmonen. Han huskede tilbage på engang hvor han havde været lige så optaget af formalia, ære og værdighed som Lunan lod til at være blevet. Han trak foden til sig og brød cirklen der holdt dæmonen bundet til stedet. Selv hvis han besluttede sig for at angribe, var der intet Lunan kunne gøre for at skade Vertis.
”Hvad sagde jeg om formaliteterne?” han kunne ikke holde en kant af irritation ude af sin stemme. Han havde ikke tålmodigheden til at snakke udenom længere, og som han var kommet til at indse var formalia intet mere end tale gennem insinuation. ”Du burde føle dig beæret, ikke uværdiggjort! At blive hidkaldt af en hersker er et kompliment. Men nok om det, jeg ønsker ikke at spilde mere tid på dine følelser.” han påtog sig et jovialt, men professionelt smil, og ventede en tid der samtidigt var for kort til at Lunan kunne svare og for lang til at være en naturlig pause. ”Hvordan har den elskede det?”

Inden rituallet havde Vertis været besluttet på at få episoden overstået så hurtigt som muligt, men efter at have spildt en halv dag havde han brug for underholdning. Han lod sin indflydelse sive langsomt ud i rummet, uden nok pres på til at det ville være bemærkeligt. Hvis han pressede på Lunans ømme punkter, kunne den kombinerede effekt være interessant, hvis altså ikke dæmonen havde sit mentale forsvar oppe i forventning til indflydelsen.

Et halvt, skævt smil faldt over Lunans læber for et øjeblik, men fandt hurtigt tilbage til en mere intetsigende maske "Du sagde der ingen grund var til at være så formel" refererede han Fordærvs egne ord tilbage. Der var noget overraskende tilfredsstillende ved den lille gestus, som Lunan tog en smule glæde fra, til trods for den anspændte situation.
Et lille fnøs undslap de midnatsblå læber "Beæret? Jamen her troede jeg vi var så uformelle". Lunan legede med ild, det stod klart. At puste til en ild der var tændt under en selv, var ikke hvad de fleste så som værende et 'gennemtænkt' valg, men Lunan var ikke just i sit mindst lunefulde hjørne. 

Den kaffe havde været virkelig god... Og nu lå den kold, spildt udover gulvet i den anden ende af landet.. sandsynligvis. Lunan viste stadig ikke præcis hvor det var denne hidkaldelse havde tvunget dæmonen hen.

Lunans næver knyttede sig ved Fordærvs benævnelse af Ishtar Helia, om end det var indirekte. Så ramte en sær følelse. Lunan var nok gammel i de flestes øjne, og erfaring var der massere af.. Men sinds-mæssigt havde han aldrig været den stærkeste. Stærkere end de fleste dødelige, så sandeligt, men i forhold til andre dæmoner var Lunans mentale forsvar ikke just noget at råbe hurra for.
Næverne løsnede sig halvt igen som Fordærvs evne sivede ind og begyndte at slå rod. "Fremragende ved vores sidste møde" lød svaret lidt tamt tilbage.

Der skulle ikke et geni til for at se at Vertis havde ramt en blottet nerve, og Lunans svar gjorde intet for at mætte hans pludselige nysgerrighed. For den ældre dæmon fandtes der praktisk talt ikke intet bedre end at stikke sine fingre i andres følelsesmæssige kødsår. Han måtte kæmpe for ikke at lade sig distrahere fra sit oprindelige formål med hidkaldelsen, men til sidst anerkendte han nederlag. Han havde intet andet valg end at grave videre i Lunans privatliv.

”Er i ikke på talefod?” spurgte han med affekteret uskyldighed. Der var kun en mulig årsag til Lunans reaktion, og kun to mulige forklaringer – han havde mistet kontakten med sin elskede. Spørgsmålet var nu hvorvidt han ikke kunne eller ikke ville tale med hende.

Som Vertis evne gravede sig dybere ind i Lunans sind, begyndte han at få fornemmelsen af de følelser den anden følte. Snart, hvis ikke Lunan forsøgte at kæmpe imod, ville spørgsmålene være overflødige, da han ville kunne tvinge svarene ud af dæmonens tanker.

Lunan fnøs kort ved Fordærvs kommentar, og den påtagede uskyldighed. Men Lunan mærkede ikke den velkendte vrede sprede sig, og fraværdet på det kolde had, var hvad der endelig lod Lunan vide, at noget påvirkede det ellers så hadefulde sind.
Straks samlede den blå dæmon sit fokus og satte sig imod indflydelsen med sammenbidte tænder. Lunan tvivlede på det ville gøre meget for at stoppe selveste Fordærv, men blot at overgive sig lå ikke til Lunans natur. Heller ikke når alle trumferne lå på den anden side af bordet. "Vi er som vi altid har været.. Men jeg tvivler på vores ve og vel er grunden til du har kaldt mig hertil?" pressede Lunan igen.

Der var ikke meget andet den blå dæmon kunne gøre, end forsøge at afslutte mødet før, hellere end senere, og give Fordærv så lidt tid som muligt til at yde sin indflydelse. I sandhed havde Lunan ikke meget at skulle have sagt. Jo vist kunne en teleportation lukke mødet med hast, men der var intet der forhindrede Fordærv i blot at bruge Lunans sande navn igen, og påtvinge sin vilje.. og Lunan var ret overbevist om, at Fordærv på ingen måde ville være lige så snaksagelig, hvis han blev tvunget til at gentage hidkaldelsen. 

Netop som Vertis begyndte at få glimt af Lunans tanker og ønsker, blev dæmonen klar over hans indflydelse og gjorde en indsats for at stoppe den. Han kunne presse sin indflydelse på og uden tvivl bryde igennem hvad mentale forsvar den anden dæmon kunne stille, men han så ingen grund til det. Forholdet mellem dem var i forvejen på tynd is, og da Vertis havde en opgave til Lunan ville det være at foretrække hvis de var på god fod med hinanden. Og guderne vidste at Vertis ikke havde mange venner.

”Korrekt. Jeg har en opgave til dig,” han vendte sig omkring og begyndte at bevæge sig mod døren ud af rummet. ”- men først, kunne jeg interessere i en forfriskelse, eller noget at spise?” Han drejede omkring i gangen på den anden side af døren som han holdt åben med den ene arm, et venligt smil på hans læber. ”Vi har nogle glimrende vine fra før årtusindskiftet. Jeg kan få kokkene til at bikse noget sammen til dig, hvis ikke kolde oste og brød behager dig?”

Vertis vidste at hans passive indflydelse langsomt ville trænge ind i Lunan. Jo længere deres møde varede, jo mere medgørlig ville den hadefulde dæmon blive – hvilket passede Vertis glimrende. Hvis han kunne slippe af sted fra hele denne affære uden at miste sin kontakt, ville det være muligt at Lunan vendte tilbage til ham, når dæmonen havde brug for en tjeneste igen. Om det var i morgen eller om tusind år rørte ikke Vertis det fjerneste. Han planalge på lang sigt.

Man kunne næsten se lettelsen i den kongeblå dæmons kropssprog som det for er kort bemærkning lod til Fordærv endelig ville komme til sagen... men nej. Han var stadig ikke færdig med at trække tiden endnu. Lunan rullede tydeligt med øjnene og satte en hånd i siden som han sluttede sig til Fordærv på den anden side af døren "Det er et fristende tilbud, og et jeg måske ville have taget... Men Deres hidkaldelse afbrød mig midt i en udsøgt kop kaffe, og skuffelsen har simpelthen efterladt mig uden appetit af nogen art" beklagede Lunan tørt. Halvdelen af Ahras fremravende arbejde sad stadig lunt og fugtigt som mørke pletter på Lunans mørke bukser og skjorte.

På trods af afslaget lå Lunans frådseri og vred sig under overfladen. Behovet for at fortære og overforbruge pressede sig på, men Lunan holdt det i skak for nu. Lunan havde bestemt ikke i sinde at ydmyge sig selv, ved at give efter for let. Nok var det Fordærvet selv det lokkede, men den blå dæmon var ikke så ung som andre, og var unægteligt et stolt væsen.

"Men jeg antager det er en hastende opgave, siden det var nødvendigt at hidkalde mig så? Og i så fald skulle vi nødig spilde tiden på at bryde brød og andre formaliteter. Dem har vi jo ingen brug for, som De selv pointerede" at bruge folks ord mod dem var sjældent had-værdigt, men Lunan havde erfaret at det virkelig irriterede mange folk, og det var derigennem blevet lidt af en hobbie. 

Vertis kunne næsten ikke holde glæden fra sit ansigt, som Lunan høfligt afslog hans forslag, men det lykkedes for den gamle dæmon. Han følte sig pludseligt overvældet af en sjælden glæde, for i Lunans afslag havde han fundet et blandet budskab. Det kom til ham som en åbenbaring, og i det øjeblik vidste han præcis hvad den anden dæmon tænkte. Han vidste at han stod med sjælden mulighed for en lede i fordærv på den gammeldags facon – uden brug af magi eller magt – og selvom han godt vidste at det var et spild, kendte han sig selv godt nok til at vide at han ikke kunne modstå fristelsen.
”Jeg er for gammel til at lave planer stående på mine fødder,” sagde han med skyggen af lattermildhed i den silkebløde stemme. ”Vi kan diskutere på mit kontor.” Han vendte omkring og begyndte at bevæge sig ned af gangen. Da han vendte ryggen mod Lunan tillod han sig at smile selvtilfreds. Med sin evne sendte han en tanke til det ventende køkkenpersonale, han havde sat til at forberede mad på forhånd i tilfælde af at hans gæst var sulten.

Kontoret som Vertis havde taget for sit eget var elegant indrettet, med en komplet samling af landets love i talrige udsmykkede bind langs den ene væg. Udover bøgerne var lokalet simpelt. Et skrivebord stod op af den fjerne væg med fire mandshøje vinduer ud mod palæets gård. Han indikerede den magelige stol tættest på døren, og trådte over til en azurblå krystalkaraffel med gylden væske. Han skænkede to glas, og placerede et for hver ende af bordet.

"Jeg har brug for at du finder en menneskekvinde for mig. En nekromantiker." Før Lunan havde mulighed for at svare bankede svang døren til kontoret op og en tjener kom ind med et jernfad, som han stillede foran Vertis - uden for Lunans rækkevide. På fadet var der en tallerken tungt dækket med langtidsstegt kød, der dryppede af fedt. 
"Er det vel i orden hvis jeg spiser?" spurgte han venligt, som tjeneren forlod kontoret. 

Lunan gjorde en åben gestus der indikerede Vertis blot skulle føre an, og vise vejen. "Bliver de bedste planer ikke også lavet siddende i en magelig stol, med fødderne oppe, mmm?" kommenterede Lunan med let skjult spydighed, og fulgte med. For det var de unges lod at lide under deres ældstes luner, og fordærv var intet vis ikke old gammel. Selv Lunan viste ikke hvor gammel Fordærv var, men han havde været gammel allerede da Ishtar Helia og Lunan selv først havde mødt ham for knap 1500 år siden.

På kontoret tog Lunan plads i stolen, og lænede sig mageligt tilbage, hvilende med den ene albue på stolens armlæn. Lunan skævede kort til glasset som Fordærv satte det fra sig, ignorerede det kortvarriget, fandt sin vilje for svag til at stå imod fristelsen, og samlede glasset op alligevel. 
Væsken blev svunget i glasset en enkelt gang mens Fordærv talte, inden der blev sat for de blød blå læber, og Lunan indtog den gyldne væske.
"En menneskekvinde? Og hvad er så særligt ved denne kvinde, at du ikke blot kunne sende en håndfuld af dine egne folk ud for at finde hende?" spurgte Lunan med et lille skævt smil, og drak igen, og mens Lunan drak fulgte de røde øjne kødet som det blev bragt ind. Lunan drak, og selvom glasset burde være længe tømt, drak den blå dæmon fortsat.
Endelig blev glasset sænket, og Lunans blik flyttede sig fra glasset til kødet "Spis endelig. Det er trods alt dit hus" bød Lunan, men der var et hint af distræthed i stemmen, som Lunans tanker lå ved den gyldne væske, og hvordan det ikke ville kræve mere end at løfte glasset for at få mere af den. Mere, og mere. Uendeligt meget mere.

Vertis skulle til at svare, men fandt sig selv distraheret da Lunan tømte glasset for anden gang. Tredje gang han løftede glasset til munden krøb Vertis øjenbryn umærkeligt længere op i hans pande, et tydeligt tegn på hans overraskelse. Han var usikker på hvorvidt Lunan var klar over at han gjorde det, men på den anden side ville det kræve en indsats fra den blå dæmons side ikke at bemærke at glasset var tomt.
”Jeg håber på at efterlade et godt indtryk, og mine håndlangere er lidt. . . Grovere end hvad opgaven kræver.” Selvom han svarede, var han kun halvt til stede. Opgaven var vigtig, men i øjeblikket virkede det meget sjovere at se hvad han kunne få Lunan til at gøre, da han lod have problemer med tilbageholdenhed. Vertis kiggede fortvivlet på tallerkenen foran ham, før han afslappet skubbede den væk. Dens nye hvilested var tilfældigvis indenfor Lunans rækkevide.
”Det er svært at blive gammel, Lunan,” sukkede han snaksaligt. Han sendte den anden dæmon et trist smil, men kunne ikke holde gnisten ude af sit blik. ”For et øjeblik siden var jeg glubsk, men nu er min appetit fuldkomment forsvundet!” Uden at opmuntre den anden til at spise gjorde hans kropssprog det tydeligt at han ikke længere var interesseret i maden. Vertis følte sig sikker på at den anden ikke ville have viljestyrken til at takke nej.

Han vendte modvilligt tilbage til grunden til at han havde hidkaldt Lunan. ”Jeg vil have dig til at finde hendes bosted, eller hvor jeg kan finde hende hvis hun er i bevægelse. Undgå at lave kontakt hvis du kan, da hun er magtfuld og lunesyg og jeg ønsker at efterlade et positivt indtryk. Bring informationen tilbage til mig, og din tjenestegæld er godtgjort.” Vertis lænede sig tilbage i stolen og hvilede sine albuer på armlænene. ”Er det en opgave du kan fuldføre?”

Et skævt smil krydsede Lunans læber som Fordærvs forvirring blev tydelig, men den blå dæmon var selv for distraheret til at udnytte øjeblikket. I stedet blev glasset blot løftet endnu engang, og som Lunan drak på ny, løb en gylden dråbe fra mundvigen, og ned af den kongeblå kind. Lunan drak og drak, men glasset blev aldrig tømt. Det var den gave faderes slægt havde skænket. 
De røde øjne fandt hurtigt tilbage til køddet som Fordærv skubbede det fra sig, men Lunan hørte nu stadig efter.. lige knap og nap. "Alder er irrelevant for os Griima. Nej, det lyder nu mere som om du har brugt for lang tid sammen med de dødeligt" kommenterede Lunan, men uden noget rigtigt bid i stemmen. Køddet var indenfor rækkevidde, og selvom Lunan stadig holdt glasset med de tilsyneladende endeløse gyldne dråber mellem sine slanke fingre, kunne det lige så vel ikke have eksisteret.

"At jeg kan gøre hvad du byder er utvivlsomt. Men hvis du ønsker at finde at finde andet end hendes grav, har jeg brug for mere information. Udseende, vaner, væremåde, andre kendetegn, og, naturligvis, hendes navn" bad Lunan, men det var tydeligt dæmonens tanker ikke var på den stillede opgave. At finde ting var ganske trivielt kun et spørgsmål om tid, en resource Lunan havde uendeligt meget af. Alt kunne findes, ting, personer... navne.. det var blot et spørgsmål om tid.

Det var fantastisk som Lunan blev distraheret af maden. Dæmonen prøvede at være tilbageholdende, så meget var tydeligt, men hans fokus var så målrettet på kødet at det havde været chikane hvis det stadig havde været i live. Og alligevel formåede han at fortsætte samtalen. Fascinerende, tænkte Vertis som han lænede sig tilbage i stolen.
Han beskrev hurtigt Jezebels udsende med detaljer der talte til hans årvågenhed. ”Hun går under navnet Jezebel – eller sådan introducerede hun sig i hvert fald. Vores første og eneste møde taget i betragtning tvivler jeg på at det er et sandt navn, men forhåbentligt er det noget at starte med.” Vertis blik fulgte Lunans og faldt atter på den saftige bunke af kød på tallerkenen, og han smilte skævt. ”Der er ingen grund til at maden går til spilde, Lunan, hvis du alligevel er sulten. Spis.” ordene blev båret af hans silkebløde stemme, på samme tid mindre end et forslag og mere end en ordre.

Tilfreds med sit indkast i deres afslappede rænkespil fortsatte han sin beskrivelse af Lunans mål. ”Hun virkede som en lunefuld sjæl med nogle karakterproblemer, stolthed og dovenskab mest fremtrædende iblandt dem. Jeg ville ikke være overrasket hvis hun var at finde i et palæ eller et slot, betjent af enten slaver eller en samling af sine uddøde, hvilket nødvendiggøre at det må lige noget væk fra områderne styret af lyset. Hun kunne have tjenere, men hvis jeg skal være ærlig slog hun mig ikke som typen der ville betalte for noget hun kunne tage med magt.”

Lunan tog mentalt notat af Fordærvs beskrivelse af kvindens udseende. Det var nok en flygtig ting, men de fleste dødelige havde det med at holde krampagtigt fast på deres skikkelser, selv som denne aldres gennem tidens tand, som om hele deres identitet afhang af den! Det var så.. snæversynet, og det skete Lunan ligefrem havde medlidenhed med dem for deres egne snæversyn! Men det gik som oftest hurtigt over så snart det kom til at interagere med de rædsomme væsner.

Lunan kunne ikke andet end at rulle med øjnene af Fordærvs forsøg på at knække den blå dæmons vilje med sine ord. Helt ærligt, den ældre dæmon kunne da i det mindste prøve at være bare en lille smule diskret!
Alligevel rakte Lunan ud, mens Fordærv fortsatte sin beskrivelse af Jezebel, og trak faddet til sig. Distræt samlede de slanke fingre køddet i en bunke, og Lunan begyndte at spise.
Det var dog mærkeligt, for handlingen skete udenfor Lunans vilje. Den blå dæmon holdt stadig øje med sin vært, og holdt sin facade oppe, holdt vinen på afstand med den ene hånd, samtiddig med den anden trak det ene stykke efter det andet til de fyldige blå læber, hvor de blev fortæret. Noget nyt vågnede i Lunan, udenfor dæmonens vilje eller kontrol. En hidtil ukendt kraft, og et behov for at fortære, evigt og endeløst, der altid havde været til stede i den yngre dæmon, men som ny lyste ud som var det hele Lunans eksistens. 
Vertis havde uden tvivl mærket sådan kraft før, men selv han nok ikke ofte. Det var en herskers kraft. En Dødssynds kraft. 

Frådseri var vågnet.

Lunan selv lod knap nok til at opdage det selv. Som dæmonen åbnede munden for at svare Fordærv, og fandt sin mund fuld, var overraskelsen ganske ægte. Et øjeblik debatterede Lunan med sig selv. Spyt ud eller slug. Slug. Altid, mere. En kuldegysning løb ned af Lunans ryg. Hvad var DET? Had havde altid været Lunan nærmest, men nu....

Lunan rejste sig, pludseligt. "Denne Jezbel lyder eksentrisk nok til at det ikke burde tage længe at støve hendes tilholds sted op, men jeg vil da nødigt lade dig vente" der var ingen oprigtighed i den høflige gestus. Lunans tanker var andetsteds, og mens den ene hånd atter rakte efter køddet, havde den anden skyllet ordrene ned med vin.

Vertis rynkede både bryn og næse som fråseri overtog Lunan. Nok havde det været sjovt at skubbe og drille, men han havde aldrig drømt om hvor effektivt det ville være. Det tog Fordærvs samlede diplomatiske færdigheder ikke at give udtryk for den afsky han følte, som den blå dæmon åbnede munden fuld af halvtygget mad. Han hadede sin krop og alle dens begrænsninger, behovet for søvn og føde mest af alle. En kop te var det meste han kunne fortære uden at føle sig fysisk utilpas, og glæden som Lunan kastede sig over kødet gjorde den gamle dæmon dårlig.
I stedet smilte han roligt, og lænede sig tilbage i stolen. Nu hvor den anden havde givet efter for fordærvet, følte han sig veltilpas og afslappet – hvis man så bort fra kvalmen. Vertis havde antaget at Lunan var ved at forlade ham da den blå dæmon rejste sig op, men lod nu til at være for optaget af kødet på tallerkenen. Han betvivlede kort sit valg af spejder.

”Hvad venter vi så på?” spurgte han, som en høflig anmodning om at den anden kom i gang.

Lunan flyttede en anelse på sig, og gjorde sig det mageligt mens endnu et stykke kød fandt vej forbi de bløde blå læber. Det var mærkværdigt som magten fra den pludseligt vækkede Dødssynd gjode Lunan på tværs. "Jamen jeg tænkte blot at nyde deres gæstfrihed en anelse først, nu den blev presset sådan ned i halsen på mig" sukkede Lunan og fortærrede det næste stykke kød ekstra langsomt, og først derefter gjorde mine til at rejse sig.

"Nuvel! Jeg kan høre din uendelige gæstfrihed har nået sin ende alligevel" Frådseri rejste sig og slog ud med hånden, så vinen i glasset skvulpende udover des kant og faldt til jorden. Frådseri havde andre former end forædelse, flere end de fleste troede. "Jeg skal vende tilbage med nyt om Jezebel før snare end senere, så vi kan få denne missære overstået" erklærede den blå dæmon, og forsvandt som kommet, ved et øjes blink. Det eneste der var tilbage, var et glas vin der faldt til jorden, og spildte sit indhold udover gulvet i en endeløs strøm, om en sidste lille fornærmelse, og tak for det tvungene besøg.