Det var længe siden Lunan havde besøgt Sarghos, og længere endnu siden dæmonen sidst havde mødt sin gamle ven, Calside Pele. Dengang havde halvdyret vandret, med en drøm om at starte en forretning i byen. Lunan kunne, trods sig selv, ikke andet end smile for sig selv, da nyheden om en sådan forretning der var skud op i Sarghos nåde de spidse blå øre.

Det var nok længe siden, og Lunan jagt havde ledt nordpå i knap et årti. Men nu var sporet, og folkene for enden af det, døde, og Lunan fandt igen sig selv i varmere luftlag. 

Det var forfærdeligt. Luften var tung og kvælende, og den kutte Lunan var nødsaget til at bære, for at skjule sine horn og den blå hud hjalp på ingen måde på humøret! Sandet gjorde det kun værre! Det klæbede til den svedige hud, og til trods for det meste af den var dækket til, fandt de ru, kradsende sand alligevel vej ind. 

Lunan skrev sig bag øret, at skulle Hads Hersker nogensinde forlade Kzar Mora, skulle han sætte sin base i Rubinien. Det måtte uden tvivl være det mest had-genererende sted Lunan til dato havde besøgt.

Lunan tøvede ikke et øjeblik med at skubbe døren op og træde indenfor, så snart døren der var blevet udpeget som Calsides butik var nået. Med et suk kastede Lunan sin hætte tilbage, og hænderne glide over de blå horn, i et forsøg på at få sandet af. "Calside? Jeg er kommet" kaldte dæmonen ud i rummet, uden hensyn til eventuelle andre gæster.

Calsides’ forretning - og nu Ahra’s forretning - holdte til i en to-etager smal kalkbygning som mange af de andre bygninger, der lå omkring den. Der var kun vinduer til rådighed på øverste etage, men alligevel var stueetagen - og med det selve forretningen - ufatteligt godt lyst op af blot det varme sollys udefra, når døren stod åben, hvilken den som regel gjorde, hvis ikke den havde lukket i af sig selv og efterladt rummene oplyst af flikkende flammer fra den rustne lysekrone hængende fra loftet. Selve lokalet var mere kompakt end trængt med hylder og skuffesystemer af middelmørkt træ stående op ad de to vægge man havde på hver sin side, når man trådte indenfor. I hjørnerne og op ad frie vægge stod der større krukker af både lær, porcelæn og kobber, alle med forskellige men smukke og eksotiske dekorationer, samt diverse jutesække stablet på hinanden. Lidt forskudt til venstre side var en betalingsdisk placeret tættest den modsatte væg fra indgangen, fyldt ud med blandt andet et par notesbøger og en kobbervægt. Der var et par dørløse åbninger i væggen bag disken. Den ene lå nær selve disken og var dækket til med et tykt rødt stykke stod og førte ind i baglokalet, men den anden var placeret helt over i højre hjørne og blot var dækket af en regn af tætte perlekæder og førte op ad en trappe op til hendes private bolig. Foruden det materielle hang der en kraftig aroma af kaffe i luften sammen med hint af bitter sødme og urteligt fra tørrede teblade og rødder.

Det var ud af baglokalet, at Ahra’s store ører tittede frem, kort tid efter at der var blevet kaldt. Godt nok ikke efter hende, men hun kendte udmærket navnet. Det betød nu alligevel ikke, at det ikke havde efterladt et tydeligt undrende udtryk i hendes ansigt, der fulgte med hende, som hun skubbede stoffet til side og trådte ud i butikken, hvor kunden, hun havde været ved at ekspedere havde fået selskab af et andet væsen. Det blåudseende tog hende noget tilbage. Hendes ører hævede sig straks op og ligeledes gjorde hun store øjne for den stund, hun blot stirrede på ham. Et hårdt udtryk erstattede dog efterfølgende forbløffelsen ligeledes med at de skarpe bryn krummede sig.
”Hvis det er Calside Pele du leder efter, så finder du ham ikke her længere.” sagde hun fast, som hun var kommet sig over mandens underlige udseende og ankomst, og fortsatte med at holde toppen af en pose, mens hun gik de få skridt op til disken. ”Din bestilling.” Det var med en lidt mere høflig stemme, at hun talte til kvinden, da posen blev rakt til hende. På vej ud igen, skulle kvinden da også lige se en ekstra gang på den blå herre, og hun skyndte sig vist også en smule mere end ellers.

Med kunden ude af butikken, fandt de røde øjne tilbage på den nyankomne. ”Hvad vil du min far?”

Lunan knappede sin kappe op, og lod den falde til siderne, ned fra skuldrene hvor den blev fanget igen ved albuerne. Med et ryst, næsten som en skælven, faldt det værste sand af, og lagde sig nydeligt på gulvet i et spredt mønster.
Indenunder den intetsigende robe var den mystiske blå dæmon et noget andet syn. Dækket i guld, mørke silker og sand, bredte der sig også en duft af en tung, krydret parfume med søde undertoner, der blandede sig med de kraftige kaffedufte allerede i rummet, og udgjorde et bombardement af lugtesansen.

Lunans blik faldt kort på den anden gæst i butikken, for endelig at falde på ræven, som denne gjorde sig bemærket. Ikke Calside, men.. der var stadig noget bekendt over kvinden.
"Hmm" en tænksom lyd undslap de bløde læber. Så Calside var ikke at finde her - længere. Men folk havde stadig peget i denne retning når de blev anspurgt. Mærkværdigt.

Lunan havde ikke skænket den anden gæst så meget som en tanke siden det var blevet klart at det ikke var Calside, men som hun hastede forbi Lunan med nervøse, ståle blikke, kunne dæmonen ikke dy sig, og ytrede et lille, men pludseligt "Bøh" der næsten fik kvinden til at falde om på stedet, og flygte de sidste metre til døren. Lunan selv stod blot tilbage med et lille smil. 

Røde øjne mødte røde øjne som rævens ord endelig fik brikkerne til at falde på plads, og Lunans smil voksede. "Ahhh Ahra! Spørgsmålet er ikke hvad jeg søger fra ham, for det er en sag mellem os.." Lunan gik mens ordrene blev ytret, til siden, dog uden at vende fronten fra Ahra. Ved enden af en reol stod en stable af sække med bønner, som Lunan satte sig på, og anrettede sig mageligt "Spørgsmålet er, om du lever op til hans gerning!". Udfordringen var tydelig i hans ord. Hun var vokset så meget Lunan ikke ture sige om hendes fader stadig levede. En skam hvis han var gået videre, men at se den lille pige der engang havde gemt sig bag sin faders ben nu stå på egne ben? Ja, det var turen værd. Især siden det lod til hun var gået i sin faders forspor.

De strittende ører lagde sig straks agtende tilbage i takt med at de skarpe bryn skabte en endnu dybere rynke mellem sig. Hvis muligt blev det hårde blik hårdere og ikke engang hentydningen til et smil var at finde hverken ved hendes mund eller andre dele af hendes ansigt. Den afslappede professionalitet, hun havde håndteret den tidligere kunde med, var mere eller mindre forduftet fra den uudholdelige sydlandske hede, for indtil videre havde dæmonen ikke givet hende indtrykket af at være kommet for hendes vare.

”Nej. Spørgsmålet er, hvad du stadig laver i min forretning, hvis du ikke har tænkt dig at gøre dit besøg klart for mig.” svarede hun bestemt. Han skulle ikke bare komme her og tro, at hun ville spille med på, hvad end han legede. Hvad fik ham til at tro, at hun villigt ville bevise for ham, hvor vidt muligt, hun stod til samme standarder som sin far? I hvilken forstand, mente han?
Ahra bevægede sig lidt væk fra sin plads bag betalingsdisken. At hun formåede at gå med så fast en udstråling, selvom hun i princippet trippede af sted på dyriske poter, var et imponerende talent ifølge håndfulde af lokale. Den tynde hale svang lidt frem og tilbage nær hendes ben i en rytme, der fortalte en god historie om hendes utilfreds med sin besøgende. Han – hvem end han så var – havde ikke vist sig selv i et godt lys, siden han var kommet. Han havde skræmt en kunde, hvilket hun lidt frygtede ville dele alt for mange munde, men ellers havde han da gjort sig godt til rette. På hendes varer. Havde han da ingen respekt? ”Og hvor kender du mit navn fra?” Hun præsenterede sig altid som ’Pele’. ’Ahra’ var lige den smule for personligt for hende til at hun gav det ud til hver og en person der spurgte. Hun huskede heller aldrig at have mødt ham før. Eller gjorde hun? Hun burde kunne huske at have mødt en som ham. Han stod alt for meget ud. Selv i en by som Sarghos.

Lunan sukkede overbærende og lavede en lille tsk tsk lyd. "Du genkender mig slet ikke? Ak.." en lang finger blev lagt mod de fyldige blå læber i en tænksom gestus, mens dæmonens øjenbryn nærmede sig hinanden en anelse mere. "Men det kan jeg vel næppe holde imod dig.. Jeg glemmer for hurtigt i dødelige vokser og forgår" der var ingen grund til at nævne Lunan selv havde været i tvivl på trods af stenen i panden og de røde øjne, til Ahra havde identificeret sig som Calsides barn "Du var blot et barn dengang din fader og jeg.. handlede".

Med de ord rejste dæmonen sig igen, og i en flydende, elegant bevægelse gjorde Lunan en dyb respektfuld bevægelse, mellem et buk og et nejen. "Ahra, barn af Calside, jeg er Lunan, og jeg er kommet for igen at opleve de herligheder din fader delte med mig, dengang hans forretning blot var et vognlad, og ikke dette emporium, og hans datter blot et barn, og ikke denne skønne kvinde der står foran mig". Orderne var velmente, til trods for Lunans tidligere opførsel kunne have tydet på det modsatte. Lunan havde haft en hvis respekt for Calside, og så ville den blå dæmon virkelig gerne undgå, at Ahra spyttede i kaffen, eller det der var værre.

Hun skjulte sin forbløffelse godt bag det allerede skarpe udtryk, hun havde rettet mod dæmonen. Så de havde mødtes før. Straks begyndte hendes hjerne at gå hen mod overarbejde i håb om at kunne finde frem til nogle af de tidligere minder, så hun også kunne huske ham, men hun måtte have været for ung, siden det ikke helt lykkedes, til trods for at han egentlig ikke gav den stærkeste fornemmelse af at være fuld fremme, så hun havde pludselig ikke store problemer med at rent faktisk tro ham. Han var dog stadig ikke den mest troværdige figur, hun havde kommet omkring.

Halen faldt til ro igen, i takt med at hun indså, at det blå-hudede væsen ikke var en trussel. Der var stadig følelsen af overlegenhed, men noget sagde hende, at det var mere begrundet hans muligt høje alder – taget i betragtning af, hvordan han havde kommenteret på de dødeliges dødelighed – end ondskabsfulde planer. Smigeren havde også en positiv effekt på hende.
”Se, var det så svært.” Nu en smule mere afslappet – eller hvad man kunne kalde for afslappet, når det kom til Ahra – bakkede hun et par skridt bagud for at stille sig lænet, dog stadig rankt, op ad sin betalingsdisk med det ene ben placeret elegant over det andet. Der stod hun et øjeblik og så eftertænksomt mod dæmonen. ”Men som sagt før, så er min far her ikke til at dele ud af sine… herligheder. Jeg på den anden side, kan tilbyde dig noget til ganen. Du er trods alt en gammel kending af den gamle mand. Det ville være uhøfligt af mig at afvise din anmodning.” Hun var så vidt muligt ikke længere fjendsk overfor ham.

”Mit gæt er at du har fået nogle præferencer igennem dit lange liv, hr. Lunan.” sagde hun roligt, som hun atter skubbede sig fra bordet og selv så sig omkring i handlen. ”Kaffe? Te?” Han lignede en der ville sætte mere pris på den dybere af de to, men nu var hun også mere vant til at folk i syden foretræk kaffe som nydelse og te som helbreds tilskyd, så hun var blevet en smule ensidet.

Lunan var vel tilfreds med hvor godt den lille smugle smiger fik hele situationen til at glide langt nemmere. Lunan havde intet ønske om at anetagoniser sig selv overfor denne kvinde. Hvis hun havde lært blot en brøkdel af sin faders hverv, så ville dette bestemt ikke være det sidste besøg den kongeblå dæmon lavede til Ahras fine lille butik. Nok kunne Lunan få en enkelt kop til at vare nær evigt, men det var ikke helt det sammen som at smage den nybrygget og varm.

De bløde læber bredte sig i et næsten overbærende smil "Bare Lunan, tak" rettede Lunan, og lavede en mental note til sig selv, om at bede Ishtar Helias hjælp næste gang guderne smilede og lod dem ses. En mere feminin krop lod til at være passende efterhånden.
"Og jeg ville foretrække en af hver, hvis du har tiden. Jeg er sikker på det ikke er over dine evner" smilet blev en kende skævt ved det implicitte kompliment "En af gangen naturligvis, så jeg har mulighed for at smage dem enkeltvis. Men det var vist åbenlyst" lo dæmonen muntert "Du vil naturligvis blive kompenseret for din tid, og din evne" mens Lunan talte, trak den ene blå hånd en tyk armring af den anden og rakte den frem mod Ahra "For din tid, betaling på forhånd"

”En af hver? Det skulle ikke være noget problem.” Og det var sandheden. Hvis Ahra havde brugt flere af sine dage på at brygge kop efter kop af smagsprøver til et luksusdyr af rigmandsdatter, så kunne hun da også kunne lave en kop kaffe og en kop te til Lunan, selvom det virkede en smule absurd at frivilligt drikke noget så let og blomstret som te og noget så dybt kaffe lige efter hinanden. Hun gjorde endda selv noget ud af at drikke testsmage de forskellige grupper af vare på samme dag. Det ville besudle - et fint ord en knap så tilfreds kunde havde introduceret hende for - hendes sanser for meget.

Det var med endnu en velkomst til den kære rynke på hendes næse og skeptiske i hendes øjne, da han rakte hende armringen. Der var noget med måden, han havde sagt det på, der fik hende til at føle fornærmelse i optrækket. Betaling for hendes tid på forhånd. Det kunne have noget at være med hendes i forvejen stramme forhold til dæmonen, der forskruede meningen bag ordene i hendes hoved, men hun var altså ingen prostitueret.
Dog tog hun alligevel imod smykket - dog med et skarpt blik rettet mod ham, som hun gjorde. Hun skulle bare lige overbevise sig selv om, at hun hoppede et par sten for langt frem. Ved andre sider af hendes arbejde modtog hun også betaling på forhånd, så.. Og guld klædte hendes hudtone.

”Jeg vil anbefale at vi starter med teen.” svarede hun ham så efter at have tager imod hans betaling og ønske. ”Kom med ovenpå. Du kommer på et godt tidspunkt, for jeg sidder med en ny blanding, jeg kunne bruge en anden mening på.” Roligt drejede hun omkring og gik hen mod den anden åbning i lokalet - vejen til trappen, dækket af perlestrenge. At han havde ment noget andet med hans efterspørgsel, havde selvfølgelig ikke slået sig fast hos hende. ”Og kan du ikke lige lukke døren til gaden??”

"Glimrende!" erklærede Lunan begejstret da Ahra gjorde det klart, at anmodningen ikke var til besvær. Åh det var skønt når alting bare gik som det skulle. De blå blev vædet af en allerede afventende tunge. For Lunan betød det intet hvor meget der var, eller hvor længe det ville tage. Ahra havde sagt ja, og taget imod betalingen. De havde en aftale.

Lunan gled let fra sin henslængte position på kaffebønnerne, tilbage på sine fødder. "Ja endelig! Hvis dit værk er noget som din Faders, ville kaffen også blot overskygge teens nuancer" kommenterede Lunan smilende til Ahras tanker om hvor de burde starte.
Lunan gjorde et elegant buk som svar, som Ahra bød døren blev lukket, og satte næsen i den retning. Ah ja, det var bedst der ikke kom for mange distraktioner. Halvdyret skulle nødigt bruge sin tid på andet end Lunans ønske, nu hun var blevet så vel kompenseret for det.
Døren lukket og haspen sat på, teleporterede Lunan lydløst forbi perlegardinet, og dukkede dernæst op for enden af trappen, nonchalant lænet mod væggen "Jeg har mest erfaring med stærkt krydrede teer, men jeg skal gladeligt dele min ærlige mening om dit værk. Få ting er perfekte fra start, så det er kun beundringsværdigt at de eksperimentere, trods deres allerede imponerende udvalg!"

Sikke dæmonen dog smigrede. En klar fordel den havde bragt med sig denne dag. Man kunne nemt mene, at dét var den eneste grund til, at hendes attitude havde lettet sig, men nu havde Lunans egen opførsel også lagt et let grundlag for det. På sin helt eget måde. Dog var det stadig altid en fin tråd med halvræven, så det kunne lige så nemt vende igen. Blandt andet som da den blå skikkelse fandt sin helt personlige vej op på anden sal af bygningen.

Ahra havde kun lige strøget igennem perlestrengene og selv taget de første par trin op ad trappen, idét hun fangede lyden af døren, der blev lukket bag hende, og så lyden af dæmonens silketunge foran sig. Hun spjættede ikke voldsomt, men både hendes store pelsede ører og hale stak med ét op i luften sammen med kroppen, der stivnede af den tydelige forskrækkelse. Havde hun hældt mere over mod kattefamilien, ville det ikke have været underligt for hende at også hvæse instinktivt af Lunan, før hun hurtigt derefter faldt til ro igen og bedre kunne sende et dybt bebrejdende blik i retningen af gerningsmanden. Delvist for at skjule hvor flov hun var over, at have ladet sig blive forskrække så nemt.
Hun tog et splitsekund af et øjeblik for at samle sig med et suk, før hun uden at selv anerkende, hvad der var sket, gik videre op ad trappen. ”Jeg ville kede mig, hvis jeg ikke blev ved med at afprøve nye blandinger. Jeg er en forretningskvinde, ja, men jeg er også en… mager af mine egne vare. Lige som min far,” sagde hun med den form for sikkerhed i sit fag, der fik hendes tone til at virke kølig. Intimiderende for nybegyndere.

Den øverste etage af bygningen var badet i det varme lys, der skinnede uden for og som ikke nåede ind i selve butiksdelen udover fra igennem døren, når den stod åben. Duften var en del lettere på grund af udluftningen, igennem de mange åbne vinduer – der mest bare var firkantede huler skåret ud i væggene med et sæt blå træskodder til at lukke for under sandstorme – men den hang stadig i luften som naturlige spil i næsen. Der var ingen brug for anden lyskilde med undtagelse af en olielampe, der stod klar til brug i nattens mørke, ikke tændt i øjeblikket. I den ende, hvor trappen første op til, lå en samling af utallige puder i forskellige farver og forskellige broderinger over i hjørnet dækket med et tyndt og gennemsigtigt hvidt forhæng, der dansede svagt i brisen, der kom ind ad vinduerne. Og i den anden ende var der sat et lille køkken på bedste primitive rubinske-maner og et opsat ildsted midten med smukke siddepuder spredt omkring. Det var her Ahra førte Lunan mod.
”Det skulle gerne være mere behageligt at sidde på en pude i stedet for en sæk med bønner.” Tydeligvis stadig ikke alt for tilfreds med hendes vare var blevet brugt som sæde. I sæk eller ej. Men hun var ikke muggen over det.

Et smil spillede på Lunans læber som forskrækkelsen ramt Ahra, og irritationen næsten blev mærkbar i luften mellem dem. Et lille, undskyldende træk på skuldrene var alt kommentar hendes reaktion fik. Der var heller ingen grund til at vade alt for meget i det, ihvertfald ikke for nu. Der skulle nok komme en tid senere hvor det ville være mere træls for hende at få bragt reaktionen op. Men for nu var det ikke i Lunans interesse at genere hende alt for meget. Det ville være bedre at kunne nyde hendes selskab mens de drak sig igennem alle hendes varianter!

"Ah ja, det er for simpelt et hverv blot at lave det samme. Skønt perfektion kun opnås gennem generationer for jer dødelige, så må nyskabelse også til, for at holde sindet friskt!" nikkede Lunan sin enighed. Det var dæmonen en gåde hvordan folk kunne lave det samme dag ind og dag ud, igennem hele deres liv, uden nogensinde at ændre eller eksperimentere med deres fremgangsmåde. Det virkede jo ligefrem vanvittigt! Men det talte vel også kun for de lavere racers manglende forståelse og intellekt. Der var undtagelser, naturligvis, og det ville blive spændende at se om Ahra var en af dem, eller om hun blot var en ringe imitation, der legede i sin faders skygge.

"Det ville da aldrig falde mig ind at påstå dine vare er af så ringe en kvalitet at de end ikke kan siddes på!" udbrød Lunan med påtaget chok. Det var naturligvis ikke det hun havde ment, men det var en ukurerlig del af Lunan at kløve ord.
Den påtagede mine holdt dog ikke længe, før et smørret smil endnu engang var på sin plads, og Lunan satte sig til rette på en pude, med et ivrigt blik på Ahra, som hun forhåbentligt gik igang med at arbejde. 

Man skulle da tro at himlen havde åbnet sig op og lyst en ekstra varm lille solstråle ned på Lunans del af paradis have, fordi ikke lang tid efter, at der var svunget en tilbagekommentar hendes vej om hendes vares mulighed for at være udmærket sidde-underlag, at hendes mundvige hævede sig til et diskret, men morende smil. Og egentlig gjorde hun ikke noget for at lægge skjul på det. Så særligt var det heller ikke, at hun smilte, og helt galt kunne det ikke gå, at hun viste sin morskab overfor dæmonen. Kold og kynisk var ikke (altid) ord, man beskrev hende med.
”Jeg er begyndt at fornemme, hvorfor min far ville holde af dit selskab, Lunan.”

I stedet for at sætte sig samme med Lunan, gik hun i stedet hen til hjørnet, som den ene af hendes hylde-møbler udgjorde sammen med væggen, den var blevet stillet opad, hvor en høj vaselignende krukke af hvidt porcelæn, pyntet med milde mønstrer malet med blå maling. Åbningen var lige stor nok til, at hun kunne sænke en kedel af poleret bronze og lang, buget og tynd tud ned i den for at blive fyldt med det klare vand, der blev opholdt i krukken. Med en tør klud, der hang ved sien, tørrede hun fluks kedlen tør på ydersiden, før den blev løftet over til det ydmyg ildsted stativ i midten af siddepuderne. Det var altid første step. Vand. Til både te og kaffe.
Derefter stod hun ved en hyldelignende kommode med forskellige firkantede æsker af skrå, der hver enkel havde et mærkat bundet i en ru snor omkring kroppen, der fortalte æskernes indhold. En lille bakke af sølvlignende metal stod allerede klar på kommodens bordplade til, at hun kunne stille ting, efter hun med omhug fandt, hvad hun skulle bruge. Tre stråæsker, to af samme størrelse og samme farve og en lidt større af lysere farve, en keramik skål, en porcelænskop og tætpakket si, der passede perfekt til koppens åbning.

Hele bakken bragte hun så med sig til sin egen sidde-pude overfor hendes blåhudede kunde og stillede den lidt ved siden af sig, så den ikke kom i vejen for når hun skulle bearbejde ’ildstedet’. Smilet havde til den tid forsvundet igen til fordel for en rolig koncentration, som der ville kunne genkendes fra hendes far og hans arbejde.
Hun rykkede sig selv lidt tættere på midten, satte sig bedre i sin skrædderstilling og løftede kedlen for at i stedet placere sin flade halespids på stativet og så kedlen tilbage der på. De tre gløder blev aktiveret. I mellem tiden lagde hun sin fokus på bakken. Det første hun tilføjede var store flager af grønlige tørrede blade, der havde en støvet overflade. De afgav ikke meget duft.

Lunans smil var som en kats, uendeligt selvtilfredst. "Jeg er en erhvervet smag" lød svaret blot dovent, som den blå gæst fandt sig til rette på sin pude. Lunan huskede sit første møde med halv-rævens far. Lunan tvivlede ikke på den gamle hanræv ville have kaldt det skæbnen. Lunan viste bedre, men have aldrig haft hjertet til at fortælle bryggeren om sine sande motivationer.. hvert fald ikke før det øjeblik hvor det sandelig havde knust den gamle mands hjerte! Det havde da været tanken, og undskyldning for at bygge et langt venskab med manden. Desværre var halv-ræven gået bort før Lunan ondskabsfulde plan havde båret frugt, og var gået til Kile med troen om at Lunan faktisk var en fin fyr.. Det kunne jo ske for selv den bedste, selv for den største mester af sarkasme..

Tavst fulgte de røde øjne Ahra, som hun startede sit ritual. Der var noget særligt over den slags ritualer, som Lunan ikke kunne andet end at respektere. Det var ældre end selv den blå dæmon, ældre end dennes Sol og Stjerner. Det var fra de første folk. Det var et gøremål, en del af en dagligdag der var gjort hellig.

Det kunne selv Lunan ikke forstyrre.

Nysgerrig strækte Lunan sig en anelse om Ahra bekyndte at forbede teen, og trak de første blade ud. Hvis de gamle øjne ikke tog helt fejl, lignede det en grøn te. Roligt faldt den blå dæmon sig til rette, tilfreds med hvad de røde øjne havde iagttaget. Grøn var et godt sted at starte.

Ahra trak vejret roligt. Aktivering af halespidsen kom heldigvis så naturligt for hende nu, så det krævede ikke meget af hendes koncentration at holde den i gang uden at svinge i temperaturer. Den første æske blev efterladt på bakken igen efter at have fået låget på igen. Ikke alle forstod, hvor rigtigt det var, at ikke lufte sine teblade for meget for at bevare alt fra deres smag til deres farve til deres indhold af mulige mineraler og vitaminer. Derefter gik hun videre til den næste æske af same størrelse og samme nuance af brun.

Den nye æske indeholdte små fine blomsterblade af en ydmyg og bleg lyserød farve, kun lige brugt af tynde blå strenge, der strakte sig fra, hvor de ville have siddet fast omkring en blomstermidte. I modsætning til bladende, der var så tørre som de overhovedet kunne være og tilmed lidt mere, var de her nærmest kun halv-tørret og dryppede lidt tungere ned i keramikskålen end den tidligere ingrediens. Æsken blev behandlet lige som den forrige, inden hun greb godt fat omkring den tilhørende støder og begyndte at trampe ned oven på bladene. Ikke for hårdt! Hun var ikke ude på at pulverisere dem. Hun ville bare knuse dem en smule og skade særligt blomsterbladene, så de nemmere ville afgive deres essens. Et enkelt kig op mod dæmonen, blev ligeledes gjort under den procedure.
Og så blev koppen introduceret sammen med filteret placeret hen over åbningen. Det nu meget groft knuste indhold i skålen blev forsigtigt efterført til filteret, og hun gjorde sig vanedannende umage med at få det hele med selv uden en strå-børste til at hjælpe hende. Skålen blev stillet fra sig som alt andet, og hendes blik landede på kedlen mellem dem. Hun kunne fornemme den sitrer allerede. Bare lidt endnu, og vandet ville være kogt perfekt op til ikke at dræbe te-bladende.

Med ét strakte hun sig frem og tog kedlen af sin halespids, der med det samme blev slukket for ikke at skabe unødvendige problemer, og begyndte så ganske langsomt at hæle det nærkogende vand hen over filteret, indtil det nåede så langt op at bladende enten var dækket eller flød ovenpå. Kedlen kom tilbage på metalstativet, før hun samlede den mindre æske op, der viste sig at være fyldt med tørrede blomsterknopper, samme blomst som blomsterbladende var fra, men det var først efter noget tid, hvor hun havde ladet teen trække, og vandet havde fået en meget mild fersken-lyserød farve og hun havde fjernet filtret, at hun tilføjede knoppen. Og endelig var teen klar.

Koppen forblev på bakken, men hun rykkede den lidt mere ud til enden, så hun kunne skubbe bakken frem mod Lunan og den kunne tage imod uden bøvl. For en utrænet tunge, ville teen ikke smage af meget andet end varmt vand, men for en trænet tunge, som hun forventede Lunan besad, ville han muligvis fange de lette flora noter. Som friskt hvidt tøj nyvasket i blomstret vand. Knoppen ville stille og roligt åbne sig i takt med at den blev varmere og hydreret og frem for bare at være til pynt, ville den bringe smagen mere og mere frem henover tiden.
Mon en så let te ville være noget for en som hendes gæst, der badede sig selv i stærkt krydret parfume?

Lunan lod Ahra arbejde videre i stilhed, som hun fortsatte sine forberedelse. Et øjeblik, som mortren faldt og Ahras blink mødte Lunan, kunne man have fået den fornemmelse at Ahra ønskede sig massen i bearbejdning var mere.. blå, men Lunan fornemmede ikke haddet om kvinden, og da slet ikke noget der ville have fordret sådan en behandling. Alligevel blev tanken ved Lunan som teen trak. Nej, den lille, iltre Ahra ville nok ikke mose nogen til en klump, selv hvis hun blev drevet længst ud. Hun slog sig mere som typen der ville brænde dem op med sin hale... eller fodre dem dårlig kaffe til de døde. Eller havde hun alligevel for meget Hovmod i sig, til at besudle sit hverv således? Det var næsten det værd at finde ud af...

Inden Lunan nåde at tænke den tanke videre, var teen dog klar, og en anden del af Lunan tog straks over. Med respektfulde bevægelser blev koppen samlet op fra bakken, og langsomt drejet mellem de blå fingre, mens blomsten tog fugt til sig. Langsomt åbnede den sig, og de røde øjne fulgte utålmodigt dens blomstring. "Min kærlighed - blomstre du så smukt for mig? - Ja, selv i døden". Digtet blev udtalt sagte, som en hvisken. Den var ikke til Lunan, ej heller til Ahra, men født af øjeblikket. Lunan førte koppen til sine mørke læber. Før de lyse dråber kunne væde dem, stoppede dæmonen dog igen, og så tænksom ud. "Kærligheden min" rettede Lunan sig selv. Den sidste stavelse var næsten undsluppet. Selv efter så mange år måtte Lunan til stadig tælle sine stavelser.

Endelig nåde koppen de fyldige læber, og Lunan drak langsomt, først et sip, en pause, et sip mere, et smask, en pause, et sip, til koppen endelig var tom.
"Jeg lovede dig vist min mening" Lunan lod kommentaren hænge i luften, mens koppen møjsommeligt blev placeret tilbage på bakken. "Du skal bruge renere vand" sukkede dæmonen og trak på skuldrene "Teen var nok udemærket, men den var ikke til at sige over smagen af brønd" Lunan gyste "Men ret skal være ret. Præsentationen var acceptable"

Aldrig havde hun oplevet at hendes kreationer blev givet et digt. Metaforer for at bedre beskrive folk oplevelse, når de drak eller spist af, hvad hun kunne tilbyde, ja. Men det direkte digt? Det var første gang. Og hun blev mindet underligt meget om de små korte digte, hendes far altid viftede så elskende i retningen af hendes mor, der straks ville bryde ud i ung-pige smil. Og med kendskabet, hun havde fundet ud af, der åbenbart var mellem Lunan og Calside, begyndte brikker at falde bedre på plads. Hun kunne selvfølgelig ikke vide, om det var tilfældet af dæmonen havde lært fra sig, og hun havde heller ikke tænkt sig at spørge ind til det, men det gav fint mening i hendes hoved.

Ahra var allerede så selvsikker i sine evner, at hun meget sjældent var nervøs, når hun serverede en enten sin te eller sin kaffe, men alligevel oplevede hun en vis uro i sig selv, mens hun studerede Lunan drikke det blomstrede vand. Igen var det den diskrete påmindelse om faren, der syntes at hænge godt fast i luften omkring det hornede væsen. En trang til at tilfredsstille. En trang til at vise, at hun virkelig var værdig nok til at have overtaget familiens forretning. Det var som at være tilbage i hendes yngre da, hvor hun for første gang fik lov til at hælde det varme vand over smagsvarianterne, som hun havde set både far, mor og bedstemor gøre med sådan omhug.
Så selvfølgelig skar det lidt i hende, da hans endelig mening kom frem, og hun spændte op i kæberne. Af holdte sig fra at snerpe sine læber alt for meget sammen. Hun var stadig ung. Og hun tog stadig ikke altid godt nok imod kritik. Som regel havde hun dog nemmere ved at lade sig blive fornærmet end nu.

”Renere vand, siger du?” sagde hun overrasket efterfulgt af en dyb indånding og en tung udånding, inden hun sænkede blikket mod sin bakke. ”Det kan det være noget om.” Roligt tog hun om det lille metalfilter med resterne af tebladene og rystede det ind mod keramikskålens sider med klirrende lyde og lagde så filteret til side direkte på bakken. I skålens bund lå det en lille pøl af væske. En lille mundfuld. Og dermed lige nok til at hun kunne smage.
Hun løftede roligt skålen op og tømte den i et drag. Og hun krummede de mørke øjenbryn lidt, som hun satte tungen og dens smagsløg på arbejde. ”Du har ret,” indrømmede hun så. Selvom hun også have fået en del af smulderet fra, da hun småknuste bladene, med ind, så kunne hun sagtens fange selve teens smag omkring det uden problemer. Det var en skam.
”Desværre at renere vand svært at få i Sarghos. Og ikke mange vand…” Hun strøg igennem sit indre ordforråd. ”…relaterede drager til syden.”

Hun rankede sig atter op og lagde de røde øjne tilbage op på Lunan med nyfunden energi. ”Vil du have noget imod at smagsteste en anden blanding?”

Lunans blå næse rynkede sig markant da Ahra bød de blå læber smage endnu en af hendes kreationer. "Det vil jeg ja, så længe du bruger det vand" erklærede den blå dæmon fast, og begyndte at rejse sig op. Nok havde Lunan teknisk set al tid i verden, men i nogle tilfælde var selv det for kort.

Stående på sine fødder sukkede Lunan og rettede en smule på sine klæder "Jeg havde forventet.. bedre. Men det kan nås endnu! Håbet er endnu ikke udslugt, ej heller er min tørst" med rolige, faste skridt gik Lunan over til vandkrukken. Låget blev roligt taget af, og lagt til side, inden krukken blev samlet op, og indholdet hældt ud af det nærmeste vindue, uden Lunan så meget som kiggede efter om der var nogen først.

"Jeg er straks tilbage" lovede dæmonen, og forsvandt for øjnene af Ahra, stadig med hendes krukke i favnen.

Der gik et par minutter før den blå dæmon dukkede op igen. Denne gang var de løse rober blevet trukket tættere om den blå krop, og der var spor af nyfalden, hvid sne i håret og de lange øjenvipper, der hurtigt smeltede i sydens hede.
Krukken, der roligt blev sat på plads, var nu fyldt til randen med det fineste, hvide sne. "Sådan. Dette burde være tilstrækkeligt til at lade dit talent komme til sin ret" erklærede Lunan og skruttede sig engang for kulden der stadig sad i tøjet, inden den mere magelige position på puderne blev genindtaget.

"Du kan fortsætte" blev det erklæret, og Lunan så spændt til, nysgerrig omkring hvilken blanding Ahra ville prøve denne gang.

Dæmonen havde forventet bedre?! Hvis der var højere forventninger til en te, der stadigvæk kun var i opstartsfasen og et godt stykke væk fra at faktisk blive en del af sortimentet, hun havde, vidste hun ikke helt, om hun turde forestille sig hvor høje forventninger Lunan havde til hendes færdigudviklede produkter. Dem hun med stolthed solgte nede i den lille fine forretning under dem.

En snert af fornærmelse skyllede pludselig indover hende, da dæmonen bare… rejste sig og, ifølge hende, indikerede til at være på vej videre, hvilket ikke helt faldt i forstående jord for halvdyret. Og da særligt ikke efter at have accepteret at blive til endnu en kop? Men så som sløret langt af den automatiske fornærmelse, der havde lagt sig over hende, blev vasket væk, kom der andre mere logiske grunde frem. Måske var det blevet svært at blive siddende sådan på gulvet. Stole var trods alt så populære at bruge frem for puder, som hun insisterede at holde fast i fra sin kultur. Men nej. Det skulle vise sig, at Lunan faktisk havde tænkt sig at forsvinde. Bogstaveligtalt forsvinde. For det næste øjeblik, som hun havde holdt øje med håndteringen af hendes krukke, var både den og den blå skikkelse væk. Efterlod Ahra alene med meget store øjne.

I mellemtiden var Ahra forsigtigt kommet op at stå, som var hun ikke helt sikker på, hvad der foregik. Teleportation var hendes første gæt, siden han havde brugt lignende før, men der var stadig risikoen for, at det var illusionsmagi. Intet skete dog da hun trippede hen, hvor Lunan havde stået før. Ved kæreste Kile… Da tilbagevendelsen skete, var hun ikke mere end et par skridt derfra, men hun stod med ryggen til, så igen lykkedes det at forskrække hende, som på trappen.
”Hvad er meningen med det her!” vrissede hun irritabelt, idét hun skarpt svang omkring for at sende Lunan et fast blik. Automatisk gled blikket så hen på krukken og øjnene blev skubbet lidt undrende mod hinanden, inden armene lagde sig over kors og et skridt blev taget til siden for at lade dæmonen vende tilbage til sin plads, som var intet af det hændt.

Hun måtte lige strække hals for at kunne skimme, hvad nyt indhold hendes vandkrukke havde fået, og først da hun så det hvide frost gik hun helt hen til nærmere undersøgelse. ”Sne?” lød det overrasket fra hende, og ligeledes strittede ørene op. Hun havde aldrig rigtig nået langt nok nord på til at opleve sne. Hovedstaden fik det sikkert om vinteren, men i den sæson blev hun oftest i syden. Hun rakte ned og tog en klump halvsmeltet sne op i sin hånd. Koldt. Bidende! ”Vi kan forsætte så snart du fortæller mig, hvad der lige skete? Hvor har du fundet sne?”

Lunans mørke øjenbryn løftede sig spørgrende "Mening? Er det ikke åbenlyst?" blev der spurgt tilbage, som Lunan fandt sig tilpas på puderne igen "Du er en håndværker, og dit håndværk er et der kræver mangt et talent! Men du er kun så god som de værktøjer du arbejder med. Selv den bedste smed i landet kan ikke lave et sværd, uden en ordenlig hammer, hvis du forstår metaforen" forklarede Lunan, som om det var ganske åbenlyst "Jeg har blot fremskaffet et værktøj værdig til din evne" blev det så tilføjet ganske oprigtigt.

Som Ahra kiggede i krukken selv, kunne Lunan ikke dy sig, og strakte halsen en anelse for at følge hendes reaktion. En reaktion der bragte et bredt smil frem på de fyldige læber. "Det er fremragende observeret! Jeg var ikke sikker på om det var noget du havde oplevet før" klukkede den blå dæmon.

De røde øjne rullede da Ahra holdt Lunans videre smagsoplevelser som gidsel "Nuvel! Det der netop skete var, at jeg rejste til den højeste tinde af de nordligste bjerge i Krystalladet, for at tilbagebringe dig det reneste vand tænkeligt - nyfalden sne. Jeg ved nogle vil mene vandet fra elvernes kilder er renere, men det er kun fordi de ikke ved hvad elverne laver der" blev det insisteret.
"Du lader til at have et enormt talent og evne, og jeg ønsker at se just hvor god du er. Men det kan jeg ikke med det halv-mugne brøndvand i har her i Sarghos. Så jeg tog det på mig at skaffe dig noget ordenligt vand at arbejde med, og jeg forventer ikke at blive skuffet over resultatet!"

Ahra rynkede voldsomt på næsen ved hentydningen til kilderne i Elverly. At det mere eller mindre var det samme der kunne siges om oaserne udenfor byen, var ikke en tanke der var nået op til hende. Det var trods alt nemmere at se skævt på andre end sig selv. Hun var veltilfreds over, at hun havde fået dæmonen til at forklare sig. Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvorfor, men hun havde fået indtrykket af, at Lunan her ikke ligefrem var den, der skar ting ud i pap for folk. Ikke første gang omkring i hvert fald.

”Ja såeh,” startede hun ud med en tone, der næsten kunne indikere, at hun ikke havde mere at sige til det, men der skulle ikke et geni til at se, at hun var noget forbløffet. Imponeret ligefrem. ”Jeg var lige ved at blive bekymret for om, du havde skrabet det op fra en af de nordlige landsbyers marker. Eller noget værre, jeg helst ikke vil begynde at forestille mig frem til igen.” Hun løftede den smeltende sneklump, hun stadig holdt i hånden, op til næsen og snusede åbenlyst til den. Intet. Ikke andet en den kolde duft af en frisk bjergblæst. Hun bed så ned i det, og skar en diskret grimasse over kulden mod hendes sarte tænder. Ja. Det var sne. Ren og fin sne, som beskrevet. Men derefter mildnede hendes attitude igen.

Det resterende smat blev så kørt igennem store manke af hår. Ind under det, så de fugtige hårstrå kunne kolde hende i nakken. Det ville have været en skam at bare smide det tilbage i krukken, nu hvor Lunan havde lagt så meget fokus på, at det var det reneste vand, man kunne få. ”Min far kan meget vel stole på dig, men jeg kender dig stadig knap nok, så du må kunne følge min mistro. Det går ikke at jeg bare accepterer ting og sager fra alle og enhver. Jeg har boet i Sarghos længe nok til at have lært i det mindste dét.” Endelig begav hun sig tilbage til deres hyggelige område for at samle kedlen med deres tidligere brøndvand og lige lægge øjnene tilbage på hendes gæst. Et skævt smil gemt i blikket.
”Så… hvad med noget mere… nøddet? Du er ikke allergisk, vel?” spurgte hun.