Lunan løftede et ganske uimponeret øjenbryn som Ahra delte sin første indskydelse. "Havde det blot været en tjenest for dig, måske. Men jeg har stadig i sinde at smage alt hvad dit repertoire har at byde på, og jeg har ingen intention om at skulle brænde mine smagsløg af efterfølgende" forklarede Lunan med evig tålmodighed og lod det kun lyde en lille smule som om det da var ret indlysende. Det var ikke dæmonens intention at fornærme halvræven åbenlyst for nu.

En åben latter lød over de bløde, blå læber, som Ahra fortsatte og forsøgte at forklare sin mistro. "Hvis du gjorde ville du være et endnu større fjols end din fader!" lød det muntert fra Lunan, inden dæmonens mine blev mere alvorlig, og de røde øjne fæstnede sig ved Ahras "Jeg er en dæmon. Tillid er ikke noget der bør gives til os, med mindre du ønsker at møde et tidligt endeligt. Men det er de færreste af os der vil udsætte os selv for unødig harme. Så det er vist aldrig at stole på en dæmon, men lær at placer din mistro hvor det gælder" dovent blev de lange lemmer strakt, og den alvorlige mine var forsvundet som sne under solen "Ellers risikere du blot at vække nogens vrede" blev der tilføjet med et lille gab, og et ulvet smil.

"Jeg er ikke allergisk overfor andet end inkompetence. Det har jeg til gængæld en umådelig stærk, og ofte dødelig reaktion på" svarede Lunan, og gengældte det skæve smil i Ahras blik, med et ganske åbenlyst et af sit eget.

Lunan havde skam ret. Det var ikke altid at folket tog det pænt at blive mistænkt. Særligt ikke dem der havde en egentlig grund til at blive mistænkt. De virkede altid til at tage det som en støre fornærmelse, hvis de ikke var trænet godt nok i skuespillet. Men selvom at dæmonen havde ret i at belære hende i hendes varsomhed, og selvom at hun da lyttede og hørte ordene og rådene, ville det nok aldrig sætte sig fast som en ting, hun ville gøre noget ud af at følge. Hun havde sine meninger, og hun stod fast ved dem. Dumdristigt det så end måtte være. For så længe hun ikke gjorde det blindt og var villig til at tage konsekvenserne med lige så fast hånd, så mente hun da at det ikke var et problem.

Som havde nogen givet hende en mavepuster ytrede hun sig et grin der bedst kunne beskrives som en mellemting mellem et fnis og et morende fnys. ”Kald mig da imponereret, at du har overlevet så længe i den her verden med dén allergi,” sagde hun, henkastede den underliggende og mulige trussel bag dæmonens ord. Hun var skam godt klar over, at Lunan selv ikke var ville stå tilbage som offeret af reaktionen, men ærligt så var Ahra mere eller mindre overbevist om, at hun ikke havde noget at frygte i selskabet. Ikke så længe at hun kunne bibeholde interessen og fortsat fylde sin gæsts kop.

Ved at snildt bevæge sig forbi den slængte, blå figur for at nå et af de to åbne vinduer i væggen bagved. Her kiggede hun kun kort ud for at sikre, at ingen stod i skudlinjen, før hun hældte det resterende ’mugne brøndvand’ ud ad og ned at fordampe væk på gadens grus. Hun kunne have gjort det ved vinduerne i den anden ende, hælde det ud i hendes baggård og dermed ikke risikere at give en fremmed et varmt skyl, men det ville være spild af tid nu hvor andet var tættere på. Og hvem havde ikke brug for et bad i Sarghos, ja, det vidste hun ikke.
Kedlen blev så fyldt med det nu smattede sne, og stillet tilbage på dens stativ, mens hun bar sin bakke tilbage til hylderne med kopperne og teen og kaffen og hvad der nu ellers skjulte sig i de små fletæsker. Så mens hun stillede ting på plads og fandt andet frem – en af de større æsker, en ny ren kop osv. – talte hun igen: ”Hvor længe har du så kendt min far? Du nævnte, at jeg ikke genkendte dig, hvilket jeg stadig ikke gør, så mit gæt er længere end bare et par år.”
Hun førte bakken og sig selv tilbage til sin plads overfor Lunan, der blev tildelt et afventende blik samtidig med, at hun stillede sin halespids under kedlen, som hun havde gjort før.

Lunan sukkede dramatisk og smilende af Ahras kommentar "I sandhed et mirakel! Lettere havde det været, om jeg var allergisk overfor luft" medgav den blå dæmon, som var verden fuld af mere incompetence end luft! At det ikke var langt fra sandheden, hvis man spurgte Lunan, var så en anden side af sagen.
Der var tider hvor det lod til alle blot insisterede på at bombardere deres indkompetence nedover en dybt uskyldig og ikke involveret Lunan! Ja, i sandhed var det et under og et mirakel, at den blå Dæmon ikke var omkommet endnu, forgivet af sin eneste svaghed.

Det røde blik fulgte Arha som hun passerede, og startede sine forberedelser til at udvide horisonterne endnu engang. Spændingen steg.
Et smalt øjenbryn løftede sig ved Ahras spørgsmål. "Det er velsandt 20 år siden, et par år til eller fra" svarede Lunan tænksomt og strakte sig en anelse "Jeg mindes jeg var på jagt, og mit bytte havde valgt at chikanere din Fader. Han antog jeg havde reddet ham af hjertes godhed, og tilbød mig sin service. Jeg takkede ja, og undlod at rette fejlen i hans antagelse. Jeg fjernede sågar liget, så det ikke ville forpeste oplevelsen".

Ørene rykkede stift på sig. Det var en del mere dramatisk – og makabert? – end, hvad Ahra havde forventet, og det malede også fortællende streger i hendes udtryk, idét hun for en stund var stoppet med, hvad hun havde haft gang i for i stedet at bare stirre på dæmonen. Men det varede virkelig kun for en stund, for hun kom meget hurtigt til sig igen og blikket faldt sammen med det minimale løft i hendes skuldre. Et suk fulgte roligt derefter. ”Det lyder som ham, ja. Han har altid været ufatteligt godtroende, selv overfor fremmede. Jeg tror, han oprigtigt kan lide folk og har altid stolet for hurtigt på dem. At han ikke nogensinde blev ødelagt af udnyttelse ved jeg ikke om jeg skal se op til eller hvad.”
Begge Ahra’s forældre var egentlig sådan. Venlige og modtagelige. Hårdt arbejdende. Hendes mor klart mere et stolt væsen end hendes far. Men hvordan deres barn var endt som hun var kunne nok ikke skyldes opdragelsen af hende. For gode forældre var de bestemt også. Hvordan hun ikke ville have endt, hvis de ikke havde været det.

Kedlen vibrerede sagte ovne på den glohede halespids og efter et kort kig op mod den og så ned igen, sænkede hun temperaturen et par grader. Teen hun sad med nu var lidt anderledes fra, den hun havde med at gøre før. Da hun tog låget af den enkelte æske på bakken denne gang, var det ikke flager af tørrede plade, der var til at finde i den. I stedet var det små stykker af tørret frugt, og havde man en god næse ville den straks blive mødt af en blanding af syrlighed og krydret sødme. Æble, tranebær, muskat, valnød. Og... rose? 
Filteret blev atter placeret over koppen og frem for at ose op med en ske og mere præcise mængder, hældte hun blot blandingen direkte fra æsken, indtil hun var tilfreds. Dog tog hun tid til at sprede de tørrede frugtstykker i et nogenlunde jævnt lag. Vand ville blive hældt over det hele og vandet ville sive igennem det hele, men mens det ikke var noget der ville ødelægge teen, hvis man ikke sørgede for at vand ikke var over en enkelt frugt og dermed afgive mest smag fra dén, så skadede det ikke at gøre sig den umage. Ikke ifølge Ahra i hvert fald.

Lunans fortælling var kun nok til at få Ahra til at tøve et øjeblik. Men det øjeblik stod i så skrap kontrast til hendes ellers kontrollerede udtryk, at det frembragte et sigende smil på Lunans læber. Åh der var ingen tvivl om at dæmonen havde set det - set det og taget note. Lunan undlod dog at kommentere på det, og lod tydeligt som om det aldrig var hent eller set, ganske sikker på at overbærenheden ville irritere hende mere end nogen kommentar kunne.

Til hendes familie observationer, kunne Lunan ikke andet end trække på skuldrene, med et uforpligtende "Eh!". Arhas forældre havde været noget for sig. Naive og godtroende. Åbenhjertede og uden fordomme. Der var noget helt særligt ved den type mennesker, der oprigtigt så lyset i verden, frem for dens skygger.
Som Arha selv indså, så var det et mirakel de ikke var døde endnu.

Som Arha fortsatte sine forberedelser af den næste oplevelse, gav Lunan hende fornøjelsen og æren af sin udelte opmærksomhed endnu engang. Hver bevægelse blev nøje fuldt, og til tider vippede Lunans hoved lidt til den ene side, og andre gange lidt til den anden side, som hun bevægede sig igennem de forskellige trin.
De blå næsebor vibrerede let som duften af frugt nåde dem, og en pink tunge bevægede sig langsomt ud, og fugtede de mørke læber i forventning.

Ahra kunne ikke helt ryste det Lunan havde fortalt hende af sig, selvom at hun gjorde et godt stykke arbejde med ikke at vise det. Gemte det væk fra fokuserede udtryk og udstrålinger. Hun ville meget gerne påstå, at hun var en stålfast kvinde, der ikke blev påvirket af retfærdighedsdrab. Det var det samme med henrettelser af de kriminelle. Hun opsøgte ikke specifikt de henrettelser, der skete, så sadistisk ville hun godt nok aldrig blive, for ellers ville hun blive nød til at se ned på sig selv, hvilket aldrig ville ske. Aldrig. Men hun havde intet imod at folk fik hvad de fortjente. Kriminelle blev ikke kun straffet for deres kriminalitet, men også for at været blevet fanget og ikke havde kunne komme ud af deres egne problemer.
Det var i hvert fald en ønsketænkning. En morale, hun ønskede at have og dermed havde påtvunget sig selv i mange år i håb om at det ville sidde fast. For at lade andre fremmede lidelser påvirke en var en svaghed.

Selvom måden hun løftede hovedet på var ganske roligt, så var det også tydeligt at se, at hun havde været i en lille boble, der bristede som vandet i kedlen simrede og boblede i det helt korrekte mønster. Halespidsen blev slukket og endelig var det tid til at sammensætte det stadie af teen, som var til at drikke og indtage. Igennem hele processen, fra da hun forsigtigt tog om kedlen, trak halen til sig så den lå afslappet omkring hendes siddende skikkelse, og hældte det dampende vand henover den tørrede frugt og hvad ellers, der gemte sig i blandingen, lagde hun ikke på et eneste tidspunkt hverken sine øjne eller sin opmærksomhed på dæmonen. Ikke nødvendigvis af uhøflighed, men hun havde blot opbygget en evne til at afskære sig den ekstra smule, når hun skulle koncentrerer sig. Hun nød den stilhed der var mellem hende og en kunde, når hun lavede deres drik. Det var trods alt som en mini-ceremoni hver gang.

Kedlen blev stillet tilbage på stativet - for ikke at brænde ringe i hendes gulv - og straks spredte en forstærket duft sig omkring dem i takt med at vandet aktiverede ingredienserne. Denne te lod Ahra trække en smule længere end den anden, mens hun holdte øje med hvordan det tørrede frugt voksede og hvordan de større nøddestykker tog noget af den mørkerøde farve fra tevandet. Og så som både farven var dyb nok og duften var stærk nok og vandet have lavet de enkelte par grader, fjernede hun filtret, lagde det som før til at dryppe af i en anden lille skål. Og endelig lå hendes øjne tilbage på Lunan, før hun rakte ham koppen.
”Den smager forhåbentlig mindre af brønd,” sagde hun med en egentlig sikkerhed på, at den ikke gjorde. Det var mere en skarp, men kæk kommentar.

Lunan drejede tænksomt en lok af sit mørke, blå hår om en finger, mens de røde øjne nøje fulgte Ahra gennem halvlukkede øjenlåg. Var det ikke for skarpheden i blikket, havde det været nærliggende at tro dæmonen kedede sig gudsjammerligt. Men der skete for meget til Lunan kunne andet end forgive kedsomhed. Halvdyrets tankestrøm var et mysterium der pirrede Lunans interesse. Noget sagt der havde sat hendes tankespin igang? Eller blot en urelateret strøgtanke der have ledt hendes sind på en uønsket jagt?

Hvad end det havde været, holdt det ikke længere, end til hendes reflekser slog til. Det var ganske imponerende, hvis man skulle sige noget om det, at hun kendte ikke blot ildens, men vandets mysterier lige så vel.

Som Ahra rakte sin nyeste kreation over, tog en rolig blå hånd imod. "Hvis det var tilfældet, ville den stærkere smagsprofil havde dækket meget af det" kommenterede Lunan med et suk, og lod koppen hvile under sin næse for et øjeblik. "Te er en balance mellem elementerne. Ilden varmer vandet. Tebladene kommer af jord, og luftens milde lune, bringer den til perfekt temperatur og balance" funderede den blå dæmon, inden den fyldige læber blæste over teens vandspejl, og smagte på den nye blanding, uden at tilbyde nogen yderligere mening om blandingen.

Ahra fulgte dæmonen nøje med øjnene idét teen endelig ramte de koboltblå læber. Hun sad i forventning om, hvad hvilken kommentar der ville komme fra teens modtager. Lunan havde været hurtigt til at udtale sig om den, hun havde lavet forhen, så hun kunne umuligt blive bebrejdet for sin dødelige tanke. Men intet. Der var blot stilhed mellem dem for den stund, hvor te blev drukket og smagt og ædelræven… ventede. Observerede. Det var lige ved at hendes øjenbryn krummede sig irritabelt. Eller ’fornærmet’ var vist en bedre beskrivelse af hendes standard følelser.

Men før det nåede at ske, faldt de rubinrøde øjne fra den dæmoniske skikkelse. Som et lydløst suk, der fjernede al forventning om et kompliment. Stilhed gjorde det muligt for hende at antage det bedre. For havde det smagt værre end en svinesti lugtede, så var hun begyndt at forstå, at denne dæmon ikke ville have holdt det for sig selv særlig længe. ”Balance mellem elementerne. Det kan man sige om så mange ting. Ikke bare te,” brød hun i sidste ende ind med uden at give klarer udtryk for om, hun egentlig så ned på det metaforiske digtestykke.

Som Lunan drak og eftersignende nød sin te, pakkede Ahra sin lille station sammen foran sig. Satte det flettede låg på plads på den tilhørende flettede boks. Satte porcelænsmorderen tilbage på bakken med rolige, klirrende lyde. Hun tillod sig et øjeblik, hvor hun selv nød duften af den aromatiske te, der spredte sig omkring deres ende af den første etage som flagrende bånd. Den var for krydret til at virkelig kunne lægge et varmende tæppe omkring end til trods for at krydderiniveau ikke så meget som nærmede sig parfumen, som dæmonen bar og stadig duftede kraftigt af.
Igen rejste hun sig uden problemer med bakken og bevægede sig tilbage til hyldesystemet, hvor hun opbevarede alle sine varianter.
”Er det så virkelig sandt, at du kom for at opsøge min far for at få en smag af hans varer igen? Du kom ikke for at fjerne gamle vidner for dine gamle gerninger?” Hun stod stadigvæk med ryggen rent afslappet mod dæmonen, da hun begyndte at stille dybere spørgsmål ved Lunans besøg. Ting blev stillet på plads som før.

Lunan tiltede hoved en smule ved hendes første kommentar, øjnene stadig lukket. "Man kan sige alt om intet, men det gør det hverken sandt eller til mere end det er" svarede dæmonen blot kryptisk. Ahras skepsis var bedårende, men gjorde sig tydeligvis ikke til filosofiske diskussioner, selv ikke om hendes fortrukne emne. En skam, virkelig, men der var vel grænser for hvad der kunne forventes af dødelige.
Halv-dyrets reaktion på den manglende udtalelse om hendes værk var dog som sød musik. Anspændt, afventende, higende efter validering. Det var næsten for tidligt at bryde hendes tillid...

Lunan placerede den tomme kop tilbage indenfor Ahrans rækkevidde med et lille smask med læberne "Det var en fornøjelse" bød bløde ord Ahra, strøg hende med hårene. At ordrene holdt ærlighed gjorde det blot det sødere.

Mens Ahra pakkede sine ting samme lænede Lunan sig mageligt tilbage i puderne og lukkede øjnene, roligt lyttende til de små lyde af Ahras systematiske, øvede bevægelser. Spørgsmålet kom som en glædelig overraskelse.
"Et fremragende spørgsmål, men et der kun kan få et enigmastisk svar" sukkede den blå dæmon "Ligegyldigt hvad jeg svare, vil du altid holde tvivl om mine ords sandfærdighed". 
"Men lad os antage du kan stole på mit ord, så meget som nogen dæmons, og lad os antage jeg ikke har nogen årsag til at lyve for dig.. Så kan jeg fortælle dig, at jeg aldrig ville rydde gamle vidner af vejen. Vidner kan bære nag, og kan sprede deres had til dem omkring sig.. Din fader derimod, har ved flere lejligheder gjort sit ypperligset for at stille min hunger, som du gør nu i hans sted" forklarede Lunan. Det var ikke et svar, ikke direkte i hvert fald, men det gav et billede af Lunans motivation, der forhåbentligt ville stille den unge halv-rævs skepsis for nu.

Ah, der kom den. Selvom Ahra mente, at hun spillede rollen som ydmyg kvinde med fortrinlige manerer ved at fremstå lettere urørt af dæmonens tilbagemelding, så havde hendes ører alligevel peppet op ved den og afsløret den tilfredsstillelse hun følte. Efter fiaskoen fra den tidligere te, så rakte komplimenten en tand dybere. Selv den sirupstykke sødme i Lunans stemme fandt ikke meget succes i at prikke til hendes mistro over ordenes sandhed, dog den havde været på nippet. Meget af det, der havde gledet over de blå læber, havde været meget fordrejede i hendes ører.
”Det glæder mig.” Og det gjorde det. Stolthed afholdte hende muligvis fra at vise sin yderste taknemmelighed i sit ansigt, men hun følte samme glæde ved at folk nød hendes vare, som hendes far havde gjort med sine.

En rynke formede sig mellem hendes skarpe bryn og ørene faldt diskret på plads igen. Lagde sig usynligt lidt tilbage. Lunan talte med en tung, hun ikke altid kunne følge med. Ord hun ikke var fuldt forståeligt med. Sætningsopbygning der tvang hjul til at dreje. Nogle gange knirke. Det var langt mere sofistikeret tale end, hvad hun bar rundt med på sin.
Men dæmonen var da ikke ved siden af. Der var sandheder i dele af hvad der blevet forventet af hende. Måske det endda var en af grundene til, at hun kunne delvist kunne lide selskabet.
”Jeg ved at dæmoner er kendt for at have nogle sære interesser, men du siger det, som om at du faktisk foretrækker at have folk derude et sted som hader dig,” var hun hurtig til at pointere, mens hun denne gang drejede sin krop til at se tilbage på ham med skepsis i øjnene. Hun havde taget en skål med et godt dusin små frugter med overfladen dækket af prikkende stik-i-avter, der før havde stået og punktet med deres lyserøde farver. En enkelt kvist tørret urt lå og hvilede ovenpå.

”Det kan umuligt være fordi, at du selv tænker så negativt om dig selv, at du har brug for at andre også hader dig.” Flygtigt faldt hendes blik ud ad vinduet. Rynkede på den lille fine næse. Og så satte hun sig ellers tilbage på sin plads på gulvet. Urtekvisten kom hun op i kedlen med det resterende varme vand, hvor den kunne afgive duft. Skålen med litchie-bærrene stillede hun mellem dem, men tog sig nu alligevel friheden til at pille en fri fra skallen og tilbød den til Lunan.

Lunan sad roligt og lyttede til halv-rævens svar, med blikket fæstnet ved hendes ansigt, sin egen reaktion grunddigt tilbageholdt for nu. Selvom det ikke direkte havde været Lunans intention at være utydelig i sine ord, burde det ikke have været en overraskelse hvis noget gik tabt. Den blå dæmon var så vand til at tale i halve sandheder, og vendinger der kunne betyde det ene eller det andet, alt efter ørene der lyttede og sindet der tolkede.

Men i dette tilfælde, var der ingen grund til bekymring. 

Lunan rakte frem og tog imod det burde bær, der hurtigt forsvandt bag de fyldige, mørkeblå læber, som de trak sig op i et smil. Smilet voksede til dæmonens tænder brød frem, som stjerner på nattehimmelen, og til sidst faldt Lunans hoved tilbage, og en dyb, hjertelig latter fyldte rummet.

Da de røde øjne igen faldt på Ahra, bestod smilet, bredt og glædeligt. "Du er simpelthed fantastisk frøken Pele! Og du har så evigt ret! Jeg foretrækker folks had, om det er mod mig eller andre er mig ligegyldigt. Had er den stærkeste, mest rene følelser af alle, og verden fortjener at fortabe sig i den" indrømmede Lunan, med en passion bag ordrene der gjorde det svært at tro andet, end at dæmonen var død seriøs omkring det, trods den muntre tone. Selvom ordrene i sig selv var absurde, blev de givet med en passion og vilje, der fik det til at lyde som verdens eneste håb for frihed og lykke.
"Så sig mig, Ahra, hvad hader du allermest her i verden?"

Smilet gjorde hende foruroliget. Og latteren der fulgte forstærkede bare følelsen i hende. Den yndige rynke mellem de skarpe bryn blev kun dybere og det var lige for at den lille prik i mellem dem, blev gemt helt væk i mellem hudfolderne.
Det var da absolut absurd at høre på. Men samtidig kunne hun ikke finde et klart svar nogen steder om hvorvidt, hun skulle tage det som en potentiel trussel eller hvad. For det lød ikke som en trussel. Det lød meget mere som en sandhed. Og hun kunne ikke helt undgå at lægge mærke til, hvordan hun faldt… mere til ro. Der var stadigvæk ikke noget klik mellem dem, og hun stolede bestemt ikke på dæmonen mere end hun ville stole på en hver anden fremmede, til trods for, at hun havde fået et navn. Dog havde deres samtaler gledet som naturen selv. Besynderligt.

Rynken blev gradvist glattet ud igen. Lunan’s iver var næsten for meget at tage, så det var ikke svært for hende, at fjerne sit ellers interesserede blik fra ham igen, idét det vendte tilbage til vinduet. ”Hvad jeg hader allermest…” Smidigt lænede hun sig fremover. Satte en albue ned i sit lår og lagde hovedet fjerlet i sin hånd. Blikket faldt igen, som havde de nær lukket sig selv. Men kun for et kort øjeblik, inden de så tilbage ind i de tilsvarende røde øjne. Hendes være mere håndgribelige end væsnets overfor hende.
”Det ville næsten være at synd, hvis jeg bare fortalte dig det,” lagde hun frem for ham. Der lå nu noget mere kælent over hende. Båden hun så på ham og måden hvorpå hendes små bevægelser bevægede sig med mindre kant. Hendes ansigt udtrykte sig stadig på grænsen til misfornøjet med læberne nærmest vendende ned ad i det afslappede stadie.

”Værdiløshed,” svarede hun så alligevel, som hun rakte ud efter et bær til sig selv. ”Og den hæslige grøngule farve, alt for mange her i byen er så glade for.”

Lunan fik et lusket smil, og rørte siden af sin næse i en serie små tabbende bevægelser, som Arha tirrede og holdt sin mening tilbage. Hun legede med dæmonen, og Lunan lod bestemt ikke til at have noget imod at lege lidt. Trods Ahras tirrende, ja nærmest pirrende udtryk, lod Lunan dog ikke til at holde de sig til de samme kødelige reaktioner de fleste mænd ville have haft.
Som Lunan lænede sig lidt mere frem, og lod sin egen hage hvile afventende på sin håndryg, virkede dæmonens ansigtstræk også mere feminine end før. Det var ikke fordi de fysisk havde ændret sig, men de lå så meget på kanten mellem de to køn, at lysets indfald på trækkene kunne gøre hele forskellen. 

Tålmodigt ventede Lunan, sikker på at Ahra ikke ville holde sin mening hemmelig længe. Hun stod som en type person der bestemt ønskede sin mening hørt, når hun følte hun kunne slippe afsted med det.
Til det første nikkede Lunan tænksom. En godt had at have. Der var så mange ligegyldige ting i verden. Så mande værdigløse personer. Det var et godt had.
Hendes tilføjelse fik dog Lunan til at spærre øjnene op i let overraskelse. "Jeg kunne ikke være mere enig!" medgav dæmonen "Jeg mener, hvem har nogensinde tænkt den farve var tiltalende på nogen?!"

Ahra voksede med det samme, at hun blev givet ret. Det var som om, at noget inde i hende fodrede på den noget så simple forfængelighed. Som var den ivrige tone fra dæmonens strube den helt rigtig frekvens for netop at lyde som sød musik i hendes plyssede ører.
Straks var de beskuende rubiner løftet selv før hendes hoved kunne nå at følge trop. Brynene hævet i forbløffelse. Hvad der før kun af og til havde været anelsen til et træk på smilebåndet udviklede sig videre til ét, man ikke kunne være i tvivl om længere. Det var noget mere blødt, end hvad hendes spidse personlighed ellers havde tendens til at udtrykke sig.

Blikket faldt igen og hun trak sig tilbage til en rankere siddestilling. Hendes korslagte ben gled smidigt ud fra skrædderstillingen og lagde sig i stedet afslappet ud til siden. ”Jeg er sikker på, at heden har steget dem nok til hovedet, at de ikke længere kan skelne mellem gode og dårlige modevalg. Jeg er sikker på, at man ikke ser nordfolket pryde sig med den slags afskyeligheder. Kulden deroppe hjælper jo dem med at holde hovedet koldt og klaret.”
Bærret pillede hun så nemt som det forrige, og hun bed tænderne ned i det indtil de stødte på stenen i midten, hvorefter hun skrabede den første halvdel ind i munden. Og så holdende på den kødfrie sten, blev den sidste skral taget af og den sidste spiselige del af bærret forsvandt bag hendes læber og smurte hendes strube med dens sirupssødme.

”Værst er dem, der vælger at bære farven i silke. Det er ærligt en vanære for det dyrebare stof. Som om de ikke ser, hvordan det reflekterer samme farve som surt opstød.” Ahra morede sig faktisk. Og til en vis grad kunne man se det på hvordan hun udstrålede.

Lunan himlede med de røde øjne, selvom det var svært at se grundet den gennemtrængende røde farve, der fyldte det, også den normalt hvide del af øjet. "Jeg siger dig, det var været forfærdeligt i generationer! Tåbelige valg pragt videre, fra forældre til børn, der troligt tager det til sig, og tror det er berettiget" tilføjede de bløde blå læber frit.

Dæmonen sukkede "Men jeg ville ønske det var så vel som du siger! Desværre er det ikke tilfældet. Nordfolket er lige så tåbelige, som har kulden stoppet blodet fra at flyde til deres hoveder! Deroppe er det brunt i brunt i brunt. Husende, de huder de klæder sig i, deres husdyr! Der er ingen farver eller liv at finde i de frosne egne. Selv deres humør er lige så koldt og tørt som landet de lever i" sukkede Lunan som beklagelserne flød let og frit, næsten som var de gamle venner. Lunan ville nok ikke gå så langt som at sige den slags pjat, men der var en del af den blå dæmons hjerte der altid varmede ved mødet med et andet sind, der kunne bruge så meget energi på at hade noget så ligegyldigt.

"Ugh, i silke?! Er der ikke love mod den slags kriminalitet mod god sans og frarøvning af andres appetit?!" fortsatte Lunan med næsten munter forargelse. Det var en særlig fryd at bagtale folk, specifikke eller ej, på den måde.

Lunans fortællinger om Norden fik direkte forfærdelse frem i Ahra’s ansigt - en følelser hun bag som et englebarn måtte bære et smil og en munterhed. Hun lignede nærmest en der var blevet dybt fornærmet af den simple tanke, om at vare så ligeglad, med hvad man viste sig selv frem i. Selvfølgelig var der sikkert et spørgsmål om komfort, men hun var da også sikker på, at visse ting var at ofre for sit ydre billede! Hun ærgrede sig pludselig ikke så meget over, at ikke have nået nord på i sine rejser, for hun fik nu mere indblik i, at hun da bestemt ikke gik glip af noget ved at forblive på sydsiden af landet. Kulden havde før været den overordnede begrundelse,
”Det var dog skrækfuldt kedelig! Og her troede jeg, at der kom bare noget godt ud ad kulden til nord. Med de inspirerende farver, som deres landskaber viser, havde jeg forventet bedre end…” Hun rynkede elegant på næsen, før hun kunne færdiggøre sætningen med et klik med tungen. ”..brun.”

Det var lige ved, at hun var nød til at ruske det af sig, for at kunne fortsætte, men så påvirket og foragtelig var hun så heller ikke. Ikke når hun havde selskab. Dér havde hun stadig et ru at opholde. ”Desværre virker det til at ordensmagten er mere fokuseret på at holde folket indenfor i de mørke timer af dagen end at forstå den rigtig kriminalitet i misbrug af silke,” sukkede ædelræven, som hendes røde blik sank i en dulmet form for opgivelse. ”Det er derfor op til os at gøre noget ved sådan nogle forbrydelser.”

Ahra rankede sig så op igen og hendes blik fandt tilbage til dæmonen. ”Jeg har stadig flere te blandinger i mit sortiment, men hvad med en smag af kaffe til at skylde den grimme smag af folks manglende forstand ud ad munden?” spurgte hun så med et afventende løft i det ene skarpe bryn. Hun kunne i hvert fald godt bruge en smule koffein lige nu. Noget der gik godt med bærrenes sødme. Ikke noget for mørket og bittert. Men heller ikke noget så tyndt, som var der blot grumsvand. Ifølge lyset udenfor var det også ved at være en passende tid for kaffe frem for te.

Lunan spejlede Ahras forfærdelse, og nikkede sin enighed, som hun tog ordrene til sig, og lod dem farve hendes holdning. "Det eneste lyspunkt, er deres pleje hud. Som dødninge går de igennem sneen, evig jordfarver og hvide ansigter" blev der smurt tykkere på. Norden var smuk, og dens folkefærd ikke nært så drabende kedelige som Lunan lod det lyde. Men det behøvede Ahra ikke at vide. Den lille løgn ville næppe gøre en forskel.

Lunan lod endnu et bær drage forbi sine læber. "Der burde være en særlig del af jeres ordensmagt, dedikeret til at håndtere sådanne forbrydelser mod ordenlighed. Så kan synderne blive straffet behørligt" dæmonen så kort tænksom ud "Eller hvert fald få udskiftet deres garderobe". 

Lunans henslægte form rankede sig en smule, sultent og længselsfuldt som hun nævnte kaffe. "Det ville være et ganske passende tidspunkt, ville jeg mene. Selvom det næsten er synd at drikke noget så fornøjeligt, med så dårlig en smag i munden, så tvivler jeg ikke på at Deres evner rækker til at råde bod" lod Lunan hende vide, med fast sikkerhed. Hvis noget kunne skylle deres smagsløg rene, så var det hendes bryg.