Ahra kunne ikke helt ryste det Lunan havde fortalt hende af sig, selvom at hun gjorde et godt stykke arbejde med ikke at vise det. Gemte det væk fra fokuserede udtryk og udstrålinger. Hun ville meget gerne påstå, at hun var en stålfast kvinde, der ikke blev påvirket af retfærdighedsdrab. Det var det samme med henrettelser af de kriminelle. Hun opsøgte ikke specifikt de henrettelser, der skete,
så sadistisk ville hun godt nok aldrig blive, for ellers ville hun blive nød til at se ned på sig selv, hvilket
aldrig ville ske.
Aldrig. Men hun havde intet imod at folk fik hvad de fortjente. Kriminelle blev ikke kun straffet for deres kriminalitet, men også for at været blevet fanget og ikke havde kunne komme ud af deres egne problemer.
Det var i hvert fald en ønsketænkning. En morale, hun ønskede at have og dermed havde påtvunget sig selv i mange år i håb om at det ville sidde fast. For at lade andre fremmede lidelser påvirke en var en svaghed.
Selvom måden hun løftede hovedet på var ganske roligt, så var det også tydeligt at se, at hun havde været i en lille boble, der bristede som vandet i kedlen simrede og boblede i det helt korrekte mønster. Halespidsen blev slukket og endelig var det tid til at sammensætte det stadie af teen, som var til at drikke og indtage. Igennem hele processen, fra da hun forsigtigt tog om kedlen, trak halen til sig så den lå afslappet omkring hendes siddende skikkelse, og hældte det dampende vand henover den tørrede frugt og hvad ellers, der gemte sig i blandingen, lagde hun ikke på et eneste tidspunkt hverken sine øjne eller sin opmærksomhed på dæmonen. Ikke nødvendigvis af uhøflighed, men hun havde blot opbygget en evne til at afskære sig den ekstra smule, når hun skulle koncentrerer sig. Hun nød den stilhed der var mellem hende og en kunde, når hun lavede deres drik. Det var trods alt som en mini-ceremoni hver gang.
Kedlen blev stillet tilbage på stativet - for ikke at brænde ringe i hendes gulv - og straks spredte en forstærket duft sig omkring dem i takt med at vandet aktiverede ingredienserne. Denne te lod Ahra trække en smule længere end den anden, mens hun holdte øje med hvordan det tørrede frugt voksede og hvordan de større nøddestykker tog noget af den mørkerøde farve fra tevandet. Og så som både farven var dyb nok og duften var stærk nok og vandet have lavet de enkelte par grader, fjernede hun filtret, lagde det som før til at dryppe af i en anden lille skål. Og endelig lå hendes øjne tilbage på Lunan, før hun rakte ham koppen.
”Den smager forhåbentlig mindre af brønd,” sagde hun med en egentlig sikkerhed på, at den ikke gjorde. Det var mere en skarp, men kæk kommentar.