Sted: Vargas slavehandel
Tid: Tidlig formiddag
Vejr: Som altid tørt, varmt og med en bagende sol

Solen bagte ned over den store plads, der lå bag Vargas' store hus. Pladsen der både havde slaver i bure, indhegningen til griffer og den store plads til træning. Samt en mindre indhegnet ring, en lille privat kamparena. Halvvejs rundt om ringen, der var omkring 25 meter i diameter, var der bygget tilskuerpladser, så alle kunne se. Hegnet var umuligt at vælte, gravet godt ned i jorden og stak et godt stykke op i vejret og stængerne i en god tykkelse. Magisk beskyttet, selvfølgelig og selv ikke den største trold, Vargas havde haft derinde, kunne komme ud derfra.

Han stod ved en mindre låge i den del, hvor der ikke var tilskuerpladser, som vendte ud mod træningspladsen. I dag iklædt en lang kofte i mørkelilla med gyldne bånd langs kanterne og et broderet mønster ligeledes i guld. Han havde et par posede sorte bukser indenunder og et par behagelige sandaler til at beskytte hans fødder mod det brandvarme sand. De sorte skægstubbe og det rodede hår var blankt i solen og det var tydeligt at se, at han var evigt solbrændt oveni den gyldne hud. Vidste man ikke, hvem han var, kunne man nok tænke, at han var en ganske flot mand, men de fleste så bare smerten, han altid havde med sig. I dag sad der også en pisk sammenrullet i hans bælte.

Hans blik hvilede i retning af burene med slaverne. To vagter var blevet sendt af sted for at hente to af de nye. Elverkvinden og menneskedrengen. Han havde tænkt sig at have lidt sjov med den, mest elverkvinden som havde denne faste tro på Kile. Religiøse væsner morede ham altid. Han tilbad selv Zaladin, sådan når det lige passede ind, men han følte sig ikke selv specielt religiøs. Nej, det var sjovt at afprøve de religiøse typer, se, hvor langt de ville gå. Han havde store forventninger til denne elver, hun virkede meget fast.
At det skulle gå ud over drengen, ja, så fik han også lidt mere at vide om ham.
Så han ventede lettere utålmodigt på, at vagterne kom tilbage.

De to soldater gik ned langs burene og nåede endeligt frem til de to, hvor Netrish og Juno blev opbevaret. Der var stadig et tomt bur i mellem dem, da Hector stadig ikke var kommet tilbage. Dørene blev låst op og der blev gjort tegn til, at de skulle ud. Vagterne sagde ikke noget, medmindre det var nødvendigt at understrege, at de skulle følge med. De blev ikke lænket, men bare taget med placeret mellem de to gyldenhudede, muskuløse mænd, der havde ens løse veste og posede bukser på. Turen gik direkte hen til slavehandler Aziz.

Det var, heldigvis, friskt i Junos hukommelse at han havde lovet at opføre sig pænt. For Hectors skyld. Så pænt havde han opført sig. Han havde ikke sagt et ord, da han var blevet sendt tilbage til sit bur, ikke engang til Netrish to bure væk, men det havde nu mest været fordi han havde skammet sig. Da han endelig havde taget sig sammen til at ville spørge hende, om hun syntes det var hans skyld, at de var blevet straffet som de var, havde elveren sovet og Juno havde alligevel ikke nægtet at vække hende.

Og nu, da to soldater kom for at hente ham og Netrish, overvejede han et øjeblik at være på tværs, inden han igen kom i tanke om Hector, hvis fravær var gjort endnu tydeligere af det tomme bur imellem dem. 

"Hvad skal vi?" vovede han dog at spørge soldaterne, der selvfølgelig ikke svarede ham. "Kom nu, mand, det skader ikke at fortælle mig hvad vi skal," blev Juno ved, og da han ingen reaktion fik, så han mod Netrish i stedet, hans ansigtsudtryk et rent spørgsmålstegn.

Netrish havde været stille i sit bur. Hun var blevet fjernet fra sit bur ikke længe efter Juno var smidt i sit, og da hun kom igen havde hun været urørt, mere påklædt i en simple hvid kjole, og fugtigt hår efter et bad.
Hum havde været for langt væk til at hjælpe juno, og ærligt havde hun haft svært ved at finde ud af hvad hun skulle føle for sin medfanger. Hector manglede, men Juno var ikke ved at kaste sig selv mod tremmerne.. Hvad end der var sket de to, var det nok bedst ikke at blande sig.

Netrish fulgte roligt med da vagterne hentede dem. Endnu en dag, endnu en prøvelse, og hun tvivlede på de ville slippe så let som sidst. Vargas virkede som typen der nød at eskalere ting.

Juno gengældte først ikke Juno blik, men drengens stirre var umulig at ignorere længe.

"Forvent det værste.. Så kan du kun blive positivt overrasket"

Endeligt dukkede de to vagter op med slaverne, og et forventningsfuldt smil gled over Vargas' ansigt. Åh, nu skulle det sjove begyndte. Han ventede let utålmodigt på, at de kom over til ham, inden han gjorde tegn til, at vagterne skulle give dem lidt plads. De to mænd stillede sig lidt ud til siden, men ikke alt for langt. Skulle der blive brug for dem.
"Jeg håber I er morgenfriske!" Han selv var i hvert fald dejligt udsovet, men hvornår sov han også dårligt? Hans smil falmede ikke som han lod blikket glide fra den ene til den anden, noget der nok burde advare dem om, at der var ting på færde, der ikke var gode for dem. Det endte på Juno og han lavede en bevægelse der sagde, at han skulle komme nærmere.
"I dag skal vi have lidt sjov." Han lagde en arm om skuldrene på Juno og førte ham hen til åbningen ind til arenaen, og inden han ville kunne nå at kæmpe i mod, skubbede han ham ind og smækkede lågen bag ham. Havde han haft tålmodigheden til det, havde han bedt ham gå derind selv, men lige nu var der andet, der var vigtigere end drengens lydighed.

Han drejede hovedet og blinkede let til elveren med et lidt større smil, der blottede hans hvide tænder, der stod i skarp kontrast til hans solbrændte hud og sorte skægstubbe, inden han så ned i den anden ende af det indhegnede område.
"Slip den fri!" Uden at se, hvad hans ord gjorde, vente han sig i mod Netrish
"Se, nu afhænger drengens liv af dig." Bag ham kunne man se en større port blive åbne og kort efter et stort væsen blive ført ind i ringen af flere spydbærende vagter. En trold. Grå i huden, så den nærmest lignede et stykke klippe, med en hale piskende bag den. Det var en større bjergtrold, Vargas med glæde havde købt i dyre domme af nogle troldejægere, der ragede omkring 2,5 meter op i luften og så så bredt og solid ud som den klippe, man kunne forveksle den som i bjergene.

"Jeg regner med, at den dreng ikke skal dø i dag? Hm?" Han stillede sig ved hendes side og lagde en hånd på hendes skulder, så hun ikke skulle forsøge at rende ind i indhegningen. Alting handlede om, at hun havde set, at drengen skulle leve, så han håbede da, at hun sagde nej, så han ikke skulle aflyse det sjove. Han havde ikke tænkt sig at ofre drengen, men det behøvede hun jo ikke at vide.
Inde i arenaen, havde trolden vendt sig mod porten, der var lukket i bag den, og den slog med et brøl en enkelt gang på tremmerne, inden den så rundt - og fik øje på Juno, der ingen våben havde fået med ind. Den stirrede lidt på ham, brølede igen og gik så frem i mod ham. Så man den i øjnene ville man vide, at den var ødelagt og ikke havde et eneste gram logik i sit dumme hoved. Den var i øvrigt pænt sulten og Juno lignede noget, der kunne spises.

Juno stirrede, mere og mere insisterende, på Netrish indtil hun kom med et svar, hvilket han godt vidste var strengt, for hun vidste uden tvivl lige så lidt som han selv gjorde, men han havde brug for den beroligende følelse det gav at høre hendes svar, ligegyldigt hvad det var.

"Det værste?" spurgte han mumlende og så tænksomt væk. Han tvivlede på at han havde nok fantasi til at kunne hamle op med hvad der foregik i Vargas' hoved.


Vargas' energi var irriterende, og Juno fnøs, da manden spurgte dem om de var morgenfriske. Juno havde knap nok sovet, men vågnede med jævne mellemrum, hans hjerte galopperende i brystet på ham, og lugten af Thanos hængende omkring sig, som havde manden virkelig været der. Hans mareridt føltes kun værre nu, hvor han ikke kunne vågne op og se Thanos sove et sted i nærheden.

Juno var for træt til at svare Vargas, og først da han snublende kom ind i arenaen, svarede han lavmælt; "jeg tror ikke vi har samme idé om, hvad der er sjovt." Han vidste endnu ikke, hvor ret han havde, og gnubbede blot sit søvnige ansigt, imens han så sig omkring, og det langsomt gik op for ham hvor han var.

Lyden af porten der gik op, fik Juno til at vende sig mod den med et sæt. "Woah.. woah.. Vargas. Var - Vargas, for helvede." Juno skreg panisk de sidste ord, imens han bakkede så langt væk fra trolden som muligt. "Har du købt mig som foder?!"

Trolden begyndte at gå frem imod Juno, der straks havde glemt alt om at være træt. Adrenalin pumpede igennem hans krop, imens han med blikket ledte efter en udvej, et våben, hvad som helst. Han småløb snublende et par skridt væk fra den og samlede en sten op på vejen. Den var ikke stor, men havde én kant der var lidt skarp. Det var et stort set udueligt våben, men Juno var nødt til at have ét eller andet. 

"Du kan lige vove på noget, din lortestinkende trold, jeg smadrer dig!" Advarede Juno, der nægtede at give op, selvom trolden var så stor, at han lignede en vred hveps ved siden af den. 

Netrish gjorde hvad hun kunne for at forholde sig rolig, selvom knuden i hendes mave var hård som sten, og vred sig. Hun så arenaen som de nærmede sig, og fik bange anelser. Denne gang ville det ikke blive så let som at tage et bad.
Hendes tur i vandet havde dog givet hende et vigtigt håb. Vargas ønskede hende ikke død, ikke endnu i hvertfald. Ellers havde han lige så vel kunne lade hende drukne da han holdt hende under.

Det var naturligvis kun hvis Vargas var et logisk individ, og ikke drevet af strøgtanker og hvad der lige faldt hans ego for...

Som Vargas trak Juno med sig knyttede Netrish ene næve sig. Havde han ikke gjort nok ved drengen allerede? Juno var ung og uprøvet i verden. Så uprøvet som kun en teenager der tænkte for højt som sig selv kunne være det. Men der var noget der havde ændret sig. Selv Netrish havde lagt mærke til det. Juno havde været stille så snart de havde nærmet sig Vargas, han var for.. ja høflig var ikke ordet, men drengen havde været mindre næsvis end hun havde set ham på noget tidspunkt før. 

Netrish måtte holde sig selv i tilbage for ikke at træde frem som porten åbnede sig i den anden ende af arenaen. Hun stålede sig selv og sin stemme og svarede, uden at tage blikket fra Juno "Det er ikke drengens tid, nej" hendes stemme var kølig, hvilket næsten var mere følelse end der plejede at være i den "Jeg tager drengens plads." hun vendte endelig blikket mod Vargas "Det er det du ønsker, er det ikke?".

Netrish mave vendte sig, og trods hendes storiske ansigt, afslørede hendes øjne frygten der herskede under. Væsenet i areaen var enormt. Hun ville ikke være megen udfording for den som hun var, og selv hvis hun havde haft sit stolte sværd, var hun i tvivl om hun kunne have overlevet et møde med et sådan væsen.. spekulationer. En ting hun viste med sikkerhed var, at det endnu ikke var Junos tid. Hun fokuserede på det faktum. Alt andet var ligegyldigt. Selv hendes liv.

Vargas så ikke mod Juno, heller ikke som han panisk råbte af ham. Den eneste reaktion det gav, var at hans smil voksede ganske svagt og glimtet i hans brune øjne blev mere tydeligt. Han morede sig. Men han vidste også, at han var i kontrol over situationen, selvom en lettere sindssyg trold måske ikke ligefrem gav det indtryk. Nej, Vargas blev ved med at se på Netrish, tage hendes reaktion til sig. At hun havde været nervøs havde været til at se trods hendes stoiske udstråling.
Som hun svarede var det tydeligt at se dæmonens tilfredshed. Nej, drengen skulle ikke dø i dag. Godt. Rigtigt godt.

Ordene, der fulgte den konklusion til ham til at le kort og give hendes skulder et klem.
"Kære ven, jeg ønskede blot svar på, om han skulle dø. Hvad du vil gøre ved det, bestemmer du selv. Om vi skal vente og se om guderne griber ind eller om du vil ofre dit eget liv i et forsøg på at redde det ynkelige menneske... det er helt op til dig." Han slap hendes skulder og trådte et skridt væk fra hende. Han ville gerne se, om hun af sig selv valgte at gå ind til den store trold, lige nu uden våben. Han fulgte hende med øjnene, som hun gik mod lågen.
"Vent lidt." Han lavede en bevægelse mod en af vagterne, der straks hev sit sværd ud af bæltet og rakte det til elveren. "Helt urimelig er jeg vel ikke." Hans stemme var fyld med morskab, for selvfølgelig var han det. Det var jo det, der var det sjove ved det.

Han fulgte efter hende hen til arenaen. Lige som lågen gik i bag elveren, stoppede han hende med sine ord igen.
"Netrish, pas nu godt på den lille sjæl, der hviler i i dit liv." Han nikkede let mod hendes underliv, inden han smilede et ulveagtigt smil. Det var lige nøjagtigt nu, han skulle give hende den information. Noget han havde mærket dagen før, da han havde undersøgt hendes sjæl. Det lille ekstra liv, der svagt gjorde sig bemærket. Han ville hyle hende endnu mere ud af den. Han vinkede let til Juno inde i arenaen og hvilede så armene på en tværgående tremme, mens han spændt så ind i mod de tre væsner. Hvad mon der ville ske? Blod og død? Mon dog, selvom det kunne være underholdende.

Juno havde for travlt med trolden Vargas havde pudset på ham, til at lægge synderligt mærke til hvad der foregik udenfor arenaen. Han hoppede og sprang rundt, sørgede for konstant at være så langt væk fra trolden som muligt, der muligvis var langsommere end ham, men den skulle også kun ramme ham én gang, før Juno med stor risiko ville være slået ud, og selvom Junos udholdenhed var okay, tog han nogle meget lange omveje, for at komme udenom trolden, og på et eller andet tidspunkt, uden tvivl inden trolden, ville han være blevet udkørt.
Han klamrede sig til stenen i sin hånd.

Hans blik sprang til lågen, da han hørte den gå op og øjeblikket efter i igen. Netrish. Det tog ham kun et enkelt blik på hende at indse, at han ikke var foder. Han kunne ikke være foder, for hun var bestemt ikke foder. Det her måtte handle om noget andet.
Sværdet sprang i øjnene på ham og Juno så forvirret på Netrish, inden trolden pludselig kom overraskende tæt på og Juno var nødt til at springe flere lange skridt væk igen. Han så hen på Vargas igen, i forsøget på at få et svar fra slavehandleren, om ikke andet så udfra hans ansigtsudtryk, men alt han så var en altoverskyggende selvtilfredshed i Vargas' grumme ansigt, og det blev for meget for Juno, da manden oven i købet vinkede til ham. Her stod Juno, med Netrish i arenaen med sig, med hjertet helt oppe i halsen og frygtede for begge deres liv, og Vargas vinkede. 

I det øjeblik tænkte Juno slet ikke. Han glemte alt om deres aftale om at opføre sig pænt, og han glemte alt om trolden, der så på ham som et lækkert mellemmåltid. Han justerede sit greb om stenen og kylede den så hårdt som muligt imod Vargas, alt hans vrede lagt i kastet.

Netrish holdt en fnys tilbage som Vargas talte. Hvad end han sagde, så faldt hun ikke for hans falske åbenhed. Badet gav pludselig mening. Han havde testet hende, hendes vilje og dedikation. Hun havde allerede bevist hun ikke frygtede døden. Vargas kunne let have gættet sig til at dette ville blive hendes valg, og havde i sandhed intet valg givet. Blot sat endnu en test for hendes dedikation.

Men den tanke at fatte mod ved, gik Netrish frem mod buret. Hun spildte ikke kræfter på at svare på Vargas tirrende ord. Hun ville have ventet til sidste øjeblik, og så stjålet et sværd fra en vagt, men selv den lille handling af trods fratog Vargas hende, ved at tilbyde sværdet frivilligt.
Hun tog våbnet uden et ord, og fortsatte. Som hun passerede igennem lågen lod hun sine tanker ligge udenfor arenaen. Sine problemer, sine smerter og sin situation. Det var alt sammen ligegyldigt. Alt der var nu var overlevelse. Junos først, og dernæst hendes egen..

Vargas ord fangede hende dog, og hendes fokus vaklede. Hun så sig kort over skulderen, tilbage mod slavehandleren "Jeg er sikker på det vil glæde dig så, at mindst ét liv vil blive tabt her idag så" svarede hun, og for et kort øjeblik var det næsten som om den storiske elver faktisk smilede. Det var ikke det første ufødte barn af uønsket fader det ville gå tabt i hendes liv, og hun så det som et håbløst ønske at det skulle blive det sidste.
Hun nåde knap at tænke tanken færdig før en sten sejlede igennem det yderste af hendes syn, mod Vargas. Juno. Den idiotiske dreng!
Hun ventede ikke på at se om stenen ramte, men satte i løb. Hans tåbelighed ville blive hendes død, det var hun sikker på!

Juno lod til at være mere optaget af Vargas, end den trold der ihærdigt forsøgte at gøre ham til sit næste måltid. Hun løb, et kapløb mod trolden. "JUNO NED!" råbte hun som trolden nærmede sig. Hun håbede han lyttede, håbede han reagerede hurtigt.. Hvis ikke ville hun takle ham til jorden, og tage troldens første slag for ham. Hun kunne tåle det bedre. Hun var unægteligt i bedre form, og så langsom som trolden var, ville hun havde tid til at heale de værste skader hun fik, og kæmpe videre.

Hvad end af reaktion Vargas havde forventet af få fra elveren, var det ikke hendes åbenlyse tanke om, at barnet i hendes liv skulle dø. Hvis Vargas vidste noget om kvinder og moderskab så var det, at de ville gøre alt for deres børn, ufødte eller fødte. Han havde slået så mange af begge dele ihjel, både af sine egne, men også af andres, at han havde set de fleste reaktionerne fra kvinderne. Ja, han havde set dem, der var glade for at komme af med deres uønskede afkom, men selv dem, der uvilligt havde et liv voksende i dem, reagerede oftest med moderkærlighed.
Betød det noget for ham? Nej. Ikke andet end at der skulle en vagt på hende, så hun ikke skadede sig selv og frarøvede ham de krystaller, hun var værd. Han kunne sagtens bruge barnet, men der var ni måneder forude, hvor han ville få sværere ved at sælge hende, så for hans skyld kunne hun miste barnet alt det hun ville.

Juno så ikke ud til at tage pænt i mod hans vinken, for sekunder senere kom en sten flyvende i mod ham. Han flyttede blot hovedet let i en automatisk reaktion, men havde ikke rigtigt været i fare, da stenen blot med en høj lyd ramte en af de solide tremmer og sprang tilbage. Han kunne måske bare trække på skuldrene over det, men trods situationen, skulle en slave ikke kaste med sten i mod ham. Han ville blive straffet. Senere.
Vargas løftede en hånd, pegede på Juno og knyttede så hurtigt hånden for at vise ham, at han var i problemer. Men ikke så store problemer som han var lige nu.

Vargas lagde hovedet lidt på skrå og så på trolden, der havde besluttet sig for at gøre Juno til sin aftensmad. Dette var spændende, ville han have to slaver tilbage bagefter? Juno virkede ikke ligefrem specielt intelligent, så hvis han skulle overleve, skulle Netrish eller Vargas selv vist til at gøre noget.
Måske det var en god idé at forberede, så dæmonen tog pisken ud af bæltet og lod den sammenrullet hvile i hånden. Han ville nu gerne have to levende slaver og en trold, når denne lille leg var færdig.

Havde det været enhver anden ville Juno have stilt sig tilfreds med at få en reaktion ud af Vargas med sit kast, men han var rasende på sin forbandede ejer og at næsten ramme ham var ikke godt nok. Især ikke når Vargas derefter truede ham. Manden vidste ikke hvad Juno havde i sig, men det kunne Juno hurtigt vise ham - eller sådan tænkte han, indtil han tog et skridt frem mod Vargas og øjeblikket efter blev tacklet af Netrish. Han væltede om på jorden, hørte lyden af noget der brækkede, og rullede straks væk fra faren. Det var først da han kom benene igen at det gik op for ham, at det ikke var ham, der havde brækket noget.
Han så over på Netrish og på den trold, der nu angreb hende. Som i en drøm, hørte han først nu ekkoet af hendes advarsel om at komme ned. Forskrækket lagde han en hånd på sit hjerte, der føltes som om det var ved at sprænges i brystet på ham af frygt, og tog endnu et par skridt væk fra elveren, der gang på gang insisterede på at redde hans liv.

"Ne - Netrish? Fortæl mig hvordan jeg kan hjælpe!" Bad han hende uden at gå tættere på - han kunne se bare på måden hun holdt sværdet, at hun var bedre til den slags end han var, men han ville ikke lade hende kæmpe alene, og allerede inden hun kunne svare begyndte han at gå til siden, så trolden ville være nødt til at se væk fra hende, hvis den også ville holde øje med hvad Juno lavede.

Netrish taklede den tåbelige dreng der nægtede at gøre nogen som helst brugbart i sit liv, og i sidste øjeblik tilmed.. Men ikke hurtigt nok til selv at nå af vejen.
Troldens enorme arm, det ville have reduceret Junos hoved til grød, hamrede istedet ind i siden af Netrishs torso. Lyden af ribben der flækkede hang i luften, som hun blev sendt rullende hen af jorden, drevet af slagets kraft.
Da hun endelig lå stille igen hæv hun efter vejret, i lange, smertefulde gisp, og hvert af dem lød mere og mere forkert, som de ødelagte ribben prikkede og stak ved hvert forsøg.

Netrishs blik sortnede af smerte, og da synet vendte tilbage til hende, havde hun skubbet sig selv op i en knælende stilling, uden helt at fatte hvordan. Adrenalin.
Hun strammede grebet om sværdet, og lagde den fri hånd mod de skadede ribben. Berøringen fik det til at sortne igen, men hun bed det i sig, og fokuserede på sin magi, selv imens  trolden nærmede sig med tunge skridt.

Hendes vejrtrækning blev nemmere, og hendes blik fokuserede igen, om end hun stadig havde pletter for øjnene. Netop som trolden hævede næven igen sprang Netrish i aktion. Hun satte af, ikke væk fra den, men mod den, med klingen syngende igennem luften, mod kræets bryst. Klingen fandt sit mål, og bed på væsenet, men såret var langfra fatalt. Netrish bandede sagte for sig selv. Troldens hud var hårdere end hærded læder! Hun skulle ramme langt hårdere for at gå igennem... eller ramme rigtigt.

Efter det ene slag, rullede Netrish under armen der netop havde svunget efter hende, og lagde en smule afstand til sin modstander igen. "Hold dig så langt væk som du kan!" råbte hun tilbage til Juno. Jo længere væk fra faren han var, jo bedre!

Åh, sikke et show. Juno så ud til at hidse sig op over Vargas trussel, der i det øjeblik blev reel. Drengen skulle have at vide, at det der ikke gik overfor Vargas. Men senere. Når det lige passede ham. Lige nu var kampen mod trolden meget vigtigere.
Han så Netrish vælte drengen og tage i mod det slag, der var for ham. Vargas' ansigt trak sig kort sammen og han kom med en dæmpet uuh-lyd, da han kunne høre ting brække, men smilet vendte straks tilbage på hans ansigt. Han så, hvordan hun healede sig selv og kastede sig mod trolden, der fik et hug. Et kort stik af nervøsitet gik igennem ham, nu skulle trolden ikke komme for meget til skade. Men klingen bed ikke så hårdt, nej det så bare ud til at hidse bæstet endnu mere op. 

Vargas skiftede vægten fra det ene ben til det andet og hans fingre pillede lidt ved pisken. Han var ganske klar til at afbryde legen, når det begyndte at gå galt, men lige nu hyggede han sig med at se på den hjælpeløse Juno og den ganske dygtige kriger, som elveren var. Måske han kunne sælge hende som mere end healer. Selvom en religiøst tosse, der nægtede at lade folk dø nok ikke kunne bruges i en arena. Han havde ikke haft sådan en blanding mellem kriger, healer og religiøs før, ganske spændende. 
Hans blik gled til trolden. Ups, pas på.

"Det er ikke en hjælp!" råbte Juno irriteret af Netrish, da hun bad ham om at skride. Han råbte højere end han behøvede, i en blanding af frustration og skam over ikke at kunne hjælpe hende bedre.

Alligevel gjorde han som hun bad ham om; varsom bevægede han sig væk fra dem begge, men blikket fæstnet imod elveren, der så alt for skrøbelig ud ved siden af trolden.

På sikker afstand skævede han over til Vargas, og bemærkede pisken der næsten var i hånden på ham. Hvis Vargas kom ind i arenaen, ville trolden næppe få lov til at gå fri. Med nogle mænd ville det ikke kræve andet end at fortælle dem, at deres trold lignede dem, og om de var i familie. Måske Vargas var på samme måde - men da Juno åbnede munden for at finde ud af det, kom han i tanke om deres aftale. Hectors liv var på spil.

Hjælpesløshed overkom ham, men øjeblikket efter var den erstattet af raseri. Aldrig før var han blevet bestemt over på denne måde, uden mulighed for at kæmpe imod, og han følte at han var ved at eksplodere. Han knyttede begge hænder og stirrede på kampen, som han ikke kunne hjælpe i overhovedet, og han undlod meget tydeligt at se mod Vargas, fordi han vidste at han ikke ville kunne holde sig tilbage hvis han så slavehandlerens nonchalant udtryk.

Netrish havde hverken øje for Vargas eller for Juno, nu han var udenfor umiddelbar fare. Hendes blik var fokuseret på trolden, der nu angreb mere rasende end før.

Hun holdt sig ude af dens rækkevidde, men den gav hende ikke tid eller luft til at komme i en bedre position. Solen bagte nådesløst nedover dem, og hvert skridt sendte et jag af smerte gennem siden på elveren, hvert åndedræt brændte i hendes lunger. Hun havde ikke helbredt sig selv helt før, for at spare på energien, og nu havde hun ikke muligheden.

Den nåde tættere på, som Netrish bevægelser blev langsommere. Hun dukkede sig for det ene slag, rullede under det næste. Hun hakkede den i anklen i forbifarten, og trak blod. Bæstet brølede og kastede sig over hende på ny. Skaden sænkede den, men trolden var stadig mere end kampklar!

Kampen fortsatte. 

Netrishs bevægelser blev stødt langsommere som kampen trak ud, men det lykkedes hende at skade trolden nok til, at den ikke overmandede hende. Det var næsten som om hun forsøgte at køre den træt? Eller forsøgte at trække kampen ud?

Det ændrede sig dog med ét.

For et øjeblik mødte Netrish væsnets blik, og hun så dets lys. Et bredt lys, der engang havde brændt stærkt. Men nu var flammen flakkende og svag, og lyset nær brændt ud. Netrish så sin Gudindes bud. Hun viste hvad hun måtte gøre.

Som et lyn fra en klar himmel tog elveren initiativet i kampen, og gik til angreb. Hendes våben glimtede i solen som hun svang det højt og huggede ned mod troldens hals.

Vargas fulgte spændt med i kampen. Elveren havde tydeligvis stadig ondt, men hendes intensitet var ganske imponerende. Trolden gjorde sit bedste for at fange det lille hurtige væsen, men elveren var, trods sine skader, ganske hurtigt. Vargas skævede kort til Juno, men denne så bare ud til at holde sig i ro, så han ignorerede ham for kampen. Den trak ud og han burde nok have stoppet den lidt før, men han blev lidt grebet. Lod den udfolde sig, lod trolden bløde lidt. Det var ikke et problem, han kunne få den healet bagefter.

Men pludseligt fangede han en ændring i elveren og uden at tænke nærmere over det, åbnede han lågen og gik ind i arenaen. I sidste øjeblik, som elveren tydeligvis havde besluttet sig for at gøre det af med den efterhånden trætte trold. Med en hurtig bevægelse trak Vargas pisken tilbage og lod den suse af sted med mange hundrede års erfaring. Spidsen snoede sig om kvindens håndled og han trak hårdt tilbage, forhindrede sværdet i at bide i troldens hud. Så snart han kunne mærke, at hendes balance var væk, svirpede han med pisken, der viklede sig fri igen, for derefter at lade lædersnøren smække i luften. Det gav et sæt i trolden, der ellers skulle til at gribe ud efter elveren. Vargas gik roligt hen i mod den, mens han i et sprog ingen på pladsen kunne forstå. En kommando spyttet ud på dæmonisk i en fast tone, der fik trolden til at klynke. Pisken smældede igen og han gentog kommandoen, højere, og trolden faldt endeligt på knæ og bukkede hovedet forover i overgivelse.

De to vagter løb forbi Vargas og greb elveren, fjernede sværdet fra hende. I tilfælde af, at hun ville fortsætte kampen eller forsøge at angribe Vargas med sværdet. Dæmonen fortsatte frem og lagde en hånd på trolden, der igen kom med en svag lyd. Næsten blidt klappede han den hårde hud, inden han vendte sig mod Netrish, ignorerende Juno.
"Imponerende. Lidt for tæt på, men imponerende." Endeligt gled hans blik mod Juno. "Tag dem begge med ud ." Uden at se mere på den, gik han selv ud af indhegningen, ud på pladsen. Han havde lige noget, han skulle gøre, inden de to slaver kunne ryge tilbage i deres bure.

Porten i den anden ende blev åbnet og fire vagter kom løbende for at hente trolden. Den ene af de andre vagter slap Netrish og gik hen for at hente Juno, inden de begge blev slæbt ud til Vargas, der var gået over i hjørnet til de to pæle.

Juno så til med fuldstændig betagelse, da Netrish angreb trolden, og han var så optaget af kampen, at han ikke engang havde bemærket den åbnede dør, eller Vargas, indtil pisken snoede sig om elverens håndled, og han lavmælt udbrød; "Ej, for helvede!" Vargas' indblanden var mildest talt skuffende. Juno havde glædet sig til at se trolden dø.

Med voksende frygt så han til, imens Vargas fremviste hvordan han havde knækket det store bæst til fuldstændig lydighed, og ubevidst trådte han et skridt væk fra dem. Han lovede sig selv, at han aldrig ville ende som trolden.

Alligevel forholdt han sig roligt og tavs, da en vagt kom op til ham, greb fat om hans overarm, og trak ham med sig ud af arenaen.

"Vildt, hvordan du kunne have slagtet den trold, hvis ikke Vargas havde stoppet dig," sagde Juno, henvendt til Netrish, da han kom tæt nok på hende, med et smil i blikket og respekt i stemmen. Ud af øjenkrogen så han Vargas vente ved to pæle, og på grund af den snigende fornemmelse han havde af, hvad der var på vej, holdt han bestemt blikket rettet væk fra ham. Hvis han selv ignorerede hvad der var sket tidligere, ville Vargas måske også.

Netrish havde været for fokuseret på kampen til at opdage Vargas, før det var for sent. Et arrigt udbrud forhold hende, som pisken først stoppede hendes slag, og dernæst trak hende ud af balance.
Hun faldt ned på sin dårlige side, og selvom hun nåde at tage en smule af, slog stødet stadig luften ud af hende, og fik det til at sorte for hendes øjne. Sværdet faldt i sandet, mens Netrish brugte dyrbare sekunder på at komme sig. Hun kom op på knæene. Hun måtte op, måtte fortsætte! Troldens tid var snart, og hvis ikke for hendes hånd nu, hvad skulle så fælde den?

Netrish rakte ud efter sværdet igen, ligeglad med Vargas tilstedeværelse. Hendes fingre nåde dog ikke andet end at strejfe håndtaget, før en solid fod sparkede armen hun støttede på væk under hende, og to sæt stærke hænder trak hende op af sandet. 
Kort kæmpede hun imod deres greb, i et forsøg på at komme tilbage til sværdet, indtil den ene gav hende et dask i siden, der fik hende til at knække halvt sammen i smerte. Derefter faldt hun til ro. Hun måtte erkende sig overmandet.
Elverens blik lå på trolden, som kunne hun dræbe den med sig blik, men intet skete. Trolden levede, og hun blev trukket ud mod pælene, sammen med Juno, som hun ignorerede efter bedste evne. Hendes side brændte stadig som en smertefuld påmindelse om hans idioti. 

Vargas sagde intet til sine vagters hårdhændede behandling af elveren, hvis de følte det var på sin plads, så stolede han på det. Hun så virkeligt arrig ud over, at hun ikke fik lov til at slå trolden ihjel og tog det tog ham et øjeblik af regne ud, hvorfor. Hun måtte have set døden i den som hun havde beskrevet hun kunne. Et svagt smil dukkede op på hans ansigt ved den tanke. Hans trold skulle ikke dø nu. Den skulle kæmpe for ham, vinde kampe og tjene penge. Det var det, han havde købt den i dyre dømme til at gøre, det han havde trænet den til at gøre. Ikke til at dø.

Hans blik hvilede på Netrish, da de to slaver blev slæbt over til ham, men så snart de stod foran ham, flyttede han blikket til Juno. Det sjove var væk, det var tid til at være alvorligt.
"Og her troede jeg, at vi havde en aftale, Juno. Jeg er skuffet." Han kastede let hovedet bagud mod de to pæle og vagten slæbte drengen derover. Der var to lænker, en i hver pæl, og vagten smækkede håndjern om drengens håndled, mens Vargas snakkede videre, nu koncentreret om Juno og ignorerende Netrish.
"Egentligt burde jeg hente din ven herned og lade straffen gå til ham, men jeg tænkte, at nu får du en forsmag på, hvad der sker med ham, næste gang du vælger at kaste en sten efter mig." 

Han rullede pisken ud og lod den hvile i sandet, mens vagten fik hevet i kæderne, så Junos arme blev hevet op og ud, dog stadig så han kunne stå på jorden. Så snart vagten var af vejen, hævede Vargas pisken og lod den falde mod Junos ryg. Der var ingen tilbagehold i hans bevægelse og den faldt hårdt ned over drengen ryg, smældende og efterladende røde streger, somme tider flængende huden. Den nemmeste og bedste form for afstraffelse, Vargas nød det lidt for meget og det skete ofte, at han valgte at gøre det for vagterne, bare for at underholde sig selv. 
Han nåede at slå otte gange, før et skrig og et råb afbrød ham.
"Herre Aziz, trolden!" 

Juno forstod ikke hvorfor Netrish ignorerede ham, eller gav ham den kolde skulder, og han brød sig slet ikke om det. Det gjorde ham i tvivl om hvorvidt han havde noget at skamme sig over. Så vidt som han kunne se, havde han i dag ikke haft nogle valg - Vargas havde skubbet ham ud i arenaen, stort set uden at Juno havde haft mulighed for at sige noget. Det var også Vargas, der havde fået Netrish derud. Juno havde hverken sagt eller gjort noget, der gjorde at de fortjente at en trold slog dem begge ihjel, ikke sådan som han så det. Det slag Netrish havde taget for ham, det var et valg hun selv havde taget. Juno havde i hvert fald ikke bedt hende om at ofre sig for sig. 

Juno brød sig ikke om at blive stoppet af vagterne foran Vargas og det var tydeligt på hans udtryk at han var utilpas. Han forsøgte at trække armen til sig, som vagten holdt i, for at komme et skridt væk fra ham, men vagten holdt kun endnu strammere fat om ham.
"Det var før du prøvede at få mig ædt," svarede Juno vredt, og hvor han indtil nu havde gjort sit bedste for ikke at få øjenkontakt med Vargas, og prøvet at komme fysisk væk fra ham, så han nu direkte på ham med vrede i sit blik og sin stemme, og trådte et skridt frem mod ham, kun for at blive trukket hårdt tilbage af vagten.

Opsat på ikke at blive som trolden, der havde vist sig at være så lydig at det gav Juno kvalme, satte han hælene i jorden og kæmpede indædt imod vagten - til ingen nytte. Kort efter var han i lænker, hans frygt udtrykt i hvordan hele hans krop var anspændt.

"Gavmildt," snerrede han, da Vargas gav udtryk for at skåne Hector, også selv Juno, hvis han havde tænkt sig om, egentlig ville finde det ganske gavmildt. Lige nu var han dog for vred og skræmt til at reagere på nogen anden måde end instinktivt. 

Det første piskeslag havde Juno forberedt sig mentalt på - hans tænder var bidt sammen, hans øjne lukkede sig, og han kom med en svag lyd af smerte. Men derfra blev det kun værre. Smerten mangedoblede sig for hvert slag, hvor ét piskeslag rev huden op fra et tidligere ét, og da manden blev afbrudt, hev og stønnede Juno efter vejret, med hovedet sænket og tårer i øjnene, han ikke havde tilladt at falde. Afbrudelsen gjorde det næsten kun værre, fordi den tillod Juno virkelig at mærke smerten, og hans ben begyndte at føles usikre under ham.