Det var kun ganske få minutter inden solens sidste stråler ville have lov til at titte over havet imod øst. Det var næsten på slaget at det sidste glimt af lys forsvandt, at døren gik op til en af det pænere bygninger der var på havnen i hvad folket i Krystallandet omtalte som piratbyen. En lille silhuet gik med forsigtige skridt ud af døren og ned af de høje trin derunder. Hun blev efterfulgt af en meget størrer mand der stod med armene over brystet. 

"St Clair sender hjertelige hilsner og takker på forhånd for om De vil overveje aftalen" kom det venligt fra kvinden der trak sin hætte af ved synet af solen der var forsvundet. Hun afslørrede det krid hvide hår derunder der var pænt klippet i en plage lige i kæbe længde. "HAH Det tror jeg gerne! Det ligner hende alt for meget at sende en af hendes undersatte istedet for selv tage tage rejsen herhen!" grinte den store man muntert i sin fuldskab. "M'lady er blevet en travl kvinde efter hun lagde byen her bag sig" forklarede kvinden med samme venlige tone men kunne ikke holde et kort grin inde derefter. Hun nejede dybt med hånden for brystet. "Jeg byder Dem farvel" "'For denne gang Flo!" sagde hun højrøstet inden han lukkede døren foran hende.

Florence sukkede dybt. Hun var godt nok god til at håndtere de fleste typer, men han var godt nok en mundfuld at holde glad når hendes Frue sendte hende afsted med så urimelige forretnings foreslag. 
Hun begyndte at gå ned langs med molen som stadig var fyldt med liv fra dagen.

Shinji var omtrent lige kommet tilbage til piraternes by efter et længere ophold i Dianthos. Mødet med Livs datter, der havde udsat Sky for de voldsomme gerninger var ikke ligefrem en rar tanke, så hans plan var for en gangs skyld at drikke sig i hegnet, så han måske kunne glemme hændelsen. Vreden var der stadig, og han gik med knyttede næver i lommerne. Han var igen tilbage til sit "normale" udseende; Hans dreadlocks var sat op i en hestehale på nær noget af pandehåret, der hang lyst og var prydet med fjer. Den normale hvide skjorte var dog udskiftet med en i en bordeauxrød farve. Den var tydeligt lavet i bomuld. På benene havde han et par rødbrune, ret løse bukser, der var stukket ned i de lysebrune læderstøvler, hvis lange skaft havde et ombuk, så de sluttede lige under midten af skinnebenet i stedet for oppe lige under knæet. Han havde ikke sin frakke med sig, men han bar et spyd, der lige nu var låst fast mellem hans ene side og den ene arm, så spidsen pegede op i luften bag ham. Ved hans side gik en panter, der tydeligt var større end, hvad der var normalt. Den nåede ham lige over hoften ved skuldrene. De gule øjnes pupiller var svagt begyndt at lyse i halvmørket, som dens nattesyn så småt var ved at overtage.

Nærmest af vane slog Shinji et smut forbi havnen, inden han tog tilbage på kroen. Det gav et stik i hjertet, at han vidste, at han nok ikke skulle sejle foreløbig, fordi han ikke havde fået hyre på Amalias skib. Tanken fik ham til at knibe en enkelt tåre, men han strøg den hastigt væk med bagsiden af den ene hånd. Så havde han mere tid til Sky.
Han stoppede ved kajen og kiggede ud over vandet, da lyden af stemmer tæt på fik ham til at vende sig. En hvidhåret kvinde stod og snakkede med en mand, Shinji genkendte, men som han ikke kendte navnet på. Duften fra kvinden var dog ikke til at tage fejl af; Hun var vampyr, og der var også en let dunst af blod omkring hende. Ikke at det generede ham som det gjorde så mange andre varulve. Han havde ikke ligefrem ligget i krig med dem, fordi han aldrig havde været en del af en klan, så han kendte som sådan ikke til fjendskabet. Han vidste dog ikke, hvordan hun havde det med hans race, så han var alligevel lidt varsom, som han betragtede hende.

Der var lidt tid endnu før hendes lift ville komme og hente hende viste hun. Hun havde tidligt inde i hendes samtale med den store herre besluttet sig for at afslutte handels samtalen hurtigst muligt. At blive alt for længe ville heller ikke havde været en god ide. Han havde tydeligvis en vis kending til landets forskellige racer og vidste så derfor også hvad man burte servere for en vampyr i hans selvskab. Blod fra en hvilken som helst beruset type. Det var nok den eneste måde at vampyrer kunne indtage alkohol. 

Det var ikke første gang Florence var snalleret, men det var bestemt første gang hun var SÅ snalleret. Med noget der mindede om en rosa farve hen over næsen trak hun op i remmen der holdt fast på rygsækken, eller nærmere kassen hun bar på ryggen. Hun kom dog ikke langt før hun blev distraheret af synet ude imellem skibene. Det var ikke ofte hun var så 'tidligt' oppe og fik lov til at se solen farve himmelen. Med hendes næsten gennemsigtige hud og hvide hår fik hun næsten hvad hun selv håbede på en smugle menneskelig farve af genskæret. Hun trak lidt op i hende sorte tjeneste kjole og vandrede langs med havnekajen. Det var egentlig ikke en mundering der stak ud af mængderne normalt, men da det var sjældent at nogen i byen her havde brug for eller råd til tjenestefolk så fik hendes sorte beklædning og hvide forklæde samt underskjorte hende til at skille sig ud som en ildflue i nattens mørke.

Hendes brune ankelstøvler stoppede først med at klikke imod stenene under hende da hendes blik igen havde skiftet retning til det næste spændende på hendes vej. 
Og nu stod hun fuldstændig stille i beundring. En kat. En enorm kat. Hun havde aldrig set noget lignende! Aldrig i hendes liv kunne hun forstille sig at kæledyr kom i den størrelse. Det var først efter et par lange sekunder at hun lagde mærke til ejeren som hun gav et lysende smil til med et nik som et uformelt buk.

Kvinden fik først øje på Shura, og hun nikkede derefter til Shinji, hvilket fik ham til at sende hende et svagt smil. Panteren havde sat sig, og den så på ingen måde fjendtligsindet ud lige nu. "Godaften" svarede han mere eller mindre til kvindens nik, inden han gav sig til at betragte hende lidt. Det var sjældent, han så så excentrisk en påklædning på disse kanter, og han var lige ved at lade sin nysgerrighed råde og spørge ind til den, men han lod være. Han kunne jo næsten regne ud, hvad det betød. Han bemærkede dog den lettere røde næse, og han grinede indvendigt over, at hun virkede til at være beruset. Han havde ikke ligefrem oplevet en vampyr være fuld før. "Hvad bringer Dem til denne by, hvis jeg må være så fræk at spørge? Det er ikke ofte, jeg ser tjenestefolk på disse kanter" sagde han eftertænksomt, men hans toneleje gjorde intet for at skjule hans nysgerrighed, som hans lilla øjne fæstnede sig på kvindens røde. Eller var de rosa? Det var nok nærmere en nuance af sidstnævnte. Han var dog dårlig til at tyde farver. Ikke at han ikke kunne se dem, men han var ikke så god til alle navnene, så han brugte ofte bare den nærmeste betydning.

Han fiskede en cigarillos frem fra den ene lomme og satte den mellem læberne. Herefter fandt han en tændstik frem, som han strøg mod sin støvle, så den tændtes, så han kunne tænde cancerpinden, hvorefter han viftede tændstikken ud igen og smed den fra sig. Så tog han et hvæs og fjernede dem ved at lade pege- og langfinger klemme om cancerpinden, inden han pustede røgen ud, mens han lagde hovedet en anelse på skrå, som han ventede på pigens svar.

Florence kiggede hurtigt ned ad sig selv og op igen. Det var bestemt ikke første gang folk havde spurgt ind til hvad en som hende lavede det sted hun nu engang var. På den ene eller anden måde var hun altid endt et sted hun virkede helt malplaceret eller i problemer. 
"De er hverken ubehøvlet eller 'fræk' at spørge." bemærkede hun i sin venlige stemme. "Jeg har været til et møde for min Frue" forklarede hun imens opmærksomheden kom til kæmpe katten igen. Med en hurtig bevægelse, der fik kjolen til at fluffe omkring hende og lande imod brostenene under dem, var hun nede i hug og rakte laaaangsomt hånden frem imod dyret for at tjekke om det var venligt. 
Hendes hånd så næsten straffet ud. Huden var hvid og velholdt som om hun aldrig havde arbejdet en dag i hendes liv. Men fingrene var dækket af ar det havde helet i hvert sit eget tempo. Nogen så ganske nye ud mens andre var lige ved at være forsvunden uden at efterlade synlige spor.
Florence lavede en lille klik lyd med tungen for at få kattens opmærksomhed på en venlig og rolig måde uden at nærme sig yderligere. Et, fordi det aldrig var en god ide at tvinge dyr til sig, to, fordi hun ikke havde synderligt meget lyst til at miste en arm den aften.

Shinjis smil voksede en smule over kvindens svar. Det var ikke første gang, han havde talt med tjenestefolk, men det hørte sig dog til sjældenhederne. Han følte dog en hvis lettelse over, at hun ikke som sådan var på defensiven over for ham. Han overvejede et øjeblik, om det ikke var gået op for hende, at han var varulv, men han skubbede det til side igen. Det var ikke  relevant for deres samtale, og hvis hun ikke havde noget problem med det, havde han ikke tænkt sig at nævne det. Ingen grund til at friste skæbnen. "Ah ja okay. Det giver lidt mere mening" svarede han venligt. Han holdt sig på den høflige side, og lige nu var der ikke et eneste spor af dril i hans stemme. "Men jeg glemmer mine manerer. Jeg er Shinji Kurosaki" sagde han og bukkede let for hende. Det var lettere teatralsk, men ellers var der som sådan ikke noget parodierende over hans buk. Det var mest af vane, at han ikke tog høfligheder super seriøst.

Shinjis opmærksomhed blev rettet mod Shura, da kvinden forsigtigt strakte sin hånd ud mod panteren. Denne strakte halsen for at snuse til kvindens hånd og trak derefter hovedet til sig igen. Shinjis lilla øjne rettede sig mod kvinden igen, og han sendte hende et nyt smil. "Det er en pænere gestus, De har fået end så mange andre fremmede" sagde han muntert. "Det er sjældent, hun gider give dem opmærksomhed." Sky havde været undtagelsen, der bekræftede reglen, men selv Amalia havde ikke vundet tilliden med det samme. Shura brummede og sendte Shinji et blik, hvilket igen fik ham til at smile og lave en gestus mod panteren. "Det er rigtigt. Dette er forresten Shura" sagde han og kvalte et grin over sin glemsomhed.

"Florence" sagde hun måske mere til kattedyret end Shinji, men rettede så blikket op til ham igen. "Florende Desjardins", men et lille nik rejste hun sig op igen og børstede skørtet af. Nok mere en refleks end en nødvendighed. Hun kiggede sig lidt omkring og vurderede lidt hvad klokken var blevet alt efter hvor orange himmelen var blevet. Med et vurderende udtryk over sig studerede hun lidt sit nye selvskab, men smilte igen bredt. "Har De travl Hr. Kurosaki?" spurgte hun så og lod 'kassen glide ned fra hendes skulder så hun holdt den i hænderne istedet i et lille håndtag der var på siden. 
"Herren jeg vedlagde et besøg var gavmild nok til at give min Frue en gave fra hans 'forretning' og mere til, en til mig også" sagde hun og åbnede en pose der hang ved kassens side. "Men under den ansættelse jeg er under, må jeg ikke tage imod gaver på den måde". Florence trak en flaske ud med en mørkerød væske i for at vise hvad hun talte om. "Jeg bliver ikke hentet før om et par timer. Vil De gøre mig selvskab her på havnen?" spurgte hun så med et lettere forlegent smil. Det var ikke så ofte hun spurgte om fremmede til at give hende selvskab, men under omstændighederne af at hun havde god tid og var lidt tipsy stadig gjorde hun sig en modig undtagelse. Hun var trods alt træt af at det eneste selvskab hun havde til hverdag var de andre ansatte i Fruens gods. 

Shinji nikkede til Florences introduktion og sendte hende et lettere charmerende smil. "Af respekt for Dem, afholder jeg mig fra at gentage Deres efternavn, men det er en fornøjelse at møde Dem" svarede han og hans smil gled over i et skævt et, mens et charmerende glimt trådte frem i de lilla øjne.

Shinji hævede let det ene bryn over Florences spørgsmål, men hans smil voksede alligevel en smule, inden han rystede på hovedet. "Overhovedet ikke. Jeg har aldrig travlt, når selskabet er et smukt fruentimmer" svarede han og bukkede nonchalant men samtidig tydeligt parodierende. "Men har De noget imod mig, siden De kalder mig 'hr'?" spurgte han med en tydelig drillende undertone i stemmen.

Han blev dog afledt ved hendes næste spørgsmål, og som svar bevægede han sig hen ved siden af hende og tilbød hende sin ene arm med samme parodierende mine som tidligere. "Jeg siger aldrig nej til alkohol. Især ikke i smukt selskab" svarede han med et nyt charmerende smil og et drillende glimt i øjet. "Hvor går turen hen?"

Florence stod uforstående et øjeblik men et forvirret smil. At kalde folk hr var simpelthen bar noget hun gjorde til alle mænd, unge eller gamle, venner eller fjender. Med hovedet lidt på skrå begyndte hun at smågrine over situationen. Det voksede lidt mere da han rakte armen ud til hende.

Hun tog den med sin frie arm og støttede sig lidt til ham samtidig. "Jeg ville foreslå molen selv! Det er tæt på, der er stadig et par minutters farvet himmelvælg tilbage mere perfekt scene kan jeg ikke finde på på nuværende tidpunkt!" sagde hun entusiastisk imens hun med hånden der bar flasken rakte ud imod bådbroen som rakte ud over vandet. Med et par hop fremad begyndte hun at trække i ham hen over plankerne. 
Det at han havde komplimenteret hende var gået helt hen over hendes hoved og hun smilte bare over hele krydderen over at hendes invitation var blevet accepteret.

Shinji fulgte ganske villigt med, da Florence trak i ham, og han sendte hende et bredt smil. "Jamen så bliver det da molen!" svarede han muntert. Panteren fulgte roligt efter med de gule øjne hvilende på begge parter. Under gåturen lagde Shinji ikke rigtigt skjul på, at han 'tjekkede hende ud'. Han var egentlig ragende ligeglad med, om hun bemærkede det eller ej, han var ikke ligefrem kendt for ikke at være fuld af selvtillid. Han vidste, at det ikke var alle her, der brød sig om hans omdømme, men Florence virkede ikke til at kende til ham, så han kunne vel sagtens smøre lidt tykt på.

"Hvor længe har De så været… tjenestepige? I manglen af bedre ord" sagde han nysgerrigt og sendte hende et smil.

Hun slap hans arm og satte sig på kanten med et dybt suk. "Hvor længe?" spurgte hun ham og gav sig til at åbne en af flaskerne. Da den første var åbnet rakte hun den op imod ham med et skævt smil. "Et lille års tid vil jeg tro, men jeg har ikke rigtigt holdt kalender for det. Dagene flyder lidt sammen fra tid til anden" hun lod ham tage flasken fra hende hvorefter hun gav sig igang med sin egen flaske. Den var betydeligt mindre end den han havde fået stuket i hænderne og blev åbnet med mere en lås frem for en kork prop.

Shinji satte sig nærmest automatisk ved siden af Florence. Shura lagde sig ved siden af ham og lagde sit hoved i hans skød. Lettere åndsfraværende strøg hun panteren over hovedet, mens han fastholdt opmærksomheden på varmpyren og lyttede interessant til svaret. "Jeg kender følelsen. Tiden går alt for stærkt, synes jeg" svarede han med et lettere opgivende tonefald. Det var dog blevet lidt dystert, så han valgte at skifte emne. "For at snakke om noget helt andet: Hvad fik egentlig sådan en smuk kvinde som Dem til at finde mig interessant?" spurgte han nysgerrigt og sendte hende et nyt smil.

POP sagde det da hun fik sin op og hun kiggede op på ham igen. Det var egentlig et ret godt spørgsmål. Der kunne vel være mange grunde.

"Hmm.." startede hun og vendte kroppen rundt så hun sad mere overfor ham og hun kunne se direkte på ham. "Altså.. ud over at De var den eneste der lige vandrede rundt på gaden?.. Deres måde at gå på, at De har et facinerende dyr med Dem.. at De ser ud til at være godt selvskab.. Eller måske at de ligner det stik modsatte af jeg selv" Florence virkede til at være meget tilfreds med det sidste svar hun havde givet ham. 
Når man nok også så på dem så kunne to humanoider nok heller ikke være mere modsætninger. Hendes kridthvide hud imod hans solbrune og hans lange, sorte dreadlocks imod hendes kort klippede, glatte hvide hår. Selv deres beklædning var polar modsætninger, de måtte egentlig være noget et syn for folk der gik forbi dem.

"Det er egentlig lidt sjovt ikke?" sagde hun og satte så flasken for sine læber og drak et par store slurke. 

Shinji flyttede opmærksomheden fra Florence til flasken, da denne blev åbnet. Det var først nu, han opdagede, han havde sin egen flaske i hånden. Hold da op han havde da ikke været ret vågen. Havde han virkelig været så betaget af vampyren, at han slet ikke havde opdaget, at hun havde stukket en flaske i hånden på ham? Han gav sig selv en mental dumflad for at have været så uopmærksom, inden han satte flasken til munden og tog en rimelig stor tår. Han havde besluttet at lade det ligge.

Da Florence gik i gang med at svare ham, rettede Shinji sin opmærksomhed mod hende igen. Han lyttede nøje til hendes svar, og han sendte hende et nyt smil, da hun var færdig. "Ah ja, jeg havde ikke lige tænkt over, at jeg var den eneste på havnen" svarede han oprigtigt med et grin. At hun syntes, Shura var interessant fandt han en kende underligt, men han nævnte det ikke. De fleste fandt hende mest skræmmende, men han havde på den anden side intet imod, hun fandt ham interessant. Det gjorde det væsentligt nemmere at snakke med hende.

"Jo, det kan der være noget om. Jeg har dog ikke mødt nogen endnu, der fandt mig interessant, fordi jeg er deres modsætning, så det er ærligt et rart afbræk, at De finder mig interessant" svarede han igen oprigtigt, inden han igen tog en tår af flasken. Tanken om at de virkelig var modsætninger (selv ned til racerne), fandt han en kende morsom, når han nu tænkte over det. Jo han havde været temmelig nervøs i starten, fordi Florence var vampyr, men hun havde vist sig at være temmelig godt selskab, og nervøsiteten var forduftet for et godt stykke tid siden.

En dråbe af den røde drik, der for enhver der kunne genkende blod på afstand, løb fra hendes mundvig og ned ad kæben, inden hun fjernede flasken fra læberne med et højlydt suk. "Bvarh!" udbrød hun og tørrede hagen af med bagsiden af hånden hun hold flasken med. Det var aldrig lige så godt som at drikke direkte fra en person men han der havde givet hende flasken havde bestemt ikke bare tømt en sygdoms befængt fra gaden. 

Hun små fniste lidt over Shinjis svar "Der er ikke mange der finder Dem interessant? Hvordan?" sagde hun og holdt en den andet op så kun lige hendes fingrespidser rørte ved tippen af en af hans øreringe. "Alt andet end kedelig da" erklærede hun nok mere for sig selv end ham inden hun støttede sig tilbage og kiggede ud hvor solen var gået ned og farverne derfra var efterhånden ved at forsvinde og blive erstattet af nattehimmelen. 

Shinji kunne ikke skjule et smil af morskab over spørsmålet, men han rystede blot på hovedet. ”De misforstår. Der er ikke mange, der finder mig interessant, fordi jeg er deres diamentrale modsætning. Ikke ment som i at ingen finder mig interessant, men jeg må indrømme, at det er fåtallet, der har givet mig netop det svar” svarede han med tydelig ærlighed i stemmen, selvom den stadig havde en munter undertone. Han fulgte hånden med blikket, da denne strejfede hans ørering, men han sagde ikke noget. I stedet voksede hans smil en smule, inden han tog en ny tår af flasken.

”Hvor har Deres frue hjemme, hvis jeg må være så nysgerrig?” spurgte Shinji efter et lille stykke tid. Ansigtsudtrykket talte sit tydelige sprog om, at han ikke ville tage det ilde op, hvis hun ikke ville svare på det. I sidste ende kom det jo ikke hal ved, og han havde kun spurgt om det for at føre samtalen videre. Som han betragtede hende, kunne han igen ikke undgå at beundre det smukke udseende. På den anden side var hun nok for fin til ham, og han var varulv, så chancen for at der skete mere end en venskabelig samtale var i hans øjne meget lille. Dette var også grunden til, at han som sådan ikke havde prøvet at smigre sig ind på hende.

Florence sad stille et øjeblik for ligesom at smage på spørgsmålet og sit eget svar. "Medianen. En ret special dame. man kan ikke se hendes alder men hendes ord fortæller mange års erfaring. Mange flere end jeg selv er... Dæmon hvis jeg ikke tager meget fejl. Men hvem kan efterhånden se forskel på folks racer? Jeg kan ikke engang se forskel på en af mine egne og en elver efterhånden. Alt det kræver er et par skjulte ører eller tænder efterhånden! Alle ligner mennekser!!" beklagede hun sig ud i luften.

Hendes bliv blev så kastet tilbage imod Shinji så hendes korte hår fløj om hørene på hende inden det lagde sig tilbage. "Har du nogensinde været forelsker i en der ikke var din egen race?!" spurgte hun så måske mere aggressivt end hun havde håbet på at det skulle være. Men hendes ansigt var i hvert fald meget intenst i det hun lænede sig ind i hans personlige bobbel for svar.

Shinji lyttede nøje efter, som Florence talte. Han gav hende i sit stille sind ret i, at det kunne være svært at kende forskel på racerne efterhånden. Han sendte hende dog et opmuntrende smil. "Jeg er dog så heldigt stillet, at jeg er velsignet med skærpede sanser, så jeg kan oftest lugte mig frem til racen. Uden det er jeg heller ikke sikker på, jeg ville kunne skelne altid. Det er selvfølgelig nemmere med de dæmoner, der ikke ligefrem ligner mennesker, og det er også ofte nemt at skelne halvdyr fra mennesker. Der er selvfølgelig undtagelser, men det er der jo ved alle racer. Jeg synes til gengæld, det er svært at holde trit med de længstlevende racer, for jeg vil aldrig nogensinde kunne nå at opbygge den samme mængde viden, som de kan, fordi jeg lever væsentligt kortere" svarede han og så for en gangs skyld seriøs ud. Han vidste udmærket godt, at han ikke kunne lære en dæmon eller elver noget, der havde levet flere hundrede år, men på den anden side fandt han også mange af dem arrogante, hvilket godt kunne irritere ham.

Shinji tyggede lidt på det næste spørgsmål, inden han nikkede. "To. Et menneske og et halvdyr. Halvdyret ved jeg ikke, hvor er, og mennesket er ude at sejle for øjeblikket" svarede han, inden han tog en ny tår af flasken. Det var sjældent, han fik lov at smage god vin, oftest fordi han selv var for nærig til at betale for det, men denne var nu ikke dårlig. Om det var flasken alene, eller om det gode selskab også hjalp, kunne han dog ikke svare på, men han hyggede sig til trods for den lettere alvorlige samtale. "Hvad med Dem? Det ville ikke undre mig, hvis De havde erfaret det, men man ved jo aldrig" sagde han og sendte hende et nyt smil.

Florence følte lige pludselig at hun blev gennemskuet for hvad hun var. Ikke fordi at hendes race var en hemmelighed, men fordi det var sjælendt noget hun talte med andre om. 
At den kække person ved hendes side rent faktisk indrømmede at han havde været forelsket, og måske stadig er det kom en smule bag på hende dog. Han virkede for selvsikker til at falde for nogen. Det måtte have været nogle særligt kvinder han var stødt på, sad hun og tænkte imens hun forestillede sig et liv hvor man bare sejlede til forskellige verdener.

Florence blev dog revet hurtigt ud af det igen da han spurgte ind til hendes kærlighedsliv.
"Ehm.. jeg.. hmm.." hun blev nødt til at overveje sit svar lidt igennem alkoholens slør. "Det har jeg nu nok været. Er det..måske stadig. Det er bare ikke en ting der kan blive ved. Vi ødelægger hinanden, kan man vel godt sige. Det er svært at forklare.. Jeg viste ikke engang hvad kærlighed gik ud på før for et par år tilbage" sagde hun opgivenede. "Jeg havde håbet på det aldrig rigtigt skulle ramme mig, men det er vel nok lettere umuligt når man er blevet givet en så lang tidslinje som jeg" 
Hun skævede op til ham. Jep, stadig pæn. Blikket rettede sig hurtigt ud på havet igen. 

Shinji ville gerne have givet en safir for Florence's tanker, som hun sad i stilhed og lyttede, men han spurgte ikke. Han ønskede ikke ligefrem at virke snagende. Hendes svar fik ham dog til at sende hende et nyt smil. "Tjaa hvis kærlighed var nemt, ville jeg nok ikke sidde og snakke med Dem lige nu, så på det punkt er det vel heller ikke en helt dårlig ting" svarede han lettere drillende, men samtidig med et lettere forførende glimt i øjet.

Til sidst sukkede han dog. "Jeg ville dog ønske, jeg var bedre til at udtrykke mine følelser. Så ville jeg ikke være nødt til at forsøge at glemme ddem hele tiden" sagde han med eftertænksom stemme, hvortil han tog en slurk af flasken. Så brød han i et grin. "Ej undskyld, jeg lod mig vist rive med af mine tanker. De fortjener, at jeg nyder Deres selskab, så det har jeg tænkt mig at gøre" afsluttede han og sendte hende et nyt, strålende smil. Først nu gik det op for ham, at vampyrer havde en nærmest unaturlig skønhed. Hun havde været ganske køn som menneske, var han sikker på, men det blev kun forstærket nu. Det var i al fald hans teori.