Florence skævede op til ham igen og kunne nu ikke lade være med at grine med ham. Men hun rystede hurtigt på hovedet over hans undskyldning. Nej nej nej, undskyld endelig ikke. Der er nu et eller andet fantastisk over at høre anders tanker og følelser på den her måde. Selv hvis det ikke rager mig overhovedet!" forklarede hun  inden hun hev benene op under sig og drejede så hun sad med fronten imod ham. 
"Da jeg boede tilbage i Dianthos kunne jeg aldrig lade være med at spørge ind til folks liv og eventyr for jeg kunne opleve dem igennem folks genfortællinger. Det er virkelig facinerende at høre folks bedste historier og se deres øjne lyse op når de taler om dem de holder kær" 
Det var lige før hendes egne øjne begyndte at lyse op som hun mindes hende tidligere liv hun havde haft i Isari klosteret i hovedstaden. Et håbfuldt smil bredte sig også på hendes næsten porcelæns hvide læber. Det eneste farve var lidt eftertegning fra det hun drikkede fra flasken. Flasken som hun nu holdt op som en mindre skål. "For ukontrollerbare følelser?" sagde hun med et kort grin over sin egen fejring. Det var virkelig rart at få lov til at slappe af, til og med med en fremmed, i forhold til den hverdag hun var blevet så vandt til i Avaions Gods.

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.