Sted: Stranden ved lejren for de Topalis, der ikke længere følger Olympus
Tid: Lidt efter middag
Vejr: Solen skinner og der er varmt trods en let vind

Bølgerne slog afslappet mod stranden og kølede Chés fødder som han stod der i vandkanten og så ud over havet. Der var gået tre dage, siden de havde haft det store møde og han var stadig optaget af tanker omkring det. Alt hvad der var blevet sagt og gjort, især Olympus’ reaktion på det hele og den advarsel, som Kalliope var kommet med dagen efter, hvor hun havde sluttet sig til dem. Han var urolig. Ikke bange, nej, men urolig, for hvis hun havde ret, kunne der ske store ting. Havde døden endeligt fået øje på ham? Han havde svært ved at tro det, han var så i live. Fornemmelsen af vinden mod sin bare overkrop og det kolde vand mod sine fødder. Lyden af bølgerne og smagen af salt, der hang i luften. Følelsen der spredte sig i hans krop, når han spottede Kalliope i mellem teltene i lejren. Der var noget over hende, der fik ham til at føle sig sært tilpas. På en god måde. Han skød det hen, det var nok ikke noget.

Men trods uroligheden over det hele, følte han sig klar i hovedet og rolig. Han havde affundet sig med, at hvad end der skulle ske, ville ske. Han troede ikke på skæbnen, men han tog sit liv som det kom. Og på en eller anden måde vidste han, at han ikke kunne undgå en eller anden form for konflikt med den anden leder. Og den måtte han tage, når den kom. Lige meget, hvad den ville gå ud på. Hvad der ville ske. Han stolede nok på sig selv til at tro på, at han nok skulle komme ud af det i live. Det skulle nok gå.

Han lukkede øjnene og løftede ansigtet mod solens stråler og lod stilheden glide over sig. Denne strand, dette hav var som hjem for ham, selvom han var født og opvokset inde i landet. Med marker omkring sig og bjerge i horisonten. Det var endnu ikke blevet besluttet, hvad der skulle ske, men Ché vidste, at de på et tidspunkt skulle finde et andet sted at være. De var for tæt på kentaurerne, så de ville ikke kunne slå sig ned permanent her. Og hvorfor skulle de også det? De kunne se øen i horisonten, men siden ingen af dem ville derud at bo, ville det bare være en smertelig påmindelse om dem, de mistede ved at blive boende på stranden. Nej, han håbede at kunne overtale folk til at flytte længere ind, til Medanien. De måtte kunne finde et hjem på de store græsklædte vidder.
Han sukkede dæmpet. Det var ikke let at være leder for et folk, han stadig følte sig som en ny del af. Han håbede, at han gjorde det godt. Rigtigt.

Den fredsommelige skulpen fra de dovne bølger var sød musik i Kalliopes øre. Hun havde ikke sovet så godt på det sidste. Urolige drømme havde vækket hende flere gange i løbet af natten, men ingen af dem var noget hun kunne sætte grund på. Det var ikke syn, måske mere drømme affødt af syn? Hun viste det ikke men håbede snart på en forbedring af søvntilværelsen.

En beslutning om at lidt afstand fra lejeren og lidt hav luft nok gjorde hende godt havde ledt hendes fod ned over klitterne mod havets kyst. Hun nynnede fraværende en gammel folkemelodi hendes mor havde lært hende mens hun nød den blide vind mod sin kind. Der var nu noget magisk over havet, bare tanken om hvilke verdner der gemte sig bag horisonten gav hendes nysgerrighed et frisk pust og hun smilede fraværende.

En skikkelse fangede hendes blik – hun var ikke alene på det varme sand. Den muskuløse ryg og det markante hår gav hende ingen tvivl i hjertet om hvem det var. En kort tanke af tvivl fik hende til at overveje at vende om, men hendes hjerte beordrede noget andet. Der var noget ved Ché som hun ikke kunne sætte fingeren på. Hendes hjerte slog altid et ekstra slag og hun havde det ekstra varmt i nærheden af ham. Hun havde lyst til at tilbringe tid med ham, hun havde lyst til at lære ham at kende. Bare det at være i hans nærvær gjorde alt meget bedre, og det var nok også det der fik hende til at gå mod ham.

”Nyder du solen?” Hun smilede lidt mens hendes blik søgte hans og vandrede over hans ansigt. Han var flot som han stod der i solens stråler og hun bed sig selv i underlæben mens hun trak vejret dybt. Måske havde det været dumt at forstyrre ham, men hun kunne ikke lade være.

En stemme hev ham ud af hans fraværende tilstand og han åbnede øjnene og drejede sig i mod den, der havde talt. Kalliope. Et varmt stød gik igennem ham, som han mødte hendes blik og et smil gled over hans ansigt. Hun var en smuk kvinde.
”Hvordan kan man andet?” Han drejede sig mere, løftede fødderne fri af det våde sand, hans vægt havde skubbet ham ned i. Det var som om at solen og strandens skønhed forsvandt som han så på hende. Med anstrengelse rykkede han sig fri og smilede en smule mere.
”Er du faldet til i lejren?” Han havde ikke haft mulighed for at have nogen længere samtale med hende, siden de kom, og han var oprigtigt nysgerrig. Han håbede hun fandt sig tilpas.

Hans blik betragtede hendes ansigtstræk, den måde hendes hår bevægede sig i vinden på og de gyldne tatoveringer. Det gjorde ham sært varm at være så tæt på hende og han havde lydt til at række ud og flytte en forvildet tot hår, der var blæst hen over hendes pande. Men han holdt hænderne for sig selv, rystede mentalt på hovedet og flyttede blikket tilbage til havet. Hvorfor havde han det sådan? Det var nok den anspændte situation, der gjorde ham sær. Han lagde armene over kors i et ubevidst forsøg på at distancere sig lidt. Bare nok til at han holdt op med at opføre sig sådan.

Et let smil florerede om hendes læber ved hans svar og hun vendte selv blikket mod solen i nogle sekunder. Hans ord havde en stor sandhed i sig, men nok mest på grund af hendes Topalis blod – hun nød virkelig varmen fra solen, og det var sjældent at det kunne blive for meget for hende. Hendes blik fandt atter ham da han flyttede på sig og hendes blik fæstnede sig kort i hans, smilet på hendes læber ville ikke forsvinde.
”Ja, det går rigtig fint. Det hjælper lidt at der er en håndfuld jeg kender, så føles det hele ikke så fremmed” Svarede hun og nikkede som for at bekræfte sine ord. Hendes kinder blussede lidt men det var vist ikke varmen fra solen der var årsagen. Hver gang hendes blik eller tanke faldt på ham mærkede hun en kilende fornemmelse i hele kroppen.

Hun flettede fingrene bag ryggen og skævede til det afslappede hav mens hun overvejede hvad hun skulle sige for at holde samtalen kørende. Hun ville virkelig gerne tilbringe tid sammen med ham, lære ham bedre at kende. Han var den eneste hun havde det sådan med og sommerfuglene i hendes mave gav en svag ide om hvorfor.
”Hvad med dig? Har du fundet ro i din nye rolle?” Hun viste ikke ret meget om ham, så meget havde de slet ikke talt sammen, men hun viste at han ikke havde været leder før. Det måtte være en svær rolle at påtage sig så hurtigt.

Ché lyttede til hendes svar og gjorde ikke noget forsøg på at skjule sin glæde over, at hun var ved at falde til.
”Det var godt. Vi er glade for at have dig.” Hans ord var dybtfølt, for han var i hvert fald glad for at have hende der. Ikke bare på grund af den status hun havde hos folket på grund af hendes evne, men også fordi hun syntes at bringe noget med sig, en form for ro. Havde hun valgt at komme til denne lejr, måtte der være noget, han gjorde rigtigt. Om han troede på hendes evne eller ej, så betød det noget for ham, at hun var der.

Det efterfølgende spørgsmål fik ham til at læggede hovedet lidt på skrå, alvorligt overvejende svaret. Uden at tænke nærmere over det, drejede han rundt og begyndt at gå ned af stranden, stadig med fødderne i det kølige vand.
”Det er en stor opgave at løfte. Mere end jeg har prøvet før, selvom det ikke er første gang, jeg er den folk vender sig i mod.” Han havde fået rollen som talsmand og den interne leder, da han var slave i stenbruddet. Men han havde i realiteten ikke kunne bestemme noget, hvor han her bar hele ansvaret selv. Det var noget helt andet, noget skræmmende og noget, der vat tungt at bære. Men han brokkede sig ikke. Han kunne gøre det, det vidste han. Ellers havde han ikke sagt ja til det, til at starte med.

Hans svar var ærligt, der var ingen grund til at lægge skjul på det. Ikke at han straks fortalte, at han havde været slave. Men arrene på hans ryg fortalte nok også den historie uden at han behøvede at lægge ord til.
”Jeg håber blot, at jeg gør det rigtige.” Han skævede mod hende med et smil. Efter fællesmødet var han blevet mere sikker i sin sag om, at dette folk havde brug for noget nyt og han vidste, at han kunne give dem det. Mest fordi de selv havde valgt ham.

Hun fulgte ham først tøvende da han begyndte at gå, usikker på om han ønskede at hun fulgte med eller ej. Forsigtigt holdt hun sig et par skridt bag ham til han begyndte at tale, der efter satte hun farten en anelse op så hun kunne slentre ved siden af ham i stedet. Hun tolkede hans ord som at han ønskede at forsætte samtalen.
”Det kommer ikke bag på mig, at du er, og har været, den folk går til” Svarede hun. Hvad der var ved ham der gjorde hende sikker i den sag kunne hun ikke sætte fingeren på. Han var stærk men ikke så stor som Olympus – måske var det hans åbne sind der gjorde ham nemmere at vende sig mod?
Det var sikkert det – det hun havde set til Ché havde kun været godhjertet, hjælpsomt og omsorgsfuldt. Hun havde set at han brød sig om folket, og deres fremtid. Hun havde set at han hjalp alle, selv dem der var små. Hun håbede at hendes instinkt omkring ham ledte hende den rigtige vej.

”At gøre noget rigtigt er subjektivt.. Der vil altid være nogle der mener noget andet. Hvis du føler i dit hjerte at det du gør er rigtigt, og hvis du ser den måde folket ser på dig på – så ved du at du gør det du skal” Svarede hun og smilede til ham.
”Om det du gør, leder folket til storhed eller fald, det er noget fremtiden bestemmer. Det er de små ting vi gør nu der tæller, og jeg er sikker på at det du gør nu leder os mod en lysere fremtid..” Hun stoppede kort sin sætning før en snert af latter forlod hendes læber ”Men igen er det jo bare min subjektive holdning til rigtigt og forkert” Det virkede lidt dumt at hun ytrede sin egen mening så kort efter at hun havde sagt at rigtigt var en ting for den individuelle person – men det havde virket rigtigt, og hun havde samtidig udtrykt sin tro på ham.

Ché kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun sagde, at det ikke kom bag på hende, at folk fulgte ham. Han tog det som en kompliment, selvom der var så meget at bære bag ordene. Ansvaret ved at tage sig af andres behov og ønsker. Nej, han fortrød ikke sine valg, men han kunne ikke gøre andet end at håbe, at han ikke ville svigte. At han kunne bære ansvaret, føre dem det rigtige sted hen.
Han havde regnet med, at hun ville følge ham, så hendes tøven opdagede han ikke rigtigt. I stedet havde hans blik været rettet mod hans fødder, vandet der glimtede i solen og sandet der flyttede sig under hans vægt. Allerhelst ville han kigge på hende, men hvorfor? Han var en smule forvirret over denne interesse han havde for hende, og så dog. Han vidste godt, hvad den følelse i kroppen betød. Han valgte bare at skubbe det væk. Det var nok bare ham.

Han fortsatte sin afslappede gang, mens han med et koncentreret udtryk lyttede til hendes ord. Hun var så vis. Han kunne godt lide at lytte til hende, selvom nogen nok ville sige, at hun snakkede meget. Han havde ikke noget i mod at lytte, han følte at han lærte. Det med at tænke dybere om livet og den slags havde han aldrig gjort meget i. Hvorfor skulle han, når hans fremtid var lagt foran ham, når der var folk, der bestemte over hans liv og død. Og i tiden efter havde han haft mere travlt med at opleve og leve livet end til at tænke nærmere over det. Men det lød også til, at hun havde gjort det nok for begge.

Han kunne ikke lade være med at le blidt, som hun begyndte at snakke om sin egen mening om hans gerninger og han så på hende.
"Jeg har nu ikke noget i mod at høre din personlige mening, jeg føler, at du ser mere end blot syner." Der var et svagt hint af dril i hans stemme ved det sidste. Han løftede en hånd og skubbede nogle af de tykke slanger af hår over skulderen, så de hang ned af hans ryg i stedet. 
"Men jeg føler, at jeg gør det rigtige. Så jeg vil fortsætte. Til nogen overbeviser mig om andet." Hans lyse stemme var fast som han sagde det. Ja, sådan måtte det være.
Han skævede til hende og sendte hende et smil.
"Fortæl mig om dig selv. Hvor er du vokset op?"

Kalli smilede lidt og pillede nervøst ved en tot hår. Hun havde så svært ved at vurdere om han syntes om hende, om hun opførte sig forkert eller sagde for meget. Det hele var meget forvirrende hvis hun selv skulle sige det. Han spørgsmål om hende fik hende til at hæve blikket igen.
”Jeg er født her, i Rubinien” Svarede hun og trak vejret dybt. ”Men da jeg var omkring 5 vendte vi tilbage til øen så det er der jeg er opvokset. Sammen med min mor” Et lettere sørgmodigt smil spillede om hendes læber og hun rettede ryggen før hun så mod ham. ”Har du nogensinde været på øen?” Øen virkede til at være et ømtåleligt emne for mange Topalis folk men hun fornemmede ikke nogen modstand fra ham når man snakkede om den – men så igen, han havde i sinde at lade folket bo på fastlandet og lade dem blande sig med andre, så hvorfor skulle han have nogle stærke følelser omkring den.

Hun vaklede lidt da hendes fod blev fanget i det bløde sand og hendes skulder stødte ind i hans. ”Beklager” Sagde hun med et grin før hun rystede sandet af foden da hun havde fået den fri. ”Stranden er lumsk..” En gnavende fornemmelse i hendes mave fik hende til at overveje om der var noget hun havde glemt. Hun følte at der var noget hun skulle huske men hendes hoved var blankt. Det skete tit når hun var ved ham, så snart hendes blik faldt på ham gik hendes hjerte amok og hendes hoved glemte alt andet – det var en sær fornemmelse som hun forsøgte at ignorere.

Rubinien. Der havde han boet i omkring ti år af sit liv, ikke at han havde set så meget andet end stenbruddet og slaveejerens hjem. Men han kendte den ulidelige varme, tørsten og håbet på regnen, der aldrig rigtig kom. Ikke et sted, han ville tilbage til, nej så var Medanien meget bedre. Der var liv. Grønt. Og vand. Hans blik gled over stranden. Mere sand. Men på den anden side af de store klitter, var der grønt og han havde ikke noget i mod stranden.
Hendes spørgsmål fik ham til at smile svagt. Øen. Alle havde et forhold til den. Hans eget? Intet.
”Fenris og jeg har været ovre at kigge på den. Så jeg har ikke set den, mens den var beboet.” Det havde været en lang flyvetur, men intet Fenris ikke kunne klare. Øen havde vist kraftige tegn på vulkanudbruddet, men naturen kom sig overraskende hurtigt.

Han greb hende i armen, som hun var ved at vælte. Smilet på hans ansigt blev større og han støttede hende, til hun stod fast igen.
”Sandet er mere fast end i Rubinien. Heldigvis.” Mere groft. Ørkenens sand kunne være næsten umuligt at komme i gennem. Han sikrede sig, at hun var okay, inden han fortsatte sin gang igennem det kølige havvand. For et øjeblik var han tavs, men han ønskede at snakke med hende. Det var som om, at hans evner til småsmak forsvandt i hendes nærvær, som om intet var vigtigt at snakke om. Han skævede til hende og rakte så ud for at blidt røre ved en af hendes tatoveringer på hendes arm.
”Hvad betyder de?”

Kalliope grinede lidt ved hans kommentar, hans smil varmede hende helt ind i hjertet og synet af det fik hende til at smelte indvendigt og hun glemte for et par sekunder fuldkommen hvad han havde sagt. Hun rømmede sig lidt og skubbede nervøst en tot hår om bag øret før hun fulgte ham igen, uden at kommentere på hans ord da hun ganske simpelt ikke havde hørt dem klart.
Da han pludselig rakte ud og rørte hendes arm fik det hele hendes væsen til at vride sig let af fryd og hun så ned på stedet han havde rørt hende. ”Det er meget forskelligt..” Svarede hun og strakte armen ud. ”Blomsterne betyder liv og opvækst. Det er primært for at ære min mor, hun var vild med blomster.

Så er der symbolet for Shara og Kile.. Og denne…” Hun skubbede til stenen der hang ned i hendes pande så man bedre kunne se de finde gyldne streger der dannede et kompliceret mønster. ”Den tegnede min mor ofte. Det var et forsøg på at styrke hendes evne til at se fremtiden, fortiden og nutiden. Om det virker ved jeg ikke men det varmer mig når jeg ved at jeg bære min mor med mig” Hendes mor var et ømtåleligt emne, hun følte en vis skyld – havde hun nu blot set vulkanens udbrud noget tidligere ville Ruya måske stadig gå blandt dem. Men det var ikke den vej skæbnen havde valgt for hende.

”Men når alt kommer til alt, er det mest for syns skyld.. En ting jeg valgte for at føle mig mere tryg i min position som Seer hos Olympus.. Nu virker de en anelse unødvendige” Hun slog blikket ned og fulgte ham på deres gang ned af stranden. Et vindpust hev i hendes kjortel og hun fik igen den gnavende fornemmelse af uro der havde plaget hende tidligere.

Ché lagde hovedet på skrå og fulgte med i hendes forklaringer om de gyldne tatoveringer. Mange af dem handlede om hendes mor, hvilket han fandt smukt. En god måde at mindes en man havde mistet, som stod en nær. Mindet om hans egen mor gled over ham, en kvinde, der formåede at le trods det, de gik igennem. Hun havde været død i mange år og selvom han stadig fandt savn i sig en gang i mellem, fyldte det ikke så meget i hans liv. Hun var væk og det var der ikke noget, han kunne gøre noget ved.

Hendes sidste ord fik ham til at smile blidt til hende.
”Jeg synes de er smukke.” Han mente det. De var smukke. Hun var smuk. Men det sagde han ikke. I stedet bukkede han sig ned og samlede en sten op, der skinnede lokkende, når vandet gled over den. Han blinkede til kvinden ved sin side, trådte et skridt væk fra hende og lod armen trække sig tilbage, for at sende stenen ud over vandet. Det var nyt for ham at slå smut, men han havde hurtigt fanget teknikken og den lavede et par hop, før den blev fanget i en bølge.

”Jeg kom engang til at ramme Fenris med en sten. Man kan ikke løbe fra en vred grif, bare så du ved det.” Med latter i stemmen fortalte han om situationen, hvor han ville have ramt et træ i kedsomhed, men den røg forbi og ramte Fenris i skallen. Og snart var den vilde jagt gået igennem det lille stykke skov, de havde holdt pause i, mens Azra havde set misbilligende på dem med armene over kors. Så efter Fenris havde haft Ché nede at ligge, havde de i fællesskab jagtet rundt med Azra, der også havde måtte give sig og finde det hele ganske underholdende.
Mens han snakkede bevægede hele hans krop sig i iver og det ville nok ikke være svært at se, hvorfor folk fandt ham så tiltalende. Han var livlig. Charmerende, selvom han samtidigt virkede så rolig. Han hvilede i sig selv.

Kalliopes læber fortrak sig i et kort smil ved hans kompliment men hun svarede ikke. Hun viste ikke hvad hun skulle sige, tak? I lige måde? Bare det at han havde bemærket hende, nærmere bestemt hendes tatoveringer, gjorde sommerfuglene i hendes mave overivrige og hun kunne ikke finde ord. Heldigvis blev hendes forvirrede hoved afledt fra sin desperate jagt på ord ved at Che samlede en sten fra sandet op. Hun fangede hans blik, da han blinkede til hende og hun mærkede hvordan hun rødmede og sitrede på hånden. I næste øjeblik fløj stenen hen over vandet hvor den lavede nogle flotte smut før den forsvandt under overfladen. Kalliope så på ham med et imponeret blik.

Blikket ændrede sig for at matche smilet på hendes læber ved hans fortælling. Hans tydelige glæde og morskab ved at mindes dette gode minde fra sin fortid varmede hende. Det var rart at vide at hans liv havde lyse punkter som han kunne se tilbage på - hun havde kun hørt lidt om ham og det hun havde hørt omhandlede hans liv som slave.
Hun grinede og dækkede instinktivt munden med den ene hånd mens hun slog blikket ned. Det var ofte svært for hende at lægge rollen som seer og forventningerne til den rolle fra sig og bare være Kalliope, men han bragte det bedste frem i hende det var tydeligt.
Hendes øjne funklede med hendes latter over hans fortælling og hun følte sig let som en fugl. "Det må have været noget af et syn" Sagde hun med et smil på læben - hvorfor var det ikke sådan nogle ting hun kunne se, i stedet for død og ødelæggelse? Tanken forsvandt fra hendes sind da hendes blik faldt på den store sten hvor der havde været møde i for det der lige nu syntes som år siden, men det var jo egentlig ganske nyligt.

Det var rart at fortælle en sjov historie til Kalli, hun tog i mod den med et smil og Ché følte, at han kunne fortælle uden at skulle bekymre sig om hendes reaktion. Solen glimtede i havet og en brise holdt dem kølige, som de gik langs stranden. Tiden forsvandt ud i sandet og det gik slet ikke op for Ché, hvor langt de gik, før den store sten, der lå halvt ude i vandet, som havde en kæmpe kastet den ind på land, dukkede op foran dem. Var de gået så langt? De var halvvejs mod den anden lejr nu, måske det var på tide at stoppe og vende om, Ché var ikke sikker på, at nogen af dem var velkomne.

Så han sænkede farten og stoppede op ved stenen, som bølgerne blidt slog i mod på den ene side.
”Det var et par gode år, hvor vi rejste rundt. Friheden ved at kunne tage hen, hvor man lystede. Bare at følge vejen.” Han lagde en hånd på den store sten og så lidt frem for sig som minderne kom tumlende. Ja, friheden havde været fantastisk. Han havde helt glemt, hvordan det føltes, at kunne gøre som man selv ville i stedet for at vente på at få at vide, hvad man skulle. Han elskede den frihed. Aldrig om han nogensinde skulle slavebindes igen, så hellere dø.

Men det var ikke noget, han snakkede højt om og hans smil forsvandt ikke, som tankerne løb igennem hans hoved. I stedet rettede han det milde blik mod hende. Hun var godt selskab og han havde ikke lyst til at gå tilbage allerede.
”Skal vi gå op og sætte os i klitterne eller vil du hellere gå tilbage?” Han ville ikke tvinge hende til at tilbringe mere tid med ham end nødvendigt. Men han håbede hun havde lyst til at tage en pause med ham.

Kalli lyttede til hvert et ord han havde at sige, sugede dem til sig i et forsøg på at lære ham bedre at kende. Hun kendte ham skam allerede bedre end så mange andre, men der var noget ve Ché der gjorde at hun bare måtte vide mere. Han var fascinerende og så hjalp de mange sommerfugle i maven bestemt heller ikke.

Da han spurgte hende om hun ville blive eller gå tilbage lå svaret meget lige til ”Vi kan godt sætte os i klitterne” Svarede hun promte, måske for hurtigt, men hun ville virkelig bare gerne tilbringe mere tid sammen med ham. Han var godt selskab og hun følte sig tryg hos ham, hun følte sig ikke som en rolle i en dynamisk lejer, et forbillede eller en trussel – hun følte sig bare som sig selv og det var skønt.

Hun ledte an og løftede lidt op i kjortlen i det hun gik op af det varme sand. Hun stoppede da hun næsten havde nået toppen og satte sig ned i sandet, med knæene samlet og bøjet til den ene side. Hun så på ham og smilede. ”Er du tilfreds med det antal folk der er kommet?” Hun havde før spekuleret på om han havde håbet og forventet flere eller færre og nu kunne hun fredeligt stille spørgsmålet.

Ché kunne ikke forhindre sig selv i at smile af Kalliope, som hun meget hurtigt takkede ja til at tage en pause i klitterne. Godt. Han hyggede sig i hendes selskab og ville nyde at tilbringe mere tid med hende. Han følte sig så dejligt afslappet, ansvaret var ikke så tungt med hende her på stranden, væk fra det hele og han havde ikke lyst til at vende tilbage lige med det samme. Der ventede sikkert ting, der skulle tages stilling til, folk der ville snakke med ham og tunge opgaver, ingen ville røre. Nogle gange trængte han bare til at være alene, men at være sammen med Kalliope var lige så godt.

Roligt fulgte han med hende op i klitten, hvor han satte sig i skrædderstilling ved siden af hende, vendt halvt i mod hende, så han kunne se hende i øjnene, når de snakkede, men også se ud mod havet, der lå enormt og skinnede i solen foran dem. Vinden bragte kølighed med sig, men ikke for meget. 
"Jeg havde slet ikke gjort mig nogen forestilling om, at alt det her ville ske, så jeg var overvældet allerede den første dag. Og som folk er blevet ved med at dukke op... jeg kan ikke sige, at jeg er tilfreds, jeg er helt blæst omkuld." Han smilede oprigtigt til hende, og fortalte tydeligvis sandheden. Han var blæst omkuld. På den ene side var han overrasket, på den anden forstod han de problemer, der havde været blandt folket. Utilfredsheden. Han var stolt. Stolt over at kunne give dem et alternativ.

Tiden begyndte at forsvinde for ham igen, som de sad der og snakkede lidt om splittelsen i folket, men også mindre alvorlige emner, der gav plads til latter og smil. Jo mere han så på hende, jo mere fascineret blev han, og jo mere hun snakkede, jo mere tiltrukket blev han. Hun var smuk og han følte en sær følelse, han ikke helt vidste hvad var. 
"... men jeg er glad for at have dig i lejren. Bare du ved, at jeg ikke forventer noget fra dig." Han lagde en hånd på hendes knæ og så hende dybt i øjnene. Han prøvede at forklare hende, at hendes evne ikke skulle presse hende til at tro, at hun stod med et ansvar, han ikke ville lægge på nogen. Om hun brugte evnen i forhold til folket eller holdt den for sig selv, var uvigtigt for ham, det vigtigste var, at hun havde det godt.

(( Krave! Så kan Olympus komme og få sin hævn på Ché! Slå dig løs ))

Olympus havde haft en del at se til, og havde længe tænkt at efter Folke mødet havde stået på, og folk havde fået sig slået ordenligt ned, at det var på tide at opsøge Che, for ja godt nok var de begge leder af hver deres klan nu, men der var stadig noget i olympus der gjord at han bare så sig vred på den anden leder, den måde han på en måde havde tvunget olympus til at stille op oh holde en tale for et folk, for en folk der burde støtte ham hundrede procent uden at tøve, alt dette havde virkelig fået han til at tage en beslutning som nok ikke var den rigtige men alligevel sket.

Olympus havde noget tid fået nogle til at holde øje med hvad der skete over i den anden lejre og hvor deres leder begav sig hen, en af olympus spejder havde henvendt sig til han og sagt orderne “ vi ved hvor han er “, og disse ord gjord at olympus tog han trefork om på ryggen og begav sig afsted imod klitterne, og ved hjælp af hans magi gik det hurtigere.

Vejen op til toppen af klitterne var stejl men olympus gik roligt op imod toppen hvor han havde fået fortalt at Che ville være, dog ikke fortalt at han ikke var alene, hvor som olympus kom gående og fik øje på manden der havde kostede ham en del, så han også en kvinde ved hans side, olympus stoppede fire fem meter fra dem hvor efter han satte hans trefork i jorden
“ forstyrre jeg “ sagde han roligt sådan man ikke kunne fornemme hans humør.


/// sorry det lige tog tid at svare xD

Kalliope var tydeligt meget betaget af at sidde og snakke med Ché, betaget af hans fortællinger og historier. Generelt følte hun sig bare rigtig godt tilpas i hans selskab, og tiden syntes at spille en meget lille rolle for hende i denne situation. Hun kunne tilbringe hele livet her, i denne klit med Ché.
Hun smilede varmt da han sagde at han ikke forventede noget af hende og slog kort blikket ned før hun atter lod sine amatystfarvede øjne møde hans. ”Tak. Det er svært med min evne – folk forventer altid at jeg kan se hvad de skal have til middag om en uge” Der var et hint af latter i hendes stemme da hun sagde ordene og hun foldede hænderne i skødet mens hun så på ham. ”Men det er rart at du ikke forventer noget… Så kan jeg være mig selv i dit nærvær i det mindste” Hun viste ikke helt hvad hun skulle forvente af ham men det var snart tydeligt for hende hvad hendes hjerte ønskede at gøre selvom at hun endnu fornægtede det.

Da en ny stemme pludselig meldte sin ankomst, mærkede Kalliope det førnævnte hjerte synke i livet. Hun drejede blikket for at se Olympus stå nogle meter fra dem. Hun mærkede uroen brede sig i kroppen og fornemmede en alt for velkendt følelse af at have set det hele før. Hun viste ikke hvad Olympus ville, men hun havde allerede nu på fornemmelsen at det ikke var godt. Hendes tidligere syn flød ind i hendes erindring og hun følte sig tør i munden. ”Olympus..” Hilste hun nervøst og hendes blik flakkede lidt mellem ham og Ché. Hendes indre stemme skreg at hun skulle få Ché til at gå, men hun kunne heller ikke helt vide hvad Olympus ville – fremtiden var altid tvetydig og det kunne være at der allerede var sket nok til at hun ikke skulle stole på hvad hun havde set for snart flere dage siden.

En dæmpet latter lød fra Ché, da Kalliope sagde det med middagen. Han var ikke i tvivl om, at det måtte være svært med en evne som hendes. Presset måtte være uendeligt stort, men han håbede, at han kunne forklare hende, at der ikke var noget pres fra ham. Han var ikke interesseret i at kende fortiden, han ville håndtere sin egen skæbne. Om det så kunne lade sig gøre.
Han smilede varmt til hende, men en bevægelse i hans øjenkrog fik ham til at se til siden, allerede inden den nyankomne sagde noget. Olympus. Straks trak hans mave sig sammen og smilet forsvandt fra hans ansigt. Den første tanke, der slog ham var, at han skulle have Kalliope væk og i sikkerhed. Om den store mand kunne finde på at slæbe hende med ved håret, ville ikke have undret Ché.

Han kom langsomt på benene, inden han hilste på den anden leder.
”Olympus. Nej, selvfølgelig ikke.” En følelse af, at det her ikke var godt, hang over Ché, men han tvang et venligt smil frem, et smil, der ikke helt nåede hans øjne. Han var nødt til at se op, som Olympus stod højere i klitten end han. Manden var bredere og uden tvivl tungere end ham, men de var ca. lige høje. Chés sværd sad på ryggen af ham, klar til at blive trukket, men han havde ikke planer om at gøre det. Lige nu var der intet, der sagde, at han var i fare, ikke andet end hans eget instinkt. Samtidigt tænkte han mere på Kalliope. Han skulle nok klare sig.

”Fenris?” Han rakte ud mod griffen i deres tankeforbindelse, men han vidste allerede nu, at han ikke ville få svar. De var for langt væk fra hinanden. Han prøvede dog igen, stadig uden at griffen svarede tilbage. ”Fenris?” Nej, lige nu var han alene.
”Er alt som det skal være?” Han trådte næsten umærkeligt til siden, så han blev placeret mellem Kalliope og Olympus.

Something something