Sted: Tribunepladsen
Tid: Omkring middag
Vejr: Lunt og forårsagtigt med få skyer og en mild brise

Vejret lokkede folk ud i den friske luft og pladsen var rimeligt godt fyldt op med gøglere og optrædende, og latter og snak fyldte den mindre plads. Der var ingen prædikanter i syne denne dag, hvilket Randall tilskrev Kiles Ordens jerngreb, der var begyndt at lukke sig om byen. Han var ligeglad, han skulle ikke bruge dem til noget alligevel.
For en gangs skyld var den gamle lejesoldat ikke hverken fordrukken eller ramt af tømmermænd, han havde haft et job udenfor byen, der havde krævet hans fulde opmærksomhed. Det var gået overraskende glat og han havde nu en taske over skulderen med det, han havde fået besked på at negle. De fleste lejesvende krævede at få betalingen først eller i det mindste halvdelen først, halvdelen efter, men Randall havde givet op på den del forlængst, det skete at han døde under arbejdet og så ville han egentligt hellere, at han kunne prøve igen og få pengene bagefter.

Så han var på vej hen for at få sin hyre og SÅ kunne han få lov til at drikke hjernen ud. 
Det var ved at være et stykke tid siden, at han sidst havde mistet livet og det kunne ses på ham. Han have tabt sig og var ikke specielt lækker at være i nærheden af, som han gevaldigt trængte til et bad. Bukserne havde han fået skiftet ud, da de andre var gået i stykker i en brandert. Men de grå øjne var vågne og han så rimeligt tilfreds ud, fordi det var gået så glat. Han kunne stadigvæk, trods sit sindslige og kropslige forfald. 

Med en hånd på tasken, så ingen skulle forsøge at stjæle hans bytte, snoede han sig ud og ind i mellem klumperne af væsner, der havde samlet sig rundt om de forskellige gøglere. En ildspyder sendte en ordentlig omgang ild ud i luften og forskrækkede et par af hans publikum, der trådte tilbage og fik Randall til at tage et par hurtige skridt til siden, hvilket fik ham til at støde ind i nogen. En eller anden sorthåret knægt, han kun kastede et kort blik på, inden han fortsatte sin færd igennem pladsen. Han var ikke ligefrem typen, der undskyldte for sig selv og han havde travlt! Krystaller og øl ventede forude! Han gik så hurtigt som det var muligt og snart nåede han kanten af pladsen.

Vejet var endelig ved at blive godt igen! Så Rofus var taget ud for at finde nogle småting ham og Sofie manglede. Men også for at se om han kunne gå til hånde og skaffe nogle krystaller. Dem manglede de altid, desværre.  Som Rofus gik rundt blandt folkene på tribunepladsen, kunne han ikke ladevær med at opdage at der var mere stille på pladsen. Eller nej der var ikke mindre larm, men det var en anden larm? Da slog det ham. Der var ikke rigtigt nogen prædikanter der prædikede gudernes ord! I stedet var der de maskerede kile tosser, der gik rundt og "sikrede" freden i byen. Forbandede røve med ører hele bundtet...

Pis og lort! Der var nogle af ham den skalledes folk! Rofus skyndte sig at gemme sig inde i mængden af folk, hvor at en eller anden stinkende tosse ramte ind i ham. "Se dig dog for!" udbørd han efter manden der bare forsatte uden at sige noget. Han havde garanteret også en mørk sjæl. Vent hvad! Han blinkede et par gange og så efter igen, for det kunne da ikke passe!
Men jo den var god nok, manden havde ingen sjæl. 
Rofus måbede som manden gik sin vej, hvad betød det? Hvordan kunne han gå uden sjæl?!
Han skyndte sig efter manden der garanteret var dårlige nyheder, men han var nødt til at spørge ham. "Hvorfor har du ikke nogen sjæl?" kom det fra knægten, lettere forpustet efter at have indhentet manden, der egentlig mest af alt ligende en stodder!

Randall var næsten nået ud af pladsen, da en stemme lød bag ham. Hvorfor har du ikke nogen sjæl? Han bremsede hårdt op og snurrede rundt med et let uvenligt udtryk i ansigtet, men da han fik øje på knægten fra før, blev det mere mare irriteret. Han kneb en smule mistroisk øjnene sammen for et øjeblik, men det så ikke ud til, at der var våben i syne. Kun drengens forvirring.
"Fordi en eller anden røvbanan huggede den. Hvad kommer det dig ved?" Nogen ville måske undre sig over, at han svarede så direkte, men han drengen vidste åbenbart, at han manglede den. Og det var ikke ligefrem noget, Randall forsøgte at holde hemmeligt som sådan. I hvert fald ikke når nogen spurgte så direkte som ungersvenden her gjorde.

Der var et eller andet ved det sorte hår, der virkede bekendt og han stirrede ret indgående på ham. Hvor Zaladin havde han set det sorte... åh, vent, Det halve svin.
"Vent, er du ikke en af Telmas unger?" At Randall selv var skyld i en af Rofus' mindre søskende, en lidt for kæk 12-13-årig dreng, det var Randall lykkeligt uvidende om. Indbildt udvidende, som han nok havde kunne genkende sin families grå øjne i ham, men han havde ikke planer om at tage ansvar alligevel, hvilket Telma nok var pænt glad for.

Randall slap ikke tasken, men flyttede dog lidt på den, så han havde lettere adgang til sine våben, skulle det være en eller anden form for fælde og knægten arbejdede sammen med nogen, der var ude på at røve ham. Nok så han lurvet og slidt ud, men han var ikke helt tabt bag en ølvogn. Og hans blik slap drengen for at glide rundt på omgivelserne, men der var intyet mistænksomt at spotte. Ikke lige nu.

Rofus himlede kort med øjnene, han var en af den slags voksne. Egentlig virkede han lidt bekendt, men han kunne ikke sige hvordan, eller hvorfor. Og hvem i gudernes navn sagde røvbanan?!!? Han lød mest af alt som en røv med ører! "Hvordan hugger nogen ens sjæl? Lå du bare og sov, mens der var en der listede afsted med den?" kom det fra Rofus med et løftet øjenbryn. Det gav ikke mening at nogen bare kunne tage den? Havde han tabt den til en demon? eller hvad i gudernes navn handlede det om?

Med et set lagde hans hår sig fladt ned af hovedet. Pis og ork lort! Det var faktisk en der havde genkendt ham! ...vent lidt! Der var der han virkede bekendt fra! Han måtte ikke komme på Svinet! "Ja? har du et problem med det?!?" kom det spydigt fra ham. Flot Rofus, bare gør den røven mere sur, det skal nok hjælpe på situationen. Det undrede ham hvad det var Randee? Randy? var så på passelig over! Hvis han var bange for ham? Eller noget andet? "Hvad er det du prøver at få øje på?"

Knægten så ikke ligefrem tilfreds ud med hans respons, men det var nu den skinbarlige sandhed. En røvbanan havde neglet dem. Randall blev bare mere irriteret, da drengen himlede med øjnene og hans spørgsmål tydeligvis sagde, at han ikke fattede en bjælde. Børn. Så uskyldige, det var til at brække sig over. I den alder der i hvert fald.
"Nej, en skide sur troldmand flåede den ud af brystet på mig, hvilket i øvrigt gør pænt nullernaller. Men igen, hvad ved Zaladins rådne tandstumper kommer det dig ved?" Hvordan vidste drengen overhovedet, at han ikke havde en sjæl? Der var ikke ligefrem sat et skilt på ryggen af ham og han plejede normalt ikke at reklamere med det. 

Han rettede sig lidt op op vendte blikket mod ham igen. Det så ikke ud som om, at der var nogen med onde hensigter omkring dem, så det var nok bare knægten og hans nysgerrighed. 
"Ikke andet, end at jeg af respekt for din mor ikke kan give dig en røvfuld. Selvom du skal ikke presse lykken, knægt." Han fik det til at lyde som om, at han havde været lige på kanten til at smække ham et par, men så sur var han nu heller ikke. Det var faktisk ret svært at gøre Randall vred, men han var inde i en skidt periode og han ville bare have fat i sin betaling, så han kunne finde sig en kro og drikke hjernen ud.
Det sidste spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene.
"Ikke noget." Han ville videre, ikke stå der og glo, så han vendte rundt og begyndte at gå uden et ord.

Randal kastede en hånd i vejret, som knægten stillede flere dumme spørgsmål.
”Ja, det er et godt spørgsmål, måske jeg stak min næste i ting, der ikke kom mig ved, hm?!” Krystaller og øller, lige om hjørnet, det kunne da ikke gå galt. Hvis knægten nu bare gad at skride… et råb fik ham til at stoppe op og snurre rundt. To mænd var på vej i mod dem, men deres blik var rettet mod den sorthårede dreng, ikke Randy. Underligt nok, det plejede at være ham, folk ville have fat i.

Inden han nåede at se sig om, sprang drengen over ham. Ja, over ham! Lidt måbende drejede han sig for at se på ham, som han landede og løb af sted. Hvad i?! Hvad var det nu for noget?! Og så ramte en skulder hårdt ind i ham, som de to mænd ville forbi ham på den smalle vej mellem husene.
”Hov hov, slap lige lidt af, jeg går her altså.” Manden kastede et udtryksløst blik på ham og var på vej videre, indtil han stoppede brat op og vendte sig mod ham.
”Hey, det er Randall Kraglin!” Den anden mand stoppede også op, og Randall stønnede dæmpet. Åh nej, hvad havde han nu lavet?
”Det er det også, jeg troede den stodder var død! Du er i problemer makker!” Manden trådte et skridt hen i mod Randy og slog den ene næve ned i den anden, hvilket fik ham til at bakke et skridt. Han havde vitterligt ingen anelse om, hvad han havde gjort de to mænd eller hvem de var, men så igen, han havde ikke styr på, hvad han lavede halvdelen af tiden.

”Hør, kan vi ikke finde en fredelig løsning på det her…” Tydeligvis ikke, så han trak sit sværd, hvilket fik den ene til at gøre det samme og den anden fandt en drabeligt udseende kniv frem. Lort. Pis og lort. Han havde været så tæt på at kunne bruge aftenen på at drikke. Manden med sværdet gjorde et udfald som han parrerede uden problemer, men samtidigt gik manden med kniven til angreb og det blev rodet. Metal lød mod metal og han sprang til siden for at undgå kniven. To i mod én! Det var ikke fair! Selvom han havde klaret værre. Hurtigt trak han sin egen lange kniv, nu bedre bevæbnet til at klare en kamp. Det afskrækkede ikke de to andre og snart var der ikke tid til at tænke, kun til at reagere for at forsøge at holde sig selv i live.

Rofus holdt vejret det bedste han havde lært. Alle de gange han havde leget gemmeleg med hans søskende kom endelig til gode. Men ingen fulgte efter ham! Med et lettelsens suk faldt hovedet tilbage, ligt held havde chance smidt i nakken på ham, hvilket var velondt efterhånden! "Du er i problemer makker!" rungede det kort. Han burde være lige glad, den sjæleløse botnakke havde garanteret fortjent hvad det var ved at ske. 
Men det var lidt jo lidt hans skyld at han var i problemer nu. Og den følelse kunne han ikke bare lade værre, jo mere han tænkte på det jo mere knugede det om hans hjerte. Pis og ork lort! Han måtte jo gøre et eller andet!

Med et set var Rofus i fuld firspring  på vej tilbage, bevæbnet med et lagen. De to bandemedlemmer havde trukket både sværd og hvad han var sikker på var en kniv til at dolke folk i ryggen med! "Jeg troede at i havde bedre at lave en at rulle afdankede drankere!" råbte han, med en mere skinger stemme end han havde håbet. Af alle tidspunkter at hans stemme skulle knække! Heldigvis vendte den ene af de to narrøve sig mod ham, og kom en noget mærkelig lyd. Som han blev holdt nede af lagenet der pludselig var blevet næsten tons tungt. 
"Randy pas på!" udbrød Rofus, som den sidste mands stak ud efter stodderen, han prøvede at redde.

Stål mod stål, kroppe der stødte sammen og beskidte tricks, der skilte dem af igen. Meget kunne man tænke om Randall, men trods de to skarpe våben, der næsten altid var at finde på hans krop, var det nok svært at tro, at han var specielt god til at bruge dem. Men så tog man fejl, han var en ganske udmærket fægter, men han havde også et meget langt liv med øvelse og noget træning som soldat i sine unge dage. Så han havde faktisk en ganske fair chance i mod de to mænd, selvom de sloges næsten mere beskidt end han selv.

En skinger stemme afbrød dem dog og de så alle mod dens oprindelsessted. Den unge knægt med det sorte hår. Randall havde nær slået en latter op, for han lød egentligt ikke specielt farlig. Eller så ud som en, der kunne gøre meget i denne situation, så vidt Randall kunne se, så havde drengen ikke et våben på sig. Havde det været en anden situation havde han nok gjort lidt grin med ham, selvom han da også engang havde en stemme, der lød som om, at man havde fået et los i ædelstenene. Men i stedet var han ved at åbne munden for at brokke sig over at blive kaldt en afdanket dranker, det var da ikke pænt sagt! Sandt, men ikke pænt sagt! Men inden han nåede at sige noget, begyndte han i stedet at måbe over lagnet som den ene skurk åbenbart ikke kunne løfte og blev klemt fast under.

Pas på. Han havde glemt, at han var midt i en kamp, forstyrret af knægtens indblanding. Han vendte sig hurtigt i mod den anden idiot. Og stivnede som den grumt udseende kniv gik igennem hans læderjakke og ind i hans mave. Åh ved Zaladin og alle dødsrigets rådne lig. Kunne han ikke bare få overleve og hive krystaller hjem for én gangs skyld?!
Det gjorde ondt, og han åbnede hånden for at lade den lange kniv falde til jorden, hvor den med en klirrende lyd ramte brostenene. Ikke at han havde tænkt sig at give op endnu, så han skubbede til manden, så de skiltes og kniven blev trukket ud af såret. Med sin frie hånd lagde han pres på det, men kunne mærke den velkendte følelse af blod, der væltede ud og gjorde hans tøj vådt. Hestepis.
Langsomt rettede han sig op, rettede blikket mod manden og gjorde så et udfald med sværdet. Manden så overrasket ud og trådte tilbage.
"Jeg tager dig med mig, din grimme skidespræller." Han trådte nærmere og lod sværdet suse mod manden, der så ud som om, at han ikke helt kunne beslutte sig for, om han skulle slås eller finde på noget andet at lave.

Rofus måtte blinke et par gange, drankeren kunne faktisk slås! Jo måden kan sloges var på ingen måde fin i kanten, men det virkede da tydeligvis! Egentlig burde han efterhånden vide bedre end at skue hunden på hårene. Men der var så mange der rent faktisk var hvad de lignede! Normalt hjalp hvordan folks sjæle så ud med at give et billede, hvilket var lidt svært med Randy. 
Et skævt smil brød frem som de tre mænd måbede over hans trick med lagnet! Hah! de skulle se hvis han faktisk folde sig ud med hans evner! Men han ville helst ikke skade nogen!

Hans råb kom forsent, det eneste Randy nåede var at ændre det fra at han var blevet dolket i ryggen, til at han blev dolket i maven. Piiiiiiiiiis piiis pis! Lyden af dolken der ramte brostene fik Rofus til at bide tænderne sammen. Han havde hørt Dhalia skælde ud på folk det havde fjernet knive og lignende, det var noget med at de forblødte meget hurtigere. 
Den nu dolkløse slyngel hoppede bange tilbage som Randy stak ud efter ham, hvorefter han stak halen mellem benene. Rofus måtte kæmpe for at stoppe sig selv fra at kaste kammeraten i kujonens nakke. Men der var andre ting der var vigtigere nu! 
"Randy hvad end du gør så for hold dig roligt! Jeg henter en fra heldbreder huset, de skal nok fikse det!" Kom det denne gang uden at stammen knækkede. Chancen for at han kunne nå at få en helbreder hen til Randy i tide var små, men han kunne jo ikke bare lade ham dø!

Randalls nok lidt uventede angreb og større trussel, så ud til at sende hans morder på flugt. Morder var manden, af erfaring vidste Randy, at han ikke ville overleve knivstikket. 
"Ja, løb du bare." Han brummede lavt efter manden, inden han gav op på at stå og med en grimasse af smerte kom ned at sidde. Blodet pøsede ud af hullet og han gryntede dæmpet, da drengen begyndte at råbe op om healere.
"Spar du bare den løbetur knægt, jeg er død inden du når tilbage." Der var ingen tegn på angst eller nogen af de mere voldsomme følelser, man burde føle, når døden stod for døren, i den lurvede lejesoldat, nej, han så bare irriteret og opgivende ud. Selvfølgelig lige nu, mens han havde krystaller inden for rækkevidde.

Af ren vane lynede han jakken op og løftede op i trøjen indenunder for at se, hvor slemt det var, selvom han godt vidste, at han kun havde minutter tilbage. Forbandede banditter! Og han så ikke andet end hvad han forventede, et stort hul, hvor blodet blev pumpet ud for hvert hjerteslag hans gamle dikkeværk lavede. Med et dybtfølt suk lagde han sig ned på ryggen og så op i himlen. Han var allerede ved at være for træt til at holde sig selv oprejst. For et kort øjeblik var hans hjerne tom, men så slog det ham, at drengen måske kunne være nyttig. Det var da et forsøg værd!

Så han fik løftet hovedet op og så på ham.
"Hey.... hey, kom lige her!" Med blodige hænder fik han på en eller anden måde tasken hevet af sin krop og rakt frem mod ham. Åh, den var skisme da tung. Han kunne næsten ikke holde den oppe.
"Kan jeg få dig til at passe på den her? Og jeg mener, pas på den, den er vigtig! Lad ikke nogen snuppe den!" Hvem der skulle komme efter den, sagde han ikke. Mest fordi han i sin efterhånden ret omtågede tilstand ikke lige tænkte over, at knægten ikke vidste, at han ville komme tilbage. Og havde han tænkt nærmere over det, ville det kun more ham at dukke op igen, det bedste trick i bogen!
Han tvang tasken i hænderne på drengen og lukkede så øjnene. Trætheden kom hurtigt nu. Han ville bare gerne sove lidt. Et smil dukkede op om hans læber, og han åbnede øjnene igen for at se på Rofus med et meget tåget blik.
"Det er altid spændende, at se, hvor jeg ender henne..." Uden tvivl en sætning, der ikke gav nogen mening, men han nåede ikke at sige mere, før hans øjne gled i igen og han holdt op med at trække vejret.


I stedet startede hans nye krop op med et gisp og han satte sig hurtigt op med en grimasse og en hånd mod maven.
"Ved alle Zaladins nedbidte tånegle." Han trak vejret dybt ned og så sig omkring. Åh. Ikke længere. Hurtigt kom han på benene og så på bjergene han genkendte som Tusmørkebjergene. De nordlige. Fantastisk! Uden at tage sig af den underlige følelse i kroppen, vendte han straks rundt og begyndte at gå tilbage mod Dianthos. Nu havde den knægt bare af at passe på den taske!

Rofus så målløs på den afdankede dranker, var han seriøst så træt af sit liv at han bare ville ligge og dø? Ved alle guderne hvad betød det?!? Selvom han kun var en knægt på femten så havde han set sin del af død, og det der var godt nok den mærkeligste! "Vent hvad?" var det eneste han nåede at sige inden han måtte holde sig for munden. Synet af blodet der løb ud af det åbne sår i stodderen gav ham kvalme. Det mindede ham om nogle ting han aller helst bare ville glemme. 

Han måtte blinke et par gange, for at komme ud af hans egne tanker og bukkede sig ned. Havde han lige hørt rigtigt? Rofus havde forventet at hører bede ham om en tjeneste sige noget til nogen, sikre  han så godt ud eller hente noget alkohol. "Det kan jeg godt..?" kom det meget forvirret som han tog imod tasken. Ved Zaladins Sandaler! Randy var faktisk døende! "NOGEN KOM OG HJÆLP! HAN ER BLEVET STUKKET NED!" råbte Rofus af hans lunges fulde kraft. Hvordan i alverden var det ikke gået op for ham at han skulle have råbt på hjælp! Pis pis pis! Det var hans skyld at Randy lå for døden nu!
Se hvad? Forvirret stirrede Rofus ned på snuskede charlatan, der trak sin sidste vejtrækning. "NEEEEEEEEEEEEEEEJ!" Råbte Rofus mens han faldt hulkende på knæ ved siden af manden. Han havde jo igen sjæl! så hvordan skulle han komme til efterlivet?!!? 

Tarek havde en helt almindelig dag. Iklædt uniformen skridtede han rundt i den Nedre by og holdt lidt øje med tingene. Hvilket mest bestod i at snakke lidt med de handlede, lave sjov med gadebørn og holde et skarpt øje med lommetyve og andre skumle personager. Det var en stille dag og det var dejligt. Han kunne bedst lide dem sådan, især når han var alene af sted. Ikke at han havde noget i mod det, det var bare mere trygt at færdes med endnu en byvagt. De var bare ikke så mange og byen var stor, så det skete, at de måtte patruljere alene. Ind til videre var det gået uden de store problemer.

Han var lige ved at snakke lidt med en sælger, da et skingert råb efter hjælp svagt kunne høres. Uden at sige farvel, satte Tarek af og han galoperede langsomt mod lyden, usikker på, hvilken vej han skulle. Et gadebarn fangede hans blik, en beskidt finger pegede ned af en sidegade og han drejede hurtigt den vej, sværdet trukket. Han fik hurtigt øje på scenen - en mand liggende på jorden uden at røre sig, en sorthåret dreng krøllet sammen ind over ham og... var den en mand mast under et lagen?! Han sænkede langsomt farten og sænkede sværdet. Hvad end der havde været af kamp, så det ud til at være ovre. Han kom tæt nok på til at kunne se den livløse mands ansigt. Der var vist ikke så meget tvivl, han var død. 

Men drengen med de sorte krøller lå hulkende ind over ham og Tarek gjorde det eneste han kunne, pakkede sværdet væk og gik i knæ for at kunne nå ned og lægge en hånd på hans skulder. Som han kom tæt på, gik det op for ham, at han kendte den unge mand. Det var ham fra Helbredelseshuset. Sofies ven. Ro.. Rofus, det var sådan, det var.
"Rofus, er du kommet noget til?" Der var bekymring i hans venlige stemme og hans ansigt udtrykte samme bekymring. Han behøvede ikke at aktivere sin evne for at vide, at drengen var ulykkelig, det fortalte hulkene ham tydeligt.

Det her var på ingen måde Rofus dag. At blive opdaget af bande medlemmer var en ting, at møde en afdanket dranker uden sjæl havde været noget andet. Men at han havde været skyld i at Randy var blevet dræbt var noget helt tredje!
Hvis han havde løbet en anden vej så havde bandemedlemmerne aldrig opdaget Randy! Eller hvis at han ikke havde bladnet sig havde Randy sikkert haft styr på det! 
Men nej han havde valgt at spille helt, og Randy havde betalt prisen.

Heste var ikke en unormal lyd her i Dianthos, men det var på ingen måde normalt at hører lyden af galopperende hove i det nedre distrikt. Og slet ikke så tæt på en lige gyldig sidegade. Men Rofus var ligeglad, for det hele var gået galt på grund af ham. Tyngden omkring ham blev tungere og tungere for hvert hulk. Hans hår hang tungt og fladt ned af hovedet. Det føltes helt forkert at Randy var ved at miste varmen, at han mere føltes som en ting end en person.
Lyden af en stemme der talte til ham, lyste som et ledende lys ud af tågen af tungsind Rofus var blevet fanget i.
Med røde. våde øjne, så Rofus mod hans hans helt. "Ta-Tarek?!!? Je-jeg er ikke såret nej..." svarede han rodet, som han så skamfuldt ned i jorden. "Me-men de dræbte Randy..."

Tarek kunne tydeligt mærke den ændrede tyngdekraft omkring Rofus, han tvivlede stærkt på, at han ville kunne komme op at stå igen, hvis drengens evne ikke blev slukket. Men det var ikke ham selv, han var bekymret for, det var drengen. Og den mand, der lå under tæppet lidt længere henne. Han lød som om, at han var ved at blive mast.
”Det var godt.” Han gav hans skulder et beroligende og trøstende klem. ”Kan jeg ikke få dig til at lette vægten lidt på manden under tæppet? Inden han bliver kvalt.” Tarek ville gerne trøste Rofus, men lige nu var der en anden mand, hvis liv var i fare og han ville nødigt skulle tage Rofus med til Hovedkvarteret, fordi han var kommet til at slå en mand ihjel.

Da Rofus havde gjort det, kiggede Tarek ned på den afdøde. Rofus havde kaldt ham Randy. En lille klokke ringede bagerst i Tareks hoved. Randall, også kaldet Randy, en kriminel med en ret lang liste af gerninger. Mest kendt ved rød læderjakke og et ar hen over øjet. Det kunne ikke være andre end ham. Tarek kiggede på plakaterne hver gang, han skulle på arbejde, for at genopfriske de gamle beskrivelser og se om der var nye. Randall var åbenbart en gammel traver og han så yngre ud end Tarek havde forventet.
”Var han en ven?” Ikke at Tarek ville dømme drengen på det, hvis han var, men det ville være godt at vide.
Tarek burde vel nok være noget mere striks og forlange at få at vide, hvad der var sket, men det virkede ikke til at være noget, der hastede. Han havde en lidt anden tilgang til tingende end nogle af hans kollegaer, der bragede frem og stillede spørgsmål senere. Her var det dog ikke bare kriminelle mod kriminelle, der var også et ung uskyldig mand indblandet og ham ville Tarek gerne hjælpe først.

Rofus trak vejret dybt ind et par gange. Tarek havde ret, hvis manden under tæppet blev mast ville han ikke være bedre end de nossefår af banditter der havde dolket Randy. Langsomt fik hans hår fylde igen og den tyngde der havde lagt sig omkring ham lettede i takt med at han fik kontrol over sin følelser. "Så, han kan stadig ikke løbe nogen steder, men det maser ham ikke..." Egentlig fortjente manden under tæppet at blive mast, men han kunne jo ikke bare tage loven i egen hånd! Ihvertfald ikke med det her. Der var det bedre at byvagten tog sig af det.

Som Tarek tog et øjeblik til at se på den afdøde ved Rofus side, tørrede han snottet af i ærmet. Men kentaurerens spørgsmål fik Rofus til at se forvirret mod hans helt. "Hva?! Nej, han var en nar jeg stødte på her i dag, me-men det her lyder nok lidt mærkeligt. Men jeg kan se folks sjæle o-og han havde ikke en. Og så kom de her bande folk efter mig, hvor jeg så løb, men så så de Randy og de begyndte at slås! Men jeg fik så fanged den ene men Randy blev stukket ned, men jeg fik slet ikke hjulpet ham nok til at redde ham! Og så kom jeg til at tænke på at han jo ikke kan finde kiles fred hvis han ikke har nogen sjæl..." Jo mere Rofus fortalte, jo længere ned faldt hans blik, indtil at han så ned på hans fødder. Han skammede sig over at han ikke havde tænkt på at kalde på hjælp! Der kunne jo have været en helbreder i nærheden der kunne have reddet randy, Også selvom han er en røv med øre...

Det var tydeligt at mærke, da tyngden omkring Rofus forsvandt, presset mod Tareks knæ var normalt og følelsen af, at han ville kunne komme op, var tilbage. Ikke at det var let i forvejen, han var ikke helt bygget til at komme ned i den her højde. Hans hånd havde ikke sluppet Rofus’ skulder og han gav den et klem mere som tak.
”Godt. Tak for det.” Han kunne godt se, at drengen var oprevet, men det måtte da også være traumatisk at se nogen dø lige foran sig i så ung en alder.

Hans spørgsmål satte gang i en hel lavine og han forsøgte ihærdigt at følge med i de hurtige ord, men han fik ikke helt fat i, hvad der var sket, det var lidt rodet. Men han fik da fat i det overordnede. Randall var blevet slået ihjel af en af de andre kriminelle og Rofus var ked af, at han ikke kunne have gjort mere. Alt snakken om sjælene kunne Tarek ikke helt forholde sig til, ikke uden at vide mere.
Lidt uden at tænke nærmere over det, lagde han armene om Rofus og trak ham ind til sig i et kort, trøstende kram, lidt skævt, som han stadig var en del højere end den knælende dreng, men det kunne da lade sig gøre.

”Nogle gange sker der ting, man ikke kan forhindre. Ran… Randy var så vidt jeg ved, en mand der havde det med at komme ud i problemer. Jeg er ked af, at du blev trukket ind i dem.” Han vidste ikke, om hans ord var til nogen trøst, men han havde brug for at forsøge at trøste Rofus. ”Jeg er bare glad for, at du ikke er kommet noget til. Du gjorde alt hvad du kunne og har da også fanget en af de andre. Det synes jeg er ganske imponerende!” Hans ene arm lå stadig om ham og han gav ham et klem. Egentligt var han ikke sikker på, at han gjorde det rigtigt, det med at trøste. Tarek var en meget god mand, men stadig ret ny indenfor at skulle håndtere ting som byvagt. Igen ville han ønske, at han havde Bigwig med sig, den gamle mand havde nogle evner med ord.

Det at føle Tareks arme omkring sig var vildt surrealistisk for Rofus, hans helt gav ham et kram!
Våde baner dannede sig ned langs hans kinder, som tårene piblede frem. Hele verden føltes pludselig så kold. Han havde set folk dø før, hans søster og flere under plagerne, men det havde altid været nogen andre skyld. Men den har gang kunne han ikke holde den nagende fornemmelse af at han kunne have haft gjort noget mere! Men lige nu savnede han aller mest hans mor, hun havde altid en løsning, lige meget hvor svært problemet var! Måske havde det været en fejl at han var løbet væk hjemme fra? 

Lyden af Tareks stemme ledte Rofus som en lygte, ud af det tungsind han havde forvillet sig ned i. "Sy-syntes du?" snøftede han stille som svar? Måske havde han ret? Han havde trods alt fanget en skurk! "Hr-hr. Tarek, måske jeg tage med når du indlevere ham? Tæppet virker ikke så godt, hvis jeg ikke er i nærheden af det..." Fremstammede han, mens han tørrede de værste tårer væk. Og egentlig ville han virkelig gerne se hvor byvagterne holdt til! "Men det er også helt i orden hvis det ikke passer" kommenterede han med blikket slået ned, og sparkede til den lille sten. Det ville være virkelig nederen ikke at få lov at aflevere den skurk han selv havde fanget. 

Det gjorde lidt ondt at se drengen græde, men Tarek vidste godt, at det nok var godt, at han kom lidt af med alt det, der sikkert var bygget op i ham. Hvem ville ikke være rystet efter sådan en oplevelse?! Så han blev ved med at holde om ham med den ene arm, indtil han virkede til at være tilbage til virkeligheden igen.
"Ja, selvfølgelig synes jeg det." Han sendte ham et opmuntrende smil, der dog forsvandt så snart Rofus begyndte at spørge om han måtte komme med. Han kastede et blik på manden under stoffet. Så snart han havde håndjern på, ville Tarek ikke have svært ved at holde styr på ham. Værre var, at han skulle have liget med, hvilket krævede, at han fik ham smidt over ryggen.

Tarek gav drengen et klem og trak armen til sig.
"Du behøver ikke at kalde mig hr. Bare Tarek, det er fint. Du må selvfølgelig gerne komme med. Det er din fortjeneste, at han er fanget." Han så på den døde stodder. "Jeg skal også have Randall med, vi kan ikke bare efterlade ham her." Nok var det ofte praktisk at være halvt hest, han kunne uden problemer slæbe liget, men han havde svært ved at slynge noget så tungt op på ryggen. Det var nemmere, når folk var i live og kunne hoppe selv.
Han var ikke glad for at skulle spørge Rofus om hjælp, drengen var tydeligvis påvirket nok i forvejen, men han var ikke sikker på, at han havde andre muligheder. En grimasse gled over hans ansigt, inden han undskyldende så på drengen.
"Vil du hjælpe mig med at få ham op på min ryg?" At drengen kunne ændre tings vægt var ikke noget, han havde sat i forbindelse med denne opgave.

Et halvt smil brød ud på Rofus ansigt, smagen af de salte tårer hang stadig på hans læber. At få ros var en ting, men at Tarek syntes at han havde gjort det godt var noget helt andet! Ikke at hele oplevelsen havde lagt sig, men det fyldte ikke så meget lige nu. Som at det var kommet lidt på afstand. 

"Oh, det er jeg ked Tarek.." Svarede Rofus lidt slukøret, men lysnede gevaldigt op som han fik lov at tage med. "Mange tak! jeg skal nok sørge for at jeg ikke går i vejen!" kom det meget ivrigt. Gad vide om han ville få en belønning? Ikke at det ikke var belønning nok at få lov at hænge ud med Tarek, men ham og Sofie kunne godt bruge nogle flere krystaller. Dog forsvandt noget han hans iver som han fulgte kentaurens blik, ned mod den afdøde afdankede dranker. Og med et vendte tankerne tilbage til den pose Randy havde insisteret på at han skulle beholde. Posen var gemt under hans trøje og var overraskende svær at få øje på. Ikke at han havde nogen anelse om hvad der var i den, men det var nok ikke en god idé at tjekke det med Tarek ved siden af.

"Øh jo! Det kan jeg godt!" Heldigvis var han kommet i bedre humør så at få Randy, til at ikke veje meget mere end en kurv med grønsager var ganske let. Og med en hånd fik han hurtigt bakset ham op på ryggen af Tarek. Måbende lå den anden slyngel. For nok var Rofus stærk, stærkere end langt de fleste. Men det han lige havde gjort så noget overnaturligt ud. "Du siger bare til når du er klar!" kom det glad fra den unge knægt.