Sol forlod meget, meget sjældent sit bjerg, og især ikke for at rejse sydpå, da hun ikke brød sig om den milde luft og de mange støjende folk. Men Sol skulle være storesøster igen, og desuden var det længe siden, hun havde set sin mor, så det var efterhånden på tide at besøge Liv. Det var flere generationer, siden Sol sidste havde rejst fra bjerget, så flere af hendes tilbedere var meget urolige ved det, men Sol forsikrede dem om, at alt nok skulle gå. Og i øvrigt efterlod hun Balder til at passe på de små landsbyer spredt ud over bjerget. Det gjorde dem lidt mere rolige.

Det var en meget tidlig forårsmorgen, da Sol rejste. Hun medbragte en masse skind og pelse - nogle at give til Liv og andre til at sælge i Dianthos - samt tre af sine mager, inklusiv Ada, som havde fået en lille bule på maven. Sol ville ikke risikere, at der skete Ada noget, mens hun var væk, så hun tog  hende med sammen med to af de mandlige mager, Eivor og Halla. De var unge og stærke og kunne bære skind og pelse. Bare for en sikkerheds skyld havde Sol givet alle tre mager et sort læderhalsbånd på med hendes symbol brændt ind i læderet, bare så der ikke var nogen tvivl om, at de tilhørte hende. Der skulle ikke være nogen tvivl, når de kom til hovedstaden, og de sikkert ville blive gloet på, for det var de smukkeste mager, man kunne finde sig. Det syntes Sol ihvertfald.

Eivor og Halla gik og snakkede og grinede foran, mens Sol gik lidt længere tilbage med Ada. Der ventede en vogn på dem for foden af bjerget, men vejen ned var for stejl til vogne, så de måtte gå. Normalt ville Sol ridde på Balder, men han var jo blevet tilbage. Da de var kommet halvvejs ned, løftede Sol Ads op i sine arme og bar hende resten af veje for at skåne hende. Det var Adas første graviditet, og selvom det var meget længe siden, kunne Sol godt huske, hvor træt kroppen blev under en gradivitet.

Rejsen tog næsten fire uger, og midt i den tredje uge fik Sol besked med Sakses ugle, at Liv var nedkommet med tvillinger. Det passede Sol fint, at de ankom efter fødslen. Hun var ikke interesseret i den slags, og egentlig heller ikke i babyerne. Hun kom mest for at besøge sin mor og se Sakse, som hun altid havde haft et godt forhold til på trods af deres forskelligheder.

Det var noget af et syn, da de endelig kom til Dianthos. En næsten to meter høj og meget sort kvinde kom gående iført en kulsort pels og lange, sort gevanter, efterfulgt af tre mennesker af normal højde, alle med det samme lange, glatte, sorte hår og hvide pelsdragter på trods af den milde forårssol. Ligesom Sol havde ventet, var der flere folk, der stoppede op og gloede efter dem, men hun forstod dem godt. Det var ikke hver dag, man fik lov til at se på en levende gud, så Sol lod dem glo.

"Nu fryser du vel ikke?" spurgte Liv og klappede Sols kind, mens hun så vældig bekymret ud. Det var typisk, irriterende, og også lidt rart.

"Jeg fryser aldrig, mor," svarede Sol roligt. "Det ved du jo godt."

"Ja ja, men derfor må man godt bekymre sig," sagde Liv med et lille smil fra sengen, hvor hun lå med begge tvillinger i favnen. "Det finder du snart ud af." Hun nikkede med Adas mave.

"Hm," gryntede Sol til svar og udvekslede blikke med Sakse.

"Kommer du ikke med mig tilbage?" spurgte Sol Sakse, da de havde ladet Liv alene om at amme de små. "Jeg vil gerne vise dig, hvordan jeg bor. Du har jo aldrig besøgt mig."

"Senere måske," sagde Sakse. "Mor, hun... hun havde det meget dårligt lige op til fødslen. Jeg vil sikre mig, at hun ikke får det dårligt igen."

"Dårligt hvordan?"

Sakse sukkede. "Der var en mand... Jeg tror, han er far til den ene eller begge tvillingerne. Han afviste hende på en meget ondsindet måde, og du ved, hvordan hun bliver..."

Sol nikkede med et grumt blik i sine mørke øjne.

"Han sårede hende virkelig," fortsatte Sakse. "Jeg har aldrig set hende sådan før."

"Hvem er han?"

"Det ved jeg ikke, endnu. Mor vil ikke tale om ham."

"Heldigt for ham."

Sol og Sakse tog afsked ved døren. Sol og hendes følge havde indlogeret sig på en nærliggende kro, så de kunne sælge deres ting på markedet over de kommende dage. Den aften holdt Sol hof i pejsehjørnet af krostuen, hvor hun havde installeret sig i en lænestol, som hun havde dækket med sin sorte pels. Gulvet ved hendes fødder var også dækket af pelse på hvilke Ada, Eivor og Halla sad. De grinede, pjattede, spiste og drak, for Sols fødder, og Sol beskuede dem blot med et lille smil på læberne. Hun havde hverken brug for mad eller drikke lige nu, så hun nød blot at se sine elskede mager have det sjovt med hinanden.

De andre gæster i kroen holdt sig på behørig afstand, og normalt ville krofatter nok have smidt gæster ud, der opførte sig, som om de ejede det hele, men Sol betalte godt i fine skind, og desuden var han dødeligt angst for den sorte kvinde.

Det var ikke ligefrem ofte, at Shinji valgte at begive sig til Dianthos. Han var eftersøgt, og det var mere end at lege med ilden at opsøge farer, men han havde været nødt til det. Efter afslaget fra Amalia, havde han været nødsaget til at finde andet at lave, der kunne skaffe ham mad på bordet, hvilket i dagens anledning havde været at sælge noget jagtbytte, han havde fået fat i. Det gav ikke de bedste krystaller her, men det var langt bedre end ingenting. Han havde dog gjort en del ved sit udseende for ikke at blive genkendt; Han havde taget fjerene ud af sit hår og sin ørering. Hans hår var ikke samlet i en hestehale og hang derfor løst. Han var iført en mørkelilla trøje og et par lysebrune lettere løse bukser med en tilhørende slidt rejsekappe. Han havde ikke sin sabel på sig, men han havde sit spyd med, fordi det var det, han havde brugt til at jage med. Shura var ikke at finde nogle steder. Hun var ikke ligefrem velkommen i byen, så panteren var lige nu for sig selv i naturen. Shinji vidste, at hun kunne klare sig selv, så han var ikke videre nervøs for hende.

Det var lykkedes ham forholdsvist tidligt at komme af med sit bytte, og han sad derfor lige nu i kroen og nød et krus mjød. Spyddet stod lænet op ad væggen i det hjørne, han havde fundet, men det var inden for en arms rækkevidde. I bæltet havde han dog også en dolk, men denne kunne ligeså godt være en del af hans jagtudstyr. Det var med fuldt overlæg, at Shinji havde valgt disse våben, for det gav ham en plausibel grund til at have dem, men de var også velegnede til selvforsvar, hvilket stadig kunne blive aktuelt.

Da døren til kroen blev åbnet, væltede en velkendt duft ind i rummet, og Shinji troede først, det var Liv, der var trådt ind, men han måtte lettere målløst konstatere, at det på ingen måde var tilfældet. Duften af dæmon der hang ved siden af, var ikke til at tage fejl af. Dette var kvinden, han havde reddet Sky fra. Vreden vældede op i ham, men han viste det ikke udover, at hans ene hånd var hårdt knyttet under bordet. Sidst han havde stået ansigt til ansigt med den mørke, høje kvinde havde været i sin ulveform, så der var en stor sandsynlighed for, at hun ikke ville kunne genkende ham. Han fulgte kvinden med øjnene, som hun begav sig ned i det ene hjørne og placerede sig i en lænestol.

Efter en lidt større tår af sin mjød, valgte Shinji at tage chancen. Han rejste sig og med sit krus i hånden, gik han over til den mørke kvinde. Han holdt sig på behørig afstand, men han var tæt nok på til, hun ville kunne høre, hvad han sagde: "Undskyld, at jeg sådan trækker mig på, men... er De tilfældigvis relateret til en engel ved navn Liv?" Hans stemmeføring var høflig, men også lettere undskyldende. Smilet var uskyldigt og blikket spørgende. For folk der kendte Shinji, var det ganske tydeligt, at han spillede en helt anden end sig selv, men for væsner der ikke kendte ham, var det en ganske overbevisende akt.

Falk var ikke typen, der løb rundt og ledte efter væsner at portrætere - folk betalte hende trods alt gode penge for at gøre det for dem, og mange af dem var smukke eller særlige på deres egen måde. Men da Falk hørte om en kvinde, der var sort som natten og førte sig frem som en gud, blev hun nysgerrig. Uovervindeligt nysgerrig.

For det meste havde hun en skitsebog og kul på sig, og det havde også været gældende i dag, da hun var kommet snigende ind af døren i en kro, og med det samme fik øje på kvinden hun havde hørt beskrevet i gaderne. Falk havde listet over i et hjørne og var begyndt at skitsere kvinden og hele hendes set-up, da en enkelt mand viste sig modig nok til at tiltale den sorte kvinde.

Falk gispede og så overrasket fra manden til kvinden, men sagde ikke noget - i stedet afventede hun spændt kvindens svar, imens hun hastigt skitsede færdigt og bladrede om til den næste side, i tilfælde af at kvinden rejste eller vendte sig, så hun kunne få ham fra en anden vinkel. 

Sol havde hverken tid eller lyst til at lægge mærke til de andre folk i lokalet. Hun havde travlt med at kigge på sine mager, der hviskede og grinede sammen. Eivor og Halla var i gang med at gnide Adas halvrunde mave ind i olie, så den olivenfarvede hud glinsede næsten gyldent i skæret fra ilden i pejsen. Ud af øjenkrogen lagde Sol dog mærke til, at en mand var på vej hen mod dem. Hun satte sig lidt rankede op og lod blikket vende sig mod ham. Han så ikke bekendt ud, og dog... Der var et eller andet bekendt over ham, hans mørke hår... Men det måtte være indbildning, for Sol var overbevidst om, at hun aldrig havde set ham før.

Da manden havde nosser nok til at tiltale hende og ovenikøbet spørge til hendes mor, kneb Sol øjnene lidt sammen, mens hun betragtede manden. Ved siden side var Eivor og Halla kommet op og stå. Ingen af de to mænd var specielt høje, men de var begge stærke, som man blev, når man levede på en bjergside, og Sol vidste, at de ville gå i døden for hende, hvis det blve nødvendigt. Det håbede hun dog ikke, det blev.

Skulle hun svare manden? Hvad angik det egentlig ham, hvem hendes mor var?

"Du vover at tale til en levende gud?" hvæsede Eivor og tog et skridt frem mod manden, men Sol lagde en hånd hans skulder. Det fik ham til at blive rolig igen, og han trak sig tilbage.

"Det er min mor," svarede Sol roligt, mens hun rejste sig fra sin plads, så hun kunne tårne op over manden. "Hvorfor spørger du?"

Shinji hævede let det ene bryn over mandens frembrusende adfærd. En gud? Han var lige ved at spørge om, hvordan en gud kunne være født af en engel, men han valgte at lade være. Han var udmærket klar over, hvad den sorte kvinde var i stand til, og han havde ikke ligefrem tænkt sig at provokere hende mere end højst nødvendigt. Han kunne dog ikke holde en joke tilbage alligevel. "En gud? Det er jeg ked af, det vidste jeg ikke. Det var ikke ligefrem til at se. I må sætte et skilt på eller sådan noget" svarede han med en stemme, der næsten dryppede af sarkasme. Hans blik var rettet på manden, og det var tydeligt, at joken havde været henvendt til ham og ikke hende.

"Fordi De har en duft, jeg kun har mødt et sted før, nemlig hos Liv. Jeg er blot en simpel jæger, der er blevet givet den gave, at jeg har forstærkede sanser. Det hjælper ofte mit hverv" svarede han, og der var ikke noget i hans stemme, der afslørede, at han kun gav hende en halv sandhed. Jo, han var pirat, men han vidste udmærket, hvordan man jagede, og han havde også brugt det i perioder til at tjene penge og lige i dagens anledning var han jo faktisk en jæger, så han havde ikke direkte løjet.
Shinji så ikke videre intimideret ud, da kvinden rejste sig, men han stod heller ikke helt oppe ad hende. Han havde med vilje holdt en høflig afstand til hende. "Jeg undskylder, hvis min nysgerrighed går Dem på. Jeg har ikke flere spørgsmål. Jeg er dog dybt taknemmelig for, at De ville svare på mit spørgsmål" sagde han og bukkede dybt, inden han vendte sig for at gå tilbage til sin plads. Hvis hun ikke stoppede ham, ville han blot sætte sig og vende tilbage til sin drink.

Da kvinden rettede sig skriblede Falk hurtigt endnu en skitse af hende fra den nye vinkel, og hun blev så optaget af sit projekt at hun næsten glemte at høre kvindens svar. Livs navn blev dog nævnt så meget at Falk ikke kunne misse det helt. Hun sad selv med Livs duft, garanteret, og hun skævede til manden, jægeren, for at se om han fik færten af hende også. Det så ikke sådan ud, og Falk håbede lidt at hendes duft blandede sig i ét med den mørke kvindes.
Hun så optaget på sin nyfundne søster, og overvejede hvordan hun bedst muligt kunne udnytte informationen. Kunne hun måske stjæle fra hende og bruge det som undskyldning, hvis hun blev taget?

Hendes første tanke, da manden fortalte at han kendte Liv, var at han kendte hende fordi de havde været intime sammen og hvis hun ikke havde haft så travlt med at tegne, ville hun have revet hans sjæl ud i et raserianfald. I stedet faldt et spørgsmål ud af munden på hende, inden hun kunne nå at stoppe sig selv; "hvor kender du Liv fra?"

Ved denne bemærkning trådte både Eivor og Halla frem, men Sol rystede let på hovedet, og de holdt sig tilbage, mens de sendte giftige blikke til manden, der havde tilladt sig at være så uforskammet overfor deres gud og mage. Havde de været et andet sted, ville Sol have ladt Halla og Eivor angribe manden, men det ville skabe for meget besvær, hvis det skete her i byen. Sol havde ikke lyst til at efterlade en bunke lig, hvis hun kunne komme udenom det. Hun havde ikke brug for, at der kom en masse dusørjægere og soldater og snusede rundt ved hendes bjerg.

Sol kunne nemt tænke sig, hvordan denne "jæger" var kommet i kontakt med Livs duft. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, at Liv holdt af elskov, og Sol overvejede et kort øjeblik om denne mand mon var far til tvillingerne. Men nej, Liv ville aldrig lade sådan en mand avle på hende.

Hvad manden ville med den information var også lidt uklart, for han vendte sig blot for at gå igen. Sol skulle netop til at åbne munden for at spørge, hvad jægerens navn var, og hvad han skulle med den viden, da hun blev afbrudt i det af en ung pige, Sol hidtil slet ikke havde lagt mærke til. Da hun vendte hovedet i retning af stemmen, var Sol dog ikke et sekund i tvivl. Pigen var en af Sols søskende. Hun behøvede ikke engang mærke på hendes sjæl for at vide det; det stod printet i pigens ansigt. Det var en vildskab, en... Liv-hed i hendes væsen, der kun kunne komme fra deres mor. Sol kunne genkende den på miles afstand, selv på sådan nogle som Sakse, der ellers ikke lignede Liv på ret mange måder. Selv i hans ansigt fremstod Livs aftryk tydeligt, synes Sol.

Sol sagde dog ikke noget til sin nyfundne søster endnu. Hun var for nysgerrig til at se, hvad pigen ville med manden. Hun vidste, at nogle af Livs børn havde tendens til ekstrem jalousi - Sol havde selv været sådan engang - og hun ville finde det morsomt, hvis den iltre tøs angreb manden.

Shinji hørte en ny stemme, og han var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var ham, spørgsmålet var henvendt til, da han hørte Livs navn blive nævnt. Han vendte blikket mod kvinden, og med det samme genkendte han også duften af den ukendte race fra denne. Hvor mange børn havde Liv lige? Han overvejede, om det mon var bedst at takke af nu, men han kunne på den anden side sagtens forsvare sig selv. Det store problem ville nok være, hvis pigen her også kunne trække hans sjæl ud af kroppen. Det havde han intet forsvar mod, med mindre han gik i ulveform, og det ville nok ikke være så smart her. Han trak derfor på skuldrene over spørgsmålet. "Jeg mødte hende efter at have opdaget en mand, der var blevet dolket. Hun sendte hans sjæl videre, og vi talte kort sammen" svarede han. Dette var også en halv sandhed, men der var stadig ikke et eneste spor af løgn i hans ansigt. Han fandt det dog ikke ret klogt at fortælle om deres intimitet. Han var ikke sikker på, hvordan børnene ville tage det, men hvis de bare var lidt ligesom Liv, ville det nok ikke ende godt, hvis han sagde noget om det. Han tog en slurk af sit glas, inden blikket flyttede sig mellem de to kvinder. Så meget forskel og alligevel så ens på nogle punkter. Når han så efter, kunne han godt skimte Livs træk i begge deres ansigter, men det var samtidig tydeligt, at de ikke havde samme far, og Shinji gruede et øjeblik for, om han mon havde fået gjort Liv gravid. Han havde ikke ligefrem tænkt sig at skulle være far lige nu. Hvad ville Sky desuden ikke sige, hvis det viste sig, at Liv havde født hans barn? Specielt når hendes datter muligvis havde været skyld i, at Sky var gravid? For at få styr på sine følelser fandt han en cigarillos frem og satte mellem læberne. Så strøg han en tændstik og tændte den. Krofatter var ganske hurtig til at komme ned med et askebæger, og Shinji takkede manden for venligheden. Så drejede han hovedet mod den krølhårede kvinde. "Liv fandt det åbenbart sødt, at jeg sørgede over mandens død, selvom jeg ikke kendte ham."

"Sødt," gentog Falk med en vrængen i stemmen og på næsen. Liv havde ikke lov til at finde nogen eller noget sødt, medmindre det var Falk selv, og da slet ikke når det var mænd. Falk vidste udmærket hvad Liv gjorde med mænd hun fandt søde.

I sin ene hånd knugede hun kullet og i den anden sin skitsebog, imens hun så op og ned ad manden. Han så nu også sød ud... Falk kunne nemt forestille sig at han var sød og blød under sit hårde ydre, ikke ulig Sakse.

"Liv synes alt det kan stå på to ben er sødt," snerrede hun og faldt tilbage på sin plads, nu med skitsebogen helt op til næsen, uden rigtigt at se på tegningerne. Hun var så irriteret over Liv, at hun glemte at være lettet over at der ikke var sket sin mor noget, selvom hun ikke havde set hende længe.

"Det lyder som Liv," sagde Sol uden at fortrække en mine, men da pigen talte, kunne Sol ikke lade være med at smile lidt af pigens uforskammethed. Hun kunne genkende sig selv lidt i hende, og især kunne hun se Livs rebelske væsen. Sol havde været på sammen måde, da hun var yngre, og det var nok også, derfor hun var rejst verden rundt for sig selv og til sidst endt på sit bjerg.

"Pige," sagde hun og lod sit mørke blik glide over pigen. "Kom herover. Kom og hils på din storesøster."

Sol strakte en hånd ud mod pigen, åben, med håndfladen vendt opad for at vise sin velvillighed.

//Lukket pga. inaktivitet