Der var gået længe, hvor Hargin havde spekuleret i stilhed, samtidig med at han travlt havde gang i sit arbejde som Lysets Ridder. Med alt det, der skete i Hovedstaden - Kiles Orden, der forsøgte at forstyrre freden med deres politik-spil og alle andre, der efterhånden var grundigt utilfredse – så var han blevet enig med sig selv om, at det nok snart var tid, skønt aldersforskellen på han og Kira. Han havde erfaret, at selv om hun var meget yngre end han, så var deres kærlighed ikke ødelagt af denne grund. Hun havde ligget død i hans arme før og nu var hun en engel. Hun ville leve efter hans død, meget sandsynligt, men samtidig følte han stadig, at han måtte passe på hende, til han selv var gammel og grå og hun stadig ville se lige så blændende smuk ud. Hun var klart noget for sig selv. Han måtte indrømme at han var faldet fuldstændig pladask for hende og han måtte også indrømme, at det med at komme på benene igen kun ville komme til at ske, hvis hun hjalp ham med sin kærlighed. Han vidste godt, at han var en håbløs romantiker, adskillige af hans kollegaer havde trods alt kaldt ham det, hver eneste gang han havde fortalt om sine følelser for englen til dem.

Så efter en hård dag tog han ringen frem. En virkelig pæn ring, der havde tilhørt ham længe, én han havde fra sin familie, med våbenskjoldet på. Den passede til hans lillefinger, så han var sikker på, at hun nok godt ville kunne passe den, om end at den måske ville sidde lidt løst på hendes finger. Hvis det ikke lod sig gøre, havde han også en rigtig fin sølvkæde, så hun kunne have den som en halskæde. Tankerne fór rundt i hovedet på den stærke dværg, der stod på sit værelse i hans eget hus. Hun ville komme hjem om ikke særlig længe.

Og ganske som den tanke røg gennem ham, åbnede døren neden under. Det skulle være nu!
Han tilbød hende sin ring den aften. Det var lettere akavet, men da hendes ”ja” lød i lokalet og glæden strålede fra den dag ud af Hargins lykkelige øjne.

Nogle uger efter stod brylluppet på. Der var fest og farver og næsten hele Lysets Hær var inviteret. Og selvfølgelig også de folk, Kira ønskede skulle være med. Selvfølgelig var det unormalt at et menneske – egentlig en engel – og en dværg valgte at skulle tilbringe resten af deres liv sammen. Men Hargin var tilfreds og lykkelig. Han ville ikke have det på nogen som helst andre måder.

Det var ikke en forsøgning mellem to væsner, mange havde gættet ville ske. Kira tilhørte en højtstående familie, der tydeligt havde haft mange planer for hendes fremtid. En fremtid med en ægtemand de havde valgt bedst for hende, og et liv der skulle passe dertil. Ingen af dem havde gættet at hun havde fundet kærligheden i en dværg, hvis alder overgik hende mere end hendes forældre fandt acceptabelt. Den tidlige død der havde taget hende væk, i hvad mange ville havde troet for evigt, havde gjort en ting helt klar. Hun havde elsket ham højt nok til at ofre sig. Kaste sig imellem for at sikre sig at han ikke kom til skade. Og da hun vendte tilbage til livet, genfødt som engel, havde hun taget sine egne valg. Og det valg havde været Hargin.

Et hverdagsliv var begyndt for dem ganske kort tid efter. Aldersforskellen gled ud til at være mere end ubetydelig og på en eller anden fantastisk måde, virkede det. De fungerede og Kira vidste at hun ikke kunne være lykkeligere med andre end ham. Men den viden og den komfortable tilstand hun svævede i ved at bo i hans hus som sit eget hjem, leve sit liv med ham og vide at det var her hun hørte til, havde hun ikke tænkt mange andre tanker. Hun var lykkelig.

Derfor ramte det hende også som en overraskelse som spørgsmålet blev spurgt. Hun havde set han var nervøs som hun var kommet hjem. Fornemmet at han var anspændt, men ikke på anden vis selv læst sig frem. En ting hun aldrig gjorde i hans nærvær. Hvis han ville dele sine tanker sagde han det selv. Og det havde han gjort. Hendes egen stemme havde dirret af ren lykke som hun havde svaret ham. Hun ville spendere resten af sit liv med ham, hvor langt eller kort det måtte blive!
En sammensmedning sjældent set eller gættet. Men Kira var nu en gift kvinde. Gift med dværgen hun ikke kunne se et liv uden. Lykkelig og fuldstændig sikker i sin beslutning.