Sakse holdt ellers til i Dianthos i disse dage for at være der for sin more, der snart nedkom med tvillinger, men dette havde været for fristende til at afslå. En hel familie - mand, kone og 8 børn, samt konens forældre og to gårdskarle - var blevet sønderevet af noget, der kun kunne være en eller flere varulve. Sakse var fuldstændig ligeglad med grunden til familiens endeligt, men en så stor samling sjæle på ét sted var for fristende til at lade ligge. Desuden kunne han risikere, at en anden kom forbi, som ikke havde rene motiver med sjælene, og det brød Sakse sig ikke om. Sjæle skulle til dødsriget, ikke gemmes eller puttes i andre kroppe. Den slags var unaturligt og hørte sig ikke til, hvis det stod til Sakse.

Så han var rejst med sin hvide ugle til Vesterdalene i Medanien for at nå frem først. Det var meget tidlig morgen, da Sakse ankom til gården. Den var blevet plyndret i mellemtiden, og alle familiens ejendele var blevet skredt ud over gårdspladsen, undtagen smykker og andre værdigenstande, der nok allerede have skiftet hænder et par gange, siden de var blevet stjålet herfra. Det så også ud, som om nogen havde stukket ild til laden, for den var helt sveden og kullet. I det mindste havde hvem end, der havde gjort det, taget dyrene ud først. De store dyr var væk - nok taget - men der gik et par høns rundt og pikkede i jorden foran den tomme gård.

Han tvivlede stærkt på, at det var gjort var den eller de varulve, der havde slået familien ihjel, men ligene var ikke længere i huset. De var blevet slæbt ud bagved stuehuset og lagt på række, næsten på samme måde, som jægerne lagde det vildt, de havde nedlagt, på parade. Et par hønsene havde vist været på spil, for flere af ligene manglede øjne og dele af deres ansigt. Det var ikke et kønt syn, og havde Sakse på nogen måde følt sympati med andre end sin egen familie, så ville især synet af de små børns blege, forrevne ansigter nok have vakt både væmmelse og sorg i ham. Men sådan var han ikke skruet sammen i hovedet.

Han knælede ved enden af rækken og lagde hånden over den dødes ansigt. Han kunne faktisk gøre det her meget hurtigere, men han ville gerne gøre det ordenligt, nu hvor han havde tiden til det. Han regnede ikke med, at der kom nogen herud. Der gik sikkert allerede rygter i oplandet om onde ånder og genfærd. Det plejede der at gøre, når en familie blev nedslagtet på den her måde.

Lidt væk fra gården havde denne dæmon kvinde gået lidt rundt, og bare prøvet at finde på noget at lave, hun var i humør til rigtig mange ting, dog var det begrænset hvor meget hun kunne lave. Dette område her havde hun aldrig rigtigt været før, bare generelt stedet var ikke der hun mest kom, dog virkede her til at være fredeligt og hyggeligt nok, så det kunne sagtens være at der skete noget længere fremme. Kursen blev så sat mod gården hun havde kigget lidt på der fra hvor hun var gået rundt, og havde stået lidt og kigget rundt og kigget på gården. Det ville ikke skade at gå hen mod gården, bare for at se om der skete noget spændende, desuden ville det kun blive mere kedeligt, hvis hun bare blev stående der hvor hun var. Det var ikke noget hun gad, så hun begyndte at gå ned mod gården, hun kunne næsten hurtig fornemme at der var sket noget, det var underligt men det var vel bare en af de slags følelser hun bare pludselig fik. 

Hun var iklædt det sædvanlige nemlig en lårkort sort silke kjole, sorte stiletter, og som altid hang det lange røde hår fladt ned over bryst, og ryg. Hun havde blikket ligefrem mest for at se om, der mon var nogen at se, dog kunne hun ikke rigtigt se nogen lige i øjeblikket, men hun stoppede så heller ikke, nej hun fortsatte ned mod gården. Lilith havde aldrig været rundt omkring stedet her, og hun vidste slet ikke der lå en gård i nærheden, men det var vel kun hyggeligt nok, der burde da være nogle ting at lave, så hun ikke ville stå og bare glo. Dog fandt hun tit noget at lave, men til tider var det ikke ligefrem de mest artige ting, og det var tit ballade, vold, mord, ja der var lidt af hvert faktisk, men hun var jo en dæmon, så det overraskede nok ingen. 

Da hun så pludselig nåede hen til gården faldt hendes øjne hurtigt på en person, som så ud til at have en hånd på en død persons ansigt, okay så der var sket noget hernede ved gården, der lå døde mennesker på jorden, det var næsten frygteligt, men igen det var ikke fordi hun følte skam eller trist over det. Hun fik et bredt smil på læben, hvis det var en dæmon der havde gjort det her, kunne det have været hende, men det var det dog ikke, det havde været alt for lang tid siden at hun havde dræbt nogen, eller så meget som det mindste prøvet på det. Hun nærmede sig personen og stoppede op ved den døde person"Sikke noget"var blot de eneste ord der fløj ud ad munden på hende, hvorefter hun lagde armene over kors mest på en hvilende måde.

Sakse var så optaget af at vriste sjælen løs fra den døde, at han slet ikke opfattede, at der var et andet levende væsen på vej hen til ham. Det var først, da vedkommende talte, at han så op fra sit arbejde.

En dæmon. Det var tydeligt for enhver at se, og kvinden her var vist heller ikke typen, der gik rundt og skammede sig over sin race. Tværtimod så det ud til. Sakses blik hvilede på det røde hår og de krogede horn et øjeblik, før de gled længere ned og over kvindens krop. En skøge? Eller ihvertfald en kvinde, der nød mænds blikke på sin krop, sådan som hun viste den frem. Foragteligt. Sakse skar en grimasse.

"Er dette dit værk?" spurgte han. Der var intet anklagende i hans stemmeføring, for Sakse holdt ikke livet helligt, sådan som andre levende væsner gjorde. Men han brød sig ikke over fråds, og hvis dette var lystmord, så faldt det ind under hans definition af fråds.

Da manden begyndte at snakke til hende betragtede hun ham en smule, bare for at se hvordan han så ud. Aldrig havde hun nogensinde set en mand der så sådan ud som han gjorde, det var både lidt kedeligt, men også interessant. Hun lod hendes øjne hvile på ham lidt før hun hørte hans spørgsmål, og kunne slet ikke lade være med at smile skævt, hvorefter hun lagde armene hvilende over kors"Hvad hvis det er mit værk, hvad vil du gøre"sagde hun så, og lagde hovedet på skrå, hvorefter hun kørte fingrene igennem det røde hår. 

Hun kunne slet ikke lade være med at finde det hele morsomt, at han nærmest anklagede hende for et mord, selvom det faktisk var hende, så var det morsomt. Det havde været alt for lang tid siden at hun havde drabt nogen, følelsen var dejlig, hun kunne lide det, det var som om at hun fik blod på tanden, mere og mere.

"Har du aldrig haft lyst til noget sjovt som et mord, eller at udforske dine dybe sider"sagde hun så med en bestemt tone, og nærmest gik lidt rundt ved ham, for at se lidt rundt på ham men også på omgivelserne. At hun måske var lidt udfordrende klædt gjorde hende ikke noget, det var hun vant til, det var enlig også det hun bedst følte sig tilpas i.

((Hey! Denne tråd er desværre blevet så gammel, at jeg ikke rigtigt kan spille Sakse ordenligt i den. Der er simpelthen sket for meget udvikling med ham siden da. Sorry!))