Solen havde endelig været fremme længe nok til at varme stenene i en krog af gården til en god lunhed. Den bagte stadig ned over stedet og Pantaleon der lå der. Han havde nået at stå få minutter med ansigtet mod den lysende skive, før end han havde skiftet form og ladet den bade sig i dens varme. Måske slumrede han en smule hen, men det havde været en lang nat på vagt og med alt for lidt at distrahere sig med på den. Ingen angreb, ingen hjemvendte eller udrejsende.

Han åbnede dog øjnene på klem, som støvler mod sten nærmede sig ham. Somde stoppede op løftede han endda hovedet og så helt på fredsforstyrrerren. Canthos. En af de krigere han havde delt mange vagter og måltider med. Allieret. Manden mødte da også hans blik, før han talte. "Ordre, Pan. Bevogtning af tredje dør på anden sal i vestfløjen. Damen der kræver beskyttelse. Forstået?" Han så afventende på Pantaleon, som denne lodordene synke ind, splittede dem ad og trak meningen fra dem. Lige til denne gang.

Pan rejste sig, strakte sig og luntede mod døren, som han ventede ved. Canthos kunne lige så godt åbne den nu han var her og så behøvede han ikke besvære sig med det. Hvilket han gjorde uden at fortrække en mine over at have sendt den store kat på en vildmand. Fra døren ledte gangen direkte til en trappe op og ikke langt længere henne i beboelsesfløjen fandt han den udvalgte tredje dør. En solid en af slagsen, men den lille dame bag den var sikkert af den mere skrøbelige slags siden han skulle være her. Forberedt på det meste og mest af alt intet lagde han sig foran døren med ansigtet mod trappen og den mest sandsynlige vej trusler ville ankomme.

Inden bag døren havde en sorthåret kvinde med et temperament, der kunne gøre en rødhåret til skamme, og færdiggjorde det sidste papirarbejde. Hvordan i helvede, der kunne være papir arbejde i Kzar Mora, kom bag på hende cirka en gang om ugen. Og en gang om ugen, kom hun i tanker om, at Kzar Mora jo sådan set var helvede, og så gad tilstedeværelsen af papirarbejde pludselig bedre mening.

Utilfreds med overhovedet at skulle spilde tid på administrativt papirnusseri, rejse hun sig fra sit dokumentdækkede skrivebord, samlede alle dokumenterne i en rodet stak og stoppede det hele ind i arkivskabet. Med noget besvær fik hun mast dørene sammen og låst det. Normalt ville hun have beordret bygningen af et nyt, men det absolut ikke der, de havde brug for at bruge ressourcer for tiden. Hun rettede lidt på sine kjole. Den var løs, i en mørk løvgrøn, uden ærmer og med slidser i hoftehøjde. Nok var hun glad for sine rustninger, men de var uudholdelige at sidde i i længere tid ad gangen. De høje læderstøvler havde hun dog beholdt på. Et eller andet sted skulde hun jo have et par knive.

*Gad vide hvad tid på dagen det er efterhånden...* Vejret her var sært, så hun havde efter hånden mistet tidsfornemmelsen, og så hjalp det ikke, at hun sjældent fik chancen for at sætte en fod udenfor. Tanken strejfede hende, at hun manglede en afrapportering fra en af ridderne. Man måtte jo tage chancerne, når de var der. Hun smilede en msule, lettet over at kunne forlade gemakkerne, åbnede den store tunge trædør...

Og snublede over en forvokset dørmåtte. "FOR ZALADINS FORBANDEDE RØVSKÆG, HVAD I HELVEDE FOREGÅR DER?!" hvæsede hun arrigt. Det var lige godt dråben. Den spinkelt udseende kvinde, havde nået at støtte sig til væggen, inden hun var faldet på snuden, og stod nu og kiggede ned på hvad, der lignede en meget stor kat.

Det var ikke den vej fra forstyrrelsen kom, som Pantaleon så i. Gangen forblev tom og stille, som træ gled fra træ med en knirken af hængsler og fjernede sig fra hans side, der lå lænet en anelse ind mod den. Forstyrrende. Han glippede dovent med øjnene, før han drejede hovedet og lod et gyldent øje falde på kvinden i åbningen. Hun så ud til at have lidt problemer med noget med den sådan som hun klamrede sig til karmen og råbte af den.

Det fik ham til at dreje hovedet helt og se på den lille kvinde. Et langt blik, der ikke afslørede nogen former for følelser. Han mente han havde set en der lignede hende før, men kunne ikke placere hvor. Så mange kvinder i kjole så han heller ikke og da slet ikke her. Opgaven gav da også mening for sådan nogle små, kønne væsner skulle der jo passes på, så de ikke gjorde noget dumt eller blev ødelagt af Lyset.

Med ordren fast forstærket i sindet, lod han blikket glide fra hende og lagde hovedet tilbage ned på poterne. Der var virkelig ingen grund til hun skulle rende forvildet rundt på gangene og fornærme nogen. Hidsige råb af den slags kunne hurtigt bringe hende i problemer, så det var bedre at holde hende inde i gemakket.

Generalen gav hidsigt slip på dørkarmen og så ned på en meget stor kat, der ikke rykkede sig en tøddel. Hun haskede svagt, at de havde et par halvdyr i rækkerne. Og de rækker burde være ude ved borgmurerne i stedet for at drive den af på gulvet i sovesalene. At denne pelsede skabning havde valgt at tage en middagslur foran netop hendes dør, kunne kun være af to årsager: enten havde han en usandsynligt hullet hukommelse, eller også sov han en ordentlig brandert ud. I begge tilfælde trængte han tydeligvis til en påmindelse om, hvor han burde være, og i det sidste tilfælde skulle hun i øvrigt have at vide, hvor han havde fået så meget alkohol fra.
"Du kan lige vove på at falde i søvn igen! Op at stå!" knurrede hun mindre højlidt, og gav katten et ordentlig los i siden. Noget hun ikke havde gjort, hvis ikke havde haft sine tykke læderstøvler på. "Du har præcis fem sekunder til at forklare, hvad fanden du laver her i stedet for at være ude på murene?!"
Naturligvis, var hun ikke det mindste interesseret i begrundelse, hun skulle bare bruge en undskyldning til at slå et lyn i ham, så han kunne få røven på gled. Det kunne jo også være, at der var flere, der kunne få skylden får denne 'misforståelse' omkring, at ydersiden af hendes dør var en soveplads.

Pantaleon nåede dårligt at sænke hovedet tilbage ned på poterne før den lille, hidsige dame knurrede af ham og denne gang var han ikke i tvivl om at det var ham hun mente. Trods alt var han den eneste der lå i nærheden, da døren var blevet hængende på hængslerne. Han hævede langsomt hovedet op og sendte hende et nyt blik,der blev let sammenknebent som hendes fod landede i hans side. Det og tonen hun brugte fik ham til at genvurdere hende. Måske lignede hun sart lille en, men hun havde ikke overlevet til den alder, hvis hun ikke kunne et eller andet.
Så han rejste sig og så køligt på hende.
Hendes næste ord var ikke så lige til. Han mente ikke han havde noget at gøre på murene før langt senere og forklaringer var noget overordnede mente de skulle have. Noget der ikke helt passede på kvinden foran ham. Han slog irriteret med halen, men gav så et suk i form af et prust fra sig og gav sig til at ændre form.
Det var en glidende proces hvor han lige så stille så ud til at rejse sig på bagbenene og bare blive højere og højere og højere. Hans katteform var ikke lille af sig på nogen måde og det var hans elverskikkelse heller ikke. Den havde også en gråtone i huden noget lysere end kattens pels, der gjorde manden let at kende, selv her blandt mørkelvere. "Skulle bevogte kvinden bag dør tre." Han så ned på hende med en mine som var en der var helt på rette sted.

Ethelihn tappede utålmodigt med højre fod, mens hun ventede på, at dovendyret rejste sig. Det gik forbandet langsomt. Da Pantaleon var kommet i øjenhøjde, åbnede hun munden for at sige noget i retning af 'ud med sproget', men hun kom ikke rigtigt længere end at have munden stående åben. Det overraskede hende, at der gemte sig en elver under pelsen, men det overraskede hende mere, at dyret kunne blive ved med at vokse! På et tidspunkt blev vinklen, hun bøjede nakken i for at holde øjenkontakten, lidt for ubehagelig, og hun trådte et halvt skridt til bage.
Så vidt hun kunne se, kunne Pantaleon kun lige knapt gå i gangen her, uden at støde hovedet mod loftet. I det mindste forstod hun, hvorfor han foretrak at ligge på gulvet i dyreform, frem for at ligge i en alt for kort seng i fosterstilling med knæene ud over sengekanten. Det var vidst meget godt, han ikke havde været med i Dragorn. Eller det troede hun i hvert fald ikke, han havde været.
Hun rømmede sig og bestræbte sig på at holde den irritable mine, armene over kors og munden ikke alt for åben. Endelig blev der svaret på hendes spørgsmål, men hun glemte ligesom at høre efter. Der gik et øjeblik, mens hun genhørte sætningen for sit indre øre og forstod den. Så gik der endnu et øjeblik, mens hun forsøgte at vride hjernen rundt om, hvordan i helvede det kunne lade sig gøre, at en af hendes soldater ikke anede, hvem hun var, eller at de skulle holde sig langt væk fra denne gang i arbejdstiden!
"..." Hendes øjenbryn hævede sig en halv centimeter. Hvis det ikke havde været for drogets størrelse, var hun sandsynligvis begyndt at grine. "Er du ny? Det kan du ikke være. Vi har ikke fået nogen nye, siden flytningen..." Endnu en tænkepause. "Du aner overhovedet ikke, hvem jeg er, gør du?" spurgte hun endelig og havde fået et lumskt blik i øjet. Nogen ville komme til at fortryde, at det forvoksede pelsdyr var endt her. Hvem afhang helt af, hvordan Pantaleon reagerede. Og Ethelihns humør, ikke mindst.

Pantaleon stoppede med at rette sig op, som hans hoved rørte loftet i gangen og i stedet sank han lidt ned til den ludende stilling hans mest gik og stod i indenfor. Det var gjort over så mange år efterhånden at han ikke engang selv lagde mærke til det - andet altså end i de lavere dele af steder han blev sendt hen. Mest lod alle ham blive i katteform,når de ikke ligefrem mente det tvingende nødvendigt at han talte.
Som nu hvor hans forvandling tilsyneladende havde slået bunden ud på hvad kvinden havde tænkt at hvæse af ham og efterladt hende med det mest bedårende udtryk af åbenlys benovelse over ham. Noget hun fik skjult væk, som hun tog et skridt tilbage og gjorde øjenkontakt nemmere.
Det samlede hende så desværre også nok sammen til at hun åbnede munden igen efter at set på ham som var der et eller andet ved hans ord hun slet ikke kunne få til at passe. Noget han kunne forstå og derfor tog hende alt andet end ilde op. Nogen havde åbenbart haft ret i at hun havde brug for at blive set efter. Hvad der kom ud denne gang var da også mindre bidende og virkede ikke helt som det spørgsmål han hørte i ordenen. Han rystede da også bare tøvende på hovedet, før hun fortsatte og fik ham til det endnu engang. "Nej..." Han tøvede som han lod blikket glide over hende, men ingen genkendelse spirede frem i hans hukommelse som kunne sætte et navn pådet kønne ansigt. "Jeg er ikke inde så tit...?" Han foretrak at være ude af så mange grunde at det næsten kunne være en grund - alt efter hvem hun var eller hvad hun mente hun var.

"Udmærket så," Ethelihn var nu kommet sig helt over forbavselsen og havde fået andre planer, end at lade sin irritation gå ud over halvdyret, i hvert fald ikke før senere. "Før mig til hvem end, der gav dig ordren. Jeg vil gerne tale et alvorsord med dem." Hun lukkede døren bag sig, låste den, og ventede på at katten skulle føre an. Hendes egen intelligens var ikke noget at prale af, men hun havde da opfanget, at dyret om muligt havde endnu mindre respekt for hende, end hun havde for ham. Det var faktisk helt realistisk, siden enhver idiot ville have respekt for en potentiel modstande af Pantaleons størrelse. For at holde fassaden lidt endnu, havde hun antaget en mindre i mangel af bedre udtryk krigerisk positur, og hun holdt op med at bande -for meget - ad ham, indtil de var nået frem. Han skulle nødig lægge to og to sammen og få det til noget anden end tre, før de fandt nogen af lynstege.

Kvinden virkede til at tro ham denne gang. Endnu bedre var det at hun virkede til at falde ned nu hvor den første overraskelse havde lagt sig og kom endda helt ud til ham. Han trådte lidt tilbage, så han ikke ludede helt så meget over hende. Noget ikke så få havde hvæset af ham for. Han blev dog nær for en ordre var og blev en ordre hvor hidsig pigebarnet end var og hvor lidt hun virkede til at mene den var passende. Noget der sådan set kun forstærkede hans mening om det modsatte! Hun ville jo ende med at komme til skade med med de hvæs der kom ud af hendes yndige mund.

Han kunne da heller ikke lade være med at tillade antydningen af et smil at kruse hans læber, før han nikkede let. "Som du vil." Han kunne da i hvert fald føre hende til hamder havde givet ham ordre. Om de stammede derfra var alt andet end til at sige, men hun fik da hvad hun bad om.
Et øjeblik rettede han sig nok til at hans hoved rakte loftet og snusede ind, før han sank sammen igen og ledte vejen mod messen. Det mest sandsynlige sted at finde Canthos fri af vagt. Skønt han ledte vejen havde han dog halvdelen af opmærksomheden på kvinden og en arm klar til at indfange hende hvis hun forsøgte på noget fjollet, som at smutte væk.

To gange, tre trapper og to gange mere nede og henne og han skubbede en dør op til messen. Lyden derindefra var høj latter, grove jokes og skramlen fra krus og bestik som det altid var. Nok til at ikke mange så mod døren og de der gjorde kun så ham, som han gik først ind og ledte vejen til hvor Canthos sad med ryggen til. Inden af døren rettede han sig fuldt op med et lille suk af tilfredshed. Messen var trods alt et af de få steder med højt nok til loftet til ham.
Han blev oppe som han stoppede bag Canthos.

Generalen var ingen dygtig skuespiller, men hun kunne holde en maske og hun kunne holde sin kæft og begge dele blev udnyttet groft. Det samme gjorde hendes tålmodighed, som var langt mindre veludviklet. Hvis det ikke havde været for udsynet til at pine nogen, for at have brugt hende som punchlinen til en joke, havde hun givet op på den lange vandre tur gennem et par gange og nogle få trin for længst.
*Men når man nu skal være punchline, kan man lige så godt demonstrere, hvordan det gøres ordentligt...* Den uskyldige jumfru-i-nød-maske smuttede i svinget rundt om hjørnet til messen og blev erstattet af et forfærdeligt smil.

Som general var hun blandt de første, der fik noget at spise ligegyldigt tidspunktet på dagen, så hun havde skam allerede været her. På det tidpsunkt var hun fuldt udrustet og til at se. Det var for cirka en time siden og passede med slutningen på hendes nattevagt, så hun var gået tilbage til sine gemakker for at trække i noget mindre begrænsende. Den simple, ærmeløse kjole med høje slidser, der mere eller mindre var en smalt stykke stof syet sammen de rigtige steder, fik hende til at se endnu mindre ud ved siden af den store kat, der havde gået foran hende ind til nu. Lad os bare sige, hun satte pris på, at dyret havde så nemt ved at følge ordre.

Han åbnede dørene ind til salen, hvis støj tredobledes ved manglen af den afdæmpende dør. Ethelihn kunne kun gætte, men nu hvor han fyldte det meste af døråbningen, måtte selv nogle af orkerne have en hvis respekt for ham. En anden praktisk ting ved hans position var, at han stof med front mod de eneste lyskilder i salen; to store, grove lysekroner, som hang i midtergangen af den aflange sal og fik Pantaleons skygge til at falde elegant hen over og komplet skjule hans 'værge'. Ethelihn fulgte efter Pantaleon. Da de passerede lige under den ene lysekrone og lyset ikke kunne undgå at ramme hende, fik hun øjenkontakt med en enkelt soldat med gabet fuldt af noget, der lignede kalkunlår, men umuligt kunne være det. Den soldat holdt op med at tykke og stak en berustet albue i siden på sin kammerat, der havde fået mjøden galt i halsen. Jo tættere de kom på Canthos, jo mere stille blev salen. Ethelihn placerede sig strategisk ved siden af Pantaleon, men uden at forlade hans skygge.

Der gik et halv sekund før denne Canthos opfattede, at nogen havde stil sig i vejen for hans spiselys.
"Hey Pan! Hawe du ikke eng dør, du shulle bewogte?" Også Canthos havde fået fat i et stykke i-hvert-fald-ikke-dæmonrotte-lår.

"Damen bag den." Pantaleon kom tonløst med rettelsen til den andens ord, hvis snøvlen prikkede let til muligheden for at ordren givet ikke var kommet så langt længere væk fra end Canthos kedsomhed. Ikke noget Pan satte pris på for han fulgte dem alt for tit til at det var sundt for latterfuglene.

At morskaben var delt ved bordet gav den efterfulgte latter også væk og de hånlige blikke han fik tildelt. Blikke der skiftede som han tilføjede. "Hun ville her hen." Han havde stadig ingen fornemmelse for hvem hun var eller hvorfor hun ville møde Canthos, men han holdt sig klar til at gribe ind (gribe hende) hvis hendes lidt for skarpe tunge bragte hende i problemer. Folkene ved bordet elskede alle at bevise de var noget ved vold og nogle af dem kunne endda mere end blæse sig op også.

Han så ned på den lille kvinde i hans skygge og så meget følte som hørte latteren blive kvalt omkring ham.

Åbenbart havde det specifikke bord, som Canthos og hans kumpaner havde valgt at besætte, været det mest selvoptagede, for så snart de blev stille, var der ikke så meget som en ringbrynje, der klirrede. Ethelihn smilede, måske lige lovligt triumferende over, at hun havde en hel sal som publikum. Og det var ellers ikke fordi, hun plejede at bekymre sig om, hvad der var lovligt.

"Nyder I rotterne?" Dette var tydeligvis ikke et spørgsmål, hun havde nogen interesse i svaret på. Canthos sad stadig med ryggen til og kæmpede for at sluge den alt for store mundfuld forloren kalkunlår, han havde fået i munden, da Ethelihn langede en hånd ned på hans skulder, så han nær havde spyttet det hele ud igen. "Jeg hører, jeg kan takke dig for at have givet mig en livvagt, Canthos. Det var virkelig sødt af dig. Og så er det oven i købet en af soldaterne, der skulle have stået på murene! Er det i øvrigt ikke der, du burde være nu og holde dæmonerne på afstand?" Generalens stemmeføring lød giftig, som om hun var ved at lokke en gadehund til sig og havde en fyldt sprøjte klar bag ryggen. I det hele taget opførte hun sig med langt mere stridslyst, end hendes nuværende påklædning gav indtryk af var klogt.

"Pan, har disse mænd givet dig andre ordre før?" Om halvdyret var intelligent nok til både at svare på ja-nej-spørgsmålet og give nogle eksempler, så hun kunne finde ud af, hvor meget Canthos skulle grilles (luften mellem siden af hendes hånd og Canthos' hals begyndte at knitre), ville vise sig.

"Jeg havde nu fri..." Kom det neutralt rettende fra Pantaleon, som kvinden med sin stemme lovede ubehag til en hver ved bordet, der vovede at sige hende i mod. Til hans overraskelse virkede mændene en del mere bange for den lille nipsgenstand end han havde set dem for noget andet. En hård gruppe, som normalvis lo af andres frygt og nød at se den udløst af noget de havde foranlediget. Kedsomhed bragte alt for mange fristelser med sig, når det kom til underholdning og var den største grund til han holdt sig for sig selv.

Til spørgsmålet direkte henvendt til mændene kom et noget mumlende svar, men ingen rørte sig ud af stedet. Resten af salen forblev også stille, som de fulgte optrinnet ved bordet og i deres stille sind frydede sig over at det ikke var dem der havde tiltrukket sig generalens opmærksomhed.
"Ja." Svarede Pantaleon forundret over spørgsmålet og slap Canthos helt med blikket og lod det nu kun hvile på damen. Der foregik et eller andet og han var ikke sikker på at hendes spørgsmål var rigtig besvaret. Slet ikke som han så tilbage på mændene ved bordet og rent faktisk så farve forsvinde fra deres vejrbidte ansigter. "Ordre videre. Jagt skift." Han lod blikket finde tilbage til hende. "Ting der tegnes på tavler."

Ethelihn overhørte Pans rettelse, det kunne hun allegivel altid lave om på, og holdt sit skadefro blik på Canthos og hans kumpaner. Det var ikke ligefrem fordi Pans 'forklaring' malede et billede, men hun kunne da fornemme omkring hvor vandede, opgaverne havde været. Det var slemt nok, at de spildte hærens ressourcer. Det var værre at kun Mørkets Lord, ridderne og orklederne kunne afgive ordre, og disse opblæste, tomhjerner var langt fra en forfremmelse. Og så var der selfølgelig den detalje, at de var pinligt ubekymrede for konsekvenserne.
Med andre ord var Ethelihn der ikke for at beskytte Pan; Han var en stor kat, han kunne klare sig selv. Hun var der for der for at sørge for, at de kom på bedre tanker... og træne lidt med menneskelige målskiver.
BOOM! Et tordenskrald gjaldede gennem messen og sikkert også resten af borgen. Og der sad stakkels Canthos med håret strittende som et pindsvin, statisk elektricitet dansende over hele rustningen og et forbrændt, håndformet mærke på halsen. Sjovt nok var lynet slået ned gennem bænken ved siden af ham og efterladt et svidmærke på gulvet , cirka lige under hvor Ethelihn havde haft sin anden hånd.
"For Kzar Mora, jeg ramte ved siden af..." løg hun og lagde ikke stort skjul på det. Hun glattede noget af sit eget hår, der også havde taget effekt af luftspændingerne, og skævede til Pan for at se, hvor langt han var kommet med at regne ud, hvem hun var. Hvis han ikke havde regnet den ud på nuværende tidspunkt, var hun virkelig bekymret for hans hoved. Mest med hensyn til at soldaterne helst skulle holde så længe som muligt. Når man taler om solen, så ville hun have nydt at slå et lyn direkte ned i Canthos, men hun havde erfaret, at krigerne ikke tog den slags særligt godt. "Hvordan tror du, de ville have det med en ligoptælling uden for murerne, Pan?" spurgte hun halvretorisk. Det var vel det næstbedste.

Den lille dame fortsatte med at ignorere Pantaleon og nok også godt det samme. Blandt mændene hvis ansigter han kunne se havde mere end en skåret en grimasse over at han havde rettet på hende. Mærkværdigt. De havde ellers aldrig problemer med at give deres mening til kende menige... oh.
Måske var der mere til nipset end han havde antaget. Det kunne forklare både de første grin og den nuværende bleghed. Pantaleon drejede sig let og lod blikket falde ned på den lille dame, kun for at trække sig et halvt skridt baglæns ved udtrykket hun havde på. Det mindede om et han havde set på... oh.

At sige den store kat var blandt de skarpeste til stede ville nok kunne få de fleste til at brøle af latter, men nu som brikkerne endelig faldt på plads kunne han godt følge dem til handling. Han rettede sig op, rykkede tilbage til den beskyttende position han havde haft før og krummede sig så let som braget fra et lyn skabte total stilhed. Selv den mest dæmpede mumlen forstummede ved det, som alle holdt vejret for om de var blevet en mindre i stand til det.
Så gled en nervøs latter frem, drevet af behovet for ikke at give anstød mere end at synes generalens ord var morsomme. Pantaleon var ikke en af dem. Det stod han for tæt på hende til. "Køligt på denne tid?" Han bøjede hovedet let, så han kunne vinkle blikket ned og møde Generalens. Nattens luft var kølig selv udenfor murene.