Shinji havde løbet i flere timer. Hvor længe havde han ikke præcist styr på, men det var mere end tre. Solen var så småt på vej op i horisonten. Han havde sat farten lidt ned, men han var efterhånden begyndt at halse og tungen hang ud ad det store ulvehoved. Han kunne sagtens fortsætte, men det var ikke nødvendigt. De burde være langt væk nok fra landsbyen og den modbydelige dæmon nu. Langsomt sænkede han farten til en lunten. Han havde set en grotte her i nærheden. Det tog ham lidt tid, men han fandt den til sidst.
Sneen var ikke så tæt her, og der var væsentligt varmere end oppe i bjergene, men det var altid rart med ly.

Han stoppede, da de var nået et stykke ind og prøvede venligt at indikere til Sky, at hun godt kunne hoppe ned nu. Ikke at han havde noget imod at have hende på ryggen, men han tvivlede ærligt på, at det måtte være ret sjovt at blive hængende efter at have ligget på ham i fuldt løb i tre timer eller mere.
De knasende lyde var igen at høre, da Shinji begyndte sin forvandling tilbage til menneske. Det var nærmest som om, hans pels forvandlede sig til tøj i takt med, at han blev mindre. Dreadlocks'ene snævrede også ind og samlede sig på hans hoved. Hænderne blev mindre og kløerne trak sig tilbage til almindelige negle. Snuden blev også mindre og mindre, og hans øjne skiftede langsomt fra gule til lilla. Da han var helt tilbage til menneske, rystede han kort på hovedet. "Jeg vænner mig aldrig til den følelse" sagde han tydeligt, men mere henvendt til sig selv. Så kom han tilbage til tanken om Sky.

Uden overhovedet at tænke over det, lukkede han afstanden til hende og omfavnede hende i et varmt kram. "Er du okay?" Hans stemme var tydeligt bekymret og ligeledes var hans ansigtsudtryk, da hans blik lagde sig på de gyldne øjne. Shura var fulgt med ind, men hun sov ikke. Hun holdt vågent øje med udgangen. Shinji kastede et kort blik på hende, inden han kiggede tilbage på Sky. "Jeg havde planer om at finde brænde til et bål. Kan du nøjes med Shura som selskab, indtil jeg er tilbage?" spurgte han, inden han slap hende igen. Han ville ikke gå, hvis hun ikke ville have det, men et bål ville i den grad hjælpe på varmen.

Sky hørte hans hyl og så lettere bekymret på ham, før hun så bagud for dem og kunne se at Sol stoppede op, eller i hvert fald, at den sorte prik blev mindre og mindre.. efter et godt stykke tid, så hun bagud igen og sagde med en klar stemme, så hun var sikker på at Shinji hørte det. " Jeg tror vi er sikre nu! ". Hun holde stadig fast om ham, dog kunne hun mærke hvordan hendes muskler syede af anstrengelse. Hun lod sine øjne falde så småt hen, mens hun mærkede den næsten vuggende fornemmelse skylle ind over sig. Hun kom så småt til sig selv, da det var at hun mærkede den kølige fornemmelse over sig og hvordan vinden aftog. Hun så grotten omkring sig og så forsigtigt ned mod Shinji, da han indikeret, at hun gerne måtte hoppe ned nu. Hun lod sig forsigtigt glide ned af ham og mærkede hvordan hendes ben gav efter, før hun sad på bagdelen, på de kolde sten og så skamfuldt op mod Shinji.

Hun fulgte Shinji med blikket, som han forvandlede sig for øjnene foran hende, indtil han blev sig selv igen og hans hænder mindre og klørene trak sig ind til almindelige negle. Den måde han forvandlede sig foran hende, hvordan det hele foregik, samt lydene. Hun var ikke skræmt, måske en smule fascineret, men også lidt nervøs, nervøs på Shinji´s veje, men også for hvad hans krop kunne holde til. Da det var han sagde ordene, så hun en smule væk fra ham, før hun hørte ham træde mod hende. Hun nåede lige at vende blikket mod ham, før hun mærkede hans arme om hende, i et varmt og betryggende kram, dog kunne hun ikke lade vær med at tænke på hvad der var sket hende, samt hvor ulækker hun følte sig.

Hun tog sig en smule til sin mund, i det hun så mod Shinji og rejste sig hurtigt op og gik hen til et hjørne og brækkede sig ud over gulvet i siden. Hun blev ved med at kaste op, indtil hun ikke kunne mere, før hun strøg det væk og hostede svagt. Hun så ikke mod Shinji denne gang. Man kunne se de blodskudte øjne, var våde og røde.. samt hendes ansigt var nærmest fortrængt i smerte.. men også væmmelse. Da han spurgte om hun var okay, svarede hun ikke, før han sagde, at han ville finde brænde. Hun nikkede forsigtigt og rejste sig, før hun gik hen til udgangen og tog noget sne og kastede blidt på brækket, for at skærme lugten. Hun gik derefter forbi Shinji uden at sige noget. Hun lukkede sine øjne en smule og satte sig ned, med ryggen til udgangen og Shura, før hun krøllede sig en smule sammen og mærkede tårerne glide ned. Vis Shinji gik, ville hun så småt begynde at græde, efterfulgt af hulken.. og derefter af ren og skær gråd, der senere hen gik til skrig af smerte, mens hun lod fingrene borde sig ind mod sit hoved og rev en smule ned, så rødt blod begyndte så småt at blande sig med det sne hvide hår, fra rifter hun lavede i hovedbunden. Minderne omkring hvad der var sket i nat.. samt at Shinji havde rørt hende.. en så ulækker som hende. Vis han kom ind for at rør hende, ville hun blot skrige endnu mere.

Shinji fik i den grad svar på, at Sky ikke var okay, da hun begyndte at brække sig. Medlidenheden var tydelig i hans ansigt, men han turde ikke gå hen til hende. Hun lignede en, der ikke ligefrem ville have selskab. Det skar ham dybt i hjertet at se hende sådan, og han ville gerne kunne gøre noget, men han havde absolut ingen anelse om, hvad der skulle til. Han havde aldrig befundet sig i sådan en situation før. Hendes nik til at hente brænde fik ham dog til at stryge hende en enkelt gang over håret. "Jeg er snart tilbage" sagde han, inden han forlod grotten.

Han havde ikke været væk en time, da han igen stod i grotten. Synet af hendes blodige hår fik ham omgående til at slippe det brænde, han havde i armene. Langsomt gik han hen til hende. Han rørte hende ikke, men han satte sig ved siden af hende. Tårer kunne ses i begge øjenkroge, der langsomt begyndte at trille ned ad hans kinder. Han rettede blikket mod hendes hår, da han ikke kunne se hendes ansigt. "Undskyld..." begyndte han, men hans stemme knækkede. "Jeg skulle have været taget afsted før. Jeg skulle have fundet dig før. Jeg er ked af det, Sky." Han slog blikket ned og placerede opgivende sin hage på sine knæ.

Shura kom hen og kørte sit hoved mod Shinjis, men da det var Sky, der tydeligt var mest ude af den, gik panteren videre og gned sit hoved op ad hendes skulder.

Hun blev bare ved med at lade gråden få frit løb, mens hun græd og græd og græd, som aldrig før. Hun havde end ikke grædt så meget, dengang hendes mor eller far døde. Hun borede sine negle mod sin hovedpund, mens hun prøvede at få billederne ud af hovedet, samt følelsen hele hendes krop havde. Hun havde lyst til at kaste op igen, men hun kunne ikke. Hun gispede nogle gange efter vejret, så meget græd hun, indtil hun hørte Shinji tabe brændet. Hun begyndte så småt at stoppe med at skrige op, før hun lod sine arme falde ned til siden, hvor man kunne ane blod der var smurt ud på fingerspidserne og havde efterladt linjer af blod i det lange hår.

Da han satte sig ved siden af hende, trak hun sine ben hen til brystet og tog om dem, mens hun vuggede frem og tilbage, med hovedet begravet nede mellem sine ben. Hun snøftede voldsomt og prøvede at kvæle sine hulk, mens hun hørte Shinji´s stemme. Hun ville gerne trøste ham, sige at det var okay, men hun følte sig væmmelig indeni.. hun følte sig ulækker og beskidt. Hun så dog forsigtigt op, da hun mærkede et hoved gnide sig op af hendes skulder, før de gule øjne betragtede Shura.. inden hun forsigtigt rakte frem mod hende, men hendes øjne syntes tomme.. i det hun trak sin hånd til sig og forsigtigt trak sig over i et hjørne og sad blot og vuggede en smule frem og tilbage, mens hun snøftede og kom med halv kvalte hulk. Sådan sad hun i flere timer, vis ikke at Shinji prøvede ihærdigt at få hende til at stoppe. Hun så ud til at være panisk, vis man kiggede på hendes øjne, samt hendes udtryk var ren smerte, i form af chok tilstand. Hun sad blot og stirrede på det samme stykke i væggen, mens hun vuggede og hulkede og snøftede.. det føltes som flere timer hun sad sådan, indtil hun til sidst, endte med at falde i søvn, holdende om sine ben, mens hun var faldet hen, så hun lå op af væggen til sin højre side. Hun var udmattet og frøs, samt var mentalt påvirket. Hendes tanker kræsede og kræsede. Hun var bange.. bange for Sol.. bange for at være blevet gravid. Traumatiseret af oplevelsen.. der havde påvirket hende så dybt, at hun end ikke vidste hvordan hun skulle se Shinji i øjnene.

Shinji ville gerne kunne gøre noget, hvad som helst. Bare for at fjerne hendes smerte for et øjeblik. Da hun trak sig fra Shura, så han bekymret efter hende. Forsigtigt rejste han sig. Nærmest prøvende gik han hen til Sky, og meget forsigtigt prøvede han at lægge en hånd på hendes skulder. Hvis hun trak sig eller gøs e. lign., ville han trække hånden til sig med det samme. Blikket var dybt bekymret. "Sky jeg lover, at jeg aldrig forlader dig igen."

Han havde givet sig til at tænde bål, da hun var faldet i søvn, og lige nu sad han op ad væggen, mens den ene hånd åndsfraværende strøg Shura over hovedet, der havde placeret sit hoved i hans skød. Sådan havde han siddet det meste af tiden. Søvnen ville ikke komme til ham. Synet af Sky der var så traumatiseret, havde brændt sig fast på nethinden, og han vred sin hjerne for, hvad han kunne gøre.

Da Sky igen rørte på sig, vendte han blikket mod hende, men han flyttede sig ikke. Det gjorde stadig fysisk ondt at se hende i den tilstand. Han var dog stadig overbevist om, at grunden til hendes stilhed var ham, og ikke hvad der var blevet gjort ved hende. Forsigtigt spurgte han: "Sky kan du tilgive mig?" Han havde knap udtalt ordene, før tårerne igen gled ned over hans kinder. Han skulle have været der. Han skulle have gjort noget.

Sol´s hånd nærmede sig, før den greb fat om hendes hals og hun kunne mærke hvordan luften forsvandt ud af hendes lunger, mens hendes krop faldt igennem vandet og ud på den anden side, dalende ned i mørket, omgivet af magerne i hendes grotte, der alle rakte ud efter hende. De ville ikke slippe hende, de trak ned i hende, flåede hendes tøj fra hinanden, hendes hud.. begyndte at spise af hende og flåede hendes indre op, indtil hendes bankende hjerte, var det eneste der var tilbage.. lyden af det. Hun vågnede med et sæt og så chokeret rundt, før hun gav et spring fra sig, da hun så Shinji og så på ham med chokeret øjne. Da hun lagde mærke til tårerne på hans kinder, samt hørte hans ord, var det som om hun hørte noget gå i stykker indeni sig selv. Hun så mod Shinji og mærkede sine øjne blive våde, før tåre trillede ned af hendes kinder, der brændte, fra de tidligere tåre, inden hun hulkede og gik hen til ham og lagde sig tæt ind til ham, i et stramt kram og blot hulkede ind i hans bryst.

Da hun havde hulket i et stykke tid, berørte hun blidt hans ryg med sine negle, forsigtigt nussede hun ham.. før hun snøftede og satte sig en smule op, så hun kunne se ham i øjnene. Hun tørte sig under øjnene og næsen og så skamfuldt væk, i det hun rystede svagt over sin krop. Hun kunne ikke rigtig se ham i øjnene. " D-Du ha-rr.. int-intet at und..undskylde for.. Shinji ". Hun hulkede svagt og lagde sig tæt ind til ham igen og sagde " J-j-jeg uren ". Hun snøftede svagt og prøvede at stoppe sine tåre. " J-Jeg bange.. ". Hun kunne ikke få ordene ordentligt over sine læber, det var som om hun sagtens kunne tænke det, men når hun prøvede at sige noget.. så stoppede ordene blot.. inden de kom ud og forsvandt i intetheden.

Shinji blev noget forbavset, da Sky pludselig overfaldt ham i et kram, men han lagde alligevel armene om hende. Han strøg hende blidt over det vide hår, der dog stadig var rødt hist og her. "Ssh. Det er okay. Jeg går ingen steder." Hans stemme var blid og opmuntrende. Åndsfraværende smed han mere brænde på bålet med den ene hånd, men han lagde med det samme armen om hende igen, da han var færdig.

Han blev ovenud taknemmelig for, at hun ikke bebrejdede ham, men han kunne alligevel ikke lade være med at føle en smule skam over, at hun ikke ville se ham i øjnene. Han kyssede dog blidt hendes hår. "Tak" svarede han ned i håret, fordi han ikke havde flyttet hovedet endnu.

Da hun begyndte at tale om, at hun var uren, var han med det samme klar over, hvad hun mente, og han mærkede vreden og harmen bølge op i sig. Forsigtigt lagde han sin finger under hendes hage. Hvis hun strittede imod, ville han ikke prøve at løfte hendes hoved, men han prøvede at se hende i øjnene. Hvis hun så op, ville han flytte hånden fra hagen og lægge den blidt på hendes kind. "Det er ikke din skyld, Sky. Og du må ikke tro, at jeg ser dig i et andet lys på grund af det, der er sket. Jeg..." Han stoppede sig selv, og hvis hun så på ham, ville han lægge sin pande mod hendes. "Jeg er glad for, jeg fandt dig. Jeg var så bange" sagde han. Hans stemme lød mere lettet nu. Lette over at han havde fundet hende. Lettet over at hun efter omstændighederne var i god behold. Han trak hovedet en anelse væk, så han igen kunne kigge på de gyldne øjne, og blidt tørrede han tårerne væk fra hendes kinder.

Hun nød den blide berøring hen over sit hår, samt lyden af Shinji´s vejrtrækning, samt den måde hun kunne høre hans hjertebanken mod hans bryst. Hun mærkede hans blide finger, der forsigtigt fik sig lagt, så han kunne få hende til at løfte hovedet og hun lod ham, så hun så ind i de lilla øjne. Hun mærkede hvordan hans hånd gled hen på hendes kindog kunne ikke holde et lille smil tilbage. Hun lyttede opmærksomt til hans stemme og de ord han formåede at få hen over sine læber. Hun mærkede hvordan han lagde sin pande mod hendes og kunne ikke lade vær med at lukke sine øjne for blot en stund.

Hun mærkede tårerne få frit løb, dog denne gang uden at hulke. Der var heller ikke så mange tåre tilbage at klemme ud mere, så det var kun en enkelt til to, der fik lov til at glide ned, før Shinji´s hånd fjernede dem. " J-Jeg.. ". Hun prøvede at få sig selv til at sige det, men kunne ikke. Hun valgte blot at stoppe med at sige noget og lagde sig tæt ind til Shinji, før hun lukkede sine øjne og endte med at falde i søvn op af ham, vis han da ville lade hende.

Shinji kunne ikke skjule sin nysgerrighed over, hvad Sky prøvede at sige, men da hun ikke kunne få ordene ud, ville han ikke presse hende. Han gik ud fra, at hun nok selv ville udtrykke sig, når hun var i stand til det, og når hun lige havde fået lov til at synke hele oplevelsen. Igen smed han lidt brænde på bålet, inden han strøg hende blidt over håret, som han kunne høre hendes vejrtrækning blive dybere. Den anden fandt vej til Shura, der tidligere havde været nødt til at flytte sig, da Sky havde krammet ham, men som nu lå med hovedet på hans ene lår, og han begyndte at nusse hende bag øret. Et lille grin kunne høres fra ham, da han kom til at tænke på, at han teknisk set var omgivet af kvinder lige nu.

Langsomt gav han sig hen til søvnen, som han stadig sad lænet op ad væggen, og da han sov helt, dumpede hans hånd ned fra Skys hår til hendes skulder. Det var første gang på et døgn, han rent faktisk kunne sove. Hans drømme var dog langt fra rolige, og han spjættede let i søvne over sine drømme. På et tidspunkt vågnede han med et sæt og rettede sig årvågent op. Selvom det var blevet mørkt tog det ham ikke lang tid at se sig rundt efter Sky. Da han stadig så hende ved sin side, åndede han lettet op, inden han lænede sig tilbage igen. Hvis hun vågnede, ville han komme med et lavt "undskyld hvis jeg vækkede dig" og stryge hende blidt over håret, men ellers ville han bare falde i søvn igen.

Han vågnede dog næste morgen ved at solen stod lige ind i ansigtet på ham. Han missede med øjnene et par gange, inden han lige fik vænnet sig til det skarpe lys. Lugten af blod fik ham dog til at blive nervøs igen, men det viste sig, at det kom fra to kaniner og en ulv, der lå foran ham, og han kiggede lettere forbavset på panteren, der nu lå henne ved indgangen til grotten. "Tak Shura."

Forsigtigt smøg han sig ud og prøvede ihærdigt på ikke at vække Sky, inden han gik i gang med at tænde bål på ny. Så gik han i gang med at ordne dyrene, så han kunne sætte dem på pinde og lade dem stege over bålet. Ved Chance hvor var det længe siden, han havde gjort noget lignende sidst, men det sad stadig på hans rygrad, så i løbet af ingen tid lugtede der af stegt kød i hele grotten. Eller det gjorde der for Shinji i al fald. Mens han tilberedte maden, holdt han jævnligt øje med Sky, og ved det mindste tegn på, at hun var utilpas, ville han fare hen til hende for at omfavne hende eller stryge hende over håret.

Da Shinji vågnede med et sæt, vågnede hun ligeså også ret så brat. Hun trak sig helt sammen og så forvirret men også skræmt rundt, før det gik op for hende, at der ikke var noget rundt om dem, af fare i hvertfald. Hun vendte sit blik mod Shinji og så hvordan han lænede sig tilbage og nærmest åndede lettet op?. Hun så undrende på ham, men valgte at gemme det til senere.. før hun gav et lille smil fra sig og lænede sig op af ham igen og næsten hviskede " Det okay.. ". Hun faldt ligeså stille hen igen og endte med at sove til næste morgen, uden besvær.

Hendes krop syntes kold og hendes fødder gjorde ondt, da hun endelig kom til sig selv. Hun var ligeså også blevet ret så syg, eftersom hun begyndte at nyse, som det første da hun vågnede. " Pf! ". Hun nøs kort, før hun tog sig til næsen og gav et lille suk fra sig, før hun gøs kort over hele kroppen og snøftede lidt ind. Hun så en smule rundt og følte at hendes krop var svedig og klam. Hun tog sig en lille smule til maven og så lettere bekymret ud, i det hun huskede hvad hendes krop havde været udsat for.

Hun så forsigtigt mod Shinji og tøvede en smule. Hun mærkede blidt mod hans trøje der var rundt om hende og ret så stor, i forhold til hendes slanke og smalle form. " S-Shinji.. h-hvornår t-tror du vi er.. n-nær et sted t-til et varmt b-b-bad.. ". Hun nøs igen og begyndte så småt at skælve. Hun havde også været vågnet nogle gange om aftenen, grundet kulden, men havde blot prøvet at lægge sig endnu mere op af Shinji og prøvet at ignorer den hårde kulde. " Jeg h-har det ikke s-så godt ".

Shinji satte sig med det samme over ved siden af Sky, da han kunne høre, hun frøs. Han lagde armene om hende for at give hende så meget kropsvarme som muligt. "Der er en landsby ikke så langt herfra. Der burde det være muligt at finde et bad. Og noget tøj. Hvilket minder mig om..." Han rejste sig igen og gik uden for grotten, men han var væk højst fem minutter, inden han kom tilbage. I favnen havde han Skys taske, samt bue og pile. Han lagde det ved siden af hende, inden han så lidt undskyldende på hende. "Dit tøj var for medtaget af vejret, til jeg kunne redde det, men de andre ting skulle stadig være i rimelig god stand" sagde han og satte sig igen. Det gik først op for ham nu, at hun egentlig var nøgen under hans frakke, og hans kinder blev noget mere rødmossede, som han slog blikket væk fra hende. "Shura fangede nogle dyr til os. De er på bålet nu, hvis du vil og kan spise, inden vi tager afsted?" Han rettede blikket mod hende, men det var tydeligt, at han nu bevidst forsøgte at fastholde blikket på hendes øjne for ikke at kigge ned ad hende.

Han lagde igen en hånd på hendes kind. Hendes duft var stadig voldsom, men den mindede slet ikke om Amalia mere. Han kunne mærke sit hjerte banke noget hurtigere. "Sky, jeg..." Hans stemme knækkede igen, og han så ned. Nej. Han havde været så tæt på at miste hende en gang, at han ikke kunne tillade sig at være en kujon nu. Han måtte fortælle hende det på den ene eller anden måde. Han rettede igen blikket op og så hende i øjnene. "De sidste dage her har fået mig til at indse noget" begyndte han, og han blev nu kogende rød i ansigtet, men han havde taget beslutningen. Han lukkede sine øjne, bange for hvad reaktionen ville være, mens han åbnede munden for at sige: "Jeg... erforelsketidig." Ordene væltede ud af munden på ham, fordi han egentlig havde prøvet at sige, at han hadede hende, hvilket var en lodret løgn, men han var bange for, at han bare ville gå i stå igen, hvis han prøvede at sige det ligeud. Han drejede hovedet væk fra hende, inden han åbnede øjnene og bandede lydløst indvendigt. Hvad hvis hun ikke følte det samme? Det var ligemeget. Han havde prøvet alt for længe nu at gå og være forelsket, uden der skete noget, og nu hvor han havde chancen, kunne han ikke bare lade den passere. Desuden havde der været små hentydninger til, at hun måske havde det på samme måde, men han var på ingen måde sikker.

Da Shinji rejste sig, fulgte de gule øjne ham nøje, før hun mærkede hans arme omkring sig, inden hun lukkede øjnene og gav et lille nydende suk fra sig. Dette var en vidunderlig følelse, hun IKKE ville være fri for. Hun lyttede til hans ord og så kort lidt chokeret ud, før hun spurgte " H-Hvorfor har v-v-vi ikke gået d-der hen endnu s-så? ". Hvis hun havde vidst der var en landsby i nærheden, så havde hun begyndt at gå med det samme!. Hun havde brug for at vaske sig og få noget nyt tøj på og bare generelt slippe for minderne.. samt hun havde lyst til at rive huden af sig selv.
Hun fulgte ham, da han gik igen og gik ud af grotten, inden han kom tilbage. Hun havde set en lille smule bekymret mod Shura kort, men da Shinji endelig igen dukkede op, fik hun med det samme øje på sin taske, samt bue og pilene. " T-T-Tak! ". Hun gav et lille smil fra sig, dog kunne man se glæden i hendes ansigt igen. Hun nikkede forsigtigt til det med at hendes tøj var for medtaget. Det havde hun allerede regnet med, men der havde dog været tidere, hvor hun havde overvejet at stikke af og prøve at nå sit tøj.. vis det ikke havde været for Sol´s parings ritual.. for at få børn?.. hvad var det overhovedet hun ville ha haft ud af hende. Hun gøs kort ved tanken, før hun så mod Shinji igen, der nu havde fået en fin rød kulør over sine kinder.

" Hm?.. er du o-okay? ". Hun prøvede ihærdigt at undgå at stamme for meget, men hun havde ikke rigtig varmen ordentligt, skønt bålet havde været tændt, så var grotten kold og luften tør. Hun nikkede forsigtigt til det med at der var dyr på bålet de kunne få, vis hun var klar og vis hun ville spise. Hun mærkede hånden mod sin kind og så ham i øjnene, med et blidt udtryk, dog kunne man ane tristheden bag hendes blik. Da hans stemme lød til at give et knæk fra sig, så hun undrende på ham, i det hun svarede med en lav og blid stemme " Ja?.. ". Hun trak benene en smule op til sig og så afventende på ham.

Da han så rettede hans blik mod hende igen, kunne hun dog ikke undgå at rødme en lille smule under det, før hun hørte hans ord, med at de sidste dage havde fået ham til at indse noget. " Jah?.. ". Hun så på ham med et nysgerrigt blik, før han blev helt rød i ansigtet og lukkede sine øjne, inden hun blev mødt af at han startede ud med jeg og så noget hun ikke helt havde kunnet tyde. " Du hvad?.. ". Hun så undrende på ham og lagde hovedet en smule på skrå. Da han drejede sit hoved væk fra hende, blev hun en smule bekymret, for at han kunne dufte.. de andre mænd på hende.. duften af. Hun fik det dårligt indeni og kunne mærke sin mave slå knude, i det hun så en smule væk fra ham og sagde intet. Hun så skamfuld ud, næsten på nippet til at græde, i det hun rejste sig forsigtigt op og sagde " J-Jeg har brug for a-at være lidt alene ". Hun gik derefter hen til den anden side og satte sig, i det hun krøllede sig en smule sammen, med benene op til sig og ryggen til Shinji, før hun mærkede tårerne få frit løb, dog prøvede hun at skjule sine hulk med ærmet fra Shinji´s jakke.

Shinji hævede kort et bryn over hendes spørgsmål, inden han kom i tanke om, at han ikke havde forklaret nærmere, hvorefter han sendte hende et smil. "Fordi du havde behov for hvile, og fordi det er en dagsrejse væk herfra" forklarede han. Han kunne bestemt godt forstå, at hun ville have varmen, men han ville også gerne være sikker på, at hun kunne klare gåturen.
Han strålede som en sol, da hun oprigtigt takkede ham for at have fundet tingene. "Det var så lidt. Jeg tænkte, at du nok ikke ville undvære dem" svarede han, som hans smil voksede. Han var tydeligt stolt over, at han kunne bringe en smule glæde i mørket.

Hendes spørgsmål gjorde absolut intet for hans rødmen. Tværtimod blev den kun værre. Han rystede lidt på hovedet. "Jeg blev bare lige pinligt bevidst om, at du ikke havde noget tøj på" svarede han lettere undskyldende. Han ville ikke have, hun fik følelsen af, at han overgloede hende, specielt ikke efter hvad hun havde været igennem, så han prøvede ihærdigt ikke at fokusere på de bare steder med blikket. Han havde måske prøvet at hjælpe hende med sine grænser, men han ville respektere hendes blufærdighed.

Shinji skulle lige til at omformulere sin erklæring, da det for ham så ud som om, det gik op for hende, hvad han havde sagt, og hans hjerte dumpede nærmest ned i maven, da hun sagde, at hun gerne ville være alene. "Undskyld, hvis jeg sagde noget forkert" svarede han lidt bedrøvet. Han havde egentlig rejst sig, da han hørte hende græde. Hun prøvede at skjule det, men hans skærpede hørelse opfangede det alligevel, og det gik op for ham, at han måske havde misforstået noget. Han gik hen til hende og satte sig lidt prøvende ved siden af hende. Hvis hun trak sig, ville han ikke følge efter, men han prøvede alligevel at stryge hende blidt over håret. "Jeg håber, du forstår, at jeg ikke holder mindre af dig end før. Det var lidt det, jeg prøvede at sige før. Jeg var bare bange for din reaktion" forklarede han og begyndte at grine lidt af sig selv. "Jeg har ikke rigtigt været i sådan en situation her, og jeg føler mig lidt som en uvidende teenager, der gerne vil men ikke rigtigt tør" fortsatte han. Han vidste ikke, om hun ville opfange hentydningen, men han var ikke helt sikker på, om han turde komme med erklæringen en gang til.

Hun kunne godt se logikken i at de havde begge haft brug for hvile på turen, samt vis det tog en hel dags rejse, så var det blot forståeligt at de havde stoppet for det der var natten, efter en forfærdelig jagt og hun måtte da også indrømme at hun var utrolig bange for, at Sol ville sende nogen ud efter dem eller prøve på visse ting.. at opsnuse dem?. Det var farligt for dem, at være der for længe, det var hun nærmest sikker på. Da det var at han besvarede hvorfor han rødmede, var det ligefør han fik hende til at tabe sit ansigt, af ren flovhed, da han forklarede, at han blev bevist om, at hun intet havde på.

Da det var at han undskylde for at ha sagt noget forkert, rystede hun blot på hovedet og trak sig en lille smule væk fra ham, eftersom hun ikke rigtig havde lyst til berøring, eftersom hun følte sig ulækker. Hun så med tåre mod Shinji, før hun mærkede vreden stige ligeså langsomt, inden hun rejste sig op og slog ud med armen, i det hun svarede " Jeg ved ikke engang hvad du prøvede at sige Shinji!. Forstår du det ikke! ". Hun lukkede sine øjne kort og snøftede, i det hun så småt havde fået varmen, dog havde hun det stadig lidt feber agtigt, men det var gået bedre med at kunne snakke, især efter hun blev vred. " HUN TVANG SINE "MAGER" TIL AT HA SEX MED MIG!. JEG ER FYLDT MED.... DÆKKER AF... AF DEM!.. OKAY!. HVER DAG!.. j-jeg aner ikke engang om jeg er g-gravid! ". Hun faldt ned på knæ og skreg ind i ærmet på trøjen, eftersom hun havde begravet sit ansigt i armene foran sig. Hun hulkede og græd. " Jeg ulækker!.. jeg har l-lyst til at rive huden af m-mig selv! ". Hun kunne ikke tag tanken om det.. samt billederne af oplevelsen. Hvordan hun var blevet holdt, taget.. tvunget mod sin vilje. Hun knugede sine hænder så meget, at neglene så småt var begyndt at danne sår/hul i håndfladen af hende, så det begyndte så småt at bløde en smule fra sig, mens hun klemte sine tænder hårdt sammen.

Shinji så bare på hende, som hun råbte ad ham. Harmen var tydelig i hendes ansigt, men han ventede, til hun var helt færdig med at tale, inden han overhovedet gjorde noget. Da hun satte sig på knæ, flyttede han sig, så han kunne kigge på hende, men han rørte hende ikke. Han trak knæende op under sig, så de rørte ved hans bryst, inden han placerede armene over kryds på dem, for derefter at hvile hagen på armene, mens han betragtede Sky lidt tid. Han overvejede, hvad det bedste var at sige. "For hvad det er værd, synes jeg på ingen måde, du er ulækker" startede han lavmælt. Han sukkede, og en enkelt tåre kunne ses glide ned over hans kind. "Du er på ingen måde mindre værd for mig. Jeg ville gøre hvad som helst for at skrue tiden tilbage og rette det, så jeg ikke kom for sent, men det kan jeg ikke." Hans stemme var blevet en smule grødet, og flere tårer trillede nu lystigt fra øjnene over kindbenene. Han fortsatte dog ufortrødent: "Sky, jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe. Jeg ved ikke hvordan, men jeg ville virkelig gerne tage bare en smule af den smerte, du føler og dele den, så du står alene." Han sukkede og kiggede ned, så panden hvilede mod armene i stedet. Dette var hverken det rigtige sted eller tidspunkt til at erklære sine følelser. Han knugede hårdt med fingrene om sine albuer, og et fnys forlod hans læber. Et fnys af ham selv. "Jeg er så uduelig" konstaterede han mere til sig selv end til hende, men han gjorde intet for at dæmpe sin stemme. Han hadede den følelse af at være komplet hjælpeløs og intet kunne gøre, når hun var så meget i smerte.

Hulkene blev mindre, da det var han nævnte, at han ikke syntes hun var ulækker. Hun kunne høre hvordan hans stemmes toneleje forandrede sig og forsigtigt kiggede hun en smule op. De gule øjne´s sorte pupiller, udvidede sig en smule, da hun fik øje på de saltede tåre, der strøg så smukt ned af Shinji´s ansigt, der bar noget der for hende, lignede et fortvivlet udtryk, som følte han sig hjælpeløs overfor situationen, eller omkring hvordan han skulle gribe det an måske?.. eller også var det blot noget hun bilde sig selv ind, indtil hun hørte hans stemme.

Da han kiggede ned og lod sin pande hvile mod hans arme, så hun tøvende på ham og snøftede forsigtigt, før hun tørte tårene væk. Hendes kinder var blevet en del røde og tørre, samt huden havde lidt overlast over de mange saltede tåre, igennem de sidste 2-3 dage. Da han knugede sine fingre om sine albuer og kom med et fnys.. af ham selv, spærrede hun sine øjne en smule op, før hun rejste sig og gik hen til ham og tog om ham, i det hun svarede " Du ikke uduelig!. Sig aldrig nogensinde sådan om dig selv igen Jin... du reddet mit liv.. du kunne aldrig ha vidst hvad jeg gennemgik.. samt det var min egen fejl.. jeg var ikke forsigtig nok ". Hun mærkede en enkel tåre glide ned af sin kind, før hun lod sine hænder blidt berør hans kinder, vis han lod hende, før hun ville forsigtigt løfte hans hoved, så han så hende i øjnene, vis ikke han strittede imod det. " Du vil altid være min helt Shinji.. fra første gang vi mødtes.. til nu. Der er ingen i denne verden, jeg holder mere af, end dig ". Hun så bestemt på ham, med en alvorlighed over sit ansigt, hun aldrig rigtig havde vist ham.

Hun ville ikke sidde og lytte på, at han nedgjorde sig selv eller sin værdi.. eller handling. Han var hendes helt, den eneste der betød noget for hende i denne verden. " Dog Shura betyder også noget for mig, men Shinji.. j-jeg ". Hun så flovt på ham og kiggede en smule væk og lod blidt hendes hænder slippe, før de gled ned til siderne af hende, inden hun tog sig en smule til den ene arm og gned den, før hun stadig så flovt væk fra ham. " Jeg ked af at jeg fik dig til at føle sådan.. samt hævede min stemme overfor dig.. kan du nogensinde tilgive mig ". Hun så kort mod ham, men hurtigt væk igen og bed sig en smule i den fyldige underlæbe.

Shinji blev ganske overrasket over at mærke, at hun omfavnede ham. Han lod hende løfte sit ansigt, da han mærkede hendes hånd på sin kind, og hans blik rettede sig med det samme på de gyldne øjne. Åndsfraværende tørrede han sine kinder med bagsiden af den ene hånd, mens han blot brugte lidt tid på at betragte hende. "Så... det er altså ikke mig, du har noget imod?" Ordene fik ham med det samme til at føle sig ti kg. lettere. Han havde været så overbevist om, at det var ham, der var skyld i hendes tristhed på trods af samtalen, de havde haft tidligere.

Han kunne ikke lade være med at grine mildt, da hun kaldte ham en helt, og han fik kortvarigt et drillende glimt i øjnene. "Det er første gang, nogen har kaldt mig det" svarede han med et smil. Han rødmede dog mildt over den sidste del af sætningen. "Ej lad være, jeg rødmer helt" svarede han lettere drillende. Det var dog tydeligt i hans ansigt, at han var ovenud glad for, at hun stadig holdt af ham, og han sendte hende et varmt smil.

Da hun slap ham igen, så han dog lidt bekymret på hende, inden ordene fortalte ham hvorfor. Han rystede på hovedet og lagde en hånd på hver side af hendes kinder for blidt at dreje hendes hoved, så han kunne se hende i øjnene. Han ville ikke tvinge hende, så hvis hun strittede i mod, ville han blot svare: "Du har intet at undskylde for. Jeg kan sagtens forstå din vrede og harme. Du skal blot vide, at jeg ikke ser dig i et andet lys i forhold til før." I takt med, at han talte, havde han ubevidst langsomt ført sit hoved tættere på hendes, men han stoppede med det samme, da han blev opmærksom på det. Han trak dog ikke hovedet til sig, men lod det derimod hænge i luften få cm. fra hendes. Han overvejede et øjeblik, om han kunne tillade sig det. Han besluttede sig for, at han ville lade hende tage det næste skridt, men han lod hovedet blive for nærmest at give hende en invitation.

Skylin så lettere chokeret på Shinji, da det var han spurgte hende ligeud, omkring om at det altså ikke var ham, hun havde noget imod. " NEJ!?.. hvordan kunne du.. du nogensinde tro det Jin?!. Jeg ville aldrig nogensinde ha noget imod dig, om jeg så ville, så kunne jeg aldrig hade dig, eller ha noget imod dig ". Hun så på ham, med dette triste blik, som havde det gået op for hende, først nu.. at hendes opførsel og hendes ord, havde bragt ham stor smerte.. og at hun havde ladt ham i mørket, i en tro på.. at han måske havde været skyld i hendes opførsel, samt vrede. " Shinji jeg.. undskyld, det var aldrig min mening at såre dig ".

Hun kunne ikke lade vær med at grine en lille smule lavmældt, da det var at han sagde, at hun skulle lade vær, eftersom hun fik ham til at rødme, dog var det tydeligt, at ordene havde nået ind til ham og det triste udtryk, så ud til at være forsvundet fra hans ansigt. Da hun fjernede sit blik fra ham og lod ordene glide ud, kunne hun mærke hvordan hans hænder fandt vej til hende, inden hun så ham i øjnene igen. Hun strittede ikke imod og lod ham blot dreje det.

Hun lagde mærke til, hvordan han pludselig var kommet en smule tættere på hende, dog sagde hun intet, men lyttede blot opmærksomt til ham. Hun hævede det ene bryn en smule, da hun studerede hans ansigt. " Hm?.. er der noget på mit ansigt? ". Hun begyndte så småt at berør hendes kinder og gnide dem en smule, før hun smilede uskyldigt overfor Shinji, inden hun så mod maden. " OH! MADEN! ". Hun rejste sig lettere hurtigt, før hun gik over og tog maden af bålet. Det var blevet en smule mere brændt på den ene side, men var stadig spiseligt. Hun lod derefter sit blik glide mod Shinji, før hun spurgte " Så.. tager vi afsted mod byen idag.. ". Hun var en smule nervøs for at komme ud i kulden igen.

Shinji mærkede tydeligt hvordan hendes ord nærmest lettede en kæmpe vægt fra hans skuldre, og han kunne ikke lade være med at smile. "Hvor er du sød" svarede han, mens han egentlig bare betragtede hende med et smil på læben. Han rystede dog på hovedet ad hende, da hun begyndte at undskylde. "Det er mig, der burde undskylde. Det var jo mig, der misforstod" svarede han protesterende. Han så virkelig ikke nogen grund til, hvorfor hun skulle undskylde, når det var ham, der ikke havde tolket signalerne rigtigt. En ting han åbenbart var god til omkring hende.

Shinji hævede et bryn over hendes spørgsmål. Han havde ikke ligefrem forventet, at hans hentydning blev misforstået, men han kunne ikke lade være med at grine, inden han rystede på hovedet. "Nej dit ansigt er ganske nydeligt" svarede han, og hans smil voksede en smule. Han kunne ikke lade være med at finde hendes reaktion morsom. Da hun råbte om maden, blev hans opmærksomhed dog imidlertid selv afledt, og han rejste sig for at gå over og se til den. Den var i den grad færdig, og han pillede spyddene ned. Han rakte det ene med den ene kanin på til hende, inden han selv gav sig til at spise af den anden. Spyddet med ræven satte han i jorden, for det var ikke sikkert, at der var behov for den nu, men man kunne aldrig vide. Kaniner var ikke ligefrem dem med mest kød på kroppen.

Ved hendes spørgsmål kastede han et blik på udgangen. Solen var efterhånden godt oppe. Han nikkede. "Det burde være varmt nok i dag. Der ligger ikke sne hernede, så det burde ikke blive for koldt" svarede han, som han rettede blikket på hende igen.

De gule øjne så en smule hen mod grotten´s åbning, mens hun forsigtigt tog om træets ender, før hun bragte kaninen nær sin mund, inden hun forsigtigt så ned på den og sagde " Tak ". Hun tog derefter en bid og begyndte ligeså småt at spise. Hun var ikke meget for at spise dyr, men sådan lå det nu engang. Det var svært at finde ene frugter samt grøntsager rundt omkring, der kunne holde i ligeså lang tid, som tørret saltet kød kunne. Hun betragtede Shinji en lille smule og nikkede til hans ord, angående det med at de godt kunne gå idag, eftersom solen så småt var ved at komme op og der ikke burde blive alt for koldt. " Så gør vi det ". Hun gav et lille forsigtigt smil fra sig og så kort mod Shura, for at være sikker på hun fik noget at spise, eller havde spist.. før hun ville fortsætte med at spise af kaninen, inden hun kom til at tænke på.. at vis hun var gravid.. så hjalp hun kun barnet. Hendes øjne blev næsten helt blanke og tomme i det, før hun holde kaninen eller hvad der var tilbage af den.. en smule væk fra sig, før hun sagde " Hvad vis.. vis jeg er gravid.. ". Hun knugede en smule træet´s ende.

Hun så forsigtigt hen mod Shinji og lod derefter sit blik glide væk fra ham igen, før hun sukkede tungt og betragtede kaninen foran sig. " Heh.. kan du huske dine ord.. ". Hun sukkede en smule og så forsigtigt op, i det hun lænede sig lidt bagud, så jakken gled en smule ned af hendes ene skulder. " Du fortjener at finde den rigtige.. vis blot.. vis blot jeg havde endt med at gå i seng med dig den nat.. så havde det ikke gjort så ondt.. så havde hun ikke... ". Hun mærkede tårerne presse på, men prøvede at holde dem nede. Hun sukkede en smule igen og sagde lavmældt. " Undskyld vis jeg gør dig nedtrykt eller trækker humøret ned hele tiden.. ". Hun kunne bare ikke lade vær.. der var så mange følelser og så mange ting hun kæmpede imod indeni.. ville hun nogensinde føle sig normal igen?. " Heh.. ide mindste er jeg ikke så "ren" mere.. ". Hun så forsigtigt hen mod Shinji, med et lettere alvorligt glimt i sine øjne, dog var der intet ondt ment med det, men blot mere.. at hun ikke var denne rene pige mere, der var jomfru. Hun var blot en af mange nu.