Sol havde brugt de sidste mange måneder i sin gudebolig i bjergsiden, og selvom hun da havde vasket sig (eller rettere, havde fået sine elskere til at vaske hende), så trængte hun virkelig til et bad. Så snart hun havde erklæret forårets komme for sine tilbedere, var Sol trådt ud af sin bolig, fuldstændig nøgen, og havde redet den lange tur ned ad bjergsiden på sin kæmpeulv Balder for at nå de varme kilder, hvor de sprang ud af bjerget i en håndfuld små, naturlige kar, der lige var store nok til at 2-3 voksne mennesker kunne sidde i dem. Sol tog af sted alene - det første bad i år skulle nydes alene - og hendes undersåtter måtte vente, til hun var færdig.

Der var stadig masser af is og sne på jorden, da Sol steg af Balder og gik de få skridt hen til karret i midten af de andre. Det sad på et lille plateau, og stod højere end de andre. Dette var hendes, og kun de, hun selv inviterede, måtte bruge det. Dampen fra det varme vandspejl hvirvlede op i den kolde luft, og Sol slap et lille støn, da hun sænkede sin lange, mørke krop ned i det varme vand. Vidunderligt! Hun lænede hovedet tilbage og lukkede øjnene. Hun ville blive siddende her, indtil hun var ved at gå i opløsning og bare nyde stilheden og ensomheden.

Det var ikke så tit, at Lykke kom uden for Kzar Dûm, for hun var temmelig bundet af at være soldat, og visse forventninger fulgte med titlen. Det var dog lykkedes hende at få lidt fri, så Lykke var rejst nordpå for en gangs skyld. Ikke fordi at hun som sådan havde noget i mod varmen, men hun holdt nu alligevel af at besøge nye steder, og hun havde ikke været ret meget i nordlandet, så det havde i denne omgang været oplagt at tage herhen. Desuden generede kulden hende heller ikke som sådan. Temperaturer var generelt ikke noget, hun som sådan lagde mærke til. Det var vel en af fordelene ved at leve i Kzar Mora; der var hverken koldt eller varmt.

Et suk - Lykke nægtede at kalde det et støn - fangede hendes opmærksomhed. Hun havde i den sidste halve time eller så bare siddet på sin hest i sine egne tanker, mens den havde båret hende afsted, uden hun egentlig havde lagt mærke til hvorhen. Nu da hun fik set sig omkring, kunne hun se sne og is. Hun var på en bjergsti (eller i al fald noget der mindede om en), og der ville være ganske pænt, hvis det altså ikke var for det nøgne menneske, der sad i et af varmekilderne. Lykke kommenterede det ikke, men kroppen rystede som efter en kuldegysning.

De hvide øjne var heldigvis skjult af hætten, men hendes horn gjorde, at det kom til at se ganske unaturligt ud sådan som hætten faldt bagtil, fordi hornene stak en anelse længere bagud i forhold til hendes hoved. Vingerne lignede dog en tung læderkappe, fordi hun havde gemt spidserne, og de nu 'hang' på hendes skuldre. Halen lå langs ryggen og var foldet et par gange, så denne ikke stak ud under vingerne og derved heller ikke var synlig. Hun kunne dog ikke skjule klovene, der var ganske tydelige, fordi hun ikke havde sko på. Resten af tøjet så ud til at være i lidt finere stand, også i læder. Hun havde dog ikke sin sædvanlige nederdel på, fordi den ikke var ret praktisk at ride i, så hun havde i stedet et par tætsiddende læderbukser på. Som hun så ud nu, kunne Lykke gå for at være et halvdyr i stedet for dæmon, hvorfor det nok ikke ville være så underligt, at hun gemte sit ansigt.

Som hun fortsatte op ad stien ignorerede hun kvinden, der åbenlyst prøvede at smelte i badet. Lykke skævede kort til ulven, men hun sagde heller ikke noget til denne.

Det var faktisk lykkedes Sol at falde lidt heni det varme vand. Hun sov ellers ikke så tit, men varmen omkring hendes krop og kulden omkring hendes ansigt havde åbenbart den effekt på hende. Hun drømte om noget, men hvad det var, kunne hun ikke sige. Måske var det om det barn, hun engang havde givet fra sig? Måske var det om hendes mor?

Sol vågnede, da Balder begyndte at knurre lidt. Ulven havde sidder pænt ved siden af vandet og ventet, men da de fik øje på en fremmed, lagde den straks ørene tilbage og begyndte at knurre. De var ikke vant til fremmede heroppe i den tynde luft.

Da hun åbnede øjnene, så Sol, hvad hun først troede var et menneske, men der gik ikke mange sekunder, før det gik op for hende, at nej, det her var ikke et menneske.

Sol rejste sig i det lave vand og rettede sig op til sin fulde, næsten 2 meters højde. Hendes mærke krop dampede i den kolde luft.

"Hvem er du?" spurgte hun. Det var intet spørgende i hendes tonefald. Det var tydeligt, at hun havde beordret den fremmede til at give sit navn.

Hesten stoppede, som Lykke trak i tøjlerne og bevægede fødderne med blikket rettet mod kvinden, der havde rejst sig. Ikke nok med at hun var nøgen, hun tillod sig også at tale til Lykke? Eller... det havde vel nærmere været en ordre? Det var muligvis meget godt, at hætten skjulte hendes øjne, for de lynede kraftigt, som hun kiggede på den mørke kvinde. "Det kunne jeg da aldeles ikke se, skulle komme Dem ved? Jeg er blot på gennemrejse og har ingen planer om at blive i området" svarede hun. Selvom stemmeføringen var høflig, havde den været truende tæt på at knække af vrede, for hvad bildte kvindemennesket sig ind? Lykke var på nippet til at beordre hende til at lege kanariefugl, men hun holdt sig i skindet. Kvinden vidste jo trods alt ikke, hvem hun var, så det kunne endnu undskyldes.

Lykke drejede hovedet væk fra kvinden igen og gav signal til hesten om, at den skulle begynde at gå igen, hvilket den gjorde. Hun ønskede ikke ligefrem at se på nøgne mennesker.

Det var længe siden, nogen havde talt sådan til Sol, men det var også længe siden, hun sidst havde talt med nogen, der ikke var en del af hendes tilbedere. Det var forfriskende, men også irriterende, for det mindede hende om, at ikke alle anså hende for at være den gud, hun vidste, hun var.

Balder stod foran hesten på et sekund med blottede tænder, som et tydeligt signal, at hesten og dens rytter ikke ville komme levende fordi den, hvis de prøvede.

"Dette bjerg tilhører mig," sagde Sol roligt, mens hendes mørke blik hvilede på rytteren. "Du befinder dig på mit domæne, fremmede."

Lykke hævede øjenbrynene under hætten, da ulven tvang hesten til at stoppe. Hun rettede med det samme blikket mod kvinden, da denne talte, og hun var virkelig nødt til at holde sig i skindet for ikke at temperamentet tog over. Bjerget tilhørte hende? Hun befandt sig på hendes domæne? Kvinden havde jo storhedsvanvid! Lykke havde på ingen måde lyst til høre på dette. For en gangs skyld ønskede hun ikke at skade nogle. Hun ønskede blot at komme igennem, så hun kunne komme videre i sit liv og i sin ferie. Hun havde aldeles ikke tid til at lytte til en nøgen kvinde, der proklamerede at eje et bjerg.

I et sidste forsøg på at komme videre uden at ty til vold, rettede Lykke sit blik mod ulven og trak sin hætte tilbage, så hovedet nu blev fuldt synligt. Nu kunne hun have øjenkontakt med ulven, og hun 'aktiverede' sin evne. "Jeg befaler dig, at du giver plads og lader mig passere" sagde hun bestemt stadig med blikket rettet mod ulvens øjne. Hvis ulven gjorde som hun sagde, ville hun igen få hesten til at sætte i gang. Hvis ikke ville hun som udgangspunkt prøve at ride udenom den alligevel.

Sol så måbende til, mens Balder helt utroligt gjorde, hvad den fremmede havde sagt til den! Hun havde aldrig set noget lignende, og var da heller ikke overrasket, da hun så op og lagde mærke til hornene på den fremmedes hoved. En dæmon.

De fleste ville nok have stukket halen mellem benene, men Sol havde ingen hale, og hun var heller ikke bange for dæmoner. Hun var trods alt en gud.

Det tog kun to lange skridt for Sol at komme ud af vandet og op på siden af den fremmedes hest. Sol greb hårdt fat om den fremmedes ben, og pupillerne i hendes øjne forsvandt ud i ingenting, da hun sugede kraften ud af den fremmede. Det var ikke meget, bare nok til at slå hende ud et stykke tid.

Men hvilken kraft det var! Sol stønnede og blev nød til at læne sig op ad hesten, da hun var færdig. Hun var svimmel, og hele hendes krop føltes vidunderlig. Hvis hun havde haft bedre tid og mulighed, ville hun nok have tilfredsstillet sig selv lige her. Men nej, hun havde andre ting at se til. Den fremmede sad og hang i sadlen, som om hun var ved at falde ned fra den, så Sol kravlede op i sadlen og tog remmerne fra den fremmede.

"Led vejen hjem," sagde hun til Balder, der straks begyndte at begive sig op ad bjerget. Sol fulgte med på hesten.

Lykke nåede ikke rigtigt at reagere på, at der blev taget fat i hendes ben. Hun mærkede dog den drænende følelse med det samme, og i et forsøg på at få kvinden til at slippe, slog hun ud efter hende med en hvæsen. Dette var dog ikke nok til at få kvinden til at slippe, og Lykke oplevede, hvordan det sortnede for hendes blik.

Lykke vågnede igen liggende på siden. Hvor længe hun havde ligget her, vidste hun ikke. Hun prøvede at sætte sig op, men opdagede at hendes hænder og fødder var bundet. Med en banden fik hun alligevel kæmpet sig op at sidde. I det mindste havde hun da stadig sit tøj på.

Ihærdigt begyndte hun nu at rykke i sine arme for at flå rebet fra hinanden. Det skete dog ikke sådan lige med det samme, men hun vidste dog at rebet ikke ville holde evigt, så det var et spørgsmål om at blive ved til det brast.

Sol havde egentlig ikke ville binde den fremmede, men shamanen, der fungerede som ypperstepræst i det lille samfund, havde rådet hende til det bare for en sikkerheds skyld. Sol havde bundet dæmonen til ofringspælen midt på den lille landsbys plads. Det var her ofringer, fejringer og alle andre sociale begivenheder fandt sted. Alle indbyggerne var stimlet sammen for at se, hvad der skete, mænd, kvinder og børn. De var alle klædt i pels- og lædertøj, tykke huer og handsker. De fleste af dem var lysebrune i huden og med brune, mandelformede øjne og sort hår. Sol stak ud som den absolut højeste og mørkeste af den alle, og så var hun stadig nøgen. Det var ikke faldet hende ind, at hun måske skunne klæde sig på igen, og landsbyen var vant til at se hende nøgen, så der var ingen, der tænkte nærmere over det.

Da den fremmede rørte på sig, satte Sol sig på hug lige foran hende og lænede sig tæt på. Hun inhalerede den fremmedes duft, studerede hendes ansigt, inden hun slikkede sine læber og rørte ved hendes sjæl. Ikke meget, bare lige lidt for at mærke efter, hvad det var for en slags sjæl. Selvom Sol ikke gjorde noget vandvittigt ved sjælen, ville det stadig føles ret ubehageligt for den, hvis sjæl hun rørte, som et kvalmende ubehag, som om nogen rykkede i deres mavesæk.

Hm. Ikke umiddelbart noget interessant ved sjælen, udover det var en dæmonsjæl.

"Hvem er du?" spurgte Sol, mens hun rejste sig og rettede sig op. Hun så ned på den fremmede. "Svar."

Lykke kunne ikke helt mærke, om det var kvinden, eller om det var Lykke selv, der gjorde at hun fik en kvalm fornemmelse over, at der blev rørt ved hende, men afskyen var tydelig at spore i dæmonens øjne. Hun ønskede aldeles ikke at svare kvinden på spørgsmålet, og hun kunne ikke tvinge Lykke. Tvinge hende. Med et smil på læberne lod hun sit blik finde den mørkes, men hun lod sit blik 'glide' ud til alle de omkringstående, hun kunne have i sit synsfelt, inden hun intensivt lod til at koncentrere sig et øjeblik. Egentlig genererede hun en ordentlig mængde chakra på meget kort tid, for det var ikke sådan at skulle påvirke flere på en gang og slet ikke en halv landsby. "Hold mund og imitér en kanariefugl!" beordrede Lykke bestemt, og hun så tilfreds til, mens landsbyboerne bagved den mørke kvinde gjorde, som der var blevet sagt. Om Lykke havde fået samlet nok chakra eller ej for at påvirke kvinden, ville tiden vise.

Lykke fik rejst sig op, og med tydelig vrede i sit ansigtsudtryk blev vingerne spredt, så rebet ved hænderne knækkede. Hendes hale kom også nu til syne, som hun lod den folde sig ud, og Lykke så pludselig enorm ud, fordi hun nu havde fået et vingefang på 9 meter. Huden på hendes højre underarm og hånd nærmest vendte en halv omgang (( tænk Mystique fra x-men trilogien )), og hun flåede skødesløst rebet der bandt fødderne sammen over, inden huden igen vendte tilbage til sit normale, blege jeg. Hvis kvinden var underlagt Lykkes ordre, ville hun vente, til hun kom ud af den, ellers ville hun bare tale direkte: "Mit navn er Lykke Louche, og du har formået at vække min vrede dit sølle udskud!" Selvom det lød som en hvæsen, talte hun tydeligt nok til, at alle kunne høre, hvad hun sagde. Øjnene lynede, og det var tydeligt, at hun havde sat en frygt i landsbyboerne.

Dæmonens lille fest imponerede ikke Sol synderligt meget - der skulle en del til at imponere en, der anså sig selv som en gud - men det var nu mest, fordi hun havde travlt med ikke at følge den ordre, dæmonen havde udstukket. Magi! Det var magi, det vidste Sol med det samme. Det var, som om en usynlig hånd havde rakt ind i hendes hoved og nu var i gang med at trække i alle snorene, som var hun en marionetdukke. Men hvor de fleste af hendes tilbeder fulgte ordren blindt, så modstod Sol. Lidt ihvertfald. Hun sagde ikke noget, men den sidste del af ordren gennemførte hun ikke. Det gjorde ondt, jo hårdere den usynlig hånd trak i hendes snore, men hun modstod. Dén ydmygelse skulle hun ikke udsættes for! Mens hun kæmpede, kunne hun mærke fornøjelsen blandet med raseri boble i sin mave, lige bag ved det brede, hvide og smilende ar over hendes mave.

Lykke. Egentlig et meget fint navn. Det var en skam, at hun måtte skade hende, men den stod for Lykkes egen regning. For Sol behøvede ikke at tale for at pille ved Lykkes sjæl. Hun behøvede ikke engang at røre ved hende. Ikke ligesom Liv, der havde været doven med sin evne. Sol have trænet sin til det yderste.

Hun løftede en hånd og klemte til. For tilskuere så det ud, som om Sol klemte om ren luft, men Lykke ville føle det som en brændende varm hånd om sin hals. Sol havde ikke tænkt sig at flå sjælen ud af dæmonen (endnu)... Nej, hun skulle lide først. De af Sols tilbedere, der ikke pippede som idioter, skreg i triumf, da de så hende løfte hånden. De vidste godt, hvad det betød.

"Din vrede betyder intet her, dæmonkælling," hvislede Sol med sin dybe stemme, mens hun klemte lidt mere til. "Du har ingen magt i mit rige."

Lykkes smil blegnede, som hendes hovedmål ikke så ud til at følge ordren. Lykke var ikke klar over, hvor meget hun havde kæmpet i mod, men hun måtte tage sig selv i at beundre den andens viljestyrke. Der skulle meget til for at modstå en ordre fra hende. Hun anerkendte dog ikke dette, og et fnys kom fra hende i stedet. Tænk sig at et sølle menneske kunne være så genstridigt. Det var virkelig ikke til at holde ud.

Lykke blev hevet ud af sin tankegang, da den mørke kvinde hævede den ene hånd, og hun kunne mærke en brændende fornemmelse i halsen. Hun havde levet længe nok til at vide, hvornår der blev pillet ved hendes sjæl, og det gjorde der da i den grad nu. Hvis øjne alene kunne dræbe, havde der været et ordentligt krater, hvor den mørke kvinde nu stod. Ingen pillede ved hendes sjæl uden at have fået lov, og bestemt ikke et ækelt lille menneske! I stedet for at komme med spydige kommentarer dog, lukkede Lykke øjnene, og hun brugte adskillige øjeblikke på at samle sin koncentration. Denne del krævede ikke chakra, men kvinden var aldeles øvet i at gribe andres sjæle, så hendes almindelige værn havde ikke været nok. Det tog hende adskillige sekunders meditation, men Lykke kunne tydeligt mærke, at den brændende fornemmelse langsomt aftog. Det var lykkedes hende at øge sit 'skjold'.

Hendes øjne nærmest lyste af vrede, som vingerne slog et slag, og Lykke lettede fra jorden. Hun var i den grad færdig med at tale. Huden vendte sig igen, men denne gang var det over hele kroppen, og den blege hud blev kulsort. Øjeblikket efter havde hun vendt sig i luften, så hun 'hang' med hovedet nedad, som hun slog en gang med vingerne, inden hun lagde dem ind til kroppen og egentlig bare lod tyngdekraften gøre resten. Rettet mod kvinden strakte hun nu den ene hånd frem knyttet, og Lykke bad en stille bøn til, at kvinden ikke undveg slaget.

Det irriterede Sol med det samme, at hun kunne mærke, at hvis hun for alvor ville gøre skade på dæmonens sjæl, så skulle hun bruge sine evne mere. Men hun ville ikke gøre rigtig skade på hende (endnu), og derfor havde hun ikke strammet sig ordenligt an. Det fortrød hun nu, hvor dæmonen havde vrikket sig ud af hendes greb og var fløjet op i luften. Det irriterede også Sol, at hun ikke havde arvet enten sin mors eller fars vinger (alle dæmoner havde vinger, havde de ikke?), så hun kunne følge efter i stedet for at se op efter hende, som hun var nødt til at gøre nu. Det hele gik meget hurtigt, men heldigvis var både Sols analyseevner og reaktionsevne hurtigere. Hun regnede lynhurtigt ud, hvad dæmonen havde tænkt sig at gøre, og reagerede derefter. Det vil sige, hun undveg slaget. 

Rasende råb og hyl hørte omkring dem, da de ikke påvirkede tilbedere forstod, at dæmonen havde angrebet deres gud. Flere af dem råbte eder, og lyden af sværd, der blev trukket fra skeder, og buer, der blev spændt, kunne høres overalt omkring dem.

Lykke ramte jorden med et brag, og en støvsky spredte sig fra hendes anslagspunkt. Der gik lidt, inden støvet lagde sig igen, og et lille krater kunne ses igennem, som Lykke nu stod midt i. Lyden af syngende sværd fik hende dog til at skifte fokus fra den mørke kvinde. Hun havde intet udestående med resten af landsbyboerne, men hvis de endelig besluttede sig for at blande sig, ville hun ikke svare for følgerne.

Det første slag valgte hun ikke engang at stoppe. Der hørtes et *pling* da sværdet ramte hendes ene vinge. Den næste lyd var noget mere ulækker, som hun lod sin hale gennembore mandens bryst, så den stak ud på den anden side. Hun drejede dovent hovedet mod ham, som hans ben gav efter. Hun placerede den ene hånd på skulderen, så hun kunne trække sin hale fri igen. Det næste angreb var i form af en pil, der dog blev grebet af den venstre hånd. Den næste bevægelse var imponerende hurtig; man risikerede at misse det, hvis man blinkede. Lykke havde bevæget sig foran manden, der havde affyret pilen, og han manglede nu de meste af struben, som hun stod med i hånden. Med et suk slap hun det ulækre stads og lod det lande på jorden, inden hun kastede et blik rundt på de andre, der dog så noget mere skræmte ud. "Er der flere?" Det var ganske tydeligt, at hun ikke ligefrem så dem som nogen trussel.

Sol mistede uendelig sjældent besindelsen, og hun mistede den heller ikke her, men det var meget, meget tæt på. Der var ingen, der skulle slå hendes tilbedere ihjel andre end hende selv, og hun brugte det kun som straf. Tilfældige mord huede hende ikke, så synet af hendes to hengivne tilbeder blev dræbt så grotesk, fik det til at syde under huden på hende.

Begge hendes hænder fløj op, og denne gang prikkede hun ikke blot til dæmonens sjæl; hun greb fat med begge sine stærke næver, og hun holdt ikke tilbage. Hun hev og flåede i sjælen med al sin styrke, og hun kunne mærke et smil trække i hendes mundvige, da hun kunne mærke at sjælen begyndte at give lidt efter. For hendes offer måtte det føles ulideligt, som om man brændte op indefra. Sol vidste det ikke, for der var aldrig nogen, der havde været dumme nok til at prøve på hende.

Lykke rørte ikke resten af landsbyboerne, for hun havde absolut ingen kvaler med dem. Da der igen blev trukket i hendes sjæl - denne gang langt værre i forhold til tidligere - var hun igen nødt til at skifte fokus til sin åndelige barriere. Det tog væsentligt længere tid, og hun havde store problemer med at holde på sin sjæl denne gang, men det lykkedes hende alligevel til sidst. Lettere stakåndet kom Lykke igen på benene - hun havde været nødt til at synke ned på det ene knæ - og lod 'rustningen' falde, så huden igen blev bleg og menneskelig i stedet for skællet. Hun trådte flere skridt tættere på den mørke kvinde, som hun lod vingerne glide ind i ryggen. "Vi har begge bevist, at magi ikke ligefrem virker" sagde hun og bankede den ene knyttede hånd mod den andens håndflade. "Hvad siger du til en god gammeldags slåskamp? Ingen våben, ingen magi. Bare næver? De er vel ikke en kujon?" spurgte hun med et hånende smil, som hun lod halen glide rundt og lægge sig om livet, så den ikke kom i vejen. Det var ganske tydeligt, at hun ikke selv havde tænkt sig at bruge andet end hænder og fødder, som hun udfordrede den anden.

Da hendes forsøgt fejlede, var Sol færdig med at spille sky. Lykke havde knapt nok talt færdig, før Sol var over hende med et brøl. Hun skubbede Lykke ned på jorden og kastede sig over hende med knyttede næver og hårde spark. Sol sigtede udelukkende efter Lykkes bryster og ansigt, da hun vidste, at de to steder var følsomme for de fleste hunkønsvæsner. Blodet pumpede vildt i hendes krop, og hendes øjne lyste hvidt i raseri.

Smilet blev triumferende som Lykke blev væltet. Hun fortsatte dog momentet, så hun i stedet lavede en baglæns kolbøtte i stedet for bare at vælte. Hun gav den selv alt hvad remmer og tøj kunne holde, og hun måtte tage sig selv i at beundre mennesket for at være ganske dygtig. Det var ganske få, der kunne måle sig med hende. Hun veg dog ikke, og hun fulgte selv trop med både slag og spark for fuld udblæsning. Smilet sad stadig på hendes læber, men det var nu væsentligt mere tilfreds i stedet for triumferende.

De havde stødt mod hinanden utallige gange nu, og Lykke var tydeligt stakåndet. En rift havde åbnet sig over hendes ene øjenbryn, hvor blodet stødt løb fra. Hun havde ikke amuletten fra mørkets hær med sig. Fordømt! Hun var udmærket klar over, at denne kamp nok ville blive bestemt inden længe, men hun nægtede at give op. Et skævt smil var at se på hendes læber, som hun kastede sig mod den mørke kvinde. Et slag fik det dog til at sortne for hendes blik.

Det var meget lang tid siden, Sol sidst havde været i nævekamp, og det kunne hun  godt mærke i starten. Der var et par gange, hvor Lykke havde været lige ved at få overtaget på kampen, og det var ikke godt! Sol kunne godt mærke, at Lykke var fysisk stærkere end hende, men til gengæld virkede det til, at Sol havde den taktiske overhånd, samt den fysisk udholdenhed. Men hun kunne også mærke, at de begge to var ved at blive udmattede, og kampen virkede ikke til at være vundet af nogen af parterne endnu. Hvor længe havde den varet nu? Næsten 15 minutter?

Med en ordenligt kraftanstrengelse skubbede Sol Lykke af sig og rullede væk på den kolde jord. Men i stedet for at springe op på fødderne og angribe igen, blev Sol liggende og snappede efter vejret. Hendes næse og underlæbe blødte, og hun kunne simpelthen ikke overtale sine muskler til at fungere lige nu. Hun var sikker på, at Lykke måtte have det på samme måde. Ellers havde hun sikkert allerede været død.

Der gik et par minutter, inden Lykke kom til bevidsthed igen, men da hun gjorde, lå den mørke kvinde stadig ved siden af hende og gispede efter vejret. Lykke kæmpede sig om på ryggen og sendte hende et smil. "Har du et navn, menneske?" spurgte hun, mens hun stadig trak dybt efter vejret. Det var næsten den største hyldest man kunne få af Lykke. Hun anerkendte virkelig en, hvis hun spurgte efter navnet. Ikke at kvinden nødvendigvis forstod det kulturelle aspekt, men det burde samtidig være temmelig tydeligt, fordi hun endnu ikke havde så meget som overvejet at spørge efter det.

"Og jeg skal nok... forsvinde ud af dit område... når jeg lige kan bevæge mig igen" fortsatte hun og kunne ikke lade være med at grine. Dette fortsatte dog over i en hoste, der ikke lød helt sund, og hun drejede om på siden for at spytte en klat blod ud. Hun kunne virkelig godt bruge den amulet lige omkring nu. Hun havde dog været langt værre tilredt. Så længe hun stadig kunne bevæge sig, var hun som sådan ikke i fare.