Jezebel var for en gang skyld uden følge da hun ankom til ridderturneringen. Det havde måske også været lige flabet nok at ankomme med de døde på slæb - og temmelig dumt.

Så den berygtede nekromantiker, der primært var eftersøgt for småting som gravskænderi, var i dagens anledning forklædt som en helt almindelig borger fra den høje middelklasse. Hendes krop var mere fyldig end den havde været over vinteren, mest fordi hendes dårlige levevaner endnu ikke havde slidt den nyere krop, og fyldte den 'lånte' kjole fint ud. Hendes sorte hår var prydet ikke af det sædvanlige gyldne diadem, men af en blomsterkrans en unge havde kronet hende med tidligere, og dernæst krævet betaling for. Ungen havde gruligt fortrudt dette, men Jezebel havde beholdt kransen. Hvorfor ikke!
Hun havde ikke bragt meget med sig, ikke andet end en næsten tom pung, en lille kniv og en håndharpe, som hun havde brugt rejsetiden på at lære at spille på.

Jezebel havde ikke haft brug for megen grund til at dukke op, selvom det potentielt kunne være farligt. Det var et afbræk fra den evige tomgang hun havde indset hendes liv dybest set var! Og der var én anden grund.. men den var helt hendes egen.

Hendes tur til Rubinien havde forberedt hende på solen, men som hun vandrede målløst mellem de mange telte og folk, lyttede til råb og latter og de mange folk, følte hun sig lige så alene som hun havde gjort i sit tomme kammer ved Dødens Kløft..

Endelig slog hun sig ned på en bænk udenfor et øltelt, nær kamp-ringen sat til den store melée. Hun sukkede for sig selv mens hun fraværende stemte harpen. Det blev ikke perfekt stemt før hun satte den til rette på sit skød, og satte fingrene for strengene for at spille, men ingen musik lød.

Hun tøvede.

Så begyndte hun stille at nynne for sig selv, og langsomt fulgte hendes fingre trit på harpen. En hver professionel ville se hun var en glad amatør, men der var ingen tvivl om at hun havde talent, og som hun stille sang var det med passion, som blottede hun selve sin sjæl ud. Nummeret var delvist lånt, delvist orginalt, og rettet til efter behov, referencer til 'ulven' skiftet ud med den 'vingede'.

Selv når man var Liv var der kun så meget ridderturnering, man kunne holde ud at se på. Det blev efterhånden lidt ensformigt, og selvom et højdepunkt var, da en af ridderne faldt af hesten, brækkede halsen og døde med det samme, og Liv fik lov at se på, mens Sakse roligt vandrede ud på banen og rev den dødes sjæl fri, så kedede Liv sig efterhånden godt og grundigt. Med hænderne trommende let på sin store mave, gik Liv væk fra banen med de kæmpende riddere og forsvandt længere ind i folkemængden.

Græsset var varmt under hendes bare fødder, og Liv kunne ikke helt lade være med at smile lidt for sig selv. Hun kunne godt lide livet omkring sig, de mange glade mennesker, alle følelserne, al snakken, al glæden, al--- AV!

"Lorte, pikke, pisse lortepis!" hvæsede Liv, da hun trådte på et skarpt glasskår, der lå i græsset. Kanten på skåret stak direkte op i hendes venstre fod, lige ved svangen, men på grund af den store mave, kunne hun ikke løfte foden for at se, hvor stor skaden var. I stedet måtte hun humpe hen til en bænk udenfor et øltelt for at sætte sig. Der sad en dame i forvejen, men Liv tog ikke yderligere notits af hende, da hun havde for travlt med at løfte sin fod op for at hvile den på sit knæ, så hun kunne inspicere såret. Glasskåret sad stadig dybt fast i hendes fod, og selvom Liv ikke ligefrem var sart, gjorde alle hormonerne i hendes gravide krop hende mindre standhaftig end normalt. Synet af skåret og blodet, der allerede piblede frem, gjorde hende kvalm og en smule svimmel.

Det var mange år siden at Valkar sidst havde været til ridder turnering, men denne var faldet på et meget tørt sted. Han havde brug for et afbræk fra den evindelige dagligdag. Alle hans planer og møder tærede langt mere end de ellers gjorde, meget til hans misfornøjelse.
Midlet mod dette var blevet at tilmelde sig den store melée, han at besejre nogle riddere der mente at de var noget, fik ham altid i bedre humør. Hans rustning var modsat hans tøj på ingen måde prangende, den var nærmere simpel og så ganske brugt ud. Det eneste der prydede dem var et set vinger på brystpladen. Den var dog velholdt og pusset op så den var skindende i dagens anledning.

De indledende runder kom han ganske helskinnet igennem. Der var skam dygtige deltagere, men ingen så dygtigt som ham. En enkelt havde dog været et problem, men at det var lykkedes Valkar at lave tre punkts parade imens han gik baglens, havde drejet duellen over i hans favør, og derfra havde det ikke taget ham længe at besejre hende.

Med hjelmen under armen, gik han over mod det nærmeste øl-telt. Hans brune hår klistrede til panden som sveden dryppede fra den . Han var efterhånden blevet noget så tørstig. 
Lyden af harpespil og sang fangede dog hans opmærksomhed, der var noget velkendt over det. Sangen havde han hørt en variant af tidligere, men ordne den vingede fangede hans opmærksomhed. Hun havde talent, en anelse råt, men med træning ville hun sikker kunne blive dygtig. Han så hen mod musikanten og måtte blinke tre gange mere, han troede ikke sine egne øjene! "Jez?" spurgte han vantro, hvad lavede hun dog her?!? 
Smerte opråbet der kom derefter ville normalt på ingen måde været hans opmærksomhed værd, men der var noget velkendt over stemmen, som han så med kvinden der der havde lavet lyden måtte han atter engang stirre vantro, på den højgravide kvinde. "Liv?" spurgte han let måbende, det har var skidt, virkeligt skidt.

Jezebel havde knap begyndt det andet vers før hun blev afbrudt af en kvindes strøm af bandeord, og efterfølgende invasion af Jezebels bænk. Hendes hænder stilnede harpens strenge og rettede et irriteret blik på den anden kvinde. Nu huskede hun hvorfor hun undgik forsamlinger, og andre folk generelt. Verden var jo fyldt med idioter!
Og denne kvinde, hvid og lys og fuld af... liv. Det var nærmest som at sidde ved siden af sin modsætning!

"Jez?"

Der var et kælenavn hun ikke havde hørt længe! Og der var kun én der havde brugt det..
Og sandt nok, som hun løftede blikket stod han der. Valkar. 
Et smil krøb indover hendes læber, og et kort øjeblik så det næsten ud til at være drevet af gensynsglæde, men så påtog det sig sin sædvandlige, overlegene karakter, og trak længere op i den ene side. "Jamen jamen, se hvem vi har her.. Længe siden Valkar" hendes tone var svær at tyde.

Jezebels blik faldt igen på kvinden, Liv? Virkelig? Som Valkar sagde hendes navn. Først nu gav hun kvinden opmærksomhed nok til at opdage den svulmende mave under de svulmende bryster. Hun følte et atypisk stik i sit bryst, nærmest som havde nogen dolket hende i hjertet, men ikke helt. Det følte næsten.. værre?
Hendes øjne blev hårde, men smilet blev som før, som Jezebel løftede et øjenbryn. "En anden bekendt af din Valkar? Jamen dog, jamen dog.. Liv var det? Ser ud som om lykønskninger er på sin plads" hun gav et svagt nik mod kvindens mave, og hendes tone var intet andet end glædelig høflighed. Intet andet end hvad man kunne have forventet af hende, som havde det aldrig været vinter.

Liv kunne ikke rigtigt forholde dig til alt det, der skete på meget kort tid; hun havde været i gang med et forsøge at lirke skåret ud af sin fod, da Valkar pludselig havde stået foran hende, høj og flot som som altid. Liv havde akkurat nået at se op og smilede af ham, inden hun huskede, at hun var hans barn, og at han nu ville vide det. Få sekunder senere skulle hun så også forholde sig til, at Valkar åbenbart også kendte kvinden på bænken, samt at denne kvinde tilsyneladende var Valkar gamle flamme, eller noget i den stil. Kvinden, Jez, skjulte det godt, men Liv kunne genkende jalousi til enhver tid.

Det var simpelthen for meget på én gang, og Livs fod dunkende stadig smertefuldt, mens blodet dryppede ned fra den og ned i græsset.

"Valkar? Sikke en overraskelse," lykkedes det endelig Liv at sige, da hun lige var kommet lidt til sig selv igen. Hvid hun havde kunnet rejse sig, ville hun have kysset ham. Hun smilede til ham i stedet. Han så nu stadig så sød ud. Hun vendte sig mod kvinden ved sin side.

"Kender I hinanden?" spurgte hun og kiggede mellem de to.

Endelig fik Valkar styr på sin mimik. Forbandet værre Chance! Ingen andre kunne være skyld i at han skulle møde de to kvinder han ikke ventede at se igen, samtidigt af alle ting. Et øjeblik på at samle tankerne kunne han godt unde sig. Lidt lig Liv, gik han barfodet gennem glasskår. Han måtte sikre sig at han ikke skar sig som hende. 
"Alt for længe siden min kære, jeg undskylder at det har taget så længe..." Han virkede oprigtigt undskyldende, hvilket så og sige var ganske atypisk for ham. Men han havde været så sikker på at hun ikke ville have ham i sit nærvær. Frygten ved det havde været uoverkommelig, selv for ham. Det gjorde på ingen måde lettere at det var umådeligt svært at aflæse hendes humør, men han havde en anelse om at sangen havde været til ham.

"Ganske, en bekendt fra dette og mit forgående liv" svarede han atter Jezebel. Måske var det nok til at afværge situationen en smule? Nok ikke, men det var det han kunne gøre lige nu. Han vendte hovedet mod Liv. "Så sandt, jeg kender Jez og har gjort det i en del tid efterhånden" Hans stemme var rolig, men han øjne afslørede hans usikkerhed ved deres flakken mod hendes mave. Kunne det være hans barn?!? Det kunne tænkes, men det var i det mindste ikke sikkert, han mindedes at huske at Liv var ganske glad for at finde mandligt selskab... 
"Tillykke med barnet" nikkede han mod hende, påpasselig med at sikre sig at han ikke spurgte ind til faderen.

Jezebel tog sig ikke af Livs blødende fod, og skænkede det knap et blik. At fjolset ikke havde øjne nok for verden omkring sig til at se hvor hun satte fødderne var næppe Jezebels problem, og hun var ikke ligefrem i et godt humør, efter kvindemennesket havde afbrudt Jezebels lille personlige øjeblik.

Jezebel så op på Valkar da han talte, og hun tøvede. Han undskyldte. Det var ikke hans sædvanlige 'undskyld De ikke er på mit niveau' han gav andre, eller de 'undskyld, men..' han serverede hende. Det var en undskyldning, uden forbehold, og Jezebel havde ikke den fjerneste ide til hvad hun skulle sige til det, så hun lod det passere uden kommentar, men så sandelig ikke ubemærket.

Som Valkar fortsatte, og forklarede hvor han kendte Liv fra, faldt Jezebels jalousi en anelse "Jeg ser!" hun vendte blikket mod Liv med et lille skævt smil "En skygge fra fortiden". Jezebel tænkte sit, men sagde ikke mere. Hvor meget denne Liv viste om Valkars.. tilstand, var uvist, og Jezebel havde ikke i sinde at give ammunition fra sig unødigt.

Valkars flakkende blik gik ikke Jezebels opmærksomhed forbi, og hun fulgte det til Livs mave. Der var kun én ting der kunne få en mand til at frygte en kvindes mave så meget. At Valkar virkede nervøs gjorde det kun værre.
Selvom uviddenheden rev i hende, spurgte Jezebel ikke ind til faderskabet, ikke endnu. Hvis det var Valkar.. ville hun så virkelig vide det?

Liv stod nu overfor en beslutning, hun ikke havde skulle tage før. Det var første gang, hun havde mødt faderen til hendes barn, mens hun stadig ventede barnet, og hun havde været skødesløs nok i sin tale, da barnet blev undfanget, at han ville tro, det var hans med mindre hun løj. Og Liv hadede at lyve, og især overfor en mand så sød som Valkar. Ville det virkelig være så slemt, hvis han vidste, at hu bar hans barn? Hvis han insiterede at se barnet, når det var født, kunne hun jo altid bare nægte eller stikke af. Valkar kunne ikke røre hende eller barnet, hvis hun ikke ønskede det. Sådan så hun det ihvertfald.

Hun lagde udemærket godt mærke til Valkars flakkende blik, og hunu blev også nødt til at indrømme, at hun var nysgerrig efter hans reaktion. Nå ja, og så var hun også ved at dø af spænding over, hvordan denne Jezebel mon ville reagere på nyheden om Valkars pludselige faderskab.

"Børnene," sagde hun med et blidt smil. Hun strøg over maven. At der var to af dem ville han jo nok finde ud af ret hurtigt, men der var ingen grund til at lade ham vide, at han kun var far til en af dem. "Der er to af dem. Tvillinger."

Liv havde glemt alt om sin blødende fod, der nu ikke var holdt op med at bløde endnu.

"Du må endelig huske at lykønske dig selv også," tilføjede hun og holdt godt øje med både Valkar og Jezebels reaktioner. "Du var trods alt til stedet, da de blev lavet."

Det var kun en lille, bitte løgn. Valkar var teknisk set kun til stede, da den ene blev lavet, men hvem gik op i den slags detaljer?

En skygge forvandt over Valkars sjæl som Jezebel mildendes over at Liv havde kendt ham for hans genopstandelse. Det lod til at at han måske ville komme igennem det nogenlunde sikkert. En behagelig overraskelse -Og med et lykkedes det Liv at styrte det han havde fået opbygget i grus.
Ved Zaladin! Det virkede som om at hun disideret fandt morskab i den lidelse dette ville bringe ham! Jo han havde ønsket det i øjeblikket, men han havde været blændet af sit eget afsavn, og Liv havde været en ganske behagelig distraktion. En distraktion der blot havde forladt ham. Han kunne mærke hvordan hans fingre spændte og fik den metal beklædte handske til at knirke. Liv havde efterladt ham som han var ingenting, og forventede nu at han skulle være åh så lykkelig over at hun bar hans børn. Vreden fik hans blod til at koge og syde. Men han lod det ikke vise, andet end hans øjne var blevet ganske hårde.
"Med din levestil, vil jeg mene at det kunne være så mange andre" han tone var hårdere end han havde ventet. Men medmindre at hun selv kunne bestemme hvornår hun blev gravid, så var det på ingen måde sikkert at hun havde ret i hendes påstand. "Medmindre der er andet Liv, vil jeg gerne veksle nogle ord med Jez alene"

Jezebel følte det som om Liv havde flået det stadig bankende hjerte ud af brystet på Jezebel, blot med skøgens ord. Men hvorfor? Valkar var ikke hendes, og havde i sandhed aldrig været det. De havde begge tilhørt en anden dengang. Så hvorfor gik Livs ord hendes så meget på?
Jezebels udtryk holdt sig overraskende roligt, men ulæseligt fra hendes indre tumult. Hendes smil var dog blegnet, og forsvundet.

Heldigvis var der en ganske nem løsning på dette frustrerende og forvirrende problem! Jezebels læber bevægede sig let, næsten blot en dirren, mens hun ganske tyst hviskede. Valkar havde set det før, på hendes smilende ansigt mens hun faldt.
Imens bevægede hendes hånd sig mod den lille kniv hun bar i bæltet, længst fra Liv. Et stik eller to skulle være nok. Uden tvivl ville der efterfølgende blive problemer, hun viste denne kvinde måtte være noget særligt, for Valkar havde spildt sin tid med hende, men om et øjeblik...

Jezebels tankerække gik i stå som hun skævede til Valkar og så hans blik. Hendes læber stilnede og hun blev tavs. Hånden lå på skæftet af den lille kniv, men havde ikke lukket sig om det endnu. Hun holdt blikket på Valkar, mens Liv reagerede. 

Det kunne ikke være Valkar. Liv forstod ikke, hvor den søde mand, den blide elsker, hun havde kendt, var forsvundet hen, og hvorfor denne bedrager stod her foran hende. Det kunne umuligt være den samme mand, der havde kysset og holdt hende en hel nat. Hendes øjne flakkede fra Valkar til Jezebel og tilbage igen, mens hendes hjerte langsomt, men sikkert bristede i tusind stykker. Liv var intet hvis ikke følelsladet, og det blev kun forstærket af hormonerne, der farede rundt i hendes gravide krop.

Hun så ned i græsset, ned på den fod, der stadig blødte ud mellem de grønne strå, mens følelserne farede rundt i kroppen på hende. Hun var rasende - hvor vovede den usle, lille mandsling at tale sådan til hende?! - og samtidig havde hun ikke været så ked af det, siden Castien forlod hende. Det var åbenbart hendes skæbne at blive forladt af alle på et eller andet tidspunkt.

Liv sank en klump; hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, og nu var der gået flere sekunder, hvor hun bare havde stirret ned på sin blodige fod. Hendes hjerte hamrede i brystet på hende, og selvom hun prøvede bravt at holde dem tilbage, begyndte store tårer at glide ned ad hendes kinder.

"U-undskyld," fik hun så endelig sagt, og hun skyndte sig at tørre sine øjne i sin kjole. Hun bed sin underlæbe, mens hun trak et store stykke glas ud af sin fod og lagde det på bænken. Det glimtede rødt i solen. Hun rejste sig og tvang sig selv til endelig at se Valkar i øjnene.

"Valkar, jeg... jeg lyver aldrig," sagde hun, hvilket næsten var sandt. "Jeg..." Hendes stemme knækkede, og et par nye tårer gled ned af hendes ansigt.

"Jeg skal nok gå nu," sagde hun så og vendte sig væk fra Valkar. Hun havde i sinde at gå, men smerten i hendes fod gjorde, at hun ikke kunne gå ret hurtigt, og selvom hun kunne have fløjet væk, håbede hun på at synet af hende humpede væk med sin store mave og de blodige fodspor, hun efterladte sig, ville give Valkar en kvalmende skyldfølelse. Om ikke andet, så kunne hun da få den lille triumf.

Valkar kendte blikket i Jezebels øjne, og det var et lykketræf at hans ord havde bremset hende fra at gøre noget overilet. Hvis hans antagelse var korrekt, hvilket den var oftere end ej. Så ville Jezebel have taget den hurtigste løsning på hendes problem, hvilket ville have været at dolke Liv i maven.
Han var stadig vred på Liv, men det fortjente hun dog ikke.

Som tårene vældede frem hos Liv, skyllede en rus af skadefryd gennem Valkar. Så kunne hun mærke hvordan det føles at blive slået af hånde! Hendes ord ekkoede gennem hans sind. Hun virkede i sandhed ikke som en der yndede at lyve. Og hun havde sagt at han skulle avle på hende, den nat de var sammen. Jo mere an tænkte over der, jo mindre var hun en helgen. Selv med de bedste hensigter havde hun udnyttet ham for at blive med barn, og den eneste grund til at han havde hørt om børnene var et tilfældigt møde!
Og alligevel havde havde han ondt af hende som hun humpede væk.

Han vendte blikket mod Jezebel. Han viste ikke en skygge af den forbandede medlidenhed han følte for den sårede Engel. Må jeg sætte mig?

((Var ikke helt sikker på om Liv er helt ude eller ej, så sender den lige forbi dig Rabbit! Hvis det er sender du den bare videre til Valkar ^^ ))

Jezebel holdt sig fra at vinke efter Liv. Selvom det var en fristende mulighed for at gnide salt i såret, så var det trods alt under hendes standarter. I stedet fladt hendes blik på det blodige glasskår der lå tilbage på bænken. Jezebels øjenbryn trak sig en anelse sammen som hun rakte ud efter det blodige stykke glas. Hun kunne da i det mindste have ryddet op efter sig selv!
Jezebel lod det forsvinde ned bagved bænken. Ude af øje, uden af sind! Der var ingen grund til at efterlade en påmindelse om det ganske forfærdelige møde, med det lige så forfærdelige kvindemenneske.

Liv var da også så godt som glemt det øjeblik Valkar igen vendte sig mod Jezebel "Spørger du om tilladelse, eller er det blot en af dine høfligheder?" spurgte hun mere køligt end tiltænkt, men hun nikkede dog mod bænken, som tegn til at han kunne sætte sig.
Hendes hænder fandt tilbage til harpen i hendes skød, og hun holdt dem optaget ved at stemme instrumentet. Hun tog dem ikke i rækkefølge som man normalt ville gøre, og ville blive lært det, men tog dem lidt på må og få som hun havde lyst til.

For hvert skridt, Liv tog, blev hun mere og mere rasende. Hun vendte sig ikke for at se på Valkar, for hun havde trods alt lidt stolthed tilbage, selvom Valkar netop havde ydmyget hende så groft. Det kildede i hendes fingrespidser for at flå sjælen ud af dem begge, Jez og Valkar, men nej, hun ville ikke synke så lavt (endnu). Desuden var hun sikker på, at denne Jez forekom hende bekendt. Der var en eller anden klokke, der ringede meget langt væk, og Liv forbandede sin dårlige hukommelse langt væk. Det værste ved det hele var næsten, at Liv havde glædet sig til tvillingerne. Hun havde set frem til at passe og pleje dem og give dem al sin kærlighed, men nu? Nu havde hun næsten ikke lyst til at få dem alligevel, ihvertfald den ene af dem. Det havde Valkar ødelagt for hende.

Hele Livs krop rystede, men det var først, da hun var nået et stykke væk fra Valkar, da hun lod sit raseri komme ud. Hun greb fat i den nærmeste teltdug med at hvæsende skrig af raseri og flåede det hele ned. Folk løb forskrækket ud fra telte og så måbende på, mens den gravide kvinde, der pludseligt var meget høj - næsten tre meter?! - flåede i de omkringliggende telte og brækkede teltpælene over, som var de tændstikker. Og så pludselig... så var hun lille igen. Faktisk mindre end hun havde været før.

Liv sank hulkende sammen i græsset mellem i ødelagte telte og enkelte sårede mennesker, der var blevet fanget i slipstrømmen af Livs følelser. Hun hulkede så meget, at hun næsten ikke kunne få vejret, og det var ikke, før en kølig hånd blev lagt på hendes skulder og en velkendt stemme sagde, "Kom, mor. Rejs dig nu op."

Liv så op og mødte sin søn Sakses mørke blik. Hans ansigt lå i sine normale, alvorlige folder, men hans dybgrønne øjne afslørede, hvor øm han var omkring hende. Han strøg hende over det korte, lyse hår og over hendes kinder for at tørre tårene bort. 

"Sakse," hviskede Liv svagt og friske tårer rullede ned ad hendes kinder. 

"Kom nu, mor," sagde Sakse blidt og hjalp hende på benene. "Du skal ikke være her. De fortjener dig ikke."

Liv nikkede; han havde ret. De fortjente hende ikke, ikke nogen af dem. Og tænk, hun havde endda overvejet at lade Valkar se sit barn. Det ville aldrig komme til at ske nu, aldrig. 

Hun begyndte langsomt at gå væk med Sakse. Hvis der kom nogen vagter, ville de vagter hurtigt komme på andre tanker efter et par hug og stik i deres sjæl, så Liv og Sakse kunne mere eller mindre uforstyrret forlade pladsen. Inden de gik, vendte Sakse dog hovedet og sendte et mørkt blik i retning af Valkar. Ingen skulle slippe godt fra at knuse hans mors hjerte.

"Om tilladelse, jeg har gjort dig uret nok" svarede Valkar stille som han satte sig. Hans ansigt var ganske roligt, men han kunne ikke skjule den flig af skam hans øjne afslørede. Han havde trods alt fejlet hende da hun havde haft mest brug for ham. Lyden af hendes flagrende mørke kjole som hun faldt gennem luften, blandet med hendes glædens latter. Koldt metal rørte hans kind hvor hendes tårer havde ramt ham. Thump. Lyden der føltes som en daggert af is der gennemborede ham. Lyden af den fejltagelse han var. 
En tårer blandede sig med sveden på hans ansigt, og fandt hvile på hans hage for en stund, der føltes som en evighed. Kun afbrudt at det sidste fald mod et blodigt fodspor. 

Efter et øjebliks tavshed, der føltes som en uendelighed. Lyden af den lille harpe, samt hans eget hjerteslag, værende det eneste lyde i hans verden. Var det en del af en leg hun havde med ham? Nej. Det var tid for til handling, ej selvynk og uendelige hvis'er  "Jeg har savnet dig, min månefe..."

Jezebel måtte holde sig tilbage for ikke at se overrasket op på ham. Gjort hende uret? Siden hvornår havde Valkar bekymret sig om det? Og hvorfor var det som om hans ord var alt der skulle til for at dulme den vrede Liv havde antændt? Det var mærkværdigt, uventet, og alligevel var hun sikker på dette ikke var et af hans tricks. Hans ord var for åbne, for... Blottede..

Hvad var der sket ved deres sidste møde, der havde ændret dem begge så fundamentalt?

Der var meget Jezebel ønskede at sige, mange ord hun knap kunne genkende som sine egne, der alligevel pressede sig på. Hun holdt dem tilbage, og holdt blikket på sine arbejdende hænder, af frygt for hendes vilje ville briste, skulle hun ligge øjnene på Valkar.

Valkar brød stilheden mellem dem igen, og hun løftede blikket før hun kunne nå at stoppe sig selv. Hendes hænder gik i stå "Jeg.." har også savnet dig. Sig det nu bare "..håbede at støde på dig her". Hun kunne ikke sige det. Det var for meget. Dette var den Valkar hun havde mødt for knap et århundrede siden, ikke det manipulative monster hun og hendes herre havde gjort ham til.
Hendes hænder opgav deres arbejde, og lagde sig om hver side af harpen, hendes greb tydeligt stramt. Hun blev nød til at sige noget. "Og jeg er sikker på du nok skal mestre Månefeens dans en dag" hendes ord var milde. Hvad var der galt med hende?!

En sten lettede sig fra hans hjerte. Hun havde faktisk håber på at se ham. Et kort suk undslap hans læber. Han havde været et fjols for at tror at hun ikke ønskede hans selskab, selv efter hvordan deres sidste møde var endt. Jezebel virkede tydeligt mærket af det, men hvor langt det rakte havde han ingen viden om. "Tør jeg spørge hvorfor du håbede det?" Et simpelt spørgsmål, men svaret ville fylde mere end han turde tænke på. 
En kniv gennembordede hans hjerte atter en gang. Hun havde glemt det. Hun havde glemt musikken, glemt dansen, hun havde glemt hendes fald, hans redning og hendes død... Måske var det bedre at hun var sparret for det det? Sparret for det falske håb han have givet hende som hun faldte. Der var kun et at gøre. 

Valkar smed handskerne med en metallisk klirren som de landede på bænken mellem dem. "Den låner jeg et øjeblik" sagde han som han tog harpen. Lyden af tonerne ville med sikkerhed vække hendes minder. Det pinede ham at påfører hende den oplevelse, men alt var bedre end ikke at huske...
Med en dyb indånding, begyndte Valkars fingre at danske over strengende og fremkaldte Månefens dans som den skæbnesvangre nat. Den mindre harpe var ganske noget at at spille på, end hvad han havde for vane at bruge, men der var ingen tid til fejl. Det galt et minde, et minde han ikke kunne bære at stå alene med.

Jezebel svarede ikke på Valkars spørgsmål, men lagde blot en finger mod læberne. Hun havde sagt for meget allerede! Det var ikke lig hende at tale sådan, og hvis hun ikke passede på ville han indse noget havde ændret sig, og udnytte det mod hende. Hun kunne dog ikke undgå at ligge mærke til hans reaktion på hendes ord. Var det.. lettelse? Hun havde ingen tvivl om at han nød deres små lege så meget som hun gjorde, men lettelse? Den var ny. Ligeledes var den blottede ærlighed.
Hvad gik der af ham?!

Jezebels forvirring blev ikke mindre som han greb harpen fra mellem hendes hænder, og hun gispede en anelse i overraskelse. Hendes læber delte sig for at protestere, men ingen lyd kom over dem, og i stedet lukkede hun blot munden igen, som han begyndte at spille. Den lille håndharpe gjorde hverken hans even eller stykket ære, men det havde nu stadig sin charme og hun lænede sig en smule tilbage og lyttede. Dette var ikke et sted til dans.
Hun havde dog svært ved at sidde roligt og nyde stykket. Der var noget der nagede hende umådeligt, men hun kunne ikke sætte fingeren på det! Det slog først klik da Valkar spillede forbi punktet der før havde været hans bane..

Han havde mestret stykket. Hun sukkede og lukkede øjnene. Hun havde sagt den ene ting der havde ladt ham vide hun ikke huskede deres sidste møde i sin fulde udstrækning.
Ikke at huske havde aldrig været et stort problem for Jezebel. Hun var ganske klar over hun måtte have glemt langt mere end hun viste gennem årene. Det var ikke altid alting kom med når hun døde, og hun fandt til tider sig selv læsende ord i sin egen skrift, hun ingen hukommelse havde om. Det var den mindste pris at betale.
Men hun viste ligeledes at Valkar aldrig kunne acceptere dette. Han havde ikke blot mistet huller hist og her, men langt mere. Og det var hans minder, og ingen skulle tage noget der var hans.

Jezebel ventede til han var færdig. Tonerne havde stillet skarpt på aftenen. På hendes leg, de endeløse glas tømt i selskab med den ignorante adelmand.. hendes konstante blikke mod hvælvingen Valkar var forsvundet ud af, til alkohollen endelig havde hæmmet hendes selvkontrol nok, til at hun var sat efter ham...
Og som kaldet var manden drattet om og efterladt natten til Valkar og Jezebel, alene under nattehimmelen på balkonen. Hans berøring havde været så varm, så nænsom, så... længselsfuld.

Brikkerne der havde tumlet rundt i hendes sind siden sin genkomst begyndte at falde på plads. "Sig mig én ting Valkar.. Efter jeg faldt fra balkonen, og du greb mig.. hvad skete så?" hun åbnede øjnene langsomt, og lod blikket falde på ham "Hvordan døde jeg?". Spørgsmålet var næsten ømt. 

Månefeens Dans havde altid betydet noget specielt for ham. Det kom sig af at det var noget de havde haft sammen. At det var noget som ondskabens herrer havde fundet ligegyldigt, men for dem havde haft betydning. Det var en af de få ting han kunne erindrer Jezebel faktisk anstrenge sig for. 
Men nu, nu betød den så meget mere for ham. For den bar mindet om den aften. Det var nærmest smertefuldt at blive mindet om, glæden i hendes øjne og hendes latter, som han for ned efter hende. Det gyldne skær fra nettet omkring hende blandet med hendes egen lilla glød. Overraskelsen i hendes øjne, samt hvordan hendes sjæl havde forladt hendes krop. Hvordan at han endnu engang var blevet efterladt alene.
Tårerne havde vældet op mens han var fanget i mindet, mindre diskret fik han tørret det værste væk med håndryggen. Nej det var ikke tid til den slags nu. Hendes spørgsmål ekkoede i hans sind, der var ingen vej uden om at forklare hans skam. "Jeg havde dig, næsten... J-jeg fik ikke sænket farten nok, s-så du ramte gaden" Sorgen var tydelig i hans stemme, men hans øjne havde været låst med hendes smukke lilla øjne. "Jez jeg.. " resten af ordne blev slugt af hans frygt, hvad nu hvis hun hadede ham? Hvordan ville han kunne sige at hen elskede hende?

Jezebel rakte ud og tog hans hånd, der stadig var fugtig fra hans tåre. "du greb mig Valkar" vedholdt hun "det er det eneste der betyder noget" ordrerne var blide, næsten forsigtige, som turde hun ikke helt tro dem selv.
Hun kunne se det gjorde ondt på ham, og alt til trods ønskede hun ikke at se ham sådan. Trængen til at være i hans favn sneg sig ind på hende. Bare glemme resten af verden, glemme hvad og hvem de var i hinanden.. Men det kunne ikke være, nu mindre end nogensinde før.
Langsomt trak jezebel hånden til sig igen. "hvad ændrede sig den aften? Alt var som det plejede indtil.." Indtil balkonen? Hun kunne ikke sætte op på det så hun lod være "hvad ændrede sig efter du forlod balsalen?"