Det havde ikke været til at holde ud at se på. Forårssolen havde bagt ned over jernkredsen, og fuglene havde fløjet syngende over den blå himmel uden overhovedet at tage sig af det blodbad, der udspillede sig under deres fjerede maver. 

To familier havde der stået, Hartkorn og Vinter. Den ældste søn i Hartkorn-familien havde voldtaget den yngste datter i Vinter-familien. Begge familieoverhovedet havde været mænd af stædig ære, og det hele var endt her i jernkredsen. Selv øjenvidner kunne ikke helt redegøre for, hvordan det var endt så galt, men her til aften, hvor svalerne var begyndt at flyve over pladsen for a fange insekter i skumringen, lå der fire døde kroppe i kredsen. Victor Hartkorn, voldtægtsmanden, Lukas Vinter, den ældste søn i Vinter-familien, Lucia Vinter, moderen, og Emry Hartkorn, overhovedet i Hartkorn-familien. Det hele var vist startet med, at Lukas Vinter havde hugget Victor ned, men herefter var der opstået kaos, da Hartkorn-familiens overhoved, Emry, var udbrudt i raseri over sin ældste søns død. Nu var der fire døde, og begge familie var ødelagt.

Der var ikke mange folk på pladsen lige nu. De fleste fik vist en dårlig smag i munden ved synet af de døde familiemedlemmer, og ingen havde kunnet få sig til at flytte på ligene. De få folk, der stadig befandt sig på pladsen blev til gengæld vidner til den hvide kvinde, der gik tværs over pladsen med kurs mod jernkredsen. Hun var høj og slank og bar en kridhvid kjole af et tyndt, flagerende materiale, der blafrede blidt bag hende i aftenbrisen. Hendes hoved og ansigt var dækket af et tyndt, hvid klæde, igennem hvilket man lige akkurat kunne ane et ansigt. Kvinde gik som i slow-motion over pladsen og trådte uden videre ind i kredsen på sine bare fødder. Hun knælede langsomt ned ved siden af det første lig, Lukas, og lænede sig ned og hviskede noget i den dødes øre. Først så det ikke ud til at have nogen effekt, men så kunne man ane en sølvagtig, meget svag dis, der steg op fra den døde krop. Kvinden rettede sig op og et smil kunne svagt anes igennem klædet over hendes ansigt. Hun nikkede, og derefter opløste disen sig som tåge for solens stråler. Nu rejste kvinden sig op og gik hen til den næsten døde krop, hvor hun gentog ritualet. Dette gjorde hun ved alle fire lig.

Da hun var færdig blev hun stående et stykke tid og stirrede ud i ingenting. Så kom der pludselig et par gigantiske sorte vinger til syne på hendes ryg, og sekundet efter havde hun svunget sig op i luften og var forsvundet.

Det var langt fra alle, der hørt om dødsenglen, der drog verden rundt og hyrdede sjæle til Dødsriget, men der gik mange historier og rygter om hende. Nogen troede, at synet af hende enten betød lykke, mens andre mente, at det betød ulykke. De var dog alle sammen enige op, at synet af hende var smukt.

Det var stadig ikke sikkert for nogen, der havde elverblod i årene, at opholde sig i Dianthos, men Ez blev nødt til at se, om han ikke kunne finde sine ting på det værelse, hvor han havde boet. Han manglede tøj og havde derudover også nogle ejendele, som han gerne ville have tilbage. Bare nogle småting, han havde arvet fra sine forældre, et par breve og lidt andet. 

Det havde været svært at beslutte sig for, om han skulle forsøge at snige sig ind i byen om dagen eller om natten. Om dagen kunne han være skjult i folkmængden, men om natten ville der til gengæld være færre vagter og stikkere at gemme sig fra. Så Ez havde til sidst valgt natten. Han havde været ved at snige sig forbi tribunepladsen, da han pludselig havde fået øje på kvinden i hvidt. Synet burde ikke have fanget hans opmærksomhed så meget, som det gjorde, men det gjorde det. Ez havde stoppet op og stillet sig i skjul bag nogle tønder, så han kunne se, hvad kvinden lavede. Da han så, hvordan den hvide tåge steg op fra den døde krop, vidste han med det samme, hvem den hvide kvinde var. Eller det vil sige, han kendte ikke hendes navn, men der gik rygter og sagn om hende i det område Ez kom fra. Hun var en engel, eller en dæmon, alt efter hvem man spurgte, og hun kom til de døde for at hyrde deres sjæle videre. Hun havde en hel hær af sjælehyrder under sig, og nogle af rygterne, som Ez havde hørt som lille, sagde, at hun en dag ville tage sjælen fra selveste guderne og indsætte sig som ene herskerinde over verden.

Ez havde ikke vidst, om han troede på de rygter, men kvinden? Hende havde han altid troet på, og nu så han hende i levende live (eller hvad hun nu var). Hun måtte tusinder af år gammel, og det var fantastisk at se et så ældgammelt væsen helt rigtigt, i levende live.

Selv efter kvinden var forsvundet, stod Ez stadig kiggede op på den mørke himmel, hvor hun var fløjet op. Men så tog han sig sammen og listede videre for at finde sine ting. Han håbede stille på, at når han en dag skulle dø, så ville det være den hvide kvinde, der kom og tog hans sjæl. Måske kunne han få lov at se hendes ansigt?

//Out