Ombord på den Sorte Sirene sad Amalia i sin egen kahyt, i ly fra den blide trommen af regn der ellers var dækkede hele piratbyen.
Sirenen var ikke det mest imponerende skib, på ingen måde, men det var hendes, og hun havde selv skaffet det. 
Det var ikke længe før at de kunne stævne ud på deres første togt, men det var små ting der manglede, og en enkelt lidt større ting. 
Hun lænede sig tilbage på stolen og slog støvlerne op på det fyldte bord. Papirer, krus og tomme flaske lå udover bordet i et værre rod, samlet over flere dages arbejde. Men alt det var ikke så vigtigt lige nu, for hendes skygge var på vej. 

Da hun havde tildelt rolle til de to for noget tid siden, havde hun oplevet Morganas tiltrækningskraft som tidevandet. Noget som ville være sin egen vægt værd i krystaller! Især hvis det også virkede på kvinder, og der var ingen bedre end hende selv til øve det med hende. 
Amalia smilede lidt for sig selv, jo det skulle nok blive en sjov eftermiddag! Hun lukkede roligt øjnene og begyndte at nynne for sig selv. Hun havde som sådan ikke fortalt hende hvorfor at hun ville tale med hende, blot at det var vigtigt, og at hun forventede at havde gjort noget ud af hendes påklædning.

Morgana var ikke sikker på hvad kaptajnen ville, men den mærkelige forespørgsel med, at hun hun skulle være velklædt havde gjort den gamle pirat en smule nervøs. Det eneste hun kunne forestille sig hun skulle være klædt pænt på til, ville være sin egen begravelse! Men hun var ret sikker på det end ikke var lykkedes hende at pisse kaptajnen af SÅ hurtigt, selvom hun normalt ikke havde det bedste held med kvinder. De blev altid jaloux, og følte sig overset når Morgana var i nærheden. Men det var vel næppe hendes skyld!
... desuden, så ejede Morgana ikke meget andet end det ene sæt tøj hun var gået ombord i. Det stoppede dog ikke den gæve kvinde i at gøre noget ud af sig selv alligevel! Da Morgana åbnede døren ind til kaptajnens kahyt var hendes skjorte ren, om end en anelse fugtig fra regnen. Den hang løst, og var ikke stukket ned i bukserne, men til gengæld hold inde under brystet med et bælte, der vist ikke helt havde tilhørt piraten tidligere på dagen. Bandanaen der normalt var bundet om hendes hoved, bredt ud og bundet om hendes hofter i stedet, for at give dem illusionen om den fylde de engang havde haft. Håret, nu frit, var krøllet op af fugten i luften, og fyldte godt. 2 hårsmykker mere havde fundet vej siden sidst, et bredt, solidt bronze rør, og under den en mørk, næsten sort, perle.

Morgana lukkede døren bag sig, uden at tage blikket fra kaptajnen og hendes rod. "Hvad los kaptajn?"

Blæsten var det første der afslørede Hjerteknuseres ankomst, med dens friske salte duft. Amalia fortsatte med at nynne lidt tid efter at Morgana var kommet indefor. Hendes frakke hang over ryggen på stolen hun sad på, så hendes pastelfarvede skjorte var fuld synlig. Som verset var ovre åbnede hun øjnene og smilede til hendes gæst "Ah godt at se dig kære skygge, jeg har en ganske særlig opgave til dig" Hun strakte hendes ben en anelse som fik flaskerne på bordet til at ryste en smule. "En opgave kun en kvinde af din kaliber kan udføre" hendes smil var ganske bredt, og hendes øjne viste tydeligt at hun drillede hende. En måges skrig kunne høres tydeligt som den fløj tæt på kahytten. "Jeg vil have dig til at forføre mig" ordne kom let fra hendes læber, som det var en ganske normal ting. Men det var tydeligt at hun var ganske seriøs omkring det.

Morgana lagde armene blødt over kors, og hoved en smule på skrå som hun ventede på kaptajnen blev færdig med sin sang. Hun viste mange frygtede Sirens sang, men Morgana viste bedre end det. Hvis Amalia ønskede at bruge sin evne, gjorde hun det bare, og det var bedøvende ligemeget om hun havde sunget en time, eller greb en fra første tone.
Desuden, hun kunne synge! Det ville være en skam ikke at lade hende, og det var noget bedre end at høre på Hicks!

Endelig kom Kaptajnen tilbage til virkeligheden og kom til sagen.. og Morganas ene øjenbryn var allerede på vej op inden kvinden havde talt ud. En særlig opgave? De var jo ikke engang gået fra land endnu, og Morgana havde bestemt ikke nået at opholde sin del af aftalen. Hun havde stadig ikke meget sul på kroppen, men det var ikke grundet mangle på indsats!
Kaptajnen fik færdiggjort sin anmodning, og Morganas blik hvilede på kvinden. Sekunderne gik.

"Du vil have mig til at gøre hvad?" spurgte hun vantro. Hun havde ikke hørt forkert, så meget viste hun. Men hvad ved dybderne havde ansporet kvindemennesket til det her?!

Amalia slog en melodisk latter op, både varm og smittende. Åh Morganas reaktion havde været som hun havde forventet! Som et barn der ikke havde forventet tidevandet og nu var sandslottet blevet taget af bølgen blå.
"Du hørte mig godt" Svarede hun med et smil som en skibskat der havde fanget en rotte i en krog. "Du er kendt for at kunne sno mænd om din lille finger, så jeg vil se om du også kan finde ud af det med kvinder. Alles øjne skulle jo gerne være på når det gælder" 

Elegant skiftede hun hvordan hendes ben lå på kors på bordet. Bevægelsen sendte en rystelse gennem boddet der fik de tomme og halv fulde flasker til at klirre mod hinanden. 
"Så skal jeg synge det for dig? Eller har du brug for at jeg vise dig hvordan man gør?" Åh det var nu morsomt at se Morgana helt ude i tovene! 

Morganas øjne blev en anelse smallere "Jeg hav-" hun stoppede sig selv "Jeg får alles øjne på mig igen, som jeg havde det før" et skævt halvsmil bredte sig på kvindens læber "Men kvinderne glor sku da ikke fordi de ville ha mig kaptajn" Morgana trådte frem til bordet, lagde hænderne på bordkanten og lænedede sig fremover, Amalias blik låst med sit eget "men fordi de vil være mig". Det var sandt hun havde trukket opmærksomhed fra begge køn, men de andre kvinder havde hun aldrig rigtig kunne se øje til øje med. Jalousi var en grim ting, og Morgana spirede det omkring sig som blomster i fed muldjord under høj sol.

Kaptajnens plan var ikke dårlig, men folk var ikke bare magisk tiltrukket af Morgana, hvis hun bare vrikkede med hofterne på den rigtige måde! Amalia kunne nok kommandere folks vilje som hun ville med sin sang, men Morgana havde ikke andet end sin udpinte krop og erfaring!

Amalia smilede et skævt smil, hun var ret kær når hun blev vred. "Selvfølgelig gør du det, ellers var du her jo ikke" Amalia klukkede kort. "Er du nu sikker på det? Jeg kan huske et par stykker der sukkede efter dig" Der havde været nok flere end Morgana lige forventet der havde drømt om at dele seng med kaptajnen af den røde baronesse.
Men det var hvad rygterne sagde farvande Hjerteknuser aldrig havde udforsket. Hun lænede sig en anelse tættere mod Morgana. På sin vis var hendes påpasselighed forståelig, det hele var nyt og hun havde meget at miste. Men der var også så meget som hun kunne bruge det til at bevise! Ah! det var nok løsningen! 
"Så du siger at du ikke tror på at du kan? Og at du ikke engang er villig til at forsøge?" spurgte hun tirrende, som en måge der ikke ville lade en være i fred. Hun havde selv mærket hvor dragende Morgana kunne være, et våben der kunne udnyttes. Samt der var en lille del af hende der hungrede efter at føle det igen, bare en enkelt gang mere.

Morgana løftede et øjenbryn "Hvis de gjorde det var de for nemme til at være min tid værd" kommenterede hun tørt, som en snært af den gamle selv-sikre attitude stak hoved frem igen. Hvis folk faldt hovedkluns for hende, uden hun overhoved prøvede så var det for nemt. Det var der ingen sport i!

Amalias provokation ramte plet. Morganas mundvig gav et ryk, et halvt fnys og et øjeblik var hendes øjenbryn på vej ind mod hinanden, før hun fik kontrol over sig selv igen. "Hvor engageret du end er, så tror jeg du skal lade en anden om at være skibs-tolk, for din oversættelse kunne ikke være mere ved siden af" Morgana rakte frem, og flyttede en løs lok af Amalias hår om bag hendes øre. På vejen strejfede hendes fingre blidt den anden kvindes kind og Morgana lod langsomt den blond lok løbe ud af sine fingre "Kaptajn~" tilføjede hun, mens hun smilede pirrende, og hendes blik holdt den anden kvindes fast, lovede mere... og så trak Morgana sig væk igen og rettede sig op, dog uden at slippe Amalia med blikket, uden smilet forlod hendes læber.

Amalia klukkede let ved Morganas sandtørre kommentar, det var umådeligt rart at se hende være mere i sit es. Hun var ganske sikker på at Morgana sagtens kunne, desværre virkede det til at hun selv var enig, for det meste. I det mindste var Amalia overbevist om at Morgana var hendes tid værd, for ellers måtte hun forblive skibbruden i hendes egen selvynk.

Glimtet i Amalias øjne, var det eneste der afslørede hendes fryd over at se Morgana reaktion. "Åh ja så?" hun smilede let og lænede sig bare en anelse ind mod Morganas fingre, som de flyttede på hendes hår. "Siden at jeg ikke skal lege 'skibs-tolk' hvad mener du at jeg skal bruge min tid på hmm?" kommenterede hun med en mild latter. Jo Hjerteknuser kunne da godt være sød når hun gerne ville det, men kunne hun mon mere? Hun rykkede lidt på den fod på bordet og blinkede kort til hende.
Hvad ville hun mon bruge som madding?

"Mmmm" Morgana købte sig selv et øjeblik ved at lukke øjnene, og foregive at tænke over spørgsmålet, mens hun mentalt forberedte sig på hvad hun skulle til at gøre. Det var jo bare mænd med bryster! ... og en helt anden tankegange og fuck og død det her holdt ikke! Hun skulle have en anden tilgang.. Hvis Amalia havde ret havde hun gjort noget rigtigt før!
Et gammelt minde kom til Hjerteknuseren, fra længe før hun havde båret det tilnavn, et minde om et af de første hjerter hun havde knust.
Josefine.. Hendes kammerpige, dengang Morgana selv havde været en ung adels frøken. Morgana havde selvfølgelig ikke ment noget seriøst med det, de havde bare fjollet rundt som piger den alder nu gjorde, men Josefine havde til sidst erklæret sin kærlighed - og havde mistet sit job prompte.

Morgana åbnede øjnene igen, og mødte Amalias blik, med hoved en anelse på skrå. Langsomt trådte hun rundt om bordet, om til Amalia, og satte sig på bordkanten "Være kaptajn selvfølgelig!" hun lagde en hånd på Amalias ben, lige over knæet. Ikke for aggressivt, men bestemt der. "Din tid bliver alt for værdigfuld til den slags meget snart, hvis jeg ikke tager meget fejl"

En tænksom Morgana? så havde hun set det med! Amalia var sikker på at den anden kvinde nok skulle finde på noget, samt det det skulle nok blive sjovt at finde ud af hvad hun mente at Amalia skulle bruge tiden på. 

Hun fulgte ivrigt Morgana med øjnene som hun bevægede sig tættere på. En del af hende kunne ikke andet end se frem til at se hende med mere kød på knoglerne igen, hvordan hendes former ville vise sig som blide bølger... Ahem... 
"Kaptajn siger du..? Ja, det er der gode muligheder i at være" Amalia sukkede let, det var længe siden at en spænende kvinde havde lagt hånd på hende, så det var i orden at nyde det bare lidt...  Men hvordan reagerede hjerte knuser mon når nogen lagde an på hende? Et varmt smil bredte sig på hendes læber "Du har ganske ret, det kunne være at jeg skulle finde mig nogle personlige skatte" Hun lænede sig stille og rolig hen mod Morgana. Hvor hendes fingre blidt gled hen over hendes håndryg, for nærmest at danse op af hendes arm. Hendes øjne søgte Hjerteknuserens, der ville finde Amalias blå øjne dybe som havet, samt en længsel der var rettet mod hende. Endeligt fandt kaptajnens fingre skyggens kind, hvor hun med en sagte sensuel stemme sagde "Du vil jo gerne være min skat, vil du ikke?"

Morganas blik faldt til hånden som Amalia krøb nærmere og nærmere. Vent, det havde ikke været en del af planen! Det før sikre smil flakkede en anelse som hun igen mødte kaptajnens blik, og dennes hånd nåde hendes kind. Hvad ved alle alle stormene på havet havde hun roddet sig ud i?!

Så kom replikken, og Morganas ene øjenbryn løftede sig som hun igen fandt sig i kendt farvand igen. Nok var Amalia en kvinde, og Morganas kaptajn, men der fandtes ikke en scorereplik, god som dårlig, som Hjerteknuseren ikke havde hørt før, og til trods for Amalias vinkel var mere unik, var det blot den samme gamle sang i forklædning.
Morgana sukkede, og lænede sig en smule ind mod Amalias hånd med et ærvende udtryk, men længsel i blikket "Ahhh det kunne være sødt kunne det ikke? Bare dig, og mig.. alene, på en hvid sandstand, uden nogen til at forstyrre os" hun rakte op og legede med en lok af Amalias hår mens hun talte, og lænede sig så nærmere "Men det er jo ikke det du vil, er det vel? Neej, du vil ikke holde mig for dig selv.. Jeg skal deles med verden, vises frem ved hver en lejlighed" Morgana smilede smørret inden hun lænede sig helt ind for at hviske i kaptajnens øre "hvis jeg skal gøre verden til din østers" det var nok et stort løfte, selv for Morgana, men som hun hviskede ordrene så nært hendes læber strejfede øret var det svært ikke at tro det, ikke at tro det var muligt, ja næsten så godt som gjort, så længe Morgana var der, ved hendes side.

"Mmh" brummede Amalia drømmende. Hende selv slængende på broderede puder fra rubinien, og Morgana nærmest mere afklædt end påklædt mens hun fodrede hende druer, det var en dragende tanke. Som en stærk understrøm.
Når Hjerteknuser først foldede sig ud, var det som hendes strøm af ord fik en til at hungre efter mere, at bare give hende ret, for at kunne hører flere af de legende lette ord. Som en strømhvirvel var Morgana ved at trække hende ned.

Amalia rettede lidt på hendes hat for at give Morgana mere plads til at lege med hendes hår. Vent. VENT! Det var hende der var kaptajnen! Det var hende der var den der styrede roret ombord på den her skude!
"Åååhhh, du har ret..." Hviskede hun tilbage. "Men..." Med den ene hånd drejde hun blidt Morganas ansigt hen mod hendes. Åh hun kunne stirre ind i de brune øjne og fare vild i dem, nej forkusser kvinde! "Jeg kan have dig for mig selv for en stund før jeg behøver dele dig med verden..." for hvert ord kom Amalias læber tættere og tættere på den anden kvindes, parat til at give hvad der sikker ville blive et umådeligt passioneret kys...

Morgana kendte blikket I kaptajnens øjne. Amalia prøvede at kæmpe imod, men det var som at nedstirre tidevandet! Før eller siden gav de op.. Og tilsyneladende var kvinder ikke fra helt så fremmed en ø som Morgana ellers havde antaget!
Det ville ikke ære svært at tage alt for hende. Overtage skibet og dens crew. Hicks ville blive et problem, men hvis hun spillede sine kort rigtigt, ville Amalia give hende det hele på et guldfad..

Nej, nej, NEJ! Ved valerian rynkede, salted nosser hun havde lovet sig selv hun ikke ville gøre det her igen! Amalia var kaptajn, punktum! Morgana skulle ikke, Ville ikke være kaptajn igen lige foreløbig, om hun så fik skibets vægt i guld!... Okay måske hvis hun fik skibets vægt i guld men ellers ikke!

Hun var næsten lettet da Amalia så ud til at få samling på sig selv efter at have flyttet sin hat. Men så begyndte Amalia at læne sig ind, nærmere. Morgana kunne dufte hendes ånde, og som hendes egne læber spredte sig, bare det mindste kunne hun smage salten der altid lå på en sømand, eller i dette tilfælde søkvindes, læber. Bare et kys..

Morgana trak sig væk med et ryk og slap kaptajnen "ved chances hængepatter du vinder kaptajn! Smid mig af om du vil men det her er simpelthen for mærkeligt!!"

Amalia slog en varm latter op. Det var noget så morsomt at se Hjerteknuser trætte i land igen! Heldigvis havde hendes mavefornemmelse været rigtig, om at Morgana ikke tude give los, og udforske hvad der nok havde været ukendte farvande for hende. Morgana var skræmmende som havet, smukt, tillokkende og nådesløst hvis man lod sig tage med. Hun skulle være påpasselig med at lege med hende, men hun havde navigeret gennem farlige skær før.

Prøvende vandrede Amalias fingre op af den anden kvindes lår, hvor den blidt kærtegnede inderlåret. "Jeg har ingen plan om at smide dig af Morgana, men er tanken virkelig så slem?" Hendes ord var blide og bløde som lammeskind. Mens hun talte flyttede hun en af de bølgende lokker bag hendes ører, hvorefter fingrene blidt kærtegnede hendes nakke. "Det er bare et kys, et kys har vel aldrig skadet dig?" hendes stemme var næsten som en hvisken, det kunne være en hemmelighed. En hemmelighed kun de to kendte. 

Morgana bed sig en anelse i kanten af læben. Den her skude sejlede jo den helt forkerte vej! Hun havde forventet Amalias latter, og hun havde nok også forventet det her ikke ville være nok til Amalia smed hende i land, men hun havde ved den sødeste grød ikke forventet Amalia ville fortsætte! Og hun havde da slet ikke forventet at hun selv ville kunne lide det!

Hvornår var Morgana gået fra at være den forførende til den forførte? Og så af en kvinde? Tankerne lod til at glide i baggrunden som Amalias fingre gjorde deres.
Til vinden med det hele! Amalia bakkede ikke af, og guderne vide Morgana ikke havde følt sig halvt så eftertragtet de sidste to år til sammen, som hun gjorde i dette øjeblik! Skyggen af Amalias latter rungede stadig i Morganas sind, og sved en anelse. Hun havde ikke tænkt sig at lade sådan en blond, blåøjet prinsesse-pige overgå hende!

En finger lagde sig over Amalia læber "Nej, det har det vel ikke" sukkede hun. Blidt pressede hun Amalia tilbage i sædet på stolen, mens hun selv fulgte med ned fra bordkanten, og satte sig i Amalias skød. Hendes hånd gled over Amalia kind, og kærtegnede hendes ned af halsen, til den sneg sig under kanten på Amalias skjortekrave. Hun lænede sig nærmere, og holdt lod sig fortabe i de blå øjnenes dybter. Livet var kort, og hun ville nok aldrig få chancen igen, så hun besluttede sig for at give kaptajnen hvad hun ville have, og give slip på hæmningerne, bare nyde det for en stund.
Smilet var tilbage på hendes læber, fyldt af hed længsel.
"Så lad os udforske dybderne sammen.. og se om dette ikke er den største skat du nogensinde komme til at finde" Morganas ord var søde og lokkende som honning, og fulgte dem denne gang op med handling.
Hjerteknuseren strakte sig det sidste stykke, og lod deres læber mødes i et kort, jomfrueligt kys. Morganas smil krængede op i den ene side, men hun trak sig ikke længere væk end deres læber lige præcis ikke rørte. Morganas ånddræt var tungt og bar et hint af citrus. Hendes frie hånd lagde sig på kaptajnens hofte. Hun lod Amalia om at tage det næste skridt.

Amalia lod Morgana skubbe hende tilbage i stolen, det var overaskende hvor blid Hjerteknuser kunne være. Man skulle tro at hun ikke engang sejlede under falskt flag! Men så igen, Amalia havde haft forført andre kvinder før, og Morgana stod et svært sted. Men hvis hun fik sin vilje, ville Morgana inden tidevandt være på den meget kortere liste over Amalias elskere.
Hun sukkede et øjeblik, det smil var et hun gerne ville se igen.
"Lad os, og lad mig vise dig en skat der vil få hvad andre kan tilbyde til at blegne" Amalias stemme var stadig blid og forførende som en varm forårs brise, måske var det mere end hun kunne love, men hul i det. Morganas læber var blødere end hun havde ventet, og den lille efterdønning af citrus fik hende til at hungre efter mere. Hånden der havde hvilet ved hendes nakke vandrede op og udforskede de bølgende lokker. 
Amalias frie hånd åbnede behændigt et bælte hun var sikker på hun havde set før, men ikke på Morgana. Uden at gøre for meget ud af det blev bæltet kastet hen mod indgangen til kahytten. Blidt gled hånden op af maven, fingrende dansende som de nærmede sig hendes bryst. Amalias åndedræt var tungt, Morganas duft fik en til at ville have mere, men en ting først. Med et fast greb i de brune lokker, mødtes deres læber i endnu et kys, men denne gang var det fuld at længsel, passion og et tilbyd om så meget mere "Sig at du vil have det, og jeg skal give dig mere" Hendes stemme var forpustet, men det var tydeligt at Amalias hat stadig var størst, mon Morgana ville kunne gå med til det. 

En helt almindelig dag på Den sorte sirene. Altså, ikke at der havde været så mange dage endnu, men ind til videre var der ikke noget usædvanligt. Hicks havde haft travlt med at holde styr på den snart fuldtallige besætning og samtidigt tælle ting op i briggen. Havde de fået det hele med? Et par tønder manglede og han var ikke helt sikker på, at der var vand nok, men der var plads nok til at fylde mere på. Spørgsmål der skulle stilles til kaptajnen, så han trampede op af trappen med blikket på den blanke skive træ, han havde skrevet inventaret op på med et stykke kul. Lidt primitivt, men papir og blæk var dyrt og dette havde han gjort så mange gange før. Det var praktisk at kunne skrive og læse i sådan en situation.

Stadig med hovedet fyldt med tønder, kasser og sække, bevægede han sig op på dækket og hen til døren ind til kaptajnens kahyt. Normalt havde han manerer nok til at banke på, men lige nu tænkte han mere over vand end privatliv og han skubbede døren op uden at anmelde sin ankomst. Som han trådte ind, løftede han blikket fra listen og det han så, fik ham til at fryse til stedet. Nej nej nej, det var ikke rigtigt! Hans grå øjne blev spærret op og han måbede for et sekund, inden han hurtigt, men lydløst, trådte tilbage ud af kahytten og lukkede døren bag sig. Forsigtigt. Og med synet af Morgana siddende på skødet af Amalia, deres læber låst sammen og begge dybt optaget af den anden, brændt fast på nethinden.

Med et svagt chokeret og noget sammenbidt ansigtsudtryk blev han stående med hånden på dørhåndtaget, mens han lod synet synke ind. Så Amalia og Morgana... et stik af bekymring gik igennem ham, både over hans egen position på skibet, men også fordi han var af den overbevisning, at det var dumt at indgå i den slags... aktiviteter... med folk om bord samme skib. Skulle der opstå drama, var der ikke rigtig mulighed for at undgå hinanden midt ude på havet. 
Men det kom ikke ham ved. Hvad kaptajnen besluttede sig for at lave med besætningen, havde han ingen ret til at forsøge at belære hende om. Nogle ville måske tro, at han og Amalia havde haft noget sammen, men det var langt fra sandheden, som han stadig lidt så hende som den bette pige, han havde frelst for så mange år tilbage. Han var hendes ven, ja, måske endda lidt hendes beskytter endnu, trods at hun var blevet voksen og kunne passe på sig selv. At hun viste interesse for en anden kvinde, ja det overraskede ham ikke, han havde kendt hende i så mange år, at han godt vidste, at hendes skib sejlede begge veje.

Langsomt tog han en dyb vejrtrækning og vendte sig om for at gå, men det slog ham, at døren ikke var låst. Tænk hvis nogen skulle gøre som ham og se, hvad der foregik i kaptajnens kahyt? Ikke at sandsynligheden var så stor, men tænk nu hvis. Lidt tøvende så han rundt og satte sig så langsomt på trappen ved siden af døren og hev sin pibe frem. Nå, jamen så må han vel sørge for at holde øje med døren. Det var vel også tid til en pause alligevel, så travlt havde de ikke. Med et tænksomt udtryk stoppede han tobak i piben og fik gang i den, så røgen stod ud om hans hoved. Gad vide, hvad dette ville betyde for samarbejdet og om det ville rykke rundt på noget i forhold til de opgaver, der var blevet givet. Det håbede han ikke. 

Typisk at der var problemer allerede inden de var sejlet ud!

Morgana måtte indrømme det: Amalia var god. Hun havde den intense, insisterende charme der var svær at benægte. Blid og lokkende, men samtidig håndfast og insisterende.
Morgana fandt i sandhed sig selv i en svær position, for hun ville ikke have Amalia stoppede. Som Amalia åbnede vejen skænkede hun ikke det lånte bælte en tanke, men trak selv langsomt Amalia skjorte fri og sneg et par fingre ind.. blot for at finde stof.. hvor mange lag havde kvinden på!?
Hjerteknuseren nåde dog ikke længere, før kaptajnen genvandt initiativet. Denne gang lagde Morgana ikke fingre imellem, men gav kysset - og Amalia - sin fulde opmærksomhed. Det var svært ikke at blive revet med. Det var tydeligt Amalia ville det, og Morgana lagde sin spirende passion og betydelige erfaring i det. Selv døren der gik op bag dem, og kort efter lukkede sig igen fik ikke andet end et brøkdel af opmærksomhed og en halv støgtanke om at vedkommene bare havde at gå igen, og det lige nu. 

Lyden af døren der lukkede sig fortalte Morgana at hendes bønner var blevet hørt, og hun igen kunne fokusere på den blonde kvinde foran sig. Der ville uden tvivl ikke gå længe inden hele skibet viste hvad der var sket i kaptajnens kahyt.. De kunne lige så vel give dem noget at sladre om!

Morganas eget åndedræt var tungere end hun selv havde forventet da kysset blev brugt, og Morgana kunne ikke andet end smile bredt og klukke lavmælt i en tung tone. "Mmm det ville være en skam at gå glip af den lektion" hendes tommelfinger løb blidt over Amalias kraveben, inden hånden løb op langs hendes hals og snoede en lok af det blonde hår mellem fingrene "Så vis mig din skat.. inden jeg går til af nysgerrighed" hendes hånd fandt tilbage til Amalias hud og lukkede sig kort om hendes hals.. inden den gled videre nedover hendes bryst "Kaptajn~" hun ladede ordet med længsel, og det var efterhånden svært at sige om den var reel eller ej.

At se Morgana være undersøgende og nysgerrig var fantastisk, som at finde ly for et stormvejr! Morgana var stadig umådeligt dragende, men denne gang føltes det ikke som at blive trukket under af en understrøm. Nej denne gang kunne holde hovedet over den syndflod der var Hjerteknuser. 
Kysset var så meget mere denne gang, det var tydeligt at Morganas læber var øvede, men det bedste var den snert af forsigtighed der sneg sig med. 

Det var alt for længe siden at nogen havde rørt rigtigt ved hende. Man kunne hører Amalia stønne som døren i gik efter hvem end der havde prøvet at komme ind. Hun havde ikke skænket det en tanke, om hvem det kunne have været og lige nu var hun ligeglad, hun havde skatte at grave frem. "Mmm, det ville det ikke sandt?" Pirrende gjorde hun Morgana fri af skjorten, et skævt smil brød frem på Amalias læber. Morgana så bedre ud end hun selv mente, men de skulle helt sikkert gør lege igen når Morgana var tilbage til fuld figur. Legende fulgte en finger en af lingerne på et af hendes skatte kort, hvor mon det førte hen? Fingrene tog en afstikker fra ruten og med at fast greb fandt den anden kvindes ene bryst. Legende undersøgte de deres nye skat, dansende blidt og pirrende om brystvorten. 
Amalias læber banede vej fra Morganas hals med små kys og blide bid, hele vejen  til det andet bryst hvor der kom en lige så sensuel behandling.
Hendes frie hånd kravlede søgende ned i Morganas bukser, kærtegnende hendes inderlår undervejs. Testende om tidevandet var ankommet, før to fingre gjorde sit for at finde den skat med nydelse der lå begravet mellem Hjerteknusers lår.