Beon var ikke sikker på hvad der skete. Han følte alting omkring ham var underligt. Han løftede hovedet der tungt havde lagt sig på briksen og stirrede rundt i rummet. Alting var.. fluffy? som om han sad i en sky. Med en brummende lyd rystede han hovedet, for at genvinde ordentlig overblik. Men det slørede forsvandt aldrig helt. Han måtte leve med at kanterne var underlige. Beon rettede sig en smule op, og var til sin overraskelse ikke øm i kroppen, trods han havde siddet på gulvet og sovet. Han havde sovet? havde han ikke? Træt kørte han en hånd over ansigtet og var pludselig meget vågen. Noget føltes forkert. En smule panisk ragte han hånden over sin skulder, mærkende efter noget, der.. ikke var der.

Med en pludselig bevægelse kom han op og stå og forsøgte lidt som en forvirret hund der jagtede sin hale, og se sine vinger. De.. De var der ikke. Hvorfor var de der ikke. Han trak skjorten over sit hoved og stirrede på dens ryg, mens han stod tilbage i bar overkrop. En skjorte der ikke havde huller for at gøre plads til de askehvide vinger, var hvad hans blik så. Lamslået stirrede han på den før han begyndte at smile. Et lettet smil, forvirret, men lettet. Hans øjne faldt på Asha der stadig lå på biksen. Næsten ude af stand til at stoppe sig selv, eller sin egen glæde, ruskede han i hendes skulder. "Asha.. Asha vågn op. De er væk. De er væk!" Hele hans ansigt lyste op på en måde man sjældent så ham. Hvorfor det gjorde ham så glad at kunne dele det med hende, vidste han ikke. Han var bare. Glad. Glad for at de var væk, glad for at han ikke skulle døje med at sove, bevæge sig eller skjule sig for folks blikke mere. Og især glad for at Asha var her. At hun lå på hans værelse. At hun var her hos ham. Hvorfor han var glad for det, havde nok ikke spor at gøre med vingernes forsvinden, men han bildte sig i dette øjeblik ind at det var derfor.

Det føltes kun som få øjeblikke siden, hun var faldet i søvn på briksen i Beons kammer. Hendes krop virkede underligt vægtløs, som om hun svævede mellem skyerne. Langsomt åbnede hun sine tunge øjenlåg og et dovent smil gled over hendes læber, da hun fik øje på Beon. Godt, at han stadig var her. Hun holdt meget af hans selskab.

En panderynke sås i hendes ansigt, da han begyndte at ruske i hende, og hun fik møvet sig selv op i en siddende stilling. Hun havde forventet at hendes hoved ville være tungt og smertende efter alkoholen, men det føltes i stedet let, svævende og energifuldt. Idet hun satte sig op, gled hendes ærme ned over skulderen, afslørende den bare, grønligt farvede hud. Lidt undrende betragtede hun sin påklædning: hun kunne have svoret, at hun havde sin lette læderrustning på, da hun lagde sig til at sove, men dette her var en løs kofte af et meget blødt og behageligt materiale. Havde Beon skiftet tøj på hende? Pludselig meget bevidst om sine bare ben åbnede hun munden for at skælde ham ud, men han så ud til at være optaget af noget helt andet: hele hans ansigt strålede af glæde, som han pegede på sin bare ryg.

"Hvad snakker du om, fjollehoved? De er jo lige der." Svarede hun hovedrystende. For hende var vingerne lige så tydelige, som de altid havde været. Smukke og hvide. Hun rakte med en langsom bevægelse en hånd frem for at stryge den hen over de bløde, hvide fjer, hovedet på skrå og læberne en smule adskilt. Hun havde altid haft lyst til at røre ved dem.

I sin egen ivren efter at få hende vækket, havde han ikke spekuleret over hendes påklædning. Eller helt ærligt manglen på samme. Han stirrede underligt på hende, forvirret, men kunne mærke at hun strøj ham over fjerene. Det her. Var mærkeligt. Ud over alle grænser mærkeligt. Med en panderynken fulgte han hendes hånd og mærkede sine egne fjer imellem fingerne. Hans vinger var tilbage, men det føltes ikke ubehageligt. De føltes ikke i vejen. Hvordan kunne det her lade sig gøre? Havde han været i så dyb søvn at han havde glemt de var der.

Beon havde stadig rynkede øjenbryn som han vendte blikket tilbage. Et blik der blev langt mere fokuseret på noget andet end sine egne tilbagefremkomne vinger. "Oh" det var et ganske intetsigende svar han kunne komme med, men hans øjne fandt frem til andet. Til den frie skulder med det indbydende grønne hud. Hans øjne fortsatte ned af hende til de lange ben der var frit synelige for ham. Beon var sikker på at han aldrig havde set hende i så lidt tøj før. Og også ret sikker på at hun ikke havde så lidt på da hun ankom. Det tog lidt tid før hans blik fandte tilbage til hendes lilla øjne. Øjne han ikke kunne slippe igen, som hans hænder stadig holdte fast om hendes overarme, efter at have rusket hende i en mere vågen tilstand.

Vingerne føltes lige så bløde og lette, som hun altid havde forestillet sig dem. Hun forstod godt, at han hadede deres tilstedeværelse, men hun kunne ikke undlade at se det smukke i dem. Hun lod den ene hånd følge den øverste kant af vingen, til den stoppede ved hans bare ryg, og hun blev pludselig meget bevidst om, at han ikke længere havde sin bluse på. Hendes blik hvilede et øjeblik på hans overkrop og et let smil krusede hendes mundvig. Var det forkert at kigge sådan på ham? Det føltes ikke forkert..

Hans hænder føltes bløde og varme mod hendes muskuløse overarme, og hun lagde sine egne hænder på hans arme, idet hendes blik vendtes opad mod hans ansigt. Han så ikke længere ud til at være generet af vingerne - og det var godt. "Hvad tænker du på?" Spurgte hun blidt, idet hendes lilla øjne fandt hans kraftige blå. Havde hun virkelig aldrig lagt mærke til, at de var så lyse?

Det gav en let killende fornemmelse igennem kroppen at hun lod sine fingre følge vingens kant og nå frem til hans hud. Han var ikke sikker på hvad der foregik, men hans hjerne var sløv. Som tillod den ikke at han begyndte at tænke over hvad der skete, men bare, levede sig med ind i det. Accepterede uden at være fornuftig. Der var intet af det der føltes forkert, tvært imod. Det føles mere som om at han havde ventet på det, og pludselig var fuldstændig afslappet.

Hans fingre begyndte næsten af sig selv, ganske svagt at nusse den mere rug hud på hendes arme, mens han fordybede sig ind i de lilla øjne. Øjne han altid hahvde syntes var pæne, man aldrig kigget så dybt ind i som lige nu. "Dig" ærligheden kom bare frit fra ham. Han holdte ikke engang sit svar tilbage for at tænke det igennem, som han normalvis gjorde. Han tænkte på hende, og der var ikke andre tanker der havde plads lige nu.

Beon løftede den ene hånd fra hendes skulder, lagde den mod hendes kind og lod sin tommelfinger glide blidt over hendes kindben. Herefter gjorde han det, som han havde haft lyst til at gøre længe, bare uden helt at være klar over at han havde hungret efter det. Han kyssede hende.

Det var på en måde, som om Asha stadig var påvirket af alkoholen.. men så alligevel ikke. Rommen havde gjort, at hun troede, hun kunne mere, end hun var i stand til. Denne her fornemmelse var anderledes.. afslappet. Resten af verden var for øjeblikket glemt, Beons rum virkede ikke som det sølle, lille indelukket med en alt for lille køje, længere, men som et behageligt sted, hvor de kunne slappe af. Nyde hinanden.

Hans ord burde have overrasket hende, men i stedet var det som om, det var noget hun havde håbet på. Måske ligefrem forventet, og et smil gled over hendes læber, mens hun så dybt i hans øjne. Hans hånd føltes uendelig blød mod hendes kind, og hun lænede sig en anelse fremad, hendes mund åbnede sig let hungrende i kysset.

Det var først i dette øjeblik, at det gik op for hende, at det var noget hun altid havde haft lyst til. Hendes tanker havde altid afholdt hende fra forestillingen om at være sammen med et menneske, men da hun mærkede hans læber mod sine, følte hun, at han var det eneste, hun ville have.
Hun afbrød kysset efter et langt øjeblik, for at se ham ind i øjnene igen: ".. hvorfor føles det sådan her?" Kunne hun ikke lade være med at sige.. undrende. Hun forstod ikke helt, hvad der skete.

Alle hans alarmklokker burde ringe. Der var noget galt. Han var påvirket. Noget havde påvirket ham. Han var fuldstændig drømmende og floffet i hovedet. Han kunne ikke engang finde ud af om det var ønsketænkning, drøm eller virkelighed. Men ligemegte hvor meget hans hjerne forsøgte at sende advarsler, lykkedes det ikke. Den havde givet op på fornuften, for rent faktisk at lukke op for følelser i stedet. Følelser der fik ham til at handle, og heldigvis blev modtaget.

Beon trak vejret tungt. Blevet klar over at han virkelig havde haft lyst til at gøre det længe. Det var han helt sikker på lige nu, og det havde bare føltes helt og aldeles rigtigt. Hvordan kunne han nogensinde havde forestillet sig andet? Men hendes spørgsmål kunne han ikke svare på. "Det ved jeg ikke." For første gang i rigtig lang tid, kunne han ikke finde en logisk forklaring på hvorfor det lige pludselig var så nemt at føle som han gjorde. Det bekymrede ham ikke mere, og det var ikke i fornægtelse. Han lod det rent faktisk få lov til at komme til og fylde ham som en intens varme. "Føles det forkert?" spurgte han hende, mens den ene hånd fandte frem til hendes kind og lod sin tommelfinger ae over hendes kindben.

Asha rystede på hovedet. Hendes bevægelser var langsomme, søvnige, og alt omkring hende føltes stadig drømmeagtigt. Følelsen af lidenskab for manden foran hende var dog samtidig så stærk, at den nærmest brændte igennem hende. ".. det føles rigtigt." Hviskede hun. Måske var det ikke meningen, at hun skulle forstå, hvad der skete. Hun var her - sammen med Beon, og der var intet i hele verden, der kunne forstyrre dem. Var det ikke, det vigtigste? 
Når hun forsøgte at tænke på de andre ting i hendes liv - borgen, krigerne, Mørket - var det som om, de var uendeligt langt væk og så uendeligt ubetydelige. Hendes læber skiltes igen i et dovent smil, som hun så op på ham.

"Kom her" Hviskede hun, idet hendes arme greb om livet på ham, og hun trak ham ned mod sig på briksen. Den havde virket så utroligt lille tidligere, men nu var det af en eller anden underlig grund, som om der var rigeligt plads til dem begge. Grådigt søgte hendes læber igen hans..

Beon kunne ikke undgå at få et let smil på læben ved hendes ord. Det hele var så underligt og uvirkeligt, samtidigmed at det, præcis som hun selv sagde, bare føltes rigtigt. At han befandt sig på borgen, omringet af mørkets krigere, konflikter, planlægning til at overtage lyset og mange andre ting der normalvis fløj rundt og forstyrrede hans tanker til dagligt, var fuldstændig fløjet ud af hans hoved. Han tænkte ikke på det, for som han så på Asha, var det andet ligegyldigt.

Beon lænede sig frem, villigt som hun trak ham imod sig og fandt frem til hendes læber igen. Han kunne slet ikke lade være! I processen kravlede han med op på briksen, hvis størrelse på mirakuløsvis ikke vidste sig at være et problem, i forhold til hvad den ville havde været normalt - det burde ligeledes have været noget der vækkede hans tanker, men han tænkte ikke over det. I stedet var han mere fokuseret på hvor tæt han endelig var på hende, lænede sig over hende, let støttende på den ene hånd der lå fladt mod briksen, mens den anden gled ned af hende, følgende hendes bare ben, tage ethvert indtryk til sig, mens han gengældte grådigheden med sin egen - hungrende som havde han ventet i evigheder på endelig at gøre det.

Den hårde briks under dem føltes af en eller anden grund som den blødeste fjer-madras. Asha lod sig synke bagover, trækkende Beon med sig. Hendes bare ben smøg sig om hans, og koften, hun bar, gled en smule op af hendes lår, afslørende mere af hendes grønne hud i halvmørket.

Hun trak vejret ind gennem næsen og indåndede duften af ham - hun var ikke helt sikker på, hvad det var, men duften var behagelig. Hendes læber slap hans og søgte i stedet ned langs hans hals og kraveben, mens hun trykkede sin krop mod hans. Hendes tanker afviste det underlige i situationen - hvad nyttede det alligevel at stille spørgsmål ved det hele, når det føltes som noget, hun ubevidst havde ønsket så længe?

Beon kunne ikke andet end nyde det. Det føltes rigtigt, helt og igennem rigtigt. Hvorfor stille spørgsmålstegn til det når intet virkede forkert eller farligt. At hans fornuft havde andre indvendinger, blev ignoreret fuldstændig af den drømmelignende tilstand han syntes at befinde sig i. Han ville ikke stoppe igen! Hånden han ikke brugte til at holde sig en lille smule oppe, for ikke at ligge alt vægten ned imod hende, gled op af den bare grønne hud ved hendes lår, og frem til kanten af koften der var gledet op. Hånden fortsatte ind under, følgende den overraskende bløde hud, der stadig havde sit kendetegn for at tilhøre en af orkslægt. Det var rart for fingrene.

Et veltilfreds suk forlod ham som Ashas læber løb ned afa hans hals og kraveben, og pressede sig i processen tættere på hende, som hånden mod hendes lår klemte en smule ind i huden. Lige nu kunne alle konsekvenser være ligemeget! Nærmest forblindet og fuldt ud accepterende af situationen som tankerne om alt andet, var sat på standby, løftede han sig en smule op og så ned på hende. Hans blik afslørede hvor meget han havde lyst til det, og et eller andet sted følte at han altid havde. Bestemt, en smule ivrig faktisk, løftede han op i koften og så snart hendes maveskind var frit synligt, mærkede han trangen til at gå på opdagelse der. Lade sine læber følge den bløde grønne hud hen over navlen og opefter i en overraskelse rolig men bestemt rytme og bevægelse.

Asha var ikke blevet rørt på den måde af en mand. Blandt orkerne foregik det på en anderledes måde - mere råt og brutalt. Der kunne være tilfredsstillelse at finde, men oftest handlede det om, at hanorkerne skulle vise deres dominans - helst over for de stærkeste ork-kvinder og ikke halvblodsudskud som Asha. Hos slavehandlerne .. det ville hun ikke tænke på. Begge dele var så utroligt anderledes i forhold til det, hun oplevede nu.

Måden Beon kærtegnede hendes hud på, fik en følelse af lyst og velvære til at stige op i hende, mens hendes egne hænder begyndte at udforske hans krop. Hun stoppede et øjeblik for at hjælpe sig ud af koften, afslørende nøgenheden under den. Hun lod stoffet falde til gulvet og overgav sin grønne krop til hans kys. "Mmh," Mumlede hun, hendes hænder gled kærtegnene over hans hår og ned over hans ryg. Hun ville mærke ham tættere på sig.

Beon ville udforske enhver centimeter af hende. Han var fuldstændig forgabt og jo mere han fik lov at se og røre ved, des mere ville han havde. Som koften forsvandt fra hendes krop, måtte han lige taget et øjeblik hvor han bare så på hende, fuldstændig forgabt inden han fortsatte op af hendes krop, mens han selv lagde sig tættere ind imod hende. Hans ene hånd gled op af det nøgne lår og holdte fast i det, mens han støttede sig til sin anden underarm. Alt imens han forsatte udforskningen af hendes overkrop, med stor fokus på at få frembragt flere lyde fra hende. Det havde frembragt en trang i ham til at ville have hende tilfredsstillet, på en måde han ikke var sikker på hun før havde prøvet - det bildte han i hvert fald sig selv ind.

hendes kærtegn af ham gjorde også sit for at sætte stemningen helt rigtigt ind. På en og samme tid havde han lyst til at flå det sidste af og endelig få lov at være sammen med hende, på en måde han på sin hvis havde drømt om før, men alligevel vandt delen af ham der fokusere på hendes behov over alt andet. Hun var hans hovedfokus.

Asha var i øjeblikket fuldstændig ligeglad med, om dette var en drøm. Måden Beon rørte ved hende på, var ganske ny for hende - hendes tidlige oplevelser med slaveejere havde fået hende til at svore, at hun aldrig ville være sammen med et menneske, men med Beon, var det anderledes. Han ville hende - og han tog sig tid på en måde, der fik hele hendes krop til at sitre af lyst til ham. Endnu en nydelsens lyd undslap hendes læber, mens hendes arme greb hårdene om ham. Et sted, inderst inde, var det gået op for hende, at hun altid havde haft lyst til dette.

Gennem sine halvt lukkede øjne betragtede hun ham. Den krøllede manke af mørkt hår, vingerne, der smukke og snehvide ikke længere virkede som den mindste hindring i det lille, indelukkede rum, lige som at briksen på forunderlig vis havde rigeligt plads til deres udforskninger af hinanden. Hun kunne også have svoret, at madrassen pludseligt var blødede..

Endnu en gysen gled gennem hendes krop, og hun trak Beon tættere mod sig. Hendes vejrtrækning var blevet hurtigere, mere overfladisk. Hun var utålmodig nu: "Tag det af.." Hviskede hun, hentydende til det sidste, irriterende stof, som Beon var iklædt, og som afskar hende fra hans komplette nøgenhed.

Det tog ikke langt tid at efterkomme hendes ønske. Den hviskende stemme havde lydt i hans øre som den mest forførende tone han i sit liv havde oplevet. Han vidste næppe hvor han skulle gøre af sig selv, hvis ikke hans krop havde reageret rent instinktivt og tanker ikke fik lov at overtage.
Han ville det her. Han ville hende. Og han vidste det udemærket godt. Ingen logik i verden kunne tale ham fra det.

Den smukke grønne hud, hendes krop der trods de stærke muskler stadig gemte på en yndig kvinde under. Han ville ikke undvære noget af det han så eller kunne mærke. Hvis der var noget tøj tilbage overhovedet, var det blevet fjernet, for at blotte dem begge.

Beon følte sig næsten stakåndet, opslugt af at det skete. At det ende skete. Noget han inderst inde havde længtest efter. Bare at mærke hendes læber, var som at svæve til en ny verden. At han samtidigmed fik lov at mærke, føle, røre og smage alt ved hende oven i gjorde ham let i hovedet.
Men hun behøvedet ikke at være utålmodig længe, for selv hvad han hørte i hendes stemme vidste han råbte i sin egen krop. Noget der aldrig var sket imellem dem før, og det kunne ikke beskrives med ord hvor meget Beon havde lystet at gøre det så længe.

Endelig kunne Asha mærke hans nøgne hud mod sin, udforskende hans læber, hans krop, hans bløde hud.. En dybfølt sitren gik gennem hele hendes krop, og hun trak ham tættere mod sig. Det var måske først i dette øjeblik, at det gik op for hende, hvor meget hun havde længdes efter dette. 

Hendes lange, muskuløse grønne ben snoede sig om ham, mens hendes hænder løb gennem hans hår. Hun kunne ikke længere holde tilbage og vente på det, der skulle ske - og hun fornemmede, at Beon følte det samme. Det var forunderligt at være så tæt på ham, at hun kunne føle hans lyst. Hans behov strakte sig ikke til gamle, støvede skriftruller, men til hende, og hun mærkede, at tanken selv tændte en lyst i hende, som hun aldrig tidligere havde følt til nogen. 

Hun tog ham ikke, som hun ville en ork - deres parring var oftest en kamp på magt og styrke, noget hun med sit halve blod havde svært ved at leve op til, men altid hungrede efter at bevise. Hendes elskov med Beon var en anden - ikke nødvendigvis blid, men hungrende og samtidig kærlig. Der var en væg af usagte ting mellem dem, som endelig var brudt ned, og følelserne, omend stadig usagte, var væltet ind over dem. 

Hendes hænder og mund efterlod mærker på hans krop, eller ville have gjort det, hvis dette ikke havde været en drøm. Som deres bevægelser endelig, langsomt kom til holdt, fokuserede hendes blik endelig på rummet bag dem, der virkede ganske uvirkeligt og tåget. Da, greb hendes arme igen hårdt om ham, og hun begravede ansigtet ved hans skulder.
"Beon .. er det her en drøm?" Hviskede hun. Tanken skræmte hende, for hun følte at drømmen snart ville ende, og virkeligheden vende tilbage til dem.. Hun kunne ikke bære, hvis det, der var sket mellem dem, skulle være glemt..

Beon havde næppe tænkt i sin vildeste fantasi at Asha skulle føle noget for ham andet end det venskab de havde formet over årene. Et venskab der i forvejen var set skævt til af de andre orker og næppe fremmede hendes kamp for at blive set som dem. Han vidste at hun ønskede det, at hun ønskede at blive set som et ligeværdigt medlem af orkerne. Han beundrede hende for hendes styrke.

Men hun var langt mere end dem. Hun var langt mere for ham end bare en af orkerne. Med ham var hun ikke en helork, men halvorken som hun skulle være. Den perfekte kombination, ikke på grund af de to racers blanding, men fordi han så meget mere i hende. Hun var Asha.
At mærke og føle hende på denne måde, var bekæftelsen i at hun var som ingen anden han før havde kendt i sit liv. Det føltes rigtigt. Ikke kun styret af primitive krav og lyster, men følelser der forenede sig imellem dem. Han følte sig fuldendt.

Beon fjernede ikke blikket fra hende. Han var ikke interesseret i omgivelserne, selvom han kunne af øjenkrogen skimme at det forandrede sig. At det blev tåget. Han ville ikke se på det. Så han væk fra hende, blev tågen virkelig og hun forsvandt. Han holdte hende tæt ind til sig, forsøgte at give en forsikring han vidste han ikke kunne. ”Jeg håber inderligt at det ikke er” hviskede han tilbage. Hans øjne havde lukket sig i, holdte fast i følelsen af at hun var der, bange for at slippe hende at vide at hun forsvandt.

Da han åbnede dem igen var tågen stærkere. Den svækkede hans sanser og det føltes som om han mistede grebet om hende, selvom han forsøgte at holde fast som galt det livet. ”Det må ikke være en drøm.” mumlede han til sig selv, forsøgte at tvinge sin slumrende tilstand i at holde fast. Men ligemeget hjalp det. ”Asha.. Asha?” Den grønne hud begyndte at forsvinde, samt følelsen af hendes hud og krop. Nærmest gled ud af hans favn. ”Asha!”

Han sløg øjnende op til et mørkt rum. Stirrende op i det mørke loft, stakåndet som havde han været ude og løbe. Langsomt lukkede han øjnende igen, pressede dem sammen. Det sendte ham ikke tilbage. Drømmen var forbi, men havde sat sine mærkninger i kroppen og sindet. Han ville hellere bo hele sit liv i drømmeverden med Asha, end at leve i en virkelig verden hvor hun aldrig blev hans og han aldrig blev hendes.

Asha kunne mærke drømmen begynde at ophøre. Tågerne begyndte at hvirvle i rummet omkring dem, mens hendes arme holdt tæt om hans nøgne krop. Hun forsøgte desperat at indånde fornemmelsen og duften af hans hud, blive ved med at mærke nærværet og den følelse af komplethed, han gav hende.

"Beon!" Hun mumlede hans navn, mens hun mærkede, hvordan hans krop begyndte at glide væk fra hende. Hendes hænder greb hårdt ud efter ham, men mødte kun tom loft. "BEON!" Råbet gav genlyd i hendes sind, ekkoede bort i det tomme rum med de hvirvlende tåger. Hun krydsede armene over sit nøgne bryst, pludseligt følende sig meget alene og sårbar. Mørket begyndte at trænge sig på omkring hende, og til sidst var drømmerummet ikke mere.

I sin rus, gled hun over i andre drømmeverdener, men ingen af dem stod klart i hendes hoved, da hun vågnede. Det var kun drømmen, hun havde delt med Beon, der var blevet i hendes sind, og som hendes tanker ikke kunne give slip på, mens hun i de tidlige morgentimer hastigt vendte tilbage til sine egne gemakker.

(Håber det er OK, at jeg afslutter her - når du har fået tiden til det, kan vi jo kigge på en akavet efter-tråd.. *gnækker*)