Sted: Hovedgaden i den centrale del af Dianthos.
Tidspunkt: Sen eftermiddag eller tidlig aften afhængigt af synspunkt.
Vejr: Lettere blæsende, men skyfrit. Ca. 15 graders varme.

Der var en del mennesker på hovedvejen, men alligevel langt fra nok til at den var fyldt op. Det var ikke usædvanligt, at der kom mange mennesker på dette tidspunkt, for der var et stort skifte. Folk var på vej hjem fra arbejde, og dem der havde aftenvagter var på vej til arbejde, så folk gik på kryds og tværs på gaden. Hist og her var også en byvagt at se. Blæsten blev forstærket en del af "trakteffekten," fordi der var høje bygninger på hver side, og vindretningen gik langs med vejen, men denne var ikke kølig. Jo længere væk fra markedspladsen man kom, jo tyndere blev menneskemængden. Mest fordi at mange handlede ind på dette tidspunkt.

Alicia gik med rolige skridt i retning af sit hus, der dog lå en god del væk. Det ville tage hende min. 20 minutter at når derhen i hendes nuværende tempo. Hun havde gået denne strækning så mange gange, at hun vidste præcis hvor lang tid det tog, i præcis hvilket tempo. Hun var klædt i de sædvanlige mørkebrune, langskaftede læderstøvler, hvis metalspænder reflekterede solens lys. Stukket ned i var et par sorte, lettere stramtsiddende bukser. På overkroppen sad en mørkerød trøje, hvis ærmer hang løst over hendes overarme, men blev holdt stramt af armskinnerne på underarmen. Udover denne bar hun en lysebrun vest. Hun havde sit sværd hængende ved venstre hofte. De beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden, reflekterede ligeledes solens lys. Det ildrøde hår, hvis pandehår var trukket tilbage i en "halv" hestehale (i stil med Legolas i Ringenes Herre), svajede let i vinden og i takt med hendes skridt.

Det havde været en umådelig lang dag for Alicia, for hun havde stået vagt oppe ved paladset, og hun var efterhånden temmelig træt i fødderne af at have stået hele dagen og lavet ingenting. Hun hadede disse typer vagter. Der var intet at lave, tiden gik langsomt og underlaget gjorde, at hendes fødder blev totalt ødelagt af, at hun ikke gik rundt. Hun udstødte et suk som reaktion på en dyb vejrtrækning. Hun glædede sig virkelig til at komme hjem og smide fødderne op.

Umf!
Det var som ud af ingen ting at den lille pige kom løbende og rendte direkte ind i den kvindelige byvagtssergent. Fronten først ind i hendes ben. Pigen kunne umuligt være mere end 7 år gammel. Men mest iøjefaldende var det røde hår. Dets farve var som taget ud fra et flammende ildsted og i den sidste sene sols lys kunne man nemt bilde sig ind, at det slå gnister, sådan som blæsten tog fat i de tynde hårstrå. Til at starte faldt håret således at hendes ansigt ikke var fuldkommen tydeligt for folk at se, men så snart hun lænede hovedet tilbage for at se mod den ligeledes rødhårede kvinde, blev man mødt af et set matchende øjne. Orange. Og mindst lige så levende som slikkende lue som håret.

Det var ikke længe, at det lille barn kiggede på sin ældre udgave, men i det kort øjeblik, hun gjorde, stirrede hun med en barnlig intensitet, inden et kært smil fyldte hendes ansigt ud. Igen: blot for et sekund. Hun slå en latter af i det samme øjeblik, hvor hun løb videre forbi ildelementalen og ned videre ned ad gaden. Der var ingen indikation, at der var sket pigen noget, da hun var løbet ind i kvinden. Ikke det mindste. Hun havde ikke så meget som ømmende gnedet sin næse, fra at have skubbe den ind mod benet. Hun havde ikke engang trådt klodsede skrid tilbage. Sammenstødet havde ikke rørt hende det mindste, hvilket kom yderligere til udtryk sådan som, hun luntede ad sted. Som legede hun fangeleg. Men der var ingen andre børn i nærheden, der kunne være den mulige indfanger. Om der overhoved havde været andre, der havde lagt mærke til barnet, var ikke engang sikkert.
Hun drejede legende skarpt ind ad en smal gyde mellem nogle af hovedgadens bygninger. Og forsvandt da fra det vågne øjne.

Alicia, der var begyndt at nynne sagte, uden selv at lægge mærke til det, blev afbrudt i dette, da nogen stødte ind i hendes ben. "Kom du noget til?" spurgte hun og rettede blikket ned. Der blev ikke svaret, men Alicia fik store øjne, da hun kigge på... sig selv? Eller sig selv i yngre form? Komplet målløs kiggede Alicia efter pigen, da denne løb afsted igen, grinende. Hun glippede med øjnene og gned dem grundigt med sine hænder, inden hun kiggede rundt. Ingen andre skænkede pigen en mine. Hun fik ingen form for opmærksomhed.

Alicia blev først vækket af sin "trance," da pigen drejede ind i en gyde og forsvandt af syne. Uden overhovedet at tænke længere end til sin næsetip, satte hun efter pigen, men da hun stak hovedet ind i gyden, var hun væk? Langsomt gik Alicia ind i gyden, mens hun lagde en hånd på sværdskæftet, dog uden at trække det. Hun fortsatte ned til den anden ende, hvor hun stak hovedet ud og kiggede til begge sider. Ingen lille udgave af hende selv var at øjne nogen steder. Sidegaden var øde.

*Er jeg ved at nå derop i alderen, hvor jeg bliver senil? Eller er jeg bare udkørt?* Dette var blot to af mange tanker, der kørte gennem hovedet på Alicia, inden hun drejede rundt for at gå tilbage samme vej, som hun var kommet.

”Går du allerede?”
Den barnelyse stemme lød straks lige bag flammekvinden i det samme, som hun var begyndt at begive sig ud af den ellers tomme gyde. Men den var ikke tom længere, da den lille pige stod der igen, som havde hun altid gjort det. Hun stod ikke langt fra kvinden og virkede til at have et mindre drømmelignende udseende. Hun virkede mere ægte, nu hvor hun faktisk talte direkte til den ældre udgave. Hun var ikke længere blot illusionen af et legende minde.

”Vil du ikke lege?” spurgte hun med næsten bedrøvet iver. Hendes hoved faldt ned at ligge på skrå og hendes blik var forventningsfuld. For selvfølgelig ville hun lege. Hun havde trods alt fulgt efter hende. Hun havde anerkendt hendes tilstedeværelse og kommet til hende. Så selvfølgelig var hun klar på at lege. Hvilket bestemt så ud til at have opmuntret pigen.
Inden længe voksede det store grin tilbage frem på hendes lyse ansigt og fremhævede de runde kinder, hvorefter hun pludselig trippede nogle skridt tættere på Alicia. Tæt nok til at kunne rækker ud efter hende og tage fat omkring hendes hånd med begge af sine små, hvis ikke hun havde nået at trække den til sig. ”Kom nu! Vi skal lege. Ingen andre vil lege med mig. Mor siger, at de er bange for mig. Men jeg er ikke farlig.” blev hun ved i takt med at hun trak i kvinden for at få hende til at følge med og på den måde tage imod invitationen. ”Vel?” Tonen i pigens stemme, da hun tilføjede det sidste ord var en smule anderledes. Det var ikke med meget, men den havde taget en enkel lille vinkel væk fra den oprindelige munterhed. Men frem for lydhørt var det mere et skift i steningen, der hang i luften.

Alicia snurrede rundt, da hun hørte en stemme bag sig. Hendes stemme. Det var virkelig en ubeskrivelig oplevelse. Hun fik med det samme øje på den yngre udgave af sig selv, og hun granskede alle pigens detaljer med øjnene. Hun kunne virkelig gå for at være Alicias yngre jeg. Hun var dog ikke dum. Hun var ikke selv i stand til at rejse i tiden, så det måtte betyde, at pigen ikke kunne være hende selv. "Hvem er du?" spurgte hun med et hævet bryn.

Alicia blev næsten trukket om kuld, da pigen havde grebet hendes hånd og var begyndt at trække. Hun genvandt dog hurtigt balancen, men det var ganske tydeligt, at den lille pige var temmelig stærk. Hvert ryk i hånden tvang Alicia fremad. Selv når hun prøvede at stå imod, skred hendes fødder blot henover jorden, og et overrasket udtryk var at finde i ansigtet. Hun hævede dog det ene bryn. "Hvilken leg havde du tænkt dig?" spurgte hun og prøvede at trække hånden til sig. Det var ganske tydeligt, at hun ikke var helt tryg ved situationen. Dog var hendes instinkter ganske vågne, og al opmærksomheden var rettet mod pigen.

Pigen smilede blot. Hun svarede ikke på bysergentens spørgsmål om, hvem hun var. Hun gav hende end ikke noget hint. Ikke andet end et smil, der fortalte omverdenen, hvordan dette var præcis det, som hun ønskede. At stadigvæk opretholde den barnlige uskyld ved et sådan smil krævede noget af et talent. Et talent som hun tilsyneladende besad ned til nær mindste detalje.
Hun havde dog droppet at lægge alt for meget vægt på at kopier barndoms minderne fuldkommen. Hun beholdte skam formen, men hun gjorde sig ikke længere ufattelig meget umage med at få smilet, latteren eller andre former for følelsesudfoldelser til at ligne på en prik. Det var der ingen grund til, nu hvor hun alligevel var blevet opdaget. Mere eller mindre.

Hendes smil voksede yderligere og udviklede sig straks til en let piget latter, idét hun slap Alicias håndled igen og luntede alene lidt længere ned ad gyden, inden hun drejede omkring og stillede sig som en god lille pige. Selv hvis der kom forbipasserende og overværede situationen - hvilket hun tvivlede, ingen tog sin tid til at se ned af de smalle gyder - ville ingen kunne fatte mistanke til at det lille barn, muligvis ikke var et så lille et barn alligevel.
”Vi kan starte med at lege gætteleg!” foreslog hun umådeligt ivrigt efter at have fået hvad hun ville. En leg eller to med Alicia. ”Du kan være den første. Kan du gætte… hvem jeg er?” Det var ikke mere end et sekund efter, at hun havde afsluttet sin sætning, at den samme stemme sendte flere ord direkte ind i hovedet på bysergenten: Det var hvad du ville vide, ikke sandt?

Alicia hævede et bryn, da der ikke blev svaret, men hun var inderst inde godt klar over, at hun nok ikke ville få direkte svar på den måde, så hun valgte ikke at kommentere yderligere på det. Specielt fordi det virkede til at pigen ville have hende til at stille spørgsmål? Hun bemærkede dog, at facaden faldt en smule. Det var rart at få bekræftet, at hun ikke var ved at være senil. Barnligheden var der dog stadig, og Alicia kunne ikke lade være med at beundre væsnet en smule for at kunne holde sådan et uskyldigt smil. Hun var dog fuldt ud klar over, at hun på ingen måde havde med en lille pige at gøre.

Alicia hævede det ene bryn ved pigens spørgsmål, men hun måtte kvæle et overrasket gisp, da hun hørte stemmen i hovedet. En telepat. Ikke så underligt, at hun vidste noget om Alicias fortid. "Jeg er ret sikker på, at jeg ikke har mødt dig før, så hvordan i al verden skulle jeg kunne gætte dit navn ud fra ingenting? Men jo, det er det, jeg gerne vil vide" svarede hun med let rynkede bryn og fuld opmærksomhed på pigen, der lignede hende så meget. Og så alligevel ikke.

”Hhm?” Pigens ansigt kunne meget vel have taget formen som et spørgsmålstegn i det øjeblik. Hendes udtryk var som smurt ind i barnlig uforståelse og blev kun forstærket, da hun lagde hovedet let på skrå. Hun svang ligeledes sine tynde arme omkring, så hun kunne samle dem i straks arm på ryggen med smidig lethed. Flammende øjne så meget direkte mod Alicia længe nok til at kunne give endnu mere troværdighed til hendes opførsel. ”Hvad mener du med ’det er det du vil have’?” spurgte hun atter og lagde henblik på netop hendes undrende udstråling. Hendes hoved knækkede så over mod den anden side og lod bløde totter hår nu kærtegnende falde ned over den anden skulder. Hår der nærmest virkede lige den tand for vægtløst i forholdt til den originale.

Smilet brød så endelig tilbage. Denne gang snoede det sig dog en smule anderledes. Knap så uskyldigt. Knap så hjerteligt. Men stadigvæk kun den minimale smule, der gjorde at det afgav en ubevidst malplaceret fornemmelse. Mest af alt fortalte smilet om morskab. ”Er du begyndt at høre syner? Stemmer i dit hoved?” En piget klukket, der kun kunne passe en lille pige som hende selv, forlod hendes strube. ”Måske de kan forklare dig, hvordan man leger gætteleg, eftersom du ikke helt virker til at forstå den.”
”Du skal gætte. Det ville jo ikke være sjovt, hvis jeg bare gav dig svaret. Kender du fortællingen om trolden under broen?” Hun slap sit tag om sine egne fine små hænder og holdte så tre fingre oppe. Sin tommelfinger, sin pegefinger og sin langfinger. ”Tre gæt.” Hun bøjede sin tommel-  og langfinger så kun pegefingeren stod mod sky. ”Gætter du korrekt, kan du gå.” Hun bøjede så pegefingeren ned sammen med de andre og lod hånden falde ned langs siden. ”Gætter du forkert, bliver du spist.”

Alicia hævede det ene bryn over pigens spørgsmål, hvilket talte sit tydelige sprog om, at hun ikke ligefrem var overbevist om, at det ikke var pigen, der havde sendt hende tankerne. "Det jeg sagde? Jeg har levet længe nok til ikke at falde for så billigt et trick" svarede hun tydeligt uimponeret. Hun tog sig som sådan ikke af pigens latter. Hun var aldeles ikke i humør til julelege. Hun var dog stadig i tvivl om, hvad der foregik. Hun havde dog regnet ud, at pigen ikke var hende selv, og at denne nok heller ikke ligefrem var menneske. Vampyr var også udelukket fordi det var højlys dag, og hun tvivlede ærligt på, at hun var elver, dværg, halvdyr eller deslige. Varulv var nok også ude af billedet, hvilket efterhånden kun efterlod dæmon og engel. Førstnævnte var dog mest realistisk, men hun ville ikke komme med konstateringer endnu.

Alicias øjenbryn hævede sig endnu mere ved pigens næste spørgsmål, og hun lagde armene over kors. "Jeg er ikke dum nok til ikke at vide, at det ikke er dig, der sender dem" svarede hun stadig uimponeret. Ganske vidst havde hun ikke set noget lignende, men hun var på den anden side heller ikke sådan at løbe om hjørner med. Hun var ikke uintelligent, og det irriterede hende let, at pigen opførte sig som om, hun var.
Alicia lyttede nøje til pigens forklaring og i et lille stykke tid, så hun lettere tænksom ud. "Får jeg en ledetråd? Og er det dit rigtige navn, eller er det navnet på den, du prøver at imitere?" spurgte hun. "Det ville være umuligt for mig at gætte dit rigtige navn ud fra ingenting."