Vertis konstaterede at barnet lod til at samarbejde, desværre. Han havde gættet på et en normal person ville have kæmpet imod af princip hvis ikke andet, men hende her var anderledes. Sær. Kropslig form, jordiske magier - hun talte som var hun en outsider, fremfor en deltager. Vertis overvejede hvad chancerne var for at støde på noget . . .
mere end dødelige i en tilfældig given landsby, og måtte anerkende at han ikke havde nogen fornemmelse for det. Sidst han var i de dødeliges verden ville det have været uhørt, men magiske gaver lod til at være mere almindelige end de var dengang. Og det efterlod spørgsmålet om hvad hun var. Engel? Dæmon? Noget helt tredje? Det var nok bedst at holde sig på høflig termer indtil videre.
Han tog et skridt tættere på hende, så hun nu var indenfor rækkevidde.
"Jeg stiller spørgsmålene." Hans stemme var fortsat blød, men også kommanderende. Som en kat, spændt som en buestreng og klar til angreb på samme tid som at den var venligheden selv. Det var en stemme, der kunne gå begge veje.
Hans hænder rakte roligt ud efter hendes hoved igen, men denne gang uden de voldsomme bevægelser han havde haft før.
"Stå stille," sagde han afslappet samtidig med at hans ene hånd lagde sig på hendes baghoved, og den anden undersøgte hendes kind og kæbeparti. Hans bevægelser var professionelle, mere end noget andet. Som en avler, der vurderede en hest. Mens han bedømte hendes tænders placering igennem den bløde hud der udgjorde kinden, fortsatte han sin monolog.
"Men siden du spørg . . . Jeg har intet med skuet du ser omkring dig at gøre. Alt det du ser omkring dig," tilfreds med sin undersøgelse af hendes hoved, gav han slip på det igen og gestikulerede rundt. I horisonten over tagene kunne man se en søjle af røg rejse sig dovent mod himlen.
"Er menneskelig natur."
Hendes hoved virkede menneskeligt. Hendes gebis var for gode til at kunne tilhøre en dæmon, men ikke gode nok til at kunne tilhøre en engel - og man kunne genkende de udødelige på deres tænder ni ud af otte gange. Han tog et skridt tilbage, for at give hende den plads hun lod til at ønske.
"Hvad er du for én?" han rynkede tænksomt brynet. Det var sjældent at Vertis så noget han ikke havde set før, men han mistænkte at hun måtte være sådan en sjældenhed. For en kort stund lagde han ikke mærke til den kedsomhed, der ellers konstant lurrede i kanten af hans bevisthed.
Power does not corrupt
Power attracts the corrupted