Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 26.03.2018 18:17
Solen skinnede fra en skyfri himmel i en dyb farve af naturlig blåt, der ikke kunne andet end at irritere Vertis gevaldigt. Af alle ting i de dødeliges verden var det himlen han kunne foredrage mindst, med sin klare og uopnåeligt perfekte farve. Havde himlet haft en personlighed, var han uden tvivl om at den ville syntes at den var bedre end ham, og hvor hovmod var korrumperbar ville himlen være upåvirket. Som han kom ridende ind i landsbyen skulede han direkte ind i solen i en tavs udfordring. Solen ville være vidne til hvad der skete idag, i denne landsby, og ville intet kunne køre ved det - noget Vertis fik stor nydelse af.
Hesten han red på fortsatte mod pladsen med vaklende skridt. De fleste dyr kunne fornemme Vertis tilstedeværelse, og prøvede at slippe væk. Men han havde trængt igennem dens sølle forsvar, og omdirigeret dens frygt fra sig selv til noget formløst bag den. Dyret havde galoperet i timevis, pisket til vanvid af dens egen rædsel. Det var kun et spørgsmål om tid før den kollapsede, men for Vertis var det blot endnu et tegn på at han havde nået sin destination.
Han knugede amuletten der hang i hans halskæde, og lukkede øjnene. Dæmonen bad Herren en stille bøn om styrke i forventning til hvad der ville ske når han nåede pladsen.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 29.03.2018 01:22
Det havde været en længere rejse. Længere end hvad hun hidtil havde rejst, før hun var nået sin endelige destination. Det havde ikke været let at forlade Dianthos uden at vide, at hun ville vende tilbage inden for den næste dag eller to. Den muntre kro var ikke længere hendes faste sted at overnatte, selvom at hun var blevet forsikret – halvt – at værelset var hendes at opkræve, hvis hun blev træt af den sydlige del af Krystallandet, hvilket hun havde set som en chance, indtil kareten havde passerede de mange marker, der så småt var begyndt at spire og blive frodige med afgrøder.

For meget vel første gang, følte hun ikke at den tunge kappe var nødvendig at have i brug, når hun bevægede sig udenfor i landsbyens små gader. Medanien var noget varmere end, hvad hun hidtil havde været vant til – på Jorden i hvert fald – så kulden bed sig ikke fast i hvert blottet område af hendes krop. Der var heller ikke længere brug for den kropslige glød at svøbe hende i den yderligere minimale varme, så sænket var den. Og nær fuldkommen usynlig i solens klare lys. Den eneste af sin art, hun kunne se i dagtimerne. Og selv der kunne var hendes øjne i den jordiske form alt for sensitive til at kunne se mod den i mere end et kortvarigt øjeblik, inden hun blev tvunget til at se væk og blinke flere mørke pletter væk.

”Du er noget stærkere end du ser ud, unge frøken.”
Mia kunne ikke andet end at lade en morende latter fra sin strube som respons på den ældre kvinde ved sin side, som de var på vej væk fra pladsen. ”Det får jeg ofte at vide.” svarede hun efterfølgende, stadig med latteren siddende på læberne. ”Min fysiske styrke er mere som sammenpresset energi i mine bløde muskler frem for, hvordan det er hos jer mennesker.” Når ordene forlod stjernens mund var det uden den mindste form for tøven eller indikation til besynderligt information. I stedet lød det blot som almen hverdags snak. Det ændrede dog ikke meget på, hvor uforstående kvinden så på hende, mens hun havde fortalt med det muntre smil.
Hun stoppede kort for at justere på, hvordan hun bar på kassen med tomater. Selvom hun ganske rigtigt var stærkere end, hvad man skulle tro, så ejede hun ikke en udholdenhed der matchede op med den. Hun havde netop slået tå af sin enkle læderballerina ned i jorden et par gange for at sikre sig, at den sad som den skulle igen, da hendes ører opfangede lyden af hove. Automatisk løftede hun først blikket og så over skulderen, hvor der nu kun var de skyggen af festivalen tilbage at se, før hun drejede hovedet nysgerrigt i retningen af, hvad hun antog var en hest – eller rettere: en rytter.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 29.03.2018 21:52
Han ventede tålmoddigt til at hesten var nået midten af pladsen. Det virkede dramatisk korrekt at lade plagen slippe løs fra det absolutte midtpunkt af byen, så ingen ville have den fordel at kunne blive påvirket først. Selv den mindste dødelige fortjente den frihed han tilbød, frihed fra de lænker de hver især påtog sig i et forsøg på at benægte hvem de virkelig var. Vertis var bærerend af sandhed, den udvalgte - udvalgt til at sprede herrens bud til de dødelige racer. Han strakte sine arme mod himlen, og lod sin energi løbe frit igennem gaderne, og ind i hjerterne af alle i den lille landsby.
Han startede langsomt da han ville nyde oplevelsen. Langsomt dukkede der pletter i hans bevisthed, som tyvene gav efter for deres grådighed, og gik igennem gaderne. Det var altid de syndige, der underkastede sig først. Langsomt begyndte han at forstærke sin indflydelse. Han ville lede alle byens beboere til moralsk fordærv, om han så skulle tage dem enkeltvis og vise dem vejen.
Hesten vrinskede panisk under ham. Dyret var for udmattet til at bevæge sig, så Vertis gav slip på dens sind og overgav sig fuldkomment til sit mesterværk. Effekten af hans indflydelse var simpel - Alle havde en mørk side, og Vertis ville tvinge den frem. De grådige ville stjæle, de vrede ville slå. De gamle ville give efter for deres jalousi af de unge, stærke ville slå de svage ned i frygt for at de ville kvæle dem i deres søvn eller stikke dem i ryggen, og de svage ville planlægge deres overfald. Alting ville vende tilbage til den naturlige orden, som det var Zaladins vilje.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 29.03.2018 22:33
Og som hendes ører havde fortalt hende om, bekræftede øjnene hende kort efter i hendes forventning, da hun fik øje på rytteren. Fra hendes vinkel virkede det som om, at han havde stillet sig målret i midten af pladsen, hvilket nok ikke sig selv var det mest mærkværdige ved manden. Det var i stedet den alt for malplacerede atmosfærer, hun synes at kunne fornemme selv på den afstand, de havde til hinanden. Dog var det fortsat med uskyldig nysgerighed, at hun stirrede mod ham frem for med dømmende undren. Han blev dog hurtigt mere besynderlig, jo længere tid hendes blik lå fastlåst på ham – egentlig meget heldigt at hun stadig kunne gå i den korrekte linje uden at have fokus frem for sig. Hvad var det han lavede med sine arme? Automatisk gled hendes opmærksomhed op mod himlen, men der var ingen svar. Intet andet end det perfekte blå lærred. Så hun så så tilbage på ham for at scanne han for et svar, da en hurtig skikkelse pludselig tvang hende til at se ligefrem.

Mia nåede knap nok at registrere størrelsen på den unge mand, der i høj hast løb ind imellem hende og den ældre kvinde, hvor han snittede op ad stjernen men stødte hårdt ind i kvinden, så hun endte med at vakle til siden og faldt til jorden og lå med beklagende lyde. ”Er du okay?!” udbrød Mia højlydt og yderst forskrækket idét hun straks var faldt ned at sidde på hug. Kassen med tomater flyttede hun først til den ene side af sig og så til den anden for til sidst at sætte den på jorden ved den første side for at have hænderne fri til at hjælpe kvinden op. Det tog ikke mere end en fluks observering at lægge mære til den manglende pung ved kvindens bælte. Ud af ingenting blev hendes hjælpende hånd dog dasket væk med en svigende lussing.
”Hvor svagelig tror du jeg er?! Jeg kan sagtens komme op uden hjælpen fra en skøge som dig.” hvæsede den ældre kvinde arrigt. En tone der kom helt bag på Mia, der med det samme havde trykket sin hånd til sig ind mod sin favn. ”Sådan som du dog ikke frister med den halsudskæring. Ah! Tro ikke at jeg ikke ser hvordan du strutter med din ungdommelige barm, hver gang et af vores mandfolk passerer.” Hun vidste ærligt talt ikke hvad der foregik. Hvor var det rare menneske, hun netop havde talt med blevet af? Og nu bebrejdede hun hendes beklædning? Hun så kort ned. Ganske rigtig var halsudskæringen på hendes kjole noget bred. Men det var dét. Den nåede nær udover hendes skuldre men den trak sig ikke dybere end til kravebenene.

Et såret udtryk var tydeligt at se i hendes forvirrede ansigt, da hun bare endte med at rejse sig op igen og trådte et enkelt skridt væk fra den metaforisk grønne kvinde. Piskende så hun omkring sig, hvor lignende stemning havde spredt sig.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 29.03.2018 23:08
Vertis arme begyndte at skælve af religiøs eufori, som han gav yderligere slip på sin indflydelse over de dødelige. Når han lukkede sine øjne kunne han se de skindende sjæle, der havde givet efter og adlydt hans kald til handling, som hundredevis af dansende flammer, gennem hvilke han havde udsyn til hvad de så. Flere lys tændtes konstant, og han kunne ikke undertrykke en mild latter.
Med den stigende intensitet i hans indflydelse kom der også de fysiske effekter. Dødt organisk materiale ville forpestre og de dødende ville gå hurtigere til lyset. Han gav sin effekt frit spil på de svageste af de dødelige, dem der allerede havde underkastet sig hans indflydelse. Deres irritation ville vende sig til vrede, og vreden ville blive til had. Snart kunne han mærke de første give efter for deres voldelige impulser, og deres ofre meldte sig hurtigt til tjeneste for hans indflydelse som deres forvirring og afmagt gav anlæg til harme.
Vertis begyndte og synge en dæmpet sang i værdsættelse af Mørkets Konge, da hans ganger pludseligt gav slip på sin sidste livsenergi og kollapsede. Dæmonen gav et forskrækket råb fra sig, og styrtede til jorden. For en kort stund svækkedes fordærvets effekt på menneskene i byen, hvilket gav dem tid nok til at bemærke hans effekt. Da han endelig fik kæmpet sig på benene, lod han sin nye irritation antænde den brændende vrede, han aktivt begyndte at grave frem i sine ofre. Nu ville det ikke være længe, før byen var hans, og alle i den havde underkastet sig kaoset eller blev dræbt.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 29.03.2018 23:58
Det var lyden af den besynderlige rytters udråb, der fik Mia til at svinge noget abrupt omkring for atter at se hen mod ham. Bevægelsen tog hurtigt kontrollen og fik hendes balance til at briste nok til, at hun blev nød til at træde et skridt tilbage for at genvinde den og ikke ende på jorden lige som den arrige kvinde. Dog i stedet for at lande på den grusede flade jord, blev hendes ene fod begravet dybt ned i kassen med tomater. Fornemmelsen var umådelig klam. Klammere end hun egentlig havde troet med den smule genskab hun havde med frugten. Automatisk måtte hun se sig tilbage over skulderen, hvor farve så småt forsvandt fra hendes ansigt.
Hvad der for blot få øjeblikke siden havde været sprøde og saftige tomater var rynkede og sløve. Faretruende brune pletter havde allerede spredt sig på størstedelen og den før så smukke klarrøde farve var famlet og blevet mørk. De var blevet smattet så nemt af hendes fod og rådnende frugtkød gned sig op ad hendes bare ben, og hun kunne uden problemer mærke hvordan grumset saft langsomt sivede ned i hendes læderfutte. Hun kunne næsten forstille sig, hvordan fluer allerede havde invaderet komposten, da hun stivende trak sin fod op ad det igen. Det var lige til at få kvalme af. Og kvalme havde hun da også fået. En ubehagelig fornemmelse i maven, hun kun havde oplevet få gange før.

”Hvad har du gjort ved mine tomater?!” Mindst lige så forskrækket drejede hun sig mod den nu rasende kvinde, der var kommet op at stå i mellemtiden. Hendes svagt rynkede ansigt var knaldrødt. Så rødt at man skulle tro at damp snart ville stige ud af ørene på hende. Hvad foregik der?! Mia trådte straks skridt tilbage for at lave afstand mellem hende og den tikkende bombe af et menneske. Hænderne både beskyttende og forsikrende holdt oppe foran sig.
”Jeg har intet gjort!” sprang det ud ad munden på hende med en usikker sitren i tonen. Hun var mildest talt skræmt. Hun havde ikke oplevet det at være bange på samme niveau som dette før, så bare den sitrende følelse der også sad i hendes hænder, var med til at bygge på skrækken. ”Ungdommen nu om dage kan da heller ikke gøre noget korrekt!” Kvinden knurrede nærmest, da hun uden tanke greb om en af de rådne tomater og kastede den på stjernen, der ramte hende på siden af halsen, inden hun langede truende ud efter hende. Et angreb Mia med nød og næppe fik bakket sig ud af, hvor på hun måtte indse faren og drejede klodset omkring for at løbe i den modsatte retning. En retning der vidste sig at være direkte rettet mod ryttere – der ikke længere var en rytter men en mand ved en kollapset hest. Det var ikke fordi at hun løb til ham. Hun løb blot mod ham. I retningen af ham. Det ændrede dog ikke på hvordan hun per automatik stirrede direkte mod ham med det samme skræmte og dybt forvirrede blik i de blå øjne.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 30.03.2018 20:45
Vertis brød sig ikke om at ride. Han brød sig ikke om heste, heller, og havde generelt negative følelser overfor de fleste dyr. Deres sind var for simple til at han fik nogen nydelse ud af at lede dem i fordærv, og deres værdi så lav at det sjældent var det værd. Og så døde de hele tiden. Vanvittigt upraktisk.
Han slog støvet fra jorden af sit tøj, mens han svovlende rejste sig op. Kunne hesten i det mindste ikke have levet lidt længere, så han ikke havde lignet så komplet en idiot? Han sukkede dybt ved tanken om at han skulle finde et andet transportmiddel bagefter, og helst et der ikke havde mistet forstanden. Da han endelig kiggede op så han en ung pige komme løbende imod ham, og hans hænder stoppede pludseligt midt i deres afstøvning. Det var ikke unormalt at de påvirkede prøvede at gå efter ham, han havde trods alt ingen indflydelse på hvordan fordærvet tog form i ofrenes tanker. At ormdiegere deres opmærksomhed til noget andet omkring var simpelt nok, han rækkede bare ud efter deres sind og . . .
Vertis øjenbryn fandt sammen på hans pandebrask i en tænksom grimasse. Han kunne intet mærke fra hvor pigens sind burde have været. Bare tomrum, som om hun ikke eksisterede. Mens vrede vællede op i ham, tænkte han tilbage på de utallige gange han var blevet fordrevet fra den dødelige verden. Så snart han begyndte at få magt igen, ville en helt med et ufordærveligt rent hjerte altid opstå naturligt, og det hele ville ende med hans gentagne nederlag. Hvis der var én ting Vertis kunne fordrage mindre end heste og solen, så var det folk han ikke kunne påvirke.
"Dig!" råbte han i retning af pigen, og med hans ord faldt der en unaturlig tavshed over den ellers kaotiske plads. Lyden vendte dog hurtigt tilbage, stærkere end før. Med en tanke beordrede han to af mændene tættest på pigen at pågribe ungen, og bringe hende til ham - på trods af at hun ikke var mere end nogle ti meter væk. Mændene satte i værk med depraveret entusiasme, ude af stand til at skelne mellem deres egne impulser og dem Vertis havde plantet i deres hoved.

Han kunne mærke at der var lommer af modstandsdygtige mennesker, der var sprunget op rundt omkring i byen. På denne afstand kunne han ikke påvirke dem mere end at de kunne modstå ham med almindelig viljestyrke. Der var ingen grund til panik - han vidste at de ville komme til ham. Det gjorde de altid, i et forvirret forsøg på at være helte. 

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 30.03.2018 21:32
Mia’s fokus mod manden havde været noget fraværende, så da han pludselig så op og fangede hendes blik, kom det helt bag på hende, som var det først i det øjeblik, at det gik op for hende selv, hvor hun faktisk havde sat kurs imod. Det var dog langt fra venlige øjne der mødte hendes. Selv fra afstanden mellem dem kunne hun se hvor intenst mørke de var og udtrykket i dem var opslugende ubehageligt. Hun måtte allerede have sat farten ned, da deres øjenkontant var blevet skabt, for selvom hans højhævede stemme sendte et synligt chok igennem hende – nok til at hun for en stund glemte at trække vejret – stoppede hun ikke så brat op igen. Noget hun kunne prise sig lykkelig over, for ellers ville hun muligvis have endt med at ligge på lang hun var på jorden.

Hendes brystkasse hævede og sank markant af en blanding af ren og skær forskrækkelse og den smule forpustelse, hendes paniske løbetur havde bygget op. Utallige klokker ringede i hovedet på hende, hvilket i sig selv var en surrealistisk oplevelse for hende. Advarede hende om at ikke nærme sig manden yderligere. Hendes mest fremtonede tanke var at dette måtte være en drøm. Det som de jordiske væsner kaldte for et mareridt. Og hende som ikke havde troet, at hun var i stand til at drømme, så alligevel ingen problemer i at tro på netop dét. Hun kunne sagtens havde drættet om et eller andet sted. Der var endda muligheden, at hun stadigvæk blot sov den udmattende rejse af sig.
Hun tog endnu et skridt tilbage og gjorde klar til at dreje omkring og fortsætte en anden vej for ikke at forstyrre den fremmede yderligere. Men langt nåede hun ikke før stærke hænder greb fat i hende. Brutale greb strammede smertende omkring hendes bløde overarme. Med forhøjet panik piskede hendes hoved atter fra side til side for at orientere sig, hvad der skete. En mand på hver side med et jerntag i hende, der straks fik hendes ansigt til at falde længere ned ad den skræmte gade.
”Slip mig! Hvad foregår der?!” Mia var meget vel stærkere end hun så ud til. Men måden hvorpå hun blev holdt fastlåst resulterede kun i desperate vrid uden meget held i at komme fri. De begyndte at trække af sted med hende i netop den retning, som hun ikke ønskede at komme i. Hun forsøgte at sætte hælene i jorden, men gruset fik hende i stedet til at glide. Hun klemte da hårdt i med et håb om at kunne vågne op. For hun sov, gjorde hun ikke? Sov og drømte? For dette var ikke den idylliske landsby længere. Dette var nærmere krigene, hun havde overværet fra sin plads i himlen.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 30.03.2018 23:03
Vertis havde virkelig ikke tålmodighed til hendes hysteriske anfald. Hun måtte da indså hvor tåbelig hun så ud når hun slog hælene i orden som det utaknemmelige skarn hun uden tvivl var. Hvis hun manglede noget at være taknemmelig over, kunne hun glæde sig ved at han ikke havde dræbt hende endnu. Når man så på det på den måde, skyldte hun ham næsten tak for at have ladet hende leve så længe. Vertis lykønskede sig selv for sin storsindethed, mens han ventede på at pigen blev trukket tæt nok på ham, til at han kunne nå hende. 
Før han kunne sige med sikkerhed om pigen  var et problem eller ej, måtte han vide om hun var immun, eller blot var viljestærk. Så snart hun var inde for rækkevide svingede han sin hånd ud mod hendes ansigt i en baghåndet lussing.
"Tavshed, barn! Det er hurtigt overstået." Hans stemme var kølig, nærmest professionel. I stilheden der fulgte hans slag, trak han roligt handsken af sin ene hånd, og greb fat om toppen af hendes hoved, fingrene spredt bredt. Han øgede atter intensiteten af sin indflydelse, og nu hvor han havde fysisk kontakt til hende ville hun kunne mærke det som alvorlig smerte. Hendes kød ville begynde at mutere og gå i fordærv på samme tid - blomstre til enten at blive stærkere og bedre eller visne og dø. Medmindre selvfølgelig hun var immun, i hvilket tilfælde den eneste smerte hun ville føle ville være den af hans fingre der gravede ind i hendes hovedbund med hans fulde styrke.
Et sted bag dem væltede en tilfældig fremmed omkuld med fråde om munden, overkommet af hans indflydelse på sit stærkeste. Bagerst i sine tanker kunne han svagt fornemme at lommerne af modstand rundt i byen var blevet stærkere, men for tiden var han for beskæftiget med pigen.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 31.03.2018 00:40
Selvom hun i forvejen ikke sagde noget, forstummede hun fuldkommen, da hans hånd blev slået mod hendes sarte kind og tvang hendes hoved skarpt til en ene side. Hun havde ikke så meget som nået at ytre en pinende lyd så vel at registrere, at han havde hævet sin han, før det var sket, og hun blev efterladt med en svigende plamage på den ramte side af ansigtet. Hendes øjne havde straks åbnet sig op og stirrede tomt, endnu med hovedet drejet i noget tid. Lettere lamslået.

Det var første da han greb omkring hendes hoved, som var det ikke andet end en af de bolde, børnene legede med på gaden, at hendes opmærksomhed vendte tilbage noget abrupt. Lussingen sveg godt nok, men så snart han begyndte at stramme sit greb mere og mere, ønskede hun til en hver tid at vælge at tage imod endnu et klask mod ansigtet. Måden mændene holdt et godt tag i hendes arme var i forvejen ikke specielt behageligt – overhoved – så at kunne nærme fingre trykke sig hårdt ned i hendes hovedbund og mod visse punkter, gjorde det bestemt ikke meget bedre. Og hvad var det nu, hun havde hørt om drømme? Følelsen af smerte ville vække en. Så hvorfor vågnede hun ikke?
Øjnene blev glemt sammen igen, og hun bed hårdt sammen i takt med at hendes krop på ny begyndte at vride sig for at komme fri. Halvkvalte smertende lyde lød fra hendes strube. Men intet andet skete med hende. Hendes hud forblev i den samme formidable tilstand, som den altid havde været, med den enkle undtagelse af et sagte flikket af lys, som hun selv ikke havde tid til at lægge mærke til.
”Stop!” peb hun bedende og desperat. Hun forstod virkelig ingenting. Havde han i sinde at knuse hendes kranium? Hun havde egentlig aldrig før overvejet hvor skrøbeligt det ville være i hænderne på en, der var stærk nok. Om han overhoved var stærk nok til at kunne gøre det, havde ikke tid til at strømme forbi hendes tanker. ”Det gør ondt..!” Konstant glemte hun at hendes hænder ikke var til fri benyttelse for hende, så flere gange fangede hun sig i at forsøge og løfte dem op til mandens klemmende hånd for at prøve sig frem med at fjerne den, men hver gang blev de stoppet.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 02.04.2018 11:44
Vertis gav slip på pigens hoved efter at have konstateret at den eneste smerte hun følte kom fra hans fingre. Han havde et blandet forhold til hvad han nu havde lært. På den ene side var han lettet over at hun ikke var for renhjertet til at blive påvirket af ham, men på den anden side havde han lidt . . . set frem til at have en udfordring. På trods af at det var en stor nydelse af lede de dødelige i fordærv, blev det hurtigt kedeligt når de ikke gjorde en indsats for at modstå. På trods af at de magisk-immune var et ligeså stort problem som de pure, var de også så meget mindre underholdene at manipulere, da der ikke var nogen nydelse ved spillet, når ikke der var en chance for at vinde eller tabe. På den anden side kunne de ikke spredes deres doktrin, hvilket normalt var hvad der slog ham af pinden efter årelange kampagner - Fanatisk overgivenhed var i sig selv en form for mentalt fordærv, og var en form han kunne påvirke meget lidt. 
Han vendte sig mod øst, hvor to lommer af modstand havde mødt hinanden. Samlet udgjorde de et problem der var mange gange større end summen af deres størrelser, men enkelte af deres medlemmer var begyndt at vakle, og Vertis gravede sig allerede dybere ind i deres sjæle. Det var blot et spørgsmål om tid og koncentration før han havde infiltreret deres rækker, og kunne sprede sit kaos til dem. Han signallerede til de to mænd at de skulle give slip på pigen, og de havde intet andet valg end at adlyde.
"Vent et øjeblik," sagde han distraheret til pigen, men hans tanker var andetsteds. Han behøvede ikke at frygte at hun ville stikke af, da pladsen var omgivet af hundredevis af hans nyligt indoktrinerede trælle. Hvis hun prøvede at løbe, ville de bringe hende tilbage til ham.
Efter at have stået i tavshed i nogle minutter, vendte ahn sig tilbage til pigen, da den første kniv faldt i den første ryg. Han tog nogle tænksomme skridt rundt om hende, hvor han studerede hende nærmere.
"Hvad skal jeg gøre med dig?" Han overvejede om han bare burde få hende dræbt nu så det var overstået, men tanken efterlod en dårlig smag i hans mund. En smag af kedsomhed. "Hvis du kan fortælle mig hvorfor du ikke er påvirket, lover jeg at du ikke vil komme til skade." Han gav hende et slesk smil, der tydeligt signallerede at han løj. Han regnede heller ikke med at hun ville svare før han havde tortureret hende en smule. Håbede ligefrem.
 

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 03.04.2018 19:43
Han adlød hendes bøn. Det var i hvert fald, hvad hun antog, idét at han ikke blot fjernede sin hånd fra sit hoved og efterlod hende til at ømme sig efterfølgende, men mændenes greb om hendes arme blev også løsnet og fjernet helt, så hun havde fri benyttelse af alle sine kropslige legemer igen. Det kunne meget vel være, at den mørkklædte mand ikke selv havde holdt hende fast, men en hver kunne nå frem til konklusionen, at han var den der dirigerede rundt med de to der havde.

Mere eller mindre automatisk trak hun sine arme ind til sig og væltede et par klodsede skridt tilbage for at genskabe bare lidt afstand til den hesteløse rytter. Hun havde ikke ligefrem planer om, at vente det ene øjeblik, som han havde ønsket, men allerede som hun skarpt drejede omkring for at kunne løbe væk i den modsatte retning, blev hun mødt af et syn, der nær havde fået hende til at bakke direkte op i ham, hvis ikke hun havde holdt sig tilbage.
Kaos. Det var virkelig det eneste ord, hun kunne finde frem til at beskrive scenariet. Landsbybeboerne var fuldstændigt sprunget i totterne på hinanden, som var de vilde dyr. Den ældre kvinde fra før, lå krøllet sammen på jorden. En anden yngre kvinde var blevet tvunget op ad en af bygningernes vægge, mens en vammel-lystende mand remsede på hende på livet løs. De bare næver i hvad hun kendt som typiske slåskampe fra kroen i hovedstaden var her blevet skiftet ud med diverse former for redskaber – fra smådrenges træsværd til rustne river til…

Mia hvinede højlydt, da hun blev vidne til det koldblodige knivstik, og hun nåede kun at kvæle det halvt ved at løfte hænderne op som blokade foran sin mund. Hun var ikke helt klar over, hvorfor det påvirkede hende så meget. Hun havde overværet Jordens vold og lidelser før. Godt nok på afstand, men hun burde virkelig ikke være forskrækket over, at det skete. At nogen kunne finde på det. Lyden af mandens tilbagevendende stemme fik hende straks til at så sig over skulderen mod ham med det nyligt skabte skræmte blik. Hun ville væk. Det stod skrevet i hendes ansigt. Måden han kredsede om hende, mindede hende som et vilddyr. Og hans smil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Men alligevel adlød hendes ben ikke, når hun bad dem som at løbe. Risikoen for at hun ville snuble over den mindste ting var for høj.
”Min givne… kropslige form har vist sig til at have evnen, til at neutralisere jeres jordiske… magier.” forklarede hun, selvom hendes mave vred sig som advarsel om at lade være. Men hun ønskede ikke at blive påført yderligere smerte. Og hvis en forklaring var alt, hvad han søgte, så hun ikke noget i vejen for at give ham den. Hun havde ført den ene arm omkring sig under sin barm, hvor hun fumlede med det simple armbånd med den ene safir i midten af to grønne ædelsten om sit venstre håndled. ”Er al dette dit værk?” Hun så fluks omkring, så hurtigt tilbage på ham igen. ”…Hvordan?”


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 04.04.2018 00:25
Vertis konstaterede at barnet lod til at samarbejde, desværre. Han havde gættet på et en normal person ville have kæmpet imod af princip hvis ikke andet, men hende her var anderledes. Sær. Kropslig form, jordiske magier - hun talte som var hun en outsider, fremfor en deltager. Vertis overvejede hvad chancerne var for at støde på noget . . . mere end dødelige i en tilfældig given landsby, og måtte anerkende at han ikke havde nogen fornemmelse for det. Sidst han var i de dødeliges verden ville det have været uhørt, men magiske gaver lod til at være mere almindelige end de var dengang. Og det efterlod spørgsmålet om hvad hun var. Engel? Dæmon?  Noget helt tredje? Det var nok bedst at holde sig på høflig termer indtil videre.
Han tog et skridt tættere på hende, så hun nu var indenfor rækkevidde. "Jeg stiller spørgsmålene." Hans stemme var fortsat blød, men også kommanderende. Som en kat, spændt som en buestreng og klar til angreb på samme tid som at den var venligheden selv. Det var en stemme, der kunne gå begge veje. Hans hænder rakte roligt ud efter hendes hoved igen, men denne gang uden de voldsomme bevægelser han havde haft før.
"Stå stille," sagde han afslappet samtidig med at hans ene hånd lagde sig på hendes baghoved, og den anden undersøgte hendes kind og kæbeparti. Hans bevægelser var professionelle, mere end noget andet. Som en avler, der vurderede en hest. Mens han bedømte hendes tænders placering igennem den bløde hud der udgjorde kinden, fortsatte han sin monolog.
"Men siden du spørg . . . Jeg har intet med skuet du ser omkring dig at gøre. Alt det du ser omkring dig," tilfreds med sin undersøgelse af hendes hoved, gav han slip på det igen og gestikulerede rundt. I horisonten over tagene kunne man se en søjle af røg rejse sig dovent mod himlen. "Er menneskelig natur." 
Hendes hoved virkede menneskeligt. Hendes gebis var for gode til at kunne tilhøre en dæmon, men ikke gode nok til at kunne tilhøre en engel - og man kunne genkende de udødelige på deres tænder ni ud af otte gange. Han tog et skridt tilbage, for at give hende den plads hun lod til at ønske.
"Hvad er du for én?" han rynkede tænksomt brynet. Det var sjældent at Vertis så noget han ikke havde set før, men han mistænkte at hun måtte være sådan en sjældenhed. For en kort stund lagde han ikke mærke til den kedsomhed, der ellers konstant lurrede i kanten af hans bevisthed.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 07.04.2018 01:29
Stå stille? Det gjorde det langt fra nemmere at adlyde ham, sådan som han stod og befamlede - ja, nærmere gramsede på hendes ansigt. Det var rent instinkt at hun forsøgte at trække både sit hoved og fik krop væk fra ham, men som han begyndte at trykke og mærke, blev det mere bevidst, at hun drejede hovedet lidt omkring. Det var mere en hentydning til ham, at han hun bestemt ikke brød sig om, hvad end han havde gang i, frem for et gennemtrængende forsøg på at vride sig fri til trods for, det stadig forblev en blanding af begge dele.
Som han pressede ind omkring hendes kæbe åbnede hendes mund sig ligeledes halvvejs automatisk, hvis ikke han havde sørget for at holde den lukket og dermed hendes tænder samlet. Hun løftede en hånd op for at skubbe hans væk fra hende nær samme øjeblik, som heldigvis gjorde det af sig selv. Det afholdte hende dog ikke fra at fjerne dem en tand hurtigere. Straks rystede hun på hovedet og hævede sin underarm helt opad og op til hendes underansigt, som var hun bange for om, han ville kunne finde på det igen. Det var altid noget, at han selv var med til at skabe afstand mellem dem.

Mia ønskede, at hun havde noget at svare igen. En modsigelse. Men i stedet stod hun med intet og måtte i stedet skamfuldt presse sine læber sammen og drejede efterfølgende blikke ud i pladsen igen. Hun troede vitterligt ikke på, at der skete med landsbyen blot var noget så simpelt som menneskelig natur, men der lå en minimal sandhed bag. Hun sank besværet, inden hun atter så tilbage på ham.
”Hvis du ikke har noget at gøre med al det her, hvordan ville du så vide, at jeg ikke blev påvirket af hvad end der må have påvirket landsbyen på den her grusomme måde?” Selv hvis han virkelig ikke have en finger med i spillet, så vidste han noget! Det var med delvist bevidsthed, at hun ikke rykkede mod et svar til hans spørgsmål. Hvad hun var eller ikke var, virkede virkelig ikke vigtig lige nu. Og han havde allerede forsikret hende, at han ikke ville gøre skade på hende, hvis blot hun svarede på hans tidligere spørgsmål. Spørgsmålet hun netop sendte tilbage til ham med ekstra tilføjet skepticisme. ”Mennesket burde trods alt ikke være af så primitiv natur længere. At tro det, er at se ned på dem.”


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 09.04.2018 19:56
Vertis var en blanding af selvmodsigende begreber, der vanrede omkring i en fysisk skal. På den ene side var han tålmoddig nok til at se empirer vokse og falde, når det tjente hans formål, og han havde i standsat planer der udspillede sig over flere århundrede for små personlige problemer. På den anden side overvejede han om han burde vise pigen sin hånd igen, så hun måske kunne lære nogle manere. Havde han ikke allerede sagt at det var ham der stillede spørgsmålene? Og den måde hun undgik at besvare hans spørgsmål, det bragte en mørk side frem i hans personlighed. Han tårnede over hende, en gnist af grøn lynild dansede gennem hans ellers sorte pupiller . . . Og forsvandt så, som dug fra solen. Han tog nogle letsindige skridt rundt om Mia, og tænkte over hendes spørgsmål. Nok havde hun besvaret hans spørgsmål med sit eget, men det var en skarp observation.
"Meget vel," sagde han med sin dybe, spindende stemme. "Det er sandt, at jeg hjælper dem på vej. Hjælper dem med at indse hvem de virkelig er, men spild ikke din tid på at tro at de dødelige er på lige fod med dig eller mig." Han gættede på at hun ikke tilhørte en af de dødelige racer, i hvert fald ikke direkte, og observerede hende nøje efter tegn på at han havde ret. Og Vertis var ekspert i at læse folk. "Alt hvad du ser spille ud for dine øjne, alt døden, grådighed og vold, er simpel menneskelig natur. De affektere at de er bedre end de er, fordi de skammer sig over deres banalitet, simpelt som det."
I al den tid havde han travet distraheret omkring hende i en bred cirkel, men nu stoppede han pludseligt og vendte sig mod centrum af det fængsel han havde gået omkring hende. "Jeg har besvaret dit spørgsmål, min egen, og nu er det tid til at du besvare mit. Hvad er du?" Hans stemme var tung af den implicerede trussel, skulle hun vælge at undgå hans spørgsmål igen.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 14.04.2018 12:57
Måden hvorpå han kredsede omkring hende, fik hende til at tænke på ham som en glubsk ulv, der kredsede omkring sit bytte. Indkapslede hende. Så hende til. Intimiderede hende. Og det virkede for hendes nervøsitet steg blot for hver gang han bevægede sig ud fra hendes synsvinkel og tvang hende til at dreje hovedet henover den anden skulder og derfor miste ham i et splitsekund. Et splitsekund hun ikke kunne vide sig sikker på, hvad han kunne finde på at gøre. Han var den bag den barbariske natur, der var vækket op i landsbybeboerne, så der var intet at sige sig sikker på, hvad han ellers var i stand til for det lignede ikke umiddelbart til, at han anstrengte sig for at opretholde kaosset.

Mia sank besværet endnu en gang. ”Jeg er, hvad I jordiske væsner kender som en stjerne.” svarede hun ham endelig. Usikkert og forsigtigt, men hendes ord havde ikke den velkendte klang af løgne. ”Men jeg er begyndt at tvivle om, jeg stadig er, hvad jeg var, i den her faste og kødelige form.” Det var en blanding af bevidsthed og ubevidsthed, at hendes kropslige glød steg et par niveauer, idét at hun diskret så ned af sig selv, som for at sikre sig, at hun huskede korrekt og ikke længere var bestående af brændende plasma.
”Men hvad jeg er, er ikke vigtigt!” kastede hun fra sig med en lettere abrupt bestemthed i stemmen. Fluks havde hun løftet sit hoved igen og på samme måde rettet de blå øjne tilbage på ham, hvor det dog stadigvæk ikke var lykkedes hende at skjule skrækken til trods for hintet af sikkerhed. Hun havde endnu ikke lagt mærke til, hvordan hendes vejrtrækninger var blevet hurtigere før nu. Det var en underlig følelse, sådan som lungerne hurtigt blev fyldt med luft men tømtes relativt langsomt. ”Det her er en uskyldig landsby. De har ikke fortjent at have deres laster blive ’hjulpet på vej’. Dødelige eller ej. Lad dem leve deres korte liv i fred frem for at skabe yderligere gentagende historie.” Hun bar ikke udtrykket af en kommanderende trods hendes ord men i stedet en bedende.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 14.04.2018 14:36
Vertis var gammel. Han havde levet et langt liv, set civilisationer stå og falde i en dans mellem kaos og orden, og han tænkte at der ikke var mange ting tilbage, der kunne overraske ham. Men han havde aldrig mødt en stjerne før, det var sikkert. Det virkede mere sandsynligt at hun skulle være en magisk tosse, men der var noget ved hendes udstråling, der fortalte ham at det ikke var tilfældet. Samtidigt med at den tanke slog ham, lagde han mærke til at hun reelt strålede, og det fik hans i forvejen løftede øjenbryn til at kravle længere op i panden.
Et problem med at have oplevet så mange ting før var, at han var blevet dårlig til at håndtere ny information. Det var først begyndt at blive markant indenfor det seneste årtusind, men satte en frygt i ham for at dæmoner måske ikke var helt udødelige alligevel. Han havde brug for længere tid til at fordøve den nye viden, og de viljestærke eventyrer lod til at have overlevet bagholdet. Der var nu kun en håndfuld tilbage - de bedste af de bedste - og selvom han regnede med at han og hans hær af landsbyboere godt ville kunne tage dem i kamp, var det ikke en kamp han ønskede.
Med en mental kommando sendte han en tilfældig handelsmand ud efter en vogn og en hest. Det var snart tid til at forlade landsbyen.

Han kunne fornemme at det var et spild af tid at prøve at overbevise hende om at de dødelige ikke var at bearbejde for den situation de nu befandt sig i. Hun forstod tydeligvis ikke det større problem i spild, og han tvivlede på at hun ville kunne forstå det, med et perspektiv der var så fjernt fra de dødeliges, eller sågar hans eget. "Meget vel," sagde han roligt. "Hvis du nægter at tro på mig, er jeg tvunget til at vise dig hvad jeg taler om." 
Et pift forlod hans læber, og gennemtrængte den stilhed, der havde sænket sig over de to skikkelser. Lyden var overflødig og teatralsk, men føltes passende. Tre mænd begyndte at nærme sig pigen, samtidigt med at en vogn blev trukket ind på pladsen. "Mine kollegaer her er måske lidt rundhåndede, men hvis ikke du kæmper imod garantere jeg at det bliver mindre smertefuldt."
Vertis havde ikke nok kontrol over mændene til at styre dem direkte, og forsøgte det heller ikke. Den voldelige impuls han havde indstillet i dem var alt de havde brug for, som de begyndte at sparke og slå den unge pige. Manden med der ledte vognen, hev en trækiste af lasten, og fik låget op, og trak det langsomt over mod de fire skikkelser i midten af pladsen.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

Miaplacidus le Arimh

Miaplacidus le Arimh

Krystalisianer

Neutral God

Race / Speciel race

Lokation / Dianthos

Alder / 252 år

Højde / 155 cm

Dew 14.04.2018 20:14
Tro på ham? Hvad var der for hende at tro på, som hun ikke allerede troede? Nødvendigheden for hvad han gjorde og sikkert allerede havde gjort? Hun forstod ham ikke. Ikke fuldt ud i hvert fald. Hun kunne ikke sætte sig ind på hans tankespor. Hun kunne heller ikke læse andet end hans læber og selv det skulle vise sig at være sværere end forventet. Om det kun var fordi at hun var blændet af frygte, der krøb rundt under huden, kunne hun heller ikke give svar til.

”Hva-..nrg!” Det første slag mod hendes ansigt var mildest talt paralyserende. Og selvom det havde et lignende effekt som lussingen, den mørkklædte mand havde placeret på den samme side kort tid siden, så var det ikke muligt at fuldkommen sammenligne de to med hinanden. Det knyttede slag fik det nærmest til at runge igennem hendes hoved. Og frem for kun at dreje hendes hoved, måtte hun valke for ikke at falde til jorden. Hun lagde straks en hånd mod kinden, men før hun vidste af det, ramte endnu et slag. Den anden side denne gang. Og som hun endnu en gang vaklede følte hun noget hårdtslående ind i maven på hende, der endelig fik hende til at falde sammen på gruset.
Mia nåede ikke så meget at få luften tilbage, som der var blevet slået ud af hende, før spark ramte ind mod hendes sarte krop. Hun var stadigvæk umådelig rundtosset og fraværende efter det første slag, så det var et noget slapt forsøg, da hun hævede armene beskyttende over sit ansigt. Kun klynkende lyde kom fra hende i takt med hvert sammenstød. Den værste smerte var når der blev ramt direkte ind mod knoglerne hvor kødet og fedtet var mindst. Eller da en fod ramte hende direkte mellem øjnene.

Da det endelig holdte lå hun noget ynkeligt på jorden og både rystede som en skræmt dyreunge og var allerede godt på vej mod døsighed, siden hendes hoved rungede for meget. Hun havde aldrig oplevet noget lignende! Hun gjorde ikke meget modstand, da hun blev løftet fra jorden og efterfølgende smidt knap så blidt ned i, hvad hun først antog at være en kasse af træ. Og så blev der mørkt. Eller så mørkt som det nu kunne blive med gløden, så det var bestemt ikke mørket der fik hendes hjerte til at banke panisk. Det var manglen på plads, som hun efterfølgende blev opmærksom på.
”Nej! ..luk mig ud!” råbte hun en tand kvalt. Hun slå ynkeligt mod kistens låg. Ligeledes sendte hun et knæ op på det så godt som hun kunne. Og en gang til. Selvom det lykkedes hende at få brædderne til at knirke en smule, var det ikke nok. Hun syntes allerede at fornemme hvordan det galoperende hjerte gjorde det problematisk for hende at trække vejret ordentligt. "Få mig ud herfra." Gråden var så småt ved at kunne blive hørt i hendes stemme.


 "she's profoundly naive; unimaginably wise.                              
                              a newborn in a grown woman's body and mind."

Vertis

Vertis

Krystalisianer

Kaotisk Ond

Race / Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 8273 år

Højde / 184 cm

Derag 14.04.2018 21:10
Vertis så til som pigen blev tævet af tre voksne mænd, uden at det provokerede føleser af nogen karakter. Han havde egentligt været interesseret i at se om det ville . . . Men der var ingen grund til at dvæle videre over det. Som kisten blev løftet og smidt på læsset af den karret der var blevet fundet til formålet, trådte Vertis tættere på. Lyden af pigens råb var næppe hørbare gennem det tykke træ, der adskilte dem. Han kiggede langs kanten og tjekkede at hver af de tykke søm var banket hele vejen i bund. Han lænnede sig ned, så hans hoved var ved siden af hvor han gættede på at hendes var, før han sagde i en stemme der gik imponerende godt igennem træet.

"Jeg ville ikke spilde min luft, hvis jeg var dig. Vi har en lang rejse foran os." Han sagde det kun for at drille - han regnede ikke med at hun ville få vejrtrækningsproblemer i kisten, så tæt var den ikke. Den eneste grund han gjorde det, var så at han kunne forestille sig den stigende panik hun ville føle som timerne gik forbi. Han trådte rundt om vognen, og steg om bord i karreten. Manden der havde fundet vognen frem, og som lod til at have mere af sin forstand i takt end de andre, kravlede op i førersæddet. Med en tanke befalede han manden at ride dem til storbyen, og i fuld fart. Han ville personligt sørge for at hestene ikke bukkede under for presset.

Efter at dæmonen havde forladt byen, begyndte folk langsomt at få deres forstand tilbage. Enkelte, dem der gav for meget efter, ville aldrig helt blive sig selv igen.

Power does not corrupt
Power attracts the corrupted

0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: jack
Lige nu: 1 | I dag: 8