Lyden af strengeinstrumenter strømmede ud af både huller og sprækker fra den ellers robuste murstensbygning, der udadtil lignede ethvert andet af de nærliggende huse; med det sorte bindingsværk, de skrå, beskidte ruder og det skrøbeligt udseende tag, hvis teglsten lignede, at de med lethed kunne løsrive sig og kure ned lige i hovedet på en eller anden arme stakkel. Det store, solblegede træskilt, der hang og svajede i vinden over den tunge hoveddør, lod dog de forbipasserende vide, at det ikke blot var en helt tilfældig bopæl. Et opspærret øje var malet på det ovale skilt og nedenunder var ordet Kyklopen skrevet med nydeligt udførte keltiske bogstaver. En gennemtrængende duft af varm mad snoede sig lokkende afsted ud igennem et af de halvåbne vinduer og blandede sig med den friske, kolde eftermiddagsluft udenfor – og hvis dét ikke var nok til at afsløre, hvad der foregik bag de fire murer, blev det sidste søm uden tvivl hamret i bund, når et helt kor af hæse og fordrukne stemmer brød ud i sang.
Et kæmpe brag lød pludseligt, efterfulgt af yderligere larmende tumult, og al sang ophørte øjeblikkeligt. En arrig råben, der nærmere lød som en brølende bjørn, rungede faretruende ud i den nu tavse bygning – og kort efter blev døren svunget op med sådan en kraft lagt bag, at de rustne hængsler nær var faldet af og hvinede øreskærende i protest. Ud væltede to mænd, begge tydeligt oprørte og så beduggede, at de knap nok kunne stå oprejst. De var sølet til i både snavs og mjød, og den yngste mands ene øje var hævet voldsomt op. Den gutturale stemme fra tidligere brusede frem igen i endnu et vredt udråb og ud trådte en over to meter høj, bredskuldret ork. ”Det var sidste advarsel! Skrid så, I uduelige køtere, hvis ikke I vil rende hylende herfra med en kniv stukket langt op, hvor solen ikke skinner!” De grimme ord blev nærmest spyttet ud i hovederne på dem, og den grønhudede kroejer, som havde været i fuld gang med at snitte løg, da slagsmålet var brudt løs, viftede truende rundt med den store flækkekniv. De to fordrukne mandslinge udvekslede et par indbyrdes blikke og blev hurtigt enige om, at det ikke var en kamp, der var værd at tage op. Orken fulgte dem nøje med øjnene, et godt stykke hen ad den ujævne brostensvej, til afstanden imellem dem og kroen var blevet noget mere acceptabel.
Festlighederne var atter genoptaget, da Gortrosh vendte tilbage til den fyldte krostue, hvor han nær var blevet trådt over tæerne af en hel gruppe mænd og kvinder, der var i fuld gang med en livlig svingom rundt om det firkantede ildsted i hjertet af lokalet. Et svagt smil fandt straks vej til hans læber og bredte sig efterhånden som han fik mavet sig forbi de muntre gæster. Han sjoskede fløjtende videre ud i køkkenet, hvor smilet lige så hurtigt, som det var kommet, blev erstattet af et panisk udtryk, idet de ravbrune øjne spottede suppegryden, der var lige på nippet til at koge over. Instinktivt greb han ud efter en kæmpe træske og fik skubbet den glohede jerngryde væk fra blusset. Med en lettet udånding rakte Gortrosh ud efter et møgbeskidt forklæde, der lå og flød på gulvet, så han havde en eller anden form for beskyttelse, da han tog et godt tag i hankene på den dybe gryde og bugserede den med ud i baren.

Der var dæleme sket meget med Kyklopen, siden han havde åbnet dørene for første gang over snart femten år siden. Alt interiøret var omsider kommet på plads, skønt det udvendige stadig trængte til lidt mere end blot en kærlig hånd – og det nyeste påfund med temaaftener hver lørdag havde vist sig at være en af de mest geniale idéer, han nogensinde havde haft. Ganske vist var der ikke meget temaaften over det for tiden, alt sammen takket være Kiles Orden og deres latterlige udgangsforbud. Hans forretning havde heldigvis ikke taget helt så meget skade af det, som han ellers havde frygtet, det ville; men han var stadigvæk edderspændt rasende på Ordenen, da deres absurde reglement uden tvivl havde kostet ham mere end en bare en enkelt håndfuld krystaller. De maskebærende sataner hørte kun til ét sted – og det var ikke i gaderne blandt det almene folk.
Den mørkhårede skjald rømmede sig, idet han indtog scenen på ny, og fattede sin lut, som endnu engang druknede rummet i lystige toner. Vokalerne, dem klarede kroens besøgende helt selv. Forsamlingen af hovedsageligt pirater skrålede den ene sømandsvise efter den anden, og snart var det mørke trægulv fuldstændig sølet ind i spildt mjød. Orken stod lænet ind over bardisken og følte sig vældig godt underholdt. Han fik dog ikke lov til at være i fred særlig længe, før hans trygge plads bag ved baren blev groft invaderet af en lyshåret kvinde i start-trediverne, som insisterende trak ud i ærmet på hans løstsiddende og nedslidte trøje. ”Kom og dans med mig, grønne!” påbød hun og baskede koket med øjenvipperne ad ham, alt imens hun fortsat hev og sled i det allerede vige ærme. Uanset hvor ihærdigt hun forsøgte, rykkede han sig ikke ud af flækken. Den stakkels kroejer havde langt fra indtaget nok sprut til, at han bare sådan uden videre kunne kaste sig ud i ubekymret dans – og så endda med en af hunkøn! Gortrosh gjorde sit absolut bedste for at undgå øjenkontakt og skimmede simultant omgivelserne for en eller anden distraktion. ”Æh…”

Det var faktisk ikke så tit at Dura kom til Dianthos. Hun plejede at gå en stor bue uden om, men eftersom hun havde haft en god tur på havet, havde hun givet sig selv lov til at holde lidt fri. Kursen var så sat dertil for at opleve byen, der ville i hvert fald gå noget tid før hun ville løbe tør for valuta igen. Ankomsten i går aftes gjorde at hun ikke nåede at se så meget andet end den kro hun valgte at sove hos, der fik de også drukket en del; så hun havde i hvert fald sovet en god del af dagen.
Hun havde ikke nået så meget på dagen, kun lige ned til en skrædder, som fiksede hendes store sorte jakke og så videre for at vindueskigge. Bygningerne på strøget var ikke så flotte, mange af dem trængte til at blive renoveret – som det mindste. Vejret skulle ikke så meget som tænke på at blæse op, så var hun sikker på at de fleste tagsten på diverse huse ville være langt borte, og eventuelt smadre nogle vinduer. Det var tydeligt at en størstedel af folkene i byen kiggede efter Dura, som hun gik ned igennem strøget. Næsten to meter, grøn, og så klædt som en pirat, der ikke regnede med at tage ud og sejle foreløbig. Det var en underlig følelse, for hun var van til folk kendte til hende, både at hun var en ork og at hun var en kvindelig kaptajn på et piratskib. Det var selvfølgelig heller ikke lige alle der havde knogler fra deres tvillingesøster hængende om halsen… Ud over det bar hun jo sin store sorte jakke, en lidt for stor skjorte, som nok en gang havde været hvid, som dækkede en forbinding hun havde om det meste af sin overkrop. På sin underkrop bar hun nogle løse bukser, som var bundet tæt ind til læggene med reb, og som blev hold oppe af to bælter, som både var til våben og valuta.
Dura stoppede lige før hun skulle ned af en større gade hvor der lød til at være gang i den. Om det var en kro eller et bodega var hun næsten i tvivl om, men det var tydeligt at folk var i fuld gang med at feste og havde det sjovt. Kort stoppede festlighederne og nogle blev smidt ud hvorefter der blev råbt efter dem. Stemmen lød på en måde bekendt, men hun var helt sikker på hun aldrig havde hørt stemmen før. Da hun kiggede efter stod der faktisk en høj grøn skikkelse i døren, som kiggede mod de to mænd der var smidt ud, som var på vej i mod hende. Hun stod lidt mellem nogle bygninger og undgik derfor at få blikke og kommentarer fra de to udskud.

Den store skikkelse vagte nok opmærksomhed til at Dura valgte at gå hen mod kroen, som hun kunne se var kaldt Kyklopen. Da hun trådte ind var festen i gang igen. Hun så sig rundt og så sig en masse borde og en bar hvor en lille blond tøs stod og hev i orkens ærme. Dura fik et lille skævt smil og begav sig hen mod baren. Det virkede som om at orken ejede stedet, siden han kunne smide kunder ud, som han lystede; derfor måtte hun prøve at opfører sig pænt. ”Aye,” hilste hun, da hun nærmede sig. Man kunne hører hun havde store læderstøvler på, da hun kom traskende. Det forreste af hendes hår var trukket væk fra ansigtet i en fletning, så man kunne se hendes lange skarpe hjørnetænder, fra underkæben og hendes spidse grønne øre. Hun havde for en gangs skyld ikke malet sit ansigt til. Hendes mørkeblå øjne prøvede at se efter hvad der foregik mellem den blonde kvinde og orken, men ville nu egentligt bare gerne have noget at drikke, og måske lidt at spise.

Det var som en kærkommen hjælpende hånd fra en gammel ven, da en småhæs hilsen skar igennem den noget akavede situation, Gortrosh var havnet i. Et diskret, men forløsende suk sivede ud mellem den skæggede orks læber, og hans skuldre faldt omsider ned i en knap så anspændt position kort efter den stædige, lyshårede ungmø vendte sin opmærksomhed mod hans frelser.
"Det ser ud til, at vi må tage den svingom en anden god gang. Der er kunder i biksen, som du kan se," henkastede han og måtte gøre sit ypperste for ikke at fremstå alt for glædesfyldt. Kvinden skød sit voluminøse bryst fremad og knejsede fornærmet med nakken, inden et misbilligende blik på skift blev sendt fra det ene grønhudede væsen til det andet. "Fint. Kom og find mig, når du er knap så... travl," halvhviskede hun men sørgede for, at det lige var højt nok til, at hunorken ikke ville kunne undgå at høre hende. Dernæst blev der med en elegance som en fordrukken svane drejet om på hælene, og Gortrosh kunne endelig ånde lettet op ved synet af det tydeligt stødte kvindemenneske forsvinde ned mod kroens fjerneste krog. Faren var overstået. I hvert fald for nu.
Diskret blev de svedige håndflader tørret af i det indplettede forklæde, han løseligt havde bundet om livet, alt imens han udnyttede de få sekunders naturlig tavshed til at få dannet sig et overordnet indtryk af piraten - for det var åbenlyst det, hun var. Den ukomplicerede påklædning bar præg af noget maritimt, og han kunne næsten fornemme duften af det salte hav kildre næseborene, men det var nok nærmere ren indbildning og næppe virkeligt. Det fik ham dog stadig til at eksahelere et længselsfuldt, forstummende suk ved tanken om sin egen tid som skibskok på bølgernes brusen. De lidt for talrige minder om alt det medfølgende opkast var ganske selektivt blevet fortrængt i hans korte flashback.
Hevet brutalt tilbage til nuet af et smældende bifald til den tydeligt populære skjald, der efterhånden havde fået en del svedperler på panden, fandt kroejeren sig selv lænet op ad skranken med blikket rettet direkte mod den endnu navneløse orks havblå øjne. Straks skubbede han fra med albuerne, så han fik ranket ryggen, og rømmede hæst for at skjule den snigende forlegenhed over hændelsen.
"Jeg mindes ikke at have set dig før på disse kanter. Ny i byen?" brummede han, som sædvanlig kort for hovedet, men med en oprigtig, bagliggende nysgerrighed. Han greb ud efter et tomt krus, der var blevet frastillet på toppen af disken, og gav sig til unødvendig grundigt at pudse det blot for at have noget at fokusere på - andet end sin samtalepartners fangende øjne. Der var noget underlig familiært ved hendes ansigt, men det kunne umuligt passe. Det måtte være den grønne hudtone og de kendetegnende stødtænder i undermunden, som ubevidst fik ham til at føle en tættere forbindelse til hende end de typiske kunder. Uanset hvad det var, kunne han ikke forhindre et svagt smil i så småt at brede sig og blødgøre den hårde, uvenlige mine.
"Jeg er Gortrosh. Det er mig, der ejer den kro, du står i," fortalte han i en tone, som emmede af ufortrøden stolthed. Der blev nikket ud mod den fortsat muntre forsamling af dansende fulderikker, og smilet voksede beskedent. "Der er en del søfolk til stede i dag, så jeg håber, du vil nyde selskabet." Det nu mere end gennempudsede krus blev atter placeret på serveringsskranken foran ham og puffet en tak hen mod den kvindelige pirat. Han henviste til en kæmpe trætønde til venstre for sig selv ved at pege med den ene tommelfinger. "Et krus mjød er tre ravstykker. For to stykker rav og en jade, kan du genopfylde til du dejser om," tilbød den bredskuldrede ork, inden han lænede sig ind over den rustikke bar. "Hvis det ikke falder i din smag, kunne jeg måske friste dig med en hjemmelavet bryg, jeg har arbejdet på sammen med en gammel kammersjuk - men jeg advarer dig..." Gortrosh satte en udstrakt hånd op til mundvigen, hvorefter antydningen til et udspekuleret smil begyndte at ulme. "Du når ikke at se bunden af kruset, før du drætter i brædderne." Den omtalte kammerat var en excentrisk, garvet dværg, der var kendt for at fremstille nogle af de heftigste brændevin i denne del af Krystallandet. Procenten var skyhøj, men det var billigt at fremstille, og det solgte godt - særligt blandt dværgene, men også en del orker havde fået smag for den stærke spiritus.

Det var tydeligt at den bredskuldrede ork var lykkelig over at se hende, selvom hun ikke lige umiddelbart var sikker på hvem han var. Han fortalte pænt den lyshåret kvinde han havde kunder, og det var tydeligt hun var utilfreds. Hun så ret så fuld ud, og hun vidste måske ikke helt hvad hun havde gang i. Dura kunne ikke lade være med at løfte et tydeligt øjenbryn til kvinden som nu vendte rundt og gik sin vej, og gjorde alt for at se charmerende, sexet og lokkende ud. Sikke en gås. Tørstig – ja det var derfor, at hun var der! Hun skulle have noget i halsen! Alkohol, selvfølgelig!
De havblå øjne forsvandt så væk fra den vraltende blondine og landede på orken, som nu havde lænet sig drømmende op ad sin disk. Hendes øjenbryn sænkede sig ikke før opmærksomheden blev hevet væk fra den dagdrømmende ork og over til den hårdtarbejdende skjald. Et lille bekræftende smil sneg sig om de grønne læber, som der ankom et bifald. Hun så dog hurtigt tilbage på orken, som var i gang med at rette sig op, for at dække for hans dagdrømmen. ”Ja, ny i byen kan man godt kalde mig,” svarede hun en anelse overvejende ”Jeg holder en lille pause fra havet,” tilføjede hun og rettede lidt på sin sorte jakke, før hun placerede sine underarme afslappet på disken.

Den kvindelige ork nikkede bekræftende, som han præsenterede sig og sin kro. ”Dura. Kaptajn og leder i orkklan” præsenterede hun sig, kort og godt, med en anelse hæs stemme. Hun ville egeligt have trykket hans hånd, men han så ud til at være travlt beskæftiget med kruset i hans hænder. Som hans blik vendte sig mod de fulde væsner, lod Dura sine øjne følge, samtidig med at hun fik rettet sig op. Hun så tilbage på ham og gav ham et skævt, ”Det skal jeg nok,” svarede hun måske en anelse kækt. Enten ville hun få en uforglemmelig samtale med orken, eller måske ville hun få sig en glemsom aften med andre pirater, og måske kunne hapse et par pirater til sit eget skib. Kruset blev sat foran hende og hun så kort ned på det før hun så over på tønden med mjød. Da han præsenterede sine priser for mjøden, begyndte hun straks at finde både rav og jadestykker frem. Hun syntes efterhånden det var ingen penge, men sådan var det jo, når man havde en stor mængde krystaller med sig. Hun stoppede dog brat med at fiske efter det i sin pung da han lænede sig frem, for at fortælle om sin lille hjemmebryg. Med et slap hun stykkerne ned i sin pung igen og så ham i hans ravbrune øjne, med noget af et seriøst blik. ”Jeg kan sikkert drikke mere end dig,” pralede hun, en anelse udfordrende. Hun fandt tre jadestykker op af pungen og holdt dem klar i sin hånd. Hun var overbevist om at hun nok skulle have ad libitum af den hjemmebryg, og var klar til hvad end prisen måtte være. ”Hvad koster hjemmebryggen?” kom det fra hende, mens hun skarpt prøvede at holde en stærk øjenkontakt.

Et befippet udtryk var kortvarigt at finde i de brune øjne, halvt gemt væk under de rynkede, buskede bryn, inden den forfjamskede grimasse flækkede i et bredt smil, og et højt grin banede sig vej helt nede fra maven af. Alvoren bag Duras kommentar om, at hun garanteret kunne drikke mere end ham, var kommet ganske uventet. Det var ikke nogen hånende latter. Den var derimod fuld af varme, skønt den hurtigt forstummede, og den glædeligt overraskede kroejer lænede sig endnu engang frem mod sin kæphøje gæst. "En drikkekonkurrence med en vaskeægte kaptajn, som tilmed er leder af en hel orkklan... det lyder som det rene selvmord," udslyngede han med sin dybe røst og gengældte hunorkens temmelig intense stirren. En lille kunstpause blev holdt, før han flyttede opmærksomheden ned på den pung, hun var i færd med at fiske penge ud af. Det sås tydeligt, at han spekulerede grundigt over, hvordan han skulle gribe situationen an. Han var trods alt ene og alene ansvarlig for kroen og dens godt plørede gæster, men hans stædige side havde så forbandet svært ved at afslå en udfordringen som denne - i særdeleshed når der var alkohol involveret.
Det var besluttet. Den ene af de store hænder blev smækket ned på skranken med et vældigt smæld. "Fem jadestykker ud af taberens lomme til den sidst stående mand - og den første som kaster op skal gå nøgen op gennem hovedgaden til arresten, mens de skråler Sørøversangen," blev der højlydt erklæret med hensigten om at tilegne sig mest mulig opmærksomhed fra de tilstedeværende væsner. Uden det nakkeåndende pres fra en omkringstående forsamling var der ikke meget konkurrence over det - og hvem skulle ellers sørge for, at der ingen snyd fandt sted? Desuden ønskede han ikke, at Dura allerede skulle bakke ud - og det kunne hun næppe få sig selv til med alle de nysgerrige øjne, der fluks var blevet rettet mod dem. Et listigt glimt glinsede i orkens blik. Der stak altid en værre djævel i ham, når bare antydningen til en potentiel udfordring blev fremsat. Han var vel en handelsmand; og tydeligvis overbevist om at han nok skulle komme ud på toppen som den sejrende. Inden længe ville han være en håndfuld jader rigere. Hah, det var det rene barnemad.
"Jeg håber ikke, du er mødt op på tom mave..." smålo han på sin vej ud i køkkenet, hvor lyden af hans mørke stemme straks druknede og ikke var andet end en uforståelig mumlen; formentlig en ensvejs-dialog om hvor genial den plan, han netop havde sat til værks, var.
Ikke meget mere end et minuts tid efter kom Gortrosh retur, bærende på to fireliters trækander, der var fyldt så meget op til kanten, at den uklare, mørkegule væske skvulpede ud over siderne ved sammenstødet med serveringsskranken. Endnu et krus blev fundet frem fra hans side af baren og stillet ved siden af det andet. Den ufiltrerede spiritus, som havde en forbløffende tyktflydende konsistens, blev skænket i begge bægre. Et mindre publikum var samtidig stimlet sammen rundt om dem, men til trods for den mindskede opmærksomhed, spillede skjalden stadig lystigt løs på sit strengeinstrument. Hanorken, vovelysten som altid, greb om det ene af krusene, og løftede det op til det fremtrædne underbid for at tage en tår. Det lugtede ekstremt koncentreret. Surt. Som havde en af landsbykattene været forbi og strintet i beholderen. Allerede efter første slurk begyndte han så småt at fortryde, bandede og svovlede indvendigt over sin tidligere, uforsigtige ivrighed. Alt dette blev dog udadtil undertryk med et snævert smil, idet han med et nik i retning af den kvindelige pirat atter hævede bægeret. "Skål, kaptajn." Nakken blev lagt bagover og ned røg det sidste af den grynede alkohol, som han modvilligt sank, inden han bankede det nu tomme krus ned på disken. "Fy for den lede..."

Dura kunne se kroejeren morede sig ved hendes påstand om at hun kunne drikke mere. Men hun var trodsalt også pirat. Hun gav ham et skævt smil som han selv nævnte det ville være det rene selvmord at drikke mod hende, og alligevel fik han piftet en stemning op, ved at råbe hvad der skulle ske med taberen, og hvor meget man tabte. Det skæve smil bredte sig nu til et stort bredt smil. Hun elskede den udfordring og var overbevist om at hun nok skulle klare den.
”Aftale!” sagde hun højt og tydeligt, så alle i kroen vidste hun var fået helt med på hans betingelser. Hvis hun kunne tjene noget ekstra på en druktur, var det i orden. Hvis ikke var det ’bare’ fem jadestykker. Så længe hun ikke brækkede sig skulle det nok gå.

Han påmindelse om mad, gjorde hende dog lidt bitter, men hun lod det ikke komme til syne, i sit ellers stortsmilende ansigt, selvom han stod med ryggen til på vej ud i køkkenet.  Det havde efterhånden været nogle timer siden hun sidst havde spist, men det plejede ikke at gøre den helt store forskel… Måske…
Der gik et øjeblik før Gortrosh var tilbage med to store tønder af hans hjemmebryg. Taget i betragtningen af at han sagde at hun kun kunne holde til et krus før hun ville dejse om, var hun overrasket over hvor meget han tog med ind til skranken. Hun beundrede konsistensen og farven af hjemmenbryggen som Gortrosh skænkede til dem begge. Hun var spændt på om han kunne blive ved med at skænke, eller selv ville dejse om. ”Så de tror alligevel jeg kan drikke mere end et krus?” spurgte hun, endnu engang med en kæk og drillende stemme. Hvis ikke hun kunne drikke et krus, ville han jo ikke behøve mere end tre krus fylde for at overbevise publikum. Hun trak det fyldte krus til sig og lod sig snuse til det. Det duftede ikke umiddelbart godt, men det var også sjældent alkohol gjorde det. Det meste alkohol skal jo helst også have en genkendelig lugt, så man ved hvad man skal holde sig fra, næste gang man vil drikke sig i hegnet. ”Skål, kroejer,” sagde hun og løftede kruset i en hilsen, før hun efterlignede ham, ved at vippe hovedet tilbage og sluge hver en tår af den stærke alkohol. Næsten samtidig med kroejeren fik hun banket det tomme krus ned på skranken. ”Puh,” sagde hun og mens hun rynkede lidt på sine bryn. Hun slikkede sig lidt om tænderne og smågrinede, ”Det må jeg give dig, den er sgu lidt stærk,” sagde hun og viftede lidt med sit krus, for at signalere om en genopfyldning.

"En kvinde af din kaliber... der er skræmmeteknikker ganske nødvendige. Du skulle jo nødig overvurdere dig selv... eller brokke dig over den manglende advarsel, når du ender med at skulle sove med bar røv i arresten!" Sætningen blev rundet af med en tordnende bøvs, hvorefter han småtøvende fattede trækanden på ny. Det var bare om at få så meget indenbords som muligt, inden alkoholen blev optaget i blodet og for alvor fik sat sit præg. Det var kun et spørgsmål om tid, før den stenhårde mur kendt som hjernedødt fuldskab med turbufart ramlede direkte ind i ansigtet på en.  Med en påtvungen selvsikkerhed genfyldte han de to tomme krus - først hendes og bagefter sit eget. Han  satte atter kanden fra sig og kastede et næsten helt vemodigt blik ned i den procentrige væske. Den grødede tekstur mindede foruroligende meget om en nyopkastet, vandet havregrød. I det mindste ville det gå glimrende sammen med det faktiske opkast, der uundgåeligt ville finde sin vej op gennem hans spiserør før eller senere. Gortrosh håbede inderligt på det senere scenarie. Han havde virkelig ikke lyst til at blotte sig på åben gade - slet ikke med Kiles Orden rendende rundt i skyggerne, som de ækle rotter, de var.
"Hey ho..." mumlede den åbenlyst fortrydelsesfulde ork som et led i en drilsk bemærkning om, at hun lige så godt kunne begynde at smide klæderne nu. Resten af vitsen forlod dog aldrig hans mund, da han i stedet for valgte at fylde den med den ildelugtende sprut. Åh gode Isari, vis mig nåde tryglede han indvendigt og fortrød bittert, at han ikke var en regelmæssig tempelgænger. Det var nødvendigt at synke af flere omgange for at få den sidste mundfuld ned i halsen.
Det vældig interesseinvesterede folk, som nærmest stod klinet op ad dem og hinanden, var allerede i fuld færd med op til flere væddemål om, hvem af de to orker, der ville vinde. Rav- og jadestykker blev spenderet på både kryds og på tværs af den temmelig kaotiske flok, men kroejerens uforstyrrede fokus lå fortsat på hunorken foran sig. Var hun mon blevet offer for den indsnigende kvalme endnu? Det var umiddelbart svært at vurdere, selv på denne korte afstand. Eller måske var han blot selv begyndt at mærke den kradsende, varme fornemmelse i struben.
Smertefuldt bevidst om det overhængende tidspres skyndte han sig for tredje gang at skænke op, dog med knap den samme præcision han havde til at starte med. Hans bevægelser personificerede heller ikke ligefrem elegance, da han spildte en ordentlig sjat ned af sig selv, før kruset overhovedet var nået op i samme højde som hans mund. Det var knap nok hændt, idet en eller anden halvskaldet gut skrålede løs om snyd i spillet, men et gutturalt udråb fra den tydeligt irriterende ork fik hurtigt lukket kajen på mandslingen: "Årh, sæt dig ned og hold din kæft." For at undgå flere vrængende beklagelser, hældte han den mistede mængde op i sit krus og sænkede denne gang hovedet ned til bægeret, hvor han med en dyb indånding, brummende som en bjørn, forberedte sig mentalt såvel som fysisk på atter at indtage det, der måtte var ækvivalent til at drikke Zaladins urin. "Fffyyy..." udåndede han sekundet inden krusets indhold prustende blev bundet. En faretruende våd bøvs fulgte øjeblikkeligt, men han formåede at holde det hele nede - for nu. Måske hvis han bare stod helt stille... og ikke fokuserede for meget på omgivelserne, der til hans skræk var begyndt at sløres og snurre en smule rundt.
Gortrosh, hvis grønne hud nu var betydeligt blegere, klemte øjnene i og støttede sig op ad skranken med underarmene hvilende mod toppen. "Det er din tur til at sk-bbrrrp­-ænke, kaptajn..." insisterede han og gjorde samtidig sit absolut bedste for at ignorere den øgede, ildevarslende aktivitet i maven. Det ene ravbrune øje blev åbnet og fikseret en anelse ustabilt på hendes to blå søer, i håbet om at blive mødt af en mindst lige så kvalm grimasse.

Dura var imponeret over måden kroejeren forsvarede sig med hensyn til at det var nødvendigt at 'skræmme' hende. Men hvis det var nødvendigt at skræmme hende fra hjemmebryggen, som hun ikke engang vidste eksisterede før hun kom ind, hvorfor skulle han så tilbyde den fra start?

Som han skænkede på ny, bed hun sig en smule i underlæben over at mindes om konsistensen, som den flød ned i kruset. Hjemmebryggen var jo på ingen måder særlig lækker - den var bare stærk. Det var ærlig talt nok aldrig noget hun ville vælge normalt hvis hun havde kendt til konsistensen. Så ville hun hellere have betalt de jadestykker og ravstykker der skulle til for at kunne få skænke så tosset hun vil af den almindelige mjød. Ja... Man kunne jo altid være bagklog når man stod med et vædemål, hvor man skulle drikke Zaladins friske opkast.

Kruset blev nu stilt foran hende, og hun hev lidt i afsky på overlæben, før hun tog godt fat om kruset, førte kruset op til munden og tømte kruset igen. Zaladins pis. Hun så op på kroejeren med et stort smil, og prøvede virkelig at skjule hvor meget hun havde lyst til at kaste det hele op. Det var jo skrækkeligt, men hun måtte virke stærk - mindst lige så stræk som alkoholen. Hun rystede langsomt drillende med sit hoved som han sagde hey ho. Hun var ikke klar til at gå gennem gaderne endnu, selvom hendes mave måske sagde det modsatte.

Dura lagde godt mærke til at mængden af væsner omkring dem var begyndt at vædde hvem der kunne holde længst. Duras facade fik en sjat på hendes side, men Gortrosh brede skuldre trak andre i hans retning. Hun lod sig dog ikke påvirkes af deres væddemål, for det ændrede ikke, at hun abselut ikke villle kaste op. Jadestykkerne var hun ligeglad med.

Hun lagde mærke til at han skyndte sig med at hælde op igen og så snart han trak kruset til sig begyndte hun da også at hælde op. Han skulle nødig være foran hende, og hun ville ikke anklages for snyd ved ikke at drikke samtidig med ham, og på den måde opnå langsommere effekt... eller noget... Selvom de blå øjne var fikseret på at skænke ordenligt op, så lagde hun da stadig mærke til der blev råbt om snyd, hvilket fik hende til at stoppe med at hælde op og se op på kroejeren, som ganske vidst havde hjemmebryggen ud over sin front. I stedet for at anklage, gav hun ham dog bare et hævet øjenbryn, inden hun begyndte at kæmpe sig igennem sit tredje krus.  Hun bankede hårdt det nu tomme krus i skranken. Hun havde efterhånden lidt svært ved at styre hvor hårdt hun slog ned. "Ah!" kom det 'glad' fra hende for at prøve at skræmme kroejeren med hendes 'drikke-evner'. Hun kunne dog mærke at hendes mund begyndte at løbe lidt i vand, og det varede måske ikke længe før hun ikke kunne holde den vamle hjemmebryg i sig.

"Du ser lidt bleg ud... Gortrosh," kom det langsomt fra hende, før hun begyndte at skænke deres fjerde krus op. Hun havde efterhånden glemt lidt hvilket krus der var hvis. Men valgte bare at sætte det ene af krusene foran Gortrosh, "Skål, kroejer!" kom det glædeligt fra hende, som havde et let bukket hoved, for ikke at skulle undslippe nogen bøvs, som ville kunne fremprovokere noget mere. Hun tog glasset op til sine læber og kunne mærke hun dårligt nok havde lyst til at åbne munden for væsken. Hun var efterhånden bange for om hun ville kaste op i kruset og drikke sit eget bræk. Konsistensen var jo ikke meget forskellig.
Hun fik efter et stykke tid tømt sit krus og hamret det godt ned i skranken. Denne gang kom der en revne i håndtaget. "Hovsa," små grinte hun, mens hun så på håndtaget. Håndtaget blev langsomt mere og mere utydeligt. Hun endte med at slippe håndtaget og holde begge hænder på skranken med hovedet ned mellem armene i et i hærdigt forsøg på at holde hjemmebryggen.... opkasten... nede. Hun stod godt et øjeblik og hvilede sig selv, før der var en der fik skubbet til hende for at motivere hende til at drikke mere, hvilket resulterede i et nederlag. Vandet strømmede til hendes mundhule for at beskytte de iforvejen ødelagte tænder fra syren der hastigt listede sig op. Hun nåede at opdage at hun savlede, før hun et split sekund efter kastede op bag sig ud over en anden kundes sko og ben. Hun rettede sig op og tørrede sin mund. "Du skal nok vaskes," smågrinte hun af kunden før hun vendte sig tilbage mod Gortrosh for at se hvordan han klarede det.

Kommentaren om, at han var blevet lidt bleg at se på, fik ham til straks at skyde op fra sin sammenbøjede stilling indover skranken. Noget han fortrød så snart rygsøjlen atter var i oprejst position, og væsken, der var blevet indtaget indtil nu, skvulpede voldsomt rundt i hans mavesæk. Øjet, han havde vovet at åbne, blev lukket i med det vuns, og han klemte koncentreret øjenlågene endnu hårdere sammen. Ved lyden af det alkoholiske slam, der denne gang blev hældt i bægrene af hans modstander, fik ham til at krumme tæer af væmmelse, men han kunne alligevel ikke dy sig for at kigge ud gennem meget smalle øjensprækker. Synet, han blev mødt af, var en ret så uskarp piratkaptajn, som var i fuld gang med at få den fjerde serveringen ned. Puh, hvor havde han ikke lyst. Typisk var Gortrosh ellers ikke typen, der gav op, men lige nu skreg alt i ham, at han skulle smide håndklædet i ringen, mens legen stadig var god. Men ak, hans stolthed tillod det ikke. Hvis hun fortsatte, havde han intet andet valg end at følge trop; også selvom det betød, at der var en voldsomt stor risiko for, at det meste af Dianthos ville få hans ædlere dele at se. Det var dog at foretrække, for alternativet var at gå derfra med en lettere (penge)pung, og det forbød hans indre handelsmand.
En bredrygget hånd blev modvilligt lukket om kruset, skummende til renden med det reneste troldepis, men forinden han nåede at sætte læberne til kanten, lød der et gevaldigt knald lige for snuden af ham. Standset midt i sin bevægelse, glanede han mod det nu beskadigede bæger i den kvindelige orks hånd. Normalt ville hans reaktion være at bande irettesættende af ballademageren, men det eneste der skyllede ind over hans ansigt var et halvfjoget smil. "Ikke nok med de fem jadestykker, du kommer til at skylde mig, men nu røg der eddermaneme også et nyt krus oven i betalingen. Det bliver en dyr omgang, kaptajn," underrettede han med en spøgende undertone, der afslørede, at han ikke var vitterlig oprørt over det. Mest af alt fordi han knap nok kunne se revnen i hanken.
Opfyldt med fornyet sejrssikkerhed smed han nakken tilbage, hvorefter bunden af kruset blev vendt på hovedet, så den grynede bryg frit kunne rende ned i det åbne gab. Virkeligheden sparkede ham dog fluks lige i maveregionen og slog nærmest al luft ud af den svajende kroeejer, netop som væsken kolliderede med mavesyren. Nej, nej, det kunne ikke ende sådan her. Han nåede akkurat at se Duras maveindhold vælte ud over en af de stakkels kunder, der tydeligvis var ganske uforberedt på det uønskede brusebad. Hvis ikke han allerede selv var godt på vej til at kaste op, var både lyden, synet og dunsten af hans modstanders bræk så absolut dråben, der i bogstaveligste forstand fik bægeret til at flyde over. "J-..." Mere fik han ikke ytret, før han i sin desperation greb ud efter den så godt som udtømte trækande, og alt det han havde drukket op til dette punkt røg retur ned i den - blandet sammen med rester af den stuvning, han havde fået til frokost. Den skæggede ork havde knapt glædet sig over sin tekniske triumf i mere end et halvt sekund, inden der fra alle sider blev galet løs om, at nederlaget tilhørte dem begge. Havde han ikke været så godt og grundig fordrukken, ville han have overdøvet den larmende pøbel med en formaning om, hvad der i realiteten burde ske nu - det værende Gortrosh henslængt i den nærmeste stol, og Dura i fuld march hen til arresten. Hans overskud var dog efterhånden så indskrænket, at dén kamp fremstod betragteligt vanskeligere at vinde, end hvad den energimæssigt var værd.
"Af med tøjet! Af med tøjet! Af med tøjet!" krævede den hujende forsamling, alt imens den arme ork gentagende gange hærkede spytklatter ned i den brækfyldte kande. Da han endelig nogenlunde sikkert kunne sætte den fra sig,  skævede han tøvende til kaptajnen med meget minimal begejstring til stede i de ravbrune øjne, men lod ikke tiden passere i særlig lang tid, før fuldskaben fik lov til at overtage, og fornuft samt sociale hæmninger skubbet til siden.
Med det stikmodsatte af sensuel fremfærd hev han den løse, gulhvide trøje over hovedet og benyttede samtidig lejligheden til at tørre sin mund af i stoffet - fronten var jo alligevel tilsølet af hjemmebryggen, og han havde næppe ramt fuldkommen plet under udtømmelsen af mavesækken. Et dramatisk fløjt lød som reaktion på afsløringen af hans behårede vom og for ikke at forværre den allerede pinefulde situation ved at trække tiden unødvendigt ud, trak han i én beslutsom bevægelse både underklæder og bukser ned. Skindskoene blev trådt af sammen med bukserne, og den nu splitterravende nøgne hanork tog et par skridt til siden for at komme om på den anden side af skranken, hvilket fik en yngre herre til at snuble baglæns ud af mængden med baggrund i en reel frygt for at komme i kontakt med det lettere intimiderende vedhæng.
En række hik boblede sig vej op, som han fik møvet sig vej frem og følgende lænede sig støttende op ad den mørke egetræsbar endnu engang, blot meget nærmere Dura. "Jeg håber, du kender t-hhikk-eksten, for du får lov til at synge for," sagde han en smule snøvlende og gestikulerede undervejs til døren bag hende.

Dura gav kroejeren en flabet grimmase tilbage, på hans kommentar omkring kruset, som nu havde fået en revne. Hun gad ikke brokke sig verbalt, i frygt for at hjemmebryg-pisset ville ryge op. Men op røg maveindholdet alligevel ud over en kunde bag hende som virkede ret så utilfreds med at have stået i skudzonen. Dura nåede kun lige at vende sig om og se at Gortrosh tog fat i trækanden og brækkede sig. Hun hev på smilebåndet i det der straks blev skreget at de begge havde tabt. Det varede dog kun et øjeblik før hun måtte gøre som Gortrosh. Hun tog sit tomme krus og kastede lidt ekstra op i det. Hun var åbenbart ikke færdig efter at have kastet op ud over en kunde.

Hun rettede sig så op fra sit krus og tørrede sin mund endnu engang med sin arm. Og lagde så mærke til at Gortrosh var hurtig om at smide alt sit tøj og gå væk fra disken, så man kunne se det hele. Dura var ærlig talt imponeret. Dura var endnu ikke hjernedød fuld, men godt beruset.
I forhold til kroejeren havde Dura jo en hel masse tøj på som skulle tages af, og kunne ikke bare lige overstås så hurtigt som han gjorde det.

Med en vant bevægelse, fik hun vippet den store sorte læderjakke af sine skuldre og smækket den op på skranken og fik med lethed sparket sine store læderstøvler af. Nøgen var jo nøgen, så sko talte jo heller ikke. Hun fik så bukket sig ned, og løsnet rebene om sine lægge, som fik bukserne til at folde sig ud, så de ikke var tæt ind til kroppen. Et hårdt klonk lød, hver gang et af hendes bælter blev løsnet op og faldt til gulvet. Der var både valuta og våben.

Selvsikkert løftede hun sit ene øjenbryn af Gortrosh, inden hun hev lidt ud i sine bukser, og gav slip på dem, så de faldt hele vejen ned på gulvet. Det afslørede nogle utroligt muskuløse ben, og ville automatisk få en til at forstå, at under skjorten ville gemme sig en muskuløs overkrop. På hvert lår var der også et stort lysere ar, formet som et stort X. Flere af gæsterne var oppe og kører over den ’langsomme’ afklædning og hvad den afslørede. Som hun en for en knappede sin skjorte op, blev man dog mødt af en forbinding på hendes overkrop, som skjulte de gode sager. Lydløst faldt den til gulvet. Hun åbnede så sin forbinding, og med lidt højere tempo fik hun viklet overkrop og brystkasse fri fra forbindingen. Man kunne nu se tre lange ar, som strak sig henover den ene skulder og lidt ned på ryggen, samt at hendes bare arme, ben og mave var fyldt med mange små ar. Tilskuerne bag hende kunne se hendes ryg var fyldt med Orkiske ord, som også gik ned ad hendes arme og ben, hvilket fik nogen til at træde lidt længere væk. Dura lod sin halskæde med de to ork-knogler blive hængende om hendes hals, eftersom hun ikke mente dette var påklædning. Aldrig nogensinde om hun ville bevæge sig rundt uden sit trofæ af sin søsters knogler.

Hun stod nu helt afklædt foran ham, med fulde, næsten halvlukkede, blå øjne. ”Det kan du tro jeg kan,” svarede hun ham tilbage, med en næsten lige så snøvlende stemme. Hun greb hans store hånd og begyndte at hive ham med ud af kroen. Hun skulle ikke være den første der gik ud i offentligheden helt nøgen. Desuden vidste hun ikke hvilken vej de skulle gå, og hvor langt der var. Hvis hun skulle vise vej, ville de nok aldrig nå frem. Hun åbnede derfor døren og prøvede at skubbe ham ud, for derefter at begynde på sangen.

”Femten mand på en død mands kiste! Femten mand på en død mands kiste!” begyndte hun halvt at skråle. I fuldskab vidste hun ikke om hende eller en måge ville lyde bedst.

"Ikke så hurtigt!" røg det ud af munden på den godt overrislede ork, der i en lidt for rask bevægelse blev tvunget ud af sin trancelignende tilstand og trukket med hen til hovedindgangen. Hans svagt slørede blik havde indtil nu hvilet beundrende på hunorkens muskuløse krop, og han havde allerede været langt henne i sin fantasi om, hvordan hun mon havde formået at tilegne sig de mange ar. Tankestrømmens fokus blev dog straks flyttet til den bitre erkendelse om, at han snart skulle ud og flage for hele Dianthos - skønt det var med lavthængende vimpel.
Med et insisterende skub ud ad døren befandt han sig pludselig ubekvemt tæt på et middelaldrende, kyseklædt kvindfolk, som nær havde tabt sin tunge mælkejunge, da hun stødte durk ind i kroejerens bare mave. "Gortrosh!?" blev der rystet udbrudt netop som malkekonens lysegrå øjne landede på seværdigheden, der hang mellem benene, på hendes handelspartner. "Gode guder... sig mig, har du ikke et arbejde, du skal passe??"  Rædslen i hanorkens ansigt var øjeblikkelig, og nu var det hans tur til i en vældig fart at hive Dura med sig videre - langt, langt væk fra den forfærdede enkefrues misbilligende blik. "Øh... jo!... bare.. stil mælken i køkkenet!" skyndte han sig at mumle i forbifarten og med en hånd på piratkaptajnens øvre ryg, der kontinuerligt skubbede hende fremad såvel som at fungere som et anker for hans stavrende skridt.
Det gibbede voldsomt i op til flere af folkene rundt omkring, da et højlydt og dybt "HEY HO, og en død mands rom!" rungede ud i den forholdsvis smalle gade. Gradvist forstummende klapsalver og pift lød et sted bag dem, formentlig fra en håndfuld af kroens gæster, som var fulgt med ud, men Gortrosh nægtede at se sig over skulderen. Selv ikke hjemmebryggens stærke indvirkning kunne dulme effekten af den smertefulde flovhed, malkekonen havde bragt over ham. Måske løsningen lå i at synge alle de tilbageblevne hæmninger ud. Næppe... men det var vel et forsøg værd. "Langt fra hjem er der intet at miste, hey ho, hey ho!"

Jo nærmere de kom på hovedgaden, des tættere blev menneskemængden, og det var efterhånden vanskeligt at navigere rundt uden at komme til at strejfe nogen. Størstedelen var dog mere end villige til at være først til at træde et skridt - eller fem - til siden. Det undrede ham egentlig en del, at der indtil videre ikke var blevet smidt nogle dumme bemærkninger i nakken på dem; men et par tårnende, åbenlyst beduggede og tilmed nøgne orker var måske i virkeligheden et rimelig intimiderende syn sådan en sen søndageftermiddag.
Tanken nåede dog dårligt nok at blive tænkt færdigt, inden det skete. En række af flyvende småsten, sandsynligvis samlet op fra den grusede vej, ramte ham én efter én i nakken. "Hah, der kan man bare se. Et par vaskeægte, grønne grissebasser på afveje!" - "Jeg vidste godt, at orker var primitive, men det der er sgu lige i overkanten, fy for den lede..." - "Leder I efter jeres unger? Nåh nej, dem æder I jo så snart de er født..." De racistiske kommentarer regnede nærmest ned over dem, da en gruppe halvstore teenagere kom vadende forbi. Sangen var ophørt umiddelbart efter den første sten var kollideret med hans heldigvis tykhudede nakke, og de muntre toner var i stedet for blevet erstattet med en sammenbidt mine. Den  anspændte underkæbe fik ham til at se voldsomt koncentreret ud, idet han greb hårdt fat om Duras overarm og forsøgte at trække hende med sig uden for meget ballade.
"Ignorer dem," hviskede han brummende ud gennem tænderne. "Ikke det værd." Han var pludselig blevet ganske kontant i sin tale. Dels fordi han ingen interesse havde i at lade de bumsede krapyler høre ham, men lige så meget fordi hans mave var begyndt at opføre sig en smule foruroligende. Hvis han skulle kaste op for anden gang, skulle det så absolut ikke finde sted her på åben gade - foran den hormonelle flok menneskebørn. Det ville alligevel være at synke for lavt, tænkte orken, inden han hev ekstra insisterende i sin ledsagers arm. Han håbede inderligt, at hun kunne holde sig i skindet. Den opførsel var formentlig aldrig gået på hverken et skib eller i en orkklan, men præmisserne i hovedstaden var altså noget anderledes. Her skulle man ikke være alt for retfærdighedshungrende som ork, hvis ikke man ville ende i arresten - et sted de i forvejen havde overvejende stor sandsynlighed for at tilbringe natten i, fik de ikke lidt fart på.

Duras skub nåede ikke langt, eftersom der stod et kvindfolk i vejen i døren. Blot at høre kvindes stemme, fik Dura til at grine højlydt, og hun var derfor også nem at skubbe ud på torvet. Han svar til kvinden, fik ikke hendes latter til at stoppe. Men da han begyndte at synge videre måtte hun jo prøve at følge med, ”…og en død mands rom!” nåede hun at være med på. De to stemmer var begge kraftige og ville sikker kunde vælte nogle omkuld i chok. Dura sang glædeligt videre sammen med Gortrosh, og kunne mærke at de små klappesalver og pift fra kroen af ikke gjorde hende noget.  Fuldskaben var kraftig nok til at dulme de hæmninger.

Som de kom tættere på hovedgaden, sørgede hun da for at synge mindst lige så højt som tidligere, hvilket vækkede opmærksomhed, som fik folk til at tage en fornuftig afstand til dem. Dura så jo ikke ligefrem helt fredelig ud, ligesom den lettere vommede…. Eller, orker så måske ikke rigtig fredelige ud sådan helt generelt… Men det var da også lige meget! Hun nød at folk var ’respektfulde’ og holdt deres afstand, indtil hun opdagede der blev kastet med sten efter dem. Hendes ellers meget glade og fulde ansigtsudtryk ændrede sig med det samme, som en lille sten ramte hendes skulder og hørte nogle små unger råbe af dem. Dura stoppede brat op, men nåede kun at stå et øjeblik før Gortrosh tog fat i hendes overarm og prøvede at hive hende med. Hun blev dog kun lige hevet et skridt frem. ”Hvad mener du?” brummede hun vrissent til ham, endnu en sten blev kastet, men rammede kun jorden mellem dem. ”De fortjener at få revet deres tunger ud,” sagde hun meget seriøst og med et ganske hårdt blik imod Gortrosh. Hendes blå øjne var faretruende. Det kunne godt være at alle og en hver på gaderne kunne se både det ene og det andet på Dura, men alt på hendes krop tegnede sig et mønster af kamp og død, så hun var ikke spor i tvivl om at børnene bare skulle skræmmes lidt. Selvom han holdt godt om hendes arm, fik hun med sine tæer samlet stenen op mellem dem, og anbragt i den frie hånd. Med et vred hun sig fri, idet hun drejede hele sin krop, til at kaste med den lille sten. Stenen blev sendt afsted med høj hastighed og ramte en af de racistiske børn i baghovedet, så han besvimede. Hun vendte sig derefter om mod Gortrosh. ”Han klarer sig!” sagde hun med et nyfundet smil, klar til at marchere videre og begyndte at synge for igen.

Pokkers. "Du skal ik-..." Det var med ren gru malet i det svømmende blik, at han drejede hovedet blot for at se Duras arm allerede midt i dén bevægelse, der ganske kort efter sendte den ene af de øretæveindbydende store børn ansigtførst ned i gruset. Det selvsamme grus gruppen af møgunger for få sekunder siden havde kylet efter de to orker. Åh guderne have nåde - var knægten faktisk besvimet?
"Hun er jo syg i roen..." hviskede den mest ranglede af de fire teenagere, som alle så lige skrækslagne ud. De selvfede grimasser var i den grad krakeleret, og det lignede næsten, at den yngste var på grænsen til at græde. Magtkampen viste sig dog ikke at være ovre endnu, og det blev gjort pinagtig klart, da den ældste, med et udspekuleret smil på læben, råbte følgende: "Barbariske orker! Hjælp! De har slået min kammerat ihjel! Hjælp!" Magen til slimede bastarder. De fortjente alle, hver og en, samme straf som deres omdejsede ven; men nogle kampe var nødvendige at lade ligge, og det her var bestemt en af dem.
Gortrosh havde knap nået at høre kaptajnens trussel, der var blevet ytret lige inden hendes vredesdrevne gerning, men slutningen revet deres tunger af ekkoede varslende i hans hoved. Hvis ikke de snarligst fik sat tempoet markant op, ville det givet vis blive til virkelighed - og ikke for de hvalpede menneskebørn.

Pludselig følte han sig meget, meget ædru. Om det var fordi al blodet var drænet fra hans hoved var ikke til at sige. Dog var der én ting som stod soleklart for ham - de måtte væk herfra. Og det skulle være lige nu.
Kroejeren fattede på ny hunorkens arm, og denne gang blev alle kræfter lagt i, idet han trak hende med sig ind ad den nærmeste, dunkle sidegade. Han følte sig allerede mindre blottet, men der var ingen tid til at stoppe op for bedre at orientere sig. Til deres held var de ikke kommet særlig langt, og han kendte det meste af Dianthos lige så godt som sin egen baglomme. De skulle bare fortsætte ned ad dette stræde og-... skarpt til venstre! Gortrosh fik nærmest kastet sig selv og Dura ind i en smal passage mellem to høje bygninger. Lyden af en byvagts dovne skridt nærmede sig ubehagelig langsomt, og han holdt rent instinktivt vejret, indtil han var sikker på, den distræte vagt var kommet på passende afstand. Den stygge spiritusånde blev prustet lige ud i ansigtet på den kvindelige pirat, men ingen undskyldning lød, hverken for dét eller hvor ukomfortabelt tæt de havde måttet stå, inden han atter hev hende med sig ned ad en ny, beskeden gade.
"Det her er skidt... skidt... meget skidt..." mumlede han utydeligt for sig selv, men løsnede dog sit stramme greb, såfremt hun ønskede at rive sig fri. Et hav af bekymringsfulde, omtågede tanker flød rundt mellem ørerne på ham. Det var lige til at blive bims af - ja, næsten på grænsen til edderspændt! "Er du fuldstændig hjernedød? Hvorfor gjorde du ikke som jeg sagde?" Han kom måske til at snerre det ud. Men han kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor hovedparten af orkere skulle være så forbandet uforsigtige og kortsynede-... præcis ligesom han havde været, da han havde kastet sig hoved først ud i en tåbelig drukkonkurrence med en vildfremmed.  En brat tavshed faldt over ham, netop som han blev konfronteret med, hvor meget en ork, han egentlig var. Menneskelige adoptivforældre eller ej, det var dæleme nogle stærke gener.

Som en oasis midt i ørkenen var Kyklopen et utrolig kærkomment syn. Stadig en smule sløret... men kærkomment uanset.
"Hvis du vil have noget i skrutten, er du velkommen. Du ved selv, hvor du finder dit tøj..." sagde han hæst. Undertonen bar præg af en hvis eftertænksomhed. "Bare husk at holde lidt lav profil det næste døgns tid. Jeg vil nødig betale for at få din formidable røv ud af fængsel." Gortrosh forsøgte ikke specielt vellykket at undertrykke et koket smil, der trods hans ihærdige indsats alligevel fik banet sig vej ind over det fremtrædne underbid. Skuldrene faldt i mellemtiden også ned i en mindre anstrengt position - formentlig som følge af adrenalinen som var pumpet ud i hans blodbane undervejs i den lettere hektiske flugt.
For første gang siden de havde forladt kroens grund lod han sine ravbrune øjne møde hendes blå. Fuldskaben var ikke aftaget hundrede procent, men havde efterhånden udviklet sig til en behagelig sløvhed fremfor kvalme og fjogeri. Det var også til at se i orkens blik, der var langt mere tilstedeværende end tidligere - og ganske diskret prøvede at signalere, at han ikke ønskede, hun allerede tog afsked nu.
"Det er også ved at blive mørkt, såeh..." En åbenlys løgn. Der var i hvert fald et par timers sollys endnu. Men hvad skulle en simpel hanork ellers stille op, hvis ikke han var klar til at skille veje med sådan et pragteksemplar af en hunork? Uden udtrykkeligt at bede hende om at blive, for han værdigede trods alt også sin stolthed rimelig højt.

Dura kunne mærke at de fleste af børnene var blevet forskrækket, og frygtede måske en værre skæbne for dem selv. Men der gik kun et øjeblik før at en af de ungerne følte sig overmodig, og begyndte at skråle op om at de var barbariske og havde slået drengen ihjel. Hun skulle til at vende sig om for at protestere og finde en sten mere, men nåede slet ikke at igangsætte en bevægelse til hverken det ene eller det andet, før Gortrosh tog kraftigt fat i hendes arm, og hev hende væk. ”Hey!” udbrød hun utilfredst. Hun magtede ikke at vride sig fri af hans greb, eftersom han virkede ret så seriøs og ikke ligefrem havde lyst til at forklare noget.

Med et blev hun skubbet ind mellem to bygninger, og han stillede sig helt op ad hende. Hendes havblå øjne spærrede op af overraskelse, som hun mærkede hans tredje ben ramme hendes muskuløse ben. Hvad havde han gang i? Nok var de orker, men hun var da bare lidt civiliseret… Eller engang i mellem… På det rigtige tidspunk ville hun sgu nok have været villig til det meste, men eftersom hendes blod stadig småkogte fra børnene, var det ikke lige en priotet. Hun skulle til at brokke sig, da hun lagde mærke til lyden af nogle skridt nærmede sig. Tydeligvis gemte de sig fra nogen. Var det mon damen fra tidligere? Hun var et øjeblik fristet til at skubbe ham ud foran den nærmende person, men som hun fik lyttet efter, kunne det godt have været en af Dianthos byvagter, så hun lod være, og tog sig tiden til at betragte kroppen foran hende. Hun syntes i hvert fald ikke hun havde fået sig et fuldt billede af hvem hun havde med at gøre. Han var i hvert fald en del bredere end hende – men det var måske også klart nok, når man ikke havde brug for at kæmpe til daglig. Gad vide om tiden væk fra havet ville få hende ud af form? Det måtte bare ikke ske. Det varede et øjeblik, før byvagten var langt nok væk, og det resulterede da også i at hun fik en pludselig og væmmelig ånde i hovedet, som kroejeren pludselig åndede ud. Hun rynkede lidt på næsen, men blev straks hevet med videre.

”Hvorfor er det skidt?” brummede hun lettere muggent, rev sin arm fri fra hans greb og rynkede kraftigt på brynene uden helt at tænke på hvilke konsekvenser det havde for ham. Krystalianerne i Dianthos manglede respekt for orkere, og Dura mente bestemt at hun var den rette til at vise dem hvordan man respekterede orkere. Gortrosh pludselige udbrud fik hende til at tage hårdt fat i hans arm, for så at gå ind foran ham, så han blev nød til at stoppe. ”Ligner jeg måske en der tager imod ordre!” snerrede hun tilbage. Værende både kaptajn og orkklanleder, var hun i den grad ikke en der tog imod ordre, men til tider overvejede rådgivning. Som hun stod der helt nøgen ville nogen orkere måske mene hun var en smule sårbar, og derfor ville minde om en som tog i mod en bestemt slags ordre. Hun trådte væk fra ham og forsatte i retningen mod Klyklopen og sammen med ham trådte hun ind. ”Jeg kunne helt klart godt bruge noget føde,” mumlede hun, næsten tilfreds bare ved tanken. Med afslappede skidt nærmede hun sig sin bunke af tøj, og trak så sin skjorte over sig uden at knappe den, hvorefter hun begyndte at trække sine bukser på. Som hun stod der, med røven i luften, halvvejs nede i et bukseben, kunne hun ikke lade være med at smågrine lidt af hans kommentar. Det smigrede da. Hun fik nu hevet sine blå bukser op, og ved brug af et af de mange bælter, fik hun det spændt fast, så de ikke bare lige ville falde ned. Hun rettede sig op og lod sit blik falde på den stadig nøgne ork. Hun var træt, men hun vidste også det ville være tåbeligt at lægge sig til at sove på et eventuelt ledigt værelse – selvom det var tiltalende. Kroens vægge virkede til at sænke noget af den vrede der havde siddet i hende. Hun skævede ud af et af vinduerne, og kunne se det stadig var forholdsvis lyst udenfor, ”Jah, nok ikke… Men hvad koster et værelse?” spurgte hun, inden hun satte sig på en høj stol. Kort, gled hendes blik op og ned af ham, for at hentyde til han stadig var nøgen, og nok burde få noget tøj på.

Efter deres umiddelbare ankomst til kroen, blev en flad hånd anbragt mod den sortmalede bagdør for at skubbe den op, hvorefter Gortrosh beskedent trådte til siden, så der blev plads til, at Dura kunne smyge sig vej forbi ham. Han drog en dyb indånding, netop som hun passerede og med en lettere smørret trækning i mundvigen, åbnede han sin mund for at sige noget i retning af 'få lige lidt fart på'.  Dog blev han hurtigt enig med sig selv om, at det måske var at lege lige lovlig meget med ilden. Kaptajnen havde fået malet et ganske utvetydigt billede af, hvordan hun havde det med at blive kommanderet rundt med. Derfor valgte han at holde sig i skindet, skønt det var på bekostning af et godt grin.
I samme øjeblik som døren knirkende lukkede i bag dem, ramte den hjemmevante duft af Kyklopen hans næsebor. Duft var måske en rimelig grov fordrejning af virkeligheden. Det var nærmere en indelukket dunst af spildt mjød og sved, og som om dét ikke var horribelt nok, dvælede stanken af opkast forstat i den dunkle krostue. Heldigvis lod det til, at det tidligere publikum havde glemt alt om væddemålet og sad atter og hang rundt omkring deres respektive borde. Sikke en lettelse.

Orkens brune øjne faldt tilfældigt på den muskuløse pirats strittende bagdel i hans færd hen til sin egen tøjbunke, og han fik pludselig yderst svært ved at fokusere på noget som helst andet. Knap så tilfældigt. Det fikserede blik blev dog prompte løsrevet, idet en skarp, irettesættende rømmen fik ham til at se op.
Til hans store skræk blev han mødt af et ganske misfornøjet, rynket ansigt, netop som han stillede sig bag serveringsskranken - endnu nøgen. "Du troede vel ikke, at du kunne snyde mig for mine krystaller, kære kroejer?" Malkekonen fra tidligere sendte ham et snævert smil og kunne ærlig talt godt have gjort sig en anelse mere umage med at skjule den åbenbare fordømmelse i hendes årvågne blik. "3 ravstykker som sædvanlig... jeg håber sandelig, at det er sidste gang, jeg uvilligt skal beskue din grønne lammekølle. Det er måske en smule uprofessionelt..." formanede hun, dog med et diskret, drilsk glimt i de gamle øjne. En kogende rødmen skød øjeblikkeligt frem i de spidse ører, og man kunne nærmest se, hvordan han skrumpede i højden. Det modne kvindfolk klukkede tilfredst for sig selv, alt imens han fandt den aftalte mængde penge frem fra under disken.
"Nej... jo... tak for din evigt pålidelige service, Ragnhild..." mumlede han i et undskyldende tonefald og skulle til at lægge ravmønterne på den hjemmebryg-tilsølede skranke, men endte efter en hurtig reevaluering med at overrække dem direkte til menneskekvinden. Med et høfligt nik forsvandt hun gudskelov ud ad hovedindgangen, og et indespærret suk fik Gortosh' brystkasse til at hæve sig markant.
Forespørgslen om prisen på et værelse ledte hans blik tilbage på den nu påklædte hunork. Den røde farve i ørerne blev om muligt endnu kraftigere, da hun med de fængende, havblå øjne gjorde ham pinligt opmærksom på hans fortsatte nøgenhed. "Ehm..." startede han ud og forsvandt kortvarigt bag baren i hugstilling for at samle sine klæder op. "7 ravstykker... hvis det er for en enkelt nat," lød svaret, som han småforlegent ytrede, mens han fik trukket bukserne på igen. Den knækhvide trøje med den løseligt tilsnørede, dybe halsudskæring røg efterfølgende ned over hovedet og til slut over maven. "Du kan altid betale senere. Sid ned for nu. Jeg daffer ud i køkkenet og finder noget, du kan æde." Et flygtigt smil sneg sig  hen over hans læber, men svandt brat ind, da den arme kroejer med stor forsigtighed måtte bære de brækfyldte beholdere med ud i køkkenet.

En sagte rumsteren kunne høres ude fra det tilosede rum bag bardisken, som kander og krus blev smidt ned i en stor balje til senere afvaskning. Ikke så forfærdelig længe efter svingede den salonlignende dør op og med sin frie hånd, tørrede Gortrosh i en vant og ferm bevægelse toppen af skranken af med en opvredet klud, før der blev serveret. En skål, forarmet med skår, blev placeret foran hende; indholdet var en dampende, grøntsagsfyldt suppe, hvori et kalkunlår hvilede mod skålens kant.
"Velbekomme." Ingen betaling blev krævet. Det kunne vel anses som en nonverbal undskyldning for hans vrissende opførsel. Desuden var hendes selskab belønning nok. Men det holdt han naturligvis for sig selv. Han løftede en af de store hænder op til munden for at skjule et rævesmil, hvorefter hånden gentagende gange blev strøget ned over det grove skæg, mens han kastede stjålne blikke hen mod Dura. "Så, kaptajn og klanleder, hva'? Det er vel ikke dine klanmedlemmer du har med ombord, er det?" Han lagde underarmene på den småskæve skranke og lænede sig nysgerrigt fremad. Det lød som et temmelig begivenhedsrigt liv. Hun var i hvert fald en person med masser af karakter. Selvom dette var tydeligt for enhver, var han stadig uklar på, hvad det præcis var han fandt så forbandet tiltalende ved hende; noget han generelt havde forsøgt at fortrænge, siden hun første gang var trådt ind i kroen.

Lettere fumlende med sit bælte, hørte hun en rømme sig, og Dura så straks op mod stemmen og lagde straks mærke til hvordan hun snakkede til ham. Respektløs… Men måden han svarede hende tilbage fik hende dog til at hæve et øjenbryn – det var jo næsten ynkeligt. Hun lod sit blik fjerne sig fra dem og deres samtale, men det tog kun et øjeblik før malkekonen forsvandt ud af døren, med nogle ravstykker mere i lommen.

Dura så nu tilbage på kroejeren, som havde fået en lidt anden farve i hovedet end tidligere. Hun lo en smule, som straks begyndte at tage sit tøj på. Hun overvejede at kommentere på om han var blevet usikker på at være nøgen sammen med hende – men hun var i tvivl om hvorvidt hun ville kende til hans svar. For nu.  Hun smilede dog af hanorkens tilbud om at betale senere, selvom hun allerhelst så at hun betalte nu, inden hun glemte det. Hun satte sig dog ned på en af de høje stole og så med rolige, og måske en smule trætte, øjne mod kroejeren, som forsvandt ud i det der måtte være et køkken. Hun var lykkelig over han tog bræk-spandene med ud i køkkenet, så hun ikke skulle side i lugten af deres fælles maveindhold. Der var godt nok stadig en våd plet på gulvet bag hende, fra da hun tidligere kastede op ud over en kunde.

Ud kom kroejeren med en klud og en tallerken med noget varm. Hun kunne mærke sulten tog lidt til som hun så tallerkenen, og hun kunne næsten mærke hvordan hendes tænder løb lidt i vand, som han fik tørt bordet af og sat tallerken foran hende. Som enhver anden orkklanleder og kaptajn, takkede hun ikke for maden, men gik blot i gang med at spise med det samme. Hendes øjne skinnede næsten af glæde, eftersom hendes mave havde været ret tom siden hun havde vendt maven på vrangen tidligere. ”Det smager bedre end din hjemmebryg,” smågrinte hun før hun blev spurgt om hendes bemanding på skibet. Med kalkunlåret i den ene hånd, og et stykke af kødet hængende ud af munden så hun tænkende og lettere overrasket på ham. Hun fik hurtigt det sidste stykke kød ind i munden, før hun rettede sig op og lagde kalkunlåret tilbage i skålen. Hun rømmede sig lidt før hun fnøs, ”Klanen ville slet ikke kunne finde ud af at være på et skib,” smågrinte hun, blot ved tanken. ”Begge dele er hver sin familie,” sagde hun med et lille smil, og lod to fingre samle den ene af knoglerne som hang i hendes halskæde op. Hun trillede den lidt mellem fingrene før hun så op på ham. ”Er man ikke egnet til at være i familien ryger man ud,” hun havde et lumskt og måske en smule mørkt smil på læberne. Hun greb nu rundt om knoglen med hele sin hånd. Dura havde jo dræbt sin tvilling, fordi hun havde været lidt irriterende at være relateret til. Så ud var det med søsteren. Hendes far var jo også ’smidt ud’ af Dura. Hun rystede lidt på hovedet ved tanken om hendes baggrund. ”Hvis min klan var min bemanding, ville jeg ende med ikke at have hverken det ene eller det andet,” smågrinte hun lidt, selvom der var en del seriøsitet i det hun fortalte. Klanen var helt klar dem hun dræbte flest af. Hendes pirater var noget andet, de var skrøbeligere og der skulle næsten ingenting til, før de rettede sig ind. Orker derimod… ”Vil du da ombord? Jeg kunne da godt bruge en god kok,” hun smilte skævt og så en gang op og ned ad ham. Han kunne sikkert også være til andet nytte end bare en kok.

Begejstringen i kaptajnens øjne talte sit tydelige sprog, men det medfølgende kompliment fik ham nu alligevel til at trække på smilebåndet. Mad var sådan en fantastisk ting at glæde andre med, særligt hvis det faldt på et tørt sted. Den oftest rustikke madlavning var dog ikke for alle og enhver, men det forekom yderst sjældent, at en af hans artsfæller klagede. Hans blik gled stilfærdigt rundt på de andre, nu knap så højrøstede gæster. Der var en hel del stamkunder til stede foruden den store gruppe af søfolk. De sad som regel og hang for sig selv ved deres sædvanlige borde, og i dag var ikke nogen undtagelse.
De hårde folder, som typisk var at finde i Gortrosh' ansigt, blødte så småt op og efterlod et noget mildere udtryk, som følge af den behagelige ro, der pludselig var blevet lagt over kroen. Den søvndyssende effekt af alkoholen lod til at have sat ind hos samtlige personer på en og samme tid. Nu når han tænkte over det, følte han sig efterhånden også en smule dvask.
"Ja så?" brummede han i et muntert tonefald som svar til Duras mistillid til sin klans evner ombord på et skib. Selv med hans begrænsede indsigt i orkklaner, ville han vel egentlig give hende ret. Livet på havet var bestemt ikke for alle; noget han kunne nikke genkendende til. "Det er heller ikke så skidt endda. At have to familier. Så bliver man næppe træt af hinanden lige så hurtigt," tilføjede orken kort efter og lod frit øjnene følge hendes hånd ned til vedhænget, dinglende fra kæden om hendes hals. Knogler. Han havde skam bemærket dem tidligere, men blot ikke gjort den store notits af det. Piratens næste kommentar fik ham dog til at spænde kæben en anelse. Det var muligt, at han på mange punkter var mere menneske, end han var ork, hvilket især blev gjort tydeligt i hans måde at anskue verden på; men derfor var han ikke blind for, hvad et liv som ork indebar. Hvad han ikke havde hørt af historier i årenes løb som kroejer. Grænseløs vold var uden tvivl omdrejningspunktet for de fleste orker, der sågar ikke tøvede med at slå både nære familiemedlemmer og venskaber ihjel, skulle de stille sig i vejen for et langt vigtigere formål. Det kunne tilmed bunde i noget så simpelt, som at deres ære var blevet det mindste betvivlet. Han var selv et stolt væsen, men ikke på bekostning af andres liv.
Stemningen, der før havde været så munter, havde taget et mærkbart dyk. Trods dette var han hverken forfærdet eller bitter. Efter at være vokset op i et hjem med åbensindede, menneskelige forældre havde han ikke kun fået en forståelse for, at livet var en gave, men også at der fandtes utallige måder hvorpå, det kunne leves. Og en af Kyklopens fornemmeste opgaver var at skabe et rum, hvor der var plads til netop dette. Så det var med et uændret, fordomsfrit blik i de ravbrune øjne, at han atter skiftede sit fokus til Duras ansigt.
Da spørgsmålet om, hvorvidt han var interesseret i en stilling som kok ombord på hendes skib, forlod hunorkens mund, var hans første reaktion et latterfyldt grynt efterfulgt af en dvask rysten på hovedet. "Kun hvis du har lyst til at se mig kaste op adskillige gange endnu," advarede han hende om. Mundvigene krøllede gradvist mere og mere op ad i et smørret smil samtidig med, at øjnene svagt blev knebet sammen. "Hvorfor? Kommer du til at savne mit forrygende selskab, når du er stukket til søs igen?" spurgte han med en drilsk, grænsende til flabet, stemmeføring. Gortrosh fjernede armene fra skranken og rankede dovent ryggen, ganske strategisk, så han ikke sad lige i skudzonen, hvis bemærkningen ikke faldt i god jord hos kaptajnen. Hun er jo tydeligvis lidt sensitiv med den slags, tænkte han og kunne ikke holde et svedent grin inde. "Nu må du ikke drukne i dine egne tårer. Du ved jo, hvor jeg er. Der vil altid være et ledigt værelse til dig," forsikrede han i det samme, spøgfulde tonefald, selvom der nu også var noget oprigtighed i hans drilagtige ord. "Og hvis ikke... er min seng stor nok til to." Han havde simpelthen ikke kunnet dy sig, men så snart den risikable bibemærkning var blevet ytret, skød en følelse af øjeblikkelig fortrydelse op i ham. Ikke fordi han skiftede mening undervejs; seksuelle tilnærmelser var bare ikke noget, han gjorde sig specielt meget i, og hans selvforræderiske mund føltes pludselig enormt beskidt. Spiritussen var dog heldigvis stadig til stede i hans system, og han holdt derfor ved sit ord takket være den resterende snert af flydende mod.

Gortrosh minimale kommentar til hvorvidt hendes klan kunne klare det på havet, fik hende til at trække på et skævt smil. At have to ’familier’ var vel i orden – borset fra hun ofte brugt lang tid med familien på havet, og ikke særlig lang tid med familien på land. Heldigt for hendes klan, at hun havde en stærk og fornuftig moder, som tog over når Dura ikke var til stedet. Det var dog et spørgsmål om tid før den gamle kone ville visne hen, i det barske klanliv. ”Jeg ser faktisk min bemanding oftere end klanen,” pointerede hun og trak en anelse på skuldrene. Dura havde kun været klanleder i cirka et årti, og havde generelt ikke brugt meget af den tid på landjorden. Hun havde også en fornemmelse af at hun sikkert snart skulle afsted igen – men det var aldrig til at vide.

Hun slap knoglen fra sit greb, og den faldt tilbage ved siden af den anden. Normalt bar Dura også sin fars tænder i ørene, men dem havde hun faktisk forlagt på skibet. Da han grinte af hendes forslag om at han kunne komme ombord, blev hendes læber en anelse tynde i en beherskning, men hans forklaring, fik hende til at spænde læberne op i et smil i stedet. ”Så længe det er ud i havet og ikke på dækket, så er det i orden,” hun prøvede som sådan ikke at overtale ham, men prøvede blot at pointere at opkast og søsyge ikke var et problem på hendes skib, så længe det ramte havet, og ikke hendes skib. Endnu en knap blev trykket på, som han spurgte hende om hun ville savne ham, når hun tog afsted. I stedet for at reagere, som hun ville have gjort, hvis det var en fra hendes klan, tog hun blot endnu en bid af kalkunlåret, mens hun klukkede lidt af ham. ”Du ville være i drømmeland, hvis jeg kunne huske dig, efter en tur på havet” Dura havde det med at glemme ’ubetydelige’ væsner efter lange sejlture. Klanen, bemandingen og de vigtigste kontaktpersoner var dem der blev husket, efter en rejse.

Hans kommentar om et ledigt værelse eller hans soveværelse, fik hende til at stoppe brat med alle sine bevægelser. Man kunne måske ane hendes tunge fjernede noget fra de øverste tænder, før hun ruskede lidt med kalkunen, som en lærestregs-pegefinger. ”Hvor skal du så sove? Du fylder jo for to,” spurgte hun med et ret så kækt smil. De var begge ret så bredskuldret, og nogen havde mere mave end andre… Men det var kun ment som en drillende bemærkning. Hun tog en doven sidste bid af kalkunbrystet, før hun lagde den resterende knogle ved siden af sig. Mellem sine hænder, samlede hun skålen op, før hun tog den op til sin mund og hurtigt fik drukket grøntsagssuppen. Hun satte tallerkenen ned foran sig. Det var godt at være mæt nu. Hun begyndte nu at knappe sin skjorte sammen, så midten af hendes brystkasse og mave ikke var synlig længere.

"De må savne dig." En noget naiv kommentar i retrospekt. Det var næppe sådan virkeligheden forholdt sig. Med det i baghovedet kunne han ikke lade være med at tilføje: "Eller også holder de fest hver gang, du tager afsted." Han forsøgte ihærdigt at undertrykke en vellysten gnæggen og blev hurtigt enig med sig selv om, at han hellere måtte holde lidt igen med de tirrende bemærkninger. Ellers ville han blot ende som endnu et knoglevedhæng om hendes hals.

Ud i havet og ikke på dækket. I de få år han havde været kok på det åbne hav, var i hvert fald halvdelen af hans tid blevet spenderet på at hænge ud over rælingen på skibet. Med alt det han havde kastet op, var Gortrosh faktisk overbevist om, at havet hovedsageligt bestod af hans mavesyre. Og de fiskeboller, der havde ligget og svømmet rundt i den.
Det var med imponerende kvikhed, at Dura tilsyneladende ufortrødent afledte hans spøgfulde vits om savn med et noget mere næbbet svar. Trods hendes klukken forinden, ville han lyve, hvis han påstod, at han ikke havde følt bare et lille stik i hjertet, da hendes ord først rungede ud i krostuen. Hans fornuft prøvede at overbevise ham om, det blot var  rent dril, men der lå stadig en sandhed i det - ja, selv for hans vedkommende. Kunder kom og gik, og det var sjældent, at de var lagret i hans hukommelse særlig længe ad gangen, hvis ikke de jævnligt kom retur. Noget fortalte ham dog, at han ville få en hel del sværere ved at glemme Dura. Lettere opslugt af sin nedadgående spiral af tanker, blev et lidt halvhjertet grin givet som den eneste form for respons, inden han tavst lænede sig op ad skranken igen. De brune, udtryksfulde øjne gled observerende rundt på den kvindelige orks grove, men dog feminine ansigt, mens han forsøgte at gætte sig til præcis hvad hun tænkte.

Atter uden støtte fra den mørke egetræsbar og med et afventende blik fastnet på piraten, havde han nær kløjes i sit eget spyt, da endnu et rapkæftet svar lød. "Hva'?! Din møghvalp! Det bliver oven på dig, hvis du ikke passer på!" røg det ud af ham ledsaget af en kort, buldrende latter. Tvetydigheden af sætningen slog ham først efterfølgende, og der var det ligesom allerede for sent; så han tog en beslutning om blot at lade bolden rulle. "Medmindre du foretrækker den anden vej rundt." Et smørret grin fik den brede underkæbe til at rykke endnu længere frem, men det blev kun få sekunder efter reduceret til en halvdoven trækning i mundvigen ved lyden af en tydeligt snalret, oversensuel kvindestemme.
"Ved du ikke, at det er uhøfligt at lade en dame vente?"  hikkede den tilbagevendte blondine, idet hun med en albue på den skæve skranke svajede ind mod Gortrosh. En af de spinkle hænder blev rakt fremad for at stryge hans underarm, men takket være hans nu knap så berusede tilstand var han tjep til at smide armen om bag ryggen. "Du må lige vente lidt længere. Jeg har et arbejde at passe," udslyngede han, bestemt ikke vrissende, dog blev der heller ikke lagt låg på, at han på ingen måde var interesseret. Det var et ualmindelig tøsefornærmet fnys, der blev pustet ud gennem den fregnede næse, og mennesket satte, åbenlyst forulempet, en hånd på hver hofte. "Åh, så du har tid til at snakke med hende, men ikke mig?" vrængede hun i irritation og så for første gang siden samtalens start over på orken, hun stod faretruende tæt på. Hendes ord havde næppe nået at blande sig med luften, før kroejeren en smule panikslagen rømmede sig højtlydt fra sin plads bag disken. Fik han hende ikke meget hurtigt væk, ville hun utvivlsomt ende som offer for Duras nådesløse knytnæve.
"Køb noget eller sæt dig." Den mørke stemme fik det til at fremstå en del hårdere, end det egentlig var tiltænkt. Det viste sig dog at bære frugt, og ligesom tidligere vendte kvinden om på hælen, rødkogt af raseri i de allerede oversminkede kinder. Denne gang var det dog med kurs mod udgangen fremfor et sæde i den varme krostue. "Din mad er også forfærdelig!" blev der skrålet på vej ud efterfulgt af et ordentlig smæk, da døren blev knaldet i. Magen til frækhed! "JA SÅ?! Og du er en loppebefængt skøge!" råbte han af sine lungers fulde kraft for at være sikker på, at den uforskammede tøs kunne høre det gennem døren. Gortrosh måtte bide sig i kinden for at forhindre endnu en stribe skældsord ryge ud af munden på ham. Meget fandt han sig i - men unødig kritik af hans mad var bestemt ikke en af dem!
Han lod sit blik falde tilbage på sin samtalepartner for hvem det ville være tydeligt, at han var godt irritabel. "Jeg skal have noget mjød," brummede han beslutsomt. Den grønne hud sydede helt.

Efter en tur hen til den store trætønde i hjørnet, hvor han i sin iver havde bundet to halvfulde krus af den noget mere velsmagende sprut, stak han et nyopfyldt bæger op i hovedet på piratkaptajnen. "Drik med mig." Han havde godt nok erfaret, at det var en dårlig idé at hundse med hende, men samtidig havde han på fornemmelsen, at hun ikke ville kunne afslå et tilbud om mere spiritus.
"Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har lyst til at kyle en sten i nakken på visse folk i løbet af en dag..." mumlede hanorken ned i den skummende væske, inden han tog en lang, grådig slurk. Et suk blev prustet ud, i samme øjeblik som hans øjne vandrede hen mod et af de dunkle vinduer. Solnedgangen var lige på trapperne, hvilket betød, at der ikke var så forfærdelig lang tid tilbage, før han måtte gene gæsterne op ad deres sæder og ud på gaden. Alt sammen på grund af problematikken med Kiles Orden og deres evindelige vås. Udgangsforbud efter mørkets frembrud - hvad var det for en omgang tyrelort. Det eneste det havde formået at gøre var at reducere hans indtjening. I det mindste fik han lidt tid for sig selv hver aften. Eller...
"Hvad blev det til med det værelse? Overnatter du?" Gortrosh skævede forventninsgfuldt til klanlederen ved sin side og undgik bevidst ikke at nævne noget om hvilket værelse. Det måtte være op til hende.

Dura var ikke et sekund i tvivl om at hendes klan og bemanding faktisk savnede hende hvert sekund hun var væk. Det kunne godt være hun var tarvelig mod dem en gang i mellem, men størstedelen af tiden var hun jo sød nok! Det var kun de nyeste rekrutter der lige skulle finde ud af hvordan man begav som om hende, som kunne have det lidt svært. Hun smilte lidt over hans drillende kommentar til at de måske holdt fest hver gang hun tog afsted. Han var da lidt komisk. Hun nikkede lidt og valgte ikke at kommentere på det men klukkede blot lavt. Så læge han ikke troede han kunne forsætte med at ’nedgøre’ hende, så var han vel et godt sted som han stod nu.

Efter hendes modsvar på at hun nok ville glemme ham efter at have været på en udflugt på havet, lagde hun mærke til at han ikke så nær så glad ud. Hun havde måske ramt ham et sted der var ømt. Sikke en mand. Håbløst prøvede han dog at skjule det ved at give hende et halvhjertet grin. Hun rystede blot lidt på hovedet af ham, før hun sendte sin kommentar om hvor han skulle sove mod ham.

Hun trak på et skævt smil over hvordan han reagerede. Han svarede faktisk igen. Hun var lige ved at komme med endnu en rapkæftet kommentar, men han nåede lige at tilføje en sætning som vendte hans sætning til noget helt andet. Hendes blå øjne kunne måske synes at være blevet en anelse større som han nævnte at hun kunne ’sove’ oven på ham. Hun smågrinte lidt: ”Tror klart jeg ville foretrække at være øverst.”

Dura skulle faktisk lige til at lette sig fra sit sæde for at nærme sig Gortrosh noget mere. Han havde sagt nogle ord der havde pirret hende lidt. Men lige som hun skulle til at bevæge sig, hørte hun den blonde pige fra tidligere begynde at klage over at hun skulle vente. Dura rystede lidt på hovedet og syntes at Gortrosh gjorde et godt forsøg på at feje kvindfolket væk. Udover et ikke virkede. Pigen frygtede tydeligevis ikke døden, som der blev sendt en spydig kommentar tilbage til Gortrosh, som omhandelde Dura.

Med en langsom og passiv aggressiv bevægelse vendte Dura sig mod pigen som stod rapkæftet tæt på. Dura havde været meget tæt på at ville rejse sig fra sin stol, så pigen havde kunne se hvilket højt og muskuløst væsen hun lige havde snakket ned til. Hørelsen havde i den grad lukket af for alt. Hendes fokus var udelukkende på tøsen som havde lovet sig ud i en omgang ballade. Det varede dog et splitsekund før tøsen vendte om at kroejerens ord. Da pigen gik væk, var det som om Dura pludselig kunne høre alt igen og hun blev da mødt af pigen der skreg af ham og Gortrosh der råbte tilbage. Hun blinkede lidt med de blå øjne før hun vendte sin krop mod baren og hanorken. Mjød. Hun nikkede blot bestemt tilbage, og fulgte ham med sit blik som han bevægede sig hen for at skænke lidt til sig selv. Klarede han sine konflikter med alkohol? Det var selvfølgelig også en mulighed. Dura plejde blot at knække nakken på hendes problemer. Så var der nemlig ikke noget problem længere…

Der gik et split sekund før hun næsten fik et krus i ansigtet. Med kækt smil tog hun i mod den. Nok ville hun ikke kostes rundt med, men mjød sagde man aldrig nej til. Straks begyndte hun at drikke den velsmagende flydende mjød. Det var noget af en opgradering fra hans hjemmebryg. Dura kunne lige høre hans kommentar omkring at kaste en sten i hovedet på folk og begyndte straks at kløjes i sin mjød i overraskelse og latter. Med lidt besvær fik hun sunket sin mjød efterfulgt af noget hoste, ”Du skulle bare vide hvor ofte jeg gjorde det,” grinte hun mellem sine host. Med en lille antydning af tårer fik hun rettet sig op med en anelse mere farve i hovedet. Hurtigt fik hun tørt de våde øjne, så de ikke ville løbe ned af kinderne.

Dura så sig over skulderen, som han nævnte om hun skulle have et værelse at sove i. Hun kunne se det var ved at blive mørkt, og hun vidste der var noget om et udgangsforbud. Som sådan betød det ikke noget for hende, men måske ville det sparre hende tid, penge og krafter blot at sove på den kro hun allerede var på.

”Ja… Jeg kan sgu nok ikke nå at finde et andet sted inden der er udgangsforbud,” sagde hun og så tilbage til ham. Hendes svar kunne godt lyde som om hun faktisk gerne ville vinde et andet sted, men det var blot for at drille ham lidt mere. Hun nød hans selskab indtil videre.