Ianthe var lige ankommet til den nye lejr. Ianthes mor var kommet hjem efter mødet, med beskeden om at de skulle flytte og havde bedt Ianthe og hendes storebror om at pakke de mest nødvendige ting. Ianthe havde ikke spurgt nemmere ind til hvad der var sket og hvorfor de skulle flytte, da hun godt vidste at hendes mor ville fortælle det når der var tid. Nu gik Ianthe så rundt med bare tæer i det varme sand og forsøgte at finde ud af, hvor mange der var i den nye lejer og om hun kendte nogle af dem. Ind til videre havde hun kun set folk som hun vidste hvem var men aldrig havde snakket med. Ianthe var glad for at hendes mor havde fortalt at Ianthes moster, kusine og to fætre også ville flytte til den nye lejer, for lige nu var her lidt ensomt. Ianthe havde somregel ikke noget problem med at være alene, men det var rart at vide at der ville komme nogle kendte ansigter. Ianthe stod i det bløde sand og vrikkede lidt med tæerne. Det havde været hårdt at flytte så pludseligt og Ianthe var bange for at hendes evne ville bryde ud hvis hun gav udtryk for hvad hun følte. Ianthe kiggede op på himlen, for at tjekke om hendes evne havde ændret på vejret, men der var høj solskin og Ianthe sørgede for at holde sine følelser under lås og slå. Ianthe vendte om i sandet og begyndte at gå ud i mod vandkanten.

Kalliope ledte efter den unge dreng der havde båret den ene af hendes tasker fra lejeren men det lod sig ikke sådan lige gøre. Det hele var nyt og hun havde lidt svært ved at finde rundt i lejeren selvom at den var ganske lille endnu. Hun var meget overrasket over at så mange allerede havde taget beslutningen men det varmede om hjertet. Hun viste dog også at der lå en konfrontation i horisonten, og hun håbede blot at den ville blive så lille som mulig og ikke skabe for meget smerte. Hendes syn var dog konsistente og det betød som regel at det var uundgåeligt.
Hun strøg forsigtigt de lange sorte lokker om bag det ene øre og frigjorde sin ørering i samme bevægelse mens hun strakte hals efter drengen eller et andet medlem af familien. Hendes kønne lilla øjne faldt snart på en ung skikkelse og et smil krustes på hendes læber. "Ianthe!" Kaldte hun. Hun samlede kjortlen bedre om sig og gik gennem sandet mod skikkelsen.

Ianthe stod med tæerne i vandkanten og mærkede hvordan vandet skvulpede hen over hendes fødder, da hun hørte nogen kalde hendes navn. Ianthe havde egenligt mest lyst til at være alene, men hun ville ikke være uhøflig, så hun vendte sig om for at se hvem det var. Ianthe var lettet over at se at det var Kalliope og glad for at hun havde valgt at flytte over i den nye lejer. Ianthe tilføjede Kalli til den liste hun havde lavet i hovedet over hvem der var flyttet over i den nye lejer. Ianthe stod i vandkanten og kiggede mens Kalli gik over mod hende. "Kom du sammen med min moster og hendes børn?" spurgte Ianthe, da Kalli var kommet helt hen til hende.

Kalliope trak en anelse op i den hvide kjortel så den ikke blev våd hvis havet pludselig ville overraske hende, og stod der med et lille skridt bag Ianthe. "Ja, har du set dem? Din fætter bar den ene af mine tasker, og jeg ved ikke hvor de forsvandt hen" For mange ville den sætning ikke give mening. Det forventede at Kalliope viste præcis hvad der skete hvornår grundet hendes evne. Et venligt smil spillede på hendes læber mens hun så på Ianthe. "Er alt i orden?" En bekymret fure viste sig mellem hendes øjenbryn og selvom at hun havde lyst til at lægge en hånd på Ianthes skulder afholdt hun sig fra det. Fysisk kontakt var som regel udløseren for hendes syner og lige nu havde hun ikke lyst til at ødelægge sit humør med forudsigelser.

Ianthe stod og nød duften af det salte havvand der blandede sig med den varme let fugtige luft. "Nej jeg har ikke set dem, men de skal vist bo i telt sammen med os, så vi kan jo gå hen og kigge efter dem." Ianthe ville gerne sige hej til resten af familien og de ville sikkert også gerne have lidt hjælp til at få pakket ud. Selvom Ianthe befandt sig godt alene elskede hun også at tilbringe tid med hendes familie, selvom de godt kunne være lidt kaotiske en gang imellem. "Ja jeg er okay, det er bare lidt forvirrende at skulle flytte og sådan." Sagde Ianthe mens et lidt bekymret og nervøst smil spillede om hendes mund. "Og så er jeg lidt bage for at jeg kommer til at miste kontrol over min evne.. men det er jo ikke noget nyt.." Det begyndte at trække op og blæse lidt kraftigere end det havde gjort før og Ianthe vidste med det samme at hun havde ladet sin koncentration slippe. Hun skyndte sig at fokusere på at genopbygge den mentale mur der sørgede for at hendes følelser blev inde i hende selv. "Hvad med dig? Hvordan har du det? Ved du hvor du skal bo?"

Kalliope smilede og besluttede sig for alligevel at række ud da hun mærkede at det blæste lidt op. Hun lagde en beroligende hånd på Ianthes skulder. "Det skal nok gå, det hele er nyt for os alle. Men når først vi finder et fast sted at være så falder der lidt ro på, det er jeg sikker på" Hun ville ikke diskutere sine syn med Ianthe, ikke med mindre at det blev nødvendigt.
"Jeg skal bo med et par yngre kvinder.. Der ovre" Hun pegede mod et telt i udkanten af lejeren. "Men jeg burde nok sy mit eget så jeg ikke risikere at skræmme nogle.." Sagde hun tænksomt. Hun smilede og begyndte langsomt at gå tilbage mod lejeren. "Hvor bor du?" spurgte hun og så rundt mellem teltene

"Ja det skal nok gå." Svarede Ianthe, mens hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding, for at få styr på sine følelser og vejret. "Det lyder da ellers hyggeligt at bo sammen med nogle andre, men jeg kan godt se at det måske ville være rart at have sit eget telt. Du må sige til hvis jeg skal hjælpe dig med at sy det." Tilbød hun. Ianthe kunne godt lide at hjælpe til der hvor hun kunne. "Vi bor der ovre." Hun pegede over på det halv store telt der husede hele hendes familie, og styrede Kalli i den retning hun pegede.

Ché havde været ude for at snakke med en af vagterne. Deres lejr lå ret tæt på skoven og man kunne aldrig vide, hvad der kunne komme ud i mellem de mørke træer. Og efter Kalliopes forudsigelser, var der måske også en kommende fare fra Olympus. Ikke at han satte flere vagter ud, der var ingen grund til at bekymre lejren, han havde en fornemmelse af, at det ville blive noget mellem ham og Olympus. Tankerne rodede rundt i hans hoved, men de kunne ikke ses som andet end et svagt bekymret glimt i de mørkelilla øjne som han bevægedde sig ind i lejren igen, denne gang med Fenris i hælene. Han var kommet tilbage fra sin jagt og Ché havde fortalt ham, hvad Kalliope havde sagt. Griffen var mere bekymret end Ché, men han vidste godt, at nogle ting kunne man ikke forhindre. Han ville dog ikke slippe sin ven af syne og gik ham nu i hælene.

Det var snart tid til at feste og duften af mad var ved at sprede sig i mellem teltene. Lige nu var alt fredeligt og der var snak og latter omkring, hvilket fik et smil frem på hans læber. I dette øjeblik, var han sikker på, at han havde gjort det rigtige. Og så han løftede blikket fik han øje på Kalliope og en af de yngre kvinder, Ianthe. De så ud til at kende hinanden. Et par sommerfugle dukkede op i Chés mave ved synet af seeren. 
"Kalliope. Ianthe." Smilet på de fyldige læber blev bredere og han havde et varmt udtryk i øjnene, da han gik hen til dem for at hilse.

Kalliope sendte et bredt smil til Ianthe og nikkede. "Det kunne være fint - det er ikke en nem opgave at kaste sig over alene" Svarede hun taknemmelig og fulgte den unge kvindes gestus da hun udpegede sit telt. "Dejligt at du kan bo med hele familien" Sagde Kalliope og følte sig lettet på Ianthes vegne. Det måtte ikke være nemt med en evne som hendes, så hun var glad for at hun i det mindste var omgivet af forstående folk.
Hun mærkede sit hjerte slå et ekstra slag da Ché pludselig dukkede op i hendes synsfelt. "Chéron" Hilste hun høfligt og bøjede hovedet i et respektfuldt nik. Hun kunne ikke skjule et smil på sine læber da hendes øjne fandt hans om end kort. "Det er dejligt at finde nogle man kender i lejeren. Ianthes familie var en af de eneste i Olypmus' lejer der bød mig inden for" Hvorfor hun følte behov for at forklare viste hun ikke - måske var det ikke så meget forklaringen men mere glæden over venskab som hun gerne ville dele med Ché.
"Er festlighederne ved at være klar? Det begynder at dufte" Hendes spørgsmål besvarede næsten sig selv ved den liflige duft og det store bål der var ved at blive bygget i udkanten af lejeren. Det var passende at fejre fremtiden og håbet, og Kalliope havde en stærk fornemmelse af at denne aften ville blive god. Forhåbentlig ville hendes tidligere syner vise sig at blive ubetydelige men bekymringen florerede stadig i hendes baghoved.

Den lette vind legede med Ia's hår og hun strøg irriteret en tot om bag øret, da hun så en høj mørklødet mand komme hen imod hende og Kalli. Hun antog manden for at være Chéron, deres leder. Ianthe observerede de to voksne da de hilste på hinanden og hendes antagelse blev bekræftet. Hun kunne ikke lade være med at hæve et øjenbryn som et tavst spørgsmål til seeren seeren og sende hende et skævt smil, da hun så blikket der blev udvekslet mellem de to.
"Goddag" begyndte hun henvendt til Chéron, men blev så i tvivl om, det var den korrekte måde at hilse en leder på. Hun slog blikket ned, nejede let og trak sig genert et halvt skridt om bag Kalli. En sky dannede sig og skyggede for solen og Ia irriterede sig over at hun altid var så nem at læse, hvis man kendte til hendes evne.

Chés smil blev større, da Kalliope hilste på ham og nikkede. Han forventede ikke at blive behandlet med den respekt som nogen af folkene i lejren gjorde. Han var nok deres leder, men han var mere end af dem. Han ville ses som en af dem, trods at han var så ny i blandt folket.
”Kald mig bare Ché.” Hans blik gled over til den yngre pige, mens Kalliope fortalte og han sendte hende et smil, selvom hun tydeligvis var genert. De måtte være gode mennesker.
”Hej Ianthe.” Han havde gjort en ære i at kunne navnene på alle i lejren, også selvom han ikke havde hilst på den personligt endnu. De var så få, det var ikke alt for svært.

Det hurtige emneskift trak dog hans blik tilbage og han slog let ud med hænderne, altid i bevægelse, selvom han stod stille.
”Det varer vist ikke længe, inden der bliver kaldt til spisning. Jægerne havde heldet med sig i dag.” Hvilket Kalliope havde set, da hun havde været med ham, da jægerne med Azra i spidsen var kommet tilbage.
En bevægelse bag ham, fik ham til at kaste et blik over skulderen, hvor Fenris klaprede lidt med næbet og sendte ham et blik med de brune øjne. Ché kunne ikke lade være med at le lidt over de usagte ord og ryste på hovedet.
”Fenris siger, at han også synes, at det dufter godt.” Griffen bag ham rystede sig så fjerne hvislede mod hinanden og Ché så på de to kvinder igen, stadig smilende og med et venligt glimt i øjnene. Det skulle nok blive godt med en fest til at få tankerne af ting. Bare for en aften.

Kalliope rødmede svagt ved Ianthes blik og skyndte sig at se væk i stedet for at besvare det tavse spørgsmål. Hun kunne ikke skjule et svagt smil da Chéron allerede virkede til at have lært alle navnene på folket han ledte – endnu en kvalitet ved ham hun kunne sætte pris på, han gjorde virkelig hvad han kunne for at være en del af folket.
Nu blev Kalliope i midlertidig forstyrret af en sky der gik over solen og hun kastede et blik over skulderen mod Ianthe for at konkludere at det var hende. Hun lagde en beroligende hånd på Ianthes skulder og gav den et klem for at lade hende vide at alt var som de skulle være, og at der ikke var grund til bekymring.

Kalliope nikkede til Chéron da han konkluderede at der snart var mad, hun havde skam set de stolte jægere da de vendte tilbage fra deres jagt og hun viste at det ville blive noget af en fest de havde i vente. En mild latter forlod hendes læber da Chéron oversatte den store Grifs lyde og vendte sine pæne ametyst farvede øjnene mod den store fugl. ”Jeg kunne ikke være mere enig” Sagde hun, henvendt til Griffen. Hun ville ikke fornærme den ved at tale til Chéron når de nu var den der havde sagt det.

”Hvad siger du? Skal vi gå ned til festlighederne og se om de er ved at være færdige?” Hun så på Ianthe med et spørgende blik, og forsøgte tydeligvis at distrahere den unge pige så skyerne ikke blev mere voldsomme. Hun vendte blikket mod Chéron igen ”Du er meget velkommen til at gå med..? Hvis du da ikke har andet at se til?” Hun smilede lidt nervøst til ham og kunne ikke helt finde ud af hvordan hun skulle gribe sommerfuglene i sin mave an.

Lukkes efter aftale