Det virkede som enhver anden dag, solen skinnede og foråret var endelig på vej frem igen. Elaina sad derfor ude på teressen og nød solens varme stråle, på hendes efterhånden lidt brunlige hud. Elaina havde iført sig en rødlig varm kjole, samt et uld sjal for når vinden endelig kom, så kunne det godt være en anelse køligt.

To vagter var kommet til lennet og det var ikke hvilke som helst, det Hektors bedste. Og nok også bedstevenner i sidste ende. Deres udtryk var trykket, men de sagde intet til Elaina, som de kom ud på terrassen de blot et rullet dokument på bordet. Elainas spinkle fingre viste tydeligt hendes frygt for hvad der mon var sket med Hektor. Det kunne kun dreje sig om ham, det var hun sikker på - ellers var de ikke kommet på denne måde. Elaina fik endelig dokumentet åbnet hvorpå der stod.









Selvom hun ikke nærede dybe følelser for Hektor havde han stadig gjort en stor indpak på hendes liv. Han havde været der, ved hendes bror død. Og vigtigst af alt, han havde været der ved hendes overfald. Det var nok der, at de for første gang rigtig havde knyttet nogle bånd. Men det var slut, det hele var slut nu. Selvom det følelse som en byrde blev taget fra hendes skuldre om ære, usagte som sagte, uenigheder, men det fik også ny byrde frem begravelse, ville nogen mon sige at hun ikke måtte beholde titlen. De havde jo faktisk ikke gennemført bryllupsnatten. Hun var endnu jomfru.. 

Alle følelserne der væltede over hende, resulterede i at små tåre begyndte at trille ned af hendes kinder. Efter nogle minutters tavshed, bad hun vagterne om at hente Astra. Hun skulle også vide besked.  

Astra sad som altid på biblioteket. hun havde ikke sovet hele natten. hun havde nydt stjernerne og prøvet at forstå sine billeder. hun havde kun set rødt. ikke andet end rødt den nat.
Astra sad roligt og læste da solen endelig stod op. de to soldater fandt tjenestefolket og udspurgte dem om hvor Astra var. hun blev derfor hurtigt fundet. 
Astra så op på vagterne da de åbnede døren til biblioteket. hun kunne fornemme noget var galt. hun havde aldrig haft det bedste forhold til Elaina eller hektor. men de var stadig familie. hun rejste sig roligt og lagde bogen på plads. hun stod lidt ved bogen der for en gang skyld ikke handlede om stjerner men om farver.
Astra trak vejret dybt og vendte sig med det monotonte ansigt hun nu havde og gik med vagterne.

de kom ned til Elaina, de gjorde plads til Astra og hun gik over til en stol ved siden af Elaina. hun så på hende og hun kunne se Ela havde grædt. hun vidste ikke hvad der var sket men hun kunne gætte på det var alvorligt. havde det noget med farven rød at gøre? næææ det måtte ha været noget andet.

"De har tilkaldt mig" sagde hun roligt med monotont ansigt. hun hadede at vise følelser. og dette var ikke nogle bedre grund til det. men hun vilel gerne ha Ela fortalte hvorfor det var hun havde tilkaldt Astra. hun var jo nok hendes svirgerinde. men hun var også yngre end astra.

Elaina havde ikke bemærket meget af Astras monotone udstråling eller tone. I stilhed rakte hun blot dokumentet over til Astra. Hvad skulle der mon ske? Kunne og ville Astra forvise hende, fordi hun som hertuginde ikke havde gjort sit job. Det var tydeligt for enhver der var intet barn.

Mest af alt, var hun ked af at Hektor og hende aldrig rigtig kom på bølgelængde, som de begge havde forsøgt at til at lykkes. Elaina var mest af alt stadig i chok over nyheden. Han var da ellers så stræk og modig. Hvordan.. Elaina stirrede lidt ud luften, afventede på Astras reaktion.

Astra tog roligt imod dokumentet. hun læste det og måtte læse det flere gange før hun helt kunne forstå det. hun kunne læse ja. men hun kunne ikke fatte det der stod. hun lagde dokumentet tilbage mod Elaina.
"så..... han er død?" hun så ned i jorden og så stadig meget monotont ud.

Astra sad længe bare og stirrede ned i jorden. *så er det kapitel slut? hvad gør vi nu?* hun så mod Elaina hvad skulle hun sige. hvad skulle hun gøre. hun havde aldrig prøvet at hendes brødre gik hen og døde.

"Så... hvad gør vi nu?" spurgte Astra. hun ville da med glæde hjælpe med begravelsen. og alt det der nu skulle men hun kunne ikke love at hun blev der hele tiden og var hyggelig at snakke med. hun hadede begravelser. hun kunne bedre lig at se liv.

Astra forstod ikke helt hvad der kunne være sket med hektor som gjorde han var død. men sket var sket og Elaina og Astra måtte på en måde sammen finde ud af begravelse og alt det.

Elaina så roligt på hende og nikkede lige så stille ”Ja han er borte” hendes stemme var næsten ved at knække. Det var underligt at sige, at hun atter skulle opleve dette. Elaina kunne knap nok sige Marius’ navn selv måneder efter, hvordan hun mon ville klare dette? 

En af vagterne rømmede sig, hvorefter han fik hendes opmærksomhed. De var nok lige så berørte de viste det bare ikke ”Hektaurious kæmpede en brag kæmp imod en drage, formentlig den samme drage som dengang” Elaina havde stort kendskab til denne historie. Marius var en del af det togt, den drage der var skyld i hendes bror død, var nu også skyld i hendes mand. Hvad havde han dog tænkt på. Elaina så ned, hun selv havde lagt et vis pres på ham, med hendes fordømme og beskyldninger, dog var de mindskes, men det var utænkeligt at andre havde følt det præcis samme som hende. Hvilket pres der måtte have ligget på ham, for at vise retfærdighed overfor alle der var faldet for dragen.

Elaina kom ud af tankemylderet som Astra spurgte ind til hende. Elaina havde set hvordan Selena havde klaret sig dengang, og vidste derfor hvad der skulle ske. ”Vi skal have annonceret det ud, arranger begravelsen, fundet frem til hvordan lennet skal fungere fremadrettet” det var de største hovedpunkter, som skulle tages af og offentliggøres inden for den nærmeste fremtid. Elaina havde ikke specielt lyst, men det var forventet. 

Astra virkede ligeglad med at hendes bror var død. men hun var faktisk knust. ja de havde ikke det bedste forhold men han var trods alt hendes bror. hun trak vejret dybt og lydløst. hun så på vagten da han rømmede sig. Astra så på ham med monotone øjne og da han sagde drage rullede Astra med øjnene. 
Hektor og hans drage jagter! det var jo klart det ville slå ham ihjel en dag.

Astra så mod Elaina da hun snakkede. Astra vippede med hånden og ud fra kontoret i huset fløj et dokument og en pen samt blæk. hun tog fat i det da det var foran hende og begyndte at skrive ned hvad Ela sagde. hun var næsten nød til at ha det skrevet ned for at finde ud af hvad der var gjort og hvad der ikke var gjort, hvad der skulle ske og ikke ske.

"forstået" hun så ned på sin blå kjole hun havde på og så mod Elaina hun vidste ikke hvorfor. men noget skulle gøres. Astra vidste bare ikke hvad endnu. Ela havde kommet pludseligt ind i hendes liv og overtaget magten. og nu stod hun og kunne forvises fra Astras hjem. men noget inden i Astra Skreg nej. hun vidste bare ikke helt hvorfor. hun så på dokumentent igen "skal jeg eller vil De selv skrive annonceringen ?" det var det hurtigeste for Astra at få overstået. hun så mod vagterne og så dem lige i øjnene. 

Elaina så med på hende. Astra tog det overraskende det hele overraskende flot. Elaina var dog klar over at de ikke havde haft det bedste forhold, men trods forhold så gjorde det nok ondt alligevel. Det vil aldrig være nemt at miste en så tæt på uanset hvor tæt relationen var. ”Jeg kan godt, men hvis De gerne vil så er De velkommen til det” svarede hun med blid stemme.

Hun håbede blot at de kunne begrave stridsøksen imellem dem helt og få et nogenlunde normalt liv her på stedet. Det havde da gået nogenlunde godt imellem dem sådan da. Elaina var nervøs, og en anelse bange. Ikke kun for det faktum at Astra havde magten til at smide hende ud, men også Vakun som ønskede hende smerte nu var der ingen til at beskytte hende. Hvorfor havde Hektor troet at dette ville løse nogen som helst problemer? Elaina var ked af det, men også vred over at efterlade hende på denne måde, det var ikke retfærdigt!

Astra lod faktisk kun som om hun havde det fint. inderst inde var hun forvirret. fortabt, og det kunne man dog ikke se på hende. hun så på Ela og så ned på sedlen. "De kendte nok miin bror bedre så det er nok bedst det er Dem der gør det" Hektor og astra havde altid haft et strengt forhold. han havde jo altid skulle bestemme og få hende til at gøre som han ville ha.

Astra vidste ikke om hun kunne ligge stridsøksen lige nu. hun vidste dog at hun skulle på biblioteket snart igen. hun skulle læse op på drømme farver. noget hun ikke lige havde forstand på. hun så på Ela og sukkede. "vis De for brug for mig, må De endelig sige til" sagde hun og vidste ikke om det lød for venligt. hun ville bare sige at hun stod klar til at hjælpe med dette begravelses angemen.

Elaina nikkede blot til hendes svar, dog havde hun ingen ord i øjeblikket de ville sikkert komme efter chokket havde lagt sig.

Elaina nikkede, hun vidste ikke om skulle delegere nogle opgaver ud, men det virkede også så hurtigt, så ufølsomt. Elaina kunne for engang skyld ikke overskue det hun stod overfor, ikke nu, ikke i dag. Forhåbelig i morgen. Hun vidste at en begravelse ville finde sted så hurtigt muligt efter at den afdøde dødsdag. Elaina sukkede kort. Hun havde selv brug for at hvile hovedet og renset sig selv, et langt bad ville gøre underværker. Elaina så Astra forsvinde, hun kunne håbe at fremtiden blot ville se en anelse lysere ud i morgen, end i dag.