De lysende grønne øjne skulede ud i ingenting. Landevejen var så vidunderlig stille, men Kahn vidste det kun varede ganske kort, før han ville nå til dalen og han måtte se sig over skulderen hele tiden, for ikke at blive angrebet af en varulv, eller hvad end der nu skulle holde til her ude in the middle of nowhere. Han trak pelskappen omkring nakken som han havde på fornemmelsen at det var en kold rejse han var kommet på. Hans ben gjorde stadig voldsomt ondt, men han havde fået dulmet de værste smerter ved at spise en eller anden plante han havde fundet, at han så havde fået det underligt i hovedet, var en anden sag. Hans venstre øje var endnu hævet og der sad sikkert stadig små rester af størknet blod i ansigtet på ham, men han var ligelad, så længe han kunne komme hjem og der var en der kunne tjekke sårene, så var alt andet ligegyldigt. Kahn var ufattelig sulten, men der var sikkert ikke nogle boder eller noget og hvis der var, skulle han passe på, for de var formentlig varulve... Han kunne ikke sige hvad der var med de væsener... Men han kunne ikke lide dem, stolede ikke på dem.. Måske var det sådan folk havde det overfor ham? Ikke kunne lide ham og ikke stolede på han? Kahn smilede ved tanken over der var folk der frygtede ham. I og for sig kunne han godt forstå det til tider... Andre gange ikke, men sådan var det vel for alle? Han stoppede op og så sig omkring og trak da på skulderen, da han svor han havde hørt en lyd. Det var sikkert nogle varulve der ville se hvad for et væsen den nye i Vesterdalene var for en. 

Kahn så mod himmelen og skar tænder som solen kom frem fra en sky og blindede ham "Gaah" hvæsede han og så ned i jorden. Hvad mon klokken var? Måske omkring middag? Måske over? Kahn havde ikke nogen ide what so ever. Et skævt smil bredte sig på læberne som han lod tungen glide ud, smagte på luften. Hurtigt genkendte han smagen... Det var ikke hvem som helst der havde fulgt ham i skyggen. Det var en han havde mødt før, men der var noget andet over personen... Noget han ikke kunne sætte en finger på? Kahn stoppede og så sig omkring "Kom frit frem lille skat... Jeg bider ikke... Ret meget" sagde han med et smil på læberne inden han grinede og blev stående på stedet. Han kunne huske kattens ord fra igår, men... lagde der noget i det, eller var det bare for at fucke med Kahn's hoved? Personligt vidste Kahn det ikke, men i så fald, var der et eller andet der holdt øje med ham i skyggerne og han kunne kun ganske svagt ane personen.

Kort tid efter Castien havde taget over sin nye krop, havde han skyndet sig hen til Amazonitskoven, og havde fundet sit tidligere byttes spor. Takket være mange år som et bæst var Castien i stand til at følge sporene uden problemer. Han gik klodset henover væltede træer, sten og skræmte dyrene væk på grund af den larm, han lavede. Han prøvede skam at være stille, men efter flere år, hvor han havde gået på fire ben, så var det svært at vænne sig til at skulle gå på to igen. Hvad værre var at Castien kunne mærke hans stykker og energi langsomt forsvinde. Som om noget stjal det fra ham. Præcis ligesom en vampyr, der stjal sit byttes blod. Det var sådan det føltes, bare uden vampyren, blodet og smerterne. Men følelsen af noget vigtigt forlade hans krop, det var den samme følelse som ved blodtab. Han stoppede ikke op for at finde ud af, hvad årsagen til det kunne være, for han skulle have fat i sin pels. Alene tanken om det mærkelige væsen, der havde hans dyrebare pels om sig gav ham kvalme.
Heldigt for Castien havde han sørget for, at væsenet var skadet og derfor ikke kunne nå alt for langt. Forhåbentlig gjorde det også, at det ville blive nemmere at generobre hans pels.

Castien var nået hen til Vesterdalene, da han endeliig havde fundet væsenet. Væsenet som bar hans pels som en kappe. Vreden satte hans blod i kog, og han skulle bare have fat i sin pels - koste hvad det vil!
Kroppen han havde taget bar en simpel brun tunika sammen med sorte bukser og sko. Det hentød til at den tidligere ejer af kroppen havde været en simpel bonde. Det var dog ligegyldigt lige nu. Det var Castien’s krop nu.
Castien trådte hen imod væsenet, og denne gang sørgede han med vilje for, at hans fod ramte en småsten, så at væsenet hørte ham komme.
"Jeg sagde jo, at jeg ville komme tilbage." Han smilede kækt.

Kahn's ben gjorde ondt efter det møgdyr havde bidt ham, men det var uden tvivl for at sænke ham, men hvad fanden mente det væsen med det ville komme tilbage? Egentlig tænkte han ikke så meget over det og forsøgte bare at komme til en by, hvor de ikke ville se skævt på ham og så hele hans sår. Han smilede tilfreds som han lod den ene hånd glide ned over pelsen der hang på hans skulder.

Han stoppede og så svagt op mod hvad end der var på vej mod ham og da hørte han en tale. Kort hævede hans det ene øjenbryn ”Hvad snakker du om snotunge?” vrissede han inden han så ordentligt på personen foran ham. Det var slet ikke en person han kendte, men alligevel følte Kahn at han burde kende personen ”Hvad vil du? Jeg har ikke tid til dit pis” hvæssede han nærmest og kunne mærke at det nærmest gjorde mere ondt at stå stille end at bevæge sig og lige nu.. Magtede han ikke der var nogle der skulle gå i vejen for ham, med mindre de havde et dødsønske.

Åh, det bid i hans ben må have gjort ham en anelse mere langsom også, siden det ikke gik op for ham, hvem han stod overfor. Det kune se ud til at han var nødt til at forklare det i detaljer, før manden kunne forstå. 
Synet af pelsen omkring mandens skuldre gjorde ham vred, men vreden blev mildnet af at Kahn tydeligvis var i smerter. Castien grinede lidt for sig selv over det, og trådte et skridt tættere på. Selv var han svækket, men det skulle nok gå alligevel, det var han sikker på.

"Flot pels. Jeg havde også pels, der så sådan ud... Fuldkommen identisk, faktisk." Castien syntes ikke at han kunne skære det mere ud i pap, uden direkte at fortælle ham, at han var bæstet. "Og hvis du ikke har tid, så bare giv mig det og smut." Det så ikke ud til at Castien havde tænkt sig at smutte før han fik kappen.

Smerten i benet havde ikke tænkt sig at stoppe, men jo længere han stod stille jo mere lagde Kahn også mærke til det. Hans grønne øjne rettede sig mod manden foran ham og han himlede med øjnene ”Godt for dig? Hvad vil du have jeg skal sige til det?” sagde han irriteret og hørte så de næste ord. Ikke har tid? Kahn havde ikke andet end tid, bevares måske var han lettere handicappet lige nu, men det skulle bestemt ikke stoppe ham for at få denne pest væk.

Det var allerede gået op for ham hvem denne mand var... Løven, katten, dyret som havde bidt ham i benet og slået hans øje op igen. Hele Kahn's krop sitrede, for han vidste at personen ville vende tilbage, men ikke allerede. Kahn skar tænder som han smilede kækt ”Du ligner stadig en lille killing” sagde han og grinede af ham inden han bevægede sig tættere på manden ”Vil du have din pels? Sødt, så må vi se hvad du vil gøre for at få den” sagde han og blinkede med det raske øje og grinede endnu engang. Kahn legede med ilden, men han vidste at denne mand ikke kunne forvandle sig til denne satans kat igen og bide ham, men alligevel havde denne person en klar fordel, nu hvor Kahn var skadet.

Det var skræmmende hvor langsom angrebsmanden var til at regne dette ud. Han havde jo fået en advarsel og det hele! Heldigvis gik det endelig op for manden hvem Castien virkelig var. Castien's respons på at blive kaldt en killing var bare et grin. For han vidste at fyren bare spillede sej lige nu - Castien havde lignet alt andet end killing i sin anden krop. Det var dog kært, som fyren prøvede at lade som ingenting, men de vidste begge to at Castien kunne vinde denne 'kamp'. 

Castien trådte et par skridt tættere på Kahn, imens hans smil blev bredere og bredere - Han glædede sig til at få sin pels tilbage, for han kunne mærke at jo tættere på han kom, jo mindre svækket følte han sig. "Giv hellere op og spar dig selv fra yderligere skader."

Kahn hævede et øjenbryn mod ham og sukkede ”Give op? Tror du jeg er dum... Altså ja jeg har skader og hvad så? Jeg kan bare drikke en af mine potions og vupti...” sagde han med et kækt smil på læberne. Det generede ham slet ikke at manden nærmede sig. De var ikke langt fra hinanden og Kahn kunne næsten mærke hvordan denne kamp ville komme til at gå for ham... Flere sår.. Altså nu havde manden da ikke katte formen.. Eller hvad? Hans ben gjorde rigeligt ondt i forvejen og det var ikke just fordi hans øje var smertefrit heller og lige nu, var det ret hævet.

Kahn tog selv nogle skridt tættere på, nu kun med få centimeter i mellem dem, kunne manden nærmest bare lange ud efter ham og Kahn kunne lange ud efter ham, men hvordan skulle denne kamp klares? Altså Kahn's bid slog jo katten ihjel, men ville det slå manden ihjel? Ja, hvis han kunne sidde fast længe nok så kunne det, men det ville også være ret risikabelt for Kahn, måske bare bide flere gange? Han måtte se hvor denne kamp ledte hen, for han havde jo i teorien ikke ret mange kræfter og kunne heller ikke se ret meget.

Det var måske ikke særligt smart af fyren, at indrømme han havde potions, der kunne hjælpe ham, for nu var Castien forberedt på det. Det var dog ikke Castiens problem! Det gav ham bare endnu en fordel, hvilket var meget velkomment. Castien kendte ikke til sin nye krops svagheder, eller styrker for den sags skyld, og han havde ikke haft specielt meget tid til at finde ud af det. Da fyren trådte tættere på kunne Castien igen mærke svækkelsen forsvinde lidt, eftersom kappen igen kom tættere på ham. Nu var det i hvert fald helt sikkert, at han skulle have fat i kappen! 

I en hurtig glidende bevægelse langede Castien udefter fyrens kind med sin knyttede næve! Før han gik rigtigt igang med at kampe, skulle han lige teste, hvor svag Kahn var blevet efter biddet...

Egentlig havde Kahn ikke nogle potions på ham, det var blot tomme trusler, men det ville manden nok finde ud af ret hurtigt. Kahn havde vidst at denne mand ville komme efter sin pels og havde forberedt sig selv psykisk på at møde ham igen, men også fysisk.. Synet på det ene øje var endnu ikke kommet ordentligt tilbage og hans ben gjorde også ondt som en i helvede, men han kunne intet gøre udover at tage dette møde i stiv arm.

Kahn så hurtigt den indkommende knytnæve komme mod hans ansigt, men han lænede hovedet bagover og undveg, inden han selv sendte en knyttet næve mod manden, men ville åbne den næven og kradse ham over kinden, hvis han ramte.

//Afsluttet efter aftale.