Hesten stod og græssede i det høje grønne græs. Den brune hest, som Ylena havde købt for snart fem år siden. Den var så god og loyal, og når det virkeligt galt så kunne den bestemt også tage benene på nakken.
Hun var egentligt taget herud for at være lidt i fred, hvis hun måtte opgive sit håb om at finde Mattheus, så var hun nødt til at ligge en ny plan. Hun havde brug for en tjener, så de kunne få bygget kirken op og få fortalt folk hvilke mentale rigdomme der ventede på dem, hvis de plot betalte for at være med i den religiøse orden som Ylena havde brugt de sidste 500 år for at udvikle. Nej hun var måske ingen Gud, men hun troede fuldt og fast på at hun havde fundet ud af hvordan verden fungerede.
Verden havde brug for flere som hende der kunne fortælle mere om sandheden, og ikke bare folk der gik blinde rundt og troede de gjorde det bedste for verden.

Hun sad lige nu på en sten og kiggede frem i mod lysningen, med hesten gående bag sig. Hun havde en sort kappe på, hætten var dog ikke over hendes hoved som den normalt var.
Hun havde bare brug for at være sig selv og med sine tanker, måske mattheus gemte sig her et sted? altså hvor langt kunne en sten flytte sig? Og eftersom han var udødelig så kunne ingen umuligt have plukket den. Så for nu måtte hun vente, tænke, føle og fornemme hvordan tingene kunne komme ud til hendes fordel.

Jamie havde sit typiske outfit på -  En sort tunika broderet med røde tråde, en brunlig kappe, tætte sorte bukser og sko. Han havde også et mørkerødt tørklæde om sit hoved, der skjulte hans hår og ører. Det var ikke nødvendigt at skjule hans ører ude i skoven for det meste, men han kunne risikere at støde ind i nogle, der var enige med Kile's Orden, hvad angik elverne. Bare tanken om Kile's Orden fik Jamie's blod i kog. De havde smidt uskyldige elvere og halvelvere ud på grund af andres fejltagelser! Han havde intet gjort, og han havde bestemt ikke været nogen trussel, men alligevel blev han smidt ud. Hvor var retfærdigheden i det?
Imens de giftige tanker fløj rundt i hans hoved sad Jamie oppe i et træ. Han havde placeret sig godt. Han var skjult af træets mange grene og blade, men han kunne stadig holde øje med sine omgivelser. Han sad på en stor gren med ryggen op af selve træet. Han var i færd med at snitte rimelig lang pind med hans daggert. Han skulle finde noget at spise senere, og det var nemmest at fange en kanin eller andet med en pind, der kunne bruges som et spyd. Han havde ingen bue eller pile, så det måtte gå an. Det gik ikke altid så godt, men han gik sjældent i seng med tom mave.

Han var næsten færdig med at snitte, da han hørte fodtrin. Han flyttede en lille gren til side for bedre at kunne se. En kvinde og en hest. Synet af hesten var en glad overraskelse - hvis han var heldig, kunne han stjæle hesten fra kvinden, men han tvivlede på, at han kunne slippe godt fra det. Desuden, så var en hest det sidste han havde brug for lige nu. Selvom det kunne være smart at have en hest, så var det ikke en god idé, når man ikke havde en stald, eller et andet sikkert sted, hvor hesten kunne være, når han ikke var hos den. 
Jamie smed hans hjemmelavede spyd ned på jorden, og hoppede nemt ned fra træet. Han var ligeglad med at kvinden nemt kunne se ham nu. Han samlede sit spyd op, tjekkede om den var god nok, og nikkede for sig selv, da han var godt tilfreds. Han så hen imod kvinden og kneb øjnene lidt sammen. Langsomt løftede han en hånd op som hilsen, men gjorde ikke andet end det, da han fik travlt med at gennemsøge sine lommer efter noget.

Ylena kiggede kort på hesten der gik rundt bag hende, hun havde endnu ikke givet den et navn, nok fordi at hun ikke havde noget personligt forhold til den, det var bare en god hest, den gjorde sit arbejde og som fortjeneste for dens hårde arbejde, gav hun den mad og behandlede den pænt.
Hun sad I sine egne tanker, forvirret og nok også lidt fortvivlet. Ikke at hun følte meget, det meste hun følte var ro, vrede eller aggresion. Lige nu var vreden over Mattheus' forsvinden stor, og hun vidste hun ville give ham en kæmpe skideballe når hun engang fik fat i ham, han kunne da også bare lade være med at blive væk når hun manglede ham.
Selvom han lige nu jo ikke var i en form, hvor han kunne gøre helt så meget ved det.

Ylena fik næsten et chok, som hesten bag hende hoppede af skræk og bakkede et par skridt. Hun rejste sig op som hun så spyddet der landede på jorden, og hun gjorde sig klar på at angribe hvadend der måtte komme ned fra træet.
"Du var tæt på at koste mig en ny hest!" sagde hun skarpt og kiggede i mod den unge mand, elver? Det var jo ganske typisk. ikke fordi han var da køn nok, Ylena havde da flirtet med en håndfuld elevere i årenes løb, selvom de ikke altid var de letteste at kommunikerer med.
Lige nu var det dog et natur problem hun havde, så det var vel ikke helt så dumt at det måske var en af dem der endte med at hjælpe hende.

Kvinden snakkede til ham med en skarp tone i sin stemme, men han virkede ligeglad. Han fortsatte med at lede videre i sine lommer, og mumlede noget for sig selv, hvorefter han slog opgivende ud med armene. Hvor i alverden havde han gjort sig af det? Nuvel, han måtte klare sig uden. Han rettede lidt på sin kappe før han vendte sig imod kvinden.
"Hvis jeg havde ønsket at dræbe dig eller din hest, så ville jeg have gjort det." Kommenterede han blot imens han betragtede sit spyd igen, for at se om, der eventuelt manglede noget. Hans kommentar havde ikke været ment som en trussel, blot fakta. Hvordan hun valgte at tage det var op til hende. 

Han tog sit tørklæde om hovedet af, selvom det afslørede hans spidse ører, og lagde det om hans hals i stedet. "Hvad laver du herude?" Spurgte han og så hen imod hende. Han havde virkelig lyst til at gå over og snakke med hesten, men han stoppede sig selv, før fristelsen blev for meget.

Ylena var da glad for at hun havde en hest hun kunne stole på, hun havde brug for den til at komme rundt og når den eneste den bad om tilgengæld var vand og mad, jamen så var det jo rimeligt nemt at håndterer.
Ylena nød at være lidt for sig selv, især nu hvor hendes tanker stod ud til alle sider og hun hverken anede hvor hun skulle starte eller slutte. Hun kiggede i mod den unge mand, altså han var da ret køn at kigge på og nu hvor Ylena havde begær som hendes dødssynd, så nød hun nu engang at kigge på mænd, og ham her var da et ganske pænt eksemplar.

Hun kiggede i mod den unge mand, og vendte sig kort rundt for at tjekke at hesten igen stod roligt og græssede, generelt var den ret nervefast, men den lod sig da til tider skramme af det uventede.
"Jeg tænker..." sagde hun og smilede let i mod ham, det var ikke så ofte der kom et smil over hendes læber, men når der var kønne mænd i nærheden, så kunne hun jo lige så godt forsøge sig at charme dem en smule: "Jeg nyder naturen herude... Det hjælper på humøret" sagde hun blot og lod en hånd glide igennem sit lange mørke hår, hun var glad for det udseende hun var endt på når hun ikke tog sin dæmoniske form, og med årene havde hun da også lært at udnytte den til hendes fordel: "Hvad med dig? Jeg gætter næsten på du bor i området?" spurgte hun.

Kvindens humør skiftede ret hurtigt. Det ene øjeblik var hun irriteret over ham, det andet smilede hun og prøvede at indlede en samtale med ham. Han havde godt nok stillet hende et spørgsmål, men han havde regnet med, at hun ville skynde sig væk fra ham, enten på grund af at han var en halvelver, eller fordi hans hjemmelavede spyd nær havde ramt hende - hvilket han ikke syntes det havde, men hver sin mening. Han havde ikke meget erfaring angående det sociale, udover med heste, så naturligvis var hans interesse mest på kvindens hest. Et prægtigt eksemplar, og den så stærk ud. 
Hans observation af hesten blev afbrudt af kvindens ord. Han havde knap nok hørt efter, men havde heldigvis opfanget, at hun spurgte ind til om han boede ude i skoven.

"Jeg var en af elverne, der blev smidt ud af Dianthos - så ja og nej. Jeg lever her, men det er ikke mit hjem." Man kunne tydeligt høre vreden i hans stemme. Det var så uretfærdigt! Han havde ingenting gjort, han havde blot passet sit job som altid, og så blev han smidt ud. "Hvad hedder din hest?" Nu kunne han altså ikke holde sin nysgerrighed tilbage! Hendes hest var meget imponerende. Den måtte have kostet hende en formue at købe. Hvis hun da havde købt den...

En lyd, der var imellem et fnys og en latter, forlod Jamie's læber. Selve måden hun stillede det spørgsmål på fik det til at lyde mindre alvorligt end det var, hvilket i sig selv kunne være meget provokerende, men alligevel smilede Jamie lidt over det. 
"Ikke mig, nej. Min eneste forbrydelse er at være en halvelver." Ifølge Kile's Orden var det åbenbart en forbrydelse. Det var utroligt hvordan ens race kunne få andre til at dømme en så meget, at man blev smidt ud af en by, selvom man intet havde gjort. Det værste var, at selvom han også var halvt menneske, så blev han ikke accepteret, fordi han lignede en elver med sine ører. 

"Vil du ikke give ham et navn?" For Jamie var det mærkeligt, at hesten ikke havde et navn, og bare blev kaldt for 'hesten'. Jamie tog et skridt tættere på hesten, men stoppede op, selvom han lagde an til at ville tættere på. "Må jeg...?" Han så spørgende på hende - Han ville ikke nærme sig hesten endnu mere, hvis hun ikke ville have det.

Ylena var tjener af mørket, og alligevel var der en lille del af hende der nød lyset når solen endeligt stod højt på himlen. Tjah, man kunne vel argumenterer for at det måske var varmen hun var til, men ligegyldigt virkede det hele bare så skønt og idylisk, og det var i stunder som dette at de små følelser kunne plante sig i hende, som hun huskede fra da hun var barn.
Igennem årene havde hun lært at ignorerer dem og det ville da også fortsætte med at være hendes taktik, det klogeste var trods alt ikke at virke svag i denne verden. Så måtte man hellere lukke følelserne af og udnytte folk til ens egen fordel.

"Det kan vel også være slemt nok" kommenterede hun en smule tør, han var sgu' ret køn at kigge på af elverblod at være, det var ikke ligefrem hendes farvorit, og dog så var kønne mænd jo trods alt på "pro" listen over ting hun godt gad bruge sine dage på.
"Du syntes ikke Hesten er passende?" spurgte hun, som skyggen af et smil kom frem på hendes læber, måske det bare var vejret der løftede hendes humør, eller måske hans stille charme: "Gå amok" sagde hun og slog let ud med hånden, hun var ikke det store dyremenneske, men hun mente da selv at hun passede den godt, ellers kunne hun jo ikke få den til at lystre.

I det sekund kvinden tillod ham at gå hen til hesten, gik han derhen. Han sørgede dog for at han ikke gik for hurtigt, han skulle jo nødigt skræmme hesten. Han var bare så glad for at se en hest igen; Han savnede sit job som stalddreng, men han kunne ikke få det tilbage. I hvert fald ikke imens Kile's Orden rendte rundt og spredte løgne. Jamie kørte forsigtigt en hånd henover hestens hals. Hvilket prægtigt dyr! Han kunne ikke lade være med at blive helt misundelig.

"En flot hest som denne fortjener vel et navn." Navne mulighederne var allerede begyndt at rumstere rundt i hans hoved, men da det ikke var hans hest, ville han ikke sige dem højt. Han skulle ikke bestemme hvad hendes hest skulle hedde. Han havde valgt at ignorere hendes kommentar om hans race, for han var desværre vant til det had folk havde imod elvere - især halvelverne. "Du sagde at du var kommet herud for at tænke. Frygter du ikke banditterne, der lurer her omkring i skoven?"

//Afsluttes da Jamie bliver inaktiv/dør. c: