Éir havde aldrig været i storbyen før. Normalt sejlede han fra havn til havn, og det var sjældent at han havde en periode af tid lang nok til at han kunne lave rejsen. Men nu hvor Kiles Orden havde slået ned på elverne, sejlede der færre skibe ud, og de fleste foretrak sømænd, der var en klejn ældre - for ikke at sige større - end Éir. Så han var strandet. En glimrende undskyldning for at undersøge byen, med alle dens vidundere.
Han havde fundet en karavane, og var hurtigt blevet populær omkring bålet om natten og upopulær i vognen om dagen. Det var forfriskende at høre en historie eller en sang når man sad om bålet inden man faldt i søvn, men på vejen fandt hans rejsesvende ham mere belastende end noget andet. En af disse lod til at blive ekstra irriteret, og det var ham Éir udså som sit mål for turen - han elskede at drille og det var kun sjovere når de ikke brød sig om det.
Som de ankom i byen var han midt i en serenade omkring en mand, der matchede den rejsendes beskrivelse, der havde problemer med at præstere i sengen. Éir syntes, hvis han skulle sige det selv, at det var et mesterværk af komedie. Manden syntes forståeligt at den var mindre sjov, specielt som de kom i kontakt med kvinder på gaden. Han skubbede til Éir, der takket være sin lette størrelse faldt af vognen. Han landede på sin arm, der knækkede som en tør gren.
Pludseligt var manden meget hjælpsom, og fik hurtigt den femtenårige dreng til helbrederhuset, hvor han lettet efterlod ham. Manden håbede at han aldrig mere skulle håndtere den irriterende lille møjunge, der nu stod med et stort smil og en brækket arm i helbredelseshusets døråbning.
"Oi!" råbte han, efter at der ikke skete noget i et stykke tid.

Der var sjældent stille dage i helbrederhuset, og denne dag var ingen undtagelse. Især efter Kiles Orden var trådt mere og mere ind på byvagtens territorier og havde fået flere beføjelser var mængden af skader steget vældigt. Det var næsten som om de gjorde mere skade end gavn, men det var selvfølgelig ikke noget man ville høre Dhalia sige højt. Det ville være en noget radikal holdning for lederen af Helbrederhuset, der jo skulle forestille at forholde sig neutral politisk.

"Er på vej!" lod det tilbage, og lidt efter dukkede en middelaldrende kvinde op ved døren "Ja-for pokker da knægt!" hendes hilsen blev afbrudt da hun så hans arm. Hvordan i Isaris lys kunne knægten stå og smile dumt med en tydeligt brækket arm! Ungdommen nu til dags..
Men han så rolig ud, og det var det vigtigste. Hun krydsede hurtigt de sidste par skridt over til ham, og knælede ned ved siden af ham "Bare forhold dig rolig ven, den arm der skal vi nok få skik på. Jeg tager lige fat her, og hvis du så bare følger med, stille og roligt" mens hun talte var hun allerede igang med at se skaden an, og forsigtigt, men fast tage fat i armen for at stabilisere den, og ledte ham indenfor til det første bord med stol hun kunne komme til "Sæt dig" kommanderede hun mildt og lagde forsigtigt hans arm ned.

Éir havde aldrig været en til at lade skader påvirke sit gode humør - at have ondt af sig selv gjorde ikke processen hurtigere. Det gik først rigtigt op for ham at hans arm var brækket da kvinden pointerede det. Selvom det var meget tydeligt. Han prøvede at trække på skuldrene, for at fortælle hende at det så værre ud end det var, men bevægelsen satte et stik af smerte op igennem hans rygrad. "De-Av for Zaladin, det gór nas!" Det ville unægteligt gøre ham mindre populær blandt nogle af husets gæster at hidkalde Zaladin på den måde, men det fandt Éir kun morsomt. Han fulgte med kvinden, som hun viste ham vej igennem bygningen.
Som Éir havde gættet var bygningen et helbredende sted, men det var også et sted fyldt med død. Han kunne høre stemmerne, som han bevægede sig igennem, dusinvis der talte i munden på hinanden. Det var ikke alle ånder der kunne høre hinanden, hvilet kunne gøre det forbandet irriterende at kommunikere med dem. Han havde ikke tænkt sig at blive her længere end nødvendigt.
"Det er ikke sá slemt, vel?" sagde han med det samme smil på læberne, men med en anelse af frygt i sine dybgrønne øjne.

Dhalia gav drengen et strengt blik da han hidkaldte sig Zaladin "Var din mund her ven. Du er måske sund og rask, men andre her er ikke så heldige" formanede hun ham roligt, men bestemt. Folk kunne bande og svovle og belemre lige den gud de ønskede her, men ikke Zaladin, for det kunne ske han lyttede, og ingen ønskede den skæbne over Helbrederhuset.

Dhalia undersøgte armen hurtigt og effektivt, men kunne ikke gøre det uden at røre den en anelse. Hendes ansigt afslørede intet, men var en maske af rolig koncentration, indtil hun så op på drengen med alvorlige øjne "Det er et lille brud, og rent. Det skal nok heale pænt" hun lænede sig en anelse tilbage og betragtede ham lidt før hun fortsatte "Men du slår mig ikke som typen der kan sidde stille længe" sagde hun med et suk "Jeg henter lige vores ben-binder, så kan du komme herfra i dag. Bliv her" Dhalia rejste sig og gik.

Få minutter efter kom hun igen med en ældre herre. De talte mens de gik.
"..har vores lille lysende ven det?"
Dhalia sukkede og svarede "Ingen ændring siden i nat. Og Kit har døbt hende Lys. Forhåbentligt vågner hun snart" Dhalia vendte opmærksomheden mod drengen igen "Dette her er Benn. Han vil binde knoglen i din arm sammen igen, så den bliver god som ny". Den ældre herre, Benn, satte sig og tog armen i syne "Goddag unge mand. Det er vist lidt at en skade du har fået dig hmm? Ja, men som gode Lia her siger, så skal vi nok få sat skik på den snart", mens Dhalia squattede ned ved siden af bordet, væk fra armen og fangede drengens blik "Så hvad bringer dig her til Dianthos ven? Du lyder ikke lokal" sagde hun med et skævt smil. Hendes mørke hud viste hun tydeligvis heller ikke selv var fra disse egne. 

Han kiggede opmærksomt på hende som hun formanede ham, men havde ærlig talt svært ved at høre hvad hun sagde. Stemmerne var blevet mere højlydte da de erfarede at han kunne høre dem - selvom han havde prøvet at lade som om han ikke kunne. Det var svært at snyde de døde. I samme øjeblik Dhalia forlod ham første gang, svang han luten der hang på hans ryg om så han kunne spille. Han var allerede et par toner inde, før et pludseligt pang af smerte fik ham til at misse en streng og spille uklædeligt falsk. Musik havde den ønskede effekt, og stemmerne blev stille for at lytte til musikken. 
Éir sugede en vejrtrækning ind mellem sammenbidte tænder, som smerten blomstrede op igennem hans arm. Som han skulle til at fortsætte kunne han dæmpet samtale sive igennem stilheden over til hans seng. Lysende pige? Han kendte en lysende pige! Kunne det være hende fra havnen, hende han havde sunget for og som havde givet ham nok ravstykker til at han havde råd til karavanen til byen? Han var nød til at finde ud af det. Hvis der var en chance for at han kunne spille for hende, og det kunne hjælpe hende med at vågne, havde han intet valg.
Da de voksne vente tilbage stirrede han sammenbidt på dem. Han kunne allerede nu fornemme at de ville fortælle ham at han ikke skulle spille. Var der én ting han hadede mere end ikke at være i stand til at spille sin musik, så var det at blive fortalt at han ikke kunne spille sin musik. Han holdt besidderisk greb om sin lut med sin gode hånd, bange for at de ville tage instrumentet væk. Han brød sig heller ikke meget om måden de snakkede ned til ham på - han var praktisk talt en voksen mand.
"Jeg er turist, sámänd. Kommet for at," han kneb øjnene sammen mistroisk og stirrede på dem, "spille min musik, sámänd." De ville helt sikkert tage hans lut fra ham, ingen tvivl om det.

Dhalia smilede mildt og varmt til den unge mand "Jaså, hvilken type musik kan du godt lide at spille?" spurgte hun indgående, og holdt sin opmærksomhed fuldt på ham. Det var et ganske simpelt trick. Få ham i tale, helst om noget han interesserede sig for, noget han brændte for! Alt der kunne få ham til at fokusere på noget andet end hans brækkede arm, og give Benn den arbejdsro han havde brug for.

Imens Dhalia holdt knægtens opmærksomhed, lagde den gamle Benn roligt sine knoglede men varme hænder om drengens arm. Han tog en dyb indånding og pressede fingrespidserne blidt ind mod huden. Hans evne tog fat i knoglen, og som han bevægede fingrene, bevægede knoglen sig med den. Med trænet nænsomhed flyttede han delene tilbage på plads, hjalp delene med at finde sig selv og blive en helhed, og bad dem binde sig på ny.

Éir var den yngste i en søskendeflok på 7 og havde udviklet en akut fornemmelse af hvornår han blev talt ned til. Og lige nu talte hun mere til ham som var han en hund. Men der var noget veltrænnet beroligende i hendes stemme, og han havde svært ved at forholde sig mistroisk. Og siden hun alligevel spurgte...
Et smil brød frem der lyste hele hans ansigt op. Det ville være svært at overbevise nogen om at dette var den samme dreng, der havde være bange for at de tog hans instrument fra sig øjeblikket inden. 
"Jeg," sagde han med en stolt, klar stemme, "skriver min egen musik!" Han løftede begge sine øjenbryn to gange, som for at sige "Wow, det er vildt imponerende!" og han vidste at de tænkte det. Også selvom ingen egentligt sagde noget.
"Det bedste er nár man gár fra ard -" Éir stoppede sig selv som han ledte efter den korrekte term, men kunne kun huske dets navn i sin egen dialekt. Han besluttede sig for at fortsætte under antagelsen af de rigtige navne ikke kunne være langt fra hvad han kendte. "- til ciúin, og tilbage igen." 
På trods af at han hadede at blive talt ned til, var han blevet distraheret så effektivt at han hverken havde opdaget at manden begyndte eller blev færdig. "Eller - Eller nár man har en lavere caochÚn, der gár ind i en muileann gaoithe!" Nu hvor hans arm var fri, illustrerede han sin tale med en kort men kompleks melodi af hvad han talte om. Han havde fuldstændigt glemt alt om at han burde have ondt i armen. "Lyder det ikke godt?" Han havde en ustoppeligt munter udstråling, og en smittende entusiasme. 
Typen af musik var unægteligt spids i det, som noget man ville høre sømænd spille i deres fritid. Éirs hjem var på en afsides ø, og hans musik afspejlede det.

Dhalia mødte hans smil med et eget, om end hendes var noget mere moderat og fattet "Du skriver selv? Imponerende, det må jeg sige. Det er ikke så tit man høre andet end de samme gamle travere her synes jeg" svarede hun roligt og lyttede fortsats aktivt da han forklarede videre. Dhalia havde ingen forstand på musik, men det lød til drengen var både passioneret omkring det, så vel som vidende.

Benn lagde kort en hånd på hendes skulder da han var færdig med drengens arm, og hun skævede kort op til den ældre herre, hvor hun gengældte hans smil med hendes eget. Han nikkede en gang og gav Dhalias skulder et lille klem, inden han roligt trissede væk igen, i den retning Dhalia oprindeligt havde hentet ham.

Interaktionen med Benn var kort, før Dhalia igen vendte sin fulde opmærksomhed mod drengen igen. Hun lyttede til hans spil og hendes smil blev lidt bredere. Det var ikke ikke helt hendes smag normalt, men hun kunne høre så meget at han var talentfuld! Da han spurgte om hendes mening, kunne hun ikke andet end at le mildt og klappe lavmælt med oprigtig fryd. "Det er ulig noget jeg nogensinde har hørt før! Jeg er ikke i tvivl om at din musik kan finde et publikum her, så længe du kan holde dig ud af problemer" priste hun ham, og blinkede en gang til sidst, med et lille nik mod hans arm.

Éir baskede let til luften, som for at afværge sig hendes ros. Reelt havde han ikke regnet med at få nogen, og han var dybt taknemmelig, men det skulle hun i hvert fald ikke se. På trods af det kunne han ikke lade være med at give hende et oprigtigt taknemmeligt smil. Han lagde ikke mærke til at den ældre mand forlod dem igen - han var for optaget af sin musik, og prøvede at finde på flere måder han kunne imponere denne tilfældige fremmede han aldrig havde set før. 
"Problemer?" han lo teatralsk. "Jeg kommer aldrig i problemer, jeg kommer ud af problemer!" I stedet for at dvæle ved paradokset i den sætning, spillede han en triumferende melodi for at understrege hvordan han unægteligt havde vundet det argument. Da han kiggede op fra gribebrættet fangede han hendes nik mod hans arm. Han forstod ikke hvad hun lagde op til. Han spillede en enkeltstående akavet akkord, mens han prøvede at forstå hvad hun indikerede. Han kiggede over skulderen, for at se om der var noget bag ham værd at lægge mærke til, men uden held.
"Skulle det bet- Oh!" pludseligt gik det op for ham! Hans arm gjorde ikke ondt længere. Hvornår den var holdt op kunne han ikke sætte fingeren på, men den var helt sikkert bedre. "Ved Valerias barm, min arm er bedre!" Han rejste sig op. "Men sá behóver jeg jo ikke jeres tjeneste!" Han talte hurtigt nok til at Dhalia ikke ville kunne få et ord ind. Det hele gik jo fint i sidste ende.
Han var kommet frem til døren, før han kom i tanke om hvad han havde overhørt med den lysende pige. Drengen vendte omkring og kiggede på Dhalia.
"Jeg kender en lysende pige . . . Má jeg se hende?" En kant af alvor havde sneget sig ind i hans stemme, og et øjeblik svigtede hans smil ham.

Dhalia betragtede blot det selvkørende show der var den unge mand, som hans åndsfraværenhed fik ham til at tro at hans arm faktisk var blevet bedre af sig selv, på magisk vis! Magi havde ganske vist været involveret, men det var langt fra sket af sig selv.
I stedet klukkede den ældre kvinde blot lidt "Nej tydeligvis ikke. Jamen så må du have en god dag" hilste hun den unge mand farvel og rettede sig op med en let hovedrysten som han forsvandt mod døren.

Dhalia havde allerede vendt sig og været på vej ned af gangen da drengens ord nåde hende, og hun stoppede brat. Han kendte den lysende pige?! Hun vendte sig langsomt tilbage mod ham. "Du kender hende?" spurgte hun helt paf. Det var da et umådeligt lykketræf! Dhalia nikkede blot og gjorde en gestus ned af gangen "Denne vej".

Nede for enden åbnede Dhalia en dør, og holdt den åben for drengen "Hun ligger herinde. Vi har ikke haft held med at vække hende endnu desværre" Dhalia trådte med ind efter drengen og lukkede døren efter dem. På sengen lå en ung pige foruroligende stille. Kun hendes brystkasse løftede og faldt langsomt og viste hun var i live. Det let lysende, gyldne hår var spredt udover puden omkring hendes hoved, som en glorie.

Det lød dårligt. En ting er hvis hun sov eller var bevistløs, det var noget helt andet hvis de havde forsøgt at vække hende, og det ikke var lykkedes. De havde tilsyneladende magi til deres rådighed, hvor svært kunne det være at fikse en enkelt person, der var kommet til skade? Jo længere hans tanker tog ham jo mere bekymret blev han.
En af grundene til at han havde taget til byen havde været i håbet at han ville støde på Mia, det havde han ingen reservationer omkring. Men ikke på den her måde. Han kiggede på kvinden, og hans bekymring forhindrede ham i at holde smillet oppe. Den musikalske dreng var væk, og i hans sted stod der en ung mand med vildt rødt hår og en lut i hånden og et gravalvorligt ansigtsudtryk.
Han havde været forsigtig med sin formulering, for han vidste ikke med sikkerhed om pigen de havde i huset var den samme pige han havde mødt på havnen. Af hvad Éir havde set af Dianthos kunne der være mange hundrede gange flere indbyggere end hvor han kom fra, men selv med 2000 indbyggere - et stor tal i Éirs hoved - hvad var chancen for at der var flere lysende piger?
"Ja, jeg kender hende." Han følte sig sikker i sin sag, ikke klar over hvor forkerte hans antagelser var. Kvinden viste vejen til et tilstødende rum, og han fulgte efter med hjertet siddende i halsen.

Da han så Sofie var den første følelse der ramte ham lettelse. Han genkendte ikke pigen på sengen, havde aldrig set hende før. Det var unægteligt sandt at hun lyste, men i hendes tilfælde lod det kun til at være hendes hår. Det var sandt at hun lignede Mia i umiskendelig grad, men pigen med det lysende hår var ikke hende. Han lukkede øjnene, og tog et tungt åndedrag. Efter det første chok blev hans lettelse kvalt af en fornemmelse af skam. Det var stadig en alvorligt såret pige, der lå foran ham. Han burde ikke være lettet.
"Det er ikke hende," sagde han sagte. Han trådte frem og studerede hendes ansigt, som hun lå ildevarslende stille. Han rømmede sig og fortsatte med en tydligere stemme. "Det er en anden pige . . . Jeg overhórte jer tale om en lysende pige, og tänkte bare at det var hende." Efter en kort tavshed kiggede han op på Dhalia. "Hvad er der galt med hende?" Éir brød sig ikke om at se nogen lide eller komme til skade. Den våde hinde over hans øjne fik dem til at glitre i det indelukkede kammers halvlys.

Dhalia kunne ikke holde et suk tilbage da drengen erklærede han ikke kendte hende alligevel. Det havde været for godt til at være sandt lod det til. Dhalia trådte frem bag drengen, og lagde en støttende hånd på hans skulder "Jeg beklager forvekslingen. Jeg regnede ikke med der er mange lysende piger i Dianthos" hun gav hans skulder en beroligende klem og slap ham igen som han trådte længere frem og studerede den bevidstløse skikkelse.

"Ærligt ved vi det ikke. Hun har været bevidstløs siden hun blev afleveret her" der var ingen grund til at forurolige drengen med detaljerne. Dhalia skævede mod bordet i hjørnet og så pigens blodige tøj stadig lå der, skyllet igennem efter bedste evne, men stadig med de karetiristeske mørkerøde plamager. At få tisset af skørtet havde været en halv sejre. Det tøj blev aldrig brugbart igen. "Men tak guderne for det ikke var din veninde alligevel. Vi skal nok gøre alt vi kan for pigen her" forsikrede hun ham, og gjorde en gestus mod døren. 

Éir ignorerede Dhalias henvisning til døren, og sænkkede blikket til pigen igen. Hun var stille, men ikke på den rolige måde man er når man sover - Der var noget foruroligende tavst ved måden hun lå på, som var hun død i ånden mere end i kroppen. Éir ønskede indædt at der var noget han kunne gøre for at hjælpe, men udenover sin musik og evnen til at styre en båd, havde han ingen færdigheder hun kunne bruge til noget.
"Tror du jeg kunne synge for hende?" Hans stemme var stille, som frygtede han at forstyrre den tavse vigilie der kunne findes i rum tilhørende de alvorligt syge. Ikke engang ånderne turde bryde den hellige stilhed, og det gav ham lyst til at gøre det - Hvis han kunne tvinge tavsheden væk med sin stemme, kunne det være at han kunne afværge døden også. Tanken var fjollet, naturligvis. Han vidste ikke engang om hun ville kunne høre ham. Det eneste han vidste var at han ville ønske nogen sang for ham, hvis han var syg. Værste fald kunne det ikke gøre nogen skade.

Pludseligt vendte han ryggen til sengen, og gik over mod kvinden. Gestusen var sær - han kendte ikke engang pigen, og han var sikker på at Dhalia dømte ham for som et fantasifuldt barn, selvom han i sandhed havde været en voksen mand siden den dag han tog afsted hjemmefra. 
"Det er fjollet - Undskyld min adfärd." Sagde han tørt, og fortsatte mod døren. Han havde ikke længere lyst til at befinde sig et rum så ladet med død.

Dhalia lagde en hånd på den unge mand som han var på vej forbi hende, for at stoppe ham. Hun så på ham, uden at se ned på ham. "Jeg synes det er en fremragende idé. Hvis du er villig til at synge for pigen her, selvom det ikke er hende du kender, så tror jeg hun vil sætte pris på det" Dhalia stemme var lavmælt, mild, men samtiddig stærk. Hun løftede blikket til pigen "De opfatte mere end vi tror, også selvom det ikke ser sådan ud".

Langsomt slap hun hans skulder og hendes blik faldt tilbage på den unge mand igen "Om ikke andet, så ville jeg værdsætte gestussen på vores unge ven hers vejene" tilføjede hun med et varmt smil.
Det varmede altid den hærdede healers hjerte at se den slags uselviske gerninger. At tilbyde sin hjælp til en der nok aldrig ville vide den var givet var en særlig form for venlighed der sjældent blev set, men som altid var prisværdig, og at se det fra en så ung sjæl var kun det mere varmende.
Unge mennesker disse dage havde så travlt med dem selv og deres eget.

Han stoppede da hun lagde en hånd på hans skulder, og gav hende et forsigtigt smil. Han var glad for at hun havde stoppet ham, men fandt det svært at føle sig munter taget situationen i betragtning. Han vendte sig, trådte tilbage mod pigen og stoppede først da han stod ved kanten af hendes seng. Først da gik det op for ham at han ikke havde overvejet hvad han ville synge - alt han havde vidst var det føltes nødvendigt. Det bedste han kunne finde på var en gammel vuggevise, hans mor plejede at synge til ham når han ikke kunne sove. Han begyndte stille, og holdt samme styrke gennem sangen - Det var ikke en sang ment til at fremkalde stærke følelser, men til at berolige dem. De stive vokaler og rullende r'er der hørte sig til enhver sang i hans dialekt, spredte sig i rummet og skræmte den drablige tavshed væk.

Hvor hans talent med instrumentet havde været klart udfra hans tekniske færdigheder, var hans sang en anden sag. Hvis hans talestemme mindede om en pludrende bæk, var hans sangstemme klar og ren som uforstyrret, stillestående vand. Uden at hæve sin stemme til mere end en høj hvisken kommanderede han rummet til tavshed, og brugte stemningen det skabte til at fremhæve den perfekte intonering. Han ørgrede sig næsten over at Dhalia var til stede, for der var noget ved at synge til en person der ikke kan høre dig, der gjorde det til en meget privat oplevelse - for sanger såvel som lytter.

Da sangen sluttede strakte han sin hånd ned og lukkede den om hendes, som for at trøste hende. Éir havde altid haft en livlig fantasi, men han syntes at hun så ud til at sove roligere end før - eller også så han bare hvad han ønskede. Under sangen var han kommet til en beslutning, og han vendte sig nu mod kvinden.
"Kan du läre mig at helbrede?" uden at give hende tid til at sige noget, fortsatte han. Hvis han kunne forklare sine tanker bag før hun kunne protestere, var det muligt at han kunne overtale hende. Dog kunne han ikke finde på mere at sige. Efter en tid lukkede han munden, og så istedet på hende med store, bedende øjne. Hvis han havde tænkt sig at være i byen i længere tid, kunne han ligeså godt finde sig en profession han kunne udøve på land såvel som til søs. Og hvis han kunne helbrede bare små ting, kunne han reelt hjælpe når der var folk, der havde brug for ham, istedet for bange at skrælle sange på dem. Det helbrede folk virkede som et nobelt erhverv.

Dhalia holdt sig tilbage som drengen trådte frem mod pigen, et varmt smil fortsat på hendes læber. Sangen var hende ukendt, men hun genkendte intoneringen som en vuggevise, lig dem hun havde sunget for sine egne børn når de havde været ugidelig. Et var en passende sang.
Dhalia vendte sig roligt, og gik over til bordet hvor pigens ting lå og gik igang med at folde tøjet lidt sammen, så blodpletterne ikke var så synlige. Det var ikke en scene der krævede et publikum, men hun ville heller ikke forstyrre ved at forlade rummet. Så hun fjernede sig så vel som kunne gøres, og gav dem plads mens hun inderligt håbede noget i drengens sang kunne nå pigen og lede hende mod overfladen.
Da sangens sidste tone ringede ud, ventede Dhalia tålmodigt, og lod ham blive færdig før hun løftede blikket fra det blodplettede tøj.

Måske var det blot Éirs fantasi, men det så ud til pigens mundvig var gledet op i den ene side, bare en anelse. Og den tåre der havde samlet sig i hendes øjenkrog var bestemt ikke indbildning. 

Dhalia drejede sig fuldt mod drengen som han vendte sig mod hende, og lyttede alvorligt til hans forespørgsel, ventede på de efterfølgende ord han ønskede men som aldrig kom, gav ham et øjeblik til at finde dem, og blev så ramt af de store, våde hundeøjne. Dhalia havde måske haft intentioner om at sige nej. Hun havde vitterlig ikke tid! Men de øjne.. 

"Jeg kan lære dig at helbrede, ja" Åh hun var en svag sjæl "Men det er krævende arbejde, både at lære, men at bære den kunnen i fremtiden er lige så stor en prøvelse.. På en uge kan du lære det basale, tage dig af dårlige maver, almen sygdom og småskader. På en måned brækkede knogler og snitsår, og på et år.. ja, på et års tid kan der vel blive en helbreder du af dig" hun talte alvorligt og fast. At have flere i verden der kunne hjælpe var altid godt, men hun ville ikke spilde tid og kræfter hvis han blot ville begynde at kede sig og stikke af på andendagen. "Så.. hvad ønsker du at lære?"

Éir havde glemt alt om pigen, så optaget var han af denne nye åbenbaring han havde fået. Nu hvor han havde sagt det højt og Dhalia ikke havde skudt ideen ned, virkede det som det mest naturlige i verdenen at han skulle helbrede. Og nok ville det være hårdt, men Éir var ikke sky fra hårdskab. Når først han havde besluttet sig for noget, arbejdede han mod det med en næsten fanatisk beslutsomhed. Hans øjne havde skiftet udtryk fra våde til flammende. At der var krudt i den unge mand var der ingen tvivl om.
"Det hele!" Han ville savne havet og selvom et år ville være lang tid, ville færdighederne værre det værd. Nu skulle han bare finde et sted han kunne bo, for han havde ikke planlagt at skulle blive i byen så længe, og havde kun penge nok til en enkelt nat. "Hvornár kan vi starte?" Han kunne næsten ikke stå stille af begejstring, og måtte kæmpe med sig selv for ikke at række om efter luten. 

Dhalia betragtede den unge mand alvorligt. Ja viljen lod til at være der. Men ville det holde? Unge menneskers interesse var en flygtig ting, og guderne vide Dhalia havde brug for folk hun kunne regne med, og ikke flere der stak ud og aldrig kom igen ved første syn af blod og bræk. Drengen her slog hende som den type. Han ville være ude af døren igen før han havde sat sin første knogle.

Men der var kun én måde at være sikker på.

"Vi starter din undervisning en uge fra i dag. I den uge vil du gå til hånde her. Du vil tømme natpotter, tørre blod og bræk op og.. du vil synge for pigen her, hver dag." hun holdt en pause for at lade hendes krav synke ind, og se hans reaktion "Hvis du stadig ønsker at være her efter den uge, vil vi begynde din oplæring"

Han sendte hende et anstrengt smil. Udover at synge for pigen hver dag, lød opgaverne ikke behaglige. Sandt at sige vidste Éir ikke om han havde hvad der skulle til, men for ham var der kun en måde at finde ud af det - prøve. Han tog livet som det kom, en dag af gangen. Eller år af gangen, som det så var i dette tilfælde.
Hans eneste problem var penge, for han havde ikke planlagt at blive i byen så længe. På gaden kunne han tjene nok til at overleve var han sikker på, men det ville også kræve det meste af hans tid - tid det ikke længere lød som om han havde. Nok havde hans hjemmeø gjort ham resistent overfor kulde, men han var ikke sikker på at han kunne overleve at sove udenfor, i hvert fald ikke med det tøj han havde på nu. Han havde ingen ejendele der skulle hentes, da han rejste med alt hvad han ejede. Stjerne lå til at byens ville blive hans næste hjem.
"Det er ikke et problem, men er der et sted jeg kan bo?" spurgte han undskyldende. Han regnede med at hun ville forstå hans situation, uden at han behøvede at sige mere.

Dhalia betragtede drengens reaktion. Hans anstrengte udtryk var et godt tegn. Havde han troet opgaverne ville blive lette, eller behagelige, ville det ikke gøre andet end at vise han ikke rigtig anderkendte hvad han egenligt gik ind til, at han manglede ikke bare evnen til at lytte, men også indsigt. Men det var ikke tilfældet.

"Der er et loftværelse her der står frit for tiden. Det er ikke stort, eller luxøst, men det er tag over hoved, og varmt" forklarede hun med et nik. Hun skævede kort til pigen på sengen. Om ikke andet kunne hans sang måske hjælpe hende.
Dhalias blik vendte tilbage til drengen, og hun ledet ham roligt ud af rummet, og lukkede døren roligt bag dem, så pigen kunne få ro. "Jeg er Dhalia Malik, og jeg står for ledelsen af huset her. Hvad er dit navn, unge hjælper?"