Turen ned til Balzera havde været lang og hård, og af en eller anden grund glædede Cecilio sig ikke ligesom meget til at være fremme som han normalt gjorde. Det fik det næsten til at lyde som om at Cecilio ikke vidste hvorfor han ikke glædede sig. Han vidste præcist hvorfor han ikke gjorde. Hans forældre havde endelig fundet ud af at han var blevet gift, så naturligvis havde de sendt bud efter at han skulle komme ned med hende, så de kunne se hende.
I normale omstændigheder ville det ikke være så slemt. Der ville nok være en lille (eller måske en anelse stor) fest for dem, men ellers ingenting. Problemet var lidt at selvom Cecilio og Lyuba teknisk set var gift, så opførte de sig ikke ligefrem som et nygift par. De opførte sig langt mere som venner, fordi det var det de egentlig var. Det var helt og aldeles et politisk forhold, og det fungerede da! Hvis man ikke skulle forklare det overfor sin mor, der ikke mente at et forhold baseret på politik var noget der hørte hjemme i denne her verden. Det var også derfor at Cecilio havde måtte få Lyuba overtalt til at bare for det stykke tid de var i Balzera, at de ville opføre sig som det par det var meningen de skulle være.

Selvom de havde rejst sammen med Cecilios gøglergruppe, så havde de ved udkanten af Balzera sagt farvel til dem. Der ville ikke rigtig være tid til at optræde med dem, hvis Cecilio kendte sin familie ret, og de skulle også bo hos Belo familien mens de var her. Desuden var bedre ikke at have dem der kendte dem omkring sig. De ville sikkert grine af dem ved det allerførste møde.
Cecilio sagde ikke noget som han ledte Lyuba ned af gaderne, mod huset hans familie boede i. Det var dog tydeligt at se at han var nervøs, især som han knugede Lyubas hånd han holdte fast i, for at hun ikke kunne forsvinde fra ham i menneskemængden. For selvom de ikke var på en hovedgade, så var der overraskende mange mennesker.

Det havde været måneder, nej år siden Lyubas familie sidst havde rejst rundt. Normalt rykkede de lidt fra by til by men de seneste 6-7 år havde de altid fundet tilbage til hovedstaden, da det var der der var størst vækst for underholdning. Flere penge at hente, bedre levevis.
Så da Cecilio havde bedt Lyuba om at tage med til Balzera havde hun næsten allerede taget afsted uden at pakke det mindste. Selv efter forklaringen med forespørgslen om skuespil hele turen dernede var hendes lyst til at tage afsted ikke svundet. Hun glædede sig faktisk lidt til at skulle spille komedie især med hendes partner-in-crime. Hele turen derned havde hun været i højt humør og nød hele rejsen til sit fulde Det havde alt sammen gået så hurtigt, men nu stod tiden næsten stille som Cecilio knugede hendes hånd. 
Hun viste ikke han var så nervøs. Så som en form for trøst, og for at vise hun var lige bag ved ham, trak hun op i sin rygsæk så hun kunne holde om hans hånd med begge sine.

"Hvor langt er der Cecilio?" spurgte hun imens hun kiggede sig omkring. Nu hvor hun tænkte over det, hun viste næsten alt om hans familie tilbage i gøgler truppen, men dem i Balzera havde de knapt nok nævnt siden de blev gift, ikke før nu.

Det var rart at vide at han i det mindste havde hende sammen med ham, men alligevel var der noget der gjorde at han følte at han havde forrådt sin familie med dette forhold. Ikke at han fortrød det. Han var godt klar over hvad der var sket hvis de ikke var blevet gift, desuden var han blevet ganske glad for Lyuba gennem det seneste år. Han var faldet for Florence mere uhæmmet, mens Lyuba bare var begyndt at føles som et hjem for ham. Ikke at han ville nævne dette til hende.

Et lille smil kom frem på hans læber, men langt fra det han normalt bar. "Et par gader endnu. Og du er sikker på at du er okay med det her?" spurgte han, som om at han skulle forsikres om at Lyuba var okay med det her. Han var dog næsten på vej til at vende om og tage nordpå igen. Men det var nok mest af alt en kombination af at han ikke var helt sikker på hvad han ville blive udsat for når de endelig kom frem.
Men han forsatte fremad, mens han holdt et udkig for noget som helst familie der kunne være omkring. Han var næsten sikker på at selv Lyuba ville kunne genkende dem. De var alligevel så ens de fleste af dem.

Lyuba gengældte hans smil med et der var langt brede og mere ærligt. "Selvfølgelig er jeg det. Jeg kommer til at møde dem der er skyld i din eksistens OG jeg får lov til at have en af hoverollerne i 'livet ender altid lykkeligt' jo!" forsikrede hun ham og kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Hele situationen var så underlig at hun nok ikke forstod at hun skulle til at møde svigerfamilien... igen?

Balzera var på ingen måde som Dianthos. Den var mindre, men der virkede bestemt ikke som om der var færre folk. Det var meget tydeligt at det var betragtet som en handelsby, med alle de forskellige mennesker og andre skabninger der færdes over det hele. Det undrede hendes faktisk overhovedet ikke at et sted som dette havde disket op med en som Cecilio.
Istedet for at gå bag ved ham kom Lyuba op på siden af ham og tog ham under armen og lagde sit hoved på hans skulder. "Klar darling?" sagde hun en oktav højere men med et åndsvagt ansigt udtryk op til ham for at opmuntre ham lidt og forhåbentlig ogs få ham til at slappe lidt og se at det nok skal blive sjovere end det han frygter.

Det var svært ikke at bryde ud i et grin, når hun gjorde noget så tåbeligt som det, og han kiggede med en hvis hengivenhed ned på hende. Det var ikke noget der kom ofte op, men det var også fordi at Cecilio sjældent var i en stilstand hvor han faktisk var sårbar, selv overfor Lyuba.
"Okay, men hvis de bliver for meget, så sig til, og vi vil prøve at flygte midt om natten... ikke at jeg tror det lykkedes," indrømmede han. Han havde nævnt en gang eller to at hans familie var ganske stor, men der var nok ikke noget der rigtig kunne forberede Lyuba på det der var Cecilios familie. For selvom gøgler 'familier' var store, så gik Cecilios familie også lidt ud fra præmissen om at holde alle under et tag. Der var bare ikke nogen der kunne holde sig til et barn eller to.

De nåede da også endelig til døren, og Cecilio kiggede på Lyuba inden han bankede på døren ind til huset. Han havde dårligt slået to gange, før at et stort brag kunne høres fra et sted i huset, og skridt. Mange skridt, og måske også nogen der faldt. Der var i hvert fald ikke gået mere end 10 sekunder før døren blev revet op, og en mand, der lignede Cecilio ufattelig meget stod i døren, og der var flere der enten kom løbende bagfra, eller allerede stod bag ham.
"CECILIO ER HER!" var det første der blev råbt højt, hvilket gjorde at der var flere skridt der kunne høres, og det næste Cecilio oplevede var at blive hevet indenfor døren. Et solidt greb stadig på Lyuba, og han kunne svagt høre døren blive lukket bag dem, og ellers blev de bare bombarderet med spørgsmål.

Cecilio tog en dyb indånding "Okay! okay!" kom det højlydt fra Cecilio, hvilket fik dem til at stoppe. I hvert fald et øjeblik. "Vi skal nok nå det, men må Lyuba og jeg ikke nok bare.... lige slappe lidt af?" det var næsten bedende, men han kunne ikke overkomme at skulle svare på spørgsmål fra hans nærmeste familie. Og det var måske kun 10 eller 15 der var her lige nu. Det ville blive så meget værre.

Hvis man havde set efter kunne man have lagt mærke til hvordan Lyubas pupiller havde trukke sig sammen i chok over personerne der viste sig frem for hende. Hun var bare blevet trukket med som en form for dukke ind af døren og ind i hvad der virkede som deres hoved stue. Menneskerne der hev og trak i dem med glade ansigter og så mange spørgsmål blandede sig bare sammen til en amsse af lyde og følelser.

Det var først da Cecilio fik dem alle til at falde ned at hun blinkede til sig selv igen. Med store øjne så hun fra Cecilio til hver enkelt i rummet. Der var absolut ingen tvivl om at han kom herfra, det var næsten lidt uhyggeligt og s alligevel brød ud ud i latter inden hun satte sig ned på hug foran en treårig lille kopi af Cecilio. 
"D-darling du har undladt så mange detaljer omkring din familie" startede hun imens hun stadig holdt latter igen. Da hun rejste sig op havde hun hvad hun gættede på Cecilios nevø eller lillebror siddende på hoften. "Hvordan har du holdt dem hemmeligt i næsten en helt år?" spurgte hun imens hun killede den lille ved sin side som var ved at dø af grin.

Grunden til at Lyuba grinte var på ingen måde den grund hun gav familien. Hun kunne simpelthen ikke komme sig over hvor meget de lignede hinanden. Det var som at se en tidslinje af ham... i kvindelige og mandlige udgaver.

Folk der ikke kendte til familien, havde ofte svært ved at kende forskel på dem, og for Cecilio selv var der heller ikke meget forskel på hvem der var en bror og hvem der var en nevø. De var alle sammen en stor familie trods alt, og de havde altid været tætte. De værste var dog stadig når man så dem bagfra og ikke kunne gætte sig til hvem det var der bar ansigtet. Lyuba havde i hvert fald sit arbejde for sig. Især hvis hun ville have en chance for bare at kende et par af dem fra hinanden. Forhåbentlig havde hun set på Cecilio nok til at kunne pege ham ud fra mængden.

"Du har ikke snakket om os?" var der en der afbrød, en kvindelig stemme lidt længere ude end hvad Cecilio og Lyuba umiddelbart ville kunne se, selvom Cecilio selv havde en rimelig god ide om hvem det var. Selv efter alle disse år kunne han genkende stemmerne og ansigterne fra hinanden, selvom de yngre medlemmer godt nok var lidt sværere. Det kunne han se på bare ham Lyuba havde taget op.

"Der er alligevel ikke så meget at fortælle om jer, vel?" kaldte Cecilio tilbage, og et grin brød ud i gruppen, men ligeså langsomt lod de til at trække sig lidt væk. De havde vidst godt forståe at det ikke nyttede at kæmpe om opmærksomheden for nu.
"Og jeg holdte dem ikke hemmelige... De er bare ikke kommet op i samtalen... og det ved du," pointerede han og rakte over for at nusse drengen i håret, men også droppe et blidt kys mod Lyubas hår.

Lyuba satte drengen ned på gulvet igen og han hoppede lidt rundt inden han forsvandt ud i hvad der lignede et enormt køkken. Hun kiggede sig lidt rundt, det var meget tydeligt at det var et stort hus til mange mennesker på den måde bare dette rum var sat op med siddepladser alle vegne, selv steder hvor det ikke virkede som et sted der skulle siddes blev brugt af to yngre piger der havde travlt med at sætte hinandens sort lokker op.

Det var næsten som at stå som et sort får i en fåreflok, eller nærmere et hvidt får i en sort flok her for hende. Men det fik hun ikke lov til at tænke for længe over før en ældre mand med brede skuldre  og hvad der lignede hans søster, hev fat i Lyuba. "Nu må du fortælle hvordan min kvist af en lillebror har kunne få fat i en lille skønhed som dig?" udbrød den ene mens den anden fortsatte "Du er bestemt ikke hvad vi havde i tankerne nej, åh nej baren var sat meget lavere fort Cecilio. Man ved aldrig hvad hvad han kunne slæbe tilbage" de placerede hende imellem dem og fortsatte dere kagleri omkring Cecilio og Lyuba fik ikke et ord indført før de sad stille og ventede på svar på deres store spørgsmål. 
Hvad poker skulle hun lige svare?...

Med en kort pause hvor Lyuba bare så overvældet ud åbnede hun endelig munden. "Altså.. det i beder om er, hvordan vi mødtes?" spurgte hun for at være sikkert, hvorefter de to nikkede i takt.

Det kunne godt være at huset var stort, men det var ikke i nærheden af stort nok i forhold til hvor meget familie her egentlig boede. Cecilio kunne tydeligt huske hvordan der ikke var en eneste form for privat liv mens han boede hjemme. Ikke at rejse rundt i en karavane gav en mere privatliv, så det var nok ikke fordi at det var så fremmede for Lyuba. Forhåbentlig ville de få lov til faktisk få det eneste gæste værelse der fandtes, i stedet for at de måtte dele med Cecilios søskende, det vidste de nok først når Cecilios mor kom hjem, siden han endnu ikke havde spottet hende i mængden af mørkhudede, sort hårede folk.

Cecilio var på vej til at i det mindste tage Lyuba med hen, hvor de måske kunne sidde lidt ned, og bare slappe af, men det skulle de tydeligvis ikke, som de blev stoppet. Hvad der kom ud af deres munde gjorde det ikke meget bedre.
"I to kan da absolut ikke snakke om hvad jeg kunne slæbe med hjem, når man ser på det I har haft slæbende," udbrød han. Ikke fordi at det var specielt sårerende. Det var en del af det drilleri der altid var i huset. Og det var måske bare at udnytte muligheden når Cecilio endelig var hjemme, siden han var en af de få der faktisk havde forladt huset og Balzera, i forhold til resten af søskende, som havde en stor variation af jobs.

De to søskende kiggede uimponeret op på deres lillebror. "Du skal ikke lytte til ham, kære" startede kvinden og manden nikkede enig. De blev så igen meget opmærksomme på hende for at få historien. Lyuba lavede lidt af et anigt da hun kort kiggede op på Cecilio, men stoppede næsten med det samme. Hvad hun skulle til ville hun helst ikke se hans reaktion på.

Lyuba klappede hænderne sammen som en lille pige og lavede en genert smil igen hun kiggede ned på sine knæ. "Tja, i hovedstaden har vi lidt en tradition for at fejre ugens ende på markedspladsen. Der deltager både sælgere, godtfolk, og selvfølgelig alle de daværende gøglere, normader og gennemrejsende. For ... cirka halvandet års tid siden var Cecilios truppe kommet til byen tilsyneladende, for jeg havde ikke mødt nogen af dem før. Men der var de med alle deres kunster og tricks der tog hele festens opmærksomhed. " startede hun og gav så et lille skuldertræk med et suk. "Jeg havde det fint med det den aften, selvom jeg skam ikke er så glad for at give opmærksomheden videre. Jeg følte ikke for at optræde den aften og da det var blevet sent forlod jeg pladsen for at finde en stille baggår et sted.." 

Hun tog sine ben op til sig i en skrædderstilling og fagtede med hænderne imens hun fortalte, måske lidt for entusiastisk til at være rent skuespil. "Baggårdens brosten var kun oplyst af månen der hang vitterligt lige oppe over mit hoved, og musikken kunne svagt høres som det eneste i nattens stilhed. Jeg sad i midten ved en lille brønd og lod mine fødder få en pause. Men jeg fik ikke lov til at være alene for længe før hvad jeg selv antog var jeres udkørte lillebror. Vi faldt i kort snak om ligegyldigheder og livets glæder og sorg.. og for sjov bød han mig op til dans til den svage musik... og.. resten er vel historie" afsluttede Lyuba tilfreds med sit mesterværk med armene over kors.

Cecilio var ligeså optaget af historien som hans søskende. Han var overhoved ikke klar over hvad det var der ville komme ud af Lyubas mund, hendes forklaring på hvordan de var endt som de var. For et øjeblik kunne han selv forstille sig det, som var det et minde for ham. Måske var det vejen det ville have været hvis de var mødt i normale omstændigheder, ikke at Lyuba nogensinde havde virket rigtig interesseret i drengene omkring hende. Det havde Cecilio efterhånden opfattet, selvom han intet sagde om det.
Som Lyuba var ved at afslutte historien, kunne Cecilio også godt mærke at han følte sig bare en anelse varmere end normalt, og det var ikke fordi at det var væsentlig varmere i Rubinien fremfor op i midten af landet. Heldigvis gjorde hans mørke hud at det alligevel var svært at se, og umiddelbart så hans søskende ikke ud til at at have opfanget det.

Cecilio kunne ikke engang få et ord ud, så i stedet for lænede han sig endnu engang ind og plantede et kys på Lyuba. Denne gang på hendes kind. Heldigvis var det her noget han alligevel var så vant til at gøre. Så det var ikke så underligt pludselig at gøre det mere.
"Det er alligevel imponerende. Jeg troede ikke du havde det i dig," sagde kvinden grinende, og Cecilio gemte let sit ansigt mod Lyubas skylder, men han kiggede stadig med det ene øje på dem.

"Jeg tror noget held var inkluderet i det," indrømmede han så, men kiggede kun kort på Lyuba, ikke nok til at han faktisk kunne se hendes reaktion, inden at han kiggede tilbage på hans søskende. Det skulle nok gå. Lyuba levede for at optræde, og hun fandt det tydeligvis allerede ganske morsomt at gøre det her.

Hele historien var super kliché og pinlig, mente Lyuba selv, hvilket gjorde det svært hende ikke at falde sammen i skam på stedet. Istedet lod hun sin rødmen vise sin som pinlighed over at blive kysset på kinden. Hun lagde en hånd på sin mands hår og kørte kort fingrene igennem det ikke mindst for lige at hilse på hans nærvær, men også for at samle sig selv sammen igen.

"Noget held?! Det har helt sikkert været magi!" udbrød broderen og grinte højlydt bagefter. "Sort magi!" kom det ovre fra en af pigerne på de besynderlige siddepladser. Hvilket fik resten til at grine med. På mange måder mindede stemingen Lyuba om hendes egen familie, hvilket fik hende igen til at slappe mere af. Det var lige før hun manglede sin mors latter i baggrunden. For første gang hun begyndte at have hjemve i sit liv, var det noget af en sær scene at få det i.
En af de mindre piger der kom ned ad en trappe der førte op til hvem ved hvad havde tilsyneladende hørt det hele og lagde nu armene hen over Lyubas ben og forlangte at høre mange flere detaljer af historien. Hvad årstid det var, hvad det var for en musik, alle ting man kunne tænke sig. Og Lyuba løg for livet løs, men det virkede til at underholde pigen og de nær siddende. Så kunne løgnene vel ikke være så slemme?

Cecilio kunne ikke lade vær med at grine let ind i skulderen af Lyuba, som han hørte det. Selvfølgelig ville de mene det. Ikke fordi at Cecilios magi ville hjælpe på den antagelse, men han vidste også at de mente det i spøg. Han var ret sikker på at de ville jage Lyuba væk, hvis hun ikke virkede god nok til deres lille Cecilio. Til trods for at han var den der havde mest livserfaring af de fleste af dem. Der var dog visse ting de aldrig behøvede at vise om hans eventyr i den store verden.

Den lille pige der havde været super fokuseret på alt hvad Lyuba sagde, bestemte sig pludselig for at selvom Lyubas side af historien var meget vigtig. Næsten det vigtigste, så var hun også interesseret i at høre 'prinsens' side af historien.
"Var det kærlighed ved første blik?" kom det næsten helt uskyldigt, men Cecilio der ligeså stille havde rejst sit hoved, følte sig pludselig fanget og kiggede med store øjne ned på pigen, og han blev lige nødt til at rømme sig lidt inden at han overhoved kunne lade sig forklare for hende. Det gjorde dog også at han fik et noget interessant blik fra hans storebror. Det ville han helst gerne have undgået.

"Kærlighed ved første blik er ofte meget flygtigt. Jeg har altid vidst at Lyuba var speciel, men det tog mig i hvert fald natten over, før at jeg bestemt mig for at det var hende jeg skulle være sammen med resten af mit liv," sagde han med et grin. Pigen havde set meget skuffet ud først, men lysnede mere og mere op, jo længere han kom med sætningen.

Lyubas blik havde lige så hurtigt som hans brors faldet på Cecilio da han havde rømmet sig. Ikke at historien var rigtig på nogen som helst måde, men hun havde aldrig rigtigt spurgt ham hvad han havde ment om hende ved første øjekast da de havde mødtes ved deres forlovelse. Svaret fik hun dog heller ikke da det var et der matchede historien der ikke var deres.

Hendes opmærksomhed gik til pigen igen inden hun tog sin arm under Cecilios og holdt sig ind til ham. "Kærelighed ved første blik er nu en sjælenhed, nogen skal bruge tre sekunder imens andre flere år. Men det gør det ikke mindre romantisk vel?" spurgte hun og pigen gav hende dog ret efter et øjeblik af eftertænksomhed. 
"HAR NOGEN TÆNKT SIG AT HJÆLPE MED MADEN TIL FOLKEMÆNGDEN ELLER SKAL JEG STÅ MED DET HELE" lød den højlydt fra en ældre dame ude i køkkenet og flere af kvinderne og pigerne i rummet rejste sig og satte næsten i skræk løb derud. Et par unge drenge fulgte dem i hælene da der nok ville være pryl hvis ikke de havde reageret også. 
Lyuba havde rejst sig helt af sig selv og stod nu lidt forvirret og kiggede kort tilbage på Cecilio. Hun smilte så bredt og blinkede til ham inden hun fulgte efter de andre ud i køkkenet.

Der var dog en hvis sandhed i hvad Cecilio egentlig sagde. Det havd emåske ikke været af kærlighed at han havde bestemt sig at blive gift med hende, men det var et valg han havde taget af at være sammen med hende resten af sit liv. Især fordi at han nok aldrig ville kunne få sig selv til at være sammen med mere end en, uanset hvor meget Lyuba havde sagt at det var okay hvis han fandt en anden, siden ægteskabet ikke holdt ham op mod noget.

Lyuba så dog ud til at håndtere hans familie okay, og også forklare at kærlighed der opstod efter flere år også var romantisk. Det gik da indtil videre bedre end han havde forstillet sig. Selvom hans mor var udentvivl den der var den vigtigste at overtale. Dog var der egentlig ikke nogen i hans familie, der faktisk kunne forstille sig Cecilio gifte sig med nogen uden der var kærlighed involveret, det havde Cecilio dog ikke ligefrem overvejet.

Kvinden der havde råbt for at få deres opmærksomhed, var en af de større kvinder i familien. Hun var på ingen måde tyk. Ingen af dem var, men hun havde kurver, og det var alles gæt om hun var født med dem eller det var efter alle de børn hun havde fået. Der var også små streger af gråt i hendes hår, og rynker om øjnene.
"Det er min moster Rosita," sagde Cecilio lavmeldt. Det kunne godt være at Lyuba ville have nemmere ved at holde styr på de ældre, fremfor hans søskende, fætre, kusiner og på grenene længere ude. Desuden ville de sikkert have det lidt for sjovt med at forvirre Lyuba med hvem der hed hvad.

"Cecilio min dreng," udbrød Rosita som stod ved komfuret, og prøvede at uddelegere opgaverne til de af børnene der endnu ikke havde taget et af deres job. "Oh! Og det her må være lille Lyuba. Hun er da absolut nydelig. NEJ Diego! Det er ikke sådan man skær det! Det ved du da godt" hun havde åbenbart fået øje på en af drengene der ikke ligefrem skar grøntsagerne som hun ville have det. 

Lyuba vinkede kort til den højrøstede kok da hendes tilstedeværelse blev anderkendt inden hun stillede sig ved siden af drengen, Diego, og begyndte at skære ud af grøntsagerne der lå foran dem. Hun puffede lidt diskret til ham for at han kunne følge efter hvad hun gjorde i et lettere imponerende hurtigt tempo. 

"Er det altid Dem der laver mad til hele familien?" spurgte Lyuba kvinden ved komfuret som svarede ved at grine højlydt. "Skat! Hvis jeg skulle gøre det her hver eneste dag ville jeg mere ligne en der var 80!" grinte hun højlydt. "Sasha jeg sagde du skulle fjerne overfladen ikke halvdelen af suppen!" 

Lyuba smågrinte lidt inden hun kiggede ned igen og koncentrerede sig om sit arbejde med Diego der desperat prøvede at regne ud hvordan han skulle undgå at en fremmed kvinde gjorde hans arbejde både hurtigere og bedre.
Med flokken af mennesker i køkkenet gik der ikke længe før maden var på bordet og folk satte sig omkring det. Der blev snakket højlydt til højre og venstre men ingen rørte maden endnu. Ikke før døren gik. "Bedste!!" udbrød en af de yngre og hoppede fra bordet og løb ud til hoveddøren.

Cecilio kunne godt se at Lyuba absolut ville være med til mad showet ude i køkkenet, så han trak ærmerne op og hjalp selv med. Det var lang tid siden at han havde været en del af det her, og han kunne huske at han absolut havde hadet det som barn, men nu var det hyggeligt. Lyuba var ved hans side, og hans familie var højt rystende og bare der. Nogen gange glemte han hvor meget han rent faktisk savnede dem. Det var nemt at glemme, når der altid var noget at lave, men i øjeblikke som disse var han glad for at de virkelig altid var her og ventede på ham.

Cecilio var godt klar over at de ikke kom til at spise før at hans mor var her, og da døren endelig gik op klemte han let om Lyubas hånd og lænede sig ind, da han kunne høre den velkendte kvinderøst ude fra døren. "Min mors navn er Anita, i tilfælde af at det bliver relevant." Det var også det eneste han nåede at sige inden at kvinden ved navn Anita kom ind, med hånden i drengens hånd der var løbet ud til hende.
Anita var tydeligvis beslægtet med Rosita. Der var på en måde samme fylde på hende, og hun var også ved at være lidt op i årerne. Der var mere gråt hår ud i hendes store krøllede hår, men det var som om at rynkerne ikke på samme måde havde indbefundet sig på hende, og hvis det ikke var pga. håret, så kunne man næsten tro af hun var Cecilios søster i stedet for mor. 
Hendes øjne landede lynhurtigt på Lyuba, som stod tydeligt ud i mængden af mørkhårede folk, men det betød også at hun hurtigt fik øje på Cecilio.

"Min lille Cecilio," kom det fra hende, og hvis det ikke var fordi at hun i øjeblikket holdt sit barnebarn i hånden, havde hun løbet over til ham. Man kunne se hvor følelsesladet hun blev over at se sit lille barn igen. Som ikke var så lille mere. Og det var ikke første gang at det gik op for Cecilio at måske han skulle besøge dem lidt oftere.

Da Lyubas hånd havde fået et klem var hendes skuespil blevet brudt en smugle da forvirring kom over hende. Men da kvinden trådte ind i rummet forstod hun det hele. Hun havde præcis den samme tilstedeværelse som hendes egen mor. Stolt og stærk men man viste at hun havde hjertet på det hel rette sted. Lyuba sad bare stille med et lille nostalgisk smil inden hun puffede til Cecilio ved sin side. 
"Gå op og hils på din mor" kommanderede hun for sjov inden hun selv rejste sig op. Ikke for at gå ud men for at kunne vise respekt og bøje hovedet for kvinden som en hilsen.

"Til trods for hvor lidt Cecilio taler om sin familie ved jeg dog hvem De er. Jeg har glædet mig meget til at møde Dem" hilste hun høfligt at selv hendes egen mor ville have slået hænderne sammen. Lyuba kunne næste høre hende Det har jeg lært hende. 
Barnet ved Anitas side begyndte at trække i hånden hun havde fat i for at få hende med til bords. Om det var fordi hun ville have hende til at sidde i nærheden af hende eller fordi hun var sulten det kom vist ud i et

Cecilio var ærligtalt lidt fanget på stedet over at se Anita stå der og være så følelsesladet over at se ham, men med Lyubas puff, fik han rejst sig op, og gik rundt om bordet for at komme hen til hende.
I mellemtiden kiggede Anita med et lilleså blidt smil på Lyuba. "I lige måde Lyuba," svarede hun, og Cecilio nåede da også endelig endelig hende, og man kunne tydelig se kærligheden mellem de to individer, selvom de udentvivl også havde haft deres kampe imellem dem.
"Det er lang tid siden, mor," sagde han blidt, og hun gav forsigtigt slip på drengen, før at hun gav ham et stort kram, og Cecilio gengældte det, og bare nød lugten af hans mor for en lille stund. Hun lugtede også af hjem, og Balzeras travle gader, og alt det han var rejst fra. Det var utroligt som han først fik hjemve når han faktisk var hjemme.

Endelig gav de dog slip på hinanden, og Anita lod sig lede over til bordet, mens Cecilio gik tilbage til Lyubas side. Første møde var gået okay, men det var jo så også blot fordi at Anita ikke havde set sin søn i evigheder. Senere på aftenen, ville de nok blive udsat for et hav af spørgsmål. Lyuba skulle jo gøre sig selv fortjent til at være gift med Cecilio. Desuden ville det nok også blive bragt op hvordan de havde holdt bryllup uden familien, og den ville være svær at forsvare, selvom Cecilio havde kommet med undskyldninger i hovedet hele turen ned til Balzera.

"Værsegod," blev der endelig sagt fra Rosita, og ungerne især var hurtigere til at lange ud efter at få skovlet så meget mad op på tallerkener som overhoved muligt. Cecilio der tydeligvis var vant til 'kæmp eller gå sulten i seng' var også hurtig til at skovle noget mad op på både hans og Lyubas tallerken. Han havde heldigvis efterhånden en nogenlunde ide om hvad der var noget han skulle undgå af maden til hende. 

Lyuba havde knapt nok sat sig ned før der var kommet mad på hendes tallerken og hun var næsten bang for at bevæge sig yderligere i farezonen af latter og snak blandet med indtagelsen af maden. Der gik dog ikke lang tid før hun med at lille grin tog for sig af det hun havde fået serveret. Meget taknemmelig over Cecilios hjælp smagte hun den første bid. Det var så anderledes end det mad hun var vant til. Men det var klart siden at alt hun havde spist i løbet af sit liv var hendes mors mad, og hun havde selv lært af hende og derefter stadig spist de samme opskrifter. Så dette var en hel ny oplevelse som fik hende til at næsten til at spise mere end hvad var godt for hende.

Maden var hurtigt tømt og borte, men det fik ikke folk til at rejse sig eller gå nogle vegne. Samtalerne om dagen og alt imellem himmel og jord fortsatte i flere timer. 
"Nå hvornår skal i så have jeres første?" spurgte en kusine der var cirka på dere alder. "Vores første hvad?" spurgte Lyuba lidt uopmærksom. "Jeres første barn" forklarede kusinen interesseret, men fik et lidt undrende ansigtsudtryk da hun så farven forlade Lyubas ansigt.
"Uh.. hm det ehm... jeg har ikke engang overvejeetomdeterenmulighedelleromdeovere ehm" prøvede Lyuba sig ad men endte med at stirre ned på sin tomme tallerken uden at kunne lukke et ord ud. Indtil nu havde hun haft det fint med at forklare hvordan og hvoledes Cecilio og hendes forhold var i den romantiske lille verden. Men nu blev hun konfronteret med et spørgsmål der også hang over hovedet på hende hjemme hos hendes egen familie. Og ligesom der, havde hun ike engang turde overveje et svar.