140 dage. Mere sammenlagt, havde stjernen nu befundet sig på Jorden i 20 uger. Hun var blevet vant til at gå rundt på sine to ben, selvom balancen til tider kunne finde på at forråde hende. Hun havde vænnet sig til smage og sensitiviteten i hendes tunge samt hendes fingerspidser. Hendes skrevne skrift var stadig elendig, når hun sammenlignede den med andres, men hvem kunne bebrejde hende. I det mindste var den læselig. Det meste af hendes tid i blandt de jordiske væsner var blevet tilbragt bag hovedstande mur, men hun havde stadigvæk længdes efter flodlandet. Et sted hun sagtens ville kunne drage tilbage til, men i stedet havde hun taget vest på. Det var en mindre rejse at tage, for hvad hun på sin vis forestillede sig som værende lig hinanden. Og hvor var hun dog forkert på den.

Havnen havde både følelsen af åbenheden, havet, bådende og fiskerne, men det kunne ikke være mere anderledes fra Lazura. Der var en helt anden form for liv, som hun mere ville sammenligne med livet i Dianthos. Der hang en konstant lugt af havvand, tang og fisk i luften og bådene var i større størrelse og i større antal. Ved synet af de pragtige skibe, havde Mia ikke kunne stoppe sin kæbe fra at falde mod jorden eller sine øjne fra at blive store af vidunder. Skibe som dem havde set så små ud fra hendes plads på himlen.
Solen stod højt på himlen og skinnede skarpt fra en klarblå og næsten skyfri himmel. Strålerne blev reflekteret i den smule sne, der stadig fik lov til at lige hist og her grundet vinterkulden, der stadigvæk dominerede i den del af landet. Til trods for at hendes store, robuste kappe dækkede hendes krop som et telt og holdte den varm, var hendes kinder og næsetip blevet bidt godt i for at frembringe den rødlige farve. Vinden var muligvis det eneste, der faktisk skabte en velkendt fornemmelse, sådan som den skyllede ind fra kysten og fik håret til at flagre. Dog virkede det ikke som et problem for den dybe hætte fra kappen, at blive siddende på hendes hoved og fortsat holde hende og hendes kropslige glød bare delvis skjult.

Det var en mindre forsamling af mennesker, der fik Mia til at stoppe op i sin turistbeskuelse af havneområdet. Lyden af musik og sang var dog, hvad der bragte hende nærmere. Der var langt fra nok til stede for at hun skulle blive nød til at møve sig igennem for at se, hvad der foregik. Og til hendes opdagelse var midten af opmærksomheden en ung dreng, der ligeledes var kilden til musikken. Igen prægede forundringen hendes abnormalt blå øjne. Gademusik og sang var ikke noget nyt for hende, men dette var langt mere livligt end, hvad hun var vant til i Dianthos. Måske var det den enorme munterhed over drengen. Eller også var det bare fordi alt var mere livligt ved havnen.

Det havde været en lang dag på havnen. Til at starte med blev han vækket af en irriterende ånd, og denne havde fulgt ham hele dagen. Han nægtede at anerkende den og dens adfærd, men hun - for det var en kvinde - vidste tilsyneladende godt at han kunne høre hende. Hun hviskede i hans øre når han snakkede med folk og råbte når han sang. Pisseirriterende.
Der var dog mange på havnen, og hans sidste sang havde fået samlet en lille gruppe musikinteresserede folk om ham. Sangen havde været hans ynglings og handlede om to elskende adskilt af et sund. En i deres kærligheds galskab havde de begge forsøgt at sejle over til den anden, men blev fanget i en storm. Den sluttede lykkeligt, med at de fandt hinanden i Valerias rige. Han syntes i hvert fald det var lykkeligt, men han havde ikke fået så meget som et ravstykke fra publikum. Hans musik var alt han havde brug for, naturligvis, men det hjalp også at kunne få en skål stuvning engang imellem.
Måske var det hans accent der fik dem til at miste interesse. Personligt syntes han at den var perfekt til at synge, med sine skarpe vokaler og rullende r'er, men han kunne forstå at fastlændinge foretrak flade toner.
Det største problem var dog at han længtes efter at være tilbage på havet. Han havde været strandet i flere dage, og det begyndet at påvirke hans ellers urørlige humør. Han spillede distraheret videre på sin lut. Den manglede en streng, men det stoppede ham ikke at spille på den. Han kiggede rundt på publikum og ledte efter inspiration til sin næste sang med et vindende showman-smil, han ikke følte i sin sjæl.

Han var iklædt simpelt tøj kun de færreste ville forbinde med vinter. Han kom fra et koldere klima, så de høje frostgrader var som forår for ham. Over tøjet var han iført en let kappe der kun dækkede hans overkrop ned til albuerne. Det tillod ham at have armene frie, og skuldrene varme.
Hans blik faldt på en pige blandt publikum, nyligt ankommet, mistede fornemmelsen for melodien han var i gang med og stoppede kortvarrigt. Et par stykker forlod pladsen inden han kom startede med at spille igen. Pigen, eller kvinden var måske mere passende, var måske den smukkeste han havde set, hun havde næsten en glø -
Han løftede et øjenbryn, da det gik op for ham at hun reelt havde en glød omkring sig. Og her troede han bare at han havde en livlig fantasi. I hvert fald havde han den inspiration han manglede. Hans stille tankespil slog over i en mere hektisk melodi, med komplicerede svingninger af melodien på en rytmefod - selvom den var almindelig hvor han kom fra - han vidste de ikke hørte ofte på fastlandet.




 

Mia’s blik havde opmærksomt været rettet mod den ældre dreng siden hendes egen ankomst, så da han pludselig ligeledes så mod hende, blev det automatisk skabt øjenkontakt, som i første omgang kom bag på hende. Og det var så tydeligt at se den milde overraskelse i hendes ansigt, sådan som det nærmest trak sig en halvmillimeter tilbage og hendes øjenbryn der for en kort synd skød længere op i panden. Men at forholde sig skjult var ikke en så vigtig ting, som hun muligvis kunne give udtryk for med hendes påklædning og nær lydløse tilstedeværelse, så hun havde ingen grund til at vige væk. I stedet begyndte der at blive spillet mere nysgerrige toner i hendes udtryk i takt med, at hun lagde hovedet bare en grads hak til siden. Et usagt spørgsmål, inden det blev fjernet igen af distraktionen fra genoptagelsen af musik.

Sangen sagde hende ikke så meget, som den nok var beregnet til. Drengens besynderlige accent gjorde det egentlig svært for hende at fuldt ud fange, hvad han sang. Men hun nød hans stemme, om hun kendte den fulde mening bag. Evnen til at kunne synge og bruge sin stemme på den måde, havde flere gange fascineret hende. Hun kunne ikke synge. Det lød godt nok ikke forfærdeligt, når hun prøvede, men hendes sangstemme var som en ydmyg moder. Almen, stille og beregnet til at lulle sine små i søvn. Ikke til den slags show, hun stod og overværede.

Ubevidst måtte hun have begyndt at slå den forreste del af sin fod i jorden i takt til den mere livlige del af musikken. Og af en eller anden grund havde et smil vokset sig frem på hendes læber. Drengen energi, hvad end han gjorde, smittede af på hende. Ved sangens ende stak hun hænderne ud fra den tunge kappe for at bidrage til den mindre klapsalve, der lød igennem tilskuerne.
Hun så kortvarigt til hvordan et par gik videre, fristet til at selve fortsatte på sin vej, dog usikker på hvorhen, men den skarpe klang af en mønts landing i en dåse, svang hun tilbage til gademusikeren, lige i tide til at se en lille pige - ikke mere end et halvt dusin år - forærer væk en gyldenbrun mønter, inden hun forlegent løb tilbage til sin far, der havde stået og ventet. Og som var en lampe blevet tændt hos Mia, begyndte hun straks at fumle med læderpungen, der hang fra en tynd snor om hendes hofte. Det var måske ikke det mest elegante hun havde gjort, men inden længe havde hun selv et par af de såkaldte ravfarvede mønter i sin håndflade, som hun med i sin hånd bevægede sig tættere mod drengen. Hun satte sig på huk ved hans dåse og hældte mønterne ned i den, hvor efter hun først løftede blikket op fra ham før hun efterfølgende rejste sig op igen.
"Du må have spillet længe, for at kunne spille så godt som nu."

Han kunne se at folk var begyndt at forlade pladsen igen, og besluttede sig for ikke at fortsætte sangen. Han havde planlagt flere vers, men det lod ikke til at den var populær blandt publikum. Pludseligt løb et lille barn op og smed et ravstykke i hans dåse. Han kunne ikke lade være med at smile da hun løb tilbage og gemte sig. Han skulle til at spørge de to om de havde nogen ønsker, for hans repertoire var bredt eller om de ville have ham til at fortsætte. Han nåede at åbne munden, men faldt tavs da pigen, der havde været inspiration til starten af den forrige sang, kom frem mod ham med en håndfuld mønter. Hans hjerte sprang op i halsen, og han kunne høre sin egen stemme slå knude om sig selv. Han lukkede munden, for ikke at lyde mere idiotisk end nødvendigt.
Det var ikke fordi Éir ikke havde omgang med piger, tværtimod - hans tre søstre havde sørget for at han ikke havde nogen allusioner angående det feminine køn. På havnen var der også mange kvinder, men for det meste var de søfolk - ru og højlydte. Det var sjældent at han havde mulighed for at omgås piger fra byen på hans egen alder, og endnu mere sjældent at de også var pæne.
Knugende sit instrument tæt indtil sig mønstrede han så meget mandsmod som han kunne.
"Har d-du nogen ónsker?" han kunne som sagt spille det meste. Han kunne også fortsætte sangen fra før. Han prøvede at give hende et maskerende smil, men det var tydeligt at han var nervøs.

Et ønske? Havde hun ikke vidst bedre, ville hun have antaget, at han havde ment et reelt ønske. Hvad hun ønskede sig i livet. Hvad hun ville svare, hvis hun stod foran en ønskeånd. Heldigvis strakte hendes uvidenhed ikke så langt igen. Dog trådte den alligevel igennem på lidt anden måde, da hun efter et kort øjebliks eftertænksomhed atter åbnede munden. Hun havde egentlig været på vej væk, eftersom hun ikke havde forstået at, det at give et tilskud også betød, at man fik første ret til, hvad han skulle spille som det næste, så hun havde roligt vendt sig tilbage til ham.
”Jeg tror slet ikke, at jeg kende nok af jeres sange og ballader til at ligge inde med et ønske.” svarede hun hudløst ærligt og uden den mindste usikkerhed, som der havde ligget i drengen stammende stemme. Hun så sig hen over skulderen for at scanne de andre lyttende, der måtte have tynde yderligere ud end fra, da hun havde stået blandt dem. Det havde ikke været hendes mening at stoppe op for folks underholdning på den måde.

Som hun så tilbage på drengen, tog hun en dyb indånding, og da hun havde pustet ud igen, voksede der sig et ikonisk varmt smil frem på hendes læber og lyste nærmest hende allerede lysende ansigt op. ”Men hvis det ikke er for meget at forlange, ville jeg gerne hører, hvad der videre skete. I din sang, altså. Det lød som en historie, af hvad jeg kunne forstå.” foreslog hun muntert. Hun tænkte ikke helt over, at hun muligvis kunne ramme et punkt ved at indirekte kommentere på hans talemåde. 

Éir var vandt til at folk havde svært ved hans accent, men tog kritik meget let generelt. Da hun smilede gav han hende et strålende smil tilbage, der afslørede at han manglede en af sine hjørnetænder. Helbrederede kostede for meget til at en fattig sanger kunne få fikset små primært kosmetiske skader. I en fejende bevægelse vendte han sig rundt mod publikum. Hans humør havde været nedslået, da han startede sangen, men smilet fra denne glødende mysteriepige havde givet ham modet igen. Han kunne mærke det næste vers af sangen pressede sig ud med en medrivende passion, der ikke havde været før.
Sangen holdt samme versefod de næste to vers, og han fik indarbejdet den sidste linje på sit modersmål efter hvert andet vers. Men hvor han før havde akkompagneret sin stemme udelukkende med lutten, trak han nu på sin magiske kraft. Han slog takten an med en tommelfinger på kroppen af instrumentet, men i stedet for den tørre lyd af kød mod træ, kunne man høre lyden af en tamburin.
Historien udviklede sig i hans afslappede sangstemme. Prinsessen voksede op, men på sin fødsesldag blev hun kidnappet af en sort drage, der tog hende væk til et slot på toppen af et mørkt bjerg. Hendes mange bejlere, prinser og riddere, rejste alle afsted for at redde hende, for en af gangen at fejle og blive spist af dragen. En dag kom der en flammehærret sanger, snild og hurtig - og åbenlyst baseret på Éir selv - og med sin stemme sang han dragen i søvn, og reddede prinsessen. De sidste to vers handlede om festen de holdt til at fejre hendes hjemkomst, og Éir dansede selv med på sin sang. Når Hans fødder ramte jorden, lød det umiskendeligt som var usynlige trommer, der spillede med.
Da sangen var færdig, fik han en klapsalve. Der var stadig en spredt samling omkring ham, og ikke alle havde været der under hele sangen, men den lille pige der havde givet ham en mønt hoppede og klappede ivrigt. Han bukkede, og som sangens velgører rækkede han en hånd frem mod den glødende pige, hjertet igen siddende i halsen. På gaden var det helt normalt, og de fleste bukkede eller vinkede til publikum. Det skabte en god stemning, og fik flere til at betale musikerne.

Historierne om prinser og prinsesser var egentlig noget ganske nyt for hende. Der havde været lidt af dem hos menneskefamilien i Lazura, når drengen skulle puttes, men dér havde der været mere fokus på de heroiske handlinger. Og på hendes sædvandige plads på nattedækket var hun aldrig blevet fortalt lignende historier. Der havde hun lyttet mere til realiteten. Folks problemer og bekymringer. Folks ønsker. Folks glæder. Og mest af alt: deres ensomhed. Dem der talte til stjernerne, gjorde det trods alt for det meste kun, når de ikke kunne dreje sig til andre.
Tilbage i blandt publikum, blev hun dog trukket væk fra selve historien, som lå i drengens sang, da flere instrumenter pludselig gjorde sig til kende, men lige meget hvor meget hun så sig omkring og nærmest desperat søgte efter andre musikere, der havde valgt at træde ind, kunne hun intet finde frem til. Og hver gang hun lyttede efter, hvor de klingende og trommende lyde kom fra, landede hun altid på den samme person, som hun havde betragtet fra starten. Drengen.
Forbløffelsen stod frem på hendes ansigt som et neonskilt. Som havde nogen blottet hendes følelser for en hver at se. Hun forstod endnu ikke, hvad der faktisk foregik, og hundredvis at forskellige spørgsmål sværmede rundt i hendes hoved. Hun havde overværet at de jordiske væsner var nogle fantastiske kreaturer, men gang på gang blev hun overrasket. Positivt overrasket. Det var i sandhed en helt anden oplevelse at gå i blandt dem frem for at betragte dem fra oven.

Det måtte have været klapsalven, som tvang Mia tilbage til virkeligheden, hvor hun automatisk klappede med, selvom det ikke blev til meget mere end to klap, før bardens hånd var rakt ud mod hende. Rent forvirret måtte hun have stirret fra hånden og op til drengens smilende ansigt, og som hun stadigvæk lidt væk i sig selv, trådte hun blot frem – med en smule usikker hast – og lukkede blidt sine varme fingre om hans hånd i et håndtryk. Først derefter tog hun tid til at se sig omkring, da fornemmelsen af flere øjne rettet mod hende, endelig gik hendes opmærksomhed. Noget virkede ikke helt korrekt.
”Åh, undskyld!” vendte hun straks tilbage til barden og slap ligeledes hans hånd, som havde hun fået stød og tog et enkelt skridt tilbage. Det var nu ikke direkte flovhed eller forlegenhed, der var til stede i hendes ansigt, da hun begyndte at begive sig væk fra gerningsstedet med kappen flagrende omkring anklerne.

//OOG: ...ikke mit bedste, beklager jeg. Mia er af og til lidt svær at sætte mig ind i.//

// OOG: Det er helt i orden... Jeg er heller ikke en munter lutspillende gavtyv til hverdag :b Det kan være svært at sætte sig ind i ens karaktere nogle gange.

Hvis hans hjerte havde været i hans hals op til punktet hvor hun rørte hans hånd, var det at finde et sted blandt skyerne efter hun havde. Hans gestus havde været ment som en opfordring til at vinke eller bukke til de andre publikumer, for at beære hvem end der havde betalt ham. Det spredte en god stemning, og gav flere mennesker lyst til at betale ham - hvilket aldrig var en dårlig ting. I det her tilfælde var der selvfølgelig lidt mere til det... Han ville gerne have at den lysende pige blev hængende lidt længere. Han havde lyst til at se på hende, om ikke længe, så bare lidt længere. Han rystede på hovedet. Det var ikke normalt adfærd for Éir, men han vidste det var sandt. 
Han prøvede at give hende sit bedste smil. Der var stadig nogle af publikum der klappede, men det fleste syntes at have opfanget at hele situationen var blevet lidt akavet. Han hørte hendes ord uden at opfange dem, og det slog ham først at hun var på vej væk som folket spredte sig foran hende for at give plads. Han blev grebet af panik, og satte i løb efter hende. De rigtige ord undslap ham i øjeblikket, og det eneste han kunne mønstre var:
"Vent! Fortäl mig dit navn, og jeg skriver dig en sang! Det er det mindste jeg ka-" Han blev pludseligt afbrudt som han gik sidelæns ind i en stor mand, der lyttede til en anden gademusikker. Han skyndte sig rundt om den nu protesterende mand, bange for at han havde mistet hende i folkemængden, luten svunget bag på ryggen i sin rem.

Mia havde godt nok ikke skyndt sig væk. Hun havde til gengæld ikke troet, at den muntre spillemand var villig til at efterlade sin plads og publikum for at hurtigt følge efter hende, så det var noget overrasket at hun drejede om og så sig over skulderen, da lyden af hans kaldende stemme nåede hendes ører. Hun nåede akkurat at overvære ham ramle ind i en fremme, hvor til hun nærmest panisk fik snurret rundt på hælen for at skynde sig mod ham. Hvis det havde været inde, der var blevet gået ind i på den måde, ville hendes stadig udviklende balance uden tvivl havde forrådt hende, og hun var endt på jorden, så selvfølgelig var hendes første tanke, at det måtte være det samme for drengen. Men nej. Til hendes forundring undgik ham med lethed. Både at snuble og at ende i direkte konfrontering med manden.

Allerede godt på vej hen for at gribe ham, hvis nødvendigt, blev hun stoppe brat af forbipasserende og måtte for en stund bare stå stille og læne sig fra side til side og strække lidt hals for at kunne se tilbage i retningen af barden, der til hendes held hurtigt kom til syne igen. Og bedst af alt virkede han umiddelbart til at være i helt fin stand. Til trods for det besynderlige udtryk af panik, hun kunne skimme ved kanten af hans øjne.
Under kappen blev en beroligende hånd lagt mod hjertet, og hun pustede lettet ud, som havde hun reelt fået sig en forskrækkelse. Som han kom nærmere, tog hun selv friheden til at være med til at mindske afstanden, så han ikke skulle stå for det alene, selvom det hovedsageligt var ham, der gav udtryk for at ville hende noget.
”Er du okay??” var det alligevel hende der brød ud som den første og tøvede ikke med at se ham direkte i øjnene med afventning. Hans beordring efter hendes navn havde hun fuldkommen svedt ud. ”Der skete vel ikke noget med dig… eller dit instrument.” Flygtigt så hun om mod strengeinstrumentet på hans ryg.

Som folk sværmede omkring dem måtte han anerkende at han havde mistet hende af syne. Éir var lavere end de fleste, og han kunne ikke se specielt langt når han var omgivet af andre. Han prøvede at skubbe sig vej igennem menneskemængden, men blev for det meste selv skubbet væk grundet sin beskedne vægt. I samme øjeblik som han blev overbevist om at han aldrig ville se pigen igen, trængte han igennem og stod overfor hende. At de var to personer lod til at gøre forskellen som masserne trængte udenom, og gav dem en lille oase af fred.
Et smil meldte sig uden tilladelse på hans læber, og han var let forpustet efter kampen gennem folkemængden. Han pustede sig komisk op. "Pff, jeg er hárdere end sten!" selvtilliden i hans stemme var undermineret af hvor spinkel han så ud. Instrumentet havde set bedre dage. Var et ikke for Éir magiske evne, ville instrumentet ikke lyde så godt som det gjorde. Luten havde en stor affektionsværdi for drengen, men det var også alt - Han kunne, i den bogstaveligste forstand, spille på en planke. 
I spændingen havde han selv glemt alt om hans originale spørgsmål, hvilket ikke forhindrede ham i at forsøge at føre samtalen videre. "Du er ny til havnen, er du ikke?" Folk der kom fra havet var normalt mere bruske og mere vindblæste.

Selvtilliden der ebbede ud fra ham var nok den hovedansvarlige i, at hans energiske humør endnu en gang smittede af på hende. Bekymringen var forsvundet som dug fra morgensolen og erstattet med et nærmest strålende smil, som en sagte latter ligeledes valgte at træde frem. Hun havde godt nok allerede sendt ham imødekomne smil, men denne gang var det mere personligt. Hun stod ikke blandt andre og beskuede ham og lyttede til hans musik længere, så der var pludselig plads til lidt mere.
”I hvert fald ved denne havn, er jeg.” svarede hun ham med et let hop i stemmen, inden hun kort så sig omkring i søgen efter mere genkendelige ting. ”Jeg kan forstå at Lazura ikke er vitterligt kendt for at være en havneby, men den ligger da nær havet, så jeg nogenlunde kendt med jeres lands kyster.” Atter så hun tilbage på ham. Det var altid rart, når hun stødte på individer af lignende højde som hende selv. Det gjorde det langt nemmere at se på dem frem for at risikere at knække nakken.

Med ét trådte hun uden meget varsel et skridt tættere på drengen. Hun lænede sig tilmed længere frem, så hendes ansigt var næsten lige ud foran hans. ”Er du virkelig lavet af noget hårdere end sten?” spurgte hun med en naiv oprigtighed. Hendes hoved havde lagt sig lidt på skrå, mens hendes øjne søgte undersøgende rundt på ham, inden hun afsluttede ved hans blik igen. Nysgerrigheden havde ligeledes fået hendes glød til at hæve sig minimalt. ”Din hud ser ellers lige så blød ud som min egen. Og måden din hånd havde føltes, ville jeg heller ikke have antaget det.” Hun gav et forsigtigt smil frem for sig. ”I mennesker bliver ved med at overraske mig.”

Hans smil føltes stift og malplaceret i hans ansigt, som hun trådte nærmere. Meget nærmere. Og tog hun ham virkelig alvorligt? Det var da åbenlyst at han overdrev på komisk vis - det syntes han i hvert fald selv. Nej, hun kunne ikke være så naiv, hun måtte være sarkastisk. Og den måde hun talte på, jeres land og sågar I mennesker faldt ham højst besynderlig, og han kom fra et sted hvor ordstilling var omvendt. Men han havde aldrig talt til en sofistikeret bypige før - måske var hun endda adelig. Han havde hørt at de talte på en mærkelig måde. Stakkels Éir havde ingen idé om hvor langt fra sandheden han var.
Efter at have studeret hendes fascinerende blå øjne og igen blive forundret over hendes synlige glød, tog han et nonchalant skridt baglæns. Han følte hun var trådt lige lovligt tæt, og de følelser det frembragte gjorde ham ubehagelig tilpas.
"Na-Naturligvis!" Det måtte være en joke. Og han havde ikke tænkt sig at være den der bakkede ned fra en joke. "Jeg splittede engang en klippesten med min pande!" Han indikerede en flænge tæt på hårgrænsen han havde fået engang da han faldt på en stige, som var det et ar fra hans heroiske bedrift. Han bukkede kort for hende - var hun adelig måtte det være på sin plads med lidt høflighed. "Tillad mig, frøken . . ." han kom i tanke om at han havde glemt at spørge om hendes navn, " - frøken, at være din guide! Ingen kender havnen bedre end jeg!" Hvilket naturligvis var endnu en halv-sandhed, han havde kun samlet brugt to håndfulde dage på havnen. Han havde prøvet at have en højtidelig stemme, men i hans accent lød den mere som satire.

Det var nok meget godt, at han havde trukket sig væk for ellers havde hun muligvis endt med at overskride flere grænser, end dem hun allerede havde, inden det var gået helt op for hende. Fornemmelsen af hans ubehag hjalp også til med at briste hende ud af boblen og indse, at hun havde været alt for nærgående, så hun tog ikke hans tilbagetrækning negativ. Langt fra. Hun kunne selv ikke rette sig ordentligt op hurtigt nok. Denne gang med et snert af skam at skimme i hendes ellers stadig nysgerrige øjne. Ligeledes måtte hun holde sig selv tilbage fra ikke at rakke frem for at stryge en finger over arret, han viste frem for hende. I stedet nøjedes hun med at studere det på afstand med forundring, inden hun blev afbrudt af et buk fra hans side.

”Ah, der er ingen grund til at kalde mig ’frøken’.” skyndte hun sig at sige, dog med en hvis latter i stemmen. ”Jeg kaldes Mia, så hvorfor ikke kalde mig det i stedet? Det virker mere personligt, synes du ikke?” Hun smilede som havde hun glemt alt om den lidt nærgående adfærd fra før. ”Men jeg ville bestemt sætte pris på en rundvisning. Særligt hvis det er sandt, at du er bedst-kendt heromkring. Noget siger mig, at hvis jeg begiver mig for meget rundt alene, ville jeg ende med at fare vild.”
Det var den hudløse sandhed. At hun havde set hele landet fra åben havde bevidst at ikke give hende et bedre indre kort over det. Den første dag i hovedstaden, havde og været det værste tilfælde. Endt på tribunepladsen gang på gang ligemeget hvilken gade hun gik ned ad. 

"M-Mia . . ." familiariteten satte en klump i hans hals, som han hurtigt maskerede med mere udstrålende entusiasme - hans bedste forsvar når han følte sig usikker. "Det er i hvert fald en del kortere!" Han formente sig selv mentalt, for ikke at kunne komme på noget kvikkere. Hun var tydeligvis velrejst, når hun tog omkring til nye områder alene, og uden tvivl også sofistikeret! Hvis ikke han præsenterede sit bedste selv, ville hun sikkert hurtigt fatte at han bare var en fattig gademusikker.
"Du har tydeligvis aldrig hórt om jeg, Éir Ó Coileáin, sandsigeren fra Klippernes Ó!" Han gav hende et vindende performer-smil, og trådte et skridt tilbage ind i folkemængden. "Alt jeg siger at den pureste sandhed, og du ved det passer - for det er mig der siger det!" Han slog en akkord af på sin lut og kiggede forventende på hende. "Kom med mig, og hvis du mister mig af syne, sá fólg lyden af min stemme!" Han begyndte at synge en kort sang om en af sine bedrifter, om engang hvor han tæmmede en søorm under en storm, der truede med at sænke skibet han sejlede på. Naturligvis det rene opspind, hvilket han regnede med var tydeligt nok, alene udfra præsentationen. Han ventede til at han så hende følge efter ham, før han satte retning mod det første stop på rundvisningen. 

”Det er endda endnu kortere end mit oprindeligt givne navn.” kommenterede hun straks som opfølgning med nær samme entusiasme som ham. Hendes var muligvis en del mindre tvunget frem end hans og kunne nok nærmere beskrives som energisk munterhed i stedet.

Mia var ikke helt dum af sig. Ganske rigtigt havde hun troet på ham tidligere, men jo mere han plaprede løs, jo mere opfangede hun sarkasmen i hans stemme og vækkede visse mængder af skepsis i hende. Det ændrede dog ikke yderligere hendes syn på ham. Det var ikke til at komme udenom, hvor meget Éir’s energi og overdrevne historier morede hende. Og fra tid til anden undslap en minimal latter under hendes åndedrag.
”Men er det okay for dig at efterlade dine tilskuere, blot for at vise mig omkring?” Hun allerede var begyndt at følge lydigt efter ham af sine bedre evner. Det var ikke svært for hende at følge hans tempo eller blive oppe ved hans side frem for at gå med bag ham som en hund. Tilhørende til hendes spørgsmål havde hun lænet sig lidt frem og samtidig drejet sit ansigt så meget mod ham som det var hende muligt for at se nysgerrigt og undersøgende mod ham. ”De virkede til at kunne lide din forestilling, så selvom jeg er taknemmelig for din hjælp, er det stadigvæk lidt af en skam, er det ikke?” Hun rettede sig ordentligt op igen for at bedre kunne se sig over skulderen mod, hvor han havde stået med sit instrument og tiltrukket diverse godtfolk. Det var først da hun lagde mærke til nogle ekstra par øjne, der så hen mod hende og den spillende dreng, at hun vendte sit blik tilbage mod Éir i forventning til hans svar.

Han drejede hovedet og så at hun holdt trit med ham. Hans hjerne slog i frigear og færdiggjorde verset han var midt i, uden at han selv behøvede at deltage aktivt. Drengen var atter blevet grebet af hendes markante øjne, og fandt det svært at slippe øjenkontakten - der var forheksende ved deres klare farve. Det var muligt at hun påvirkede ham med magi, men han kunne ikke modstå sin lyst til at underkaste sig hendes indflydelse. Med pulsen oppe at køre sank han en klump i hans hals, der havde formet sig i tavsheden efter det sidste rim. "Du -"
Det var farligt at gå uden at se sig for, specielt når man færdedes på en travl havneplads fyldt med fiskere, kunder, gøglere, sælgere og handlende. Éirs pludselige afbrydelse blev skabt, da han gik ind i en lav tønde tilsyneladende halvt fyldt med fisk. Tønden væltede og da Éir vendte sig rundt, stod der en meget brusk udseende fisker med armene foldede over brystet. Han overvejede sine muligheder et kort øjeblik. Med pengene hun havde givet ham kunne han betale for fiskene, der var ingen grund til panik. Med et suk indså han at han havde haft så travlt med at indhente hende at han havde glemt dåsen tilbage på pladsen hvor de først var mødtes.

Drengen rakte ud efter hendes hånd uden at fjerne blikket fra fiskeren, og med sit vante held fik han fat om hendes håndled. "Løb!" råbte han, som han selv satte i fart væk fra den store mand. Han gav hende ikke tid til at overveje sin situation, som han begyndte at trække hende væk fra pladsen gennem menneskemængderne.

Selv Mia blev lettere forskrækket over det, da tønden pludselig væltede med et mildt rabalder og skabte et værre råd. Stanken af fisk steg hende straks til næsen i takt med at flere dusin af de små havdyr gled hen over brostenen med en umådelig glat lethed. Hun var nødt til at trippe et enkelt skridt tilbage for ikke at risikere at få sine fødder fanget i strømmen af døde fisk. Hun så fluks op mod Éir, og så videre mod herren, der måtte være ejermanden for den væltede tønde. Og så ned på fiskene igen. De vrede trækninger i mandens ansigt kunne umuligt tyde godt, og hun havde egentlig været på vej i knæ for at gøre et forsøg på at samle fiskene op igen, da en sæt fingre greb omkring hendes allerede fremrakte hånd og meget abrupt hev hende med sig.

”Hey! Vent!” udbrød hun overrasket og måtte som altid lige bruge lidt tid til at vende sine ben til at løbe, hvilket resulterede i en klumpet start for hende, hvor hun nær havde snublet over gud og hver ting. Hendes arm føltes som om, at den var ved at blive revet af skulderen, indtil at hun endelig kunne matche Éirs tempo så godt som hun kunne. Kappens hætte fløj med det samme af hendes hoved til trods for at have siddet godt fast i gennem havnens vindpust. Hun havde muligvis vænnet sig til at løbe, men hun var ikke vant til at løbe igennem tætpakkede flokke, som dem hun blev ført igennem, så op til flere gange bumpede hun ind i folk, hvilket bare skubbede hende ud af koordination. Hvis drengen bare havde været lidt højere og have længere ben, tvivlede hun stærk på at hun ville have overlevet deres flygt helskinnet og uden at kysse jorden.

Éir slangede sig ind blandt folk med en smidighed, der talte til hans ekspertise som en danser. I øjeblikket havde han helt glemt at tænke på personen han trak med sig. Selv med almindelig færdighed ville ridtet gennem pladsen være en hård omgang, på trods af at det var hverdag for musikkeren. Éir svømmede igennem menneskemængderne som en fisk gennem vand, og euforisk frihed fyldte hans sind på samme tid som at adrenalin fik ham til at se lysende pletter.
Drengen stoppede i udkanten af pladsen, da han følte at de var kommet langt nok væk fra den vrede handelsmand. Mellem tunge vejrtrækninger kunne han ikke lade være med at grine over hvor fantastisk det føltes at være levende. Han havde givet slip på hendes håndled da de standsede, og det var først der han tænkte over at kigge op. Hun så ikke ud til at have nydt jagten ligesåmeget som han, faktisk så hun ikke rigtig ud til at have nydt det overhovedet. 
"Er du okay?" sagde han som smillet vaklede på hans læber, og truede med at afsløre hans usikkerhed. Han burde nok have tænkt over hende lidt tidligere.  
De stod ved en brostensbelagt sti der sno sig væk fra pladsen langs kysten, med lave bygninger langs den ene side. For enden af stien stod der et stort forfaldent og tilsyneladende forladt fyrtårn.

Mia vaklede faretruende, da han endelig stoppede op. Det bedste ville nok have været, at han ikke have givet slip på hende, for uden at hun tænkte yderligere over det havde hun trådt nok frem til at nu være den der greb fat i hans arm med begge hænder for ikke at risikere at sin krop klappede sammen midt på gaden. Det kunne godt være, at det ikke længere var det mest problematiske for hende, det at løbe, men chokket over at pludselig blive trukket af sted tog sin effekt i summende lemmer. Ligeledes var hun umuligt i lige så god form som Éir var, så hun hev en del mere efter vejret. Men foruden det og det faktum, at hun tilsyneladende havde mistet den ene af de flade læderfutter, der havde svøbt hendes fødder, var hun okay. Stadig i et stykke.

Hun løftede efter noget tid endelig hovedet – dog stadig svagt foroverbøjet – og så på ham med for en stund, inden hun selv ikke kunne undlade at le mellem de forpustede vejrtrækninger, som hendes glød virkede til at flakke i takt med. ”Er det en tradition at gribe folk og flygte med dem på deres første dag i de forskellige områder?” spurgte hun morende. Det var trods alt sket før ved hendes første aften i Hovedstaden. Det eneste der manglede var, hvis det også var sket i løbet af den første dag, hun tilbragte i Lazura.
Hun slap så hans arm igen efter at have samlet sig nok til at kunne rette sig ordentligt op igen. Måden hendes korte hår sad rusket rundt var det eneste synlige tegn på, hvordan hun var blevet moslet rundt. Og de blussende kinder fortalte de sidste historier om deres løb igennem byen. ”Er du selv okay? Du løb pludselig.”

Éir trak på skuldrene. Det var sjældent at han hev rundt på folk, men mest fordi at det var sjældent at han havde brug for at løbe væk sammen med andre. For det meste løb han væk for sig selv, og hvis der var andre tilstede han gerne ville have med, kunne han som regel regne med at de selv kunne finde ud af at løbe. Han kendte ikke pigen, og så havde det virket som det høfligste at slæbe hende med, så han ikke mistede hende i folkemængden. "Ikke hvor jeg kommer fra . . . Bliver du da ofte släbt rundt?" Han ville være overrasket hvis det var en ting mange gjorde.
Til det andet spørgsmål lavede han et afvisende kast med hånden. Han prøvede - og fejlede - at se meget afslappet ud, som om han slet ikke var blevet forpustet af den korte spurt af energi. "Det er ingenting - kunne góre det hele dagen. Men vi er nästen fremme ved fórste stop! Fólg med!" Han vendte sig ned af den snævre sti mod fyrtårnet, og satte i let løb. Efter nogle skridt drejede han hovedet for at se om hun fulgte med.