Sted: Vargas hjem
Tid: Formiddag
Vejr: Varmt, solrigt og ørkenagtigt, dog med en lille kølig vind fra havet

Det var dagen efter, at Thanos havde bragt Vargas nogle nye slaver. Ikke så spændende, som de kunne være, men de var et udmærket nyt legetøj for Vargas. Det var ikke alle, der var interessante, men som aftenen var skredet frem i Thanos’ selskab og Vargas havde fået hevet nogle detaljer ud af ham, havde han alligevel fundet noget interesse ved de tre. Lejesoldaten havde via sine ord og udtryk givet udtryk for, at det havde været en meget lang rejse for ham, og bare det, at de kunne Thanos så træt, var nok til at Vargas ville se nærmere på den. Og han havde ikke andet at lave alligevel.

Så han havde sat sig til rette i en chaiselong i det lidt mindre rum, han brugt til at… nå ja, at lege med slaver i. Ved første øjekast lignede det bare lidt et opholdsrum med den store chaiselong, en mindre kommode, et lille bord og en holdbar stol. Der stod endda en stor potteplante i det ene hjørne. Men på den ene væg hang en opsats med en masse forskellige slags piske, nogle ret normale, andre grusomme at se på. Opsatsen var nem at flytte på og hang somme tider herude, somme tider inde i hans private stue. Den gjorde ham i godt humør at se på.
Så man godt efter, ville man se rebmærker på både stolen og benene af det møbel, han så henslængt havde placeret sig i. Så man op, hang der kroge i loftet og en kæde, der alligevel lettere diskret hang fra loftet og var sat fast i væggen i hjørnet af rummet.
Vargas’ legerum.

På det lille bord var der placeret et fad med frugt og en stor kande med frisk, koldt vand og tre krus. Vargas havde en håndfuld vindruer i den ene hånd og spiste roligt en af gangen, mens han ventede på de to af de tre nye slaver. De to drenge. Eller, det var en dreng og en pige, men Thanos havde med et skuldertræk sagt, at satyren åbenbart anså sig selv for en hankøn og foretrak det på den måde. Han havde været ligeglad. Vargas fandt det sjovt, men havde ikke helt besluttet sig for, hvad han skulle gøre ved det. Det måtte tiden vise.

Han skulle ikke vente længe, før en vagt dukkede op i døren med de to på slæb og skubbede dem ind foran sig, inden Vargas ligegyldigt viftede med hånden og manden lukkede døren og gik. Rummet var rigeligt oplyst af nogle højtsiddende glasfri vinduer og et par lys på den bagerste væg.
Vargas lod lidt nysgerrigt blikket hvile på de to slaver, inden han smilede til dem.
”Så det er jer, der har drevet Thanos til vanvid. Imponerende, må jeg sige. Manden er normalt hverken til at hugge eller stikke i.” Han stak endnu en drue i munden, inden han satte sig op og lagde resten tilbage i skålen og rejste sig for at gå et par skridt tættere på, tydeligvis ikke bange for, at de skulle rotte sig sammen i mod ham, selvom de ikke var bundet. Der var ikke noget sted at flygte hen for dem alligevel.

Ingen ville nogensinde beskrive Juno som tålmodig og han havde da også vadet sit bur tyndt, frustreret og rasende fra det øjeblik han blev smidt i det. Det havde været noget af en opgradering at kunne sove en nat uden at skulle bekymre sig om Thanos' nærvær, men Juno havde alligevel højst fået et par timers søvn, og selv de havde været opdelt af at han flere gange var vågnet af sig selv. Han var altid rastløs, men i perioder med stress var det hundrede gange værre.

Han havde nærmest sat pris på det, da en vagt havde hentet ham og Hector, bare fordi han var glad for lidt afveksling fra det åndssvage bur han var blevet sat i.

Da han først var i samme rum som Vargas blev al hans rastløshed til vrede. Hvis ikke den her mand havde eksisteret, så var Juno aldrig blevet slæbt halvvejs igennem landet.

"Det er et talent jeg har," svarede han afvisende og så Vargas direkte i øjnene, imens han gik helt hen til ham og derefter forbi ham, indtil han smed sig i den chaiselong Vargas selv lige havde rejst sig fra. Han tog oven i købet et par vindruer, ligeglad med konsekvensen. Havde det været en grænse for hvad han måtte, havde han alligevel sikkert allerede overtrådt den.

Hector havde haft et en smule mere komfortablet i sit bur, fordi han var kortere end Juno og derfor havde bedre plads. Men da han ikke havde været sammen med Juno, havde han været i mere eller mindre panik det meste af tiden. Det havde heller ikke hjulpet, at han stadig ikke vidste, om Vargas ville skaffe hans eliksir eller ej. Han svor, han kunne føle sin stemme blive lysere allerede, men det var indbildning. 

Hector havde taget godt fat i Junos hånd, mens de var blevet marcheret ind til Vargas, bare lige for at mærke ham, men han havde sluppet, inden Vargas kunne se det. Der var ingen grund til at give Vargas noget ammunition.

Det så Juno ud til at klare helt fint selv, og Hector kunne ikke lade være med at gnide sig over sit ansigt, da Juno begyndte på sit lort. Hvorfor var den dreng så dum?

Vargas fulgte drengen med øjnene som han kom op til ham og til Vargas store overraskelse fortsatte forbi ham og smed sig på den plads, Vargas lige havde forladt. Overrasket drejede han sin overkrop med Juno, som han gik forbi, og stirrede lidt på ham, som han sad der. Han kunne hidse sig op, men faktisk blev han så overrasket, at han brød ud i latter. Dét havde han så alligevel ikke prøvet før. Han vendte sig tilbage mod satyren og pegede mod Juno med en finger. 
"Opfører han sig altid sådan der?" Han ventede ikke på svar, men gik i stedet for helt hen til satyren. Nå, ja, han kunne jo så starte med dette lille specielle halvdyr. Hans blik gled ned mod drengens brystkasse og han kunne nok bilde sig selv ind, at der var bryster på vej. Var det en skam? Han havde ikke besluttet sig endnu, men han agtede ikke at gøre sig den ulejlighed at finde ud af, hvad det var for en eliksir og faktisk bruge penge på den. Hver eneste krystal, han skulle bruge på sine slaver, jo mindre værd var de i længden.

Han lagde hovedet lidt på skrå. Ingen magier i denne satyr. Thanos havde ikke haft noget specielt at sige om den, andet end at den lod til at tænke bare en smule mere end sin lyshårede ven. Vargas rakte ud og tog ved hagen af den for at løfte dens ansigt op, så han kunne se nærmere på dens ansigt.
"Hector, er det rigtigt?" Han gad ikke lære hvert eneste navn på hver eneste slave at kende, men noget havde alligevel sat sig fast under måltidet med Thanos aftenen før. Han var egentligt også ret ligeglad med, om han havde fået det rigtigt, men det gav slaverne sådan en lidt mere tryg fornemmelse, hvis han startede ud med at være flink. Og han elskede at tage fusen på dem.

Efter at have vippet hans ansigt fra side til side et par gange, slap han ham igen. 
"Fortæl mig så, kan du et eller andet specielt? Synge, danse eller tale folk ihjel?" De fleste satyrer kunne et eller andet kunstnerisk, nogle bedre end andre. Thanos havde ikke vidst, om denne satyr kunne noget, så det var jo spændende. Et eller andet skulle den nu nok kunne, så den kunne indbringe de krystaller, den skulle. 
Trods at Juno lå bag ham, ofrede Vargas ham ingen synlig opmærksomhed. Dog havde han et øre vendt mod ham, skulle han finde på at angribe. Men han tvivlede. Og hvis han gjorde, ville han fortryde. Han ville allerede fortryde den manøvre, han allerede have lavet, men Vargas lod ham blive i troen om, at der ikke ville komme straf. Men det ville der. Når han var færdig med satyren.

Juno fnøs højlydt, da Vargas henvendte sig til Hector i stedet for til ham. Havde han måske ikke lige fremført sig som lederen af hele stedet? Han følte at han burde blive behandlet sådan også. Men han gad ikke blive vred over det. Ikke lige nu. Han kunne altid fastslå sig selv som en leder senere. Lige nu nød han den bløde chaiselong og druerne ved siden af den.

Alligevel rejste han sig op med et sæt, da Vargas rørte ved Hector. Det var kun hans hage, så Juno gjorde ikke andet end at stå dér og stirre ondt efter ham, afventende at svinet prøvede på noget, men da det så ud til at han kun kiggede, tog Juno en håndfuld druer til og vendte sin opmærksomhed imod resten af rummet.

Han fik øje på piskene først. Krogene og kæden i loftet fik han øje på kort efter, og han bed hårdt tænderne sammen, imens han forsøgte ikke at tænke på hvilken straf der passede til den respektløshed han lige havde udvist. I stedet gik han hen til kommoden og åbnede skufferne i den. 

Hector svarede ikke på de to første spørgsmål, Vargas stillede ham, men han kunne ikke lade være med at rynke på næsen, da Vargas tog fat om hans hagen. Selvom Vargas jo umiddelbart så pæn nok ud, væmmedes Hector allerede ved ham. Det var ikke svært at gætte, hvad for en slags mand, Vargas var, og så var det sgu ligegyldigt, hvor rar onkel han spillede lige nu. 

"Jeg..." begyndte Hector. Hvis han løj og sagde, at han slet ikke kunne noget, så var han ikke i tvivl om, at hans live meget vel kunne være slut ret hurtigt, men på den anden side havde han heller ikke lyst til at fortælle Vargas om sine skuespilsevner. De kunne jo være nyttige senere hen. Efter et par sekunder havde Hector dog indset, at hvis han ikke sagde det, ville der nok ikke blive et senere hen.

"Jeg er skuespiller," sagde han og stirrede trodsigt ind i Vargas' øjne. "Jeg voksede op i en teatertrup."

Ud af øjenkrogen så Hector Juno rejse sig og begynde at gå rundt, og han havde allermest lyst til at råbe af ham, at han skulle tage sig sammen og droppe det lort.

Vargas kunne nærmest se på satyren, at den overvejede at stikke ham en plade, men han troede den, da den så ham i øjnene og sagde, at den kunne spille skuespil.
"Fantastisk!" Og så kunne man nok næsten se på Vargas, at han var ved at gennemgå en indre liste af købere i sit hoved. Hvem kunne være interesseret i en skuespillende kvindlig satyr? Det varede ikke længe, før han havde et par bud. Jo jo, han skulle nok få solgt halvdyret. Selvom Vargas elskede sin profession og nærmest var slavehandler for den frihed til at pine folk, som han fik ved det, var han stadig dødssynden for grådighed og alting blev gjort op i krystaller i hans hoved. Hvor meget var det værd og kunne det betale sig? Han skulle have så meget overskud på sine varer som overhovedet muligt, så han kunne blive rigere. Og han kunne nok skrabe de safirer ind, som han havde betalt Thanos for satyren.

Et smil spredte sig om læberne på dæmonen, som han rakte ud og klappede Hector på den ene kind, ikke blidt, men heller ikke hårdt. Mere som man klappede en hund.
"Du er en meget dygtig ung... satyr." Han vidste altså ikke helt, hvad han skulle sætte den til af køn, det havde han ikke besluttet sig for endnu. Mon ikke, at det løste sig selv, hvis den efterhånden kom til at se mere kvindelig ud.

At den anden slave havde bevæget sig rundt i rummet var ikke gået Vargas forbi og han hørte også den velkendte lyd af den øverste skuffe, der blev rykket ud i kommoden. Havde han ikke været travlt optaget af satyrens svar, ville hans ansigt nok have fortrykket sig lidt i utilfredshed. Der var meget arbejde ved den dreng, det havde Thanos haft ret i. Forhåbentligt havde han også haft ret i, at han var lærenem, ellers ville det blive et meget langt og ulideligt ophold for ham her.
Den øverste skuffe var ikke den mest spændende. Der var mest en masse reb, men gravede man lidt ned, ville man støde på et par ting som en tang, en hammer og nogle lange, grimt udseende søm. Næsten en helt normal værktøjskasse, bortset fra at der var rester af hud, blod og hår på værktøjet.

Vargas vendte rundt på hælen og tog et par overraskende lydløse skridt op på siden af Juno, for at lægge en arm om hans skuldre.
"Nu ødelagde du jo overraskelsen, men hvis du gerne vil i gang med at lege, skal du jo bare sige til." Han skubbede skuffen i og drejede Juno rundt for at vende ham mod Hector.
"Jeg har hørt, at I to er meget glade for hinanden. Den ene ofrer sig for den anden, glade for hinanden. Knepper hinanden i røven, glade for hinanden. Nej vent, du nøjes nok bare med at kneppe din ven." Grebet om Junos skuldre blev mere fast, efterhånden som Vargas snakkede. "Se, det gør det her meget sjovere. For mig." Og så gled hans arm fra Junos skuldre til hans hals, hvor han hårdt begyndte at klemme. De brune øjne stirrede på Hector, mens et lidt uhyggeligt smil lå om hans læber.
"Og hvad vil du så gøre for mig, så jeg ikke kvæler den her irriterende unge mand, hm?"

Der var ikke noget spændende i den første skuffe, så Juno åbnede den næste, imens han kun fulgte med i Vargas' og Hectors samtale med et halvt øre. Han hørte, at Hector ikke løj. Han hørte, at Vargas roste ham. Det var mere end nok.

Så snart han åbnede den næste skuffe, blev al lyd omkring ham erstattet af en høj hyletone. Chokket af at se, hvad han hurtigt indså var hud, blod og hår på søm i skuffen, fik det til at ringe for hans ører og han blev svimmel, imens det sortnede for hans øjne. Han havde det som om han skulle kaste op, og det blev kun værre, da Vargas pludselig fik fat om hans skuldre.

Han sank en klump, gjorde sit bedste for ikke at kaste op hvor han stod, og rystede på hovedet, da Vargas spurgte ham om han havde lyst til at lege. Det var svært at koncentrere sig om hvad Vargas sagde, men han forsøgte alligevel, mest for at tænke på noget andet end sømmene i skuffen.
Det gik ikke op for ham at han mente, at Hector ikke kunne kneppe ham. For hvad han vidste af, kunne Hector sagtens kneppe ham. Der skulle bare mere fantasi til end ellers. I stedet forstod han Vargas' ord som et bevis på at Thanos havde fortalt ham, hvordan Juno havde det med at blive kneppet, og en dråbe koldsved løb straks ned ad ryggen på ham.

Juno havde det på alle tænkelige måder dårligt, da Vargas lagde armen om hans hals og kvalte ham, men hans frygt stoppede ham ikke fra at kæmpe og vride sig. Med Hectors hjælp kunne de sikkert godt nedlægge ham. Så skulle de bare ikke tænke på de efterfølgende konsekvenser.

Det gibbede i Hector, da Vargas gik over til Juno, og det gibbede endnu mere i ham, da Vargas greb fat om Junos hals. Hector kunne nemt se, at Juno ikke havde det godt på nogen som helst måde, og det kriblede i hele Hectors krop for at springe hen og angribe Vargas. Men svinet havde sagt, at Vargas var endnu værre end ham, og hvis det bare var halvt sandt ville det aldrig ende godt. 

Hector bed sig i underlæben, mens hans hals lukkede sig og hans øjne brændte med tårer, han nægtede at lade falde. 

"Hvad som helst," sagde han så og så ned i gulvet. Han kunne ikke klare at møde Junos øjne, for han vidste, at Juno ville blive rasende.

Vargas havde godt fat i Juno. Drengen så ikke ud af meget, men man kunne aldrig vide, hvor stærk sådan en ung mand var. Ind til videre var Vargas ikke imponeret. Hvis drengen skulle sælges og faktisk bringe ham en indtjening, så måtte han hellere få sat nogle flere muskler på ham. Men lige nu skete der ikke så meget andet end at han strammede sit greb en smule for at få drengen til at blive slap. Ikke at han behøvede at miste bevidstheden, ikke helt, bare nok til at han blev lidt lettere at håndtere.

"Hvad som helst, siger du?" Åh, uendelige muligheder. Han overvejede hurtigt, hvad han egentligt havde lyst til at finde på og en idé dukkede op i hans sind. En rigtig fæl idé og et tandvisende smil dukkede op på hans ansigt.
"Hvad så med, at du starter ud med at sutte min pik?" Det lød som om, at det var en morsom idé, men det var ikke det, han idé egentligt var. Men man skulle jo starte et sted.
Han løsnede grebet en smule om menneskets hals og skubbede ham lidt til side, dog uden at slippe, klar til at stramme igen, skulle det blive nødvendigt, så satyren kunne komme til. Siden Vargas havde regnet med, at det nok ville blive lettere blodigt og beskidt, havde han en "simpel" skjorte på i et alligevel dyrt, grønt stof og et par sorte, let løse bukser og et par sandaler.

Nu ville han lige starte med at se, om satyren mente, hvad den sagde, men han havde flere planer. Hvis de to troede, at de kom ud herfra uden at lide, så tog de ganske fejl. Satyren kunne måske have sluppet, men det havde hans arrogante, pilfingrede ven nu ødelagt og det skulle gå ud over dem begge to. Vargas var i humør til at høre skrig som sød musik og splatte blod på væggene som var det kunst.

Juno kunne have skreget af raseri, da Hector sagde at han ville gøre hvad som helst for at redde ham. Han skulle ikke reddes, Hector skulle bare tage sig sammen og hjælpe ham med at smadre idioten. Men han kunne knap nok trække vejret, meget mindre skrige, og han var nødt til at nøje sig med at stirre rasende på sin ven.

Raseriet blussede kun voldsommere op i ham, da Vargas udtrykte sit ønske. Han hev efter vejret så snart manden løsnede grebet om ham den mindste smule, og så snart han fik den første smule ilt ned i lungerne, hamrede han sin albue ind i Vargas' mave, som han bedre kunne komme til, nu hvor han var blevet skubbet mere ud til siden. Han gjorde det gentagne gange, så hårdt han kunne. Det var ikke første gang han havde været nødt til at undslippe noget i den stil, og Vargas undervurdere dem, hvis ikke han troede at de havde lært en ting eller to på gaden.

Juno tænkte ikke på de vagter, der sikkert stod lige ude foran døren. Han tænkte ikke på hvad end Vargas' evne var. Han tænkte ikke på konsekvenserne. Han tænkte kun på Hector, den idiot, der ville gøre hvad som helst for ham.

Hector ville have suttet Vargas' pik på stedet, hvis det ville redde Juno, men han fik slet ikke tid til at gøre noget, før Juno angreb. Det tog ham et splitsekund at beslutte sig; enten prøvede han at stoppe Juno, hvilket Juno ville se som forræderi, eller også hjalp han ham og måske ville det lykkes? Og hvis ikke, så ville han tage straffen sammen med Juno.

Med al den kraft, han kunne klare, sparkede Hector Vargas i ansigtet. Hector var måske lidt af en skravl at se på, men han kunne sparke hårdt som en bryggerhest. Uden at se, hvor påvirket Vargas var af sparket, greb Hector Junos hånd og trak ham væk fra Vargas. Adrenalinen pumpede igennem hele hans krop, og den fik Hectors hjerne til at køre ti gange så hurtigt, som den ellers gjorde. Han trak hurtigt det lille bord op mod bagvæggen, hvor vinduet sad.

"Hop op, chef!" gispede han og gestikulerede utålmodigt. "Du kan nå vinduet!"

Endnu et bevist på, hvor hurtigt verden kunne gå fra sjov til lort på få øjeblikket. Vargas havde været lidt for optaget af sin idé og samtidigt havde han været ved at spekulere på, om han ikke bare skulle lade satyren sutte den af på ham, nu den havde sagt ja til hvad som helst, så han opdagede for sent, at Juno slet ikke var så kvalt, som han havde troet. Den første albue ramte ikke så hårdt, men knægten blev ved og jo mere ilt han fik, jo hårdere blev slagene. Vargas tag i ham forsvandt og inden han fik set sig op, blev verden sort for hans øjne, som noget hårdt ramte ham i ansigtet. Havde han fået det fulde slag, var han nok besvimet, men han var ikke knækket så meget sammen, at satyrens hov ramte ham med fuld kraft. Men nok til, at lyden af brusken i næsen, der gav efter, rungede igennem hans hoved. Og som smerten væltede igennem hans ansigt, vendte verden også tilbage og han tog sig til næsen med en overrasket og vred ed.
"Ved Zaladin!"

Han væltede et par skridt bagud og stødte ind i kommoden, mens han så chokeret ned på sin hånd, der var rød af blod, som den røde væske fossede ud af hans næse, ned over hans mund og hag og begyndte at dryppe ned på hans grønne skjorte. Forstenet stod han et øjeblik, mens hans hjerne samlede op på hændelsen, indtil han løftede hovedet og så på de to drenge, der var ved at lave en flugtvej op til et af de høje vinduer. Der var ingen flugt, der var ingen adgang til den private bolig, som rummet var bygget op af og de tre vinduer, der var, ledte direkte ud til pladsen. De kunne lige så godt have taget døren, der ikke var låst, men som havde en vagt til at stå udenfor. Vagten kom ikke ind, trods Vargas høje udbrud, medmindre der specifikt blev råbt efter vagter, forstyrrede ingen Vargas i hans legerum.

Og Vargas kunne også sagtens klare sig selv. En brækket næse var intet for ham, smagen af hans eget blod blot irriterende og det han nu kun tænke på, var hævn. Vreden var tydelig i hans ansigt, som han, efter at han trykket næsen på plads, kom ordentligt på benene og med lange skridt trådte frem mod sine fanger. Det var slut med at være venlig.
Juno var på vej op på bordet og Vargas greb ud efter ham først. Greb ham i armen og trak ham ned, skubbede ham væk, hårdt, ligeglad med om han væltede eller ej. Nej, hans hovedmål var satyren. 

Han greb Hector i håret, trak han brutalt ind til sig og smækkede sin hånd på brystkassen af ham. Og så hårdt han kunne, som ville han flå sjælen ud af brystkassen ud af ham, trak han. Og blev ved. For Hector ville det føles som om, at nogen lagde et bånd om hans lunger og hjerte og strammede til, som om nogen forsøgte at hive dem ud af brystkassen af ham. Smerten ville være intens og ubehagelig, konstant og forhindre ham i at trække vejret, så han ville ikke engang kunne skrige.
Som han gjorde det, rettede Vargas blikket mod Juno, så på ham med et udtryk der sagde, at satyren kunne dø i hans hænder - og Juno var næst.

Juno var forberedt, da Hector hjalp ham. Det var pludselig som at være tilbage i Dianthos igen - de kunne samarbejde, forstå hinanden uden ord, handle synkront. Så da Hector trak ham med sig, fulgte Juno med ham, og så snart han så, hvad Hector ville med bordet, sprang han op på det uden tøven.

På et øjeblik fik han åbnet det og han var halvvejs ude af det, da en stærk hånd greb fat om ham, og han i et ryk blev trukket ned. Han mistede balancen fra bordet og landede på røven på gulvet, inden hans hoved også slog ned i det. Det gjorde vanvittigt ondt, føltes som om hans kranium var flækket, men han mistede ikke bevidstheden, og han så til, da Vargas ignorerede ham for i stedet at give Hector sin opmærksomhed.

Juno vidste ikke hvad der skete, men han kunne se at det gjorde ondt på Hector. Og da Vargas vendte blikket mod ham, kunne han se at manden ikke havde tænkt sig at stoppe. "Slip ham!" snerrede han anstrengt, velvidende at han ikke ville blive adlydt. Havde Juno været mere som Netrish, ville han måske have lagt sig på knæ og bedt om tilgivelse for Hector og ham selv. Det var måske også den rigtige taktik. Men muligheden dukkede slet ikke op i hans hoved. I stedet handlede han instinktivt, da han røg på benene og kastede sig ind imellem Vargas og Hector, og med rå styrke forsøgte at få Vargas til at slippe Hector.

"Du må ikke gøre ham fortræd! Vi opfører os pænt!" Lovede han på vegne af dem begge, hans stemme skælvende, og han forsøgte stadig fysisk at få Vargas til at slippe Hector, ved at hive og flå i hans arm. 

Hector havde egentlig ikke helt troet på. at de kunne slippe væk, men hans hjerte sprang alligevel et slag over, da Juno fik kravlet op til vinduet. Men det sank umiddelbart efter i brystet på ham, da Juno blev hevet ned. Han ville vende sig om, men en stikkende smerte afbrød ham, da Vargas pludselig greb fat i hans hår. 

Hector landede på gulvet med et dunk og et støn, men han nåede slet ikke at registrere smerten ordenligt, før en endnu større smerte greb ham. Han kunne ikke... Han vidste ikke, hvad der skete, men han kunne hverken skrige eller kæmpe imod. Det føltes, som om hans krop var ved at vende vrangen ud på sig selv, og det eneste, han kunne gøre, var at ligge hjælpeløst på gulvet og gispe efter vejret, mens kramper fik hans krop til at spjætte. Hans udspilede øjne fandt Juno, og tårerne begyndte straks at løbe ned af hans kinder. Nu skulle han dø, og han havde ikke engang fået mulighed for at sige farvel til Juno. 

Han var på bevimelsens rand, da Juno kastede sig imellem ham og Vargas, og han opfattede det slet ikke. Han lå bare der.

Hvis der var noget, der var tilfredsstillende for dæmonen, så var det at bruge sin evne. Sjæle. Som kys på en feberhed pande, lige så godt som sex. At han ikke kunne flå den helt ud var en skam, men at rykke i den og skabe så meget ubehag og smerte var også ganske tilfredsstillende. Det var dog ikke længe, at han fik lov til at gøre det uforstyrret, som menneskedrengen valgte at ignorere hans tavse advarsel og kastede sig frem for at skille dem af. Men Vargas var forberedt og var ikke nemt at vinde over denne gang. Desuden virkede hans evne lidt som en magnet, når han først havde fat i en sjæl. Hans hånd kunne tvinges fra brystet af et offer, men det krævede mere, end hvad dette sølle individ havde i kroppen.

Men han slap alligevel, som drengen udtalte, at de ville opføre sig pænt. Vargas var vred, noget alle omkring ham vidste var farligt, noget man skulle undgå for alt i verden. Men han havde brækket næsen og disse to skravl havde modsat sig ham og det skulle de betale for. Betale med skrig af smerte og blod, der dryppede på gulvet.
Han slap satyren og greb fat i mennesket. Sekunder senere lå han nærmest ind over ham på gulvet, med sit ansigt ud for hans. Blodet løb stadig en smule fra hans næse og han kunne smage det. Noget, der kun ophidsede ham endnu mere. Hvæsende så han ham i øjnene med sit vrede og hævnbegærlige blik.
"Det er for sent at opføre sig pænt. Alt, alt for sent." Og så slog han ham, med så meget kraft han kunne lægge bag. Han havde ikke tålmodighed til modstand.

I en hurtig, glidende bevægelse var han oppe at stå igen og henne ved væggen, hvor han løsnede kæden fra væggen. Enden, der hang i loftet gled ned, sænket af vægten af håndjernene, der sad fast i enden. Vargas greb den og hev den længere ned som han samtidigt tog fat i Junos håndled. Med to klik var han spændt fast og Vargas var tilbage ved væggen, hvor han hev i kæden, så Juno blev løftet op fra jorden og til sidst hang, kun lige sådan, at han kunne hvile på tæerne. Herefter vendte sig sig mod satyren, der efter hans mening snart burde være bare nogenlunde virksom igen. Hårdt greb han ham i håret og slæbte ham med til væggen, hvor han havde placeret sin samling af piske. Han lod blikket glide over dem. Den nihalede med kroge, den med splittede ender, den med metal... Nej, han måtte nok bare starte blidt ud. Han tog den korte tyrepisk. Nem at styre, men med mulighed for at lægge god kraft bag.

Han vendte sig mod satyren, hvis hår han stadig havde fat i.
"Du får et valg. Enten tager du pisken her og slår din ven til jeg siger stop. Eller også bytter jeg ham ud med dig og lader dig hænge til din krop er blevet til kvinde og så lader jeg hver eneste mandlige individ i hele Balzera have sjov med dig. Igen og igen og igen." Hans stemme var overraskende rolig, som han sagde det, blot en understregning af, at han mente det. Vreden brændte i de brune øjne og man kunne næsten mærke, hvor meget han ønskede selv at lade læderet ramme den jomfruelige ryg.

Juno var mere opmærksom på Hector end han var på Vargas. Det var mere end nok for ham bare at forsøge at få Vargas til at give slip, ved at skubbe til ham. At holde øje med Hectors tilstand var vigtigere, og det føltes som en hånd klemte hårdt fat om hans hjerte, da han så Hectors tårer. "Hector," hviskede han, hans stemme skælvende.

Så blev han grebet fat i og han var totalt uforberedt, da han selv blev smidt ned at ligge på gulvet, Vargas over ham. Vægten fra den voksne mands krop var nok til at få Juno til at fryse fat på stedet, og Vargas' slag gik ind præcis som manden sikkert havde tiltænkt det. Juno krøb sig sammen i smerte og lagde en hånd over sit ansigt, der dundrede af smerte.
Han nåede lige at vende sig mod Hector, da Vargas kom tilbage og spændte ham fast.

Han stønnede af smerte, imens han blev hevet  op i kæderne, og tørrede sin blødende næse af i sin skulder. Om Vargas havde gjort det med vilje, for at få ham til at bøde mod hvad Hector havde gjort ved ham, eller om han simpelthen bare havde slået så hårdt på Junos ansigt som han kunne, det kunne Juno kun gætte om. Han gættede på at det var begge dele.

Det var næsten en befrielse at være i lænker. Juno havde altid haft langt mere i munden end i hænderne, men lettelsen forsvandt så snart Vargas greb fat om Hector igen. Denne gang afbrød Juno ikke Vargas imens han talte. Hvis de var heldige, havde manden forstået at de ville opføre sig pænt og ville bare give dem nogle regler. Men nej, så heldige var de selvfølgelig ikke.

"Bare gør det, Hector, gør det! Slå mig, for helvede!" Juno råbte og skreg af Hector, og sparkede oven i købet ud efter ham, for at få ham til at tage sig sammen.

Hector vidste ikke rigtigt, hvad der foregik omkring ham, før Vargas greb fat i hans hår og trak ham hen ad gulvet. Han var dog kommet nok til sig selv igen til at råbe, "Slip mig, dit dumme røvhul!" Hector stoppede dog med at kæmpe imod, da han så Juno lænket blødende til væggen. Han sank en klump. Han var ikke bange for Vargas, kun hvad han kunne finde på at gøre mod Juno. Den eneste rigtige frygt, Hector havde haft, havde Thanos klaret.

Truslen fra Vargas var dog alvorlig nok til, at Hector ikke prøvede at tale sig udenom. Han nikkede kun og tog pisken, mens han stirrede på Juno. 

"Slap nu af, for fanden!" råbte Hector tilbage og sank endnu en klump. Hans håndflader var svedige. Han vidste, at hvis han ikke slog til, så ville Vargas enten tvinge ham til at slå hårdere eller selv overtage pisken. Hector ville hellere selv stå for det. Det vidste han, at Juno kunne klare, også selvom han slog igennem.

"Undskyld, chef," mumlede han, løftede pisken og slog. Den sang igennem luften og landede med et højt smæld på Junos ryg. Hector brugte ikke alle sine kræfter, men han slog hårdt nok til, at der ville komme en arrig-rød stribe over Junos blege ryg.

Juno var ligeglad med Hectors undskyldning. Han vidste at det ikke var noget fyren havde lyst til at gøre og han var bare glad for at han i det mindste var fornuftig nok til at tage den nemme vej ud. For dem begge to. Alternativet ville have slået Juno ihjel.

Junos kæber var låst i forberedelse, da det første slag ramte og den eneste lyd der kom fra ham, var hans besværede vejrtrækning, da han hev vejret ind efter. Hans øjne var hårdt lukkede ved næste slag, og udover den smerte han følte ved selve slaget, fulgte der en svidende smerte efter.

Først ved fjerde slag undslap der ham et støn af smerte, og han bed sig i læben og forsøgte at undgå det ved næste. Smertestårer havde samlet sig i hans øjenkrogen og øjenvipper, men han nægtede alligevel stædigt at vise at han havde ondt, hvis han kunne lade være.

Til Vargas store overraskelse - og en blanding mellem fornøjelse og misfornøjelse - blev de to yngre væsner ret hurtigt enige om, at satyren skulle slå løs. Fascinerende, men han havde nu lige håbet at kunne gøre alvor af sin trussel. Det havde været sjovere. Han lod satyren tage pisken, klar til at give den en røvfuld, skulle den forsøge at slå ham i stedet, men nej, pisken smældede igennem luften og ramte den hvide hud på menneskets ryg. Tavst lod han den slå på sin ven nogle gange. Der var ingen skrig af smerte, intet blod, bare kedelige røde streger og Vargas begyndte at kede sig allerede efter anden slag. Når de nu alligevel var så villige til at slå på hinanden, var det ikke specielt sjovt.

”Så er det vist fint, du slår svagere end min bedstemor.” Hvilket uden tvivl var sandt, hans bedstemor ville sikkert have nydt at lade pisken falde over et uskyldigt offer. Hvis hun kunne hive næsen ud af sine kedelige bøger. Han snuppede pisken fra satyren og lod den smælde igennem luften uden at ramme noget, men med en høj lyd, der viste, at han lagde en del mere iver i at svinge den. Hvad så nu? Der var så mange sjove muligheder. Han skulle ikke længere bekymre sig om mennesket, som var hængt op midt i rummet. Måske han skulle have lidt sjov med satyren. Den bare ryg med de røde striber lokkede også, men den gik ikke nogen steder.

”Hvor var det, vi kom fra? Åh ja, du skulle sutte min pik…” Han løftede et øjenbryn og så afventende på satyren for et øjeblik. Om Hector så gjorde tegn til at gøre, som han fik besked på eller ej, rynkede Vargas på næsen.
”Nej vent, jeg har ombestemt mig.” Han greb atter satyren i håret og slæbte den hen foran Juno, hvor han skubbede den om på jorden.
”Gør det ved ham i stedet, som undskyldning for at få mig til at tvinge dig til at slå ham.” Piskens læder gled over den bare ryg uden at gøre skade, men som advarsel om, hvad der ville ske, hvis Hector ikke gjorde det. ”Det har du jo nok prøvet før, jeg har en fornemmelse af, at I knepper hinanden i tide og utide.” Han drejede piskens håndtag lidt i hånden, mens han ventede på, at Hector gik i gang. Gjorde han det, jamen så gik Vargas over og satte sig i chaiselongen, hvor han tog et æble og bed i det uden at flytte blikket fra sine to fanger. Gjorde han det ikke, jamen så ville pisken smælde, denne gang ikke i luften.