Da Theresa vågnede op fra mørket, der havde holdt hende fast blev hun mødt af en forfærdelig hovedpine. Hvad værre var at hendes højre ben også gjorde ondt, men det forskrækkede hende ikke. Beklageligvis var hun vant til at vågne op i smerte. Denne gang kunne hun dog ikke huske, hvad hun havde lavet. Smerterne var det første hun lagde mærke til og hun forventede at bide mærke i hvor kold asfalten var, men det skete ikke. For hun lå ikke udenfor, som hun regnede med. Hendes fingre knugede om noget blødt - en dyne? Lugten var også meget mere behagelig, næsten helt sød. Hendes øjenlåg var så tunge, hun orkede næsten ikke vågne helt op, for trætheden havde stadig et godt greb i hende, men der var noget galt. Minderne begyndte at komme tilbage. 
Hun havde været i en slåsekamp, men hun kunne ikke huske hvorfor. Hun var blevet slået ud, hvilket betød hun havde tabt - det var dog ikke det vigtige lige nu. For hun havde været udenfor. Hvordan var hun kommet indenfor og endt i en seng? I et værelse, hun ikke havde købt? Panikken greb fat i hende og hun slog øjnene op. Hurtigt greb hendes hånd ned til hendes venstre hofte for at tage fat i sit sværd, men til hendes overraskelse var det der ikke! Og var hendes krop ikke ret let?
Hun slog blikket ned og hun var lige ved at skrige - Hvem havde taget hendes tøj af?! Det var ikke så vigtigt med de store blå mærker og nye sår, hun havde fået. Hun så rundt og fik øje på en skikkelse. For at gøre det værre, så tilhørte skikkelsen en fremmede mand. Ikke langt væk fra ham var hendes tøj, rustning og sværd. 

Theresa's øjne var fyldt med vrede og vreden havde kun et mål; den fremmede mand. Hun tænkte ikke over, at han kunne have hjulpet hende med hendes nye skader. Nej, i hendes hoved havde han ikke gjort noget for at hjælpe hende. Selv hvis han havde hjulpet hende, så forventede han nok noget som betaling. Noget som hun ikke var villig til at give. 
Theresa greb hurtigt fat i en af puderne på sengen og kastede efter manden, imens hun kom med et råb. Ligeglad med sit brækkede ben og andre skader rejste hun sig op fra sengen, men kun for at falde ned på gulvet igen. Det stoppede hende dog ikke.
Hun rakte udefter en tallerken på bordet ved siden af sengen, hvor der stadig var mad på, og kastede også dette efter ham. Hun rammede nok ikke, siden hendes sigte ikke var specielt god, når hun havde så mange smerter. 

Søvnen måtte have indhentet ham til sidst. Overraskende nok havde et mareridt ikke hærget hans drømmeland, som de ellers gjorde gang på gang, når han lukkede øjnene og lod sig falde hen. Egentlig havde han slet ikke drømt. Han havde blot svævet i intetheden for første gang i, hvad han ville mene, var alt for lang tid. Men selvfølgelig varede lykken aldrig evigt, og virkeligheden kaldte hans navn. Råbte det ligefrem. Den velkendte fornemmelse af at blive zoomet op fra et dybt og mørkt hul, han af og til blev mødt med, når han blev revet til en brat ende på sin søvn, blev denne gang afbrudt fuldstændigt.

Alran’s krop kunne ikke undgå at spjætte noget så forskrækket, da en pude pludselig var kommet flyvende og landet ham direkte i ansigtet. ”Hva’ fa-!” Han var meget hurtig til at rette sig bedre op ad væggen, han havde siddet opad og blundet, og lige så fluks så han fra side til side i et øjebliks voldsom forvirring. Men så lød der et ordentligt bump. På en måde var det mere noget, der kunne mærkes end høres, da det var vibrationen i gulvbrædderne, der med det samme fik drejet hans blik over mod sengen, hvor den forslåede tøs, han ellers havde brugt sin dyrebare tid at få nogenlunde i ordentlig stand, virkede til at være vågnet. Åh, hun var bestemt vågen!

”He-!” Han havde fumlet sig selv på benene og var allerede på vej over til hende - mentalt i hvert fald - da hans ord blev afbrudt igen. Denne gang af en tallerken, der nu pludselig kom flyvende. Mindst lige så hurtigt som han havde forsøgt at nærme sig kvinden, lige så hurtigt trak han sig tilbage igen. Begge arme røg op for at beskytte hans ansigt, da han både bukkede sig lidt og lænede sig til den ene side for at undgå det pludselige angreb. Han blev godt nok ikke ramt, men porcelænsskår dryssede ned over ham og sprøjt af kødstuvning kunne ikke undgås at ryge i hans hår, ansigt og på den gråblå bluse.
”HEY!” fik han endelig råbt. Denne gang med en del mindre tålmodighed, som hans stemme oprindeligt havde haft. ”Ved Zaladins bare røv, så stop dog, kvindemenneske!!” Bekymringen for hendes helbred, der muligvis havde været til stede, var forduftet som dug i solen. Han holdte sig klogt tilbage, klar til, hvis hun valgte at smide flere ting efter ham, som en galning. "En rigtig køn måde at være taknemmelig på, synes du ikke, huh?!"

Manden vågnede fra hans søvn, takket være puden hun havde kastet imod ham. Han skulle til at sige noget, men tallerkenen var allerede på vej imod ham, og til hendes skuffelse ramte den ikke. Men hun måtte ikke stoppe! Hun kom op at stå ved hjælp af bordet ved sengen, hvor hun også havde taget tallerkenen fra. Hendes fingre knugede så hårdt om bordets kant at de blev helt hvide. Hun kunne ikke lade være med at grine over hans ord. Han forventede at hun skulle vise ham taknemmelighed?! Han kunne tro nej, kunne han! Hun nægtede at vise ham noget som helst, derfor var hun også ret desperat efter sit tøj. 
Theresa svarede ham ikke endnu, hun kiggede efter noget andet at smide efter ham. Til hendes glæde var der en kniv på bordet, som havde været beregnet til maden, og hun greb hurtigt fat i den. Endelig vendte hun sit blik tilbage imod manden og åbnede sin mund for at sige noget.
"Jeg har intet at være taknemmelig for, bæst! Jeg er såret, men tro ikke, at jeg ikke kan forsvare mig selv!" Ordene kom knurrende ud, og hendes stemme var hævet. Hun rettede kniven imod ham, og var ret glad for at se, at den var overraskende skarp. Det må være en brødkniv - mærkeligt, men heldigt! "Giv mig mit tøj, knægt, eller jeg skal vise dig, hvor frygtsomme kvinder kan være." Med en langsom bevægelse førte hun kniven henover sin strube, men der var naturligvis mellemrum mellem hendes strube og kniven. Imens hun gjorde dette holdte hun øjnekontakt med manden. 
"Og jeg forlanger at vide, hvad du har gjort ved mig, imens jeg var bevidstløs! For så kan jeg bedre få hævn..."

”Wow wow wow!” Det var rent refleksivt at Alran trak sig yderligere en tand tilbage og fluks løftede sine hænder op foran sig, da hun pludselig rettede en kniv mod ham. Hvad i allerhelvede var der med hende? Man skulle næsten tro, at hun havde slået hovedet lidt for hårdt. Eller at hendes slåskammerat havde tæsket al fornuft og logisk tænkning ud af hende. Han forstod delvis at vågne op med en meget fjendsk tilgang, men det her var noget mere intenst end normalt. For ikke nok med at hun havde ransaget hele sin radius efter våben at bruge mod han, så var hun åbenbart desperat nok til at komme væk, at hun helt ignorerede hendes brækkede knogler. Den kvinde var jo syg i hovedet!

Han havde godt nok bevidst holdt sig på vagt i tilfælde af, at hun med ét ville storme mod ham, selvom han var overbevist om, at det ikke ville være hende muligt, men det samme øjeblik at hun demonstrerede kniven over sin hals, forsvandt det hele. Man kunne direkte se hans krop slappe kedsommeligt af efter forskrækkelsens opspænding. Så det var måden, hun ville true ham. Det var næsten til at le af, over hvor dumt det så ud.
”Jeg har ikke gjort en skid ved dig.” satte han hårdt fast og udnyttede, at hun havde skabt skarp øjenkontakt med ham, til at stirre hende lige så direkte tilbage. Et blik han kun brød kort for at dreje sig til siden for at samle hendes tøj op. Og ikke kun det syet af stof. Hendes trofaste rustning blev også løftet op i hans hænder. Sværdet gad han dog ikke at have besværet med. Hun havde jo også allerede en brødkniv. I stedet for at kaste hendes beklædning mod hende, traskede han blot nonchalant hen mod hende, igen uden at bryde deres øjenkontakt. Han kunne meget vel have rakt hende tøjet, og han havde givet sagte udtryk for at, det var hvad han ville gøre, men i sidste øjeblik smed han det blot på sengen bag hende.

I håb om at det ville kunne distrahere hende i bare det splitsekund, som han havde brug for, greb han ud og omkring håndleddet på den hånd, hun holdte kniven i, og strammede omkring det med de sorte fingre. Pressede selve hånden tilbage med tommelfingeren, hvorpå hans anden hånd greb fast omkring selve de knugede fingre om skaftet for at tvinge den langt nok tilbage til, at hun automatisk ville give slip. Så med kniven i sin egen hånd, ville han slippe hende igen. Skubbe hende let, forhåbentlig nok til at lade hendes bagdel lande på madrassen.
”Jeg har ikke gjort andet end at se til din fod og sørge for, at du faktisk har en fremtid, hvor du ikke skal halte frem og tilbage.” vrissede han atter med sagen lidt mere under kontrol. ”Men selvfølgelig har du ’intet at være taknemmelig for’. For du ville have klaret sig selv helt fint, hvis jeg havde efterladt dig på jorden, hvor jeg fandt dig.”

Hah! Var han bange?! Det håbede hun så sandelig at han var. Hun kendte ikke til noget bedre, end en mand, der var bange for hende. Følelsen af at se dem krympe under hendes blik var euforisk. Beklageligvis var hendes håb hurtigt blevet stukket ned med en kniv. Han svarede tilbage?! Endda på en så uhøflig måde. Han måtte være en bonde, for at dømme på hans væremåde og hænder, så var han ikke adelig. Ikke at det gjorde alverdens forskel på hende. Han var stadig en mand og mænd var ens. Selvom han så stædigt holdte fast i at han intet havde gjort imod hende, så kunne hun ikke tro på ham. Hendes hjerte nægtede hendes hjerne at tænke fornuftigt. Det var ulideligt, men hun kunne ikke gøre meget ved det. Hendes fortid havde gjort dette imod hende.
Han overraskede hende endnu mere, da han, trods hendes trusler, bare gik hen til hende med både hendes tøj og rustning. Hun så kort ned på sengen, hvor han smed hendes tøj, men en smerte skød igennem hendes arm. 
"Argh!" Alene smerten gjorde hendes greb om brødkniven svagt, så den nemt kunne tages fra hende. Hun endte med at sidde på sengen igen, og beklagede sig højlydt over smerterne, der skød igennem hendes krop. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig voldsomt igen i forsøg på at genfinde rytmen igen.

"Undskyld." Mumlede hun som svar. Det lod til at smerterne havde vækket hende op fra frygtens mareridt. Hun stolede stadigvæk ikke på ham, men hun var såret og kunne ikke forsvare sig selv. Så selv hvis han havde gjort noget imod hende, så var hun, selvom hun hadede det, nødt til at holde sig på god fod med ham, hvis hun gerne ville leve videre. "Beklager, jeg... er stadig i chok. Tak for din hjælp... og beklager igen, fordi jeg må bede om yderligere hjælp." Hun rettede sig op, selvom smerterne blot blev værre. Hun pegede på sin trøje. "Normalt vil jeg hade at bede om dette, men jeg... Vil du hjælpe mig med at tage tøj på? Jeg tror min arm har fået et slag, eller er forstuvet." Efter alle de gange hendes knogler var kommet til skade, kunne hun ikke længere kende forskellen på hårdt slået, forstuvet eller brækket. Det hele føles ens.

Alran var ikke en til at finde glæde og nydelse i at gøre andre ondt. Det kunne meget vel være, at han bestemt ikke havde noget imod at sende en knyttet næve mod provokerende kammerater eller paffe diverse folk over hovedet for deres stupiditet, men han gjorde det aldrig ud fra sygelig lyst eller uden grund. Grundende, derimod, behøvede ikke at være meget andet end, at de gik ham på nerverne. Så netop at den grund, skar han ikke en mine, da beklagelige lyde kom fra kvinden, da han havde fik hende ned at sidde og fjernet hendes forsøg på en trussel. Hun havde fandme selv været uden om det. Og han tvivlede stærkt på, at der var sket nogen større skade på hende end lidt ømhed, taget hendes reaktioner i betragtning.

Det næste der skete, kom dog helt bag på ham, og i de første par øjeblikke, stod han blot og stirrede misbilligende ned på hende med et enkelt hævet øjenbryn. Han kunne ikke tro fuldkomment på den nye udstråling. Kontrasten fra hendes raseri blot for kort tid siden var alt for skarp og gav ham nærmest fornemmelsen at, at det var en helt anden person, som han havde foran sig. Det lagde blot flere beviser over i at hun var af en underlig figur.
”Damn, hvor forsvandt al din kampgejst af?” kommenterede han så i sidste ende uden egentlig at trække efter et decideret svar, da han lagde kniven fra sig på sengebordet igen og slog blikket væk fra hende for at søge efter hendes tunika i bunken af tøj. Der var en svag blanding af ligegyldighed og hånende kækhed i hans stemme til trods for at den ellers forholdte sig rolig som en hver anden fremmed. ”Din arm er dog ikke forstuvet. Eller brækket. Jeg har tjekket.” Han fandt frem til tunikaen og piskede den ud i luften fra dens sammenkrøllede tilstand. ”Den værste skade, af hvad jeg har kunne finde frem til, er din fod. Hvordan i det rent faktisk lykkedes dig at brække den, er mig stadig et mysterium.” Han rettede atter de rødbrune øjne mod hende og gjorde et lille nik til hende for at indikere, at hun skulle holde armene frem, så han nemmere kunne få dem igennem ærmehullerne, som han fumlede med selv at finde og gøre klar, så der ikke skulle meget arbejde til at få den gledet over hendes hoved. ”Du må også have slået hovedet ret hårdt.” Denne gang voksede der sig endda et skævt smil frem på hans læber, samtidig med at han blidt slog sin pege- og langfinger ind mod hendes ene tinding.

Alran rettede sig ordentligt op og knækkede diskret ryggen, inden han ført en hånd op til sit ansigt for at tørre kødstuvning af sin pande og kind. Efterfulgt af et ligeledes forsøg på at fjerne det værste fra sin hals og bluse. ”Jeg forventer for resten, at du tager ansvar og betaler for tallerkenen…” sagde han fraværende, da han trådte væk fra hende og gik på jagt efter et eller andet at kunne tørre sin hånd af i. Til hans held fandt han hurtigt frem til en klud liggende på kanten af et kar med vand. Den samme klud han havde brugt til at rense de rifter og flænger, hun havde haft.

Theresa hadede hvert et sekund af dette. Hun holdte sine arme fremme, imens han hjalp hende med at få sin trøje på, og hun kunne ikke lade være med at se lidt sur ud. Hun hadede virkelig at få hjælp af ham, men hun havde ikke særlig mange valg lige nu. Hendes skader gjorde at det med at bevæge sig lige var lidt ekstra svært. Hvad hun allermindst brød sig om var hans kække opførsel og lille kommentar om, at han havde tjekket hendes arm. Alene tanken om ham, der rørte ved hende imens hun havde været bevidstløs gav hende kvalme. Ikke fordi, at han ikke var tiltrækkende, enhver kvinde kunne jo se at han var ret pæn, men i det hele taget tanken om en mand, der rørte ved hende igen. Det hadede hun.
“Medmindre du så hvad der skete undrer det mig ikke, hvorfor det er mysterie for dig.” Mumlede hun tvært imens hun rakte udefter sine bukser med sin gode arm. Hun havde valgt ikke at fortælle ham, hvor let det faktisk var at brække hendes knogler. Han skulle ikke vide for meget om hende.
Hans lille slag imod hendes tinding fik hende til at hoppe lidt op af forskrækkelse. Nar.

Hvad forventede han?! Hendes grønne øjne fór tilbage på ham, og hvis blikke kunne dræbe var han død på stedet. “Jeg betaler ikke.” Med enormt meget besvær begyndte hun sit forsøg på, at tage sine bukser på. Det endte med at hun gav op fordi det gjorde for ondt i hendes fod. “Din hjælp er værdsat, men ikke længere behøvet.” Hun faldt bagover i sengen og sukkede højlydt i opgivelse.

Det var da også utroligt. Så vidt han vidste, så måtte det være fysisk muligt for kvinden at se hendes situation ordentligt i øjnene. Egentlig burde det ikke komme alt for meget bag på ham. Hun bar rundt på en rustning og ejede et bestemt udmærket sværd, af hvad han havde set ved en kort undersøgning, mens hun havde været bevidsthed. Og som en hver anden kriger, så betød skader ikke noget indtil kampen var ovre. En kamp, så vidt han vidste af, stadigvæk var rettet mod ham til trods for hende endelige indrømmelse af taknemmelighed.
Han brummede højlydt og med et snert af den velkendte irritation, som han var så kendt for hjemme i Dianthos. Han savnede vel den travle by lidt. Der havde han et ry der holdte provokation til et minimum. Og der havde det ville være langt nemmere at bare bringe den stædige hoppe til helbredshuset frem for at være skyllet så meget over med medlidenhed, at han havde taget sig af hende.

”Jamen.. hvad prinsessen ønsker. Men bare så du er klar over det, så er det her mit værelse. Ikke dit.” svarede han en smule vrissen tilbage mest for at gøre det klart for hende, at han ikke havde intentioner om at forlade værelset, og lagde så de arbejdsfyldige arme over kors. Hun kunne tydeligvis ikke klare sig selv, men som et barn i et lignende rebelske stadie, tvivlede han stærkt på, at hun ville lade ham hjælpe. Han lagde tungt sit blik mod bunken med tøj på sengen, gav det et løft med hagen, inden han sukkende gik videre igennem værelset over til stolen. Nu uden tøjet, var det muligt for ham at sætte sig der. Sværtet flyttede han overraskende forsigtigt til at stå op ad væggen i stedet for stolebenet.
”Du burde se en heler. Det eneste jeg mine talenter strakte til, var at sætte din fod på plads. Om Tusmørkely har en, ved jeg squ ikke noget om.” kommenterede han, mens han  udmattet lænede sig fremover og lage en albue på hver sit lår og samlede hænderne foran sig.

Hm, flabet ung mand, men kunne hun bebrejde ham? Det var ikke ligefrem fordi hun selv var mega sød. Det var hun udmærket godt klar over, desværre havde hun bare så svært ved at vise venlighed overfor mænd. Måske skulle hun prøve? Det kunne da ikke skade, kunne det? Med et højt suk satte hun sig op, på trods af smerterne, og kørte hænderne ned langs hendes ansigt. Trætheden indhentede hende igen, da adrenalinen var begyndt at forsvinde, og hun havde ufatteligt meget lyst til at sove igen. Det virkede bare ikke som en mulighed lige nu, når fyren nærmest smed hende ud - igen kunne hun ikke bebrejde ham.

"Argh, undskyld!" Udbrød hun irriteret og så hen imod ham. "Jeg stoler ikke på dit køn, okay? Jaja, jeg ved godt du ikke har gjort mig noget ondt, men jeg stoler ikke på hankønnet - Tak for din hjælp, jeg sætter pris på det, og jeg skal nok betale. Bare giv mig prisen, og jeg finder ud af det!" Hun ville rejse sig op, men hun kunne ikke på grund af sit ben, og hun ville så gerne væk fra ham. Ikke alene var han en mand, men hun havde også lige indrømmet sit had for mænd overfor ham. "Og nej, jeg fortæller dig ikke hvorfor jeg hader hankønnet." Mumlede hun, imens hun stirrede meget bevidst ned i gulvet, for at undgå hans blik. "Hvis du hjælper mig op at stå, og giver mig mit sværd, så skal jeg nok gå."

Hendes pludselige udbrød kom egentlig ufatteligt meget bag på ham, selvom han ubevidst havde siddet og prikke til hendes egen ubegrundede uhøflighed. Han ville ikke sige, at han nu forstod hende meget bedre, men visse ting gav da lidt bedre mening for ham. I løbet af de efterfølgende korte øjeblikke, sad han blot i stilhed, som sad han rent faktisk og grublede over hendes ord, men inden længe brød hans stemme igennem stilheden igen i form af en højlydt latter helt nede fra maven. Og til trods for den tilbagevendende nedgørende undertone, der nærmest hang som en konstant over hans karakter, var det en noget hjertelig latter, han præsterede. Som en af dem, man bare ikke kunne holde inde og man ofte var nød til at holde omkring maven igennem. Dog holdte ham igen. Og latteren rungede ikke længe i rummet.

”Mit ’køn’!” gentog han let morende. ”Så det kun fordi jeg har en loddent lem hængende mellem benene og ikke kan producere næringsfyldt mælk fra min brystkasse, at du er så forbandet snerpet over for mig!” Hendes problemer var virkelig ikke noget at le af, men for ham var det åbenbart svært. Han ejede skam noget af den menneskelige medlidenhed, men det lå skjul under en anden barskere natur fra opdragelsen iblandt orker. ”Det er squ næsten befriende. Sådan at hører, at det ikke er mig personligt du hader ud fra ingen fastlagt grund.” Han lænede sig tilbage i stolen og kørte en sortfingret hånd igennem håret, hvortil dets fedtede tilstand fra dage uden en ordentlig vask, fik det totter til at stritte lidt mere vildt.

”Tilgiv mig for at le, men du må kunne se, hvor komisk noget så simpelt og generelt som mandehad er, når jeg havde forestillet mig noget værre.” Alran gjorde virkelig ikke et godt arbejde i at undskylde, men hvad var forventet, når latteren egentlig stadig sad fast i hans mundvige, da han atter lænede sig frem og så mod hende. ”Jeg ville lade dig gå, hvis jeg var sikker på, at du kunne gå. Lige som jeg ville have efterladt dig i grøften, hvis jeg vidste at du havde det fint nok til at kunne klare dig selv.” forklarede han så endelig og skævede lidt mod sværdet ved sin side, dog uden at fjerne sin fulde fokus fra den krigeriske kvinde.  ”Du er velkommen til at blive og bruge min seng, da jeg ikke har meget bedre brug for den. Hvis du da kan håndtere at være i samme rum som mig; en mand.”

Det irriterede hende, at han grinede af hende, men hun prøvede inderligt, at stoppe sig selv fra at vrisse af ham igen. Det hjalp ingen at hun blev sur på ham igen. Hun himlede med øjnene over ham - mænd. Så irriterende. Theresa's blik faldt hurtigt på en af puderne, og det krævede alle hendes kræfter ikke at smide den efter ham. I det mindste undskyldte han. På en måde. I det mindste smed han hende heller ikke ud, det ville have været dråben.
"Jeg kender dig end ikke, så naturligvis hader jeg dig ikke." Mumlede hun bare. Selvom han ikke var så slem, af en mand at være, kunne hun ikke lade være med at skæve hen imod puden. Det ville så tilfredsstillende at smide den efter ham, men det ville ikke gavne hende.

"På trods af dit køn kan jeg lige tolerere dig." Hun burde nok være mere sød overfor ham, når han lod hende blive. Det var bare så forfærdeligt svært lige nu, når det eneste hun kunne tænke på var puden, der ramte hans dumme ansigt. "Og der er intet simpelt ved mandehad. Mange mænd fortjener kun et sværd igennem struben." Hadet i hendes stemme snakkede for sig selv; hun havde haft en meget træls oplevelse med en mand, og hun kunne ikke tilgive det. Efter en dyb indånding begyndte hun at slappe af igen. Hendes krop havde været helt spændt op. "Beklager. Tak fordi du lader mig blive. Jeg tager afsted så snart jeg kan." Theresa havde tydeligvis et voldsomt temperament, når det handlede om det andet køn.