Gustave de Dours måtte konstant tørre sine øjne i sit lommetørklæde. De løb i vand, når kulden bed sig fast i dem. Selvom vinden var mild inde i den centrale del af Dianthos, formåede den stadig at få det til at skælve over markedspladserne; bodernes teltslag skvulpede, bodejernes tænder klaprede. Gustave måtte hele tiden trække sin kappe tættere om sig, spændet, der normalvist holdt kappens åbning samlet på brystet var gået i stykker, så vejret føltes som at kunne krybe ind alle vegne. 
Han bevægede sig ned en af de smallere gange på markedet, væk fra springvandet og væk fra boderne med fisk, kød og pelse. I stedet endte han omgivet af imponerende håndværk; alt lige fra dekorationer udhugget i træ til smykker der var selv en adelig værdig. Han sænkede farten, da han passerede forbi en kvinde, som stod og rettede halskæder til, der lå udstillet på en stykke lammeskind. Sølvet virkede klarere i dag, som om den frosne blå himmel fik sølvets egenskaber til at stå tydeligere frem. Han lod sig særligt betage af den halskæde, hvis vedhæng var et grønligt stykke rav, der blev holdt fast af sølv der snoede sig rundt om den grønne perle. Ravet mindede ham om sin hjemstavn. Der var rigeligt af rav, hvor han kom fra. Måske var dette rav for mange år siden skyllet op på netop den samme kyst, hvor han også selv var vandret rundt som barn?
"Ser De noget, som kunne friste, herre?" spurgte kvinden og løftede blikket mod Gustave. Han stak hovedet endnu nærmere de udstillede smykker. "Ja," svarede han kortfattet og lagde ansigtet i en spørgende mine. "Det grønne rav -- hvor har De..." 
"Fra bugten."
- "I øst?" spurgte Gustave.
"Ja netop. Det er meget gammelt." 
- "Det er vi mange, der er -" spøgte Gustave let og fortsatte: "Det har rejst langt for at ende her i Dianthos. Laver De selv smykkerne?" 
Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg har et arsenal af elvere til fange i min kælder, de laver smykker mod at overleve en ny dag." 
Gustave, der stadig stod foroverbøjet mod smykkerne, flyttede sine øjne op på kvinden, som smilte bredt over sin kvikke bemærkning og hurtigt tilføjede: "Jeg laver dem selv. Min familie er bosat ved bugten og er gode til at sørge for rav." 
Gustave klukkede let og kunne mærke begejstringen boble i sin mave; begejstringen over at kunne tale om østen, om bugtens egenskaber, om hvordan ravet helt bestemt var kommet til, hvorfor farven var, som den var. 
"Interessant!" medgav han ivrigt. "Deres dialekt er eller meget lokal, De snød mig næsten! Sig mig engang, skændes Seymour Doyle stadig med Goralerne om engstykket på nordbredden?" 
- "Kender De til Seymour Doyle?" spurgte hun forundret.
"Javist, den mand har ikke lavet andet end at brokke sig gennem livet -- man kan ikke undgå ham, hvis man altså har sat sin fod i øst."
- "Jeg kan sige så meget, at Goralerne ikke har fået lov til at flytte så meget som drivtømmer på de nordlige kanter." 
"Stædig som altid, gamle Doyle." 
- "Mon ikke!" 
Hendes mund lagde op til flere ord, men hun blev afbrudt af pludselig tumult, da råb hørtes længere nede af det lille markedsstræde. Gustave rettede sig op og forsøgte at se, hvad der foregik, men menneskemængden var for omfattende denne tid på dagen. 
"Sikke dog et påstyr..." mumlede han og strakte hals. Han syntes at kunne høre ord som "Grib halvelveren!" og "Huk fingrene af ham, den forbandede tyv." 

Ylena følte at hun havde sovet i tusinder af år, og i virkeligheden var det bare fordi hendes tanker først nu var klare. Hendes eneste jagt nu, handlede om Mattheus. Der var engang at ham og Samuel altid kæmpede om hendes opmærksomhed, og hvis hun selv skulle sige det - så var det gode tider.
Men efter Sam's død var hun kun interesseret i en mand; Mattheus. Altså ikke fordi hun skulle giftest eller noget i den stil, men hun havde brug for at få fat i ham, så han kunne hjælpe hende med at ordne de ting hun skulle have gjort for at hendes religion kunne blive en rigtig ting.

Ylena havde købt en hest for ikke ret længe siden, og red igennem byen for at få et bedre overblik., "Gustave" dte var det eneste hun havde på et lille stykke pergament papir, han kunne vidst en ting eller to, der gjorde det muligt at hjælpe ham med et finde Mattheus. Det eneste hun vidste var at hun havde sat ham for enden af den forpulede vulkan, og den sten hun havde placeret ham på var nu væk. Så om nogen havde taget stenen eller om det faktisk var en sten, det anede hun ikke.
Ylena havde en sort kjole på, under sin lange sorte kappe. Det lange hår hang ned langs hendes skuldre og hun var ganske nedringet, hun brugte trods alt ofte sin dødssynd for at få præcist hvad hun ville have.

Som hun kom riddende igennem mængden, bemærkede hun en tyv der pludseligt løb afsted og inden hun så sig om var fire byvagter efter ham og var tæt på at slå hende af hesten: "Hey! Pas dog på!" råbte hun, hun var trods alt en kvinde med temprement.
Hun fortsatte i skridt på hesten og stoppede: "Undskyld mig, har I set denne mand?" spurgte hun og viste et tegnet billede af den mand hun søgte: "Gustave?" sagde hun og kiggede i mod dem.
Den ene rystede på hovedet, imens den anden rejste hovedet og pegede i mod en skikkelse nogen meter længere fremmede, lignede det ikke...Ham?

Gustaves øjne løb over menneskerne, de søgte efter disse spidse elverører, som nok var at finde på den mulige gerningsmand, der blev råbt efter. Han vendte blikket tilbage på kvinden med smykkerne, men hun stod også og måbede efter tumulten. Han var i urede - skulle han blande sig i dette håndgemæng eller høre nærmere om, hvordan det gik Doyles familie ved bugten. Hvad interesserede ham mest? Han var ikke en kæmper, hans kone ville mildest talt rive hovedet af ham, hvis hun pludselig måtte betale ham ud af arrest på grund af noget så latterligt som et slagsmål på markedspladsen. Markedspladsen. Slagsmål. Hvad var det dog for nogle besynderlige drifter, der løb gennem ham? Som om han ikke længere var et dannet og kulturelt menneske, der foretrak fornuft og almindelig kontakt frem for noget så dyrisk som et forbandet slagsmål. 
Han besluttede sig for at lægge låg på sin besynderlige trang efter at markere sig i selskabet som slagsbror. Det var trods alt ikke, hvem han var. 
"Denne elverjagt lader til at have taget overhånd," sagde han til kvinden for at vinde hendes opmærksomhed tilbage. Hendes blik lå stadig bekymret ude i det fjerne og hendes ord bar præg af netop denne fjernhed: "... ja... bestemt..." 
Han fortrak en opgivende mine og sendte den smukke halskæde et sidste blik inden han opgav samtalen. Han besluttede sig for at gå tilbage mod ønskespringvandet, altså i en stor bue om hvad end der foregik med halvelveren - eller hvem der mon var tale om. Men menneskemængden var strimlet til som om alle var blevet nysgerrige, så han måtte presse sig vej ind mellem boderne for at slippe væk. Han maste sig ind mellem to tykke damer, deres bløde kurver lagde sig behageligt mod hans krop, nærheden var på en eller anden måde rar. I det han så op for at se efter en åbning i boderne, han kunne slippe igennem fik han øje på en kvinde, der gloede efter ham. Nej vent. Det interessante her var vel nok, at to byvagter gjorde det samme. Var han i problemer? Var han grunden til, at alle var strimlet sammen? Ville det virke mistænksomt, hvis han stak af ind mellem boderne? 
"For pokker da også," mumlede han og flyttede hurtigt sit blik. Genkendte han hende? Eller var det hende, som genkendte ham? Var det gensidig genkendelse? Han løb sine minder igennem - havde han nogensinde set en kvinde som hende? Der var noget ved hende, som mindede ham om de følelser, han knyttede til minderne om sin første tid med sin kone. Dengang de var unge og smukke og lå mellem klitterne, nøgne, under nattehimlen. Hun var ikke hans kone. Hun var ikke en veninde, han engang havde bekendt sig med. Men alligevel vækkede hun disse minder i ham. 
Der var for mange byvagter til at han ville risikere at bruge sine evner på dem. Det var trods alt som at stemple sig selv som skyldig. Men han havde jo ikke gjort noget? En af de tykke koner, som han havde mast sig forbi stod pludselig ved hans side og gloede på ham, præcis som byvagterne og kvinden på hesten netop havde gjort.
"Sig mig Gustave er du en eftertragtet mand, eller hvad?" kvækkede hun. Det gik op for ham, at det var Finbars kone, hun måtte have været nede i hans fiskebod med en frokostpakke. Man kan trods alt ikke holde ud at spise fisk når man står i den stank hele dagen, sagde hun altid når han så hende med sin lille kurv fuld af frokostlækkerier. 
"Sybille! Kæreste!" Udbrød han og smilede varmt til hende. "Det må være en fejl, måske troede de mit grå hår var en elvers sølvlokker," grinte han og gav hende et klem på skulderen. 
"Hils Margaret -- og sig hun ikke behøver tænke på den messingpotte, behold I den bare." 
Gustave lagde taknemmeligt en hånd på sit bryst "Tak, Sybille, af hjertet. Hils Finbar og sende bare drengene over en eftermiddag, hvis vi skal kigge på de bøger." 
Han tog chancen her og gled ind mellem boderne og væk fra menneskemængden. Væk fra lille tykke Sybille, som vinkede muntert til ham, mens han forsvandt. 
Det måtte i sandhed være en fejl - byvagter, kvinder på heste - efter ham? Nej. Nej. Nej.

Det var ikke helt normalt at Ylena red byen rundt for at lede efter en mand - så skulle han dælme være smukkere end kongen selv. Alligevel så havde hun brug for en der kunne leve efter fornemmelser og vinkler hun ikke selv havde set. De sidste to år havde hun søgt efter Mattheus og hun måtte nok indrømme hun var ved at være utålmodig.
Hun havde altid haft Mattheus snoet om sin lillefinger, og det var præcist den type mand hun havde brug for til de planer hun havde. Mattheus var da ikke direkte dum, men hun måtte da også ærligt sige det ikke var den skarpeste dværg i hele elverriget, hvis det overhovedet var et ordsprog.
Ylena sparkede til hesten så den satte i trav i mod den mand kvinden havde udpeget, hun var en kvinde der altid gik efter hvad hun ville have. Hun havde som ganske ung solgt sin sjæl til dæmonerne, og hun kendte ikke længere nogen anden side end denne.

Ylena red hen I mod manden, og stoppede hesten ved siden af ham så hun kunne kigge ned i mod ham. Hendes grønne øjne og det mørke hår fik hende næsten til at ligne en gammeldags ezmaralda der var på jagt efter mænd, men i dag var det dog med en lidt anden bagtanke end bare noget kønt at kigge på.
"Gustave?" sagde hun i mod ham og rakte tegningen ned i mod ham, som hun nu engang selv mente lignede ham på en prik, så hun havde ikke rigtigt noget at sige. Ylena holde sit blik på ham, hun var sikker på at han var hendes vej til Mattheus, og hun måtte nok indrømme at hun efterhånden var en ganske utålmodig kvinde.

Hun hoppede af hesten og landede på jorden ved siden af ham, hun havde sorte støvler på som hun havde fået lavet ved den lokale skrædder, og man kunne høre ruskinds stoffet give efter som hun ramte jorden.
"Vi skal tale sammen..." sagde hun lidt mindre offensivt nu hvor hun stod ved siden af ham, det var ikke fordi han havde gjort noget - hun var bare en skarp kvinde, der altid talte i en skarp og direkte tunge. Der var jo ingen grund til at snørre tingene ind som var man en rigdoms tøs med et korset.
Hun havde bare brug for at finde ud af hvor fanden den skide mælkebøtte var, som hun havde sat på et bjerg for nogen hundrede år siden.

Gustave nåede ikke langt væk fra menneskemængden før kvinden fra før stod foran ham. Han kneb mistroisk sine øjne sammen, da hun minsandten konfronterede ham. Han gennemsøgte sin hjerne endnu engang efter hendes ansigt; havde han set hende før? Han var overbevist om, at det simpelthen ikke kunne passe, at de havde truffet hinanden, men jo længere tid hun stod foran ham og krævede hans opmærksomhed, jo mere i tvivl blev han -- måske havde han en aftale med hende, som han bare havde glemt? Eller måske havde nogen lavet en aftale på vegne af hende. Måske var det slet ikke så tosset, at en kvinde sådan bremsede hans færden. Han tog fat om papiret, som hun rakte ned til ham og kiggede på tegningen, mens hun hoppede af hesten. 

"Javel ja," svarede han undrende og kiggede skiftevis på tegning der forekom at være af ham selv og op på kvinden. "Jeg er Gustave de Dours..." han stoppede kortvarigt, en smule forvirret. "Undskyld mig, men... har vi en aftale? Jeg synes ikke at have set Dem før." Han rakte tegningen af ham selv tilbage til kvinden. Der var ingen grund til at beholde den, han var udemærket godt klar over, hvordan han selv så ud og der var noget ved stregerne ved lige netop den tegning, som fik ham til at synes ældre end han i virkeligheden var. 

Ylena var ikke en kvinde der tog nej som et valid svar, og hun havde brug for at få styr på hele denne her Mattheus situation, den stressede hende utroligt meget og hun magtede næsten ikke tanken om hvordan tingene fungerede.
Hun var heller ikke typen der gik ud og søgte efter folk og hun var bestemt typen er mente hun aldrig havde brug for andre end sig selv. Sådan var det dog ikke altid helt og nogengange så var hun jo nødt til bare at kæmpe fremad og se hvordan hun bedst muligt kunne få det ud af situationerne som hun ville.
Hun var ihvertfald ikke mange for at bruge sine kvindelige former, og nu hvor Sam ikke var en del af hendes liv mere, så var der jo mange muligheder.

"Nej, det har vi heller ikke" sagde hun i en lidt direkte stemme og kiggede på ham, høj mand, ganske køn... Hun klagede nu ikke.
"Men jeg har brug for dine services" sagde hun, og vidste slet ikke om det var noget han gjorde sig i, men hun vidste hun måtte overtale ham på den ene eller anden anden måde.
For hele denne her Mattheus affære var mere eller mindre ved at vride halsen rundt på hende. Ylena kiggede ud i menneskemængden: "Kan vi måske tale mere fortroligt et sted?" spurgte hun.
Ikke alle behøvede blande sig i hvad hun havde gang i.

Han sukkede tungt mens han kiggede omkring sig med mistroiske øjne. Der var flere ting, der ikke hang helt sammen her. Det måtte være vigtigt, siden han sådan blev opsnappet personligt og med en tegning som vejledning. Hun måtte altså have søgt præcist efter ham og guderne må vide, hvor længe hun havde søgt. På den anden side opsøgte hun ham på en offentlig plads i fuld dagslys; hvad sagde dette mon om hendes intentioner? Der var noget ved denne direkthed, som både skræmte og foroligede ham. Hendes attitude mod ham var afskrækkende, men at hun ikke havde opsøgt ham i ly af natten, mindskede hans mistanke for, at hun var ude på noget decideret ulovligt eller noget, der kunne sætte hans og hans families liv i fare. 
"Jeg ved ikke, hvad Deres hensigter er, så jeg ved ikke, om jeg er den rette til at hjælpe Dem, men..." han holdt en kort pause og så sig om en sidste gang. "... skynd Dem med, denne vej." Han drejede om på hælen og gik ned ad et lille stræde, der ville føre dem nordligt ud af markedet og mod sit private hjem. "Hvem har sendt Dem?" spurgte han, da de var nået væk fra markedets strøm af mennesker og tilføjede: "Hvorfra ved De, hvem jeg er?" 

Ylena var ikke særlig glad for at spørge om hjælp, hun så sig selv som en magtfuld kvinde der selv kunne ordne problemerne, og hvis hun havde brug for mænd - så var det som hunde for hendes fødder, som hun kunne koste rundt med.
Hun vidste dog godt det ikke var virkeligheden og at hun havde brug for bare at arbejde sig igennem de mange problemer hun var ude i lige nu, hun skulle bare have fat i den skide blomst, så hendes planer kunne komme videre i livet: "Det er meget vigtigt!" insisterede hun som hun kunne fornemme at han tøvede.
Det var da fint at det her ikke var særligt vigtigt for ham, men det var trods alt meget vigtigt for hende, og hun havde brug for at der var styr på tingene. Hun havde brug for det her for at fuldfører sine planer, og med mindre han havde tænkt sig at kaste sig for hendes fødder, så havde hun brug for at få fat på Mattheus.

Hun fulgte hurtigt efter ham og trak kappen op over hovedet, Ylena brød sig ikke om at blive genkendt, hun var trods alt så gammel at hun havde en del kontakter i bydelen, og hun hadede nå de rendte rundt efter hende.
"Jeg har sendt mig selv... Jeg er min egen herre" sagde hun skarpt, der var dælme ikke noget der sendte hende, og ej eller nogen der kunne bestemme over hende.
"Rygtet i byen taler højt, Mr. Dours... Men det har De måske ikke bemærket?" spurgte hun i en rolig stemme og skød let hætten til side så hun kunne kigge på ham imens de gik.

Gustaves tanker virkede fraværende. Det var som om, han gik i en tåge; heldigvis kendte hans fødder vejen hjem, men udover det, så ænsede han ikke rigtig omgivelserne, da de passerede gennem de velkendte gader. Hans hjerne var koblet fra mens han forsøgte at få denne mærkværdige situation til at give mening. Normalt havde folk fået en eller anden form for henvisning til ham gennem nogen af hans klienter, det gav ikke helt mening for ham, at en kvinde med sådan en autoritær aura pludselig bare havde fundet frem til ham, som en kanin trukket op af en tryllekunsters hat. 
"Javel ja..." svarede han endnu engang. "Beklager, det var ikke min mening at antyde, at De var nogens ejendom," tilføjede han hurtigt. Der var noget ved hende som ligesom signalerede, at hun ikke var en person, man havde lyst til at komme i problemer med. Der var noget lovløshed over hende. Han stoppede op foran sit smalle byhus og gik de tre skæve trin op til hoveddøren. Hans han fandt sine nøgler frem fra inderlommen betragtede han hende over sin skulder. Hun havde trukket sin hætte bort, så han kunne studere hendes ansigt kortvarigt, inden han vendte sin koncentration mod nøglehullet. Nøglen drejede, låsen klikkede. 
"Jeg lytter ikke til rygter," løj han overbevisende. Han kendte hende ikke, og hun lod ikke til at kende til ham udover på det profesionelle plan, så der var ingen grund til at lægge frem, at han var en af de største sladderkonger i byen. Det var vel en slags hobby for ham. Han skubbede hoveddøren op og trådte ind i sit hjems hall. I hallen var der en trappe op til den mere private del af hjemme og langs trappen var der en gang, som førte direkte ud i køkkenet. På højre hånd var der en dør, som gik ind til hans arbejdsrum. Han stillede sig i døren og gjorde en indbydende gestus: "Kom inden for..." han tav kort. "Hvad var Deres navn?" spurgte han hurtigt, "Og vil De have en kop te?" 

Ylena vidste godt at hun ikke havde mange strå at gribe i længere, og det var da nok også derfor hun nu søgte lidt mere dratiske løsninger på hendes problem. Der måtte da være nogen der kunne se ind i fremtiden, fortiden, nutiden... ja whatever virkede for at hun kunne få hvad hun ville have.
Det her var jo ikke noget hun selv kunne fremtrylle, godt nok havde hun evner og skulle hun selv sige det så var hun også ganske god til det hun kunne, men det var jo ikke helt det samme som at kunne se hvor ting var.
Hun smilede: "Det er nok også fornuftigt" sagde hun roligt, rygterne sagde alligevel så meget lort og Ylena forsøgte nu egentligt også bare at blande sig udenom.

Som hun kom ud i hans køkken, lod hun blikket glide rundt. Det var da ikke et helt forfærdeligt sted, og hun lod et smalt smil komme frem over sine læber, som hendes øjne gled over hans indretning, en mand med en ganske udemærket smag.
"Ylena" sagde hun, det var naturligvis bare det hun blev kaldt, en dæmon ville jo aldrig ud med sit rigtige navn i frygt for at blive kontrolleret, og hun kunne vel også nærmest knapt huske det selv.
"Rygtet siger De kan... Se ting" sagde hun og lagde forsigtigt sine arme over kors, imens hun lod blikket glide undersøgende over ham, en ganske køn mand, men på den anden side så var Ylena jo ikke kræsen og hun fandt stortset alle mænd smukke.

Gustave eskorterede hende ud i køkkenet, hvor arnen stadig stod og knitrede. Margaret måtte have været hjemme for nyligt. Han stillede en lille kedel med vand på den varme sten i arnen og vendte sin opmærksomhed tilbage på kvinden, der nu, ganske uvirkeligt, stod midt i hans køkken. Det var ikke ligefrem hvad han havde forventet af denne dag. Han var ikke en af den slags orakellignende seere, der sad i en hule og skrev profetier og forudså det store spind. Det var langt mere kompliceret end dette og han førte trods alt et almindeligt liv ved siden af. 
"Ylena," gentog han som hilsen. "I dette tilfælde taler rygtet sandt," svarede han og trak en stol ud ved det runde træbord, som stod midt i køkkenet. "Sid ned." Han åbnede et kabinet og fandt to glas frem. De var høje og slanke og var omsluttet et metalhylster med hank. Metalhylsteret var dekoreret med smukke mønstre, det lignede elverkunst men rent faktisk var de smedet på østkysten af en ganske almindelig mand, Gustave engang kendte. Han havde forelsket sig ulykkeligt i en elverkvinde, som forblev hans muse og inspiration gennem hele livet. Kort inden han døde, fik Gustave glassene som gave, da han blev genforenet med østkysten for første gang siden han flygtede fra selv samme sted som teenager. Han satte glassene på bordet og gav sig til at åbne forskellige krukker, som han duftede til. Der var forskellig te i hver af dem, de havde deres egen duft. Te plejede at hjælpe ham med at koncentrere sig, når han skulle arbejde. 
"Jeg må minde Dem om, at fremtiden ikke står skrevet i nogen bog," sagde han eftertænksomt mens han førte en håndfuld te over i et rundt metalfilter, som han efterfølgende smed ned i kedlen med kogende vand. "Det er et meget komplekst spind; vi har at gøre med tusindvis af mulige fremtider, og det har hverken De eller jeg tid til at gennemgå. Hvis De ønsker min hjælp, er De også nødt til at hjælpe mig. Give mig nogle spor, indskrænke fremtiden så at sige ved at fortælle mig om Deres relationer... Deres fortid... Deres håb og drømme." 
Han tog kedlen af varmen og skænkede teen i hvert glas, hvorefter han trak en stol til sig selv og satte sig foran hende med det ene ben lagt over det andet. Han lænede sig tilbage og betragtede hende med et varmt smil. Det var ikke alle, der brød sig om, at en anden på sådan en måde trængte ind i deres tanker. 
"Her," sagde han og åbnede en lille krukke, der stod på bordet. En sødlig duft rejse sig øjeblikket. "Sorte kirsebær. Hvor jeg kommer fra, bruger vi det til at søde teen. Prøv det." Han rørte en skefuld i sin egen te og tilføjede: "Jeg oplever også at det hjælper på forbindelsen, at vi smager af det samme." Han stak tungen mellem sine tænder i et smil.  

Ylena lod blikket vandre atter engang rundt i hans ydmyge bolig. Ylena havde ikke noget stort og fancy sted at bo, men når nu at alt dette her gik som planlagt, så ville hun have penge nok til at købe et slot - og hvis hun selv skulle sige det, så var et slot præcist hvad hun fortjente! Hun var en smuk og yndefuld kvinde, og desuden så havde hun klasse.
Hun knappede de to øverste knapper på sin kappe op, for så roligt at trække den nedover hendes skuldre, og hun lagde den på den nærmeste stol. Under kappen var en mørkeblå kjole, med en sløjfe omkring livet, den var ikke super fornem, men den kunne alligevel frembringe hendes kvindelige former, hvilket egentligt var alt hun gik op i. Hun kunne godt lide at fremstå feminin og hun ville gerne vise hendes kvindelige former frem.

Ylenna satte sig elegant ned på stolen og rettede let på kjolen som han fandt to glas frem: "Hvad drikker Herren?" spurgte hun nysgerrigt og afventede ham, hendes erfaring viste jo at det kunne være alt fra vand, til vin, til whiskey. I denne her verden kunne man ikke rigtigt stole på noget, og selvom Ylena ikke var stor fan af alkohol, så var et enkelt glas ikke noget hun brokkede sig over. Heldigvis blev hun jo heller ikke specielt påvirket af det, men hun frygtede at hun kunne blive det - og det værste hun vidste var ikke at være i fuld kontrol.

Som han hældte teen over smilede hun, det var behageligt med lidt varme og hun fik et indtryk af hvilken ro han udtrålede, ikke en ro og en tålmodighed hun besad specielt ofte: "Smager af det samme? Jeg er ikke sikker på at søde ting er min... stil" sagde hun og fangede to bær som hun holde imellem fingerene, imens hun betragtede dem en smule skeptisk. I et kort sekund kiggede hun op på ham, og endte så med at lade dem falde ned i te'en, det kunne vel ikke skade.
"Som sagt har jeg brug for Deres hjælp..." sagde hun og kiggede ned på den varme drik, som hun overvejede om hun nu turde smage den, ingen vidste om han kunne finde på at forgifte hende, og i disse tider vidste hun at man ikke kunne stole på andre end sig selv.