Det var trættende i længden, når folk ikke kunne finde ud af, at følge en ordre til punkt og prikke. Så da Sorttand kom til hans skib, påstående at hans Dræber havde angrebet ham, var Balthazar overraskende nok ikke i tvivl om at det var sandhed. Dræberen var ny i sit fag og man kunne knapt bebrejde ham det. Balthazar var trods alt en mand der havde god hang til at tilgive, men da Sorttand besluttede sig for, at skælde ham ud, tale nedladende OG nægte at handle med ham for fremtiden, slog det klik for den ellers relativt flinke pirat-kaptajn.
 
Derfra gik det hurtigt. Han tilbød manden et glas rom i hans kahyt. Derefter fik han bundet manden op med de reb han altid havde hængende derinde og mens manden råbte op i protest, smilede Balthazar roligt, meget entusiastisk, med et blik der var noget nært manisk. Han trak en kniv fra sit bælte og påbegyndte sin straf af mandslingen. Dette involverede at tage først det ene øje ud, dog stadig hængende i soklen, så manden kunne se det andet blive stukket i smadder. Til sidst rev han også det sidste øje ud på ham. Han skar maven op på ham og trak ”indholdet” ud, og før Sorttand nåede at drage sit sidste åndedræt fik han også revet tungen ud af hovedet på svinet. Fordi han var irriteret da Sorttand var død, vedblev han stikkeriet, til fyrens krop nærmest var gennemhullet. Der var en syndflod af blod under kroppen og Balthazars hænder var dækket i det.
 
Senere kom Dræber tilbage, men på det tidspunkt var der blevet gjort rent. Både Balthazars hænder var rene, gulvet var rent og Sorttands lig var skjult af vejen. Han lå i en kiste. Ganske vidst var kisten for lille, og Balthazar havde været nødt til at brække et par knogler på den døde krop for at få den mast derned, men gjort var gjort. Kisten stod nu i kahytten, i et skjult rum.
Han havde fået fem af sine mænd til at hente Morgana. Ikke voldeligt eller noget, de ville bare gøre det høfligt, men hvis de absolut var nødt til at tvinge hende, så ville de gøre det.
Og det havde det været nødt til. De dukkede op igen, drivvåde, med Morgana imellem dem. Dræberen var blevet bedt om at være i kahytten sammen med Balthazar og da først alle var tilstede, gik det meste af mandskabet, på nær to der stillede sig ved døren. Balthazar sad bag sit bord i den luksuriøse stol.
”Kaptajn Morgana. Det er mig en glæde at møde dig igen,” stadig var han smilende, men vanviddet kunne godt anes i hans øjne idet han rejste sig, gik hen til det skjulte rum og fik kisten til at glide ud af sig selv. ”Jeg beklager den nødtvungne afhentning, men jeg har noget på hjerte. Det er en alt for tung byrde at gå og bære på alt for længe,” fortalte han roligt mens han låste op for kistelåget. Uden at sige yderligere ord, åbnede han låget og det gennemhullede lig med åben mave og ingen øjne eller tunge.
”Kender du denne herre? For han påstår at du og… Zofrost… Angreb ham,” i starten var hans blik dybt alvorligt før smilet kom luskende tilbage. Som var han en glubsk ulv.

Der var gået dage siden Zofrost havde lavet problemer i kroen og Balthazar havde ikke vist tegn på, at der var problemer på vej. Faktisk havde alt været så normalt, at han nær havde glemt det igen. Og blot klaret sig igennem som sædvanligt. Faktisk havde hans herre virket yderst tilbageholdende med straffe, men Zofrost orkede ikke at spekulere over hvorfor og nød bare freden. Selvom en lille stemme bagerst i hans sind sagde, at det blot var stilhed før stormen. At der på et eller andet tidspunkt ville regne med lort og han ville fortryde sit liv. Igen. Men han kunne ikke leve med den tanke forrest i sit sind, så han skubbede den væk fra sin bevidsthed. Gjorde som der blev sagt og nød de stille stunder. Tænkte lidt på Ella, som han havde mødt igen, samme dag som problemerne på kroen. Ella, der var så sød og venlig.

Han havde faktisk været væk i sine egne tanker om hende, da han fik besked på, at han skulle melde sig i sin herres kahyt. En klump dukkede straks op i hans mave, men han rejste sig med det samme og bevægede sig hen over dækket til døren, hvor han lukkede sig selv ind. Balthazar ignorerede ham totalt, men det var ikke uvant for halvdæmonen, så han indfandt sig bare som en tavs skygge skråt bag ham. Hvad mon piraten ville? 
Det varede lidt, inden han fik svar, ventetiden lang og tavs. Men endeligt var der nogen ved døren, der blev skubbet op og to mænd kom ind med en person i mellem dem. Zofrost genkendte straks den kvindelige pirat fra kroen og hans blev bleg. Balthazar havde hørt om, hvad der var sket. Og det var tid til straffen.

Med blikket mod gulvet flyttede han sig lidt, da hans herre rejste sig og gik ud fra bordet. Først da lyden af en kiste, der blev åbnet, og lugten af råd nåede ham, løftede han hovedet og så på det meget maltrakterede lig af manden, han havde angrebet på kroen. En let kvalme gled over ham, ikke på grund af liget, men af skræk. De lyse blå øjne fór fra liget, til Balthazar til kvinden og tilbage til Balthazar. Nej nej nej, det her var ikke godt. Slet ikke godt.
Trods lysten til at panikke, forsøge at slippe væk, blev han stående, frosset til stedet. Et eller andet sted resigneret, for han kunne ikke undgå, hvad der skulle komme. Til sidst gled hans blik over på kvinden og der var et næsten trist glimt i hans øjne. For hvis Balthazar havde gjort sig den ulejlighed at få fat i hende, kom hun ikke uskadt derfra heller.

Morgana havde aldrig været en kvinde til at danse efter andres melodier, selv ikke Balthazars. Dengang hun havde været på sit højdepunkt, med eget skib, evner og et omdømme der havde rivaliseret Balthazars eget havde hun også kunne tillade sig det!
Men Morgana var faldet af på den. Hun havde brugt to år i rendestenen, og selvom hun knap var til at kende fra da Zofrost sidst havde set hende, så var hun stadig en skygge af sig selv.
Hun var ren, et stort skridt fra hendes møde med Zofrost, og hendes tøj var nyt. Men sidst Balthazar havde set hende, var håret også prydet med utallige små smykker fra hendes toget, og nu sad der kun et enkelt tilbage.
Hun havde også tabt sig gevaldigt, så da de to bøller slap hende, og hun rettede sig op og skød en knoglet hofte ud, så havde det ikke helt den samme effekt som før i tiden. Det forhindrede hende dog ikke i at prøve!

"Kaptajn Balthazar! Jeg ser du ikke har slækket på gæstfriheden siden vi sås sidst" svarede hun med et åben gestus, inden hun tørre en smule blod væk fra sin kind. Om det var hendes eller en af de folk der havde hentet hende var svært at sige. Hendes blik faldt kort på den anden mand i rummet. Han så.. bekendt ud?
Hendes blik faldt tilbage til Balthazar, inden han begyndte at føle sig overset. Hun huskede udmærket hvordan han var på det punkt! Altid så... opmærksomheds trængende. SÅ dramatisk!

Det var et karaktertræk hun hurtigt fik bekræftet han ikke havde mistet. "I så fald er jeg sikker på vi kan lette dit hjerte i fællesskab, ligesom i gamle dage~" sagde hun med et lille blik i Balthazars retning, og kastede en smule med håret "Men det må gå lidt tjept, jeg skal nå ud med tidevandet". Morgana var ikke kaptajn længere, men havde få dage inden fået hyre hos Amalia Sirenesang ombord på Den Sorte Sirene... Mere præcist havde Sirenesang sparket til Morgana til hun havde taget sig sammen og var kravlet op af rendestenen, men DET var der ingen grund til at dvæle ved.

Morgana kiggede på liget i kassen og rynkede på næsen. Hun mærkede sin mave vende sig, men alt blev nede. Måske havde hendes tid på bunden af en tønde alligevel gjort hende noget godt, for synet forstyrrede hende ikke nær så meget som det burde. På trods af mandens nyligt ommøblerende alting, var Morgana ret sikker på hun aldrig havde set ham før... eller hvis hun havde lå mindet på bunden af den tønder hun var kravlet op af. Hendes blik faldt kort på Zofrost igen. Var det derfor han virkede let bekendt? Hun kunne virkelig ikke sætte fingeren på det!
Morgana trak let på skuldrene med et lille suk. Hun kendte Balthazars luner, og den her skulle spiller umådelig delikat hvis hun ikke ville ende i kassen sammen med fjolset. "Vis jeg har set ham før har han ikke efterladt et indtryk" hun trådte nærmere Balthazar, hendes hofter vuggende fra side til side "Men du kender mig jo! Hvis jeg havde angrebet ham, så fortjente han det uden tvivl" hun rakte ud og lagde kærtegnene en hånd på hans arm.

Balthazars blik var fast på Morgana mens hun forsøgte at gøre et pænt indtryk med hoften skudt lidt til siden. Hvis ikke det var fordi hun havde mistet en god del af sin glans siden sidst, ville han også næsten være hoppet med på legen. Næsten. Men lige nu var der vigtigere ting i mente: Dræberen og hans problem med at involvere sig med de forkerte folk.
Han lod hende dog stadig tale sin sag. Lyttede opmærksomt. Og ikke kun til hendes ord, men også tankerne, som overraskende nok ikke forrådte hende. Hun kendte virkelig ikke til manden? Det kunne da ikke være rigtigt?!
Han kiggede ned på hendes hånd som den berørte hans arm let. Smilende. Kort efter fjernede han sig dog fra kropsberøringen. "Tidevandet kommer også en gang i morgen. Nu får vi at se hvor længe det her tager.. Nu hvor du tilsyneladende har glemt lille Sorttand," Han gik tilbage, hen ved siden af Zofrost og placerede en hånd om hans nakke, skubbende ham frem til sit bord. Stadig med grebet om Dræberens nakke, kiggede han på Morgana. 

"Men mon ikke erindringer kan genopfriskes?" og bedst som han sagde disse ord, førte han først en fod foran benene på Zofrost før han med al sin magt, hamrede den stakkels halvdæmons hoved ned i bordet. Forhåbentlig ville det ødelægge noget i det ansigt han havde. "Ser du, det var min hensigt at Dræber her.." han gjorde et vink til sine mænd, der med det samme gik hen til Zofrost og tog fat i hver en arm på ham. "Skulle have fat i noget fra Sorttand.. Det lykkedes ham tydeligvis ikke.." hans blik havde været på Zofrost, men nu var det tilbage på Morgana, med øjne der lyste af vanvid og et udtryk der ikke var smilende længere. Der skulle meget til for at gøre Balthazar vred. Og lige nu... Var han rimelig frustreret. "Så... Jeg tror jeg vil straffe ham, indtil én af jer pludselig skulle få den idé, at fortælle mig præcis hvad der skete," han fandt en kniv frem og holdt den oppe for Zofrosts øjne. Her viftede han den lidt, afventende en reaktion.

Ku... kunne kvinden intet huske? Zofrost stirrede lidt chokeret på hende, men erindringen af stanken af sprut, der havde hængt om hende, var måske en forklaring. Han sank en klump og sænkede hurtigt blikket igen. Hvis hun ikke kunne huske noget, var det kun hans egne ord om hændelsen, der skulle tale i mod hvad end den lille grimme mand havde sagt til Balthazar. Ville det overhovedet betyde noget? Hans ord var ingenting. Hans krop spændte op og han knyttede hænderne, mens hans herre og kvinden blev færdige med at interagere og Balthazar kom hen til ham. Hånden i hans nakke fik ham til at stivne, men hans udtryk var så dødt som muligt, ud over en svag panik i hans blå øjne. Hvad nu?

Han blev presset et par skridt frem og inden han kunne nå at reagere, hamrede hans ansigt ned i den massive bordplade. Et knæk rungede igennem hans hoved, som hans næse gav efter for kraften bag slaget. En hylende tone overdøvede alt omkring ham og han var tæt på at forsvinde ind i bevidstløsheden, hvilket nok kunne ses ved, at han vendte det hvide ud af øjnene. Langsomt gled han ned på gulvet, da piraten slap ham. Smerten dunkede igennem ham og blodet fossede ud af hans næse, ned over hans mund og enkelte dråber dryppede fra hans hage. 
Inden han nåede at kæmpe sig tilbage til virkeligheden, blev han hevet op i armene af to af Balthazars mænd, hevet op af stå og holdt oppe på sine ben, selvom de ikke rigtigt ville bære ham og han hang lidt slapt i mellem dem. Hyletonen var ved at forsvinde igen og smerten fra næsen begyndte at skære igennem. Åh, hvor han hadede at brække næsen. Så lille og alligevel så smertefuldt et brud.

Knivspidsen for hans øje fik ham til at stivne igen, vågne helt op og denne gang var panikken tydelig i hans ansigt. Nej, ikke hans øje. Han kunne ikke miste synet. Ikke det. 
Han havde prøvet øjenskader før, men altid i kamp og aldrig sådan, at han mistede et helt øje. Det helede igen. Men han var ikke sikker på, at han ville få synet igen, hvis en herre ødelagde det. Hans krop fik ar af skader fra hans ejere og hvis hans herre besluttede sig for, at han skulle miste synet, ville han sikkert miste synet.
Angsten lammede ham for et øjeblik, men så snart han fandt styrken til det, åbnede han munden. Små bloddråber spredtes i luften foran ham, som han også havde bidt hul på kinden.

"Det var ikke med vilje, Herre, hun forheksede mig, jeg... jeg kunne ikke stoppe... jeg ville ikke... det var hende." Det sidste blev nærmest klynket ud som han forsøgte at lægge skylden fra sig. Han havde ikke haft lyst til at angribe manden, men han måtte bare gøre det, forsvare kvinden. Det var som om, at han forsøgte at gøre sig mindre i de to mænds greb, forsøgte at undgå sin Herres vrede. Hans indre barriere mod Balthazars evne var forsvundet i det øjeblik, at hans ansigt ramte bordet og lige nu var hans sind et stort rod af panik og minder fra den dag. Følelsen af venskab, lysten til at dræbe manden. Forvirringen.

Da Balthazar fjernede sig fra hendes berøring viste hun med sikkerhed hun var kommet på dybt vand. Hvis en gang vred sex ikke kunne løse problemet måtte nogen VIRKELIG have jokke i den. Eller også var hun bare faldet så meget mere af på den end hun troede. Hun var også en gammel kælling på 33..34.. Pis os, de var vist passeret årets anden måned!

Balthazars Grove behandling af hans kæledyr rørte ikke Morgana det store. De var ikke pirater for at klappe hinanden blødt på skuldrene. Og hvis ynklingen havde fejlet sin opgave? Ja så var det vel fortjent!

Morganas øjenbryn løftede sig da ynklingen forsøgte at smide hende i sejlretningen. Hun fnøs blot, lagde armen over kors og rystede lidt på hoved. Det var jo bare fjollet! "Balthazar, du ved jeg aldrig ville lyve for dig! Han er jo tydeligvis fuld af lort og prøver at redde sin egen røv her" det var sandt nok. Hun viste bedre end at forsøge at lyve for manden. Det havde hun kørt for år tilbage, på den hårde måde.

Og dog.. Der var noget ved hans forvirrede blik der virkede.. Bekendt? En udstrakt hånd på en havnefront. Hun havde vist overvejet at smide sig selv i havnen men indset det var for meget besvær. Og hvorfra viste hun Sorttand kunne lide at få den i røven?

Balthazar holdt godt øje med med Morgana mens Zofrost blev hevet fat i af de andre pirater. Havde hun virkelig ikke noget at sige? Andet end at hun troede at han vidste, hun ikke ville lyve for ham? Det var irriterende, at skulle spilde sin tid på dette, men Balthazar var vred over sin Dræbers fejl, og ville nå til bunds i sagerne. Han ville sørge for, at Zofrost aldrig skulle fejle igen. En Dræber måtte ikke fejle. Fortryllelse eller ej, det var en dårlig undskyldning i Balthazars optik. Han vendte kort blikket mod sine mænd og gav dem et nik. Den ene tvang Zofrosts arm om bag ryggen på ham og tvang derefter armen opad sådan at leddet blev belastet. Hvor længe manden ville gå, var vel op til Balthazar selv.

"Dårlige undskyldninger er alt hvad jeg hører, Dræber!" hans stemme kom ud som en hvislen. Han bøjede sig ned til Dræberens øjenhøjde, tog fat i håret på ham og trak hans hoved tilbage, hårdt og ublidt. "Næste gang fejler du mig ikke.. Jeg havde ellers så store forventninger! Men jeg skal tydeligvis lære dig det bedre, dit arbejde," med en vred grimasse, slog han derefter Zofrost hårdt i maven og vendte sig derefter mod Morgana.
Hendes tanker blev hurtigt opfanget og Balthazar begyndte at le. Højt og næsten hjerteligt, var det ikke for hans hårde grimasse. "Aah! Så du HAR jo hørt om Sorttand! Hvorfor sagde du ikke det med det samme, hm?!" på et splitsekund havde hun hans fulde opmærksomhed, hans maniske blik og sitrende mundvige. Han håbede virkelig at her var en god forklaring. Det ville være en skam at skulle gøre for meget skade på så dyrebar en skat som Morgana Hjerteknuser.

Kvinden så ikke ud til at tage det særligt seriøst, at han beskyldte hende, faktisk virkede det bare til, at hun ikke troede ham. At hun ikke troede ham. Hun havde været der! Det var hende, der havde forhekset ham! Havde Zofrost haft plads i hovedet til at rumme det, havde han være frustreret. Men slaget sad stadig i ham sammen med den overvældende panik, skabt af kniven for hans øje.
Og så blev hans arm trukket op, alt for højt op, og der kom en svag lyd fra ham, som han kunne mærke sine ledbånd begyndte at give efter i skulder og albue. Blev der hevet meget mere, ville et eller andet give efter og han ville højest sandsynligt have en skulder af led. Men kniven blev fjernet. Lettelsen gik igennem ham for et splitsekund, inden hans hoved blev trukket bagover i hans hår. Hans herre var skræmmende vred og Zofrost mødte kun hans blik for et øjeblik. Skrækken for, hvad dæmonen ville gøre ved ham, fik ham til at ryste. Samael havde været hård, men nogenlunde ligetil. Balthazar derimod… Zofrost vidste sjældent, hvad han skulle forvente.

Slaget i hans mave pumpede al luften ud af ham og han knækkede sammen mellem de to pirater, hvilket bare lagde et endnu større pres på hans arm. Gispende efter vejret, lykkedes det ham at holde sig på benene. Hans ansigt gjorde ondt, hans arm og skulder gjorde ondt og hans mave brændte efter slaget. Smerten kunne han håndtere. Han havde prøvet så meget værre. Men det vrede sindssige blik i hans herre øjne, hylede ham ud af den. Han havde haft mange ejere i sit tyveårige liv, men ikke nogen med sådan et blik. Og han vidste ikke, hvad han skulle gøre, for at gøre det bedre. Han kunne ikke andet end undskylde for noget, der egentligt ikke havde været hans skyld. Men hvad nyttede det? Det så ud som om, at piraten havde besluttet sig for, at han skulle bøde for det.

Det hele var et stort rod i Zofrosts hoved, der samtidigt havde i mente, at manden kunne læse hans tanker. Det var for sent at forsøge at finde en indre ro til at sætte barrieren op, det nyttede ikke rigtigt noget alligevel. Som han fik lungerne fyldt med luft og fandt noget mere styrke til at stå på sine bene, skubbede han sig lidt mere op at stå, så der ikke var så stor en vægt på hans skulder, manden bag ham stadig havde fat i. Hans hoved hang stadig, ansigtet gemt bag håret, der var faldet ud af snoren, han havde bundet det op med. Han vidste, at der ikke var noget at gøre. Ingen udvej. Så han gav op. Ventede på, hvad der ville ske. Let rystende, stadig med blod dryppende fra næsen og en udstråling, der nærmest skreg, at han var overvundet.

Balthazars pludselige interesse skift burde ikke være kommet bag på Morgana, men hun måtte klemme ballerne sammen for ikke at træde et halvt skridt tilbage. Ups. Det her var skidt, riiiigtig skidt.
"Jeg har måske mødt ham, og hva' så? Der er ikke mange pirater der er værd at møde der ikke har haft æren af mit selskab" det skulle have lydt selvsikkert, vovet og sensuelt, men det kom mere ud som en ynkelig undskyldning fra en der havde spredt sine ben lidt for vidt, til trods for Morgana aldrig havde lagt med bare hvem som helst.
Det var en sætning Morgana for to år siden kunne have domineret et rum med, men nu? Nu var den to år og utallige flasker grog for gammel. Hun var nød til at finde en anden vinkel, for hvis det her fortsatte, så endte hun på havets bund. Det kunne lige ligne hendes held, nu hun endelig havde var begyndt at få vind i sejlene igen!

Hvad ved havets våde grav var Balthazar også så hys over?! Morgana vist hun havde mødt ham Sorttand, men han var tydeligvis ikke vigtig nok til at hun havde kunne huske ham.
Hendes blik gled kort til køteren. Hellere ham end mig..
Men hvorfor kunne hun huske ham? Og hvorfor køteren, og ikke stivnakket vatpik eller en af de andre farverige navne hun normalt tildelte? Det virkede.. under hende.
Havde Sorttand ikke kaldt ham køteren? En stor, skællet hund kom til hendes tanker, truende med at bide struben ud på Agtermatrosen Sorttand.
Vent et øjeblik..
Den fordægte skidespraller af en pramdrager væltede min øl!
Det var DERFOR hun kendte Sorttand, og derfor hun viste han foretrak andre mænds selskab! Han havde skubbet køteren ind i hende, væltet hendes øl og hunden var blevet fandet i krydsilden! Nu gav det alt sammen-
Ups.
Hendes øjne blev store og faldt på Balthazar som hendes mund åbnede sig, for at komme med hvad der kun kunne blive en utilstrækkelig bortforklaring. 

Balthazar plejede at være en relativt tålmodig herre. Men dette trak på hans tålmodighed, faktummet, at Zofrost intet havde at sige, andet end i sit stille sind, der desværre havde en tendens til at tænke på ingenting, når han undersøgte det med sit eget. Men lige nu var hans sind fuld af frygt for sin herres maniske blik, og dette tilfredsstillede i det mindste Balthazar, men Morganas spørgsmål fik blot sat griller i ham på ny og han stirrede kort tavs på hende, før han utålmodigt nikkede til sine mænd. Armen som var tvunget om på Zofrosts ryg, blev trukket længere op samtidig med at han så ud til at rette sig op. Han skulle ikke have pusterum! Nej, han havde fejlet, og nu måtte han bare mande sig op og tage straffen!

Hellere ham end mig... Han hørte det og det fik et smil til at vokse på hans læber som han trådte tættere på Hjerteknuser. Hun var på hans skib. Hun skulle ikke tro at hun bare kunne komme uden om uden selv at have mærket den tidligere piratkonges vrede.
"Og alt dette. For en væltet øl.." kommenterede han overraskende roligt. Jo jo, hendes tanker forrådte hende, han kunne høre dem højlydt lige nu. Og det var rart at vide, hvad der helt præcist var sket. Han løftede en hånd, som skulle han til at kærtegne kvinden, før den knyttede sig langsomt og hårdt foran hendes ansigt. "Du har kostet mig en god handel. Det vidste du selvfølgelig ikke. Men ikke desto mindre har det stadig sine konsekvenser at komme i vejen for mine indkomster, om Sorttand så var en agtermatros eller ej," hans blik var stadig vanvittigt, som han stirrede på hende, og bordet gav ham begyndte at ryste som hans magi fyldte det op og animerede det. Gjorde det levende. Det samme gjort adskillige pyntegenstande der hang på deres respektive vægge. Han fandt sig ikke i, at folk ødelagde noget godt for ham og så stod der og troede at de ikke ville mærke sanktionen for det, de havde gjort. "Du kender vel godt til at leve livet på kanten. Og du er meget tæt på den kant nu, Morgana. Har du noget du kan tilbyde, så min vrede slukkes?" stadig var hans tone ubehageligt rolig til trods for hans vrede ansigtsudtryk.
Samtidig med at han sagde det, blev Zofrost tvunget i knæ og én af mændene hamrede et knæ i ansigtet på ham efter at have givet slip. Den anden holdt stadig armen i den ubehagelige stilling, og lyden af noget der slog på noget gjorde næsten Balthazar glad igen. Næsten.

Manden bag Zofrost ville ikke slække på taget i hans arm og smerten begyndte at skære igennem skrækken, som han hev den endnu højere op. En pivende, ynkelig lyd af smerte gled fra Zofrosts læber, som skulderen endeligt gav efter under presset og en knasende lyd fortalte, at ledet delte sig. Hele hans skulder føltes som om, at der var gået ild i den. Det var langt fra første gang, at han fik rykket noget af led og han vidste også, at så snart leddet kom på plads igen, ville smerten lette. Men piraten bag ham gav ingen tegn på at ville slippe, nej, han fortsatte med at holde armen i den forkerte vinkel, hvilket kun gjorde smerten værre, som det stadig rykkede i muskler og ledbånd.

Zofrost gispede dæmpet efter vejret med ansigtet halvt tomt, kun svagt forvredet i smerte og med tydelig opgivende skræk malet i sine træk. Det her var sikkert ingenting i forhold til, hvad der ventede ham. Han fulgte kun halvt med i samtalen mellem hans herre og kvinden, men det virkede til, at hun huskede, hvad der var sket. Om det var godt eller skidt for Zofrost, det vidste han ikke. Han håbede at Balthazar ville rette sin vrede mod kvinden i stedet. Selvfølgelig ville han have ondt af hende, men hun betød intet for ham og han var mere koncentreret om sin egen overlevelse.

Pludseligt blev hans ben knækket under ham og han nåede kun lige at drejede hovedet en smule, da et knæ kom i mod det. Det frelste hans i forvejen brækkede næse, men hans læber og kind blev hakket mod hans tænder og blodet begyndte at fylde hans mund fra såret i kinden og den flækkede læbe. Det begyndte med det samme at dryppe fra hans mund og ned på gulvet sammen med det, der løb fra hans næse.
Han forsøgte at gøre sig mindre, at provokere sin herre så lidt som muligt, men armen sad stadig skævt i leddet, trukket op mod hans nakke og der var ikke så meget, han kunne gøre. Ud over den besværede, overfladiske vejrtækning kom der ikke en lyd fra ham. Han rystede stadig i de store, stærke hænder, der havde ved ham. Han var bange og havde ondt og lige nu vidste han ikke, hvor meget i live han ville være, når dagen var overstået.

Morgana sank en klump, men holdt sig med nød og næppe fra at træde tilbage som Balthazar nærmede sig. Da han løftede hånden forventede hun en lussing mere end et kærtegn, men kunne prise sig lykkelig ved, at ingen af delene var tilfældet.
Morganas sind ræsede afsted. Hvad havde hun egentligt at tilbyde ham?

"Hvad med en bedre handel, til at gøre op for det tabte huh?" ordene kom halvt fra desperation, men som hun sagde dem højt, vandt de mere og mere styrke. Ja, det kunne virke! "Der er en ny spiller på vej Balthazar, og hun kommer til at ændre vandene her omkring, og hurtigt.. Lad mig gå, udskadt, som tegn på din gode vilje, og jeg vil sige det videre, overbevise hende om, at hun skal handle eksklusivt med dig" hun lagde sig så meget i selen som hun kunne, og forsøgte at få dealen til at lyde så god som den faktisk var. Hvis Amalia opnåede bare halvdelen af hvad hun havde sat sig for, ville hun blive en umådelig værdigfuld allieret.
Morgana viste ikke hvordan Balthazars evne virkede, men da tanken om Amalia der knælede for Balthazar dukkede op, holdt hun lidt på den, i tilfælde af at han kunne se det.
Morgana viste der ikke var en chance på alle havene for at Amalia knælede for nogen men det viste den selvoptagede nar ikke.

Det var rart at se Dræberen bløde efter at han havde vist sit forbandede svage punkt. Han havde vidst ikke hærdet dyret nok. Nå, men det kunne der altid ændres på. Hans blik forblev på Morgana, afventende til hvad hun havde at sige. Eksklusiv handel med en ny spiller lød spændende, MEN Morgana havde stadig pisset ham af. Og det samme havde Dræber. Det gik simpelthen ikke an, at hans autoritet blev sat i tvivl og han havde ingen intentioner om, at være en blød lille kanin over for Morgana. Han kunne godt se, at selvom det var et tilbud, så var det også en skjult trussel: ”Lad mig gå uskadt og jeg sladrer ikke.”
Der skulle ikke en tankelæser til for at opdage dette der ikke var hentydet i hendes ord. Han var en handelsmand og en pirat og han vidste godt hvordan man kunne pakke ordene ind, gøre dem rare og positive mens man egentlig mente noget andet. Nej. Han faldt ikke for den, næ nej!

”Nå, så DET er der,” det syge smil var tilbage på dæmonens læber. Han skulle nok få dette undersøgt. En ny spiller ville ikke forblive skjult længe, i hvert fald ikke fra Balthazars granskende blik.

Han skævede igen mod Dræber og smilede kort. Det var godt at han kunne bløde, så det var muligt for ham at blive hærdet lidt mere. Han klappede dyret lidt hårdt oven på hovedet som sit bizarre tegn på, at han stadig var meget glad for at have sådan en Dræber i sin besiddelse. Dernæst nikkede han til sine mænd, hvor den ene, der ikke havde fat sparkede Zofrost i siden, hårdt og uden den mindste advarsel, andet end Balthazars lille nik.

”Og du tror, at du kan give mig slet skjulte trusler, hm?” uden advarsel fløj Balthazars behandskede hånd igennem luften. Intentionen var at give Morgana en hård baghåndslussing. Balthazar elskede at gøre ting uden advarsler. Det gjorde at folk blev nervøse over hvad han kunne finde på at gøre som det næste. Måske rive Dræberens tunge ud? Kun måske.

Smerte og skræk. Zofrosts hjerte bankede hårdt derudad og han kunne høre blodet pumpe i sine ører. Smerten fra hans ansigt dunkede med hvert slag hans hjerte tog og han kunne smage sit eget blod. Heldigvis var det ikke Balthazar selv, der havde slået på ham og snart ville være værste være væk. Det handlede om få minutter, inden sårene ville heale sig selv. Smerten fra næsen og skulderen ville dog ikke forsvinde, ikke før han fik begge dele sat på plads, hvilket var umuligt lige nu. Piraten havde stadig hårdt fat i armen og lige nu var smerten fra skulderen den, der var værst.

Han opfangede svagt, at kvinden forsøgte at handle sig ud af problemerne, men det havde ikke rigtigt noget med ham at gøre. Den eneste grund til, at han i det hele taget hørte halvt efter, var i tilfældet af, at der var noget, der kunne afhjælpe hans egen situation, men han regnede ikke med det.
Balthazar var blot endnu en herre i en meget lang række af ejere og han var slem, men ind til videre ikke den værste. De fysiske tæv kunne Zofrost holde til, det var bare smerte og blod. Men han vidste samtidigt godt, at Balthazar var forkert i hovedet og det en dag kunne eskalere til noget meget værre. Og derfor var der frygt i hans krop som han stod der, holdt op i en ødelagt arm, ventende på den videre straf for noget, han ikke havde kunne gøre for. Men det var lige meget. Han var syndebukken som han altid havde været.

Han krympede sig under hånden, der ramte hans hoved, også selvom den ikke slog. Han ville ikke røres ved. Inden han nåede at se sig om, blev han sænket lidt ned mod gulvet og et ben ramte ham i siden, bankende al luften ud af ham. Blodet stod ud foran ham, som luften hårdt blev skubbet ud af hans lunger og han gispede hurtigt vejret ind, hvilket bare fik ham til at hoste. Hans muskler i siden brændte fra sparket og han skar ansigt igen. De blå øjne gled op mod piraten, der havde sparket ham, med et glimt af vrede, men han sænkede hurtigt hovedet igen, da manden så ud til at ville slå ham for det. Åh, hvor ville han ønske, at han ville slippe hans arm. At han kunne skifte skikkelse og flå ham fra hinanden som hævn for slagene. Han sank og konstaterede sløvt, at han var holdt op med at bløde. For nu.

Morgana følte et stik af medlidenhed for det arme kræ som Balthazars vendte sin opmærksomhed kort mod knægten, køteren, hvad end han nu var mest. Det var nok lidt hendes skyld han var endt i sin nuværende situation. Måske. Hvis hun bare havde mødt Amalia et par dage før var det ikke gået så galt - det sagde Morgana hvert fald til sig selv.

Al medlidenhed forsvandt dog som dug for solen som Balthazar vendte opmærksomheden tilbage mod hende igen. Fuck og død. Hun åbnede munden for at forklare selvfølgelig ville hun aldrig true ham, af alle! Men ordrene nåde ikke længere end tanken før Balthazars baghånd kolliderende med hendes ansigt. Hun nåde at registrere det nok til ikke at spænde op og følge med slaget, men det kom for pludseligt til at hun havde nogen chance for at undvige.

Slaget ramte og Morgana vaklede et par skridt til siden og fik en smule afstand til psykopaten. Den velkendte, metalliske smag af blod spredte sig i hendes mund og over hendes ny-flækkede læbe. Hele siden af hendes ansigt brændte og begyndte snart efter at dunke.
Morgana skar en grimasse som hun rørte læben, og betragtede sine blodige fingre "Trusler, advarsler, det kommer ud på et i den her branche, Mmmm?" hun løftede blikket til ham. Smagen af blod burde nok have sat en skræk i livet på hende. Hun burde smide sig på knæ og tigge om nåde.. Men det var ikke Morgana, det var ikke Hjerteknuseren. Hun viste livet var kort, og hun spillede ikke efter nogen andens melodi end sin egen! "Men det var en god handle til trods, en jeg tror ville have bragt dig mere glæde på sigt, end at slå mig halvt fordærvet nu"  hun rettede sig helt op efter slaget. Ja hun var på hans skib, omgivet af hans mænd, og hans kæledyr. Enhver ville have pisset i bukserne, og med god grund. Balthazar ville knuse enhver der stod i hans vej, enhver der skuffede ham, som han havde knust manden der lå i kassen ved siden af dem.

Men Morgana var ikke enhver! Hjerteknuserne tog ikke bare imod, selv ikke fra Balthazar. Ikke dengang, ikke nu.

"Måske kan det nås endnu" hun fangede det værste blod fra sin læbe med tungen. Langsomt trådte hun nærmere Balthazar igen, hendes hofter let vuggende. Det var som om alt luften blev suget ud af lokalet og hun var den eneste kilde til ilt. Balthazars mænd glemte alt om at banke kræet, og stirrede i stedet på hende.
Men hendes opmærksomhed var kun på Balthazar, som var han det eneste i verden der betød noget. "Du kunne sende idioterne der ud og gøre det mere.. privat.." hun stoppede ganske tæt på ham og hendes ikoniske skæve smil spillede på de blodrøde læber "Jeg husker du var utrolig kreativ sidste gang. Jeg er ikke i tvivl om jeg vil have flere mærker end det ene når vi er færdige" hendes smil blev bredere "Du kunne selvfølgelig også bare krænge mig op og tage hvad du vil have.. men det ville kun være halvt så sjovt, mmm~"

Der var en pludselig stilhed efter Morgana havde taget imod baghåndslussingen. Selv Balthazar kunne ikke nægte, at hun stadig havde den unge, vigorøse spændstighed, til trods for at hun var blevet lidt rusten i kanten. Han stirrede tavs på hende ved hendes forslag og overvejede hendes ord. Han havde respekt for hende, fordi hun ikke gik på knæ og tiggede som alle de andre uduelige pirater der havde mødt hans vrede og for det, fortjente hun i det mindste taletiden og at han gav hende EN chance mere. Han var ikke dum. Selvom han vidste, at han havde en stor flåde under sin kommando, havde han ikke lige så meget viden om den ukendte spiller på farvandende. Det var i det mindste værd at overveje, bare lidt i hvert fald. Han kløede sig let om hagen, tankefuldt, før han gav Zofrost et let spark ved kravebenet, nu hvor hans mænd stod og gloede på Morgana, som var hun det eneste i rummet.

”Hmm… Måske..” Han skævede mod Dræberen igen, før han trak en kniv og førte den foran hans ansigt. ”Jeg vil overveje det. I mens vil jeg give Dræberen sin straf,” ordene kom så lifligt ud af hans mund som var det te-tid han talte om, og ikke at han skulle til at gøre forfærdelige ting ved Dræberen.

”Næste gang jeg sender dig ud på en opgave, Dræber, så følger du det, jeg har sagt, forstår du det? Ellers gør jeg noget meget værre næste gang!” og med de ord, trak han en dyb streg hen over nakken på kreaturet med sin kniv. Ikke livsfarligt, men helt sikkert smertefuldt. Dette blev efterfulgt af to solide spark til hans ribben. Balthazar vidste udmærket, at Dræber healede mere langsomt når skaden kom for hans hånd, så dette gav ham i det mindste nogen ro til at tænke over Morganas tilbud.

”Så… Hvorfor synes du jeg skal sende mine mænd ud? Hvad har du at tilbyde denne gang? Jeg håber virkelig det er endnu bedre end det sidste,” i det mindste var han lutter øre og ikke bare lige så kedelig som den gængse pirat. Men hun skulle satme ikke have lov til at løbe om hjørner med ham!

Der skete et eller andet. Zofrost var ikke helt sikker på, hvad. De to pirater, der havde fat i ham, slækkede lidt på deres greb og han skævede forvirret op på dem og fulgte så deres tomme udtryk til kvinden. Hun gjorde noget ved dem, som hun havde gjort ved ham. Hvorfor det ikke virkede på ham, skulle han ikke kunne sige, men måske det var smerten og angsten, der fyldte hele hans hoved og ikke gjorde plads til hendes magi. Efter meget kort tøven trak hans sig fri fra deres greb, klar til at straffen ville komme med det samme. Men intet skete og han hvilede nu på knæene på det blankslidte gulv. Forsigtigt holdt han sin arm ind i mod sit brystet. Det brændte og han ville bare gerne sætte den på plads, men han turde ikke foran Balthazar, han havde ikke fået lov. Så han knugede den bare ind i mod sig for at tage noget af vægten af.

Han havde ikke helt fulgt med i samtalen, han forstod godt, hvad Morgana tilbød hans herre, selvom han stadig ikke helt forstod hvorfor. Den del af livet forstod han simpelthen ikke og havde selv ikke nogen interesse i den. Måske også derfor Morganas evne ikke rigtigt tog effekt på ham, ikke på den måde. Et spark ramte ham ud af det blå og han kom med en lidt for høj lyd af smerte, som det var den forke skulder. Han lukkede kort øjnene med et næsten uhørligt støn, klar på at få et spark mere, men der kom kun det ene.
En bevægelse fik ham til at åbne øjnene igen og pludseligt var der en kniv foran hans ansigt igen og det gav et svagt ryk i ham som de blå øjne frøs på det skarpe, blanke blad. Truslen om at få ødelagt et øje sad stadig i ham og han krøb en smule sammen. Straf. Ordet skar sig ind i ham og hans blik flakkede til sin herres ansigt, tydeligvis bange.

Han nikkede hurtigt og nåede at hviske et dæmpet ”Ja, herre,” inden kniven gled igennem huden i hans nakke. Han klynkede svagt og krøb endnu mere sammen. Blodet begyndte straks at kilde. Smerten kunne han tage, han frygtede bare at der kom mere. Kniven kunne lige så let glide ind i mellem hans nakkehvirvler og slutte hans liv. Men hans herre trak sig væk. Inden Zofrost kunne ånde lettet op, landede en fod i siden af ham og han mistede vejret. Den ramte igen og kraften væltede ham om på gulvet, gispende efter vejret og stadig knugende sin arm. Intet var brækket, men smerten var stadig intens og der var ikke nogen tvivl om, at han ville kunne mærken de spark de næste par dage. Han så mod kvinden og sin herre og lukkede så øjnene, træt og med ondt i hele kroppen. Mon det var overstået for ham nu?

Morgana måtte klemme ballerne sammen for at holde masken som Balthazar lod til i det mindste at overveje hendes tilbud. Morgana havde aldrig været en til at sælge sig selv. Hun havde altid været utrolig selektiv i hvem hun lod dele sin seng. Havde været.
Lige nu var hendes krop utroligt billigt til salg, hvis det kunne forhindre hende i at ende som hunden, køteren.. Balthazar havde kaldt ham Dræberen? Hvad end han hed eller var, så ville Morgana hellere ligge røv til, end risikere tortur. 

Det vendte sig i Morgana som Dræberen fik sin 'staf', men hun holdt det indenbords. Hun var stærk! Og selvom hun var præcis så ræd som nogen som helst mentalt rask person ville være i hendes sko, så lod hun det ikke se. Hun holdt hoved højt og hoften skudt ud til siden som psykopaten vendte sin opmærksomhed tilbage mod hende.

Hun tvang et skævt smil frem "De kan da blive hængende og kigge på hvis du har lyst... men så ville du ikke have mig for dig selv~" klukkede hun og snoede en af sine lange lokker om en finger "Men jeg havde skam noget helt særligt i tankerne" hun trådte nærmere igen "Du husker vel den ting vi ikke.. nåde.. sidst? Jeg har gjort dig uret, og jeg ved det vil gøre dig glad igen~" åh hvor ville han gerne den gang, og de havde ikke så meget 'ikke nået' den, som hun havde gjort det ret klart at det var hun ikke til.. men ingen grund til at vade i det overfor hans folk. Det var en ting ikke han, eller nogen andre, havde fået fra hende... men nu tilbød hun den, til ham, og ham alene.

Lukkes på grund af inaktivitet