Humf. KRAK! Klunk!

I hendes sarte ører skar lyden af splintret træ sig lige straks igennem hendes hoved, som negle på en tavle, så det var ikke med nogen ventetid, at halvdyret havde drejet omkring i sin hast og synet af tilstanden, hendes trofaste last var i, stoppede hende brat fra at bevæge sig tilbage ind i den kalkmalede forretningsbygning for at hente de sidste sager. De røde øjne spærrede sig op til, hvad de kunne moste og farve begyndte med det samme at boble frem i hendes ansigt. Et af hjulene havde knækket under vægten af, de mange sække, der var blevet ladet op på vognen, som nu lå fuldkomment lænet mod manglen på støtte og så umådeligt sørgeligt ud. De fleste af de brune sække havde gledet af vognen og lå som en skrant på den støvede gade. 

”HVAD ER MENINGEN MED DET HER?!” Ufatteligt hvordan noget så brølede og arrigt kunne komme ud af en sådan lille kvinde som Ahra. Selv med en spinkel krop uden brede skuldre og protein-fyldte muskler var det dog ingen problem for hende, at stå intimiderende, når hun havde brug for det. Hurtigt marcherede hun frem mod vognen og mod den svedige mand, der netop havde smidt en sæk op på læsset og meget muligt havde forsaget ulykken. I modsætning til hende, lignede han en lus. En god del oppe i årene, dog var de gråstrå i hans mørke hår minimal. Hans ansigt bar tydelige tegn på dagligt hårdt arbejde i Rubiniens varme klima. Og til trods for at han var en muskuløs mand, var han forbandet med en evig ølvom. ”Jeg betaler dig for at LÆSSE min vogn, ikke DESTRUERE den, dit inkompetente fæ!”
Manden tog ikke godt imod hendes ord og indtog en lignende position af raseri som den besynderligt udseende kvinde foran ham. Dog var det langt fra nok til at få hende til at vige væk. ”Du beskylder mig?! Det var squ da din uduelige vogn, der ikke kunne holde til den vægt, som du så besættende forlangte! For hvad der er guddommeligt, vil burde skylden ligge hos di-!” Ahra havde puffet sig endnu mere op til et punkt, hvor man nærmest kunne bilde sig selv ind, at hendes store manke af sandfarvet hår rejste sig og blev større omkring hende.
”DET ER SÆRDELEN IKKE MIG DER STÅR VED FEJL HER! Jeg gav præcis vejledning til, hvordan vognen skulle læsses! Lægges, IKKE kastes! Hvis du havde fået læring nok til at kende til bare en splint af videnskab, ville du forstå, hvorfor.” kogte hun med den klare eksotiske accent, der gled på hendes tunge. Ikke én gang snublede hun af usikkerhed eller nervøsitet. Hun stod på fast fod som var hun blevet cementeret fast til jorden. Den tynde hale viftede ligeledes temperament-fuldt fra side til side bag hende. Hende blik flyttede sig ikke fra manden, selvom et mindre publikum havde samlet sig omkring scenen. ”Du kan forvente ingen krystaller fra mig!”
”HVAD!” udbrød manden, hvis ansigt steg endnu et par røde nuancer, der mest af alt fik ham til at ligne nogen, der blev kvalt. ”Jeg har arbejdet vel i hele denne formiddagshede! Jeg forlange min lovede mønt, dit forbandede dyr!” Han hævede i blind vrede sin hånd, klar til at sende en syngende lussing mod hendes brune kind. Et dumt træk. Et meget dumt træk. For i mellemtiden glødede de tre centre af hendes halespids op som metal i direkte ild. Mindst lige så klar til at give tilbage med renter, hvis lussingen nåede hendes ansigt.

Den bagende sol var ved at tage livet af Helga, Så meget var han sikker på, dog gjorde hendes snerren hver gang han prøvede at tage haltørklædet af hende ikke lige frem det lettere! Cedrik sukkede, heldigvis var de ankommet til Saghos og havde fået vand nok. Hvis han kunne vælge skulle han aldrig til Rubinien igen! Det forbandede sand, varmen om dagen og især kulden om natten! Han gyser ved tanken. I det mindste var der roligt i byen! 

Humf. KRAK! Klunk!

Cedriks ører lagde sig fladt ned langs hans hoved, Hvis det ikke var lyden af problemer så viste han ikke hvad der var!
Så han for hen for at se hvad der var sket. Tilsyneladende var der er skænderi mellem en lokal mand og en ræve kvinde, som kun så ud til at blive værre! 
Noget måtte han gøre, for ellers ville Helga bare blande sig og ting blev meget sjældet bedre af at Helga blandede sig. De fleste var ikke ret glade for grævlinger der bed dem i anklerne.  
Som manden lagde an til at slå ud efter kvinden greb Cedrik hans arm "Så, ingen grund til at starte et slagsmål mine venner! Jeg ser sikker på at vi kan finde ud af noget hvor vi ikke behøver slå på hinanden" brød han ind med hans mest charmende accent. Hans meget buskede hale blafrede let i blæsten. Han håbede virkelig at Helgas metode skulle tages i brug...

Hverken halvdyrskvinden eller menneskemanden havde lagt mærke til meget andet end sig selv, så en fælles overraskelse skyllede ind over dem begge, da en tredje part pludselig trådte til. For manden var det muligvis mere over i retningen af forskrækkelse efter at være blevet grebet om og stoppet så nemt. Han havde tydeligvis troet, at han var stærkere eller bare i stand til mere, end han i realiteten var. Han havde trods alt kunne bære rundt på tunge sække! Ahra derimod stod blot med et forbløffet udtryk i ansigtet. Det skulle vise sig at være herrens heldige dag.

Hvad andet var, var udseendet på denne ’redningsmand’ – hvem han havde reddet kunne nok diskuteres. Hun var meget vel i samme dyrefamilie som den rødpelsede, men selv hun kunne blive skudt lidt tilbage af udseende og hendes egne ører havde opmærksomt rejst sig en ekstra smule op over hans manglende humane kropstræk. Hun ville endda kunne gå så langt til at sige, at det var imponerende. Men så åbnede han sin mund og trak hende brat tilbage til virkelighedens situation.
Hendes blik blev hårdt igen og så først fra ræven til manden. Og så var manden tilbage til ræven. Hendes tynde hale svang utilfredst og nærmest terrestrisk fra side til side bag hende og ørene havde drejet sig arrigt frem på ny. Det stod klart for hende at han ikke var fra syden. Hernede blev ting ikke håndteret over en hyggelig kop te eller omkring et syngende lejrbål. Her var det nødvendigt at dominere.

”Hvis jeg bare lod det lægge hver eneste gang en uduelig mand gjorde en fejl, ville min forretning ikke køre rundt og jeg ville blive… ruineret.” begyndte hun at forklare i retning af halvdyret, men drejede det dog mere passivt hen mod manden efterfølgende. Det var trods alt ham hun bebrejdede. Ikke denne fremmede. Hun nedstirrede manden koldt til trods for at han stod højere end hun – og tilsyneladende den anden ræv – gjorde. ”Jeg betaler ham ikke én simpel krystal, før jeg mit eget tab er blevet udregnet for. At han vælger vold over at acceptere det, var hans valg.”

Manden så ligeledes så utilfreds ud, men besejringen kunne ses i hans svedige ansigt, da han hårdt rev sin hånd til sig. ”Møg katte!” brummede han rasende – ulært som han var – hvorpå han trådte et skridt tilbage og drejede derefter omkring for at begive sig bort. ”Jeg kommer igen!” Sikke da en trussel.

Cedrik sukkede kort. Han havde forventet at manden ville have vendt sin vrede mod ham. Men at den smukke ræv også havde set sig sur på ham var lidt en streg i regningen! Hun kunne måske godt lide at slået på?!?! Helga brummede ved siden af ham. Sandt nok ræven var nok ikke til den slags, det var ikke fair at beskylde hende for det.
"Hvem sagde noget om at lade det-" Hans ører lagde sig arrigt ned "Jeg er ikke nogen kat!" knurrede han lavmælt mellem tænderne, som stirrede på manden der gik.
Nej Cedrik var ikke ret glad for syden, den var mildest talt forfærdelig. Stedet var både for varmt og for koldt! folkene var modbydelige! Men kvinderne så noget så spændende ud, og han havde aldrig set nogen som hende der stod foran ham.
Pis, nu havde han fundet noget spændende...

Cedrik trak på skuldrene "du har nok ret, her det dækker måske lidt af det" en lille pung med krystaller fløj hen til kvinden. Det arrige røvhul havde allligevel ikke brug for den.

Ahra delte et lignende olmt blik, som hanræven og stirrede ligeledes efter manden. Hun var ikke bange for en mand som ham. Ikke umiddelbart i hvert fald. Men hans trussel kunne meget nemt ikke tegne af alt godt. I Sarghos kunne det både være så ligegyldigt som et tomt løfte og så potentielt faretruende som et med alvor. ”Mange ved ikke bedre.” kommenterede hun, bestemt ikke for at give manden en undskyldning for at have smidt dem i samme kategori som kattedyr. Det var i stedet som et vris. En provokation.

Undersøgende begyndte hun at se lidt mere omkring sig for at observere, hvordan den lille mængde, der måtte have samlet sig omkring skænderiet, splittede op og gik hvert til sidst efter et par sidste blikke rettet mod det pelsede par. En betydeligt mere pelset end den anden. Hun så dog automatisk tilbage på halvdyret, da han talte til hende endnu en gang, hvorefter hendes opmærksomhed igen blev flyttet, nu mod det flyvende objekt, der blev kastet mod hende. Erfarent greb hun nærmest refleksivt om pungen med begge hænder.
Til at starte med så hun lettere forvirret frem og tilbage mellem pungen og ræven, der netop havde givet hende den. Igen krummede hun mistroisk sine skarpe øjenbryn. En længere prædiken om, at det ikke ville betyde noget, hvis han blot betalte for mandens skader og om principper ville have været sendt efter ham, hvis ikke hun inden da valgte at løfte pungen op til sin næse. Hun snusede ganske forsigtigt lugten op og måtte straks skære en grimasse drysset godt til med væmmelse. Hun havde pludselig en god forståelse af, hvem dens tidligere ejer kunne have været, så efterfølgende så hun langt mere forundret op.

”Jeg vil gerne takke dig ordentligt.” sagde hun så og viklede pungens loopende snor omkring sit håndled et par gange. ”Men jeg kan ikke tage chancen med at lade mine bønner ligge herude. Så snart ting ikke er overvåget godt nok, ser folk her i Sarghos det som et tag-selv-gilde.” Hun hævede stemmen en smule mere hen mod den sidste selv samtidig med at hendes blik vandrede væk fra den tiltalte og over mod den kollapsede vogn, hvor der allerede var nogle pilfingre, der straks løb væk, som de blev opdaget. ”Det er min butik her bagved. Du kan vente der, hvis du ikke har travlt med at komme videre.” Hun begav sig så hen mod vognen for at samle en de tunge brune sække op på skulderen for at løfte dem en ad gangen væk fra gaden.

Cedrik smilede venligt som hun skar en grimasse af lugten, han havde egentlig mest lyst til at grine, men hun ville nok ikke tage det ret pænt. Egentlig ville han helst undgå at stjæle, men ham den dryppende mand have virkelig fortjent det! Selv ikke Helga ville kunne sige noget imod det. 

"Takke? For hvad? at jeg forstyrrede dine forhandlinger?" Lo Cedrik kort, det var svært at sige hvem han havde hjulpet mest af dem, men i det mindste var de ikke kommet op og slås. "Jeg skal nok holde øje med dine ting!" kom det frisktfra ham. Egentligt ville han gerne have givet hende en hånd, men varmen var forfærdelig så at sidde stille bare et øjeblik lød fantastisk. Behændigt fik han placeret sig på kanten af vognen. Han var ganske klar på at vifte folk væk hvis de kom for tæt på. "Mit navn er forresten Cedrik!" Hvor længe ville det mon tage hende at blive færdig?

Ahra sendte ham straks et blik, der forklarede ham, at hun meget hurtigt kunne tage sin tak til sig igen, hvis han skulle fortsætte med at være fræk. Han havde muligvis ikke gjort noget bevidst i situationen udover at forstyrre skænderiet, men han havde da ubevidst dirigerede spændingen på afstand. Og så var hun opdraget godt nok til at kende til normer og skikke. Men han skulle ikke presse sit held alt for meget med hende, hvilket hun forhåbentlig fik etableret.

Blikket blev dog ikke hængende i hendes øjne i mere end et par nødvendige sekunder, hvorefter det blev efterladt af en kortvarig overraskelse over hans afvisning af at komme indenfor. Og hans egentlige bedre plan af at blive udenfor og holde øje med tingene, mens hun kunne bringe dem i sikkerhed. Hun nikkede derefter fast. Hun scannede gaden en sidste gang, inden hun gik over til den nærmeste sæk og fik yderst erfarent smidt den over skulderen. Den var tung, og det var tydeligt, at det ikke var det nemmeste for hende at bære, men hun bukkede ikke under eller beklagede sig. Ryggen holdt hun endda rank. Hun stoppede tilmed efter et par skridt mod sin forretning for at vende sig halvt tilbage mod ræven.
”Mit er Pele.” sagde hun uden tegn på at være forpustet. Hun drejede sig så om igen for at fortsætte sit slæbearbejde.

Hun smed blot sækket fra sig lige indenfor døråbningen for at spare tid. Hun kunne altid løfte dem på plads senere. Lige nu gjaldt det om at få dem væk fra gaden. Pungen, hun havde haft viklet om håndleddet smed hun fra sig bag, hvad der skulle forestille at være disken, og inden hun begav sig udenfor igen, greb hun om en halvfyldt posedunk med honningvand, som hun kastede i hænderne på Cedrik, da hun var nået tilbage til ham.
”Din pels er imponerende, men jeg kan ikke se for mig, at den er til meget gavn her i varmen. Pas på, at du ikke bliver…” Ordet sad lige på tungen, men hun kunne ikke finde det. ”..væskemanglende.” Endnu en sæk blev smidt over skulderen, dog ventede hun lidt med at se, om han overhoved kunne drikke fra dunken eller om, hun ville være nød til at hente en skål, han kunne slubrer fra.

Meget kunne Cedrik sige om hans nye kvindelige bekendtskab, men hun var ihvertfald meget bestemt. Det eller så var hun ikke ret glad for at nogen talte imod hende. Hans hoved blev lagt en smule på skrå, men i forhold til hvor hun boede så gav det egentlig god mening. At kunne være bestemt var ihvertfald meget brugbart til at komme igennem markedspladsen.

Det var ganske imponerede hvor let hun flyttede på sækkene, Cedrik var ihvertfald sikker på at han ville have noget mere besvær ved at gøre hende kunsten efter! Pele? Han smagte lidt på navnet, det var en lidt anderledes smag end han havde prøvet før. Men det gjorde det kun mere spændende. "Det er et flot navn!" Kom det glad fra ham. 

Hendes arbejde gik ganske hurtigt, hvilket gjorde at Cedrik ikke havde så dårlig samvittighed ved at bare se på. Lidt til hans overraskelse fløj en dunk gennem luften hen til ham. Heldigvis fik han grebet den ganske behændigt, andet havde ikke været ret imponerende. "Jeg takker for de rosende ord, den er ganske god til at holde sandet ude, men også varmen inde" klukkede han let.  Med hovedet drejet let til siden fik hældt noget af den søde væske ind fra siden af hans spidse mund. Det var ganske praktisk når der var ting der skulle spises, men en del mere besværligt når man skulle drikke fra ting. Krus var især besværlige! I det mindste havde han så meget øvelse at pose dunken var til at drikke af.
"Du har min tak, det var lige hvad jeg trængte til" kom det med et tilfreds smil. Efter et øjebliks tænksomhed åbnede han munden igen "Hvad betyder juvelen i din pande? hvis det er okay at jeg spørger?" Forbandet være hans nysgerrighed! Men så igen, det var ret spændende!

Antydningen af at smil var at finde i hendes mundvige ved hans egen lille sidekommentar om sin pels. ”Det tror jeg gerne.” Ahra havde ikke meget pels på sin krop, men den hun havde, fungerede lidt lige sådan, når det kom til at holde sandet ude. Men selv hvis hun var dækket af det lige som ham, ville hun ikke helt så store problemer med at holde varmen ud. Hver deres underarter havde tydeligvis tilpasset sig forskellige klimaer.

”Hva?” udbrød hun noget overrasket og måtte erstatte det ellers begyndende smil med et tydeligt undrende udtryk i den røde rævs retning. Måden hendes øjenbryn krummede sig i takt var ligeledes med at give det hele en næsten bebrejdende effekt. Men efterfulgt af et sagte, dog stadig morende fnys, blødnede hendes udstråling op igen og efterlod nu et mere fremtrædende skævt smil. Hun kunne næsten ikke tro, at han faktisk havde spurgt. Menneske var hun godt klar over, var uvidende, men hun havde forventet lidt andet fra ham. Men på sin vis var det kært nok.
Hun lagde sækken fra sig igen for ikke at skulle stå og spilde energi på det. Hun kunne nok få det til at se nemt nok ud, men sækkene var stadig  tunge for hendes spinkle figur. ”Du kender måske ikke til ædelræve? Det er meget normalt for min art at have en. Mere en bare normalt. De eneste ædelræve der ikke har en, er fordi modbydelige folk har fjernet den.” Det var desværre en virkelighed. Lige som rubinræve, så var ædelrævene også jagtet for deres ædelstene. Det var ikke et alt for stort problem, men i den verden i levede i blev stort set alt jagtet alligevel. For den ene eller anden grund. Ofte var det drevet af grådighed.

”Det siges også at nogle har evnen til at finde mad ved hjælp fra den, hvilket er derfor at andre ædelræve flokker omkring dem.” Hun kørte en hånd ind under den store dyne af hår, hun bar på hovedet og  flyttede det hele, ved hjælp af sin arm, hen at ligge over den ene skulder kun. Modsætning til hendes pels, var hendes hår ikke afkølende eller sandafvisende, så at få dele af halsen og nakken luftet lidt var befriende.

Åh hvor ville Cedrik ønske han havde øjenbryn som hende! Eller egentlig øjenbryn generelt, hvis han fik tre ønsker ville at få øjenbryn være det tredje. Nej nok nummer to, der havde været alt for mange gange hvor han havde ønsket at have nogen her på det sidste.
Han rystede let på hovedet "Jeg kan forttælle dig om grå og sortpels klanerne, nogle legender om isrævene lang mod nord. Men ædelrævene dem kende jeg ikke" Det lød spændende! Han havde aldrig hørt om ræve med ædelsten før! "Hvordan kan folk være sådan nogle bæster" snerrede han. Han kunne på ingen måde forstå at folk kunne finde på at gøre sådan noget! Jagt gav mening, der var et formål, men det andet det kom han aldrig til at forstå.

Heldigvis skulle der ikke gå længe for han kom på andre tanker igen. "Det lyder mægtig praktisk!" klukkede kan varmt. "Kan din noget spændende så?" spurgte han nysgerrigt med hovedet let på skrå. Der var så meget han ikke viste lige nu! Han kunne mærke hvordan krilleren havde nået hans fingerspidser, hans nysgerrighed var i fuld sving. "Din hoved pels er meget smuk, erhm jeg mener du har smukt hår!" med et klask ramte hans hånd der hvor hans ædelsten havde siddet hvis han havde været en ædelræv. Flot Cedrik, folk omtalte jo ikke ligefrem alting som pels.

Vreden – eller hvilken følelse det nu end var – han udtrykte, faldt automatisk i god jord hos hende. Helt dårligt selskab kunne han da umuligt være. Ahra var godt nok ikke fuldkommen hellig selv til trods for, at hun ikke selv havde – og ville aldrig nogensinde i sit liv have revet ædelstenen ud af panden på en ædelræv. Lige dér kom mishandlingen alt for tæt på. Men at være fri fra dobbeltmoralske tanker og handler, var hun ikke.

”Nej.” svarede hun ham med en trænet almindelig tone, der snildt kunne dække over for løgnen. ”Min rubin er ikke meget andet end til pynt og identificering.” Der var ingen grund til, at han skulle vide noget. Det var ikke noget, hun råbte højt omkring, selvom hans tydelige nysgerrighed næsten havde overbevist hende om at indrømme sandheden, men hendes fornuft var kommet hende i forkøbet. Han virkede tilmed over det hele, hvilket han atter fik bevidst ved hans kommentar mod hendes hovedpels. Han var da lidt kær. En noget anden type, end hvad man normalt stødte op i syden, uden tvivl.
Hvad der før kun havde været antydningen til et smil voksede sig et par millimeter mere frem, og hun tog samtidig fat om en tot af sit hår for at studere spidserne lidt nærmere. ”Tak. Jeg mener, at man skal se ordentligt efter sit udseende, så jeg sørger for at tage mig af mit hår specielt.” Fluks kastede hun hårtotten tilbage oven i alle de andre mange bølger og fylde og så tilbage på Cedrik, inden hun kort bukkede sig ned for at savle sækken, hun havde smidt fra sig for en stund, op igen. Det skulle overstås. Hvis bare hun kunne bære flere ad gangen.

Med tiden lykkedes det hende endelig at få slæbt alle sækkene indenfor igen. De stod godt nok lige indenfor døren og fyldte, men de var stablet flot frem for at blive smidt ud over det hele. Stående i døråbningen strakte hun sin sig – en arm helt i vejret, mens den anden hjalp med at presse skuldrene mod hinanden, mens hun vippede lidt fra side til side.
”Kan du holde varmen?” spurgte hun, da hun atter vendte tilbage til ræven og den kollapsede vogn. Den så endnu mere sølle ud nu, hvor den stod tomt. Hun havde ikke i sinde at flytte den. Med det knuste hjul ville det være umuligt for hende alligevel. 

"Oh" kom det let slukøret fra Halv-ræven. Han havde eller sådan håbet at hun kunne et eller andet magisk!
"Det ses" Smilede han. Det kriblede igen i fingerspidserne hos Cedrik, men denne gang var det ikke fordi at nysgerrigheden var ved at tage over. Nej det var nærmere fordi at hendes hår så blødt ud som et hav af grønne græsstrå. Men hendes ører så også overraskende bløde ud, noget hans fingre umådeligt gerne ville undersøge. Men hun ville nok ikke sætte pris på det, så fingrene blev holdt for ham selv. 

Han havde lidt dårlig samvittighed med ikke at give hende en hånd med sækkene, men i det mindste hjalp det at han holdt grådige fingre på afstand. Med et mat udtryk i øjnene og tungen hængende af munden vendte han sig mod den anden ræv. "Varmen? Jo den har jeg i riglige mængder, men kulden, den har jeg vist glemt et sted!" lo han kort, mens han klatrede forsigtigt ned af den ødelagte vogn, for at den var i stykker betød ikke ligefrem at han skulle være ligeglad om den gik mere i stykker. Hun kunne jo have lyst til reparerer den.
"Noget imod at jeg finder lidt skygge i din... butik?" spurgte han som an slentrede tættere på, Helga traskende lidt dvaskt bag ham.

Ahra havde allerede en påpegning klar om, hvordan hun egentlig allerede havde tilbudt ham at komme indenfor og vente frem for at side udenfor i varmen, som han ellers havde valgt. Men hun bed sig selv i tungen og stoppede sig selv i tide. Han havde ikke bare siddet der og ventet. Han havde sørget for at uvelkomne nærmede sig hendes vare. En ting hun ikke ville have gjort i tiderne, hvor hendes ryg ville have været vendt vognen ligemeget, hvor hurtigt hun så var til at løbe frem og tilbage. Han havde været hendes overvågende øjne i baghovedet.

”Det kan være, at jeg har noget liggende, du kan få.” svarede hun i stedet for tilbage og gjorde et ekstra indbydende hovedkast ind i butikken som svar på hans forespørgsel, inden hun satte ord på: ”Kom indenfor.” Indenfor var der faktisk køligere end udenfor. Kalkbygninger blev åbenbart ikke så let ophedet som andre bygningsmaterialer. Temperaturen på stueetagen kunne muligvis også skyldes, at der ikke var nogen vinduer. Det eneste naturlige lys, der strømmede ind, var ind ad den åbne dørindgang. Den eneste anden lyskilde var den rustne lysekrone der hang fra loftet. Dog var der ikke dunkelt. Det var mere som at træde ind i skyggerne.

”Du havde forventet mere fra min rubin, havde du ikke?” spurgte hun så, noget nonchalant, mens hun trippede over mod betalingsdisken ved den modsatte væg end døren. Hun havde ikke dårlig samvittighed med at have løjet for ham. Ikke det mindste. ”Faktisk. Min bedstemor havde evnen til at bruge sin til at søge rundt efter ting.” Hun greb omkring læderpungen, hun tidligere havde smidt fra sig på bordpladen, og svang om på den rette side, inden hun åbnede den og hældte indholdet ud foran sig.
Som hun så tilbage op på ham, faldt hendes blik automatisk ned på dyreskikkelsen, der også havde fulgtes med ham, og et forundret udtryk malede for en stund hendes ansigt. Hun havde ikke lagt meget mærke til grævlingen før nu. Og han havde ikke introduceret hende for dyret, så selvfølgelig var hun i tvivl, om hvad det lavede ved hans fødder.

At komme i ly fra solens brændende stråler var en umådelig behagelig tanke for Cedrik, men alligevel var hans øjne fanget af hendes hår der dansede gennem luften, som hun inviterede ham indenfor for anden gang. Et hurtigt buk med nakken i tak, kom før han selv fik udtalt ordet. "Tak"
At træde ind i de svalende skygger var befriende som at smide tøjet efter en lang og hård dag! Så befriende at det føltes som hans knæ blev bløde. Men det betød sikkert ikke noget!

Cedrik trak på skuldrene "Tjoh, jeg er selv ikke så magisk. Udover en fortryllende personlighed" svarede han ganske ærligt. Men havde da håbet at denne kunne et eller andet! Mest fordi det lød virkelig upraktisk at skulle leve med en ædelsten i panden, som ikke gjorde andet at tiltrække grådige blikke. "Oh?!" udbrød han lige efter ordene havde forladt hende smukke læber. Se det var spændende! "Var hun kendt for den slags? Uh! Hvilke ting kunne hun finde" spørgsmålene forlod hans mund næsten hurtigere end han kunne tænke på dem. Helga brummede utilfreds ved siden af ham. 
"Oh... Det må du undskylde, det var ikke for at snage, forresten! Det her er Helga, hun har rejst med mig hele vejen gennem sandet, og mere til!" fortalte han livligt mens han gestikulerede til sin gæve følgesven. Snurren i hans knæ havde dog taget til og Cedrik følte sig noget så svimmel. I det mindste var der nogle puder han næsten elegant kunne dejse om i. Måske havde han været ude i solen lidt for længe alligevel.

Ahra gik atter igennem en strøm af forskellige følelser. Fra at være blevet taget noget tilbage af den mængde spørgsmål, han pludselig kastede efter hende med ikkeeksisterende mellemrum for hende at svare nogle af dem i tide til yderligere undring over at grævlingen havde et navn og ikke bare var hvilken som helst dyr videre til nok forundring over dedikation som følgesvend til at hun glemte, hvad hun havde sat i gang med at sprede krystallerne ud på sit bord.

”Stakkels dyr. Mange halvdyr her fra syden har poter, der er beregnet til at gå rundt i det varme sand ude i ørkenen.” Der var den automatiske medlidenhed for dyr igen. Det måtte være instinkt. Eller noget. Hun var ikke selv sikker. ”Lad mig se, om jeg kan finde noget.” Og fandt noget gjorde hun. Ret hurtigt faktisk. Det blev godt nok kun til et af lågene til en tung krukke i, der havde en flad top, så den kunne bruges som en skål. Hun stillede den ned nær det ene bordben for at den ikke skulle stå i vejen for hverken hende, Cedrik eller mulige kunder.
Hun gik så til sidst hen til Cedrik og holdte en hånd frem ud til at han kunne aflevere dunken. Hvis han ikke have drukket det hele selv, blev det fyldt over i ’skålen’. ”Min bedstemor,” startede hun så op igen. ”Var kendt for, hvad hun gjorde, ja. Hun kunne finde alt. Objekter og selv andre levende væsner. Så længe hun havde noget at gå ud fra. Det nemmeste var hvis hun allerede havde set personen eller tingen. Men ellers skulle hun bruge en ting der linkede hende til, hvad det var hun skulle finde.”
Som hun rettede sig op var hun nød til at svinge sit hår væk med en erfaren armbevægelse og så op på ham med et suk. Foretrak grævlingen rent vand, måtte den vente til, hun kunne bringe noget fra baggården. ”Jeg husker, hvordan folk langvejs fra frivilligt gik ud i ørkenen for at besøge min klan for at få min bedstemor til at finde, hvad de ledte efter. Hør, er du okay?”

Cedrik nikkede lidt "Så heldige har vi ikke været, eller jo vi fandt noget stof der kunne vikles om poterne. Det tog det værste" forklarede han som han tømte dunken i den improviserede skål. Helga der imod brummede glad og begyndte at lappe vand i sig. Cedrik nussede grævlingen kort bag øret inden han afleverede den nu tomme dunk til Ahra.
"Din bedstemor lyder som en vildt sej person. Fandt hun mange spændende ting?" Han kunne ihvertfald tænke sig til de første hundrede ting hun måske kunne have fundet!
"Gav folk hende noget for at finde deres ting? Det lyder i hverfald ret svært" Han havde ihvertfald ingen anelse om hvordan man fandt den slags, eller brugte magiske evner for den sags skyld. For af hvad han viste så havde han ikke nogen magiske evner selv. 

Alting svømmede foran hans blik, lidt som at prøve at stå på vandet, men der var bølger. Så som det sortnede for Cedriks øjne dejsede han om i nogle puder, der lå ved nogle sække. DEt eneste han kunne tænke var at det føltes vild mærkeligt at falde på den måde, det føltes som at det tog en evighed, men alligevel kun varede et øjeblik. 

Det havde nu nok været en god idé at holde dét, at talentet hun fortalte rævehannen om egentlig var arveligt, for sig selv. Ahra var glad for mænds opmærksomhed som en hver anden ung kvinde - fra Rubinien – hun havde bare et lidt for professionelt forhold til sin evne til at være til den barns-glade reaktion, som Cedrik kom med. Man skulle tro, at han aldrig havde hørt om magi før. Ikke andre steder end fra fiktive historier i hvert fald. Han havde en energi, man vist lige skulle vænne sig til, selvom at selv hun kunne fornemme, hvilken ufattelig venlig person han samtidig var.
”Hun var en …ja, sej kvinde.” Det var måske ikke dét ord hun ville bruge, men det gik. ”Hun tjente gode penge ved at tilbyde sine evner til folk, hvilket hjalp stammen med det økonomiske, udover at hun havde rollen som en leder på sine skuldre.” Ahra snakkede ikke ofte som sit private. Det var ikke altid at det ragede folk, at høre ting og sager om hendes familie, men han havde fået hendes tunge på glid, og hun var bestemt et stolt barnebarn. Hendes bedstemor havde været den ultimative rollemodel for hende, så fik man hende først til at starte, skulle der lidt til at stoppe hende igen.

At det så skulle ske på grund af, at den der lyttede pludselig mistede bevidstheden, var ikke hvad man ville have. Han havde set underlig ud kort tid inden, men det kom alligevel bag på hende, da han begyndte at drætte om foran hende. Vågent skød hendes ører op og hurtigt trådte hun da frem mod ham med armene strakt frem af refleks, dog nåede hun ham ikke, før han var faldet. Heldigvis blødt og ikke direkte ned på forretningens hårde stengulv. ”Cedrik?!” udbrød hun.
Hun lænede sig automatisk ned over ham og tog ham som skulderne for at ruske i ham. Hun kunne mærke en hede bare igennem hans tøj, og hun vidste allerede, hvad hun ville kunne mærke, hvor hun begravede sine fingre i hans pels. Ræve som ham var ikke egnet til ørkenen. Ikke uden at have sørget for et par ting. Og det var vel en kløft af bekymring, der nu fyldte mellemrummet mellem hendes øjenbryn.
Hun drejede skarpt hovedet for at se sørgende ned på grævlingen, som havde den svarene til, hvad hun skulle gøre. Så så hun til den anden side. Og så tilbage over sin venstre skulder, bare i retningen af den perledækkede åbningen til trappen. Der var køligt i forretningen, men hvis der var nok brise, ville oven på være endnu køligere. Det var da også noget af en eftermiddag, hun var endt ud med. Først kollapsede hendes vogn. Og nu ham her. Hun så en sidste gang ned på grævlingen, inden hun drejede omkring, så hun med ryggen til Cedrik kunne få ham dirigeret nogenlunde op på den. Det her ville aldrig gå. Hun kunne sagtens bære en sæk eller to, men halvdyret her vejede lige lidt mere end sølle 30 kg.

Men det lykkedes hende faktisk. Med nød og næppe. Og hun lovede sig selv at aldrig gøre den slags igen. Det var ikke en kvindes job at bære sådan rundt på mænd! Elegant havde det nok heller ikke været. Men nu lå han på hendes redde af farverige og broderede puder frem for sække af bønner og rødder, som hun ikke forestillede sig ville være behageligt underlag. Selv havde hun været nød til at slå sig ned ved siden af efterfølgende. En forfriskende brise blæste sagte ind ad de åbne vindueshuller, dog ikke helt nok ifølge Ahra selv, så hun havde bidt sin stolthed noget mere i sig og havde i øjeblikket sin brede og tynde halespids – ikke aktiveret – løftet over hans ansigt viftede.

Cedrik følte ikke hvad der skete omkring ham, det var nærmere som han var i drømmeløs søvn. Hvis han havde haft muligheden ville han have undret sig over om Ahras bedstemor ville kunne finde folk der var blevet væk i deres drømme, det ville ihvertfald være praktisk lige nu.

I de vågnes verden stod grævlingen Helga og stirrede forundret på de to halv ræve, hovedet skiftevis kiggende fra den ene til den anden. Hun havde oplevet meget gennem hendes liv, rigtig meget af det i selskab med Cedrik. Men aldrig havde hun oplevet at han var besvimet på den måde, hun kom med en tilfreds brummen som hunræven flyttede på ham, det lignede noget Cedrik ville gøre så det var godt. 
Selv trak hun Cedriks taske op af trappen, den duftede altid så sjovt, men mad var der ikke i den. Nej den var fyldt med planter og ting der lavede spøjse lyde som hun trak den op af trappen. 
Uden så meget som en brummen trak hun tasken hen til de to ræve der lå på de farvede bløde bunker.

Heldigvis for Cedrik mærkede han en kølig brise der der ledte ham tilbage ud af mørket, hen til at kunne åbne øjnene igen. "Hvor er vi..?" kom det med en blanding af både forvirring og søvndrukenhed. Det lignede at de var et andet sted, men duften var der stadig, duften af de brune bønner fra sækkene.

”Etagen over min butik.” Ahra gjorde sig umage for ikke at lyde alt for lettet over, at Cedrik endelig virkede til at komme til sig igen, dog hun meget hurtigt havde rettet sin opmærksomhed tilbage på ham, så snart de første ord var kommet fra ham. Hun rykkede lidt på sig, men sørgede stadig for at have mulighed for at holde sin halespids viftende hen over hans ansigt. Hendes oprindelige tanke havde været, at det nok ville være dumt at dyppe ham med en fugtet klud, siden han var dækket af imponerende mængder af pels. Fugt ville aldrig havde sivet ind før varmen fra både hans overophedede krop og omgivelser ville have fordampet det. Men hun var ingen ekspert, så det havde bestemt glædet hende, da hendes valgte metode havde virket på ham.

”Du besvimede, jeg gætter på at det var på grund af varmen, så jeg løftede dig her op, så du ikke skulle ligge i vejen nedenunder,” forklarede hun ham, som hun stoppede og fjernede halen og i stedet kravlede om på alle fire for at se ordentligt end på ham, som han lå der. Hun så undersøgende på ham med de røde øjne, inden hun gav sig selv lov til at køre sine fingre igennem hans pels omkring hans kind og kæbe og konstaterede: ”Du koger stadigvæk, så det vil være bedst for dig at blive liggende lidt endnu.”
Roligt skubbede hun sig op at sidde på sine knæ, inden hun snildt kom helt op at stå på bagpoterne, hvor den hvide kjole lige blev glattet på plads. ”Jeg finder noget mere vand til dig.” Hun vendte blikket hen mod grævlingen, der havde fulgt dem med op. ”Og også til din følgesvend, selvfølgelig.” Helga havde vist sig at være et ret klogt dyr taget i betragtning. Noget Ahra egentlig var ganske imponeret over. Det beviste bare yderligere hendes egen mening om at dyr ikke var dumme og ukultiverede væsner, så af den grund så hun mere blidt mod den end første gang, hun havde fået øje på den i sin forretning.

Som lovet gik hun direkte ned i den anden ende af den åbne etage – ingen skillevægge udover det gennemsigtige slår, der omgav puderne – og mod en høj vaselignende porcelænskrukke, hvor hun opholde rent vandt, så hun ikke skulle hele vejen ned i gården bag bygningen for det, hvis hun skulle bruge det. Krukke var kun halvt tom, så der var rigeligt for hende, at fylde et par metal kopper, både større og klart mere brugt end de fine kopper, der var at finde på en anden hylde i den samme ende, hvor en form for ildsted ligeledes var at finde.
Den ene kop blev stillet på gulvet til grævlingen, inden hun overrakte den anden til Cedrik, velvidende at hun havde sagt, at han helst skulle blive liggende. Dog uvidende om det var muligt for ham at drikke af en kop som den. ”Her. Drik langsomt.”

Cedrik missede stadig lidt med øjnene som den smukke rubinræv forklarede at han ganske rigtigt havde flyttet sig, men ikke så langt. "Tak" fik han fremstammet stille, en del af ham var forfærdelig træt og en anden følte sig forfærdelig varm, hvilket på ingen måde blev bedre af hvordan hun kravlede over ham. For hvordan kunne han ikke andet end fortabe sig i de smukke ædelsten hun kaldte for øjne?
To blink fulgte hurtigt hinanden som ordren om at blive liggende fandt hans øre "Frygt ej, jeg går ingen vegne" kom det med et skævt smil, lige nu savnede han dog den svalende viftende halespids. Med let akavede bevægelser fik han fjernet skjorten, hvilket lidt var noget af en bedrift som han lå der. Helga var dog så venlig at give en hånd med at få hevet den af.

"Tak" lød det atter engang fra den røde ræv, krus og kopper var ikke så lette at drikke af men heldigvis for Cedrik havde han noget øvelse i at gøre det på trods af hans studeskaft ikke var bygget til det. Det tog noget viljestyrke for ikke at bare tømme koppen i et enkelt drag, men hun havde ret hvis man fik solstik skulle man søge læ og væske. Det nyttede ikke noget at drikke det hele på en gang. 
Efter at have tømt koppen stille og roligt, åbnede han munden for at tale igen "Mange tak for din hjælp! Det var heldigt at jeg endte her hos dig og ikke dasede om ude i solen. Er der noget jeg kan gøre til gengæld?" Lød det med et skævt smil, mens hans ene hånd ruflede hans bryst pels så noget af varmen kunne slippe fri igen.